Mørkebarnet – En mavepuster ved sengetid

Mørkebarnet – En mavepuster ved sengetid

Ældstebarnet havde været på det ugentlige besøg på skolebiblioteket og havde ny læsning med hjem til weekenden. Det er altid ret hyggeligt at hive ugens to lånte bøger op af tasken og se, hvad vi skal læse, imens vi spiser fredagsslik i sofaen.

De vælger selv, hvilke to bøger de låner fra sektionen for 0.-3. klasse, og vi har været omkring hele Det Hemmelige Rige-serien med dens tilhørende lyserøde univers af candyfloss-skyer, glimmer, feer og tiaraer. Vi har også læst om vind og vejr, om trolde og vikinger, og har fundet Holger adskillige gange.

Igår havde hun Mørkebarnet af Cecilie Eken med hjem. Jeg burde måske have læst på bagsiden, før vi satte os til rette i sofaen. Det tog kun et par sider, før jeg tænkte ved mig selv, om det var en god idé at læse videre her inden sengetid. Bogen er nemlig alt andet end den traditionelle fredagslæsning. Det er både en sonetkrans (her har jeg nok brug for lidt bibliotekarisk assistance), og en gyser for børn. Selvfølgelig spurgte jeg min pusling, om hun ville høre mere, eller om vi skulle lade være. Men hun ville gerne vide, hvad der skete. Selvfølgelig ville hun det, for hun tager hele verden ind.

Ikke at jeg fortrød at læse bogen, for den gør indtryk – også på den gode måde. Men den kan godt være lidt af en mundfuld for en nyslået 0. klasser.

For barnet der lytter, er Mørkebarnet en fortælling om to piger. Den ene lys og tryg hos Far og Mor, den anden mørk og ladt udenfor, ensom og alene. Umiddelbart er de børn af samme forældre.

“Det mørke barn vil de nu gerne glemme
Så hende har de prøvet på at gemme
for hun forstyrrer dagens varme ro.
Men Mørkebarnet ved at de er to:
Den ene mærker ensomheden gnave
den anden kalder Far og Mor “en gave”.

Av, for Sør’nsen. Som mor var det let at få en knude i maven og en klump i halsen, imens vi sad dér – happy-go-lucky og fredagsslik i skålen. Jeg tænker, at min følsomme datter havde det på samme måde i sit barnlige forestillingsunivers. Bogens illustrationer svinger, som fortællingen, imellem lyst og let og mørkt og tungt.

Men Far og Mor vil ikke ha’ dem begge
– det er den simple grund til det der sker.
Hun mærker al den vrede, det kan vække
hun burde måske græde men hun ler
Det lyse barn i sengen må forsvinde!
Når Far og Mor nu kun har plads til én
så skal hun sørge for at det bli’r hende
der ligger der og sover som en sten.

Mørkebarnet ender med at forpurre sine planer, men selv om hun ender i den varme seng ved siden af det lyse barn, er hun dagen efter igen dømt ude til trods. Bogstaveligt talt.

For det er nemlig essensen af bogen, tænker jeg. At det lyse og det mørke barn er ét og samme, og at forældrene må acceptere, at børn har to sider. Intet barn er altid lyst og let, men bærer også sine trodsige og vanskelige sider. Præcis som voksne. At Far og Mor ikke bryder sig om den dystre side og derfor forsøger at lukke den ude. Fordi den er for svær at acceptere og håndtere. Og at barnet kæmper med sine følelser og de reaktioner, det mødes med.

Hvad er meningen?
Bogen krævede i den grad en forklaring. “Hvorfor skal hun leve ude i mørket? Hvorfor vil de ikke have hende, mor?”. Selv om det er mange år siden, jeg havde tekstanalyse på skemaet, måtte jeg efter bedste evne forsøge at forklare, hvad jeg mener, bogen handler om. At forældre skal elske hele det barn, de har fået, for ingen er evigt glad. At vi nogen gange er glade og andre gange kan have det svært. Og netop her, har vi brug for dem, som elsker os. For Far og Mor eller hvem der nu tager sig af os.

