Kan man lukke lockouten ude?

Kan man lukke lockouten ude?

Er jeg helt alene om at have lidt ondt i maven over uvisheden omkring potentiel strejke og lockout? Det er vildt, så meget uvisheden omkring en reelt mulig konflikt påvirker mig. Måske er det irrationelt, men det rykker ved hele mit fundament. Hele vores fundament.

Den underliggende uvished spiller slet ikke sammen med en hverdag, hvor jeg nærmest hver dag prøver at bruge alle strategier, jeg har lært for at holde resterne af tidligere langtidsstress i ave. Selv om det er flere år siden, jeg var meget syg af stress, så gør sådan en situation som denne, at flere symptomer får lov at stikke hovedet frem igen.

Jeg er på lønmodtagers side og forstår fuldt ud, at vi skal stå op for vores fremtidige rettigheder i det offentlige. At lige løn for lige arbejde er en kamp, der er værd at kæmpe, og ikke mindst, hvad denne konflikt er et symbol på. For hvad så, hvis vi fjerner frokostpausen? Vi skal nok få noget at spise på én eller anden måde, men hvis arbejdsgiver nu virkelig er en snu rad, så er 7,5% ekstra arbejdstid så lig med, at man kan spare 7,5% væk og lade resten løbe (endnu) stærkere? Vi løber allerede stærkt, skulle jeg hilse og sige.

Det meste af min uro over konflikten rækker dog ind i det nære og mere lavpraktiske: Hvis strejken kommer på tale, skal jeg ikke selv strejke, men det skal pædagogmedhjælpere i min søns børnehave og min datters skole – og så er der dage, de ikke kan komme i børnehaven eller SFO’en, og de øvrige dage er der lagt op til kortere åbningstid. Jeg har i forvejen svært ved at få familielivet til at hænge ordentligt sammen.

Kommer det til lockout, så er jeg omfattet og det samme er børnenes instutition og skole. Så må de komme med mig, der hvor jeg skal være. Det er, hvad det er. Men så er der ingen løn på ubestemt tid, og det er heller ikke just en fest for nogen parter. Jeg har altid haft styr på mine ting, og jeg går ikke bankerot over at undvære penge i uger eller en måned, men igen: Uvisheden rykker ved tanker og følelser og gør ikke ret meget godt.

Det rykker dog ikke kun ved hverdagen. Det rykker i den grad også ved min følelse af (lige)værd og retfærdighedssans. Det rykker ved min følelse af at blive mødt og forstået af de politikere, vi satte kryds ved. De skuffer mig i den grad ved at lade arbejdsgiversiden få offentligt ansatte til at fremstå som forkælede, krævende snyltere, når virkeligheden er, at vi knokler røven ud af bukserne for en løn, der ikke er i nærheden af vores privatansatte ligeværdige. Også hvis du regner frokostpausen fra. FYI: Vi når sjældent at holde den.

Det skuffer mig at retorikken fra arbejdsgivers side er så negativ om omkrig halvdelen af alle skatteydere. Det får en klang af at være nedladende og det gør mig vred. Hvad der gør mig endnu mere vred og forarget er, hvis der er hold i de forlydender, at der spekuleres i, hvad de penge, som går fra de offentligt ansattes manglende løn, skal bruges til at dække af huller i statskassen. Det er skammeligt. I så fald stemmer jeg for folketingsvalg i meget nær fremtid, så de 450.000 offentligt ansatte, som er i klemme, kan få lov at stemme på dem, de så synes, har varetaget deres interesser bedst på det seneste.

Ja, jeg ved det. Jeg er træt af det og frustreret. Men situationen er frustrerende og uvisheden har hængt over hovedet på os for længe nu. Jeg gik forbi Forligsinstututionen den anden dag og havde lyst tl at fortælle folkene derinde en hel del. Men havde de mon lyttet, hvis jeg havde fået muligheden? Jeg ved det ikke. Faktisk tror jeg, at en del af dem derinde slet ikke har den fjerneste idé om, hvordan vilkårene i det offentlige rent faktisk er.

Magisk morgen

Magisk morgen

Åh, ferie burde man bare have meget mere af. 6 uger om året er bare for lidt, hvis du spørger mig! At få lov at sove til kl. 6.30 (hvilket er længe hjemme hos os!). At kunne strække sig og sludre lidt med manden, før børnene stillede krav om morgenmad. At kunne gå til bageren med den ældste i hånden i den efterårsmørke morgen.

Det var nemlig lige, hvad vi gjorde. Hun trak termotøjet uden på nattøjet og en hue over ørerne, og så gik vi på eventyr. Jeg tror, hun har det på samme måde som mig. Mørket er på én gang skræmmende og fascinerende. Da jeg var barn, var det som at træde ind i en anden verden og blive lidt væk. Alting ser anderledes ud, lyder og lugter anderledes.

