Mere sommer-taknemmelighed (og noget om at blive voksen)

Mere sommer-taknemmelighed (og noget om at blive voksen)

Jeg drysser lige lidt mere taknemmelighed ud over den danske sommer. Mit seneste indlæg var en ode til de danske sommeraftener. I dag drysses der lidt glimmer over havens glæder.

Spurgte du mig for 15 år siden, så skulle jeg aldrig bo i forstaden og værne om mine frie weekender hjemme. Spurgte du mig for en 6-7 år siden, ville jeg have forsvoret, at jeg aldrig skulle blive en form for selvvalgt selvforsynende og proppe mine små terrorister med hjemmedyrket frugt og grønt. Der er løbet meget vand i åen siden – og en hel del afgrøder i jorden. Og jeg er ret vild med det!

I dag har jeg høstet årets anden store høst af rabarber, som fluks er forvandlet til saft efter denne opskrift blot med lidt mindre sukker i (smag og behag selvfølgelig :-)). Der er jordbær, ærter, bønner, spinat, blåbær, solbær og ribs på spring – og krydderurterne dufter skønt under soveværelsesvinduet. Det er simpelthen sommerrigdom i sin reneste form <3

Min have er zen, selv om der sjældent er ro i den før kl. 20. Der er skvalderkål i rigelige mængder i hækken og mælkebøtter i græsplænen, men den er min og jeg elsker den, selv om den aldrig kommer til at kandidere til Havemagasinet eller lignende.

Spurgte du mig for blot 2 uger siden, ville jeg have forsvoret, at jeg ikke ville ønske, at det ville regne stabilt et par døgn. Lige nu ville både min have og min høst dog være ret taknemmelige for 48 timers regn, så det ikke dør helt hen, før det hele knap er begyndt.

Ja, sådan ændrer ens perspektiver sig så hele livet – over ugen, måneder og år. 36 going on 80. Måske jeg rent faktisk er blevet så voksen, som min dåbsattest påstår? Ligegyldig hvad, så er det her, jeg helst vil være, og jeg gør mig ingen tanker what so ever, om jeg er kedelig, som dengang for 15 år siden.
Om et øjeblik sniger jeg mig ud i ungernes badebassin og køler af inden natten og tørrer på trampolinen, imens jeg lytter og indsnuser haven. Hvis du har muligheden, skulle du prøve det 🙂

Intet er væk, før mor ikke kan finde det

Intet er væk, før mor ikke kan finde det

Herhjemme er intet væk, før mor ikke kan finde det. Både mand og børn kan stå og påstå hårdnakket, at de har ledt alle vegne og at et eller andet bare er VÆK, hvorefter jeg – både får mand og børns vedkommende – ofte kan finde det liggende et eller andet sted med frit udsyn. Ergo er der tre mulige scenarier:

1: De har ikke gjort sig umage/er dovne som bare pokker
2: De trænger til briller
3: De har så meget crap generelt, at de ikke kan se skoven for bare træer

Der er desværre en sandhed til det der med at det VIRKELIG er væk, hvis jeg ikke kan finde det. Og så er det faktisk virkelig skidt, når jår jeg har købt ældsteungens fødselsdagsgaver for 3 måneder siden og ikke – som i slet ikke – kan huske, hvor jeg har lagt dem. Og hun fejrer fødselsdagen i weekenden. FÅRK!

Hvorfor pokker skulle jeg også lige gemme dem? Min hjerne kan ikke komme på, hvor jeg tænkte, var et helt vildt genialt gemmested.

Jeg har ledt på alle skabe, i alle skabe, under alle skabe, i kælderen, i sengeskufferne, under sofaen, i sybordet – ja selv i sokkeskuffen og feriekufferterne.

Stupid is as stupid does. Jeg har nu omkring 48 timer til at udvikle mad-skills i tingfinder-leg. For jeg kender en pænt vrangvillig 7-årsfødselar, som bliver pænt skuffet, hvis der ikke står gaver på bordet, når hun vanen tro står klar før en vis herre får sko på og forventer sang og flag og morgenbord. Shit, shit, shit!

Tænk, Mette. Tænk, for pokker!

 

Der skulle gå knap en måned…

Der skulle gå knap en måned…

…før jeg kom til tasterne igen. Som flere gange før, prøver jeg at skrive om stort og småt, men når inspirationen svigter, så ender jeg med at have mindst 20 ufærdige indlæg liggende, som hverken synes gode eller relevante længere. What to do?

