We've got a biter!

Dælen-dulme så, om ham den lille lømmel har fundet på at bide! Hvad skal det nu til for? Hans udskejelser er i forvejen så vanvittigt anderledes, end hans søsters var ved 1,5 år – og vi taler ikke til den gode side. Han piller i alt og slår på alt og har et temperament, der kan høres fra det ydre rum. Han er en gennem-glad bandit, men han er fræk som en slagterhund! Han skal nok selv bestemme, hvad han vil, “nej” og “stop” preller af på ham og han kan hærge huset eller vuggestuen på 5 minutter. Hvor vi kunne sige “Det må du ikke” til hans søster og stille et andet alternativ til rådighed, så har yngstemanden ingen interesse i dette. 100% lømmel, siger jeg dig! Og også ret sjov! Man troede, man havde prøvet det meste med ét barn, ikke???

Men det er ikke så sjovt og charmerende, at han er begyndt at bide uden umiddelbar grund. Han har bidt sin søster i armen op til flere gange – oftest, hvis de var uenige om, hvem der skulle have bolden eller dukken eller bilen. Ganske givet i mangel på ord og evnen til at udtrykke sig klart – og for at sige fra, ikke mindst. Vores egen “friendly neighboughoot Biter-man”.

Og så var der i dag…. Ikke grine, vel? For man griner ikke at børn, der bider…men altså. Når han render målbevidst hen til sin søster og bider hende lige i måsen – umiddelbart uden grund – så er det uforvarende sjovt. Og alligevel ikke. For efter aftensmaden gik han rundt målbevidst rundt om bordet og bed sin far i delleflæsket! Lille skide**k!

Som den moderne mor, jeg er, har jeg spurgt onkel Google til råds og her får jeg adskillige beretninger om det samme. 1½ år og bider i mangen af ord eller 1½ og bider af ren og skær kærlighedsfølelse… Håber for faren og søster, at de – når tandmærkerne er væk – vil se det som en kærlighedserklæring. De kloge orakler på Google siger, at man bestemt skal sige nej til barnet (oftest sønner åbenbart???), når de bider og sætte dem væk. Men når nej har lige så stor effekt som at få politikere i den igangværende valgkamp til at lytte til hinanden og samarbejde, så er vi lidt…ehmmm…udfordrede. Jeg har sagt det før. Jeg har født “ham“. “Ham” de andre mødre synes er såååå sød med sine tykke kinder og kække blik i øjet, men som de – hånden på hjertet – er ret glade for ikke er deres egen, når man ser ham for fuld udblæsning.

Men jeg elsker ham jo – og han åbenbart også sin søster og far med hud og hår. Moren har han endnu ikke dristet sig til at prøvesmage. Men man bider jo heller ikke den hånd, der fodrer én, vel??? ;o)

Ham du nok ved

Der er noget, man glemmer fra barn nr. 1 til barn nr. 2. F.eks. hvor godt det i virkeligheden føles, den første nat begge børn sover igennem, hvor meget sjovere det hele bliver, når yngstebarnet også kan gå og være med i haven og på legepladsen – OG hvor meget man i virkeligheden løber efter den yngste, så snart han/hun finder ud af, hvordan man åbner hoveddøren i tide og utide, stikker fingrene i stikkontakten og forsøger at kamme fjernsynet…

I går havde jeg yngstebarnet med ind til naboen for at hente noget, vi skulle låne til en tur i sommerhus. Jeg satte ham ned et kort øjeblik, for at hjælpe med at tage imod tingene fra loftet – og væk var han. Først løb han ind i stuen (jep, han kan løbe 16 måneder gammel…) og begyndte at pille ved en bil og køre rundt med den på gulvet. Derefter løb han rundt sammen med naboens søn, der er 2 år ældre. Men så var der stille et øjeblik og jeg gik ud i køkkenet for at se efter ham. Og der sad han, midt på gulvet – og var i færd med at hive alt ud af naboens køkkenskuffer. Jeg ryddede op og undskyldte min pilfingrede søns opførsel og tog ham med ud i entréen, hvor jeg tog sko på igen og troede, jeg havde styr på ham. Men et øjeblik med ryggen til, og så var han væk igen. Ud i køkkenet igen og her fandt jeg ham stående på sønnens tripp trapp-stol…i fuld gang med at spise resterne af sønnens aftensmad! Argh, knægt for pokker!!!

