Jule-detox

Jule-detox

Shiiiit! Min krop har brug for en jule-detox! Detox fra sukker og chokolade. Detox fra cola og Asti i lind strøm nytårs aften. Detox fra hjemmetid med ungerne. Detox fra et slukket vækkeur. Detox fra kaffe og dage i nattøj og detox fra gaver (selv om jeg er et relativt nøjsomt og taknemmeligt menneske, er det altså fedt at blive forkælet én gang om året, når man nu skal have fødselsdag og jul næsten oven i hinanden :-)).

Og det er så fuldstændig løgn. Jeg er simpelthen svært afhængig af alle dele – og jeg kunne  nyde det hele HVER DAG, hvis det skulle være!

Det er godt, jeg ikke lavede et nytårsforsæt om ikke at spise chokolade og drikke cola. Det ville være håbløst og i så fald brudt lige nu. Gensynet med hverdagen har ikke været glædeligt. Ok, det har heller ikke været helt hæsligt, men altså: Jeg skulle med glæde tage 11 dage mere.

Den ro og tid, der var i julen, var ekstremt vanedannende. Jeg nød SÅ meget ikke at have særlig mange planer. Det tror jeg også, mine børn gjorde. Den ældste havde nogle legeaftaler og vi havde også enkelte visit hos familie og venner. Men mest af alt var vi hjemme. Hun har været på nippet til at tude hver morgen i denne uge, uden helt at kunne sætte en finger på, hvad der er galt. Bliver jeg bekymret: JEP! Her til aften var der pludselig tårer i øjenkrogene igen inden sengetid. “Jeg vil bare gerne have fri sammen med dig, mor. En dag, hvor vi ikke skal noget”, snøftede hun.

Se dér lå hunden begravet. Hun er glad for skolen, men jeg tror, overgangen mellem hjemme og nærvær og hverdagen på godt og ondt har været stejl for hende. Også for hende.

Hverdagen er chokstartet. Ungerne sover meget lidt trods deres fremskredne alder, og jeg har kompenseret med sukker og kaffe. No news there. Jeg er priviligeret med en krop, der ikke trænger til en slankekur (*host*tyndfed*host*), og med en passion for at løbe. Så det går nu nok alt sammen. Men f**k, hvor jeg savner tid. Tid til at være hjemme og helt tæt på dem, jeg elsker!

Momsterliv: Dagen derpå for fuld udblæsning

Momsterliv: Dagen derpå for fuld udblæsning

Søndag d. 1. oktober og tid til at tage en lille temperaturmåling på, hvordan livet ser ud i mor-højde.

Dagen startede tidligt. Heldigvis var der kaffe i koppen, da solen prøvede at bryde frem over skyerne og mit hoved gjorde lidt ondt. Det var dagen derpå, dog i en lidt anden forstand end dengang jeg var 25.

Det var dagen derpå for vores første encounter med legegruppe. Det vender vi tilbage til i et andet indlæg. Og dagen derpå for en sen aften i gode venners selskab. Der var cola i glasset i stedet for Kahlua, og god mad på bordet, imens ungerne legede. Vi var sammen med den slags venner, hvor man kan komme hele verden rundt på 5 timer, være enige og uenige, kan tale om alt – især det svære – og græde eller grine, så maven gør ondt, alt imens ungerne leger uden nogen form for konflikter, fordi de også virkelig godt kan lide hinandens selskab. Så jeg var træt på den gode måde og i seriøst søvnunderskud.

Men hvordan så en søndag så ud gennem mine briller? Jo, nu skal du høre:

Kl. 3.30 skulle det første barn op og tisse, og krøb ind under min dyne efterfølgende. Min yngste med runde kinder, kolde fusser og en forkærlighed for at putte med sin mor. Trods tidspunktet, er det altid dejligt at mærke hans små hænder i mine og at lytte til hans vejrtrækning. Snige mig til at lægge en hånd på brystet af ham og mærke det lille hjerte, som mod alle odds fik lov at slå så fint. Han sov hurtigt – jeg vendte og drejede mig frem til kl. 6, hvor ældste barnet var klar til at starte dagen.

Kl. 6.00 var mit evigt morgenfriske pigebarn oppe. Hvis hun nogensinde sover længere end 6.00, kan du være sikker som amen i kirken på, at hun har feber. Hun har altid været sådan – klar til at indtage verden, før mørket knap har givet slip. Så vi tog morgenmaden i sofaen og så MorgenRamasjang under dynen, imens far og søn sov videre.

Kl. 8.00 tog manden afsted på job. Det er ellers sjældent, han arbejder i weekenden (han kan sådan set selv bestemme som selvstændig). Men i dag var der møde for alle i virksomhedsfællesskabet, så afsted med ham. Ham får vi først hjem igen kl.  19.30 i aften.