Jeg valgte at tage en lille blog-pause og acceptere det i stedet for at have dårlig samvittighed over ikke at få skrevet. Erfaringen siger mig, at jeg ikke får det bedre af det.

Når man så har haft en rigtig god weekend med masser af sol og hjemlige sysler med ungerne, så kommer lidt af enerigen og overskuddet tilbage (og man bliver også ret glad indeni, når der ligger en kommentar fra en fast læser, som savner ens skriverier!). For de har nemlig været vildt fedt at kunne luge i haven og bygge højbede og lave snobrød. Tage på aftentur til open by night med ældstepigen og se hende føle sig VIRKELIG stor (ved at være ude til kl. 21…). Bare gå i aftensolen sammen med hende og spise is og kigge på alverdens ting, prøve øjenskygger i Magasin og sludre om løst og fast. Så er hun pludselig på vej til at blive stor.

Det blev til en weekend med 11 km. i løbeskoene, til at få ryddet op og til at ligge og kigge op i himlen på ungernes trampolin og bare lytte til verden. Til at smide ansvaret for en legedag for klassen over på manden og give mig selv lov til for en gangs skyld at sige nej i stedet for at stille op. Det hele skal jeg klart gøre noget mere.

Er jeg klar til at tage på job i morgen? Ikke det fjerneste. Jeg kunne blive udendørs alle døgnets timer i det her vejr! Jeg knuselsker de lyse (og varme) dage!

Jeg skal nok komme tilbage til tasterne, for det er ikke fordi, der slet ikke sker noget her i provinsen. Tværtimod. I skal nok få fortællingen om at acceptere en skoleplads, når ens barn kun er 4,4 år, at familie ikke altid er en let størrelse, at gøre sig tanker om pligter og lommepenge, om at prioritere sig selv og alt det andet, som udgør hverdagens tusindbrikkerspuslespil.

Weekend

20 tommer lykke

20 tommer lykke

I dag måtte vi hoste op med en ny cykel til ældstebarnet. Det er ikke meget mere end 1,5 år siden det skete sidst, men damn, hvor har hendes lange ben vokset sig endnu længere.

Det var også på høje tid. Sadlen var sat op til det yderste, hendes ben var ikke strakte, når hun cyklede, og hun kørte så håbløst langsomt, at jeg måtte skynde på hende konstant, for ikke selv at vælte selv, når jeg kørte bag hende. Ikke sjovt for nogen parter.

Så nu holder 20 tommer lykke i kælderen inkl. ny cykelhjelm. Det er ikke just den bedste dag at teste det nye vidunder, da sneen dækker provinsen, og det er om at holde tungen lige i munden, når cyklen er større og med gear, som lige skal læres. Hun har selv været med til at samle den og sætte refkelser på.

Faktisk insisterede hun på at sove i kælderen, for at være tæt på sin nye cykel, hvilket jeg dog modsatte mig. Lur mig, om den ikke ender med at komme op i stuen i morgen, hvis sneen stadig dækker gaderne. Jeg kan godt forstå hende. Jeg havde det på samme måde, da jeg var barn.

Det er alligevel lidt sjovt at se, hvad der har ændret sig på halvandet år. Fra 5 år til knap 7 år. Altså ud over de åbenlyse 20+ cm, hun er vokset i højden. Hun er stadig meget barn – præcis som hun skal være – og aner ikke, hvem Marcus og Martinus er, eller hvad forskellige YouTubere gør, kan eller siger. Hun er først lige begyndt at flirte med DR Ultra i stedet for Ramasjang. Og så er hun alligevel blevet ældre. Det bliver tydeligt at se på en dag som i dag. Frost og lyserød er ikke hot længere. Nu er cyklen sort med lilla striber – samme farve som cykelhjelmen – for det skal jo matche, forstås. Og det er virkelig vigtigt med gear på cyklen – lige som dem i 1. og 2. klasse har!

Hun er p*sse-stolt af sin nye cykel – og jeg er stolt af hende. Jeg glæder mig rigtig meget til at cykle foråret og nye eventyr i møde sammen med hende!

