Summen af en sommerferie

Jeg vil ikke! Jeg viiiiil ikke! Jeg VIL ikke på arbejde på mandag! Jeg føler mig slet, slet ikke færdig med at holde ferie. Min krop og mit sind har ikke fået nok. Jeg føler mig slet ikke afslappet nok/klar nok/udhvilet nok til frivilligt at åbne min mailboks og tage imod problemer af større eller mindre grad, som skal løses. Helst allerede i går. Det bliver sgu lidt tungt! Mine skuldre er endnu ikke sænket. Seriøst: Jeg spænder op som om musklerne var alt for korte! Jeg sover stadig rigtig dårligt, og bliver lidt skidt tilpas, hver gang jeg tænker på, at der nu venter mere eller mindre et halvt års arbejde før en “rigtig” ferie igen. Det er til at tude over.

Madpakker som skal smøres, madplaner som tilgodeser familiens kalender, tasker skal pakkes og vi skal ud af døren på et bestemt tidspunkt. SUK… Om lidt over 24 timer er ferien forbi.

Børnene er først nu ved at finde et leje, hvor de kan lege selv og sammen, uden konstant at slås eller søge vores voksne deltagelse i leg eller underholdning. De er med andre ord først ved at komme så langt ned i gear, at de også sænker deres parader fra institutionslivets pulserende liv. Det klæder dem ellers ret meget ikke at slås som vanvittige og håndhæve millimeterdemokrati til den store guldmedalje. Det lærer jeg simpelthen aldrig at forstå. Opturen er, at ingen af dem har været syge (7-9-13) eller været på skadestuen eller sådan noget.

Der er blevet ryddet ud i en del af gemmerne, hvilket letter både fysisk og mentalt. Gud, hvor er der meget lort, man gemmer, men aldrig kommer til at benytte igen. Jeg tror, halvdelen af vores kælderrum forsvandt til genbrug eller lossepladsen. Ungernes værelser og tøj fik også en grundig gennemgang. De er vokset som ukrudtet i mine staudebede, er de! Naboens børn fik en del, genbrugsbutikken resten og til min store begejstring, kunne jeg konstatere, at vi har to termosæt og to stort set ubrugte flyverdragter til yngstebarnet til vinter. Yay arvetøj!

Familiebesøg har jeg stort set ikke orket. Sad but true. De bor forholdsvis tæt på, så vi ser hinanden løbende, og ferien skal jo byde på forandring, ikke? For mit vedkommende en lille pause fra den familie, jeg ikke deler hus med.

Hvad har den så bestået af, den ferie? Jo, ser du. De seneste 21 dage fordeler sig sådan her:

  • Antal skønne dage i sommerhus: 4
  • Antal timer uden børn: 24
  • Antal husdyr, som ikke længere er i blandt os: 1 🙁
  • Antal glas kold Asti drukket på terrassen: 0 (#damnit)
  • Antal kilometer intervalløb gennemført: 52,2 km.
  • Antal middagslure sovet eller forsøgt: 5-6 stykker
  • Antal nætter sovet igennem: 3
  • Antal ture i Legoland: 2
  • Antal stykker tøj syet færdigt: 2
  • Antal akavede familiebesøg: 1
  • Antal tøseture med ældstebarnet til København: 1
  • Antal aftenbadeture ved stranden: 3
  • Antal kæresteture til London bestilt: 1
  • Antal pas bestilt 4,5 år før tid: 1
  • Antal gange hvor jeg har drømt om at sende børnene i daginstitution – baaare lige én enkelt dag, men ikke har gjort det: 5
  • Antal Netflix-serier testet og ikke fundet i min smag: 4
  • Antal gange jeg har forsøgt at tale fornuft til min trodsige to-årige: Uden for skala
  • Antal timer sønnike har skreget hysterisk i trods: Jeg magter slet ikke at tælle…
  • Antal gange sønnike har sagt: “Mig elsker dig, mor”: Utallige ( <3 <3 )
  • Antal gange, jeg har fået af vide af ældstepigen, at jeg er kedelig/ikke leger nok/er dum: Uden for skala
  • Antal gange jeg er gået en aftentur under dække af, at jeg trængte til at restituere benene aktivt efter intervalløb, men i virkeligheden bare har cravet bland-selv-slik big time: 10
  • Antal ture i badeland: 4 (Fu*k dig, danske sommervejr)
  • Antal is spist: 4
  • Antal gange jeg har rystet på hovedet af Pokemon Go-“jægere” (inklusiv ham, jeg er gift med): Nok til at få den hovedpine, jeg ikke fik af at pimpe Asti
  • Antal timer helt uden mand og børn: 5
  • Antal øvrige lande besøgt: 0
  • Antal kopper kaffe drukket – hjemmebrygget og over-priced: Præcis nok til ikke at slå mig ihjel
  • Antal gange jeg har fantaseret om ikke at møde på job på mandag: Flere end 21 – mindst én gang om dagen
  • Antal ferier, jeg sammenlagt gerne ville gøre om igen: 1

