Påske, for pokker!

Aaaah! 9 fridage i sigte! Det er sgu lidt svært at få armene ned. Yay!

Der er opbygget helt vildt meget metaltræthed i min krop, siden juleferien endte – til trods for en fantastisk uge på Lanzarote i januar. Det gælder vidst os alle herhjemme.

Der er sket så vildt meget på bare 3 måneder, så fredag morgen kunne hverken ungerne eller jeg nærmest slæbe os afsted. Krop og sind var allerede gået i dvale. Dagen kunne kun gå for langsomt!

Det er som om, vi er kommet lysår frem i det seneste kvartal. Ældsten voksede ud af børnehaven og ind i skolelivet. Skolen har været som et lovligt bevidsthedsudvidende stof, som har udviklet hendes oplevelse af verden og sig selv (og sine forældre…) i rekordfart.

Yngsten har været en slow-starter på børnehavefronten. Selv om han startede tilbage i november, føles det som om, han først kom ud af starthullerne, da hans søster forlod institutionen, og han selv skulle definere sig og tage sine egne kampe. Det har han så sandelig også gjort, og der er sat skub i selvstændigheden. Derfor kunne jeg også sidde med våde øjenkroge i torsdags og bare tage imod al den ros, min lille fantastiske fyr fik. Kompetent, end god ven, inkluderende, glad, appetit på både madordning og børnehaveliv. Sød og dejlig. Jeg har jo aldrig rigtig været i tvivl, men at høre andre sige af sig selv, sætter gang i tårekanalerne.

Oldefar har været død i 3 måneder nu, og jeg kan mærke, at jeg ikke har haft mulighed for at sørge ordentligt endnu. Der har været mange andre(s) behov at tilgodese. Jeg savner ham på mange punkter, selv om jeg ved, at det var tid, han skulle herfra. Jeg ville blot ønske, at hans sidste tid ville have været mere værdig, end den blev på sygehuset. En uværdig død for en ærværdig mand.

Jeg er træt, men fortrøstningsfuld. Endnu engang står vi over for en hel masse, vi skal lære som forældre og familie – bedst som vi troede, vi havde fået styr på det. Det har vi heldigvis prøvet før, så mon ikke også vi klarer det denne gang. Har på fornemmelsen, at livets logik er at tage det, der kommer og lære at se det bedste i det trods modvind på cykelstierne.

Påske – bring it on! Vi er SÅ klar til dig! Selv om det er ferie, har jeg en mental to-do for, hvad jeg gerne vil nå. Og det er ikke kun at rydde op i kælderen, få bilen på værksted og at luge ukrudt i haven. Det er heldigvis også snobrød over bål, påskeæg-jagt i haven, cykelsture og kram ad libitum. Så nu mangler vi bare en masse sol, et fåtal af søskende-konflikter og at farmand også får ferie onsdag kl. 15-nul-dut.

God påske, peeps <3

 

Summen af en sommerferie

Jeg vil ikke! Jeg viiiiil ikke! Jeg VIL ikke på arbejde på mandag! Jeg føler mig slet, slet ikke færdig med at holde ferie. Min krop og mit sind har ikke fået nok. Jeg føler mig slet ikke afslappet nok/klar nok/udhvilet nok til frivilligt at åbne min mailboks og tage imod problemer af større eller mindre grad, som skal løses. Helst allerede i går. Det bliver sgu lidt tungt! Mine skuldre er endnu ikke sænket. Seriøst: Jeg spænder op som om musklerne var alt for korte! Jeg sover stadig rigtig dårligt, og bliver lidt skidt tilpas, hver gang jeg tænker på, at der nu venter mere eller mindre et halvt års arbejde før en “rigtig” ferie igen. Det er til at tude over.

Madpakker som skal smøres, madplaner som tilgodeser familiens kalender, tasker skal pakkes og vi skal ud af døren på et bestemt tidspunkt. SUK… Om lidt over 24 timer er ferien forbi.