I 2018 vil jeg sætte min hat, som jeg vil

I 2018 vil jeg sætte min hat, som jeg vil

Velkommen 2018! Hvad mon du har at byde på? Bliver du bedre end det år, vi lige har fyret? Det håber jeg sgu.

Hvis jeg får lov at bestemme, skal du være et godt år. Et år som byder på mere fornøjelse end pligt. Et år med mere grin end gråd, og et år, hvor jeg ikke skal føle helt så meget, at jeg ikke slår til og ikke kan løbe stærkere. Som mor af min tid og vores samfund, vil det være naivt at tro, at jeg ikke vil føle, at jeg er alle og ingen steder på én gang. 2018, du skal i hvert fald være det år, hvor jeg bliver bedre til at passe på mig selv. Kan vi ikke godt lige aftale det?

I 2018 har jeg i hvert fald tænkt mig i langt højere grad at sætte min egen dagsorden. I 2018 vil jeg tænke mindre på, hvad andre tænker om mig. For bliver jeg reelt set et bedre eller gladere menneske af andres holdninger til mig? Bliver jeg et bedre eller gladere menneske af, at tænke så meget på, om andre synes, mit tøj eller mine valg i livet er gode eller dårlige? Hvis jeg vil gå med min klassiske hat, som jeg synes er mega fed, hver eneste dag, så skal jeg jo ikke tænke, om andre synes, det skiller sig ud eller er mærkeligt at gå med hat. De kan deres og jeg kan passe mit. I 2018 vil jeg sætte min hat, som jeg vil.

Da jeg i går aftes hoppede direkte ind i 2018 til lyden af rådhusklokkerne, lavede jeg ingen nytårsforsæt om at spise mindre chokolade eller drikke mindre kaffe. Det vil alligevel ikke holde. Men jeg hoppede ind i det nye år med et løfte til mig selv om, at være bedre til at sige fra og ikke tage de bekymringer på mig, som ikke er mit ansvar. Der kommer en dag, hvor jeg sikkert melder mig som kontaktforælder i klassen og stiller op til både kagebagning og at arrangere en forældrefest. Der kommer en helt sikkert en dag, hvor jeg melder mig til at gå forrest og trække det store læs på en opgave eller et projekt på jobbet, som andre ikke higer efter. Der kommer en dag, hvor jeg siger ja til flere familieinvitationer og halloweenarrangementer og jeg skal komme efter dig. Det bliver bare ikke i 2018. Ikke af dovenskab eller foragt for andre, men i 2018 skal batterierne lades op igen.

Jeg håber, du kom rigtig godt ind i det nye år med alle ti fingre og tæer i behold. At du havde en fest og at dagen i dag må være fuld af håb for det nye år.

Rigtig godt nytår!

Møs fra Mette

 

Julefred, så ægte som det fås

Julefred, så ægte som det fås

Nu kan vi næææsten tælle dagene til juleaften på én hånd. Vi tæller ned, gør vi. Både til lillebrors fødselsdag og til jul. Vi er i hvert fald klar. Gaverne er købt, det samme er alt til julemaden. Juletræet er skovet og pyntet.

Vi skal “kun” være 3 voksne og to børn til jul i år og hvis jeg kan bestemme, så skal det være helt stille og roligt. Det er nok naivt at tro, at ungerne ikke vil være spændt til det alleryderste for at finde ud af, hvad der gemmer sig i gaverne under træet. Eller gå lettere i selvsving, når indholdet er pakket ud.
Hvis du lover ikke at sige det til nogen, så er jeg faktisk lidt allergisk over for børn (og voksne!), som gerne vil skynde sig til pakkerne. Jeg ved godt, at det er som at sætte dem ind i en slikbutik og forbyde dem at smage, før de er prop-mætte. Men jeg håber da at indgyde en lille smule behovsudskydelse i mine egne to.

Mest af alt glæder jeg mig til at få juleferie. Jeg er SÅ træt! Og det er ungerne også! Ferien er helliget til at gøre tilbygningsprojektet færdig. Om alt går vel: Også at begynde at tage de nye rum i brug! Yay! Om overskuddet og elektrikeren vil, kan vi i hvert fald begynde! Jeg er tyvstartet lidt. Juletræet og en sækkestol er flyttet ind. Jeg kan allerede mærke, hvor rart det bliver at være der. Bare sidde og kigge og slappe af.