Kl. 9.30 kørte vi en tur hen til mormor. Solen skinnede, og der skulle ske et eller andet, selv om jeg var træt og havde søvnunderskuds-tømmermænd. Min mor har et handicap efter en trafikulykke, og derfor er et besøg ofte også lig med en håndsrækning til praktiske gøremål. Hun ser efter børnene, og jeg ordner forskellige ting, overskuddet ikke har været til. Vejret var fantastisk, så det var ingen sag at være i haven, eller at lade alle døre og vinduer stå åbne, og luften kunne hjælpe med at tørre gulvene efter gulvvask. Jeg vil gerne hjælpe, og selv om hun siger, at jeg ikke skal, så ved jeg også, at det kan lette hendes humør en del.

Kl. 15.00 stod den på et af søndagens faste holdepunkter. Vi kører hardcore madplan herhjemme, og det betyder også, at vi kun handler 2 gange om ugen. Indkøb til hele ugen søndag og refill på mælk, frugt og pålægsfronten onsdag. That’s it. Det er én af de bedste ting, jeg har gjort for vores familieplanlægning og -økonomi længe. Det har kørt i lige knap 4 år nu – og nej, det er slet ikke kedeligt og forudsigeligt 🙂

Kl. 16.00 fyldte vi hele spisebordet med stofrester, klippe-klistre-krea-ting, limstifter, garn og alt muligt andet. Mine børn (især sen ældste), har taget det der med Ramasjangs “rullinger” noget så grusomt til sig, og vi når knapt nok at tørre måsen med det sidste blad toiletpapir, før hun står parat og kræver at inkassere den tomme rulle til endnu en “rulling”.

Vi kører et lettere skeløjet tema herhjemme p.t., så hermed må jeg præsentere Kai fra Ninjago og Lea, 7 år og i første klasse og bedsteven med en eller anden, der hedder Leona. Jow jow, fantasi og kreativitet går vi ikke ned på herhjemme…

Toiletrulledukker
Rock’n Rulling

Kl. 17.30 bespiste jeg de kære pus med den dovne mors favorit: Havregrød med hjemmelavet æblegrød og en smule fløde til. Jeg orkede ikke at lave mad – indrømmet. Ungerne elsker der, og det er vel egentlig bedre end et happy Meal fra Mac’en, eller?

Kl. 18.30 vendte vi sidste side i “Sallys far bander (ad helvede til)” (den er SJOV!), og begge unger faldt omkuld på lillebrors værelse, hvor de havde aftalt at sove sammen. Overraskende nok faldt de begge i søvn uden større palaver. Yay! Så havde jeg jo god tid til at muntre mig med opvask, madpakker og vasketøj…

Klokken er nu 20.45, og jeg overvejer at gå i seng. Jeg nåede at løbe en lille tur i det allersidste lys af en flot og produktiv dag, da manden kom hjem. Jeg burde læse til eksamen, som lurer lige om hjørnet. Men jeg har bare ikke flere kræfter nu. Har desuden været total mønsterelev og har læst alle dage i den forgangne uge! High fives på det, tak!

Det var en søndag i mit moderskab. Ret langt fra den slags søndage, jeg havde for 10 år siden, men overhovedet ikke atypisk, efter jeg er blevet mor. Jeg drømmer om at ligge på sofaen hele dagen, men ved også godt, at det er utopi. Både fordi ungerne kræver min tilstedeværelse omkring alt fra rullinger til rumpe-tørring, og dels fordi jeg faktisk ikke er så god til at ligge stille. Det havde du måske nok gennemskuet ud fra det, du har læst lige nu. En ganske udemærket dag, med helt igennem søde unger. Det kan jeg bestemt ikke klage over! <3

Jeg blev tydeligvis ikke klogere

Jeg blev tydeligvis ikke klogere

Livet med børn er pr. definition kaotisk, og siden det øjeblik, de kom til verden, føles det lidt som at kaste sig ud i frit fald med bind for øjnene. Sådan har jeg i hvert fald haft det. Der er store og små spring. Dem, hvor man lander blødt lige ved siden af, uden at jorden ryster – og så er der dem, hvor man tumler rundt, bliver trukket i alle retninger af vinden og lander helt vildt hårdt – klask – langt fra det sted, man satte ud fra! Lidt slet i stykker, men ikke nok til ikke at komme på benene igen. Enten i samme eller en ny og lappet form.

Det sker oftere og oftere, at jeg bider mærke i, at jeg er ved at få “store” børn. Vi kan mere på flere tidspunkter, uden at skulle tage hensyn til næste måltid, næste lur, eller om vi har glemt bleer og sut. I sidste uge gav jeg for alvor slip på den sidste rest baby i min yngste. Slut med sut. Baby – slut prut! Ingen lur, ingen ble og ingen sut. Slut prut! Det er fedt på frihedsmåden. Det er kun lidt vemodigt på den måde, hvor det også føles som om, de vokser fra mig, imens jeg vender ryggen til et kort øjeblik.

