Aktiv terapi

God og godt brugt weekend til salg. Vi har været hjemme, og det har virkelig været tiltrængt. I kølvandet på de sidste mange uger – og i særdeleshed den forgangne – er jeg kørt helt ned til sokkeholderne. Tankerne og følelserne, efter at olde ikke er her længere, har fyldt meget, og oveni skal vi forsøge at dele et hjem op. Kommunen kommer og henter alle de hjælpemidler, han havde til låns, huset skal sættes til salg, og vi skal forsøge at danne os et overblik over alle de ting, vi som familie står med her bagefter.

Selv om der er meget, jeg med garanti kunne hjælpe med i hans hjem og i forhold til alt det praktiske, har jeg valgt at være hjemme og lukke ned. Det har virkelig været skønt.

Både hovedet og hænderne har arbejdet. Hovedet med at tænke på stort og småt og prøve at komme overens med, hvad der er sket. Hænderne med at færdiggøre et gammelt projekt, som måske godt kunne have ligget lidt længere, men som giver god mening lige nu.

Jeg har renoveret vores værksted. Hvorfor, tænker du måske? Men sagen er den, at jeg har arvet min bedstefars værktøj, som har en ganske særlig plads i mit hjerte. Allerede fra barns ben af, lærte han mig at arbejde i træ primært. Save, male, hamre og banke. Det blev til mere eller mindre vellykkede projekter, og senere til at reparere ting og sager i hus og have. Bygge og konstruere.

Nu er alle gamle søm og skruet taget ud af væggene, huller er spartlet ud, væggene er malet og al værktøj er tørret af. Når væggene er tørret, begynder puslespillet med at finde en plads til både hans og mit værktøj, så alt får en værdig plads og er klar til nye projekter.
Jeg tror, han ville være glad for, at det som han gennem et liv har samlet og brugt, flytter ind i nyrenoverede “lokaler”. Kender jeg ham ret, ville han have været godt tilfreds med, at jeg har gjort mig umage; at det der betød noget for ham, også betyder noget for mig.

Hver enkelt ting virker så bekendt – jeg har kendt det hele i 30 år, siden jeg første gang fik lov at bruge en hammer. Det er hans, ikke mit. Men jeg passer på det for ham, nu hvor han ikke længere har mulighed for det selv.

Imens malingen tørrede, fik jeg styr på alle de ting, der har ligget og grinet af mig. Papirer i mapper, børneværelser der lignede Jerusalems ødelæggelse, vasketøj og nullermænd der i fællesskab truede med at overtage verdensherredømmet, og pap i garagen fra en gave-rig juleaften. Det hele blev rundet af på fineste vis med et besøg ved oldemors grav, hvor hun snart får følgeskab af oldefar.

Det føles rigtig godt at have udrettet en masse midt i en tid, hvor tristhed har fået overtaget. Det virkede nærmest terapeutisk. Vejret har vist sig fra sin smukkeste side, og det har været helt fantastisk at vågne ved lyden af børnene frem for lyden af vækkeuret. Ingen planer, ud over dem, vi selv har lagt.

Det hele skal nok blive godt og lyst igen – det skal bare lige have sin tid til at synke ind.

img_20170115_203824_567

 

En dag, man selv har valgt

Blogger fra mit “lejede” kontor. Det er i hvert fald “mit” til i morgen. Fingrene har været aktive på tasterne hele dagen. Først på Dankort-terminalens taster, da der (u)heldigvis vrimlede med gode tilbud i byen (UPS! Jeg kunne altså først tjekke ind kl. 14.00…) og dernæst i flere timer på computerens taster.

Jeg har læst, set og skrevet en masse på LinkedIn. Snuset og snaget, læst vise ord fra dem, som ved mere om det, end jeg gør. Jeg har bedt om anbefalinger og anbefalet andre, og har prøvet at sammenholde det hele med, hvem jeg egentlig synes, jeg er, og hvad mit CV siger om mig. Sælge, men ikke oversælge.

Når jeg scroller gennem resultatet af dagens arbejde, så kan jeg godt have lidt svært ved at se, hvordan så mange timer kan gå med at have så forholdsvist “lille” et færdigt produkt. Men der er skrevet og rettet til og flyttet kommaer og udskiftet med flere eller andre ord. Det er overhovedet ikke så let, som det måske lyder – altså at sætte ord på sig selv. Heller ikke selv om man lever af at skrive.