Præcis som i går, hvor sad jeg lige dér og nød synet af Ældsten, som pyntede juletræet. I kølvandet på familiefødselsdag og en overflod af gaver til lillebror, havde hun brug for at trække sig lidt og være alene sammen med mig. Selv om hun ikke ville være ved det, kender jeg hende godt nok til at kunne mærke, at hun følte sig forbigået. Hendes fornuft ved, at hun får gaver til foråret, når hun har fødselsdag og at hun ikke bør være misundelig, men en dum følelse nagede hende indeni. Det var tydeligt at mærke. Her var juletræspyntning en rigtig god “medicin”.

Da mørket faldt på, var mit hjerte næsten ved at gå i stå af cuteness overload. Her sad hun ved siden af juletræet, imens begge husets pelsdyr lå og stirrede betaget på hende. Hun var nemlig i fuld gang med at fortælle dem, hvorfor vi holder jul – helt på eget initiativ – imens hun aede deres pels:
“Vi holder jul, fordi det er Jesus’ fødselsdag. Jesus er Guds søn. Jeg ved ikke, om jeg tror på Gud, men jeg tror i hvert fald på Jesus, for han har fødselsdag. Og derfor får vi et juletræ, som skal pyntes. Det ved jeg faktisk heller ikke, hvorfor vi gør. Men der skal gaver under træet, og vi har også købt nogen til jer. Men I må ikke spise julepynten eller slå den ned fra træet. Det må man ikke. Men man må gerne ligge under træet eller andre steder…”.

Sådan blev hun ved. Det er da fantastisk og jeg forsøgte ikke at afsløre, at jeg stirrede og lyttede. Dyrene så ikke ud til at have noget imod det, og jeg har haft verdens bredeste smil fra øre til øre, imens jeg betragtede fra min plads i sækkestolen.

Så slukkede vi lyset i stuen, tændte lys på træet og, sad tæt sammen og så på hendes fine resultat. Farverigt, ulige fordelt, lettere kaotisk og alligevel mega smukt og fantastisk. Præcis som vores familieliv.

Sad bare, uden at sige noget (hvilket er en særdeles sjælden ting for min ældste), alt imens jeg indsnusede duften fra hendes hår. Lige dér var essensen af julen: Tid, ro og kærlighed. Julefred så ægte, som den fås. Helt klart ét af de juleminder, som for altid vil blive hos mig, og lige præcis, hvad vi begge havde allermest brug for <3.

Julefred

 

Mor til et julebarn

Mor til et julebarn

Hvis der ikke var nok at give sig til i december, så har 50% af min lille familie fødselsdag i denne måned! Min søn og jeg er decemberbørn. Begge endda lige omkring selve juleaften.

Jeg havde ikke set det komme, at jeg skulle blive mor i december. Men han snød mig, den lille drillenisse. 43 dage før termin, kom han. Lillebitte, alvorligt syg og al julehygge blev forvandlet til angst og frygt, blandet med en enorm kærlighed og glæde over at se min lille mand.

Derfor er jeg mega sentimental i december. December gør ondt. Den inviterer i forvejen til følelser og sentimentalitet. Her er der lige skruet en tand mere op for det. For fa’en: Jeg kan tude over stort set alle julesange i radioen – inklusiv Jul på Vesterbro. SÅ er det slemt. Følelsen af tristhed over alle de grimme minder er tung, men heldigvis er følelsen af ekstrem lykke over at skulle fejre min smukke, stædige, skønne, stærke lille fyr om små to ugers tid mindst lige så stor. 4 år med ham er jo intet mindre end fantastisk! Et vaskeægte julemirakel!

Men det, det skal handle om, er at fejre fødselsdage i december. At skille julen og fødselsdagen ad og om ikke at drukne barnet helt i gaver og indtryk. Min søn og jeg fejrer fødselsdagene sammen og det er fedt. Det er primært hans dag – jeg er bare så heldig, også at få gaver og sang. Yay! Her på nippet til 36 år, er det ikke særlig vigtigt for mig at være festens centrum. Jeg vil hellere sidde og være monster grådlabil og smile som en flækket træsko over min søns glæde. Vi fejrer os i næste weekend. Familien er ikke så stor, men derfor er gaveregnen sjældent blot en let byge.