Men vi kan som sagt mere. Som f.eks. at muge ud i hytten og køre på lossepladsen, uden at det kræver minutiøs forberedelse og en mindre oppakning. Sådan nogle eksotiske ting flotter jeg mig nemlig med på en søndag. Stik den…

Når jeg ikke længere bruger min fulde tid på hele småbørns-hejset, så sætter jeg mig åbenbart ikke ned og puster ud et øjeblik. Så kaster jeg mig ud i endnu flere projekter. Nyder min nyvundne frihed/fritid med at booke kalenderen over evne igen. Det hele lød som en god idé for et halvt år siden – hver for sig. Jeg gav mig ikke lige tid til at overveje, at de hele kombineret er noget af en mundfuld. Og nu står jeg så bogstaveligt talt solidt fast i mudderpølen i min baghave. Imens vi bygger om. Og jeg tager et uddannelsesforløb med en ordentlig røvfuld lektier og en eksamen i efteråret. Og jobbet er kaos i en fusionsperiode. Og jeg kom til at løfte hånden lidt for højt ved sidste forældrerådsvalg i børnehaven. Og Ældsten starter i skole, med alt hvad det indebærer.

Ja ja. Det er selvforskyldt. Og meget spændende på samme tid. Det samme kunne man selvfølgelig sige om det med babyer. Der er ikke så meget andet at gøre, end at stå ved det hele og knokle igennem og bare “gøre det”, selv om det trækker tænder ud, trækker ud til midt på natten og koster spidsen af en jetjager. Igen: Præcis som med babyer.

Jeg blev ergo ikke klogere i første omgang. Men som Tøsedrengene sang, da jeg var barn: Så gik der tid med det – Vi fik noget at bruge tiden til…

Momsterliv: Her, hvor jeg hører til

Momsterliv: Her, hvor jeg hører til

Hjemme hos os er fredag forventningernes dag. Forventningen til weekenden. Forventningen til at have tidligt fri. Forventningen til fredagsslik og Ramasjang med ungerne. Ville gerne skrive forventningen til fredagssex, men lige i øjeblikket hænder det ofte, at søvn vinder over sex, når en arbejdslang uge endelig er overstået. Men nok om det.

Det skal handle om en ganske almindelig fredag i mit moderskab. Fredag den 1. september.

MORGEN
Alle hverdage starter kl. 5.25 hjemme hos os. I en ikke så fjern fortid, var vores unger oppe FØR dette tidspunkt. Den vane har de heldigvis lagt på hylden! Morgenlyset har fået sværere ved at trænge igennem gardinet, og en svag duft af våd jord og kulde trængte gennem det åbne vindue. Lille Peter Edderkop havde spundet et fint spind langs ruden og på bilens sidespejl, som om, han lige ville minde mig om, at nu er efteråret på vej.

Min mand pendler, så han er ude af døren kl.6.30, imens ungerne og jeg gør os færdige, pakker tasker og komme i tøjet. Vi er måske tidligt på færde, men skal vi både runde børnehaven i den ene ende af byen og cykle til skolen bagefter, så er vi senest ude af døren kl. 6.50.

I dag var det legetøjsdag i Yngstens børnehave, og han havde en mindre krise over, hvad der skulle pakkes i tasken. Bamsen, gavemaskinen eller hele Paw Patrol-hovedkvarteret. Sidstnævnte var no-go, så han endte på gravemaskinen. Med lyd. Den ville pædagogerne sikkert knuselske. Skyndte mig at fortælle stuepædagogen, at den altså godt kunne slukkes.

Fredag er den dag, hvor Ældstebarnets ben simpelt.hen.ikke.har.flere.kræfter! Turen til skolen tager dobbelt så lang tid fredag, som den gør mandag. Ganske givet fordi hun er præcis lige så træt, som jeg er på det tidspunkt. Heldigvis er hun glad for at gå i skole, så det er faktisk en motivation at minde hende om, at det er dér, vi skal hen. Og så hjalp et lunt pølsehorn fra bageren også lidt på sagen. Bestikkelse, I know…

MIDDAG
Fredag er ugens korteste arbejdsdag for mit vedkommende. Ugens hængepartier skulle afsluttes og sendes ud i verden i fuldendt form. En ny kampagne skulle søsættes, en folder skulle oversættes, et interview skulle renskrives og opkald og mails skulle besvares. Business as usual.

Kl. 13.30 sagde jeg god weekend og begav mig ud i strålende sol. Så kan man næsten ikke få bedre start på weekenden. Ungerne blev hentet og de begav sig ind i en god leg, så snart vi kom hjem. Rent faktisk fik jeg mulighed for at sy lidt på den nederdel, jeg har gang i til efterårsgarderoben.

