Nattens tanker

Nattesøvn. Alene det ord kan enten give en mor til børn under 6 år nervøse trækninger, eller et drømmende, længselsfuldt blik i øjnene. De første fem år af mit moderskab var jeg i konstant underskud (på alle fronter!), imens det sidste halve års tid faktisk har budt på mere søvn end forventet.

I nat svigter søvnen mig. Lillemanden er lige på tærsklen til børnehavestart, og i takt med indkøringen og de nye oplevelser, vågner han og kalder på sin mor. KUN MOR. MIG VIL HA’ MIN MOR!

Normalt har jeg ikke problemer med at falde i søvn bagefter, men hvis søvnen ikke kommer naturligt inden for de første 10 minutter, så er toget kørt. Tanketoget. Så begynder min hjerne at analysere og tænke tanker i dybden, evaluere situationer i hverdagen, som blev fortrængt i hverdagens hvirvelvind, og som måske ikke burde fortjene yderligere opmærksomhed fra min side af. Men jeg kan ikke stoppe det.

Hvorfor reagerede jeg ikke anderledes, da ældstepigen viste mig trods i morges i børnehave? Hvorfor føjede jeg hende ikke bare for at undgå konflikten? Men hun reagerede jo helt hen i vejret over ingenting! Ingenting i mine øjne – tydeligvis ikke i hendes optik. Hvorfor blev jeg irriteret? Dog var det godt, jeg ikke skældte ud, men bevarede fatningen. Hvordan kan jeg få hende til at forstå, at dårlig opførsel ikke gavner? Hun er jo sådan en fantastisk pige, som forstår så meget. Hvorfor kan jeg ikke bare være en langt mere pædagogisk mor?

Er der noget andet, der går hende på? Noget, hun ikke fortæller mig, selv om jeg prøver at vise hende, at jeg altid er her for hende? Er hun for lille til at forstå det endnu?

Hvorfor sagde jeg ikke fra, da en kollega ikke var fair? Hvorfor lader jeg hende gang på gang gå i rette med mig, selv om jeg ved, at det jeg har udført er et godt stykke arbejde?

Har vi egentlig mælk til morgenmaden i morgen? Og hvad med den ældstes fornægtelse af alt, der har med kød at gøre? Skal jeg være bekymret? Skal hun have ekstra vitaminer?

Burde jeg være mere opmærksom på min mand? Taler vi egentlig kun om børnene? Er han egentlig opmærksom på mig, når han bruger så lang tid med sin telefon og tablet? Kan man tillade sig at indføre skærmtid for en voksen mand og lave en regel, der hedder, at man ikke må medbringe telefon eller tablet på toilettet? Både af hensyn til, tanken om bakterier og for at undgå, at han sidder dér og kukkelurer, imens jeg sørger for at børnenes mad bliver klar midt i ulvetimen?

Og er det egentlig rigtigt, at søskende skal have lov at slås – også selv om de er ret voldsomme? Skal jeg stoppe dem? Hvor får et enebarn svar på sådan noget henne?

Er det i virkeligheden fordi jeg er sulten, at jeg ikke kan sove? Jeg kunne jo stå op og spise lidt havregryn. Hvis ikke det var fordi kalorierne hænger på mig som om de var omgivet af dobbelt-klæbende tape, her ved de knap 35 år, så kunne et stykke brød med Nutella ellers også smage godt. Det har jeg vidst ikke fået siden sønnikes seneste operation.

…Og med den sidste tanke, var beslutningen taget. Her sidder jeg så. Søvnløs bag tasterne og med en Nutella-mad i maven. Den smagte lige så godt som i tankerne, og den feder først i morgen, siges det. Det føles som spild af noget, jeg længtes efter så længe, at sidde her og kukkelure, når jeg burde indhente de sidste 5 års tabte timer i drømmeland. Samtidig gør det mig faktisk ikke så meget, for det er så sjældent, jeg er “alene” i huset. Uden at jeg skal forholde mig til andre eller opfylde deres behov. Her er natten taknemmelig. Det er bare katten og jeg i lyset fra skærmen. Og han stiller ikke større krav, end at måtte ligge på mine ben.