Nu har jeg kastet håndklædet i ringen for i dag og sidder i en blød hotelseng, alt imens byen fester og naboen laver et eller andet, jeg ikke kan – og måske ikke vil – greje, hvad er. Det er simpelthen en uskreven regel, at jeg altid får de trælse hotelnaboer, når jeg er et eller andet sted. Hvis jeg ønskede natlig uro, skulle jeg bare være blevet hjemme…

MEN: Det har været så fedt at have dagen for mig selv. Jeg har virkelig savnet at være lidt alene. Det føles nærmest eksotisk at kunne bruge en hel dag på noget, man selv har valgt og selv har lyst til. Efter at have fortærret en hel pose M&Ms (og en Yankee-bar), var det ikke den store sult, som plagede mig, så tog en sandwich og en iskold Somersby med ned i parken ved hotellet og sad og nød solens varme. 27 grader, kold alkohol og udsigten til at kunne sove længe! Det er faktisk som at have vundet i Lotto! Yay! Var jo nærmest sådan lidt ung med de unge og det hele.

Nu vil jeg lægge  mig med god samvittighed og stene lidt mere tv og sove – om min ork af en nabo tillader det – og så spise syndigt meget af morgenmadsbuffeten i morgen, inden endnu en dag i fremtidens tegn melder sig, og turen går hjem til husbond og husalferne igen.

Godnat derude <3

IMG_20160603_191653

 

Luksusuge

Jeg har desværre ikke vinterferie i denne uge, men når man nu partout skal slave den bag skrivebordet og tastaturet, så gør det bestemt ikke noget, at denne uge skiller sig markant ud fra mængden. I hvert fald, når det kommer til at pleje sit sociale liv med og uden børn. Har måske endda knebet mig selv i armen et par gange, for lige at tjekke, om det virkelig kan have sin rigtighed.

Ugen startede med en spontan legeaftale for både mor og datter, da voksne venskaber så absolut kan udvikles gennem børnenes venskaber. Inklusiv aftensmad. Og alene det faktum, kan nærmest gøre hele ugen til optur, da det dag ud og dag ind er undertegnede, der brødføder familien, da farmand bliver blank i blikket, når der skal koges et æg eller sammensættes en Knorr-lasagne… Og efter legeaftalen gik vi endda hjem med en helt uforudset bryllupsinvitation. Endnu en bonus!

Tirsdag havde vi tid til en hel masse andet og især til at nyde solens stråler sammen alle fire, fordi fritidsinteresserne heldigvis holder ferie. Og onsdag var der dømt venindehygge på en lokal café med en kvinde, jeg har kendt de sidste knap 15 år. Bare os og god mad og masser af snak og kaffe!!! Det føltes som en regulær menneskealder siden, hun og jeg sidst havde været ude alene. Selv om det ikke helt er sandt. Der har bare været så meget snot og feber og krumspring for at få det hele til at gå op i en højere enhed siden nytår.

Jamen, kan der da være på en enkelt uge??? Det kan du gange med 100! I dag slipper jeg dælme også for madlavningstjansen, da vi efterhånden er ved at etablere et lejlighedsvist ”spis og skrid”-fællesskab med naboen. Torsdag er lang arbejdsdag for min mand, og naboen foreslog for nogle uger siden, at vi da bare kunne spise sammen inde hos dem. Det var bare så hyggeligt, at det er ved at udvikle sig til en tilbagevendende begivenhed på børnefamilie-venlige vilkår. Vi har hver især et antal børn under 5 år, som, leger fantastisk sammen, og når aftensmaden er indtaget, er der ingen af os, der forventer (eller har kræfter til) aftenkaffe og lange samtaler – vi skal bare have ungerne hjem i seng. Jeg glæder mig til det – og til at gøre gengæld i nærmeste fremtid, når de kommer på besøg hos os.

Som en sidste klat flødeskum på toppen, får jeg så en smule vinterferie sammen med ungerne i eftermiddag! Selv om det ”kun” bliver til 5 dage i alt inkl. weekend ø hjemme sammen, så er det ret fantastisk! Vi skal ud og opleve nogle fantastiske ting, vores by indeholder, og ud og lege i haven, besøge oldefar og drikke store mængder varm kakao.

Jeg kan mærke det! Det bliver SÅ godt!