Hjemme havde håndværkerne i dagens løb gjort klar til at støbe fundament på vores tilbygning, så nu begynder projektet så småt at tage form. Det er stadig lidt forestille sig reelt, hvordan det bliver, men jeg tror og håber, det bliver godt, når det engang står færdigt.

AFTEN
Det var også en ganske god fredag eftermiddag, for jeg havde foræret mig selv en fodbehandling. Det er en luksus, jeg byder mine stakkels små fødder hver 6. uge som tak for, at de holder til løb og lange dage. Jeg har ellers aldrig passet mine fødder på den måde, men med alderen (og mange kilometer løb), er det blevet nødvendigt. Og så er det slet ikke værst, at sidde en time, uden at kunne eller skulle flytte sig. Bare sidde og nyde at blive puslet om. Aaaaah!

Aftensmaden blev pizza fra den lokale italiener, og de små gik relativt frivilligt til ro. Og nu sidder jeg så her. Med kaffe i koppen, manden ved min side, katten på lårene og en pladder-romantisk komedie i fjerneren. Tiden med partoutkort til det lokale diskotek er slut, og det er fint med mig. Jeg føler mig godt tilpas lige her. Her, hvor jeg hører til. Ungerne sover og rengøringen kan udskydes til i morgen.  Faktisk nyder jeg bare at sidde og mærke, at jeg ingenting skal.

God weekend!

Flad

Det er søndag og snart kalder hamsterhjulet igen. Jeg er flad og på ingen måde klar til at genoptage arbejdet, hvor jeg slap i fredags. Jeg har ikke festet for hårdt og har tømmermænd. Det kunne sikkert ellers have været ok.

Vi har været hjemme. Har hjulpet familien. Har ryddet op og gjort rent og alt det der, og har konflikthåndteret ekstraordinært meget mellem de to arvinger. Ved ikke lige, hvad der gik af dem, men enes det formåede de ikke at gøre. Småting. Hvem havde en fod på dens andens sofahynde. Hvem fik blåbær først. Generel mangel på respekt for ordene “Vent lidt”, “stop”, “nej”, “jeg kan ikke lide det”, “lad hinanden være et øjeblik” og “sid rigtigt på stolen”. Jeg har sagt det før: Mit indre enebarn forstår det simpelthen ikke!!!

Vi har pløjet en række byggemarkeder igennem for at studere udvalget af gulvfliser til vores byggeprojekt, og har vasket rigtigt meget tøj, da det synes som om, yngstemanden gar glemt, at han ikke længere går med ble. Han har desuden glemt at sove igennem også.

Så ikke noget vildt – bare weekendernes svar på hverdagens trummerum. Ferien føles som om, den allerede er lysår væk, og jeg tæller i mit stille sind dagene til juleferien. Om en uge starter skolen for alvor. Ikke mere forskole eller “mini-klasse”, som dem der spørger, alligevel ikke rigtig ved, hvad er, men derimod 0. klasse. Heldigvis glæder hun sig rigtig, rigtig meget. Det er skønt at se. Jeg er virkelig spændt på at se, hvor hurtigt skolen sætter sit aftryk på hende og hendes læring.

Lige nu er der kaffe i koppen og kat langs min side. Batterierne er flade. Helt flade. Kan allerede sige, at mandag kommer til at føles som en marathon. Jeg vil ikke. Helst ikke. Jeg skal nok sige be-be!

IMG-0309

Om at nå det

I starten af ferien sad jeg i min pre-kaffe-tåge og scrollede igennem mit Facebook-feed. Som det nu er med Facebook, var det meste noget, som aldrig går over i historien, nogle likes blev skudt afsted, men så fangede mit øje noget, som ramte midt i den følelse, jeg sad med. Ville jeg nå det?

Allerede før ferien begyndte, var jeg bekymret for “ikke at nå det”. Jeg vidste, hvor presset min hverdag var, med to børn, et job og et ægteskab i årelang krise.

Ferien var vores eneste mulighed for at komme til bunds i alle bunkerne. Bunkerne af rod, der hobede sig op i hverdagen, bunkerne af følelser, der blev undertrykt for at bevare bare en smule af den gode stemning i hverdagen, bunkerne af ord der aldrig blev kommunikeret, men bare ulmede… Ferierne var vores eneste chance for at nå hinanden bare en lille smule.

Ordene kom fra dette indlæg på Facebook. Jeg blev en lille smule skuffet, da jeg nederst indså, at det var en teaser for et onlineforedrag, men ordene var ikke destomindre relevante. De ramte ned i en grundfølelse, jeg selv sad med.

Mit ægteskab er ikke decideret i årelang krise, men har været gennem årelang forandring. Dog stadig fuldt intakt og det priser jeg mig lykkelig for! Men jeg var inderligt bange for ikke at “nå det”.