Børnene er først nu ved at finde et leje, hvor de kan lege selv og sammen, uden konstant at slås eller søge vores voksne deltagelse i leg eller underholdning. De er med andre ord først ved at komme så langt ned i gear, at de også sænker deres parader fra institutionslivets pulserende liv. Det klæder dem ellers ret meget ikke at slås som vanvittige og håndhæve millimeterdemokrati til den store guldmedalje. Det lærer jeg simpelthen aldrig at forstå. Opturen er, at ingen af dem har været syge (7-9-13) eller været på skadestuen eller sådan noget.

Der er blevet ryddet ud i en del af gemmerne, hvilket letter både fysisk og mentalt. Gud, hvor er der meget lort, man gemmer, men aldrig kommer til at benytte igen. Jeg tror, halvdelen af vores kælderrum forsvandt til genbrug eller lossepladsen. Ungernes værelser og tøj fik også en grundig gennemgang. De er vokset som ukrudtet i mine staudebede, er de! Naboens børn fik en del, genbrugsbutikken resten og til min store begejstring, kunne jeg konstatere, at vi har to termosæt og to stort set ubrugte flyverdragter til yngstebarnet til vinter. Yay arvetøj!

Familiebesøg har jeg stort set ikke orket. Sad but true. De bor forholdsvis tæt på, så vi ser hinanden løbende, og ferien skal jo byde på forandring, ikke? For mit vedkommende en lille pause fra den familie, jeg ikke deler hus med.

Hvad har den så bestået af, den ferie? Jo, ser du. De seneste 21 dage fordeler sig sådan her:

  • Antal skønne dage i sommerhus: 4
  • Antal timer uden børn: 24
  • Antal husdyr, som ikke længere er i blandt os: 1 🙁
  • Antal glas kold Asti drukket på terrassen: 0 (#damnit)
  • Antal kilometer intervalløb gennemført: 52,2 km.
  • Antal middagslure sovet eller forsøgt: 5-6 stykker
  • Antal nætter sovet igennem: 3
  • Antal ture i Legoland: 2
  • Antal stykker tøj syet færdigt: 2
  • Antal akavede familiebesøg: 1
  • Antal tøseture med ældstebarnet til København: 1
  • Antal aftenbadeture ved stranden: 3
  • Antal kæresteture til London bestilt: 1
  • Antal pas bestilt 4,5 år før tid: 1
  • Antal gange hvor jeg har drømt om at sende børnene i daginstitution – baaare lige én enkelt dag, men ikke har gjort det: 5
  • Antal Netflix-serier testet og ikke fundet i min smag: 4
  • Antal gange jeg har forsøgt at tale fornuft til min trodsige to-årige: Uden for skala
  • Antal timer sønnike har skreget hysterisk i trods: Jeg magter slet ikke at tælle…
  • Antal gange sønnike har sagt: “Mig elsker dig, mor”: Utallige ( <3 <3 )
  • Antal gange, jeg har fået af vide af ældstepigen, at jeg er kedelig/ikke leger nok/er dum: Uden for skala
  • Antal gange jeg er gået en aftentur under dække af, at jeg trængte til at restituere benene aktivt efter intervalløb, men i virkeligheden bare har cravet bland-selv-slik big time: 10
  • Antal ture i badeland: 4 (Fu*k dig, danske sommervejr)
  • Antal is spist: 4
  • Antal gange jeg har rystet på hovedet af Pokemon Go-“jægere” (inklusiv ham, jeg er gift med): Nok til at få den hovedpine, jeg ikke fik af at pimpe Asti
  • Antal timer helt uden mand og børn: 5
  • Antal øvrige lande besøgt: 0
  • Antal kopper kaffe drukket – hjemmebrygget og over-priced: Præcis nok til ikke at slå mig ihjel
  • Antal gange jeg har fantaseret om ikke at møde på job på mandag: Flere end 21 – mindst én gang om dagen
  • Antal ferier, jeg sammenlagt gerne ville gøre om igen: 1

 

 

Pusterum, husrum og trummerum

I tråd med sidste indlæg, trængte jeg enormt til et enkelt øjeblik i ferien, som ikke omhandlede banditternes ønsker og almene omsorg. Jeg var heldig, at farmor og farfar ville passe de to små, så der kunne blive en smule voksentid med ro om ørerne. Og så endda fejre bryllupsdag! Halleluja!

