Hvad har kærlighed og kaos givet mig?

Jeg har foræret mig selv et skriveophold i den kommende weekend. Det kan godt virke lidt absurd, efter som mindst 50 timer af min uge går med at have fingrene på tasterne. Både på jobbet og efter fyraften.

Jeg skal skrive det, som både er af lyst og nød. Efter 5 år som mor og 3 år efter stress og viden om, at min søn ville blive født hjertesyg uden en efterfølgende garanti for, at det ville ende lykkeligt, har jeg brug for, at der skal ske noget andet. Et eller andet og helst på den professionelle front. Jeg har oparbejdet en helvedes masse kompetencer og en hel del tykkere hud over de seneste fem år, og selv om man ikke kan skrive bleskift, søvnløse nætter, vedholdenhed, et vognlæs bekymringer og svære samtaler, to tons angst og evnen til at komme igennem det hele til trods over tid på sit CV, så er det stadig en pokkers masse værd. Det har formet mennesket bag til trods for de knubs, skæbnen også har delt ud undervejs.

Professionelt har jeg også rykket mig en del – nok endda længere end min arbejdsfunktion har i samme periode, og jeg trænger til at prøve kræfter med nye ting. Mellem os sagt, er det noget tid siden, jeg har elsket mit job. Det har været en tryg base, som gav brød på bordet hver måned, men passionen er blegnet af flere årsager.

Hvordan er det så, at man får sat ord på de ting, man kan? Hvordan er det lige, man får sat ord på det, som moderskab og modgang har givet mig? Hvad er det for en person, mine to trolde har gjort mig til? For de små banditter har formået at forme mig mere på 5 år sammenlagt, end jeg selv har formået på de øvrige 30. Kærlighed og kaos må give nye kompetencer, som kan transformeres til noget, som en virksomhed vil finde tiltrækkende.

Jeg skal selvfølgelig ikke skrive lidelseshistorien og fødselsberetningen ned. Derimod skal jeg vise, at jeg er blevet langt mere bevidst om, hvem jeg er, og hvad jeg kan. Så i weekenden skal jeg se fremad. Arbejde med mit CV og min kompetenceprofil. Opgradere min LinkedIn-profil, så den ikke skriger 5 års fravær til en potentiel ny arbejdsgiver, og heller ikke signalerer flugt for min nuværende.

Jeg må indrømme, at det er utopi at fordybe sig hjemme på de knap 100 kvm. med kontor i stuen og ingen soveværelsesdør. Her vil “Mor” klart over-rule “Mette” på det groveste, selv om jeg sætter mig for, at det skal være anderledes. Så derfor har jeg valgt at købe mig til koncentration og flytte “kontoret” en tur på Scandic i det jyske. 2 dage med min PC og en endnu ukendt mængde koffein og kalorier.

Forhåbentlig bliver der også overskud til at færdiggøre nogle af de blogindlæg, som hober sig op i mængden af kladder, fordi jeg enten er for træt, for forstyrret (ikke mentalt!) eller forhindret til at gøre dem færdig.