Nå hvad?, tænker du måske – og det er også en smule ironisk at tale om at nå noget, når man har 3 ugers fri foran sig. Men jeg var mest af alt bange for ikke at nå at falde til ro igen. Ikke at nå at få slappet af og slettet en del af de midlertidige filer, min hjerne slæber rundt på og som gør den både langsom, overfyldt og trist. Lige nu er jeg ikke glad for mit job. Jeg har i hvert fald ikke arbejdsglæde, og det dræner. Det skyldes lige dele store ubekendte faktorer og et arbejdsmiljø, der skraber bunden. Det gør ondt – ekstra ondt, hvis man én gang har været helt nede og bide i græsset på grund af stress.

Jeg var fyldt op til randen af arbejde og hverdag. Af beslutninger, forventninger og mangel på søvn. At at løbe i hamsterhjulet, uden helt at kunne se et mål i horisonten. Sommerferien var mit utopia.

At vi skulle være hjemme i sommerferien var ikke noget nyt. Vi rejser helst i de måneder, hvor Danmark er koldt, mørkt, blæsende og regnfuldt (nårh ja, det kan være en svær definition i forhold til denne sommer…), og bliver hjemme i den tid, hvor Danmark viser sig fra sin bedste side (igen lidt haha). I år var det bare et endnu mere bevidst valg. Vi skulle være hjemme og føle, at vi var hjemme og var sammen alle fire.

Vi havde planer i forhold til huset. Vores gamle udestue skulle ned for at give plads til en forestående tilbygning. Mere om den en anden gang. Ikke just afslappende arbejde, men noget hvor vi både kunne se fremskridt, mål og ikke mindst kunne slå hjernen fra og gå fuldstændig destruktivo. Legoland er også en klassiker – inklusiv en hotelovernatning eller to et sted i Danmark. Og så plejer vi også at tage et smut forbi hovedstaden. Det nåede vi altsammen.

Børnene havde nattøj på store dele af tiden – der var ligesom ingen grund til at komme ud af det. Jeg har skældt mindre ud, og har været på lange gå- eller cykelture med dem hver især eller sammen. Vi har dyppet tæer i Storebælt, ristet snobrød over bål og har bælget og ædt kilovis af friske danske ærter. Og så har jeg sandsynligvis købt min sidste pakke bleer. Vi er virkelig godt på vej til at sige et endeligt farvel til tiden med blebørn. Det er jeg vildt glad for, at vi nåede!

Jeg har erhvervet mig den obligatoriske løbeskade, fordi jeg endelig havde tid til at løbe af lyst og ikke af pligt. Jeg er blevet kaldt på 200 gange om dagen og har vasket bunkevis af tøj som følge af ovenstående bleafvænning. Jeg har handlet og lavet mad og fortærret store mængder sukker. På den front har jeg nået en del.

Jeg har kørt trailer, så man skulle tro, jeg har flere generationer jyde i mig. Jeg har smidt ud og sorteret i de umiddelbare fysiske bunker. Desværre ikke så systematisk i de mentale. Jeg har også mærket rigtig meget efter, hvad jeg føler i min egen krop, og følelsen er ikke så god. Jeg er ikke nået i bund med det, der alt for længe har fyldt mig op.

Min mand og jeg har haft mange ord, der lå og ulmede, men ikke dem, der handler om at skyde hinanden noget i skoene. Mere dem, som handlede om fremtiden og hvad vi hver især tænker om den. Hvad der kunne give os energi. Det nåede vi også (og mandens tablet gik i stykker i løbet af ferien. Tænker, at karma sendte mig en lille gave på den front).

Nåede jeg at føle mig klar til det næste halve år? Ikke det fjerneste, desværre. Som sagt er der en masse uforløste problemstillinger på jobbet, som jeg ikke er herre over og kan vælge at hejse langemanden overfor, men som desværre nok til dels hører til min stilling, at forholde mig til. Jeg skal øve mig i ikke at lade dem hænge ved inden i, selv om det er pisse svært at forbyde dem taletid efter fyraften og i særdeleshed om natten, når søvnen svigter mig og tankerne vandrer.

Jeg er desværre ikke nået ned i gear trods tre ugers mere eller mindre stilstand med base i hjemmet. Jeg har ikke ét sekund været fristet til at tjekke arbejdsmailen eller firmaets hjemmeside. Det er en fasttømret regel ikke at gøre. Desværre har jeg alt for ofte følt jobbets tilstedeværelse som en skygge, der fulgte efter mig. Mavepinen, anspændtheden, søvnløsheden og manglen på lyst til at genoptage gamet 37 timer om ugen. Jeg har ikke savnet at smørre madpakker, sige “kom nu” kl. 6.45 om morgenen, eller cykle som en rasende for at nå at hente begge børn i tide. Jeg har ikke savnet Forældreintra eller livet i børnehaven på godt og ondt. Det tror jeg heller ikke, børnene har. Mest af alt har jeg bare haft lyst til at gøre “noget. Gøre “noget andet”. Det har jeg dog selv spændt lidt ben for, som fremtidige indlæg vil vise.