Det var noget ganske magisk over at gå med min ældste, som ligner mig på så mange måder. Gå med hende i hånden i mørket og kigge på bladenes farver i lyset fra dovne gadelygter. Sparke bladene op omkring os. Danse i bladene. Synge en efterårssang og kaste bladene efter hinanden. Bare være og være fjollede på én af de helt fantastiske dage, hvor vi ingenting skal. Det ville jeg give en god luns af min højre arm for at gøre noget oftere!

Hjemme igen var favnen fuld af lunt franskbrød, kakao og croissanter. Kaffen var løbet igennem og bør mig velkommen i varmen, da vi åbnede døren. Røde kinder, glade og med kroppen fuld af følelsen af at have været nærværende. Helt nærværende. For det er præcis det, jeg synes, vi mangler i hverdagen. Muligheden for de små stunder, som er propfyldte med nærvær. Det ville klart gøre mig til en bedre mor. Det ville bedre mit stress-niveau. Det ville klæde vores lille familie.

Måske man bare skal give mandag morgen langemand en gang imellem og tage sig tiden til at være lige her og nu. Spise smørcroissanter og glemme alt om badevægten. Hoppe, danse og synge og ikke tænke på flex-saldoen på jobbet. Tænke, at det er ok, at ungerne kommer for sent i dag. Og leve en lille smule mere <3

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #2

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #2

Vi fortætter fortællingen om byggeriet med temaet “At bygge et barndomshjem”.

Da jeg var barn, flyttede vi en del. Da mine forældre blev skilt, solgte de deres hus, og herfra har jeg altid boet til leje. Helt frem til min mand og jeg købte vores hus for små 9 år siden. Det har været fint, og det har jeg aldrig været ked af. Som barn var det ofte spændende, at få et nyt værelse og indrette det. Men nogle gange var det også trist at rive teltpælene op igen.

Jeg tror aldrig, jeg som sådan har følt mig rodløs. Ikke så vidt jeg kan huske i hvert fald. Der var én ting, som ikke ændrede sig, og det var mine bedsteforældres hjem, som vi altid har boet relativt tæt på. Det var uforanderligt hele min barndom og ungdom igennem. Først den dag, jeg skulle sælge det, efter min bedstefars død, fik jeg en følelse af, at jeg solgte en del af min barndom. Jeg solgte mit barndomshjem. Duftene, lydene, køkkenet, haven. Det hele havde jo altid set sådan ud. Det var vemodigt at række nøglen til den nye køber og gå ud af døren for sidste gang.

Dette skete samtidig med, at vi begyndte at indgå faste aftaler med håndværkere omkring renovering af vores eget hus. Først her gik det op for mig, at jeg – så vidt helbred, ægteskab og økonomi tillader det – for alvor gjorde vores hjem til mine børns barndomshjem. Vi havde truffet et valg om at slå rod.

Jeg tror ikke, vores hjem kommer til at være en tidslomme på samme måde, som mine bedsteforældres var. Hertil har jeg for meget trang til at fikse og reparere. Men jeg giver forhåbentlig mine børn en rod i en flygtig verden. Et sted, hvor de kan føle sig hjemme og føle sig trygge. Et sted, som de på et tidspunkt sikkert ikke kan vente med at flytte væk fra (hvis de bliver lige som mig). Et sted, hvor de engang kan komme hjem og føle, at verden er helt, som den plejer, når deres egen verden sejler. Et sted, hvor de engang, forhåbentlig om mange år, kan give nøglerne videre og sige “Det har været her, så længe jeg kan huske”.

Vi bygger for at få plads. Vi renoverer for at forbedre og sikre fremtiden. Vi bygger for at forøge værdien af vores hus. Men mest af alt vil vi bygge et barndomshjem. Det har størst værdi.

Her bor vi

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #1

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #1

Vi er ved at bygge hytten om p.t. En proces, der både er ret fed og virkelig ufed på samme tid.
Dengang vi købte huset, erhvervede vi os jo nærmest et slot! Vi boede i min ydmyg studiehybel – 2 voksne mennesker og to katte på lidt under 50 kvm. Og her fik vi det dobbelte! Det dobbelte, mine damer og herrer! 3 værelser, stor stue og en have! Det var jo luksus.

Vi flyttede ind og alt var godt, hvis man fraser vandrør, der sprang på skift og kældervægge, som var malet med skibsmaling for at skjule fugt. Vi blev husejere på den hårde måde. Problemerne blev fikset (DYRT!) Og så gik der hul på stikledningen, og så var der vand i kælderen igen. Heldigvis havde vi fuld forsikring på, og derved blev kælderen første renoveringsprojekt.