Jeg burden nok gå op og sove, hvis ellers sukker-kicket fra min Nutella-mad tillader det. Om under 2 timer er hverdagen allerede i gang igen.

 

 

Ferie på alle de fantastiske måder, ferie er

Åh, i dag starter den for alvor. Sommerferien! Længe ventet og hårdt tiltrængt. Jeg føler mig seriøst som en Ludobrik, der er slået godt og grundigt hjem. Min krop har i flere uger skreget på søvn og ro, men hverdagen (og jeg) er fortsat uden at høre efter. Og så endte jeg med at fortsætte til et sted, hvor det begyndte at gøre ondt. Jeg har været langt mere grådlabil, end jeg plejer – og det siger ikke så lidt, efter som jeg har været et rent emotionelt monster, siden mine børn forlod livmoderen og indtog mit liv. Jeg har simpelthen bare ikke været rigtig glad, selv om jeg rigtig gerne ville og verden omkring mig har været ganske ok. Kroppen har desværre også strejket. Jeg har følt trang til at sove konstant, hovedet har gjort ondt, jeg har været svimmel, og en enkelt gang har jeg været så træt, at hørelsen forsvandt på det ene øre i flere timer.

Jeg har ikke rigtig været god ved mig selv. Har ikke haft tid til det eller taget tiden til det. Ungerne bliver ældre og det er fantastisk. Selv om de ikke er spæde og skal have flaske dag og nat, så stiller deres nuværende alder stadig krav, som tager hårdt på kræfterne. De spilder absolut ikke tiden med at sove. Det er faktisk imponerende, så lidt søvn de kan klare sig på. Og så er de begyndt at være søskende – ofte på den trælse måde. De skal hele tiden gå til hinandens grænse og gerne også over den. Spolere den andens leg, hvis han/hun leger godt, og man selv keder sig. Det virker som om, de slås, blot jeg vender ryggen til i 5 minutter, hvilket afføder gråd, skrig, smækkede døre og en masse rifter og blå mærker. Jeg er maks udfordret på den front og prøver at gribe det kløgtigt an, men jeg har bare ikke noget bagkatalog, jeg kan hente erfaring fra, når det kommer til søskende-fights. Så jeg ender bare med at skælde ud, når ord og opfordringer til fred ikke rækker, og at føle mig ret lousy bagefter.

Manglende søvn, travlhed på jobbet, ønsket om at ændre radikalt på tingene og børn der slås. Det er opskriften på hurtigt at blive kørt helt ned til sokkeholderne. Og her sidder jeg så. Med kaffe i koppen, manden ude at løbe, yngste-slynglen placeret i sofaen med sin elskede Cars-film og ældstebarnet, som speed-snakker non-stop ved min side. Hun praktiserer ikke at se film, men derimod at tale/spørge film. Enten kommer hun løbende og genfortæller hun minutiøst hver detalje, eller også stiller hun en strøm af spørgsmål om, hvorfor karaktererne i filmen gør eller siger, som de gør. Det er den direkte forklaring på, at Disney-sex er utopi her i hjemmet…

Når man scroller ned over Fjæsbogen og ser villeder af venners og bekendtes ferier til eksotiske destinationer, så kan man godt drømme og blive lidt misundelig. Langt fra hverdagen og med børn, som tilsyneladende kan finde ud af at enes (halleluja for øjebliksbilleder) – det gad jeg virkelig godt! Vores ferie bliver endnu engang hjemme i gode gamle Danmark med Legoland, lidt sommerhus og ellers tid hjemme til alt det sjove. Som at leje en trailer og køre på lossepladsen, lægge vasketøj sammen og rydde op i kælderen. Jeg prøver at afholde mig fra at tæppebombe Facebook med billeder, for ikke at gøre andre misundelige.