Jeg har endnu en dag, før hamsterhjulet sætter farten op. Helt bevidst en dag alene, for ikke at være alt for trist over, at ferien ender på børnenes sidste feriedag. Jeg kan bedst lide mig selv om sommeren. Her er jeg tættere på den, jeg allerhelst vil være som mor, kone og menneske. Det er nok ganske naturligt og alment at føle big time ferieblues, når tre ugers ferie ender. For trods alt har jeg været sammen med dem, som betyder allermest for mig. Hver dag. Og det i sig selv en en gave, som jeg aldrig ville undvære. Lige om lidt trykkes der på tempoknappen. Jeg kan bare ikke løbe lige nu – fysisk og metaforisk. Jeg er stadig træt og øm. Måske lige netop den følelse skal være min rettesnor, når cirkusset åbner igen?

IMG_0173 (1)

 

Ansvarsfralæggelse

I går cruisede min mand og jeg ned gennem Nordtyskland. Rock i radioen og fuld fart derudaf. Vi havde 30 timer uden børn. Bare vores tid. Hold nu kæft, hvor havde jeg længtes efter det! 30 timer til at lege, at vi kan gøre, hvad vi vil. 30 timer til at bruge ekstra tid og penge på noget, vi ellers ikke gør (længere). 30 timer til at være fjollede og kysse hinanden, høre høj musik, give hinanden en lammer på skulderen, når der passerer en gul bil (hvorfor ved jeg ikke helt…) og opføre os lidt som teenagere.

Altså ikke fordi jeg ikke kan lide at være sammen med vores børn, men indimellem længes jeg efter ikke at stå med ansvaret – bare én dag en gang imellem. Hverdagen er ikke just venlig ved os p.t., og der går – lige som andre dele af voksenlivet – indimellem meget langt imellem, at det sker.

Jeg er virkelig ikke et større menneske, end at jeg mærker et stik af jalousi, når jeg hører om andre, der enten sender børnene med bedsteforældrene på camping i en uge, eller har mindst 1 børnefri weekend om måneden fordelt på to eller flere sæt bedsteforældre, alt efter skilsmissestatistik, så parforholdet kan styrkes og plejes. Jeg er glad på deres vegne, men ville virkelig også ønske, at jeg havde muligheden lidt oftere. Det tror jeg både mit forhold, mine børn og jeg kunne få noget godt ud af. For tid er lig med overskud – også på den lange bane.

Hvorfor har du fået børn, hvis du  længes efter at komme væk fra dem? Men før de tanker evt. kommer for godt i gang med dem, så stop en halv og tænk på, at vi taler 24-48 timer et par gange om året sår’n cirka. Hvor de selvfølgelig ikke sidder og kukkelurer i børnehaven, imens mor og far ferierer den, men derimod er sammen med deres farmor og farfar, som får dem til at føle sig som royale.

Faktum er, at jeg er rigtig meget sammen med mine børn. Hver dag, alle ferier og fridage, dag og nat. Nogen gange så meget, at jeg trods den konstante tilstedeværelse i deres liv, ikke helt kan være den slags mor, jeg allerhelst vil være. Jeg trænger indimellem til at trække vejret og lægge låg på ansvarsgryden, før den koger over.

Vi har hinanden i vores lille enhed på 4 på godt og ondt. Langt mest på godt! Vores pasningsmuligheder er begrænsede, hvis vi taler om mere end en barnepige et par timer eller tre hist og her. Jeg har ingen søskende, min mands bor langt væk og vores forældre er enten oppe i årene, gangbesværede eller døde. Sååååå deeeet…

Vi har absolut ingen forventning om, at vores forældre bare partout skal passe børn. Hverken når der er tale om syge børn eller forældre, der længes efter en pause. Det er ikke vores forældres ansvar, at vi har fået børn. Vi er dog evigt taknemmelige for hjælpen, men da den indimellem er den lim, der overhovedet får hverdagen til at hænge sammen. Så vi er også påpasselige med at komme med et ønske om, at de også lige tager børnene weekenden over.

Vores forældre vil gerne børnene, men der er grænser for energi, fysisk formåen og hensynet til deres hverdag og andre søskende med lignende behov. Vi forventer ikke, og derfor nyder vi ekstra meget, når det kan lade sig gøre nogle gange om året.