Her stod vi så med en fin kælder, som dog ikke er godkendt til beboelse. Men flot er den. Og så en dag var der pludselig to lyserøde streger på graviditetstesten. Ovenud lykke! To blev til tre og da den bette plut var i hjemmet, blev ting som hulmursisolering, gulve uden splinter og et sundere indeklima i form af et varmegenvindingsanlæg enormt vigtige. Pludselig så man ting ved huset, som øjet (eller tanken) aldrig var faldet på. Moderhjernen er en mærkelig størrelse.

Tre blev til fire, og overskuddet røg i bund efter lang tids hospitalsindlæggelse og adskillelse. Ingen.Energi.Til.Noget.Som.Helst! Huset lignede noget, der var løgn. Renovering var en by i Rusland og ukrudtet voksede uhæmmet.

Hjernen er som sagt en mærkelig størrelse, og det er fornemmelsen for fremtiden behov åbenbart også. Det strenge falder gradvist i baggrunden, og troen på verden og hverdagen vokser sig større dag for dag. Det samme gør børnene – altså vokser – og pludselig er 98 kvm. i virkeligeheden ikke ret meget (i lille luksus-Danmark). Hvis det begynder at virke småt nu, hvad gør det så ikke, når de er 13 og 15 år? GISP! Jeg shssss’er og tshhhh’er på dem, hvis én af os trænger til at hvile et øjeblik, fordi soveværelserne ligger så tæt, at man kan høre ALT! De skal kunne lege på deres egne værelser. Noget andet er, at værelserne er så små, at de mere eller mindre annekterer resten af huset, når de har gang i en god og omfangsrig leg, og vi savner plads til kontor og symaskine.

Så er der jo ligesom 2 valg: Flytte eller bygge til. Vi har overvejet begge i lang tid, men da Ældsten fik plads på den skole, vi holder af, lige i nærheden, så var valget klart. Vi bliver sgu! Og på den måde endte jeg nu med at stå med et byggelån og et mindre ragnarok på matriklen. Vi er på vej til 32 ekstra kvadratmeter, et nyt tag og nye døre og vinduer i hele hytten. Ja da, hvorfor begrænse…? Vi er sprunget ud i det og håber, vi lander godt og blødt i seng og sofa i de nye rum. I et hus, der kan blive mine børns barndomshjem. Banken ville i hvert fald blive svært skuffede, hvis vi blev skilt lige nu eller de næste 10 år.

Her vil vi bygge, her vil vi bo, men lige nu er det kaos. Lige nu er det mudder til anklerne. Lige nu er det svært at forestille sig, at de bliver færdige inden nytår. Det minder faktisk lidt om at have helt små børn igen og messe “Det er kun en fase, det går over. Det er kun en fase…”

To be continued…

Byggerod

Om at nå det

I starten af ferien sad jeg i min pre-kaffe-tåge og scrollede igennem mit Facebook-feed. Som det nu er med Facebook, var det meste noget, som aldrig går over i historien, nogle likes blev skudt afsted, men så fangede mit øje noget, som ramte midt i den følelse, jeg sad med. Ville jeg nå det?

Allerede før ferien begyndte, var jeg bekymret for “ikke at nå det”. Jeg vidste, hvor presset min hverdag var, med to børn, et job og et ægteskab i årelang krise.

Ferien var vores eneste mulighed for at komme til bunds i alle bunkerne. Bunkerne af rod, der hobede sig op i hverdagen, bunkerne af følelser, der blev undertrykt for at bevare bare en smule af den gode stemning i hverdagen, bunkerne af ord der aldrig blev kommunikeret, men bare ulmede… Ferierne var vores eneste chance for at nå hinanden bare en lille smule.

Ordene kom fra dette indlæg på Facebook. Jeg blev en lille smule skuffet, da jeg nederst indså, at det var en teaser for et onlineforedrag, men ordene var ikke destomindre relevante. De ramte ned i en grundfølelse, jeg selv sad med.

Mit ægteskab er ikke decideret i årelang krise, men har været gennem årelang forandring. Dog stadig fuldt intakt og det priser jeg mig lykkelig for! Men jeg var inderligt bange for ikke at “nå det”.

Nå hvad?, tænker du måske – og det er også en smule ironisk at tale om at nå noget, når man har 3 ugers fri foran sig. Men jeg var mest af alt bange for ikke at nå at falde til ro igen. Ikke at nå at få slappet af og slettet en del af de midlertidige filer, min hjerne slæber rundt på og som gør den både langsom, overfyldt og trist. Lige nu er jeg ikke glad for mit job. Jeg har i hvert fald ikke arbejdsglæde, og det dræner. Det skyldes lige dele store ubekendte faktorer og et arbejdsmiljø, der skraber bunden. Det gør ondt – ekstra ondt, hvis man én gang har været helt nede og bide i græsset på grund af stress.