Men ferie er ferie på alle de fantastiske måder, ferie er. 21 dage væk fra jobbet er den vildeste luksus. Væk fra beslutninger eller mangel på samme. Væk fra bringe-hente-showet i børnehuset og følelsen af hele tiden at kunne have været i lidt bedre tid. Hvad enten ferien er hjemme eller ude, så har jeg tænkt mig at nyde den i fulde drag og kvæle den lille frygt i maven, som siger, at 3 uger går alt for stærkt. Hvis vi nu ikke fylder feriens dage op, går tiden så ikke langsommere, lige som den gjorde, da man var barn og glædede sig til jul?

Ferie! Here we come!

Kan man lære at elske kaos?

Ugen sejler afsted i en sump af nattebøvl, almindelige gøremål og lange arbejdsdage. Den startede dig rigtig godt ud med hele to – som i TO – aftener ude med venindesnak og muligheden for at give en hjælpende hånd til én, som har brug for det. Det havde jo helt et strejf af tiden, der engang var – hvor man bare kunne gøre ting – også selv om både børn og arbejde fyldte det meste af snakken. Kan man overhovedet tale om andet end det – og så måske sex eller mangel på samme, når først, man har født en eller flere arvinger?

Det gav noget bonus på den mentale konto, at komme ud og være sammen med søde mennesker og gøre noget helt andet, end jeg plejer. Være social uden for familien og børnehuset. Og den bonus var i den grad givet godt ud, for den bliver p.t. brugt på feberramt lillemand og en pige, der p.t. styrer imod snot og hoste. Man er ikke i tvivl om, hvornår efteråret begynder at sætte ind.

Det er noget mærkeligt noget. Lige så meget, som man synes, at hverdagen kan køre i ring og overskuddet er flosset; nattesøvnen er på et minimum og arbejdsmængden på jobbet eksploderer. Lige så meget som man tænker “Jeg oooorker ikke mere”, og man drømmer sig væk fra det hele. Bedst som man fra tid til anden kan føle, at man ikke kan genkende sig selv i den drøm, man havde engang om far, mor og børn, så får man det hele til at løbe rundt, uden alt for store udsving. Man finder en vej af ingenting. Fordi man skal. Og fordi man vil. Syge børn skal passes kærligt på af deres forældre (hører I, politikere!). Madplaner og storindkøb en gang om ugen bliver livliner, og uforstyrret venindesnak over en café latte kan på alle måder virke eksotisk. Man kommer på bizar vis til at holde en smule af det alligevel. Ikke knuselske andet end børnene – men holde af, kan vi godt svinge os op til. Havde jeg fået et glimt af hverdagen anno 2015, da jeg var 25 år, er jeg ikke sikker på, at jeg havde valgt at få børn. Men nu hvor jeg er her, er det måske begyndt at føles som om, jeg lever mere, end jeg overlever i hverdagen. Hvem ved? Måske jeg kommer til at elske det ultra-skemalagte liv? Dem med flere år på bagen, påstår jo, at man helt kan komme til at savne det? Omend det lysner lidt på hjemmefronten, så tillader jeg mig alligevel at beholde en smule skepsis. Så glider det hele lidt lettere ned, når næste modvind sætter skuden ud af kurs.

Alene i natten

Jeg burde sove. For længst! Men jeg har svært ved at give slip på aftenen/natten. Mand og børn sover, omend uroligt i tropenatten, men jeg har svært ved at overgive mig til sengen og søvnen. Ikke på grund af varmen, men fordi jeg ikke har lyst til at give slip på stilheden. På det at være alene oppe i huset, og have tid til mig selv.

Selv om jeg bruger tiden på at bage boller og tørre bordet af og se Tema Lørdag og fylde opvaskemaskinen,  så er det stadig alene-tid, hvilket jeg savnet meget. Vanvittigt meget, faktisk. Jeg er et menneske, der har brug for at være alene indimellem. Ellers fungerer det ikke for mig.