Igår skete det – og det var dejligt! Tiltrængt og dejligt og lige, hvad hele familien havde brug for. Det gav overskud til at give mere til de små mennesker, jeg holder mest af <3

 

Om vrede numser og længsel efter weekend

Fredag morgen kan godt være lidt af en killer i vores lille familie. Forældrene er opløftede over udsigten til weekend, og ungernes energi er kørt ned til sokkeholderne. Normalt cykler ældsten og jeg ind til hendes skole, når vi har afleveret lillebror i bil i den anden ende af byen, men fredag morgen, tager cykelturen tre gange så lang tid, som normalt. Hendes ben er trætte og hendes tanker vandrer. Derfor hænder det ret ofte, at jeg vælger at tætte hende i cykelstolen, som hun godt nok er håbløst for lang til, og trække cyklen ind til skolen. Det er hurtigere, koster færre diskussioner og minimerer muligheden for, at min tålmodighed slipper op.

Når hun så sidder dér, plejer vi at få snakket om løst og fast og det er helt vildt rart. I dag var hun særligt optaget af, hvorfor hendes fars cykelsaddel var smal, hvorimod min er bred. Jeg svarede ret kækt, at det var fordi hendes far har en smal mås og jeg er benådet med en bred mås.

”Tihiiii, du har en sur mås, mor”, fnes hun.

”Hvad siger du, din bandit? Jeg har da ikke en sur mås”, svarede jeg.

”Jo, du har. Du har en sur mås. Du siger altid, at den er vred”, lød det retur.

Så faldt tiøren. Hvis jeg indimellem synes, hun siger nogle underlige ting, så peger pilen tilbage på mig. Kan da godt forstå, at barnet har fået sære billeder på nethinden, hvis det var det, hun troede, jeg sagde 😀 Hø hø!

God røv (pun intended), god weekend, som man sagde, dengang jeg var ung. Og det vidner en del om, hvor længe siden, det er siden, jeg var det.

Nu er der dømt weekend, og jeg kan love dig for, at jeg har ventet med længsel på den. Der sker så mange ting på jobbet p.t., at jeg ikke helt ved, hvilket af mine ben, jeg skal stå på, og jeg er stadig faret vild i hverdagen med ét barn i skole og ét i børnehaven i hver sin ende af byen. Jeg er aldrig gået ind til nogen af delene med indstillingen, at jeg ikke behøver bidrage og støtte op, men på den måde, hverdagen er skruet sammen i den almene børnefamilie, er det er det rigtig svært at deltage i alt det, der tilbydes og det, der forventes, når der er dobbelt op på det.

Jeg er træt og har tænkt mig at sætte mig med en kop kaffe ved det lokale skt. hans-bål og nyde udsigten; til bålet og til weekenden. Sidde og bare være sammen med dem, jeg holder af og tænke på, at jeg i virkeligheden ikke behøver noget andet end dem. Tænke på, at der kun er to uger til sommerferien. Tænke på, at vi ikke skal noget som helst i morgen, andet end at være sammen. <3

God midsommer!

Alene med mig selv

ENDELIG lykkedes det mig at finde en tid til at komme til frisør og få styr på de grå hår, som i stor stil pibler frem i hovedbunden. Engang var det ikke noget problem at finde tiden, men jeg synes godt nok, jeg skal holde tungen lige i munden for at finde en tid til 2 timers selvforkælelse ca. hver 2. måned. Ikke mindst efter Ældste-elsklingen er startet i skole og hente-bringe-halløjet langt fra spiller maks.

Ud over at få lokkerne tæmmet og hovedbunden masseret, er en af de fedeste ting ved at være ved frisør, at man kan drikke kaffe og læse blade – stort set uforstyrret! Sad med et out-dated Alt for Dullerne og læste om – meget apropos – at finde mig-tid. Hvordan kendte kvinder hver især gjorde for at lade op i en hektisk hverdag.

Spa, shopping og dyre sko var et gennemgående tema. For nogen af dem på et niveau pænt over, hvad min offentlige lønning kan holde til. Men der var også plads til stilhed og natur var på listen. Jeg savner ro – inden i og omkring mig. Jeg savner følelsen at være afslappet og trække vejret helt ned i maven, og jeg har efterhånden lært, at jeg benhårdt skal sætte opladning i kalenderen, hvis det skal ske. Lidt lige som med sex efter børnefødsler.

Jeg har gjort det nogle gange før – taget en weekend ud af kalenderen og taget på tur i mit eget selskab. Ikke fordi jeg ikke kan lide min mand eller sådan noget, men det er to forskellige former for genopladning. Tid eller en kæresteweekend med ham giver plus på én konto – tid alene med mig selv på en anden. Mellem dig og mig, kunne det være lidt tillokkende at have et klippekort til en singleuge en gang imellem. Ikke i den forstand, at jeg skulle ud og knalde med andre eller feste natten lang. Det kunne bare være virkelig fedt indimellem at få helt ro på. At kunne sætte dagsordenen selv i mere end et par timer eller en dag. Ikke mindst er en kæmpe del af pointen for mig at være alene så lang tid, at jeg kommer til at mærke savnet efter dem derhjemme. Når jeg mærker den følelse, ved jeg, at jeg kommer hjem med fornyet energi til at hoppe ombord på hverdagsræset igen.