Igen undskyldte jeg for min søns opførsel, og naboen tog det pænt og forklarede, at sådan noget, kunne deres yngste også finde på. Jeg håber, det er sandt, Med sønnike under armen og lånegenstandene i den anden hånd, tøffede jeg ind til mig selv. Lettere pinligt berørt. Også selv om naboen sagde “Vi må også finde en dag, alle 4 kan lege sammen” (og sikkert tænkt: “Hvis det bliver inde hos jer!!!). Jeg prøvede så for første gang, at være mor til “ham”. Du ved, “ham”, de andre forældre skæver til og i deres stille sind er glade for, at de ikke har ansvaret for. Sød, køn og klog knægt – og yndig ikke mindst – men også ham, der kræver et øje på hver en finger, og hvor forældrene sjældent kan ånde roligt op og nyde kaffen, imens børnene leger så sødt.

Tag bare endnu et eksempel fra i går. Ældstebarnet spiller iPad efter aftensmaden og lillebror trisser rundt og hygger. Piller på skærmen og går ud af det spil, søster spiller, hun hyler, han bliver skubbet væk og han hyler op en stund, og fortsætter herefter sit togt efter nye ting, han kan pille i. Jeg forsøger at få aftensmaden og opvasken af vejen og nyder stilheden. Men pludselig bliver der for stille. Jeg spørger Ældstebarnet, hvad Lillebror laver, og hun svarer henkastet: “Han får stød”. GISP! Jeg smider alt, hvad jeg har i hænderne og løber ind stuen – og her sidder Lillebror ganske rigtigt med fingrene i en stikdåse, der normalt er gemt bag sofaen og hviner af fryd, da jeg får øjenkontakt med ham. “Seeee deeeeeeeet!”, hviner han, i det jeg flår den ud af hænderne på ham. FÅRK!!! Man kan ikke vende ryggen til i 2 minutter.

Og så har jeg ikke fortalt om den dag, han kravlede op på sofaens armlæn og stod og lavede noget, der mest af alt mindede om twerking, imens han smilede over hele krydderen, og i morges, da han stod på tæer og nåede håndtaget på hoveddøren og stak af, imens jeg børstede tænder på storesøster. Jeg hørte døren, og stoppede han halvvejs ude i indkørslen. Men altså… Slap nu af, lille mand! Nok er du mors Superman, men du behøver ikke benytte ALLE  dine superkræfter på ÈN gang, vel???? Jeg får dårlige nerver!

Han er 16 ½ måneder og præmatur. Men det har han vidst glemt. Heldigvis. Søster har aldrig været sådan. Med hende havde vi dårlig nok sikkerhedshasper på lågerne og kunne tage det meste med ophøjet ro. Hun har aldrig udfordret grænserne en brøkdel af det, Lillebror nu præsterer. Det er for alvor et wake up call af de store at have ham her! Han er fantastisk. Han er en udfordring. Han er lærenem. Han er dumdristig. Han er sjov. Han er kærlig. Og han er “ham”. Men bedst af alt, er han min!

Moderskabets catch 22

Jeg dedikerede ugen til en snak om livet under bæltestedet, men det blev sgu lidt af en fuser, når jeg nu ikke havde tid/overskud/overblik til at skrive noget. Sorry! Det bliver lidt af en cliff-hanger …hvis du altså ventede på det overhovedet.

Jeg synes simpelthen, jeg har tabt sutten over hverdagen og familielivet. Det hele sejler, ungerne er grænsesøgende, hjemmet roder og jeg synes, at alle de ting, jeg havde sat i system slet ikke fungerer. Selv om weekenden har haft 3 dage denne uge, så synes jeg ikke, jeg har lavet andet, end at rydde op og vaske tøj og tørre mad, mælk eller tis op, og skælde ud/konflikthåndtere. Jeg har tidligere skrevet om at blive voldtaget af hverdagen, men hvad vidste jeg dengang? Det føles ikke mindre med to børn. Double trouble, siger jeg bare.

Men det er ikke ungerne, der tager æren for det hele. For de sætter ikke rammerne herhjemme. De fylder dem til gengæld ud til maks. Systemerne er forældrene ansvarlige for og den skal vi have til at fungere. Det er som om, nogen har slukket for energitilførslen til mig og alle celler i kroppen kæmper for at opretholde en eller anden form for funktion. Men jeg kan ikke lægge mig ned og sige, at det er synd for mig. Jeg skal fortsætte, for at alt ikke ender i Ragnarok.

Den lille går og piller i alt. Forsøger at stikke ting i stikkontakterne, tæve fjernsynet og drukne legetøjet i toilettet, og ynder at hive alt (ALT!) op af skufferne og ud af skabene. Og han bliver seriøst pissed off, hvis du prøver at forhindre ham i det! Ryster på hovedet, laver trutmund og går baglæns væk fra mig, hvis jeg nærmer mig. Og tænder til sidst for sirenen for fuld kraft, for hvert skridt jeg tager hen imod hans lyssky foretagende…