Der er stille i huset, ud over når den lille klynker fordi hans lille krop er varm og svedig,  eller fordi katten miauer. Det er rart at høre fuglene og en fest et sted i nærheden gennem de åbne vinduer i køkkenet. Et sted derude er der udrykning.

Det er fantastisk at gå rundt i huset uden andre at skulle forholde sig til.  Rydde op og se rene flader, inden børnene igen i morgen indtager hver en kvadratmeter, vores lille hus har at tilbyde. Det er rart at kunne tænke på alt muligt uforstyrret, uden at føle sig stresset eller forvirret.

Jeg ved, jeg burde sove, for børnene har ikke for vane at sove igennem, trods det at de er 1,5 og 4 år, og fordi gråd og skrig fra naboens børn vækker os igennem de åbne vinduer om natten. Uden åbne vinduer, kan vi heller ikke sove. Og fordi (hver)dagen starter i morgen igen omkring kl. 5, hvor andres behov igen kommer først.

Jeg håber, I drømmer godt, eller som jeg nyder stilheden med alle dens lyde og nuancer.

Kh, Mette

De smukke unge mennesker

Er det kun mig, der er helt vild med Ramasjang Generationen? Nu har jeg efterhånden haft lejlighed til at se et par afsnit eller tre, efter som min datter har fået øjnene op for fjernsynets fornøjelser. Det er jo ganske rørende og lige på kornet til LIlle E lige p.t. Hun er (også) helt opslugt af det.

Og så er der lige det der med titelmelodien. Kim Larsens De smukke unge mennesker i nye musiske klæder. Den har altid været en ørehænger, men aldrig før har teksten givet så meget mening for mig. Det er jo lige til at tude over – altså på den gode måde.

De kom flyvende med storken
til dette gudsforladte sted
fra alle fire verdenshjørner
hvis vi tar det hele med

og nu er de blevet voksne
ligner ikke mer sig selv
stemmerne er forandret – men
vi kender dem alligevel

Åh de smukke unge mennesker
pludselig er de stukket af
som legesyge sommerfugle
den allerførste sommerdag
hva det er de vil med livet
det ka kun de selv forstå
åh de smukke unge mennesker
gid de længe leve må

Der var nogen som blev tilbedt
andre måtte nøjes med
digitale vuggestuer
og tilfældig kærlighed

Åh de smutter før man ved det
pludselig er de stukket af
som legesyge sommer fugle
den allerførste sommerdag
hva det er de vil med livet …

Der var nogen som blev elsket
andre måtte nøjes med
digitale vuggestuer
og tilfældig kærlighed
hva det er de vil med livet …

Godt nok er hun ikke voksen endnu, men hun har sin egen vej i livet – sin egen vilje. Tør slet ikke tænke på, hvad det vil udvikle sig til i fremtiden. Håber blot, at jeg giver hende de rette værktøjer med og en tryg base at gå ud fra og komme hjem til igen. Kun 2 år, men så meget, hun er på vej i mod. Så meget, hun gerne vil. Hele verden ligger for hendes fødder og jeg vil gøre mit til at give hende det bedste og skærme hende fra det, der vil gøre hende ondt, om det overhovedet bliver mig muligt.

“Nyd dem, imens de er små” siger mange – og med sangteksten og de 2 år, der er gået, ved jeg, det er så sandt, som det er sagt!