Jeg var fyldt op til randen af arbejde og hverdag. Af beslutninger, forventninger og mangel på søvn. At at løbe i hamsterhjulet, uden helt at kunne se et mål i horisonten. Sommerferien var mit utopia.

At vi skulle være hjemme i sommerferien var ikke noget nyt. Vi rejser helst i de måneder, hvor Danmark er koldt, mørkt, blæsende og regnfuldt (nårh ja, det kan være en svær definition i forhold til denne sommer…), og bliver hjemme i den tid, hvor Danmark viser sig fra sin bedste side (igen lidt haha). I år var det bare et endnu mere bevidst valg. Vi skulle være hjemme og føle, at vi var hjemme og var sammen alle fire.

Vi havde planer i forhold til huset. Vores gamle udestue skulle ned for at give plads til en forestående tilbygning. Mere om den en anden gang. Ikke just afslappende arbejde, men noget hvor vi både kunne se fremskridt, mål og ikke mindst kunne slå hjernen fra og gå fuldstændig destruktivo. Legoland er også en klassiker – inklusiv en hotelovernatning eller to et sted i Danmark. Og så plejer vi også at tage et smut forbi hovedstaden. Det nåede vi altsammen.

Børnene havde nattøj på store dele af tiden – der var ligesom ingen grund til at komme ud af det. Jeg har skældt mindre ud, og har været på lange gå- eller cykelture med dem hver især eller sammen. Vi har dyppet tæer i Storebælt, ristet snobrød over bål og har bælget og ædt kilovis af friske danske ærter. Og så har jeg sandsynligvis købt min sidste pakke bleer. Vi er virkelig godt på vej til at sige et endeligt farvel til tiden med blebørn. Det er jeg vildt glad for, at vi nåede!

Jeg har erhvervet mig den obligatoriske løbeskade, fordi jeg endelig havde tid til at løbe af lyst og ikke af pligt. Jeg er blevet kaldt på 200 gange om dagen og har vasket bunkevis af tøj som følge af ovenstående bleafvænning. Jeg har handlet og lavet mad og fortærret store mængder sukker. På den front har jeg nået en del.

Jeg har kørt trailer, så man skulle tro, jeg har flere generationer jyde i mig. Jeg har smidt ud og sorteret i de umiddelbare fysiske bunker. Desværre ikke så systematisk i de mentale. Jeg har også mærket rigtig meget efter, hvad jeg føler i min egen krop, og følelsen er ikke så god. Jeg er ikke nået i bund med det, der alt for længe har fyldt mig op.

Min mand og jeg har haft mange ord, der lå og ulmede, men ikke dem, der handler om at skyde hinanden noget i skoene. Mere dem, som handlede om fremtiden og hvad vi hver især tænker om den. Hvad der kunne give os energi. Det nåede vi også (og mandens tablet gik i stykker i løbet af ferien. Tænker, at karma sendte mig en lille gave på den front).

Nåede jeg at føle mig klar til det næste halve år? Ikke det fjerneste, desværre. Som sagt er der en masse uforløste problemstillinger på jobbet, som jeg ikke er herre over og kan vælge at hejse langemanden overfor, men som desværre nok til dels hører til min stilling, at forholde mig til. Jeg skal øve mig i ikke at lade dem hænge ved inden i, selv om det er pisse svært at forbyde dem taletid efter fyraften og i særdeleshed om natten, når søvnen svigter mig og tankerne vandrer.

Jeg er desværre ikke nået ned i gear trods tre ugers mere eller mindre stilstand med base i hjemmet. Jeg har ikke ét sekund været fristet til at tjekke arbejdsmailen eller firmaets hjemmeside. Det er en fasttømret regel ikke at gøre. Desværre har jeg alt for ofte følt jobbets tilstedeværelse som en skygge, der fulgte efter mig. Mavepinen, anspændtheden, søvnløsheden og manglen på lyst til at genoptage gamet 37 timer om ugen. Jeg har ikke savnet at smørre madpakker, sige “kom nu” kl. 6.45 om morgenen, eller cykle som en rasende for at nå at hente begge børn i tide. Jeg har ikke savnet Forældreintra eller livet i børnehaven på godt og ondt. Det tror jeg heller ikke, børnene har. Mest af alt har jeg bare haft lyst til at gøre “noget. Gøre “noget andet”. Det har jeg dog selv spændt lidt ben for, som fremtidige indlæg vil vise.

Jeg har endnu en dag, før hamsterhjulet sætter farten op. Helt bevidst en dag alene, for ikke at være alt for trist over, at ferien ender på børnenes sidste feriedag. Jeg kan bedst lide mig selv om sommeren. Her er jeg tættere på den, jeg allerhelst vil være som mor, kone og menneske. Det er nok ganske naturligt og alment at føle big time ferieblues, når tre ugers ferie ender. For trods alt har jeg været sammen med dem, som betyder allermest for mig. Hver dag. Og det i sig selv en en gave, som jeg aldrig ville undvære. Lige om lidt trykkes der på tempoknappen. Jeg kan bare ikke løbe lige nu – fysisk og metaforisk. Jeg er stadig træt og øm. Måske lige netop den følelse skal være min rettesnor, når cirkusset åbner igen?