Storesøster lider (også) af et alvorligt tilfælde af selektiv hørelse, og svinger mellem at prøve arrogance og selvmedlidenhed af. Enten skal jeg bare skride og får en svær besked med på vejen, eller også hyler hun ulykkeligt over at skulle tage sko på selv. Hun smider ting omkring sig og forventer, at hustjeneren kommer og samler op, og er ikke just forhandlingsvillig, når det gælder om at rydde op igen. Hun er begyndt at tisse i bukserne igen – eller alternativt lige foran toilettet, selv om hun er ved at tage bukserne af. Der er ikke umiddelbart nogen grund, og spørger man hende, svarer hun “Hvad? Jeg huskede det bare ikke” og fortsætter med at tale om noget helt andet (hun holder stort set aldrig mund).
Og så er vi ikke engang kommet til måltiderne, hvor det hele går op i hat og briller for begges vedkommende. Den ældste er gået på babystadiet igen og piller i maden og splitter den ad og spiser – undskyld mig – virkelig grimt! Der er mad på bordet og gulvet i en diameter af 1 meter omkring hende, hvis vi ikke guider hende gennem måltidet. Og hun bliver 4 år inden længe og ved ganske udemærket, hvordan man spiser pænt. Den lille er dreng plantet solidt midt i et udviklingsspring, og synes, at det er fantastisk at hælde al mad af tallerkenen og smide det ud over hele bordet. Hverken det ene eller det andet kan han gøre for, men altså… Vi siger nej, nej og nej – og det tænder bare en gnist i ham til at sprede maden med vilde bask med armene hen over bordet, imens han kigger bevidst på os efter en reaktion. ARRRRRGH!

Der bliver råbt “Mor” eller grædt i vilden sky et eller andet sted i huset, så snart jeg er tilstrækkeligt langt væk til enten ikke at kunne høre, og ender med at råbe tværs gennem huset, hvilket jeg VIRKELG hader (!!!), eller jeg naivt tror, jeg lige kan nå at fylde opvaskemaskinen eller sidde og nyde en halv kop kaffe. Jeg gider ikke være den slags mor, der råber, men ender alligevel med det. For overhovedet at blive hørt i mere end én forstand.

Jeg synes, opvasken vokser, hver gang jeg vender ryggen til og bunken med vasketøjet lige så. Det er stort set ligegyldigt at støvsuge, for der ligger brødkrummer over alt en time efter. Og det ville være rengøringsmæssigt selvmord med to børn og tre katte at lade være. Og jeg ville simpelthen blive vanvittig!

Det er bare ikke tilfredsstillende at gøre rent dag ud og dag ind og ikke komme videre. Knokle på jobbet, knokle hjemme, knokle for ikke at fucke børnene helt op opdragelses- og selvtillidsmæssigt op og knokle for at ægteskabet ikke ender i ruiner i kølvandet på de tre foregående. Og hvor er jeg selv henne i det hele? Pist f**king væk! Og det er til at tude over!

Det hele skulle jo efterhånden være sat i system. Træning mandag når ungerne sover, ungernes svømning tirsdag, arbejde længe onsdag, manden arbejder længe torsdag, hjemme fredag, mandens træning lørdag, handle søndag morgen osv. Madplan, indkøbslisteapp og familietavle. Faste rutiner og umiddelbart ingen grund til slinger i valsen. Vi hænger på og kommer afsted, men alligevel føles det som om, vi kører af sporet i forsøget på at lykkes. I det mindste skændes manden og jeg ikke. For vi har ikke tid og overskud til at tale sammen i første omgang. Jeg synes ikke, han lytter; han synes sikkert, at jeg aldrig sidder stille og slapper af. Begge dele er ganske sandt.

Det er sgu trist. Det er alt for voksent til min smag! Men jeg kan næsten ikke se, hvad jeg skal gøre for at ændre det, før ungerne bliver store nok til ikke at gide os mere og vi pludselig har mere tid, end vi ønsker.

Og hvad har jeg så at brokke mig over? Jeg har sunde og glade børn, der tester naturlige grænser. Jeg har 24 timer i døgnet som alle andre. Jeg er gift og har råd til det, vi skal bruge og til at give børnene lidt mere, end de har behov for. Jeg har hus og bil og kæledyr og et job, der giver nok til at betale regningerne. Jeg bor ikke i Nepal eller andre steder i verden, hvor alting bogstaveligt talt er ramlet om ørerne på indbyggerne. Så svaret er vel: Egentlig ikke noget. Jeg er bare et træt tilfælde af to børn, ægteskab, fuldtidsarbejde og forpligtelser, jeg ikke føler, jeg kan give fingeren og blæse på. Jeg ville gerne være en bedre veninde og en bedre datter, en bedre kone og ja, en bedre mor, og jeg prøver alt, hvad jeg kan, uden dog at føle, at jeg er pokkers succesfuld. Luksusproblemer sammenlignet med rigtige problemer, selv om det føles altopslidende.