Hvis du ikke har set Ramasjang Generationen, så tag lige et kig her eller spørg DR. Google til råds. Det går lige i hjertet (o:

Ramasjang Generationen

Fredagslisten

Så er vi her igen. Denne uges emne er: Ugens fedeste øjeblikke…

  • At opleve min skønne lille datters overraskelse over dækket fødselsdagsmorgenbord og gaver
  • At opleve min kære gamle morfars glæde over at opleve sit første oldebarns 2 års fødselsdag
  • 500 kr. tilbage, som jeg havde glemt, jeg havde lagt ud for en anden
  • Endelig afslutning på en kundesag, som havde trukket ud og som nu gør, at jeg endelig kan afslutte regnskab
  • Sommeragtig varme i maj <3 <3 <3

Angsten for at brænde de usynlige broer

Ingen forældre kan undgå at skændes med deres børn; undgå at skælde ud; undgå at føle sig helt af helvede til bagefter. Ingen forældre kan undsige sig, at deres grænser nogle gange bliver udfordret så kraftigt, at de råbet højere end hensigten; ingen forældre kan undsige sig, at føle sig helt igennem utilstrækkelig og meget meget lille i kølvandet på det.

Den hæslige følelse af, at have været mere vred, end man måske burde, men hvor modvilje og trods for en stund ikke kunne håndteres så voksent, som man kunne ønske sig. Den hæslige følelse, der hænger ved én hele dagen, og hvor man mest af alt gerne ville kysse og kramme den lille hele dagen. Tanker og følelser, der hænger ved én, ør én fjern i blikket og som stikker sit grimme ansigt frem imellem dagens opgaver.

Var jeg helt forkert på den? Hvorfor kunne jeg ikke bare lade være med at skælde ud? Behøvede jeg virkelig, at råbe så højt? Var det berettiget, når mine knapper blev trykket så hårdt? Gjorde jeg hende bange? Tænker hun på det nu?

Og når man så putter hende om aftenen og gennem tremmesengen stryger hende over håret og opfylder ethvert ønske, hun har til godnatsange, om og om igen og igen, for at gøre op for morgenens episode og desperat føle nærværet imellem os. Kigger på den lille engel, som til tider kan virke som en lille djævel; på hendes store fine øjne og små smukke hænder. Kigger på hende med en kærlig, men inderst inde bekymret mine og mærker en angst for at have brændt en usynlig bro imellem hende og jeg, hvor tilliden og trygheden passerer og finder vejen hjem. Higer efter at høre hende sige ”min mor” og kramme mig, så jeg kan indsnuse hendes duft og dulme den årlige samvittighed, som fylde mit sind.

Rend mig

…i traditionerne, æggestokkene og en anden del af kroppens nedre del, der ikke er velanset at tale om! I hvert fald, hvis du er én af dem, der skal spørge mig, om jeg “så ikke snart skal have en nr. 2”. Jeg får simpelthen spat af det, jeg på alle måder vil kalde utidig indblanding. 

Det er åbenbart en sprængfarlig bombe, at have et barn, der snart bliver 2 år – og ligeledes sprængfarligt at bo i über-suburbia med Hr. og Fru Danmark i flere generationer omkring sig eller at være enebarn og “kun” have produceret 1 stk. barnebarn på 2 år – eller at være den mor i vuggestuen, hvis barn ingen søskende har (og barnet er som sagt ikke 2 endnu!. 

De nære og vildt fremmede mennesker føler åbenbart en trang til at spørge ind til mine æggestokkes liv, som om vi talte om vejret. “Nå, så er det snart tid til en nr. 2″…

Min mor, der med lidende stemme taler om, at jeg jo engang (efterfulgt af et suk), måske skal have en mere. Pædagogerne i vuggestuen, der siger “så må du jo bare igang med at lave en lillebror til hende”. Forældre i vuggestuen, der kigger interesseret på min mave og siger: “Nå, nu bliver hun jo snart 2 – er du så gravid igen”. Min nabos-nabos-nabo, som jeg ikke engang kender navnet på, der 1) spørger, om jeg ikke også skal have en nr. 2 – lige som dem i nr. 11 (der, GISP, skal have nr. 2 kun 14 dage efter deres nr. 1 bliver 2 år. Og ja, det var mig, der gidpede!) og dernæst 2) på mit udbrud om, at det godt nok var hurtigt efter hinanden, spørger, om det så er fordi jeg ikke kan få et barn mere. What the f#ck??!??!