IMG_0173 (1)

 

Påske, for pokker!

Aaaah! 9 fridage i sigte! Det er sgu lidt svært at få armene ned. Yay!

Der er opbygget helt vildt meget metaltræthed i min krop, siden juleferien endte – til trods for en fantastisk uge på Lanzarote i januar. Det gælder vidst os alle herhjemme.

Der er sket så vildt meget på bare 3 måneder, så fredag morgen kunne hverken ungerne eller jeg nærmest slæbe os afsted. Krop og sind var allerede gået i dvale. Dagen kunne kun gå for langsomt!

Det er som om, vi er kommet lysår frem i det seneste kvartal. Ældsten voksede ud af børnehaven og ind i skolelivet. Skolen har været som et lovligt bevidsthedsudvidende stof, som har udviklet hendes oplevelse af verden og sig selv (og sine forældre…) i rekordfart.

Yngsten har været en slow-starter på børnehavefronten. Selv om han startede tilbage i november, føles det som om, han først kom ud af starthullerne, da hans søster forlod institutionen, og han selv skulle definere sig og tage sine egne kampe. Det har han så sandelig også gjort, og der er sat skub i selvstændigheden. Derfor kunne jeg også sidde med våde øjenkroge i torsdags og bare tage imod al den ros, min lille fantastiske fyr fik. Kompetent, end god ven, inkluderende, glad, appetit på både madordning og børnehaveliv. Sød og dejlig. Jeg har jo aldrig rigtig været i tvivl, men at høre andre sige af sig selv, sætter gang i tårekanalerne.

Oldefar har været død i 3 måneder nu, og jeg kan mærke, at jeg ikke har haft mulighed for at sørge ordentligt endnu. Der har været mange andre(s) behov at tilgodese. Jeg savner ham på mange punkter, selv om jeg ved, at det var tid, han skulle herfra. Jeg ville blot ønske, at hans sidste tid ville have været mere værdig, end den blev på sygehuset. En uværdig død for en ærværdig mand.

Jeg er træt, men fortrøstningsfuld. Endnu engang står vi over for en hel masse, vi skal lære som forældre og familie – bedst som vi troede, vi havde fået styr på det. Det har vi heldigvis prøvet før, så mon ikke også vi klarer det denne gang. Har på fornemmelsen, at livets logik er at tage det, der kommer og lære at se det bedste i det trods modvind på cykelstierne.

Påske – bring it on! Vi er SÅ klar til dig! Selv om det er ferie, har jeg en mental to-do for, hvad jeg gerne vil nå. Og det er ikke kun at rydde op i kælderen, få bilen på værksted og at luge ukrudt i haven. Det er heldigvis også snobrød over bål, påskeæg-jagt i haven, cykelsture og kram ad libitum. Så nu mangler vi bare en masse sol, et fåtal af søskende-konflikter og at farmand også får ferie onsdag kl. 15-nul-dut.

God påske, peeps <3

 

Idioten i spejlet

Bum! Jeg er sådan lidt småtræt af mange ting p.t. Generelt lidt utilfreds i kanten – og det er ikke ret rart at være. Lidt træt af yngstebarnets trodsalder, lidt træt af ældstepigens evne til (7 år før forventet) at tale til mig, som om jeg er den dummeste og mest uvidende mor på hele jordens overflade. Meget træt af at ungerne ikke har sovet igennem om natten i en måned nu. Meget den der radioreklame for Plenti, hvor ham skuespilleren siger “BUM!” efter sin pointe, og også af voksne kvinder og webshops, der siger eller skriver “Haps!” ud for deres varer eller ting, de gerne vil vinde, og folk, som indleder deres sætninger eller blogindlæg med “Bum!” (…)

Jeg synes ikke, min familie er søde ved hinanden. Jeg synes, min mor forventer det umulige af mig. Jeg synes – ærligt – ikke helt, at ældstepigens skolestart har været helt fantastisk, at beslutningerne på hjemmefronten virker store og skræmmende, og chefen kan sgu også være træls fra tid til anden.

Jeg har enkelte leveregler, som jeg minder mig selv om, når jeg har det sådan, og én af dem er, at hvis man har mødt tre idioter på en dag, kan det være en god idé at se sig i et spejl og ransage egen adfærd.