Jeg kan huske, hvor pisse-træls (undskyld mit sprog!), der var (som barn), at folk sagde: Jamen, vi slog bare din jule og fødselsdagsgave sammen, så du får én gave (underforstået: På et andet tidspunkt). Tanken er god, men det er ikke fedt, før man bliver ældre, at få én gave. I barneperspektiv kan man godt føle sig lidt overset i den situation. Helt uden egentlig at ville fremstå forkælet og på trods af andre gaver. Det er bare den følelse, man får – for man glæder sig jo til begge dele.

Derfor får min søn gaver den dag, vi fejrer for familien og så igen juleaften. Det er sjældent, vi kan holde festen på selve dagen, og derfor deler jeg yderligere vores gave op, hvis det kan lade sig gøre. Så han får en del af den ved fejringen, og en gave fra søster på selve dagen. Til gengæld er det ikke stor fest igen. Her er der uddeling i børnehaven – meget low key – og livret til aftensmad.

Nu bliver han jo kun 4 år, så jeg kan ikke spørge ham, hvad han egentlig helst vil. Han svarer i så fald sikkert bare “Ha’ gaver!”. Jeg prøver at tage udgangspunkt i mine egne minder om at have fødselsdag på en pænt nederen tid af året.

Kunsten er at fejre uden at toppe med endnu mere halløj, i en måned, hvor ungerne i forvejen får mentalt overload af aktiviteter og indtryk. Kunsten er et værne om begge “højtider”, uden at overgøre det eller negligere noget. Kunsten er i øvrigt også at invitere tidligt nok, så familien kan komme.

Jeg synes, vi får det til at fungere godt. Well, hvis jeg ikke var dødtræt i forvejen, så er jeg det da efter en børnefødselsdag i december. Men det er man vel altid. Jeg glæder mig som et lille barn til at fejre ham. Til at fejre hans fjerde år trods alle odds.

Snart skal vi fejre din fødselsdag, din lille julenisse! Mor elsker dig til stjernerne og tilbage igen!

Kærlighed

Vred ung mand

Vred ung mand

Trodsalderen er en helt fantastisk periode i ens (barns) liv…sagde ingen mor nogensinde. Deler hus med en ung mand, som er tre år og temmelig trodsig! Vred på verden og i særdeleshed på mor og ordet “nej”. I kombinationen “Mor siger nej”, kan man godt forberede sig på, at hele verden ramler. Shit! Hvis jeg troede, hans søster var hidsig og stædig, så kan jeg godt tro om igen. Han overgår hende med længder!

Jeg er jo naiv nok til at tro, at fordi jeg overlevede hans søsters 2½ år med trods og generelle tvære indstilling til livet, så ville jeg også have værktøjerne til at komme lettere igennem hans. Her må Mutti tro om igen! Han er tifold trodsig og virkelig vred. Det går dagligt op for mig, hvor “let” storesøster var…sammenlignet med ham. Hende kunne man tale fornuft til, når hun havde forsøgt at sprænge mine trommehinder i 30-60 minutter. Så kunne man nå ind til hende og høre, hvad hun havde at sige og fortælle, hvorfor man sagde nej/blev vred/ikke ville være med til det. Det preller 100% af på brormand.

Hvad pokker skal en stakkels træt dame gøre, for at få sit yngste-sønnebarn til at høre efter? Det er dagens 1 mio.-spørgsmål!

Hændelser som oftest udløser herrens vrede er:

  • Godmorgen = Uhuuuummmmm, gå væk! Jeg vil kun have far!
  • Far kommer ind og siger godmorgen = NEEEEEEEJ! Jeg gider ikke!!!!
  • Morgenmad: Jeg vil ikke have det der (selv om han lige har bedt om det). Herefter sætter han sig på gulvet og laver trutmund og lægger armene over kors. Lader man ham sidde, skriger han højere og højere og sparker til stolen. Beder man ham om at opføre sig pænt, skriger han nej i en sådan grad, at det giver udslag på Richter-skalaen. Fører man ham stille og roligt tilbage på værelset, smider han sig på gulvet og skriger AAAAAV og NEEEEEJ, selv om man dårligt nok rører ved ham. Bliver man gal, fordi klokken er 5 og han allerede har gennemspillet ovenstående, skriger han og slår i gulvet. Oftest ender jeg med at lade ham sidde.
  • Tøj på: Se ovenstående.
  • Tandbørstning: Se ovenstående. Evt. med varianten Dumme mor eller at forsøge at slå tandbørsten ud af hånden på mig.
  • Søster forsøger at hjælpe (selv om jeg siger, at hun skal være ligeglad med hans opførsel og lade mor/far ordne det) = Han slår hende. To børn græder nu. Yay!
  • Ud af døren = Hyl og total hjælpeløshed. Kasten sig ned på gulvet 3-5 gange. Sparker til støvlerne og smider med jakken. Her er min tålmodighed oftest opbrugt. Sorry! Jeg er den type, der ikke har uendelige mængder af overskud.
  • Ind i børnehaven = NEEEEEJ – Jeg vil HJEEEEEM. Og så ellers hælene i gulvet.
  • Overtøj af i børnehaven = Se ovenstående.
  • Farvel til mor i børnehaven = Skrig og hyl indtil jeg krammer ham. Herefter enten “Jeg vil have dig, mor” eller 5 flade fingre plantet lige i fjæset på mig (hans fingre vel at mærke).
  • Hjem fra børnehave = Neeeeeej! Jeg vil ikke hjem!
  • Hjemme fra børnehave = Trods over for søster OG mor.
  • Aftensmad = Se Morgenmad + 10 “flugtforsøg” fra bordet. Mindst.
  • Tandbørstning = Ikke en s**d anderledes end om morgenen.
  • Vil have mad efter sengetid = HYYYYYYL!
  • Godnat og sov godt, lille skat = Jeg vil ikke sooooove i mindst 10 stigende lydstyrker. Spark på seng og “flugtforsøg”.
  • Hvis karma har en fest, tager vi også en tur om natten, når han pludselig er vågen og insisterer på Ramasjang kl. 3.30…

Hvad pokker gør man? Venter på, at det går over, I know. Men har du et råd eller to inden, så kom lige med det. (Og ja, jeg ved godt, at jeg ikke bør blive gal, men jeg er også kun et sølle menneske med alle dets fejl og mangler).

På mit køleskab hænger et udklip, hvorpå der står:

It’s called the terrible twos, because fucking aweful doesn’t start with a “T”

Amen til det, siger jeg bare. Herhjemme kunne vi sige “The Terrorist Threes”. Jeg ved godt at det på politisk og pædagogisk korrekt dansk hedder Selvstændighedsalder. Men det gør den altså ikke lettere at komme igen.

Momsterliv: Dagen derpå for fuld udblæsning

Momsterliv: Dagen derpå for fuld udblæsning

Søndag d. 1. oktober og tid til at tage en lille temperaturmåling på, hvordan livet ser ud i mor-højde.

Dagen startede tidligt. Heldigvis var der kaffe i koppen, da solen prøvede at bryde frem over skyerne og mit hoved gjorde lidt ondt. Det var dagen derpå, dog i en lidt anden forstand end dengang jeg var 25.

Det var dagen derpå for vores første encounter med legegruppe. Det vender vi tilbage til i et andet indlæg. Og dagen derpå for en sen aften i gode venners selskab. Der var cola i glasset i stedet for Kahlua, og god mad på bordet, imens ungerne legede. Vi var sammen med den slags venner, hvor man kan komme hele verden rundt på 5 timer, være enige og uenige, kan tale om alt – især det svære – og græde eller grine, så maven gør ondt, alt imens ungerne leger uden nogen form for konflikter, fordi de også virkelig godt kan lide hinandens selskab. Så jeg var træt på den gode måde og i seriøst søvnunderskud.

Men hvordan så en søndag så ud gennem mine briller? Jo, nu skal du høre:

Kl. 3.30 skulle det første barn op og tisse, og krøb ind under min dyne efterfølgende. Min yngste med runde kinder, kolde fusser og en forkærlighed for at putte med sin mor. Trods tidspunktet, er det altid dejligt at mærke hans små hænder i mine og at lytte til hans vejrtrækning. Snige mig til at lægge en hånd på brystet af ham og mærke det lille hjerte, som mod alle odds fik lov at slå så fint. Han sov hurtigt – jeg vendte og drejede mig frem til kl. 6, hvor ældste barnet var klar til at starte dagen.

