Til dig der kørte mig ned i dag

Til dig, der kørte mig ned i dag. Dig på cyklen, for fuld fart, på fortovet, mod køreretningen.
Dig, som ikke så noget som helst omkring dig og fortsatte for rødt med intentionen om at køre over fodgængerovergangen.

Så langt kom du ikke. For du kørte direkte ind i mig, da jeg cyklede over for grønt. I den rigtige retning. Ganske stille og roligt. På cykelstien.

Du sendte mig derimod direkte i asfalten og ud på kørebanen. Du landede blødt, for du landede oven på mig. Jeg fik derimod din cykel lige ind i kroppen og din vægt ind i siden af ansigtet.

Jeg blev vred. Råbte af dig. At det fandeme ikke var i orden. At du kørte over for rødt og ikke så noget som helst omkring dig. Du skyndte dig op og råbte, at jeg skulle slappe af. Og så skyndte du dig væk i en fart, uden at hjælpe mig op eller have nosser nok til at kigge op og se mig i øjnene. Måske endda sige undskyld. Så meget pli havde du ikke. Du holdt blikket under din hvide cap og skyndte dig væk. Over fodgængerfeltet. Denne gang for grønt. Fortsatte imod køreretningen på fortovet. Pisse ligeglad. Røvhul!

Jeg havde ondt i hovedet og kroppen og mit ben rystede, fordi det gjorde pisse ondt og fordi jeg var bange. Jer andre, der stod omkring, cyklede videre og havde ikke tid til at hjælpe mig op fra vejen. Heller ikke jer i bilerne, selv om jeg blev væltet ud på kørebanen. I så bare til.

Jeg kom op og trak cyklen væk, selv om benet gjorde ondt. 100 meter længere henne begyndte jeg at græde. Fordi det gjorde ondt. Fordi jeg blev bange. Fordi jeg var vred. En af jer gik forbi mig og sagde: Jamen, det var jo også glat. Jeg fortalte, at det ikke havde noget med glat at gøre, og hvordan det var sket. Svaret var: Fu** mand, og så råbte han af dig? Det må du sgu nok sige. Men du var gået videre.

Jeg var bare på vej hjem fra job og på vej til at hente mine børn. Det kunne være gået galt. Heldigvis kom jeg hjem på trods. På trods af smerter i kroppen, på trods af chok og på trods at, at folk i denne situation var pisse-ligeglade. Ingen handlede, selv om én kom til skade og en anden tydeligvis var skyld i det. Shame on you! Hvornår holdt vi op med at tænke på andre mennesker? Hvornår fik vi så meget nok i os selv?

Til dig, som kørte mig ned i dag. Jeg kom op, og fik hentet de vigtigste i mit liv. Jeg tør ikke tænke på, hvis en af dem havde været med, eller endnu værre: Var blevet ramt af dig eller en bil på kørebanen. Jeg tager hver dag mine forbehold for at komme hjem til mine børn. Jeg kører pænt. Det gjorde du ikke. Du var komplet ligeglad. Hvordan kan jeg nogensinde lade dem cykle selv, hvis omverdenen er ligeglade? Hvis ingen tænker eller hjælper? Hvordan kan jeg lade det dyrebareste i mit liv være afhængig af andres nåde og egoisme?

Til dig som kørte mig ned i dag. Jeg har blå mærker og skrammer på kroppen og ryg, hoved og nakke gør he**edes ondt. Heldigvis ikke mere. Men det der gør mest ondt, og som jeg hader dig pænt meget for lige nu, er tanken om, hvad der kunne være sket på grund af din hensynsløse kørsel og mangel på empati. Jeg er mor til to og jeg har et ansvar for at passe på dem. De er afhængige af, at jeg kommer hjem hver dag – og jeg omvendt.

Kan vi ikke godt aftale, at du fremover enten tager hensyn eller at du sørger for at køre ud foran en lastbil næste gang? For rødt. Imod køreretningen. For fuld fart. Pisse ligeglad.

 

 

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #2

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #2

Vi fortætter fortællingen om byggeriet med temaet “At bygge et barndomshjem”.

Da jeg var barn, flyttede vi en del. Da mine forældre blev skilt, solgte de deres hus, og herfra har jeg altid boet til leje. Helt frem til min mand og jeg købte vores hus for små 9 år siden. Det har været fint, og det har jeg aldrig været ked af. Som barn var det ofte spændende, at få et nyt værelse og indrette det. Men nogle gange var det også trist at rive teltpælene op igen.