Jeg har sunget sangen før på bloggen og det synes, at være moderskabets catch 22: Enten giver man sig tid til at være sig selv og føler, at man ikke er nok for andre, eller også giver man alt til andre og føler, at man har tabt sig selv i det hele.

Back-up blev der sagt!

Mangel på løbende back-ups var ved at blive til et KÆMPE back-UPS i går.

Prøv lige om at være ved at s**** i bukserne og have opkastningsfornemmelser: På grund af midlertidig flytning til andet online-storage af familiens billeder, lå alle – som i ALLE – børnenes billeder fra fødsel til nu på min PC. Og gæt, hvad der gik død i dag…?!??!!!!! Mega-mega-mega PIS!

Tudede febrilsk i telefonen til min mand, der sad 100 km fra hjemmet på jobbet og ikke kunne gøre hverken til eller fra. Tudede og havde fysisk ondt – hvad hvis jeg mistede alle billeder af børnene??? Alle fotos fra Lille Es fødsel og første tre år og fra Lille Vs operation og helt fantastiske come back til livet?!??

Vi børn af 1980’erne og laaaaang tid før det er vant til at have fysiske fotoalbums med gulnede billeder og brune fløjlsbukser, og ikke en masse filer online eller på en PC, som dokumenterer minutiøst, hvad vi har foretaget os fra fødsel til første prut. Men tal lige om en dyrebar skat at miste! Det ville jeg slet ikke kunne bære.

Brugte 3 timer+ og mine forholdsvis ringe IT-kundskaber ud i genskabelse af dokumenter og fejlsikret tilstand og recovery-programmer m.m. 20 forsøg, sved, tårer og rystende hænder – og så lykkedes det at lægge billederne over på en ekstern harddisk. Sikke et chok!

Må jeg lige give et OBS: Opfordring til Bloglæsere om Selvforskyldt dumhed. Tag Back up af de billeder og dokumenter, du har kær, hvis du ikke automatisk uploader til et en sky i Æblekulten. Og tag den nu!

Selv tak!

Når man kaster op, så spilder kroppen

Nå, men jeg skrev i går, at jeg glædede mig lidt til at komme på job i dag, ikke? Det kom jeg så ikke… I stedet trøstede jeg og tørrede bræk op og skiftede sengetøj hele natten. Både på Ældstebarnets seng, ekstramadrassen og vores dobbeltseng… Sidstnævnte to gange. Damnit! Stakkels lille pige og så så tapper. Åh, hvor jeg selv hader at kaste op – og hun har nu gjort det on and off i 24 timer. Hun prøvede virkelig at komme ud til toilettet, hver gang hun skulle. Men det lykkedes langt fra hver gang. “Mor, når man kaster op, så spilder kroppen maden”, mumlede hun søvndrukkent kl. 3 i nat, efter at have set sin galde i toilettet. Åh, lille skat. Du er så sød og eftertænksom. Lille trold!

Det blev til én uge tilbage på job og så skulle der en barns sygedag til. Jaaaahhhhhhh…NOT! Det var lidt med dårlig samvittighed, jeg ringede til jobbet i morges. Lidt med en følelse af ikke at slå til. Igen. Men jeg vil også gerne passe mine børn selv, når de er syge. Vise dem, at jeg er der for dem og være den trygge havn. Man skulle have boet i Sverige, ikke? Op til 60 dage årligt hjemme til at passe syge børn med 80% indkomstdækning disse dage på den såkaldte VAB-ordning… Men det har vi ikke, så i morgen har jeg lavet en aftale med farmor og farfar om at passe tumlingen, til hun forhåbentlig er frisk. Og ved også godt, at hun bliver 110% forkælet der.

I stedet for at planlægge outdoor-reklame, har jeg passet syg tulle-pige, panikket over at få aflevereing og afhentning af lillebror koordineret med en pige, der ikke kunne være ret langt fra en spand eller et toilet ret lang tid ad gangen, har vasket gulve, sengetøj, vægge med mere. Vasket, vasket, vasket , vasket og vasket. Troede i morges seriøst ikke, jeg skulle nå bunden af vasketøjskurven (ej heller overleve trætheden dagen igennem på grund af minus nattesøvn), og der kom bare mere og mere tøj til. Flere gulvklude og viskestykker og håndklæder. Men 5 maskinfulde senere og 3 læs tørretumbling, så tror jeg, jeg snart kan skimte bunden. Nu skal jeg bare igennem tøjsammenlægningen, før jeg kan skimte min seng! SUK!

Og så håber vi lige i fællesskab på to ting, ikke? 1) at hun nu har brændt det ud, før vi går en ny nat i møde og 2) at hun ikke giver det videre til sin lillebror, tak!

 

Ude godt, men hjemme bedst?

Nå, så gik der en uge. En uge på job efter anden og sidste barsel. En uge uden for husets fire vægge.

