Børnefamiliens tid

Børnefamiliens tid

Shit, igår sad jeg midt i sofaen og følte, at mit liv var på TV. Manden var ude med en kammerat, imens jeg sad hjemme og så temalørdag på DR2. Ja, så er man blevet så gammel…

Jeg havde nok satset på en chick-flick eller en eller anden actionfilm, der hverken krævede eller tog for mange hjerneceller, imens jeg så den. Men jeg blev fanget af programmet “Børn er roden til alt ondt”. Et indblik i familieliv og børneliv omkring 10’erne.

Hvordan vi både kæmper men muligheder og begrænsninger. Med forventninger (egne og andres), arbejde og familieliv. Med at få det hele til at gå op uden at tabe os selv eller vores børn. My life indeed!

Den ene forsker beskrev det som en “idealiseret kultur med 100 muligheder“. Og det lyder ganske rigtigt set fra min vinkel. Før jeg fik min første, var jeg lykkeligt uvidende om mange ting. Bl.a. hvor mange meninger, der er om moderskabet og hvad det skal indeholde. Ligeledes hvor svært det kan være at føle, at man kun er halvt til stede de fleste steder i livet: På jobbet, over for vennerne, i parforholdet og i moderskabet i særdeleshed (og at håbe inderligt på, at ingen af parterne lægger mærke til det. #selvbedrag).

Det er hamrende bipolært. For jeg kan få helt ondt i maven over at skulle være væk fra mine børn en hel nat og nogle dage er jeg ved at løbe ned til skolen og børnehaven, fordi jeg har savnet dem så meget. Og så er der dage, hvor de skændes så meget og/eller mine indre batterier er så afladet, at jeg ønsker, at de var væk et stykke tid. Ikke alt for lang tid, men lige nok til at jeg kunne glemme alle forpligtelserne og gøremålene et øjeblik. Glemme følelsen af slet ikke at være “mig” mere. Jeg er blevet til et andet “mig” på godt og ondt, og skal jeg lægge hovedet på blokken, så ville jeg vælge det “andet mig”, hvis jeg blev bedt om det. Men det forhindrer mig ikke i indimellem at savne det og den, jeg var.

En anden forsker talte om lykketab i den tid, der siges at være den lykkeligste i éns liv. Tab af lykke, frihed, fællesskab og nærvær. Det er ingen af os vel stolte af at indrømme, selv om en stor del af os nok har følt det, hvad enten det var et kortvarigt stik eller en nagende, insisterende følelse. For har jeg ikke også fået lykke? Oplevet lykke og tryghed, når mit barn søger mig og viser mig, at han/hun ikke kan eller vil undvære mig. Lykke, når man lytter til deres sagte åndedræt en lørdag aften. Lykken, når man hører dem grine inderligt. Lykke når man ser deres søskendekærlighed. Lykke, når det indimellem lykkes, hvad enten det er store enner små sejre: Det lykkedes mig at komme igennem dagen. Det lykkedes mig at lade være med at skælde ud i dag. Det lykkedes lægerne at redde min søns liv. Det lykkedes mig at opdrage en helt igennem empatisk lille pige. Det lykkedes mig at nå det hele.

I programmet skulle en far og en mor meget lig min mand og jeg prøve at få familielivet til at gå op via en coach. De skulle finde mulighed for en børnefri weekend en gang om måneden, fordi hjælp udefra ikke var noget, der hang på træerne. De skulle prøve at skære hverdagen ind til benet, så der blev mulighed for at have masser af tid med ungerne, men også øjeblikke alene eller i tosomhed. De skulle prøve at få arbejdsliv, transport og fritidsinteresser til at gå op, selv om det syntes som om, der ikke var tid til det. Det var nærmest smertende lig med de prioriteringer, vi ofte kæmper med – og samtidig var det ekstremt befriende at vide, at der findes andre, som også kæmper med det samme. At jeg/vi ikke er eklatante fuck-ups på forældrefronten. Der er nogen som os. Måske flere end vi tror?!??

Men hvis vi så fik den tid? Hvad ville vi så bruge den på? Ville vi bruge den på os selv, på at komme i bund med bunkerne eller sammen med børnene? For hvis man føler sig hamrende utilstrækkelig på nærmest alle fronter – hvor giver det så mening at sætte ind? Det er jo så næste dilemma. Jeg for mig selv kan i hvert fald sige, at jeg ikke ville bruge den på at arbejde. Jeg ville bruge den hjemme; hjemme i en afveksling mellem sammen med ungerne, ved siden af ungerne eller uden ungerne. Bare hjemme uden at skulle noget.

Mine unger har ikke været roden til alt ondt, men siden jeg har fået dem, har jeg indimellem fået svært ved at genkende mig selv. Jeg er helt sikkert vokset som person, selv om jeg indimellem kan føle mig som et meget lille, meget tarveligt menneske, når jeg føler, jeg fejler eller ikke kan række eller rumme mere. Jeg har lært en masse af at blive mor. De vildeste ting. Igen på godt og ondt.

Jeg elsker mine børn sindssygt højt, men indimellem elsker jeg ikke den, jeg er, når livet med dem bliver for meget. Pilen er rettet imod mig selv, forstås.

Fik jeg mere tid, ville jeg gøre alt, hvad jeg kunne for at forhinde at komme til at føle sådan.

Var du ude og feste, så du Kronprinsesn fødselsdag, var du gået kold på 20 på sofaen eller stod du med grædende børn, så vil jeg anbefale dig at bruge lidt over en time på at se programmet (hvis du altså er så heldig at have en time fri). Hvis du er helt cool i moderskabet og ikke føler nogen smalle steder i parforholdet, så drop den bare. Under alle omstændigheder er linket her. 

