Verdens bedste sommer

Verdens bedste sommer

Du danske sommer, jeg elsker dig! I dag er sidste dag. Sidste dag i en helt og aldeles skøn sommerferie. Jeg.Vil.Ikke.Tilbage.På.Job!!! Piv!

På feriens førstedag fortalte jeg om alle de ting, som gør en god sommer for mig. Og jeg kan med stolthed sige, at stort set alt på listen er opfyldt. Der har været havvand og havnebad, sand mellem tærerne – ja over hele kroppen. Der har været Jordbær, ærter, nye kartofler, mad under åben himmel. Der har været kærestetid, løbeture og en klædelig optimisme, som jeg håber kan vare måneder endnu.
Det eneste, det har skortet på er havearbejde, fordi det hele har været så tørt, at det ikke rigtig gav mening – og så har der klart været for lidt Asti i glassene. Det sidste må der seriøst gøres noget ved. Måske det bliver nødvendigt at drukne sorgerne over at hverdagen går i gang igen. For fuld styrke.

Vi har bygget en terrasse til huset. Vi har lært en dreng at cykle selv. Vi har brugt hver en given lejlighed til at bade og være ude i det skønne solskinsvejr. Vi har haft legeaftaler. Vi har besøgt venner og haft dem på besøg. Vi har boet på hotel og har været i Legoland. Vi har vandret og shoppet. Vi har været på restauranter og vi har sover i telt. Alt i alt har vi nydt livet og det helt igennem skønne vejr, vi har haft i år.

3 uger er gået og jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage og gøre det hele om igen. Hvert eneste minut. Hvert eneste sekund.

Jeg ved, at der venter hasteopgaver og stramme deadlines fra det øjeblik, jeg åbner mailboksen i morgen tidlig. Jeg ved, at der er meget mindre tid og mange ting, vi skal nå, når skolen også starter. Jeg ved, at vi tager en tur mere i hamsterhjulet, hvor nogle ting på en eller anden måde synes at gå igen – både de gode og dem, man gerne ville være for uden. Jeg ved det, selv om jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at glemme det de seneste uger.

Men efter som jeg ikke har vundet den store gevinst i EuroJackpot, og desværre ikke kan leve af min blotte tilstedeværelse, så er der nok ingen vej uden om at møde op på jobbet i morgen. Tilbage til hverdagen, tilbage til børnehavelivet og ikke mindst skolelivet som mor til en 1. klasser! Det er altså lidt vildt, synes jeg. Hvad mon det vil byde?

Hverdagen kommer! Mellem dig og mig sagt, er det så ok allerede at glæde sig lidt til juleferien?????