Jeg tror aldrig, jeg som sådan har følt mig rodløs. Ikke så vidt jeg kan huske i hvert fald. Der var én ting, som ikke ændrede sig, og det var mine bedsteforældres hjem, som vi altid har boet relativt tæt på. Det var uforanderligt hele min barndom og ungdom igennem. Først den dag, jeg skulle sælge det, efter min bedstefars død, fik jeg en følelse af, at jeg solgte en del af min barndom. Jeg solgte mit barndomshjem. Duftene, lydene, køkkenet, haven. Det hele havde jo altid set sådan ud. Det var vemodigt at række nøglen til den nye køber og gå ud af døren for sidste gang.

Dette skete samtidig med, at vi begyndte at indgå faste aftaler med håndværkere omkring renovering af vores eget hus. Først her gik det op for mig, at jeg – så vidt helbred, ægteskab og økonomi tillader det – for alvor gjorde vores hjem til mine børns barndomshjem. Vi havde truffet et valg om at slå rod.

Jeg tror ikke, vores hjem kommer til at være en tidslomme på samme måde, som mine bedsteforældres var. Hertil har jeg for meget trang til at fikse og reparere. Men jeg giver forhåbentlig mine børn en rod i en flygtig verden. Et sted, hvor de kan føle sig hjemme og føle sig trygge. Et sted, som de på et tidspunkt sikkert ikke kan vente med at flytte væk fra (hvis de bliver lige som mig). Et sted, hvor de engang kan komme hjem og føle, at verden er helt, som den plejer, når deres egen verden sejler. Et sted, hvor de engang, forhåbentlig om mange år, kan give nøglerne videre og sige “Det har været her, så længe jeg kan huske”.

Vi bygger for at få plads. Vi renoverer for at forbedre og sikre fremtiden. Vi bygger for at forøge værdien af vores hus. Men mest af alt vil vi bygge et barndomshjem. Det har størst værdi.

Her bor vi

Et eller andet må være gået efter planen

Et eller andet må være gået efter planen

”Mor, der er 4 røde bogstaver i Lanzarote”, sagde ældsten over morgenmaden, alt imens hun pegede på den (meget lidt) pæne souvenier, hun hev med hjem fra øen, da vi ladede batterierne op januar.
”Det er A og A og O og E, mor”, fortsatte hun.

Det var lidt svært at skjule min benovelse. Hun er jo kun lige startet i 0. klasse, for fa’en!

”Men mor, hvis man bliver i tvivl om, hvor mange røde bogstaver, der er, ved du så, hvad man kan gøre? Man kan bare klappe ordet sådan her: Lan-za-ro-te”.

Det, mine damer og herrer, er hvad man åbenbart får med sig hjem efter 11 skoledage anno 2017. Wow, siger jeg bare! Enhver mor vil ikke stå tilbage for at forherlige eget afkom, men enten er hun ualmindeligt godt med, eller også har 0. klasse fået en seriøs saltvandsindsprøjtning på små 30 år.

Hvad lavede I, da I gik i 0. klasse? Legede, pillede næse og fik læst historier; lærte lidt om klokken og noget om sikker trafik sammen med den tykke landbetjent? Det er i hvert fald det, jeg husker, jeg gjorde, og jeg havde ikke svært ved at lære gennem min folkeskoletid. Vi lærte at tælle til 20, men ikke matematik som sådan og at tælle ned fra hundrede baglæns eller kende ordlyde og røde og blå bogstaver. Ikke før i 1. klasse, hvis jeg husker ret.

Måske jeg ikke helt har fulgt med på skolefronten, men Legeøen, Kaptajn Karlsen, Læsefidusen og MatemaTrix holder tydeligvis, hvad producenterne lover. Shit mand!

Vi sidder ikke og smug-terper herhjemme – hun viser selv interessen, og vi følger med hendes nysgerrighed, det bedste vi har lært. Hun er vild med at genkende bogstaver i alt fra ”omklædningsrum” til ”sauna”, når vi er i svømmehallen, til at besvare 1000 spørgsmål fra hende omkring hvad ting hedder på engelsk, og hvad 8+8 er. Hvis man skal snakke om vinduer i børns læring, så står hendes p.t. på vid gab.

Selv om vi har valgt en skole, som ikke på samme måde har krav om at følge de nationale tests, som folkeskolerne er underlagt, så er der stadig en ordentlig røvfuld læringsmål, der må bonne positivt ud. Måske er det hende, der læser for mig efter jul? Surrealistisk tanke! Det føles jo som for lidt siden, navlestrengen blev klippet, og det var mig, der skulle i livets skole og lære at være hendes mor.