 

 

De andres liv

Vi har lige været på miniferie med svigerfamilien til et af de danske feriecentre. Du ved, med vandland og hytter og legeland og aktiviteter fra morgen til aften og maskotter, der krammer børn og souvenirs til overpris. Vi boede i hytter på størrelse med vores køkken , men når vi nu skal komme hinanden ved, så er det glimrende. Klaustrofobisk, men glimrende. Jeg vil ikke lyde forkælet eller negativ, for det var et afbræk i hverdagen, selv om det var som at bo en hel familie på mit gamle kollegieværelse.

Ældstebarnet er ikke pokkers god til at køre i timevis og kastede op undervejs så det var en fest. Så bliver en lille Peugeot pludselig endnu mindre i lugten af opkast på en lun forårsdag på de danske motorveje. Yngstebarnet tog det hele med ophøjet ro. Heldigvis! Vi kom hinanden ved, kan man sige.

Manden vred alvorligt om på foden på førstedagen og var nødsaget til at sidde hjemme i hytten med benet oppe og læse i sin bog, så dagene gik med legeland og hoppepuder og sandkasser og karusseler og hvad jeg ellers kunne finde på for at underholde begge børn på én gang. Der var også is og fællesspisning og tid med min mands søskende og forældre og øvrige børnebørn, som alle også havde egne planer. I sig selv meget fint og godt!

Som dagene gik, var der dog noget, der blev tydeligt: Hvor den ældste del af familien – og den del uden børn – sad og slappede af formiddag og eftermiddag i solen med benene oppe, et glas rødvin i hånden og læste i en god bog, og den del med børn over 6 år sov længe og talte sammen, imens børnene legede selv eller havde “skærm” (læs: iPad), så var dagen gammel for os kl. 7, vi løb efter vores børn, der smed med maden og skabte sig under måltiderne af ren og skær overstimulering, eller stak af, pillede i ledninger, eller ikke selv kunne komme ned fra hemsen. Hvor de øvrige familiemedlemmer hyggede i badelandet og vandrutsjebanerne, måtte jeg se mig selv som moren med babyen, der sked i vandet trods badeble og badebukser, og måtte prøve at genne alle de andre småbørnsfamilier op for at minimere skaden, og finde en livredder, alt imens jeg samtidig forsøgte nødtørftigt at pakke drengen ind i en body, da håndklædet var fyldt med l*** og jeg ikke havde en synderlig lyst til at få hans fæces på kroppen mere end højst nødvendigt. Hvilket ikke rigtig lykkedes. Og dernæst tage en helt særlig børnefamilie-variation af the “walk of shame” gennem badelandet og ud i omklædningen, imens babydelen af badelandet blev lukket ned til desinfektion. FÅRK! Det er ikke fedt, kan jeg fortælle dig. Og så har jeg ikke fortalt om det blik og den skuffelse, den store sendte i min retning over, at vi slet ikke fik mulighed for at lege sammen, som jeg havde lovet hende.