Hun godtog forklaringen, og vågnede heldigvis ikke i løbet af natten med mareridt. Jeg er dog ikke i tvivl om, at fortællingen ligger og bobler et sted i hendes eftertænksomme sind.

Shit mand. Den var hård, men jeg blev helt klart læseoplevelse rigere. Hvor dyster bogen end kan virke, har den gjort indtryk på mig. Hvis du har børn – måske nok gerne lidt ældre end min – så synes jeg, du skal læse den for dem. Eller bare for dig selv.

Den får 5 store hjerter af mig.

Og det er Kajs mor, der ingen knæ har

Nu læste jeg i morges, at Børne- og Undervisningsminister Christine Antorini fortæller os, at vi småbørnsforældre i højere grad skal tage ansvar for deres børns læring. Hvilket jeg i og for sig er 100 % enig i – jeg er bare ikke vild med, at det skal dikteres fra ministeriel side. At jeg skal fortælles, hvordan jeg er en ordentlig forælder. For sådan kommer det til at virke. Jeg tager det for givet, at jeg involverer mig i min datters liv og læring.

Men ja, vi læser højt for vores datter – ok – jeg læser højt for vores datter. Hun kan ikke ordene endnu, men ved ikke noget bedre, end at sidde og kigge i bøgerne sammen med mig, pege og forvente at jeg fortæller, hvad det er, hun peger på.

Og i dag kravlede hun så hen til sin far med en billedbog. Ville op på hans lår og høre alle de mærkelige lyde, han ville sige, når hun pegede på billederne. Alle de ord, der en dag skal blive til et sprog.
Far, tydeligvis på gyngende grund, fik fortalt af mig, at hun gerne ville kigge bogen sammen med ham – lige som hun og jeg gør. At det var det, hun forventede.

Det startede med lidt rømmen, og lidt staccato gennemgang af, hvad billedrene viste: Det er Kaj (Bogen hedder Kajs bog om tøj, bare lige for at lette forståelsen). “Der en elefant – den har blå bukser på. Det er Kajs sko, det er Kajs bukser.”
Ikke lige farmands genre, det der højtlæsning – det er mors område. Far er til naturvidenskaben, alt det der kan måles og vejes, det man kan forklare sig ud af – logik, you know. Mor er humanist og er vant til livets mere “bløde” sider, det, man kan komme med flere bud på, men ikke nødvendigvis nå et svar. Mor er den fjollede, tossede, den der ikke så let bliver pinligt berørt, den med lydeffekter, sjove stemmer og vilde fortællinger, der går lidt ud over det, der er trykt på bogens sider. Far har det en del bedre med at holde sig til fakta.

Men så fortsatte historien: “Det er en elefant, der har taget Kajs bukser på. Det er Kajs mor, hun har ingen knæ. Det er en mærkelig mand, med høj hat, der ligner H. C. Andersen. Kaj løber væk fra manden, så stærkt, at alt Kajs tøj flyver op i træet. Det er Kaj, han går også noget stivbenet, det må han have arvet fra sin mor. Det er Kajs bamse og Kajs bamses kjole…”

Jow jow, sig ikke, at en logisk tilgang til verden ikke også kan blive til en vild godnathistorie. En what-you-see-is-what-you-get-godnathistorie.

Skulle holde igen for ikke at trække på smilebåndene – det var jo bare så fantastisk fjollet, selv om det var ren fakta. Hun æder det jo råt – vi kan sige hvad som helst og det vil skabe fryd. Men jeg tror aldrig, jeg vil glemme de to, som de sad med ryggen til mig på stuegulvet, og fars første godnathistorie til Lille E. Den om Kajs mor, der ingen knæ havde, og den, hvor far satte sine egne grænser lidt over styr 🙂