Nok kan jeg føle mig som et notorisk f*ck-up i moderrollen fra tid til anden, men et eller andet må være gået efter planen <3

Et sted imellem drømme og realkreditlån

Det er længe siden, jeg har fortalt om, hvordan det går med tankerne om fremtiden. Jeg tænker på fremtiden hver dag, men jeg løftede sløret for, at fremtiden gerne måtte indeholde større og mindre forandringer, hvis det står til mig. Nu hvor der kun er 1,5 måned tilbage af min tid på deltid, så kan jeg mærke en langsom desperation. Det føles som om en del af friheden nu langsomt glider ud som sand imellem mine fingre, uden at jeg har mulighed for at holde fast i det. Det, som jeg virkelig, virkelig har været glad for. Min chef er desværre ikke villig til at forhandle muligheden for forlængelse eller permanentgørelse, og det bærer bare ekstra brænde til det bål, som brænder for forandring. Min krop skriger på at finde en løsning på alle de tanker, som drøner rundt i hovedet på mig.

En jobmæssig forandring ville være kærkommen, men den slags hænger ikke på træerne eller også kigger jeg bare ikke det rigtige sted. En ægteskabelig ændring er ikke på ønskelisten og flere børn er også 100% udelukket. Det efterlader mig med at bygge til og få nyt tag på hytten eller at smide håndklædet i ringen og slå mig ned med noget helt andet, som efterlader mig med muligheden for at sætte tempoet ned.

Det med udbygningen af huset har længe været på tale, og vi kan næsten se for os, hvor flot og stort, det vil blive. Men nu hvor drømme langsomt bliver til streger på papir og muligheder for løsninger, som lægger nuller til det beløb, som skal betales ved kasse 1, når projektet er færdigt, så kan jeg ikke undertrykke følelsen af, om det er det rigtige at gøre? At bygge til og lægge et beløb på den anden side af en halv million oven i restgælden på det nuværende realkreditlån er ærligt talt pisse skræmmende. Vil jeg det? Vil jeg det nok? Er det vigtigt nok? Ønsker jeg plads i hjemmet eller i sindet? Det er det spørgsmål, som jeg ikke kan slutte fred med. Hvis det er vigtigt nok, så vinker jeg for alvor farvel til drømmen om at sætte tempoet på hamsterhjulet ned, eller måske endda stå af det.

Jeg er ikke færdig med drømmen om et liv med mindre job og mere tid sammen med de mennesker, som virkelig betyder noget. Slet ikke efter jeg for nylig læste dette interview med Poul Joachim Stender. Det satte på mange måder ord på nogle af de tanker, jeg har omkring livet, efter børn, stress-diagnose og halvvejs gennem 30’erne. Lige præcis nu er jeg 15 år fra den alder, hvor min far døde, fordi han ikke havde sat sig selv og sit velbefindende højt nok, men ladet livsstil og job få magten. Der er alt for meget jeg gerne vil i livet til at det kan nås på kun 15 år.

Jeg vil helst ikke tro at jeg lever livet og ende med at fortryde, at jeg ikke levede det, som jeg drømte om. For mig er det ikke sikkert, at 35 ekstra kvadratmeter og et nyt tag er lig med tryghed. Måske er tryghed snarere at give tiden til de to små mennesker, jeg har sat i verden og lære dem om nærhed frem for at give dem værdien af mursten i arv, når jeg engang stiller træskoene. Jeg har i mange år været en mønsterelev – i skolen, på studiet, i privatlivet – you name it. Jeg har skejet ud, men aldrig været så langt ud i tovene, at jeg ikke kunne finde fodfæste og se den vej, der er belagt med bør og skal. Jeg har altid levet efter at betale mine ting og passe mit arbejde. Har altid været den søde datter/kone/svigerdatter, selv om min familie er lykkeligt uvidende om større eller mindre udfoldelser.

De sidste 3 år har bare lært mig, at lige gyldigt hvor sød eller retskaffen man er, så er der ingen garanti for, at livet og skæbnen ikke kaster lort i hovedet på én. Siden min anden graviditet, har jeg stået i lort til halsen, og her har det mere end nogensinde været vigtigt at holde hovedet højt. Vi er kommet igennem det, men som den gode Hr. Stender så smukt siger det i artiklen ovenfor, så går vi “i stykker og skal sættes sammen igen, og hvor vi ikke bliver stærkere af det, som mange siger, vi bliver bare sammensat på en anden måde. Og så lever vi videre med den smerte som en del af vores tilværelse”. Jeg er en ny version af den, jeg var, jeg lever med de minder, som gør ondt, og derfor tror jeg også, at trangen til at finde noget, som giver mening frem for noget, som giver en større indtægt.