Der kommer åbenbart et tidspunkt, hvor man kommer på den anden side. Ud på den side, hvor man ikke føler, at man er i gang 22 ud af 24 timer og løber fra den ene problemstilling til den næste, sover et minimum og kæmper for at holde sammen på sig selv og parforholdet og forstanden. Hvor ungerne har deres egne dagsordener en del af dagen og man kan sidde ned og tale med andre mennesker i mere end 30 sekunder af gangen. Jeg skal bare vente lidt. Bare en 4-5 år.
Jeg elsker på SÅ mange måder tingene, som de er lige nu. Børnene er sjove sammen og hver for sig og udforsker verden fysisk og mentalt. Jeg kan SÅ meget mere med dem begge på samme tid. Men mange gange er jeg stadig ikke nok, når de skal deles og mange gange føler jeg, at jeg har givet alt og ingenting alligevel. Der er ikke tid til eftertanke på den måde, jeg gerne vil her i livet – ikke mindst over for deres opdragelse. Jeg ved, hvilken mor, jeg gerne vil være, men synes mange gange, at jeg sætte mig mellem to stole og bliver noget, jeg slet ikke har lyst til. Desværre. Også selv om jeg sætter barren forholdsvist lavt for aktivitetsniveau og ambitioner, og har et IKEA-hjem med plads til fedtede fingre og rod.

Havde manden ikke forstuvet foden, havde vi stadigvæk ikke siddet på terrassen med benene oppe og slappet af. (Og dog havde vi nok kunnet lidt mere). Familien undrer sig over, at vi aldrig bare sidder ned og taler med dem eller kommer på besøg eller tager med på familierejser. “Det er jo ferie, for fa’en. I skal jo ikke lave noget”, siger de. De andre forældre til ældre børn i vennekredsen griner af os, når vi igen løber efter den yngste, der dypper hovedet i vandtønden eller prøver, om han kan æde alt grønt i staudebedet, eller det der er værre. Og vi kigger misundeligt på de forældre, der synes at kunne det hele så let. I hvert fald få tingene til at fungere.

Vi vil gerne – vi ved bare ikke helt hvordan. Ikke lige nu i hvert fald. Men ring igen om 4-5 år. Hvis I stadigvæk kan huske os til den tid. Hvis ikke vi har rendt livet af os i forsøget på at lykkkes og drømmen om at være gode forældre. Måske vi kigger tilbage og tænker, at det var vi i overflod. Sidder på terrassen i feriecentret og høster frugten af vore anstrengelser. Med helstøbte, sunde og glade børn, der føler, at mor og far er og har været der for dem.

Første gang, anden gang og så videre

Kan du huske dengang – altså før du fik børn – hvor du havde en helt klar opfattelse af, hvordan dit forældreskab skulle blive? Og hvor meget de andre fuc*hoveder i Bilka ikke havde styr på deres irriterende unger? Hvordan du følte dig overset, da bedsteveninden fik barn og aldrig skrev? Og hvordan du tænkte: Hvor svært kan det være?

Og så fik du én. Verdens vidunder, selvfølgelig! Og du havde stadig idealerne i behold. Hvordan du også savnede livet før, men ikke turde sige det højt, selv om du var død træt. Men så blev det hele lidt nemmere – selv om du stadig ikke havde så meget tid til dig selv, som du ønskede. Men hvor svært kunne det være at få to? Man kunne jo bare tage den på rutinen, ikke?

Så kom nr. 2 og så undrede du dig over, hvordan du overhovedet kunne have følt dig stresset med kun ét barn. For nu blev der serveret stress og skrigeture morgen, middag og aften – og natten med. GISP! Hvordan du i starten tænkte, at de to vidundre lignede hinanden ÅH så meget – for så at sande, at det, der virkede på nr. ét, overhovedet ikke havde den mindste effekt på nr. 2. Og man ret ofte kan føle sig som et forældermæssigt screw-up (morgen, middag, aften – og nat!). Men også, hvor meget det varmer, når den store og den lille smier til hinanden og leger sammen.

Læste denne lille tingest fra The Huffington Post i dag – og smilede. First-timer: Soooo busted! Second-timer: Smiler stadig, men måske noget endnu ikke har nået at bundfælde sig, som jeg vil smile endnu mere af om et par år. Og det der med tre…det når vi ALDRIG! (o:

http://www.huffingtonpost.com/lauren-cormier/how-to-tell-a-first-time-parent-from-all-the-rest_b_5822410.html

Nu gider jeg ikke sige det mere!

Ok, jeg har været en rigtig sur mor her til morgen. Og det er bare overhovedet ikke fedt!
Når frøkenen i 2 døgn nu konsekvent har været Frk. Modsat og mors nerver og overskud er ret tyndslidt som følge deraf (+ andre faktorer), så er den grænse, man ellers prøver at udskyde, faretruende tæt på!