Det har sgu været lidt en rocky start på 2017, siden min bedstefar døde og siden skolestart fjernede den resterende følelse af overskud, som jeg ellers havde formået at bygge op. Jeg føler mig bombet tilbage til den tid, hvor børnene var helt små, og jeg konsekvent var både dødtræt, frustreret og kronisk bagud. Tilbage til den tid, hvor jeg mest af alt havde lyst til at lægge mig i fosterstilling og tude af bare træthed.

Det er ubeskriveligt ufedt først at være hjemme kl. 16.30 hver dag efter at have brugt 1,5 time på at komme fra jobbet og hente børnene i hver sin ende af byen. Ikke mindst fordi ham den lille er virkelig pylret og klar til at sove kl. 17.45. Igen at kæmpe for at få maden klar, hvor jeg ellers lige præcis havde fået mulighed for at have en time, hvor ungerne og jeg var i haven, læste bog, gik tur eller bare sad stille og så en tegnefilm på iPaden. Det er som om, jeg lige nåede at komme til et punkt, hvor jeg var ubetinget tilstede i deres vågne tid – og puf! Så æder hverdagen igen det bedste af mig.

Jeg er bare ikke god til at have stress, uro og bekymringer omkring mig. Det påvirker det hele og det er ganske givet derfor, jeg ikke er rigtig glad og tilfreds, selv om jeg “har det hele. Jeg er ikke god til at mærke, at andre har større forventninger til mig, end jeg kan honorere. Det får mig til at føle mig utilstrækkelig i mit eget liv, og så kommer jeg til at irritere mig over småting og få lidt “brokkeattitude”, hvilket jeg har en kronisk allergi overfor, når jeg møder det hos andre. Især mødre.

Jeg vil gerne tro på alt det bedste i livet og være optimistisk, selv om Forældreintra, radioreklamer, familie og finanser indimellem giver følelsen trange kår. Jeg vil virkelig gerne være glad. Når jeg er glad, har jeg mulighed for at give rigtig meget til andre, og her føler jeg mig godt tilpas. Så føler jeg mig som mig. Så er jeg nemlig den idioten, som stirrer tilbage på mig i spejlet.

Omskiftelighed

Bang! Så kom efteråret sgu! Fra 30 grader og lækkert eftermiddagsvejr til ens temperaturer dag og nat til total regn og blæst lige i fjæset og udsigt til i omegnen af 2 graders “varme” de kommende nætter. Tak for kaffe!

Med sådanne udsigter (som egentlig ikke er så mærkelige, taget i betragtning af at det er 1. oktober), fandt jeg det som en god anledning til at gennemrode kælderen og klædeskabet for at finde alt, der ligner eller føles som uld m.m.

Der er jo et uundgåeligt faktum, selv om global opvarmning gør sit for at modarbejde tendensen, men derfor er det altså stadig lidt træls. Vintertøjet er nu i skabene, shorts og t-shirts i børnenes garderobe i børnehaven er skiftet ud med sweat-sæt og termotøj, tørrestativerne er flyttet i kælderen i stedet for at stå på terrassen, der er varme på radiatoren, jeg havde lys på overarmen under aftenens løbetur og madplanen for den kommende uge indeholder hamburgerryg, gryderet og suppe. Sådan lige pludselig. Man kan godt føle sig en smule livstræt et øjeblik.

Jeg har bare ikke helt haft sommer nok til, at jeg føler mig helt klar til at gå flyverdragt-sæsonen i møde. Har i dag brugt over 1600 kr. alene på sko og støvler til den ældste, og for bare en uge siden lukkede jeg øjnene og kørte Dankortet igennem til en komplet garderobe i str. 122 i H&M, da hun er vokset 14 cm siden sidste år. Alt, som i ALT er for småt.

I næste uge tager vi samme tur med lillebror….

Der var engang, hvor månedslønnen var øremærket til et par lækre støvler til én selv og en tur i byen eller to med bedsteveninden. Nu tager vi på café i rette tid til både at hjælpe med at affodre ungerne og går hjem igen senest kl. 21.00 for ikke at komme alt for sent hjem. Bevares, vi skal jo være klar kl. 5.20 dagen efter, når ungerne vågner. Og støvlerne fra forrige år kan blive nødt til at klare en sæson mere. Sådan er det nu. Vi er blevet lidt for voksne en gang imellem.

Efteråret er nu ikke så slemt, når alt kommer til alt. Jeg elsker f.eks. at løbe i den kølige luft og mærke efterårets dufte, eller gå og rode i haven og gøre den klar til frost og kulde, alt imens jeg varmer mig på en kop kaffe. Der er et eller andet med efteråret, som får én til at geare lidt ned – og det trænger jeg virkelig til. Noget, som trækker mig imod lys i lanternen ved døren og fyrfadslys på bordet. Imod tæppe og varm kakao og en bog, når børnene er lagt i seng. Noget med børn med røde, vindbidte kinder, som langsomt bliver døsige efter en dag ude med vandpytter og mudder op til knæene. Efteråret er friskt og tusmørkt og hyggeligt på sin egen måde, og sagt mellem os to, så kan jeg faktisk godt li’ det lidt alligevel.