Jeg er normalt slet ikke så vægelsindet. Jeg er mere en af de der irriterende typer, som træffer beslutninger, som jeg kan forholde mig til; lægger en plan og kommer videre. Og det er måske endda dér skoen trykker. Det vedrører noget, som er så vigtigt og som sætter en kurs for fremtiden, og beder mig om at vælge imellem sikkerhedsline eller det frie fald. Det er mega-spændende og samtidig noget så angstprovokerende. På den ene side er jeg ikke bange for at sige stop og gøre noget andet end normen. På den anden side er jeg så vant til at følge normen og har mærket fordelene ved at have en fast månedsløn på kontoen hver den sidste bankdag i måneden. Havde jeg ikke haft børn, havde valget sikkert ikke været så svært. For jeg vil gerne sikre deres fremtid økonomisk og give dem muligheder, men jeg vil også gerne give dem noget af det, som penge ikke altid kan købe: Tid og nærvær. Man blive sgu underlig af at blive forælder.

Jeg tror ikke, at der findes rigtige eller forkerte valg i det her. Det handler om at gøre det – springe ud i det og prioritere. Heldigvis synes min mand ikke, at jeg er komplet vanvittig over at have det sådan her. Han trænger også til forandring. Han trænger også til at føle, at han lever, frem for at arbejde for at tro, at han lever. Giver det mening? Det giver mening for os, men det kræver tid og at vi ser hinanden (og måske også bankrådgiveren) rigtig dybt i øjnene.

Det er, hvad der p.t. foregår i mit hoved. Tør jeg? Bliver jeg lykkelig af at prøve? Jeg ved det ikke, men jeg tror i hvert fald ikke, at jeg bliver lykkelig af at drømme, uden at realisere om ikke det hele, så bare noget af det.

Venner er noget, man øver sig på

For er år siden var legeaftaler stadig noget, vi øvede os i. I længde og mængde. I dag er det en hyppigt tilbagevendende begivenhed. På tværs af vejen, gennem hækken, i børnehaven og med venner, som enten er flyttet fra institutionen eller er videre i det pulserende skoleliv. I starten var der ret mange konflikter, fordi den nye kunst skulle tillæres. Så blev det bedre, og legen kunne fortsætte i et par timer. Hvis den vel at mærke foregik andre steder, end på hendes eget domæne. For så var det virkelig svært at dele og acceptere, at andre legede med hendes legetøj på en anden måde, end hvad hun selv ville have gjort. Af erfaring kan jeg sige, at det kan være pænt svært at aktivere to 4-årige, som har set sig sure på hinanden, og vil noget forskelligt, alt imens du prøver at få aftensmaden klar, så de i det mindste kan få stabiliseret blodsukkeret i forsøg på at fredsmægle.

Jo, jeg har ringet til forældre og forklaret, at det ikke rigtig fungerede. Men nogle gange kan det bare ikke lade sig gøre at hente lige med det samme. Jo, jeg har prøvet at forklare i børnehøjde, at venskaber er bedst, hvis man kan prøve at finde noget, begge gerne vil i stedet for promte at sige nej.

Nu, hvor hun er 5 år, har hun længe været selvkørende på legeaftale-fronten. Jeg har endda taget mig selv i at tænke, at når der var legekammerater med hjemme, så var det faktisk noget lettere. Så skulle jeg ikke agere “Far-Barbien” (aka. Ken) eller lege en eller anden kompleks rolleleg, alt imens jeg jonglerede aftensmaden og aktiverede lillebror – og fejle fælt i alle tre gøremål.

Udfordringen ligger nu i at prøve at lære den unge frøken noget om at fordele magten og ikke stå stejlt på, at man skal bestemme og have ret hver eneste gang. At man ikke skal surmule og insistere på at komme hjem efter 15 minutter, blot fordi der er lidt modstand. Hun er kun fem år, og selv om vi har øvet os sammen i et år, så er vi langt fra verdensmestre. Hverken hun eller jeg.

Så sent som i dag skulle vi begge lære noget. Hun, at man ikke bare skal smække døren i ansigtet på den velmenende veninde fra børnehaven, som bare gerne ville lege eller råbe “Jeg hader den her dag” ved aftensmaden, fordi vennen havde den lyserøde gaffel. Jeg, at tackle trodsig adfærd, når der er et “fremmed” barn til stede og at legeaftaler efter børnehavetid med en ven fra børnehaven ikke altid er et match made in heaven. Ville jeg nødvendigvis selv tale videre med min kollega 3 timer efter en 8-timers arbejdsdag?