Jeg har altid været god til at være i mit eget selskab. Det er et enebarns lod og en evne, jeg slet ikke er ked af at besidde. Jeg bliver nødt til at pleje den del af mig indimellem. Jeg er blevet markant mere social med årene, men jeg har stadig den side af mig selv, som ikke kan klare sig uden alenetid – ellers knækker filmen.

Lige nu er der på nippet af nok i hverdagen, og for ikke at nå til dér, hvor nok er nok, har jeg kopieret kendisserne og har givet mig selv 30 timer, hvor Dankortet (næsten) ingen grænser har og hvor der ikke er nogen, der kalder på mig. Shopping, sushi og mit eget selskab. Jeg er sikker på, at denne tur er det, der skal til for at få hovedet lidt ovenvande igen – på alle områder, har jeg selv sparet op til det. Børnene skal også noget, de ikke får mulighed for så tit: De skal være alene hjemme med deres far. Det har de også godt af at prøve indimellem.

Jeg glæder mig – og der er kun en uge til! Hvis vejrudsigten også holder, så bliver det svært at få armene ned.

Længe leve lørdag

Da jeg kom hjem fra job i går, var jeg så træt, at jeg kunne falde om på stedet. Benene føltes som om, de var lavet af gummi, øjnene var ved at falde i og jeg var klar til at gå på hovedet i seng. Om det er efteråret eller generel metaltræthed, efter jeg er startet på fuld tid igen, det ved jeg ikke, men jeg har sjældent været så udkørt. Kl. 21.00 var der lukket og slukket i det lille hjem.

Lørdag morgen startede uden større overraskelser. Det er weekend, og børnene er friske som havørne kl. 5.00. Vi prøver desperat at få dem til at falde til ro, ved at putte én eller begge imellem os. Efter 15 min. med ét eller begge børn, som roterer som en kylling i ovnen, giver én af os efter og lader dem se Ramasjang, imens vi dejser om et sted imellem 15 og 40 minutter, indtil én af dem er sulten.

I dag var der først bud efter havregrød eller ristet brød kl. 7.25, hvilket i og for sig var dejligt, men også bad timing, da far og søn senest skulle sidde i bilen på vej til babysvømning kl. 8-nul-dut. FÅRK! Tror, jeg har sat rekord i, hvor hurtigt, man kan skifte et drengebarn (og se bort fra principperne om, at han skal tage tøjet på selv), affodre ham med havregrød og få ham i overtøjet. We made it! …og først 30 min senere – da far og søn for længst var kørt – kiggede jeg tilfældigvis på min telefon og så, at svømningen var aflyst på grund af fejl på rensesystemerne…

Selv om der ikke var lagt i kakkelovnen til en vellykket dag, så må jeg sige, at det har været den bedste lørdag længe. Trods flere opfordringer til at komme på besøg eller gøre et eller andet for andre, havde jeg på forhånd besluttet mig for at sige nej til alt andet, end at være hjemme med min familie. Til skuffelse for nogen. På alle måder til gavn for os.

Jeg har været faret vild i hverdagen siden 1. september, siden min deltid endte, og jeg kan ikke finde hjem igen. I dag fik jeg dog følelsen af at føle mig hjemme i mit eget liv. Jeg nåede at favne både noget, som betyder noget for børnene og for mig selv. Fysisk nærvær på den bedste måde. E-pigen lå med hovedet på mine lår og så tegnefilm, imens jeg drak min kaffe, yngste-V faldt i sin middagssøvn i min favn, jeg havde to skønne timer i haven med blæst i håret og regn i luften, hvor jeg fik gjort haven efterårsklar. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg har været så meget på forkant med haven i al den tid, vi har haft huset, som jeg er i år. Vildt!

Inde igen stod den på brætspil med ældsten, imens far og yngsten legede med biler. Jeg fik endda mulighed for at tegne og klippe et mønster til den nederdel, jeg har planlagt til tøsebarnet, men hvor stoffet har ligget i vindueskarmen og grint af mig, og mindet mig om, at jeg ikke har haft tid til at gøre noget som helst ved det. Endnu bedre: Jeg fik syet den færdig til mindste detalje på én enkelt aften!

Jo, der har været udfald fra børn og voksne. Der har været søskende-fights. Der har været vasketøj og madlavning, og manden har ikke været særlig nærværende. Men jeg har. Både over for mig selv, og for børnene. Sådan ville jeg ønske, alle dage var. Uden andre planer, end at være sammen og gøre det, som lader os alle sammen op.

Nu sover ungerne trygt, og der er mere kaffe i koppen og Westworld på HBO. Jeg føler mig taknemmelig for alt, hvad denne ganske almindelige lørdag har givet mig på sin helt egen og afslappede måde. Jeg har trængt endnu mere til det, end jeg troede!