2017 rystede fundamentet

2017 rystede fundamentet

2017 rystede mit fundament godt og grundigt igennem. De elementer, som flest af os bygger vores liv omkring, blev udfordret. Det, som holder det hele sammen og holder os oppe: Familien, jobbet og hjemmet. Det gjorde, at jeg ikke følte mig tryg eller hjemme nogen af stederne.

Vi traf en stor (og dyr) beslutning. At starte et større ombygningsprojekt af vores hus. Vi bor i en 1950’er parcel, og har forbedret, men ikke gennemrenoveret. Vi har skabt en god kælder i huset – mere af nød end lyst, efter som tilstandsrapporten ikke nævnte noget om gamle rør eller fugt. Vi har desuden prioriteret energivenlige løsninger i huset, så som varmegenvinding, solfanger og ekstra isolering.

Huset var dog ikke “fremtidssikret” til at rumme en familie på 4. Ok, et eller andet sted et first world problem, men jeg er ret sikker på, at vi vil ønske os mere plads end 96 kvm, når børnene bliver teenagere… Vi er dog glade for at bo lige her, hvor vi gør. Så valget fald på ombygning frem for flytning.

Nu er huset 130 kvm., og vi er ret tæt på målstregen i byggeriet. Vi har skabt et barndomshjem. Det bliver godt – det er jeg sikker på – men vejen dertil har ikke været uden en del mavepine, en bunke frustrationer og lidt for meget stress. Som at være gæst i sit eget hus og ikke kunne lukke døren bag sig og være alene.
Du kan læse mere om byggeriet her, her og her.

Én ting er at bygge hjemme, en anden er – ufrivilligt – at arbejde midt i en byggeplads. Et helt år i støj, støv og gene er overstået på jobbet. Det er helt sikkert ét af lavpunkterne i 2017. De rester af svær stress, som jeg i hverdagen forsøger at holde i skak på 4. år, kom op til overfladen og følelserne fik indimellem frit – og ikke altid rationelt – løb. Mavepinen, hovedpinen, den trykkende fornemmelse i brystet, tvivlen på mig selv, angsten, gråden og den prikkende fornemmelse i kroppen over de mindste forandringer – eller blot tanken om dem.

Det har sat sine spor i mig i 2017, og også i min nære familie og på jobbet. Det har haft en afsmittende effekt på min effektivitet og på andres opfattelse af mig. Jeg har følt mig svag, og det gør ondt. Men hvad der gør endnu mere ondt er, når andre synes, man er svag, selv om man gør, hvad man kan for at holde modet oppe.

2017 byggede også et endnu stærkere moderskab. I sommeren blev det yngste (og sidste) barn ble- og suttefri, og dermed kunne jeg officielt sige, at jeg ikke havde små børn længere. Moderskabet var lidt et stormfuldt hav i sin begyndelse, men bølgerne er stilnet af. Hvor jeg for et eller to år siden ofte ønskede en pause fra børn, bleer og brok over banaliteter, så kan jeg mærke, at jeg længes mere efter at holde fri sammen med dem. Til at tage tidligere fri og hente dem og se deres glæde. Møde lidt tidligere (hurra for flekstid!) og tage tidligere fri for deres skyld. Jeg har altid elsket mine børn. Kærligheden er bare blevet endnu stærkere.

Sidst, men ikke mindst, brød 2017 min forestilling om familie og ophav op. Som barn så jeg min familie som en ubrydelig enhed. De seneste 5 år har jeg dog fået et andet og mindre glamourøst billede af, hvad der i virkeligheden er på spil. Bag facaden. Da familiens ældste døde i begyndelsen af året, gik familien op i limningen. Helt bogstaveligt talt. Splid, bagtalelse, smålighed og forurettede følelser. Alt sammen på grund af et dødsbo.

Det kom selvfølgelig ikke af boet alene. Det lå i kortene og boet væltede korthuset. Jeg savnede at se min familie samles om minderne og om at huske dem, hvis liv vi nu delte ud mellem os. I stedet for at savne og mindes, viste voksne mennesker sig fra en side, der på ingen måde klædte dem. Jeg blev tvunget til at gå ind i nogle konflikter, som mit konfliktsky selv ikke ønskede. Jeg stod i midten og betragtede god og dårlig opførsel. Jeg stod i midten, hvor jeg så og hørte begge sider og prøvede at være ærlig. Min barndoms ubrydelige enhed gik itu, og jeg tror desværre aldrig helt, skårene klinkes igen.

Heldigvis har jeg min egen familie, og jeg håber inderligt, at vi aldrig vil komme til at skændes over indbo og andre erstattelige ting. Jeg kan ikke forestille mig at erstatte min egen lille på 4 med noget som helst. Jeg håber, at vi sammen er større og stærkere, end at lade inventar komme imellem os.

2017 har været overvældende, og jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvad jeg helt har lært af året. Én ting er sikkert: 2017 har efterladt mig træt. Det kommer til at tage en god del af 2018 at fordøje og finde hoved og hale i. 2018 skal være året, hvor jeg bliver bedre til at sige nej og til at passe bedre på mig selv!