Selv om jeg også øver mig på det her mor-halløj, så kan jeg stadig have svært ved f.eks. at irettesætte uhensigtsmæssig adfærd i andres åsyn, hvad enten de er 5 eller 55. Jeg føler mig stadig blottet total, selv om jeg egentlig roligt forklarer regler, som gælder i vores familie. Som om, jeg skal revurdere min opdragelse for at please og være den evigt kontrollerede forældertype, som omverdenen siger, er det optimale. Jeg skal lære hende at det er ok at sætte grænser, men at kompromis også er en del af at blive ældre. Jeg skal lære, at mine egne grænser stadig eksisterer, selv om andre måske har en anden holdning.

Jeg vil gerne forberede hende på nogle af livets nødvendige spilleregler, inden hun springer ud i skole-livet, hvor hun er placeret i en setting og en gruppe, som hun sandsynligvis er nødt til at forholde sig til 9-10 år ud i fremtiden. Af bitter erfaring, ønsker jeg at ruste hende, så mobning ikke bliver hverdagskost. Blidt, konstruktivt – men nogle gange også med rigide grænser så som almindelig pli, hvor jeg stadig ender med at føle mig som verdens dårligste forælder, fordi jeg stod fast og vi endte i konflikt.

Venner er noget, man skal øve sig på at være. Lidt lige som når man skal lære at være mor. Nogen siger, at man først lærer det efter en livstid.

Hold nu kæft, k*lling

I et parforhold skal man nogle gange lære at elske hinandens større eller mindre uhensigtsmæssigheder. Jeg kan bruge bloggen til at få afløb for nogle af dem. Hvor min mand hænger sine til tørre, ved jeg ikke. Og det er måske også meget godt.

I ens ideelle selvopfattelse, ser man sjældent sig selv som en pestilens, og det er lettere at fremhæve sine egne gode sider ved at spejle sig i de sider, man ikke så godt kan lide ved andre. Det er f.eks. ret let at sige, at manden er en røv, fordi han overhovedet ikke skænker Mors Dag så meget som en tanke for nu bare at tage et ret præsent eksempel (…) eller når han har spist frokost og “rydder op”, og jeg finder den tomme mælkekarton og halvdelen af pålægspakken stående tilbage på bordet, længe efter han er færdig med at indtage føden. Bare lige så jeg også har noget at give mig til.

Selv om jeg ikke er meget for at indrømme det, så har jeg en pænt god idé om nogle af de sider, som han ikke er fan af ved mig. Jeg er dog ikke sikker på, at jeg kender det fulde omfang. Men her er et udsnit i ikke prioriteret rækkefølge:

  • Når vores søn har feber og er helt slatten, og mit første spørgsmål er “Tror du, det kan være noget med hjertet?”, selv om 5 andre børn i institutionen er sygemeldt samme dag. Det er måske ikke skide rationelt, men som hjertebarnsmor, tror jeg, det er lettere rent faktisk at fjerne hele hjertet fra moderen, end det er at fjerne minderne fra hendes hjerte. Og jeg bliver nødt til at spørge, for at føle, at jeg har afdækket den mulighed. At jeg har været opmærksom på det.
  • Når jeg med fuldt overlæg kommer og spørger ham, om hans børn er vågne, og jeg egentlig bare burde sige tingene lige ud og sige: “Læg den f**’ing tablet ned og vær til stede over for dem!”
  • Når jeg taler alt for meget om alt og ingenting. Og det gør jeg altså. Indrømmet.
  • Når jeg fortæller ham om menstruationssmerter eller forstoppelse. Come on, vi har altså været sammen i over 10 år. Vær nu ikke så sart.
  • Når jeg spørger, om han er faldet i tønden, efter som han har været på toilettet i over 40 minutter. Lige her er han lidt som teenage-tøser. De kan ikke gå på toilettet, uden at have mindst to gode veninder med. Han har også altid to gode venner med, hvoraf tabletten er den ene…
  • Når han spiller alle sine bedste kort, og jeg egentlig hellere vil få ordnet det sidste vasketøj og få de hængepartier fra ugens løb ordnet, så jeg kan slappe af til at imødekomme ham i en omgang to-mands whist for voksne.
  • Når jeg køber et dameblad mere til samlingen under sofabordet, uden egentlig at have haft tid til at læse de to foregående. Bare for at få inspiration til ugens madplan. Vi kører jo lidt på rutinen, ikke? Velvidende om, at jeg sandsynligvis KUN vil blive begejstret over opskrifterne og pænt skuffet over artiklernes pseudo-videnskablige overfladepolering. For en god ordens skyld, må jeg hellere skrive en disclaimer om, at jeg ikke køber dem HVER uge!