Og jeg kan blive ved: Kollegaer, mødregruppen, venner, øvrige familiemedlemmer…

Og til dem alle har jeg kun én ting at sige: Bland jer for fan’en uden om! Hvad rager det jer, hvad jeg tænker og føler omkring et barn mere? Jeg er ikke en tidsindstillet fødemaskine, venner.

Ok, jeg tager måske meget på vej, men jeg bliver virkelig gal og en ægte bitterfisse på det område. Det er i min optik bare ikke et public matter of opinion. Og så tænker du måske: De spørger da bare af venlighed. 

Nope! De spørger af nysgerrighed og på grund af et stereotypt billede af, at “det gør man jo”. Det er hverken sjovt, sødt, charmerende eller velment i mine øjne.
Tænk nu, hvis man prøvede, men ikke kunne. Hvis man ønskede det brændende og hver gang nogen spurgte, fik gnedet salt i såret og blev tvunget til at fortælle noget så personligt? Tænk, hvis man havde andre grunde, der gjorde, at et ønske ikke kunne blive opfyldt? Tænk, hvis man nu for pokker bare ikke havde lyst? Tænk, hvis økonomien pressede, skilsmissen stod for døren eller lignende?

Det er heldigvis ikke tilfældet for de fleste – men det undskylder bare ikke nysgerrige og i bund og grund intetsigende spørgsmål som ovenstående. 
Og hvilket svar vil de egentlig have? “Jo, ser du, vi knalder som kaniner, men den er der sgu ikke endnu”. “Ved du hvad, jeg kan ikke og det hele river og flår i mig af sorg”, “Nej for fa’en – jeg skal sgu ike have flere hæslige snotunger” eller “Føj nej, jeg kan ikke li’ den, jeg har fået, så den chance tager jeg ikke igen…”.
Eller som min mand foreslog, da naboens nabos nabo her til aften spurgte: “Nej, men næste gang vi knalder, skal jeg nok skrige noget højere, så du kan høre, at vi arbejder på sagen”.

Pyh ha, nu skal jeg vidst have pulsen ned igen. Men jeg synes simpelthen, det er så palplacerede spørgsmål – for i bund og grund ved man ikke, hvor man træder – eller om man træder på nogen.

Jeg skal have fundet det der famøse standardsvar, for “engang” har åbenbart mistet sin effekt. Måske jeg skal spørge: “Siger du, jeg ser tyk ud????” eller et eller andet andet. Mest af alt ville jeg dog ønske, jeg slet ikke skulle finde det nødvendigt at svare.

Det rigtige voksne gør

…tror jeg nok.

I hvert fald må jeg sande, at jeg efter de 30 år er old news og voksenlivet sætter ind, er der kommet nye koncepter på banen i mit liv. 

Nævnes kan…

  • At tale enormt meget om opdragelse, gastronomi, nyt køkken og boligøkonomi i kantinen frem for fester, fyre og fejltagelser
  • At købe dyrt undertøj til sig selv. Bestemt ikke for at vise efter-fødselskroppen frem i spotlightet, men for at føle sig lidt luksuriøs og lækker mentalt – sådan inde under tøjet, hvor der (forhåbentlig) ikke kommer marmeladefingre eller snotpletter på. Og skulle det ske alligevel, er det ikke at begræde på samme måde som på den fine hvide sommerkjole eller den nye skjorte, der har kostet spidsen af en jetjager.
  • Overvejer at blive en del af forældrerådet i børnehuset
  • Spiser flødeskum med god samvittighed.
  • Siger nej tak til sælgeren af bladet Woman med begrundelsen, at man er blevet for gammel og alligevel ikke synes, at artikler om one-night-stands, pinlige situationer, når man bor hjemme og super lavtaljede jeans er så interessante, da ingen af delene ligesom er et issue.
  • Køber en bedstemorcykel frem for den mountainbike, man egentlig gerne ville eje, da man tænker praktisk og på, at man ikke kan ligge lænet ind over styret på en mountainbike, når man engang skal være gravid igen på et tidspunkt ud i fremtiden (…og i realiseringen af, at man også godt ved, at man ikke kommer til at køre på cyklen, hvis man alligevel køber den til brug uden barnestol. For hvem narrer jeg? Det kommer ikke rigtig til at ske de næste mange år).
  • Når man spiser havregryn dag efter dag, selv om man egentlig mest har lyst til boller med ost eller Nutella, men ved, at barnet konsekvent spiser det samme som mor og derved må man være garant for hendes sundhed.
  • Prioriterer søvn over sex (…ok, det er vidst bare en småbørns-mor-ting…)