Gode råd modtages med kyshånd

Vi bliver lige ved det med jul. Emnet presser sig ligesom på…

Som jeg tidligere har afsløret, er jeg blevet blødsøden på mine gamle dage, når det drejer sig om julen. Fra at elske jul som barn, til at hade jul fordi forventningerne i familien voksede sig så store (og uforenelige), at alle endte med at skændes over petitesser og jeg endte med at skride og drikke mig halvt i hegnet alene i min studielejlighed, til nu at holde af jul, fordi den tænder julelys i øjnene på mine børn og vækker deres glæde.

Vi bruger ikke det med pakkekalender her i huset, men derimod adventsgaver. Dels fordi jeg er vildt uopfindsom, og dels fordi jeg ikke rigtig synes, at vi kan få ret meget andet end plastrkbras og bling for det aftalte budget til den slags. Så hellere dele ud på 4 gaver pr. barn.

Der hører nisseløjer med hver søndag, og jeg vil vildt gerne gøre mit bedste for at glæde ungerne og få dem til at smile. Omvendte stole, tøjkæder gennem huset, blå mælk og kartofler i skoene. Der er bare ikke så meget at smile af, når det hele ender i hyl, diskussion og – ja undskyld det hårde ordvalg – urimelighed og utaknemmelighed.

Adventsgaverne har altid været half and half praktisk og legetøj. En bluse, de alligevel skulle have haft, seje Avengers-ungerdrenge, sokker med Frost eller sutsko – og ellers legetøj. I søndags var det en blød pakke bestående af hhv. bilformede sutsko til den bette og en Supergirl-bluse med pink kapppe til ældsten.

Den ældste modtog ikke gavens indhold med begejstring! Hun blev ganske givet så grund-skuffet over, at den ikke indeholdt legetøj, at hun havde svært ved at skjule det. Men at kaste med gaven og hyle op og smække med døren over, at det ikke var, hvad hun ønskede…den havde jeg ikke set komme. Og den reaktion gjorde ondt!

Først blev jeg ked af det. Dernæst blev jeg vred. Sådan har jeg bare ikke opdraget hende. Hun er ikke vant til, at det hele skal være nyt, stort og forkromet. Lidt kan også skabe glæde, lige som loppefund eller arvetøj kan. Vi taler tit om, at de ting man ikke længere bruger kan give glæde hos andre.

Jeg kunne simpelthen ikke forstå den voldsomme reaktion, hun havde, og jeg blev skubbet ud over min egen grænse, så det endte i et skænderi. Hun skreg og hylede mig lige ind i ansigtet, og jeg hævede stemmen mere, end jeg kan li’ at være ved. Ord som forkælet og utaknemmelig kom også ud af min mund sammen med en forklaring om, hvordan mange børn overhovedet ikke får noget, fordi der ikke er råd eller mulighed for det. Det prellede af på hende, og jeg valgte at lade hende være, så vi begge kunne få ro til at trække vejret.

Der gik lang tid, før hun faldt ned. For at understrege sin pointe, åbnede hun – og dernæst smækkede – hun døren flere gange. Bare lige hvis jeg skulle være i tvivl om, hvorvidt hun stadig var sur eller ej.

Da der var ro på, tog vi en snak om, hvordan vi opfører os i vores hus, at jeg var ked af både hendes og min reaktion, og hvad utaknemmelig og forkælet betyder. Stille og roligt. Dagen efter fiskede hun blusen op af min taske, hvor den ellers lå for at blive leveret retur til butikken, og fortalte, at hun gerne ville have den, og så var der måske en anden gang, hvor hun fik legetøj. Ergo var pointen alligevel nået i mål.

Hele denne reaktion har sat et dilemma igang i mit hoved; Jeg ved ikke, om jeg overhovedet skal fortsætte legen. Om jeg skal sætte en adventsgave frem på søndag, som om ingenting er hændt, eller om jeg skal skippe de sidste gaver under træet juleaften med kattene som afsender? Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg føler. Et eller andet sted er pointen jo kommet igennem, og jeg tror bestemt, hun er klog nok til at have rationaliseret over sidste uges optrin. Men jeg har faktisk ikke lyst til at fortsætte. Jeg er stadig lidt rystet over reaktionen fra os begge. Mest af alt har jeg lyst til at give de sidste 4 gaver til Mødrehjælp eller Julehjælp for at gøre op med følelsen af, at gaverne potentielt ender med at være ligegyldige hjemme på mine egne børns værelser. Kontra min egen opvækst, har vi råd til at give det til dem, men de skal ikke bare forvente at få.

Selv om jeg ikke synes, vi overgør det i december, er forventningerne jo bygget helt op generelt. Gaver, gavekatalog i postkassen, glitter og glimmer i butikkerne, nisselege hjemme og i børnehaven, ønskesedler og ikke mindst det faktum, at både min søn og jeg også har fødselsdag i december. Det kan næsten ikke undgås at blive overvældende. I et barnesind må det føles som om, man bare kan få hele verden. Så tror da pokker, at det kan ramle for selv den dejligste og kløgtige 5-årige. Og tager jeg gaverne væk, føler jeg et eller andet sted også, at jeg rammer lillebror, som blev ellevild over sine sutsko. Han er dog for lille til at forstå adventskonceptet og skelne dagene fra hinanden, så det efterlader nok næppe et dybt traume, hvis jeg vælger at gøre det.

Jeg har grublet uhensigtsmæssigt meget over det hele siden i søndags, og jeg er ikke kommet frem til en løsning. Så er der kun én rigtig ting at gøre, og det er at spørge her:

Hvad ville du gøre, hvis det var dig? Gode råd modtages med kyshånd!