Sådan er der så meget, som både mænd og kvinder ikke forstår. Så har damebladene og pseudo-videnskabs-menneskerne noget at skrive om. Så har vi hver især noget at brokke os over. Og sådan kan vi så fortsætte til den dag, vi enten går hver til sit eller får hver vores hobby, som gør, at vi kan fokusere på det i stedet for, når børnene ikke længere kræver vores fulde opmærksomhed.

#sofuckinggrownup

Et åndehul midt i en verden, der brænder

Jeg har prøvet at skrive et indlæg om alle de tanker, der endnu engang fylder mit sind i kølvandet på vanvidshandlinger mod menneskeheden og ytringsfriheden. Men jeg kan simpelthen ikke sætte ord på det, jeg føler, fuldt ud. Jeg er ked af at sige det, men jeg forventede, at det ville ske et sted i Europa igen. Det var blot et spørgsmål om tid. Og det er virkelig sørgeligt at erkende. Men så længe, der er tosser ude i verden – uanset religion og hudfarve – der finder en sag så vigtig, at de vil slå uskyldige mennesker ihjel, som ikke finder friheden så hellig, at de vælger at sprænge sig selv i luften for en sag fremsat af syge hjerner – så er der desværre nok heller ikke et sted så helligt her i verden, at man kan føle sig helt tryg. Det er et angreb på den livsførsel, vi har i et moderne Europa, der er blevet angrebet. Det er trygheden og ytringsfriheden og det frie valg uanset køn, retten til at elske, uddanne sig og forfølge sine drømme – og dermed et angreb på Europas samlede liv.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal fortælle mine børn, hvis de spørger hvorfor, verden er af lave. Endnu er de så små, at de ikke forstår det. Men der går ikke længe, inden jeg skal fortælle dem, at verden ikke er så uskyldsren, som den burde være i børns øjne. Hvordan skal jeg lære dem at tro på det bedste i mennesker, når 7 syge mennesker sprænger og skyder tilfældige mennesker for et livssyn, der ligger langt fra de flestes? Og det er jo kun en brøkdel af den mængde af mennesker på verdensplan, der dør i religioners (i flertal!) navn. P.t. er verdens øjne rettet mod Frankrig, imens knap 150 mennesker er dræbt i Kenya i fanatismens navn. Hvordan skal jeg forklare dem, hvad ytringsfrihed er, hvis den er truet og hvis ytringsfrihed er at have ret til at sige, mene og tænke, hvad vi vil – og hvis dette også indbefatter at mene, at vores livsførsel i Europa er imod ens egen verdensopfattelse? At der nogle gange desværre ikke er alt for langt imellem tanke og handling. Jeg skal i hvert fald først og fremmest lære dem, hvad sund fornuft og respekt for andre mennesker er.

Vi sætter blå-hvid-røde-farver på operahuse og Facebook, og siger, at vi viser vores respekt, men om en måned er det “glemt” igen for alle, der ikke mistede én, de havde kær i massakren. Liver skal gå videre, siger vores statsminister, og jeg er enig, Men så længe vi ikke kan fjerne fanatisme ved roden, så er jeg ikke helt overbevist om, at livet nogensinde vil blive helt det samme.

Jeg har i weekenden prøvet at fordøje verdens elendighed og det langt mere nære i form af en uge med syge børn på skift og et job-familie-liv helt ude af balance. På løbeturen, imens vasketøjsbjergene blev lagt sammen og under havearbejdet.

Weekenden har budt på langt mere jordnære udfordringer som enorme mængder af vasketøj efter 8 dage med omgangssyge hos poderne, oprydning og hvad der synes som uendelige diskussioner med ældstebarnet, om hvor vidt hun enten skal spise noget eller have tøj på eller skal prøve at forstå, at vi andre også lever under samme tag som hende, og ikke er ovenud begejstrede for hendes mange udbrud og sammenbrud over en forkert streg på tegningen eller noget, lillebror har rørt ved, når han ikke måtte. Happy happy joy joy.

Lillebror nærmer sig voldsomt the terrible twos, så hvis ikke vi fik nok af selvstændighed hos den ældste, så bidrager den yngste også så rigeligt til løjerne.