Vi fik eftermiddagen til at snakke igennem, hvad vi egentlig tænker – helt inde i maven – i forhold til tilbygning eller hussalg, og fik mulighed for at køre ud til kysten og gå en lang tur. Selv om regnen silede ned, var det stadig en helt fantastisk tur med hop fra sten til sten, balancere på det, som om nogle måneder bliver til badebroer og slå smut. Mærke vinden i ansigtet og slappe af. Hjemme igen var der tid til bare at sidde og sidde uden at skulle forholde sig til noget og lægge neglelak på i forårsfriske farver, uden at skulle hente vand, skille stridende parter ad eller tørre mås på et eller begge børn. Se det er rendyrket rigdom i en småbørnsmors liv!

Vi sneg os endda til at holde en tidlig dinner-date hos den lokale sushi-smed, inden basserne igen skulle hentes og puttes, hvilket er noget nær det umuliges kunst dagen efter sommertidens indtræffen.

Sådanne pusterum er intet mindre end fantastiske, selv om de er på lånt tid. Alt for kort tid, hvor man på én og samme tid kan nå alt og ingenting. Men vi kom til enighed om, hvad der skal ske i den nære fremtid, og det er et godt tegn, tænker jeg, for så har vi forhåbentlig flere bryllupsdage i sigte :-).

IMG_20160327_142202

Konflikt klokken kvart i kvalme

Pyh ha, jeg synes, det kniber lidt med humøret p.t. Der er rigtig meget skidt og meget lidt kanel og når ens morgen starter med “Nej” og hyl og skrig før solen står op, så går tingene let i hårknude. Jeg hader virkelig de dage, hvor intet synes at lykkes og det ene fører til det andet.

Lille E er snart 2 år og en særdeles høj grad af vilje er sat ind – og mor forstår bare ikke altid, hvad damens vilje dikterer. Alt fra et nej, til aftensmad, hun ikke kan lide til det faktum, at jeg skærer den “forkerte” halve rugbrødsklapper ud i tern, når hun nu lige havde sat sig for, at det skulle være den anden halve… Det er ikke let og der skal ikke meget til at skabe kaos i det lille hjem og det lille sind. 

Og så er min tærskel bare heller ikke pokkers høj. Og slet ikke set i lyset af dertilhørende arbejdsrelateret stress.
Jeg synes, det er så hamrende ufedt at ende med at skælde ud og tale med store bogstaver inden sengetid og efterfølgende overkomme det stil i hjertet det giver, når jeg, trods forsoning med den lille og en snak om, hvorfor mor blev vred og krammere, bliver afvist promte af barnet, når det gælder om at putte eller synge godnatsang – hvilket ellers altid er min tjans. “Nej mor, far gøre det. Væk mor”, alt imens hun hikster i kølvandet på gråd og raseri. For poker da, hvor man kan føle sig som en fiasko.

Og når morgenen så starter med skrig og endeløse mængder af nej nej nej nej… Ja, så er jeg næsten på tudepunktet, før jeg får tøjet på. Med tankerne i baghovedet om, hvordan gårsdagen endte, prøver jeg med alt, hvad der står i min magt, at undgå at situationen skal eskalere. Men mange gange uden held – og i morges var ingen undtagelse. 

Jeg kan blive så provokeret. Jeg kan blive så vred. Jeg kan blive så frustreret. For mange gange føles det som at tale til en lukket dør og som om, ingen gode intentioner virker og jeg ender med at blive skodmor nr. 1. Kan mange gange tænke, at jeg trods 2 års øvelse bare slet ikke dur til det her shit. At jeg fejler grumt. 

Og jeg ved jo godt, at det ikke er en dans på roser, at blive forældre. At der er mest godt, men også en del skidt. Men derfor gør det ikke mindre ondt, når det hele ramler. Når jeg igen kommer til at hæve stemmen, når vi igen skal finde melodien. Det er det virkelig ikke meget Lola, spelt eller overskud i. Og når læsset så er væltet, er det mig ekstremt magtpåliggende, at få sagt til hende, hvorfor jeg blev vred og at det ikke betyder, at jeg ikke elsker hende. Så er det mig ekstremt magtpåliggende, at give en krammer og mærke, at hun ikke skubber mig helt væk og stoppe hendes gråd i mine arme. 