Enormt mange mennesker spurgte mig, hvor vidt jeg var nervøs/spændt/ked af/glad for/klar til at starte på job igen – især Lille Vs hjerteforløb taget i betragtning og hele tiden inden. Mit svar var klart: Jeg følte intet omkring jobstarten. Hverken positivt og negativt. Intet. Og det har nok ikke været så skidt igen, hvor koldt, det ellers måske lød. For inden i gædede jeg mig til afveksling fra livet hjemme, kunne slet ikke forestille mig, hvordan det ville komme til at hænge sammen med vores jobs og to børn i institution og var nervøs for, hvordan jeg nu skal jonglere hele setuppet omkring hans hjerte, berøringsangsten fra andres side, hans mange sygehuskontroller og at være på job 37 timer om ugen. Men der var jo ligesom ingen vej tilbage – så hvorfor ikke hoppe lige ud i det. Pengepungen gisper også efter cool cash efter en periode på barselsdagpenge (#pissedumideatværepådagpengeoptiljul).

Det hele var jo lidt, som det plejede efter knap 8 år på samme arbejdsplads. Flex ind, drej nøglen, sid bag skrivebordet. Ungerne havde været overraskende medgørlige denne morgen. Det kunne jeg nok ikke tage som et tegn i sol, måne og stjerner, at det ville blive SÅ let hver morgen.

Selv om 3000 emails, et nyt mailsystem, manglende hukommelse om koder, CMS og øvrige arbejdsgange og et opkald fra vuggestuen om, at min søn muligvis var syg, men at de ville vende tilbage, når han vågnede, måske kan virke skræmmende på nogle mennesker, så var den overordnede følelse, da dagen var endt og jeg sad i sofaen: “Var det bare det?”. Jeg havde jo både haft en voksen samtale, havde været på toilettet uden forstyrrelser OG spist mad regelmæssigt – og sønnike var heldigvis ikke syg alligevel. Det var sgu da en field day sammenlignet med livet hjemme!

Andendagen var ungerne mindre medgørlige, men det gik alligevel og med kaffe i koppen (som i øvrigt er blevet gratis i mellemtiden – optur!) koder i hukommelsen, var der kun en vej: Igennem mailboxen! Slet, slet, slet, læs, slet, slet, slet, læs… Easy Peasy. Liiiige indtil jeg skulle til første genopfriskning af vores CMS og diverse tilhørende IT-systemer og alt, hvad der var sket, siden jeg gik fra, følte jeg, mit hoved skulle springe og at jeg ikke kunne rumme mere. Mit stakkels lille hoved har jo kun regnet i milliliter og holdt styr på lillemandens lur, lort og leg, ikke opdateret mkommunale IT-systemer og udtænkt markedsføringskampagner. Shiiiiiiit!!! “Og så tager vi bare resten i næste uge, når du er godt i gang…”. Oh, Gud – der er jo mere!?!!!

Og så gik ugen. Kollegerne begyndte at tale om, hvad de skulle i weekenden og om den årlige julefrokost. Weekend? Nårh ja, det er jo en del af pakken i at gå på arbejde. Og julefrokosten? Tja, havde rent faktisk glemt den og havde planlagt en aften i selskab med manden, katten og Netflix. Kom dog afsted, lyttede til alt fra sladder og seriøse samtaler til fuldemandssnak OG holdt mig vågen helt til kl 24,00!

Ja, og så kom den der weekend. De der to dage, hvor man igen har spillopperne hjemme fra institution og man ikke er på job, men lever, som var man hjemme på barsel igen. ALLEREDE? Hvad skulle vi – andet end babysvømning og tøjvask? Ikke en skid. Gå en tur, lege, vaske op, afkalke kaffemaskinen, støvsuge, vaske gulv og alt det der. Ungerne var i et pokkers humør. Mindstemanden ville stå op hele tiden, men bentøjet er endnu ikke så stærkt. Søster legede dominatrix over for ham, når de skulle dele legetøj, mad eller opmærksomheden fra mor og far – og han syntes at have lært lidt af hende og gav igen, når hun var i centrum. Hyl, skrig, smil og så hyl igen. Mindstemanden kastede op i reseri, søster pillede maden til atomer og råbte “dumme mor” til det meste. Det var bare igen hamrende svært at dele sig. Det var bare igen huslige pligter, kriser ved spisebordet og mangel på sex og samliv. Goddamnit! Et glimt af de sidste måneder af min barsel efter kun en uge.

Ærlig talt. Jeg elsker de to små banditter af hele mit hjerte, men når de er i det hjørne, hvor man prøver at stille begge tilfredse, men aldrig når i mål, så glæder jeg mig faktisk lidt til at komme på job i morgen igen. Sætter uret til kl. 5.10 og så kører ugen igen!

Throw-up Thursday og Black Friday

Ja ja, jeg ved godt, at det hedder Throwback Thursday, men herhjemme er det altså Throw-up Thursday. Hver torsdag møder manden sent. Vi har bedre tid til at stå op, måske endda sove til kl. 6, hvis ungerne tillader det! Vi spiser morgenmad sammen, jeg har rent faktisk tid til at lægge make-up og sætte håret. Ja, manden afleverer endda børnene. Det er skønt…lige indtil jeg kommer til at tænke på, at den gode tid om morgenen har sin pris. Manden er nemlig ikke hjemme igen, før det nærmest er midnat. Fårk!

Så torsdag byder på mange timer alene hjemme med afhentning af ungerne og hygge, men også konflikthåndtering, en stor pige som vil have mor for sig selv, en lille dreng, som er træt og mættet af indtryk fra en dag i vuggestue. Børn, der rynker på næsen af menuen, smider med maden. Børn, som er overtrætte og ingen ekstra hænder til at hjælpe med at putte den ene, inden den anden når op i det røde felt. Jeg siger det lige igen: Jeg tager hatten af for enlige forældre!

Det er bare ikke fedt. De kan med garanti mærke, at jeg har mindre overskud. Lugte det på lang afstand som små blodhunde. Og den ældste kan mærke, at hun skal dele opmærksomheden med lillebror uden muligheden for at gå til far, når mor siger nej eller lige et øjeblik. To trætte børn og mor alene hjemme og aftensmaden skal stå klar 16.45 sharp, ellers kokser den lille af træthed herefter og så bliver der ikke mindre stress på.

Den store siger “Mor, du skal lege med mig” og jeg siger “JA, når lillebror sover, så skal vi lege i sofaen”. På med nattøjet på begge børn, tandbørstning og natkys. Og når han er puttet kl. 19.00, så sover hun oftest også og så får jeg dårlig samvittighed over, at hun skulle vente og ikke nå i mål med sit ønske.

Når opvasken så er taget og bordet ryddet af og børnenes tasker er tømt for madkasser og snavsetøj og sure sokker, så dumper jeg ned i sofaen og føler mig brugt. Meget brugt! Og også lidt ked af det over ikke at kunne give mere til ungerne. Og over at jeg blev sur eller skældte ud da ældstebarnet flegnede skråt ind i helvede og lillemanden græd, fordi han var både træt og sulten. Det er sgu lige til at kaste op over. Der er bare ikke minutter nok på torsdage – og heller ikke altid overskud nok. Desværre. Heller ikke selv om torsdag altid er lig med rester fra dagen før og ingen legeaftaler eller lignende. Bare os hjemme, Ramasjang og kakaomælk og nattøj på, før vi spiser aftensmad.
Jeg håber virkelig aldrig, at jeg bliver enlig mor. Det tror jeg ikke, jeg ville kunne holde til!

Og så en helt anden ting, som intet har med ovenstående at gøre: Hvad fa’en er det lige med Black Friday? Hvorfor skal vi til at have den tradition? (#metteover30årogretforstadsborgerligbrokkersig). Lige som med Halloween, så aner den gennemsnitlige dansker ikke en skid om, hvad der ligger bag. Vi accepterer det bare i materialismens gode navn og lader Dankortet bløde. Håber ikke, vi skal til at have kvinder med åndenød og mennesker, der nær omkommer blot for at få fingrene i en fladskærm nedsat med 70% eller det sidste par stiletter i str 39. Godamnit!

Sure-damen i sofaen over and out!

Rock og rugbrødsmadder

Er der noget Lille V tror på, så er der rock og rugbrødshapsere med leverpostej! Hell yeah – det er noget, der rykker! Han står op i Tripp Trappen og rokker hele kroppen fra side til side og ryster det hår, han ikke har alt imens han råber “mum mum mum” (læs: mad NU, mor! Og det kan kun gå for langsomt!). Det er kun 2 uger siden, han knækkede koden til at spise rugbrød uden at brække sig i lårfede stråler over konsistens og kriller i mund og svælg, men jeg skal da ellers love for, at han har taget revanche siden! En skive bondebrød med leverpostej og makrel er sagen og bliver spist uden ellers kritisk stillingtagen til, hvad der pleaser herrens smagsløg. Ned med lor*et som om, han fik penge for det.

Så her sidder vi og headbanger til Anthrax og har makrel ud over det hele – både på mor og barn. Så er det altså lidt sjovere at være på barsel…

Hvad med ham den lille?

Da jeg gik en tur i går, kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk ikke skriver så meget om Lillebror på bloggen. Der er altså ikke fordi jeg ikke gider skrive om ham eller ikke har lyst til at fortælle om ham – og han er her altså også. Men måske de fleste ord om ham ender på broder-bloggen, der handler om hans hjerte.