Så løsningen i dag blev at tage dem begge med ud i haven og brænde krudt af. Legehuset blev lukket ned for sæsonen og IKEA-køkken og bord og bænk blev taget med indenfor igen. Blade blev fejet sammen og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at begrænse næste års invasion af dræbersnegle. Faktisk har haven ikke været så pæn i 4,5 år! Den har stået sidst på to-do-listen, siden børnene kom til, og manden er ikke just den, der springer derud og er fiks med en beskærsaks og en rive. Der vil nok være to torsdage i den uge, han første gang gør det…

Bede er ryddet og gjort klar til næste års højbedsbyggeri og haveredskaberne er vasket af og smurt med olie, så de kan klare endnu en sæson. Visne stauder er fjernet og sennepsfrø er plantet i de bede, der skal have afgrøder næste år, så jordkvaliteten kan højnes. Jeg fik sgu sågar bagt boller, vi kunne spise, da havearbejdet var slut. Det gav en følelse af ro inden i – følelsen af overskud, faktisk – selv om jeg godt ved, at der stadig er 100 projekter, jeg mangler at forholde mig til. Men godt for nu – og godt for både trodsige børn og metaltrætte forældre. Det fortæller mig i hvert fald, at vi er på vej i den rigtige retning trods alt.

Efterårets farver og dufte og fugtige luft, de fysiske udfoldelser i haven og ungerne, der hviner af fryd på gyngerne. Lyden af vinden og blade, der hvirvler forbi, og ungernes “Mere gyng-gang, moar, mere gyng gang”; “Se, hvor højt jeg kan gynge, når jeg står op på gyngen”. Det hele var med til at rydde lidt op i sindet og få den seneste uges oplevelser på godt og ondt og fra nær og fjern lidt på afstand, inden en ny uge kalder. Hvor forpligtelserne igen står i kø, og hvor klokken dikterer hverdagens vante gang.

Jeg håber virkelig, at det bliver en uge med raske, glade børn. Hvor vi kan passe jobbet og holde fri med familien, når vi er hjemme. En uge, hvor vi ikke skal bekymre os og være bange. En uge, hvor vi kan glædes over hinanden og jule, der nærmer sig. En uge, hvor verden står sammen og kommer et skridt tættere på, at genetablere balancen og troen på det gode og menneskers fællesskab.

Tak for l*rt

“Hvis man passer en baby, kan der godt gå lort i den. Det ved Villads fra Valby”. Sådan starter en af Lille Es børnebøger. Og det er så sandt, som det er sagt. Og, når man har med en treårig at gøre, åbenbart.

Hvis du har et anstrengt forhold til fæces, skal du nok ikke læse videre. Heller ikke selv om det faktisk var ret sjovt. Altså bagefter. Og måske man skulle have været der. Og ved nærmere eftertanke, nej. Det ville man ikke have lyst til. Måske det bare skulle være ens egne børn. Og så er læserskaren begrænset til to… Men er du ikke afskrækket, så kommer det her:

Havde frk E i bad her til aften. Huhej, hvor der blev plasket i badekarret. Huhej, hvor hun hyggede sig. Jeg benyttede lejligheden til at rydde af efter aftensmaden, imens manden puttede lillebror. Pludselig råber E fra badeværelset: “Mor, jeg skal tisse”. Jeg svarer, at så må hun gå på potten. Den står lige ved siden af. Hun råber igen: “Mor, jeg skal tisse”. Så gå dog for fanden på potte. Den er jo lige ved siden af!!! Jeg trasker op til badeværelset og hun står op i badekarret og hendes ansigtsudtryk afslører, at der er andet i vejen. Jeg rækker hende hånden, så hun ikke falder på vej ud af badekarret. Så hun hurtigt kan komme på potte. Og hun rækker mig sin hånd… For så at aflevere en stor fed l*rt lige i hånden på mig!!! Ewwwwwwwwwww!!!!

Jeg aner ikke, hvordan jeg har set ud i ansigtet. Men mit udbrud var ikke for små børns ører. Men altså. Adrrrrr!!!!! Hvordan pokker kom den tanke lige gennem hendes ellers kloge hoved????? Var det lige den mest logiske løsning? Ganske givet. For så var hun da af med den…. Og hvem fikset ting her i verden? Det gør mor!

Hvis der findes et tidspunkt, hvor man med rette kan benytte udtrykket “Tak for lort”, så var det vel der, tænker jeg. Både i bogstavelig forstand og med sarkasme i stemmen. Det troede jeg alligevel aldrig, jeg skulle opleve. Og satser stærkt på, at det var en engangs’fornøjelse’!

Forresten valgte lillebror også at sende sine efterladenskaber ud igennem siden af bleen og efterlade dem på sin fars tøj. Hvorefter mor her måtte redde ham (altså faren) og overtage det indsmurte barn. Og fikse tingene. Igen. De ting læser man altså ikke om i bladene eller What to expect when you are expecting.

Alt i alt dagen i dage vidst betegnes som en lortedag (o:

Er du min ven, mor?