Hun har simpelthen en undskyldning for alt og så skal jeg sige alting, som i A-L-T-I-N-G, mindst 15 gange, før hun hører efter. Og det først, når jeg hæver stemmen. Det er så ufedt! Alderen ja! Koncentrationen er lig nul. “Tag dine sko på. Tag dine sko på. Tag dine sko på. Kig hvad du laver. Tag nu de sko på. Hey, kig lige på, hvad du laver, når du tager sko på. E, prøv nu at få de sko på. Koncentrer dig om skoene. Du skal tage sko på nu – ikke lege med katten. Tag sko på. Tag nu for helvede de forbandede sko på.” Hyl skrig, gå væk, mor.

“Kom skat, så skal vi ud i bilen. Nej, du skal ud i bilen nu. Kom med ud i bilen, då vi kan komme i vuggestue. Nej, du skal ikke løbe din vej. Kom nu, vi skal ned i vuggestuen og lege med Naya. Kom nu. Hør efter, hvad jeg siger. Kom nu her. KOM SÅ HER!”. Nej, gå væk mor!

“Sæt dig i stolen. Sæt dig på rumpen, skat. Sæt dig ned i stolen. Kom ven, sæt dig nu ned. Jeg gider ikke sige det mere. Sæt dig nu ned. Du kan ikke sidde på knæ i stolen, når vi kører. Sæt dig ned. Nu sætter du dig NED!!! (Sur, sur, Lille E omkring. (Og mor inklusive!)

“Kom E, vi skynder os ind i vuggestuen, når det regner. Kom, skat. Vi skal ikke blive våde- Kom nu, mor står ude i regnen. Vi bliver kolde. Kom med, ven. E, kom så, vi skal ind i tørvejr. Kom skat. Du kan komme med frivilligt, ellers tager jeg dig og bærer dig ind.” Hyl, skrig, gå væk mor.

Jamen er det ikke bare fedt?!?? Lige her, man tænker, at den bedste tanke i verden var at blive mor. Efter 48 timer med tumling-på-tværs, så er jeg bare den sure mor, jeg slet ikke gider være! Røv, siger jeg bare.

Hvor blev de gode morgener af? Dem, hvor vi bare var gode venner og alting sig som smurt? Hit med dem! Jeg vil have dem tilbage og det med det samme!

P.S: Festen afholdes uden børn

I går fik vi en invitation til konfirmation uden for landets grænser (ja, det foregår altså ikke altid i foråret) og tænkte “Fedt, det kunne da være super med en weekendtur væk fra Danmark”. Lige indtil vi nåede sidste linje i invitationen: “P.S. Festen afholdes uden børn”. Der gik gassen ligesom lidt af ballonen.

Det er en familiefest og på grund af afstanden, vil vi være nødt til at være væk 2 døgn. I familien er der 5 børn. Jeg har prædiket en del om det frie valg på det seneste, men jeg må indrømme, at jeg blev ret stram i betrækket, da jeg læste den sætning. Havde det været en fest med vennerne eller lignende, så havde jeg sandsynligvis ikke tænkt over det. Men en konfirmation for en ganske lille del af familien – det er jeg altså ikke helt forstående over for. Her forbeholder jeg mig retten til at blive lidt mor-fornærmet.

Bedsteforældrene skal også med og givet min datters alder, er jeg ikke villig til at aflevere hende hos venner, onkler og tanter eller kusiner, som hun ikke kender i mere end 2 døgn. Steder, hun ikke har været passet før. Så skal vi vælge, at det kun er den ene af os, der tager afsted, fordi vi ikke kan tage hende med – men vil vi så det? Rejse udenlands for 2 døgn til en familiefest, når 2/3 af vores egen lille familie må blive hjemme?

Jeg synes sgu det er lidt fesent. Ærligt talt. Og vi ender nok med at sige nej tak og begrunde vores svar.

 

Det tog præcis 5 år, 4 måneder, 5 dage og en baby…

…før min mand og jeg for første gang havde et stort skænderi. Ja, faktisk et skænderi overhovedet.

Vi har altid skattet højt at snakke om tingene. Vi har prist os lykkelige over, at vi var så voksne og modne, at vi kunne formå at gøre dette. Har klappet os selv på skuldrene over, at vi ikke lod temperamenterne løbe af med os. Men nu gik det ikke længere.