Kl. 6.00 var mit evigt morgenfriske pigebarn oppe. Hvis hun nogensinde sover længere end 6.00, kan du være sikker som amen i kirken på, at hun har feber. Hun har altid været sådan – klar til at indtage verden, før mørket knap har givet slip. Så vi tog morgenmaden i sofaen og så MorgenRamasjang under dynen, imens far og søn sov videre.

Kl. 8.00 tog manden afsted på job. Det er ellers sjældent, han arbejder i weekenden (han kan sådan set selv bestemme som selvstændig). Men i dag var der møde for alle i virksomhedsfællesskabet, så afsted med ham. Ham får vi først hjem igen kl.  19.30 i aften.

Kl. 9.30 kørte vi en tur hen til mormor. Solen skinnede, og der skulle ske et eller andet, selv om jeg var træt og havde søvnunderskuds-tømmermænd. Min mor har et handicap efter en trafikulykke, og derfor er et besøg ofte også lig med en håndsrækning til praktiske gøremål. Hun ser efter børnene, og jeg ordner forskellige ting, overskuddet ikke har været til. Vejret var fantastisk, så det var ingen sag at være i haven, eller at lade alle døre og vinduer stå åbne, og luften kunne hjælpe med at tørre gulvene efter gulvvask. Jeg vil gerne hjælpe, og selv om hun siger, at jeg ikke skal, så ved jeg også, at det kan lette hendes humør en del.

Kl. 15.00 stod den på et af søndagens faste holdepunkter. Vi kører hardcore madplan herhjemme, og det betyder også, at vi kun handler 2 gange om ugen. Indkøb til hele ugen søndag og refill på mælk, frugt og pålægsfronten onsdag. That’s it. Det er én af de bedste ting, jeg har gjort for vores familieplanlægning og -økonomi længe. Det har kørt i lige knap 4 år nu – og nej, det er slet ikke kedeligt og forudsigeligt 🙂

Kl. 16.00 fyldte vi hele spisebordet med stofrester, klippe-klistre-krea-ting, limstifter, garn og alt muligt andet. Mine børn (især sen ældste), har taget det der med Ramasjangs “rullinger” noget så grusomt til sig, og vi når knapt nok at tørre måsen med det sidste blad toiletpapir, før hun står parat og kræver at inkassere den tomme rulle til endnu en “rulling”.

Vi kører et lettere skeløjet tema herhjemme p.t., så hermed må jeg præsentere Kai fra Ninjago og Lea, 7 år og i første klasse og bedsteven med en eller anden, der hedder Leona. Jow jow, fantasi og kreativitet går vi ikke ned på herhjemme…

Toiletrulledukker
Rock’n Rulling

Kl. 17.30 bespiste jeg de kære pus med den dovne mors favorit: Havregrød med hjemmelavet æblegrød og en smule fløde til. Jeg orkede ikke at lave mad – indrømmet. Ungerne elsker der, og det er vel egentlig bedre end et happy Meal fra Mac’en, eller?

Kl. 18.30 vendte vi sidste side i “Sallys far bander (ad helvede til)” (den er SJOV!), og begge unger faldt omkuld på lillebrors værelse, hvor de havde aftalt at sove sammen. Overraskende nok faldt de begge i søvn uden større palaver. Yay! Så havde jeg jo god tid til at muntre mig med opvask, madpakker og vasketøj…

Klokken er nu 20.45, og jeg overvejer at gå i seng. Jeg nåede at løbe en lille tur i det allersidste lys af en flot og produktiv dag, da manden kom hjem. Jeg burde læse til eksamen, som lurer lige om hjørnet. Men jeg har bare ikke flere kræfter nu. Har desuden været total mønsterelev og har læst alle dage i den forgangne uge! High fives på det, tak!

Det var en søndag i mit moderskab. Ret langt fra den slags søndage, jeg havde for 10 år siden, men overhovedet ikke atypisk, efter jeg er blevet mor. Jeg drømmer om at ligge på sofaen hele dagen, men ved også godt, at det er utopi. Både fordi ungerne kræver min tilstedeværelse omkring alt fra rullinger til rumpe-tørring, og dels fordi jeg faktisk ikke er så god til at ligge stille. Det havde du måske nok gennemskuet ud fra det, du har læst lige nu. En ganske udemærket dag, med helt igennem søde unger. Det kan jeg bestemt ikke klage over! <3