Det fylder meget for min lille store pige, hvad venner er. Om man har venner. Og om man er en god ven. Vil man kun lege med sine venner (eller ‘Nogen, som kan li’ mig’, som hun selv siger) eller om dem man ikke kender også kunne blive til venner. Sidstnævnte morens bemærkning, når hun tilføjer ‘kun’ og ‘altid’ og ‘aldrig’ til sætningerne.

Verden er stor og ny og koncepterne er svære at forstå. Det er i hvert fald enormt vigtigt for hende at få tilhørsforholdet på plads. ‘Du er kun min mor. Du er kun min og Vs mor’, ‘Elsker du tre i det her hus? Altså mig, og V og far?’.

Og i bilen i dag: ‘ Er du min ven, mor?’

Jeg svarede selvfølgelig ‘Ja, skat. Altid!’

‘Du er også min ven, mor. Min bedste ven’.

Åh, lille skat, hvor jeg dog håber, at det fortsætter. At jeg ikke skubber dig fra mig, skuffer dig eller får dig til at føle dig skidt til mode. Ikke ender med at have den afstand imellem dig og mig, som min mor og jeg har haft i mange år. Men en ven i den forstand, at du er dig og jeg er mig og vi begge respekterer det. At du ikke bliver for voksen for hurtigt og at jeg ikke prøver at være ung med de unge. At vi kan have hinandens fortrolighed, og stadig respektere, at det ikke er alt, mor og datter skal dele. At du vil tænke på mig som en god og forstående og støttende mor. At jeg må leve op til alt det, du ønsker dig, jeg skal være. Og at du aldrig tvivler på, at jeg vil være her for dig – uanset hvad.

Happy anniversary, Honey!

I den forgangne uge var det 5 år siden, jeg blev en gift kvinde. 5 år siden min mand og jeg i al hemmelighed sagde ja til hinanden på det lokale rådhus. 5 år… det er egentlig lidt lang tid, når man sådan tænker efter. Ikke krondiamant-agtigt længe, men 5 år er også en slat, når man skæver til skilsmissestatistikkerne.

Træbryllup kaldes det. Jeg husker meget tydeligt min bryllupsdag, men ikke 1, 2, 3 og 4 årsdagene, når jeg skal være ærlig. De passerede nok ganske fredeligt forbi.

Men som vi sad dér og spiste en god hjemmelavet middag (utopi at tage på restaurant med en 3 måneder baby og en knap tre-årig terrorist, i min bog i hvert fald), tænkte jeg tilbage på den dag for 5 år siden.

Vi var enige om, at det skulle gøres i “hemmelighed” – at det bare skulle være vores dag. 5 minutters vielse på rådhuset og så ud og spise brunch. Bagefter trak vi i malertøjet og tog ud i det hus, vi lige havde overtaget få dage forinden. Vaskede vægge ned, malede og tørrede af. Og som eftermiddagen kom, forsvandt lyset også – for vi havde ingen lamper i huset, og vi bestilte pizza og sad på gulvet i køkkenet i skæret fra ovnens lys og indtog vores bryllupsmiddag. Stille og roligt og ganske romantisk alligevel.

Hvad familien sagde til denne fremgangsmåde og et hemmeligt bryllup, er så en anden sag…

Men her 5 år senere sad vi i selv samme køkken og spiste aftensmad. Ikke bare os to, min mand og jeg, men sammen med hele to børn. En knap 3-årig, der drak mælk af rødvinsglas og en lille 3 måneder gammel baby, der sov rusen fra sin første vaccine ud. Verden ser bare anderledes ud i dag. Vi kender hinanden bedre – på godt og ondt – og vi er heldigvis stadig sammen, trods det faktum, at hele verden nu centrerer sig om at få hverdagspuslespillet til at gå op. Børn, børn, børn og meget lidt voksentid. Sad og tænkte på, at om 5 år, har vi forhåbentlig endnu mere tid til at være os. I 2019, hvor børnene er 8 og 5 år og er mere selvkørende. Så er det forhåbentlig mere tid til hinanden og os hver især fysisk og mentalt, når vi er færdige med babyer, bleer og ballade.

Når jeg skal være ærlig, tror jeg ikke, at vi sidder i samme køkken til den tid. Forhåbentlig er vi stadig sammen, men et andet sted i landet. Forhåbentlig har vi fundet en base et andet sted, hvor vores børn kan vokse op og vi kan blive gamle. Forhåbentlig har vi begge de jobs, vi holder af og brænder for. Forhåbentlig er vi og vores børn sunde og raske. Forhåbentlig føler jeg mig lige så glad – hvis ikke mere – for det liv, jeg har.

Tillykke med bryllupsdagen, min skat. Tak for kampen, so far. Så tager vi hul på endnu 5 år.