Når sammenhængende nattesøvn er en saga blot, når baby græder, selv om intentionerne er de allerbedste, når manden ikke gør, som man havde tænkt, han skulle og når konen tuder og nærmest kaster barnet i favnen på den trætte far, når han træder ind i entreen – ja, så hænger de tidligere intentioner og voksne tilgange i en tynd tråd – sammen med følelserne og nerverne.

Efter gråd, et vredesudbrud, en smækket dør og ordene “Det kan jeg simpelthen ikke arbejde med”. Efter endnu en smækken med døren og en gåtur i strækmarch ned af vejen med tandbørsten i munden og dametasken i hånden og på bare fødder, fordi man var for hidsig til at huske, at tage sko på. Fordi man simpelthen ikke tænkte så klart. Ikke vende sig om og kigge tilbage – bare gå og gå og få raseriet ud. Men går han efter mig? Nej nej, han bliver jo nødt til at blive hjemme og se efter den lille, som sover. Med tårer i øjenkrogen og en intention om bare at gå og aldrig komme tilbage igen!

Men hvor skulle jeg gå hen? Hvor kunne jeg troppe op med mit raseri, en tandbørste i kæften – barfodet og iført pyjamas? Jeg havde faktisk ingen steder at tage hen.

Og hvis jeg gik, hvor skulle jeg så starte med at fortælle ham alle de ting, som gik mig på? Hvor skulle jeg så få afløb for alt det, der efterhånden er ved at kvæle mig på grund af, at der kommer flere og flere lag på? Og de følelser aldrig kommer ud, fordi babys behov kommer i første række? Og hvem skulle så være der, når den lille vågnede om natten og ville have mad?

Jeg gik tilbage – rasende – og uden nogen form for lyst til at se ham i øjnene. Ikke efter han havde været så gal på mig – for jeg var jo ked af det – så kunne han da ikke bare tillade sig, at være gal og råbe af mig! Kunne han?

Hjemme igen, efter en mindre magtdemonstration, hvor han blev gjort det klart, at jeg i hvert fald ikke gad snakke med ham, når han skulle være sådan overfor mig – efter jeg havde gået her i 3 stive måneder og passet vores barn og havde taget alle de svære stunder og de lange nætter – ja, så satte vi os ned som voksne mennesker og snakkede om tingene. For bag raseriet er der frustrationer om at være magtesløs. Magtesløs, når baby græder gang på gang før et måltid, når baby ikke spiser nok, når baby ikke sover, når hverdagen med ét er ændret 110% procent, når der ikke længere er mulighed for at være sig selv, når der hele tiden er noget, man skal og bør, når sexlivet er gået af fløjten på grund af en svær fødsel, når man ikke længere har kærestetid, når arbejdet stresser og konen er sur, når man kommer hjem – og når det hele bare er for meget.

Og så blev vi voksne igen – for vi har ikke andet valg, nu hvor vi er blevet forældre…

Den anale fase

Før man blev forældre, var alt hvad der skete på badeværelset og det der ligner på næsten alle områder privat. Man kommenterede ikke på kroppens funktioner – det hørte ligesom privatlivet til. Og det var da slet ikke noget, man snakkede om over aftensmaden…

Med en baby i huset, er grænserne for, hvad der er naturligt at snakke om og undre sig over ligesom blevet lidt udviskede…

Hvad der er i babys ble bliver pludselig en stor bekymring og et fælles samtaleemne forældre imellem. Man kan sågar stå og håbe på, at der er efterladenskaber i bleen, hvis guldklumpen ikke har gjort stort i flere dage. Ja, man hepper næsten – og ydermere opfordrer stolt lillepigen til at fortsætte med at gøre stort ofte. Sad but true!

Man undrer sig pludselig over farve og konsistens på bleens indhold, og om alt ser “normalt ud” (det kan undre mig til stadighed, at jeg stadig kan spise remoulade :-S). Og smartphonen afslører, at de seneste googlesøgninger har været: Hvide klumper i babyafføring. afføringsmønster baby og babyafføring modermælkserstatning.

Det er virkelig en mærkelig verden, der der med at blive forældre. Det vender på alle måder op og ned på ens verdensbillede og man bryder grænser, man ikke havde før – men ok, der skulle man sandsynligvis ikke tørre røv på et andet menneske op til 10 gange om dage, med mindre det var i arbejds medfør.