 

Nattens tanker

Nattesøvn. Alene det ord kan enten give en mor til børn under 6 år nervøse trækninger, eller et drømmende, længselsfuldt blik i øjnene. De første fem år af mit moderskab var jeg i konstant underskud (på alle fronter!), imens det sidste halve års tid faktisk har budt på mere søvn end forventet.

I nat svigter søvnen mig. Lillemanden er lige på tærsklen til børnehavestart, og i takt med indkøringen og de nye oplevelser, vågner han og kalder på sin mor. KUN MOR. MIG VIL HA’ MIN MOR!

Normalt har jeg ikke problemer med at falde i søvn bagefter, men hvis søvnen ikke kommer naturligt inden for de første 10 minutter, så er toget kørt. Tanketoget. Så begynder min hjerne at analysere og tænke tanker i dybden, evaluere situationer i hverdagen, som blev fortrængt i hverdagens hvirvelvind, og som måske ikke burde fortjene yderligere opmærksomhed fra min side af. Men jeg kan ikke stoppe det.

Hvorfor reagerede jeg ikke anderledes, da ældstepigen viste mig trods i morges i børnehave? Hvorfor føjede jeg hende ikke bare for at undgå konflikten? Men hun reagerede jo helt hen i vejret over ingenting! Ingenting i mine øjne – tydeligvis ikke i hendes optik. Hvorfor blev jeg irriteret? Dog var det godt, jeg ikke skældte ud, men bevarede fatningen. Hvordan kan jeg få hende til at forstå, at dårlig opførsel ikke gavner? Hun er jo sådan en fantastisk pige, som forstår så meget. Hvorfor kan jeg ikke bare være en langt mere pædagogisk mor?

Er der noget andet, der går hende på? Noget, hun ikke fortæller mig, selv om jeg prøver at vise hende, at jeg altid er her for hende? Er hun for lille til at forstå det endnu?

Hvorfor sagde jeg ikke fra, da en kollega ikke var fair? Hvorfor lader jeg hende gang på gang gå i rette med mig, selv om jeg ved, at det jeg har udført er et godt stykke arbejde?

Har vi egentlig mælk til morgenmaden i morgen? Og hvad med den ældstes fornægtelse af alt, der har med kød at gøre? Skal jeg være bekymret? Skal hun have ekstra vitaminer?

Burde jeg være mere opmærksom på min mand? Taler vi egentlig kun om børnene? Er han egentlig opmærksom på mig, når han bruger så lang tid med sin telefon og tablet? Kan man tillade sig at indføre skærmtid for en voksen mand og lave en regel, der hedder, at man ikke må medbringe telefon eller tablet på toilettet? Både af hensyn til, tanken om bakterier og for at undgå, at han sidder dér og kukkelurer, imens jeg sørger for at børnenes mad bliver klar midt i ulvetimen?

Og er det egentlig rigtigt, at søskende skal have lov at slås – også selv om de er ret voldsomme? Skal jeg stoppe dem? Hvor får et enebarn svar på sådan noget henne?

Er det i virkeligheden fordi jeg er sulten, at jeg ikke kan sove? Jeg kunne jo stå op og spise lidt havregryn. Hvis ikke det var fordi kalorierne hænger på mig som om de var omgivet af dobbelt-klæbende tape, her ved de knap 35 år, så kunne et stykke brød med Nutella ellers også smage godt. Det har jeg vidst ikke fået siden sønnikes seneste operation.

…Og med den sidste tanke, var beslutningen taget. Her sidder jeg så. Søvnløs bag tasterne og med en Nutella-mad i maven. Den smagte lige så godt som i tankerne, og den feder først i morgen, siges det. Det føles som spild af noget, jeg længtes efter så længe, at sidde her og kukkelure, når jeg burde indhente de sidste 5 års tabte timer i drømmeland. Samtidig gør det mig faktisk ikke så meget, for det er så sjældent, jeg er “alene” i huset. Uden at jeg skal forholde mig til andre eller opfylde deres behov. Her er natten taknemmelig. Det er bare katten og jeg i lyset fra skærmen. Og han stiller ikke større krav, end at måtte ligge på mine ben.

Jeg burden nok gå op og sove, hvis ellers sukker-kicket fra min Nutella-mad tillader det. Om under 2 timer er hverdagen allerede i gang igen.