All in all: Meget af ovenstående bunder i, at jeg slet ikke har så meget at klage over. SU-tiden er for længst overstået og livet ser anderledes gunstigt ud med mere end 4000 kr. i indtægt om måneden. Knap så gunstigt ud med hensyn til at matche job og barn og voksentid og med hensyn til at sove igennem og huske at kysse manden godnat. Shit!

Og sådan er der jo så meget – men jeg er faktisk ret glad for at være 31 og ikke 25. Selv om det er ret voksent og selv om jeg savner rødvins/Asti-aftener med veninderne og at sove længe (/sove ud), så er det slet ikke så ringe endda.

God påske!

Jeg vil gerne sige god påske! For det har godt nok været en god en af slagsen. Lige hvad lægen ordinerede – lige hvad kroppen, sindet og moderhjertet havde brug for.

Selv om vejrguderne ikke just havde dømt forår, var det en fest, at være på legepladsen, gå ture, lære barnet at kaste snebolde efter farmand, bage boller og pølsehorn, lege gemme og fange, hoppe, synge og danse. Køre i tog for første gang, besøge bedste- og oldeforældre, være på biblioteket, fejre bryllupsdag, være ude og spise på restaurant – og være hjemme og slappe af og have lange morgener og fjollede eftermiddage.

10 dages fri, 10 dage med en lille fornøjet frøken (98% af tiden) – STORT! 10 dage, hvoraf 4 gik med at få pulsen ned og stresshormonet i kontrol – og 6 dage gik med at slappe af og føle en lille smule overskud, hvilket jeg VIRKELIG har savnet det sidste ½-1 år. For påsken var også første ferie i laaaaang tid, hvor kroppen ikke bukkede under med sygdom hele ferien igennem.

Ren ferie-reminiscens: Billeder af frikadellestegning med glad tumling, billeder af en glad trold, der nød de lange morgener og at have både mor og far hjemme størstedelen af tiden. Billeder fra den lokale svømmehal, hvor vi alle tre kunne slå os løs i vild vandleg, billeder af mormennesket med benene oppe, når barnet sov sødt i barnevognen, billeder af et ægtebar, der havde overskud til at smile og grine og kysse lidt mere. Billeder, som man bare burde have mange flere af. Hvis nu ikke penge var et issue og hvis jeg var bygget mentalt til ikke at komme ud på arbejdsmarkedet og få faglig sparring – så skulle hver dag være sådan. Men så ville der selvfølgelig heller ikke være forskel – så ville jeg ikke blive høj over 10 dages lykke med min lille familie.

For lidt og for meget siger de kloge. På det seneste har der klart været for lidt overskud og for meget arbejde. Magtbalancen i hverdagen skal justeres. Det har jeg længe kunne mærke, men har hængt uhjælpeligt fast i bør og skal i stedet for vil og kan. Men forhåbentlig har de seneste 10 dage gjort deres til, at jeg bliver bedre til at holde fast i mig selv den kommende tid.

Jeg behøver ikke store fancy ferier til eksotiske destinationer for at blive glad og lykkelig og afslappet. Næh du. Stik mig bare 10 dage mere hjemme i lille Danmark – gerne med lidt mere sol og forår. Men kan det ikke lade sig gøre, så er sne også ok – bare jeg kan få lov at føle det, som jeg har gjort den forgangne uge!

God påske, derude!