Men han skal da også have nogle ord på denne blog.

Det er ikke mange dage siden, han rundede sin 7 måneders fødselsdag. Han er en priviligeret dreng, at være lillebror til Lille E, for hun elsker ham med hud og hår. “Jeg elsker min lillebror”, “Jeg vil have min lillebror”, “Jeg kan ikke sove uden min lillebror”… Hun er ret god til det der med at være storesøster og hendes reaktion er ikke rettet mod ham i form af jalousi. Langt mere mod os i form af en pludselig og uoverkommelig hjælpeløshed. Men sådan er det vidst indimellem. Tror nu, hun er ganske normal. Hovedsagen er, at hun er glad for sin lillebror! Og han for hende!

Ham den lille er et ganske anderledes temperament end sin søster. Han er lille og bastant (ikke tyk…bastant) og han er stærk som en okse. Ret sød og køn, når jeg selv skal sige det! Udviklingsmæssigt og motorisk er han ikke den hurtigste knallert på havnen , men han er en lille glad fyr for det meste. Og det er godt. Tror aldrig, han kommer til at kravle, før han går. Han vil hellere stå op og hoppe eller ligge på sit efterhånden yndige flade baghoved. Som sin søster, er mad ikke noget, man naturligt åbner munden for, selv om jeg syntes, det var det, jeg skrev øverst på ønskesedlen, da han var under konstruktion. Sagde det åbenbart ikke tydeligt nok. Men noget næring må han suge ud af sin mad, for han vejer 600 gram mindre end hans søster gjorde ved 1 år. Hun var selvfølgelig også stærkt spiseforstyrret. Jeg glæder mig ret meget, til det der med at give ham sutteflaske er et færdigt kapitel. Til han kan være med sammen med os og vi kan dele den samme mad. Vi arbejder på sagen og hvem havde troet, at jeg skulle investere i Helens bog om børn og mad??? Ja, jeg havde ikke. Men vi prøver at være så meget andengangsforældre, at vi trækker på skuldrene og siger, jamen nu sætter vi rammerne og så må han lære det hen ad vejen. Det går ok med flere nogle udfald.

Der er vild forskel på at have pige og nu at have en dreng. Det er ikke bare noget, de skriver i bøgerne. Det er svært lige at sætte en finger på, hvad det er, men i stedet for at ligge og nulre legetøj eller bamse, så skal alt testes ved at slå på det. gentagne gange. Alt skal bides i, smages på, hives i. Ja selv hans lyde er anderledes og mere markante, end hendes. Han har jo vist, at han nok selv skulle bestemme tingenes gang – især i kraft af sin for tidlige fødsel, og det tror jeg bliver kendetegnende for hans personlighed.

På mange måder er han underlagt at være lillebror i en hektisk hverdag med far, der arbejder langt fra hjemmet og søster i institution og i galoperende trodsalder. Nr. 2 (og sikkert også 3 og 4 for den sags skyld) har bare trukket det lod at ligge lidt længere og skrige, når man er i gang med at tørre r*v på den store eller hjælpe hende med et eller andet. Nr. 2 er også underlagt nr. 1s rytme i daginstitution m.m. For nit vedkommende er der nok færre principper for nr. 2. Der er ikke tid til at håndhæve dem helt så meget som første gang. Og alligevel er der faste rammer og regler, som man har opbygget med nr. et. Og der kan det godt være svært, at tilpasse en ny puslespilsbrik ned i setup’et.

Selv om jeg godt kan mærke, at jeg ved en masse fra første gang og at noget blot gøres på forudgående lagret data i den mentale harddisk, så synes jeg, omvæltningen til at blive mor til 2 har været hård. Da den første tid havde lagt sig og hans rytme ændrede sig fra masser af søvn til ingen søvn og en årvågen tilgang til verden, blev det også sværere at dele sig og forsøge at være ligeligt for begge. Og det er jeg kommet frem til, at jeg ikke kan. Jeg prøver i hvert fald at slutte fred med, at tid med den lille er om formiddagen og først på eftermiddagen, hvorefter han gives i favnen på faderen kl. 15.30, når denne træder ind af døren hjemme og så prøver jeg at hellige mig den store. Lytte og være og prøve at være tålmodig gennem 10 kriser i hendes 3-årige sind inden sengetid. Hvad jeg så gør, når min barsel slutter om 4 måneder…det har jeg ikke regnet ud endnu.

Han er sød og fin og jeg elsker hans fine runde kysseklare kinder. Jeg smiler, når han prøver at stikke begge sine fødder i munden på én gang og når han ligger og gurgler og råber på stuegulvet i bare iver. Jeg elsker at se ham sammen med sin søster og se den enorme kærlighed, han uden at vide det sender imod hende ved hendes blotte tilstedeværelse. Jeg smiler knap så meget, når han i hysteri slår til skeen og der er mad på loftet og mellem mine øjne eller når han hårdnakket nægter at rulle om på ryggen fra maveleje, men forventer, at jeg gør det for ham.
Jeg er glad for, at han er over 6 måneder nu. Jeg bliver bare bedst til dem efter den alder. Men jeg har det ærligt talt også fint med, at han fra tid til anden spenderer et par timer eller tre hos farmor og farfar, for med to er der bare ikke tid til at lade batterierne op. Man er i konstant minus! Og selv om jeg vidste, at det ville blive hårdt, havde jeg ingen ide om, HVOR hårdt, det i virkeligheden ville være.

Det var en lille sang fra os her i provinsen, med baby, trods-prinsesse og mangel på parforhold. Men vi holder skindet på næsen og der er bestemt øjeblikke, hvor vi præcis ved, hvorfor vi startede det hele forfra igen og fik ham den lille. Og dem kommer der flere og flere af (…altså øjeblikke – ikke børn! GISP!) (o:

 

 

 

 

Brugt sommerferie billigt til salg

Første dage efter sommerferien….bum bum bum. That sucks!
Nu kalder madpakker, mandens job, børnehave for ældstebarnet, bringe og hente, ulvetid og hele den daglige trummerum.

Ferien har ikke budt på det vilde. Ferien i Danmark. Strand, leg, Legoland x 3, familieture, besøg, legekammerater, udflugter og leg og badebassin hjemme i haven, luge ukrudt, gå ture, shoppe, grille, drikke morgenkaffes i haven. Men det har bare været så skønt sin egne helt simple måde. Mand og ældstebarnet hjemme også. Et afbræk fra en ellers ret ensom tid hjemme i barselsland. Selskab, nogen at tale med, som ikke slår sig til tåls med da da og titte bøh og en til at tage over på den lille, imens jeg kan nå noget selv og kan være lidt mere sammen med den store. Ja, større krav stiller jeg ikke til min ferie.

Ældstebarnet har nydt at have tiden hjemme, men også savnet venner. Det tager jeg som en god ting. Hun trængte til et afbræk fra børnehavens efterhånden krævende og komplekse liv, hvor pigegruppen, ærligt talt, er nogle stride små mokker og min datter ikke er den stærkeste i det spil. Hun trængte til at være sig selv for den, hun er, og ikke at skulle definere roller dagligt. Men at hun savner dem, betyder også, at hun har fået lov at slappe af.

Jo, hun fik udfordret mig, afprøvet sin position over for mor. Hvad bestemmer hun og hvad bestemmer jeg. Hvor går grænsen og hvor langt kan man gå over den, før de voksne bliver sure. Og når sandheden skal frem, så tænkte jeg i går, at nu var det vidst tiden for hende at komme tilbage i børnehaven, efter en dag med konstant lydspor fra hendes mund fra 5 morgen til 21 aften krydret med tiltrækkeligt meget trods og hysteri. Jeg trængte til lidt ørenlyd…

Ferien har været god og tiltrængt. Også selv om manden og jeg har mødt hinandens grænser et par gange. De historier får du en anden gang, når det lige har bundfældet sig. Jeg har savnet at være to om tingene og at få styr på det, som har stresset mig i hjemmet. Det, jeg hele tiden har udskudt til ferien, og som derfor har hobet sig op.

Igår aftes gruede jeg for, hvordan vi dog ville komme ud af døren. Hvordan det skulle gå alene med to børn igen, hvor den lille ikke længere blot skal have en flaske, men også skal lære at spise andet og ikke just elsker det. Hvordan man timede to børn. Det tror jeg var slettet fra harddisken i løbet af de seneste 3 uger. Heldigvis. For så har jeg alligevel også koblet hverdagen fra.

Og vi kom afsted. Og endda uden hyl og skrig. Og det var umiddelbart et positivt og ret gnidningsfrit gensyn med børnehaven.

Nu er der et år til ferie igen. Og næste etape i vores familieliv hedder 3 sidste måneder hjemme med ham den lille, før han skal starte i vuggestue. Den definitivt sidste gang, jeg er på barsel. 4 måneder til jeg starter resten af mit arbejdsliv. Ikke flere småbørn. Herfra både moderskab og karriere. Knap 5 måneder til den lille fylder et år. Jeg skal prøve at få det bedste ud af det, selv om jeg må indrømme, at jeg glæder mig, til jeg også skal ud af døren om morgenen. Det er den sidste tid som hjemmegående, men jeg er ikke vemodig. Jeg ser frem til at finde rytmen som familie med to forældre på job og gode stunder som familie, når vi alle er hjemme igen.

3-2-1. Nu trækker vi igen i arbejdstøjet og kickstarter hverdagen!