 

 

Summen af en sommerferie

Jeg vil ikke! Jeg viiiiil ikke! Jeg VIL ikke på arbejde på mandag! Jeg føler mig slet, slet ikke færdig med at holde ferie. Min krop og mit sind har ikke fået nok. Jeg føler mig slet ikke afslappet nok/klar nok/udhvilet nok til frivilligt at åbne min mailboks og tage imod problemer af større eller mindre grad, som skal løses. Helst allerede i går. Det bliver sgu lidt tungt! Mine skuldre er endnu ikke sænket. Seriøst: Jeg spænder op som om musklerne var alt for korte! Jeg sover stadig rigtig dårligt, og bliver lidt skidt tilpas, hver gang jeg tænker på, at der nu venter mere eller mindre et halvt års arbejde før en “rigtig” ferie igen. Det er til at tude over.

Madpakker som skal smøres, madplaner som tilgodeser familiens kalender, tasker skal pakkes og vi skal ud af døren på et bestemt tidspunkt. SUK… Om lidt over 24 timer er ferien forbi.

Børnene er først nu ved at finde et leje, hvor de kan lege selv og sammen, uden konstant at slås eller søge vores voksne deltagelse i leg eller underholdning. De er med andre ord først ved at komme så langt ned i gear, at de også sænker deres parader fra institutionslivets pulserende liv. Det klæder dem ellers ret meget ikke at slås som vanvittige og håndhæve millimeterdemokrati til den store guldmedalje. Det lærer jeg simpelthen aldrig at forstå. Opturen er, at ingen af dem har været syge (7-9-13) eller været på skadestuen eller sådan noget.

Der er blevet ryddet ud i en del af gemmerne, hvilket letter både fysisk og mentalt. Gud, hvor er der meget lort, man gemmer, men aldrig kommer til at benytte igen. Jeg tror, halvdelen af vores kælderrum forsvandt til genbrug eller lossepladsen. Ungernes værelser og tøj fik også en grundig gennemgang. De er vokset som ukrudtet i mine staudebede, er de! Naboens børn fik en del, genbrugsbutikken resten og til min store begejstring, kunne jeg konstatere, at vi har to termosæt og to stort set ubrugte flyverdragter til yngstebarnet til vinter. Yay arvetøj!

Familiebesøg har jeg stort set ikke orket. Sad but true. De bor forholdsvis tæt på, så vi ser hinanden løbende, og ferien skal jo byde på forandring, ikke? For mit vedkommende en lille pause fra den familie, jeg ikke deler hus med.

Hvad har den så bestået af, den ferie? Jo, ser du. De seneste 21 dage fordeler sig sådan her:

  • Antal skønne dage i sommerhus: 4
  • Antal timer uden børn: 24
  • Antal husdyr, som ikke længere er i blandt os: 1 🙁
  • Antal glas kold Asti drukket på terrassen: 0 (#damnit)
  • Antal kilometer intervalløb gennemført: 52,2 km.
  • Antal middagslure sovet eller forsøgt: 5-6 stykker
  • Antal nætter sovet igennem: 3
  • Antal ture i Legoland: 2
  • Antal stykker tøj syet færdigt: 2
  • Antal akavede familiebesøg: 1
  • Antal tøseture med ældstebarnet til København: 1
  • Antal aftenbadeture ved stranden: 3
  • Antal kæresteture til London bestilt: 1
  • Antal pas bestilt 4,5 år før tid: 1
  • Antal gange hvor jeg har drømt om at sende børnene i daginstitution – baaare lige én enkelt dag, men ikke har gjort det: 5
  • Antal Netflix-serier testet og ikke fundet i min smag: 4
  • Antal gange jeg har forsøgt at tale fornuft til min trodsige to-årige: Uden for skala
  • Antal timer sønnike har skreget hysterisk i trods: Jeg magter slet ikke at tælle…
  • Antal gange sønnike har sagt: “Mig elsker dig, mor”: Utallige ( <3 <3 )
  • Antal gange, jeg har fået af vide af ældstepigen, at jeg er kedelig/ikke leger nok/er dum: Uden for skala
  • Antal gange jeg er gået en aftentur under dække af, at jeg trængte til at restituere benene aktivt efter intervalløb, men i virkeligheden bare har cravet bland-selv-slik big time: 10
  • Antal ture i badeland: 4 (Fu*k dig, danske sommervejr)
  • Antal is spist: 4
  • Antal gange jeg har rystet på hovedet af Pokemon Go-“jægere” (inklusiv ham, jeg er gift med): Nok til at få den hovedpine, jeg ikke fik af at pimpe Asti
  • Antal timer helt uden mand og børn: 5
  • Antal øvrige lande besøgt: 0
  • Antal kopper kaffe drukket – hjemmebrygget og over-priced: Præcis nok til ikke at slå mig ihjel
  • Antal gange jeg har fantaseret om ikke at møde på job på mandag: Flere end 21 – mindst én gang om dagen
  • Antal ferier, jeg sammenlagt gerne ville gøre om igen: 1