Det er sgu svært det der opdragelse. På den ene side skal man være fast og vise grænser og samtidig være forstående og favnende og tale med sit barn om det hele. Og indeni kan man både være ved at eksplodere i raseri og provokation og krakelere helt over, at man igen slet ikke var det, man gerne ville være. At man igen ikke rigtig magtede tingene og lod følelserne styre. Mon jeg nogensinde lærer det?

God påske!

Jeg vil gerne sige god påske! For det har godt nok været en god en af slagsen. Lige hvad lægen ordinerede – lige hvad kroppen, sindet og moderhjertet havde brug for.

Selv om vejrguderne ikke just havde dømt forår, var det en fest, at være på legepladsen, gå ture, lære barnet at kaste snebolde efter farmand, bage boller og pølsehorn, lege gemme og fange, hoppe, synge og danse. Køre i tog for første gang, besøge bedste- og oldeforældre, være på biblioteket, fejre bryllupsdag, være ude og spise på restaurant – og være hjemme og slappe af og have lange morgener og fjollede eftermiddage.

10 dages fri, 10 dage med en lille fornøjet frøken (98% af tiden) – STORT! 10 dage, hvoraf 4 gik med at få pulsen ned og stresshormonet i kontrol – og 6 dage gik med at slappe af og føle en lille smule overskud, hvilket jeg VIRKELIG har savnet det sidste ½-1 år. For påsken var også første ferie i laaaaang tid, hvor kroppen ikke bukkede under med sygdom hele ferien igennem.

Ren ferie-reminiscens: Billeder af frikadellestegning med glad tumling, billeder af en glad trold, der nød de lange morgener og at have både mor og far hjemme størstedelen af tiden. Billeder fra den lokale svømmehal, hvor vi alle tre kunne slå os løs i vild vandleg, billeder af mormennesket med benene oppe, når barnet sov sødt i barnevognen, billeder af et ægtebar, der havde overskud til at smile og grine og kysse lidt mere. Billeder, som man bare burde have mange flere af. Hvis nu ikke penge var et issue og hvis jeg var bygget mentalt til ikke at komme ud på arbejdsmarkedet og få faglig sparring – så skulle hver dag være sådan. Men så ville der selvfølgelig heller ikke være forskel – så ville jeg ikke blive høj over 10 dages lykke med min lille familie.

For lidt og for meget siger de kloge. På det seneste har der klart været for lidt overskud og for meget arbejde. Magtbalancen i hverdagen skal justeres. Det har jeg længe kunne mærke, men har hængt uhjælpeligt fast i bør og skal i stedet for vil og kan. Men forhåbentlig har de seneste 10 dage gjort deres til, at jeg bliver bedre til at holde fast i mig selv den kommende tid.

Jeg behøver ikke store fancy ferier til eksotiske destinationer for at blive glad og lykkelig og afslappet. Næh du. Stik mig bare 10 dage mere hjemme i lille Danmark – gerne med lidt mere sol og forår. Men kan det ikke lade sig gøre, så er sne også ok – bare jeg kan få lov at føle det, som jeg har gjort den forgangne uge!

God påske, derude!

From Facebook with love

Når man ser noget smart, er det om at huske det (…og det der med at huske, er jeg ikke så god til).
Men når man har en røv-kræsen tumling, er det om at suge al ny viden og inspiration til sig. Og det gav Facebook mig den anden dag! Jep, Facebook af alle medier:

Total yndlingsspise for barnet – total hadespise for moren: Pølser og pasta på den sjove måde:

Pølsespaghetti på den sjove måde

Uhmmmmmmm….velbekomme!!!

Uhmmmm...velbekomme

Det var den sjove, men knap så sunde.  I støbeskeen er kartoffelmos med blendede grøntsager, ost og kyllingestykker – alt sammen bagt i muffinsforme, så det ligner kage, hjemmebagte grovboller med soltørrede tomater og store stykker feta, mini-omeletter med grøntsager og pølser (…christ, I hate those bastartd!) m.m.

Måske er sjovere mad vejen frem – who knows? Jeg bliver i hvert fald nødt til at prøve, før kræsentrunten er nede på kun at ville spise pølser, kartofler og agurk…

Smid endelig bud på øvrige sikre, sjove og sunde hits (o: