Costa del Kolding

Costa del Kolding

Det lyder måske ikke så eksotisk som Caribien eller Comosøen, men Kolding kan altså også noget. Skal man holde ferie et sted i Danmark, er Kolding faktisk et ganske glimrende bud på en destination, som har ret meget at byde på. Du finder en liste over mine bedste bud her.

Som sagt holder vi ferien hjemme i dejlige Danmark og i sidste uge slog vi vores folder i Trekantsområdet (shssss….ingen vittigheder her! :-D).

Vi havde booket hotel med familieværelse i tre dage og herfra vi kunne køre ud og opleve. Ældste-elsklingen bliver voldsomt køresyg, og derfor er en tur hjemmefra og til f.eks. Legoland en overvindelse.

Jeg har taget et uddannelsesselester på SDU Kolding og allerede dengang (for læææænge siden), tabte jeg en lille del af mit hjerte til byen. Der er flere muligheder, end øjet måske lige umiddelbart ser.

Vi startede med at mødes med gode venner og deres børn i Kolding Legepark. En skøn lille perle midt i Kolding by, med legeplads, mooncarbane, minigolf, sejlesø til cykelbåde og robåde og masser af steder at sidde og være, imens ungerne leger. Og så er hele herligheden i øveigt gratis for besøgende. Vi har altid besøgt Madsbyparken i Fredericia, når vi skulle på en legetur lidt længere væk end egen baghave. Men Kolding Legepark kan på alle måder hamle op med Madsbyparken. Jeg ville ønske, at vi havde noget lignende her på Fyn.

Efter som vejret jo er uhørt fantastisk denne sommer, var godt gang i gågaden og byens restauranter. Gågadelivet indbød til at have ungerne med og lade dem lege, når maverne igen var fyldt op. Det siger man ikke nej til, hvis man også gerne vil catche up med venner, man desværre ser for lidt.

Lørdag forlod vi Kolding for en stund og kørte til Legoland. Altid et hit og selv om det er en smule pebret i pris, så kommer Fætter BR til undsætning (og vidst nok også ægggebakker og tegninger m.m.), så børnebilletterne i hvert fald var hjemme. 50 år senere er Legoland altså stadig god underholdning for børn og voksne i 6 timer+. I højsæsonen er det naivt at tro, at man rammer en dag uden kø i lange bane, men et tip fra mig til dig er at tage i Legoland om lørdagen. Her er det nemlig skiftedag i Lalandia og på diverse campingpladser, og derfor lidt færre i Legoland. Det tæller også, når ungerne er unger 8 år.

Som pendant til Legoland og legepark, tog vi turens sidste dag ved Hylkedal. Umiddelbart en rasteplads, hvis du pløjer igennem de sydgående motorveje i Danmark. Men prøv lige at stoppe med Hylkedal Øst, næste gang du kommer forbi.

Parker bilen og gå en tur ind bag hegnet. Der er en Funky Monkey-park med klatring og svævebane i weekenderne, men mit tip er at gå en tur i det bakkede, grønne område. Ned af stejle stier, over trærødder, ind af små stier og op af stejle bakker. Der er rum for at bruge en time eller to på blot at “opdage”. Der venter ikke noget vildt et eller andet sted – blot grønt og skønt og mulighed for at udfordre ungernes nysgerrighed.

Selv om det blot er en times kørsel hjemmefra, var det et skønt og tiltrængt afbræk fra hverdagen. Bløde hotelsenge og lækker morgenmadsbuffet, tid til at slentre uden at skulle noget, sjov sammen så længe vi gad, shopping, vaffelis og restauranter. Denne gang blev det Kolding. Inden længe bliver det et andet sted i dejlige Danmark. Bare tag ud efter næsen og væk fra de største byer. Så lover jeg dig, at der venter noget godt 🙂

I og omkring Kolding kan jeg i øvrigt også anbefale:

God sommer <3

OBS: Jeg har (desværre) ikke fået en stor sum penge fra Kolding Kommune eller de øvrige steder, jeg nævner i indlægget. Det hele beror udelukkende på min egen dybfølte og ærlige mening 🙂

 

Hverdagsflugt

Et vellykket get-away fra hverdagens trummerum er vel overstået. Nymindegab og Nr. Nebel kom, så og sejrede, og bød på en ganske fin deal bestående af sommerhytte (hus er nok så meget sagt), fri adgang til badeland, skøn natur og en overkommelig afstand til et af de steder i kongeriget Danmark, jeg bedst kan lide: Vesterhavet. Det var en lidt spontan beslutning, da vi nok havde luret på et sommerhus i det vestjyske, men havde lurepasset lige længe nok til, at priserne var tredoblet lige op til industriferien. Men så dukkede dette op og det har været ganske fortræffeligt. Vi trængte bare til at komme væk fra husets vægge, regnen, ungernes noget nær konstante kampe og følelsen af ikke at give vores børn en “ordentlig” sommerferie, blot fordi mor og far mest af alt var så trætte, at vi ikke drømte om andet end tre uger på langs. Den går bare ikke med børn i huset.

Børnenes brok og særegne evne til at vågne om natten og stadig være friske som havørne kl. 5.15 tog med på ferie, men ellers føltes Vestjylland faktisk ganske eksotisk. Nok vartede jeg stadig op og tørrede op, men det var ikke helt lige så træls som hjemme.

Vi besluttede os for at dele os og børnene lidt op i løbet af dagene. Selv om der kun er 2,5 år imellem dem, så er springet imellem 2,5 og 5 år stort, når det gælder oplevelser og udfordringer. Soppebassinet er ikke så hot som den vilde vandrutsjebane helt oppe under loftet, som udfordrer mors højdeskræk og som får maven til at kilde, så man fniser og hviner. Det viste sig at være en klog beslutning, og det gav også tid til at se og høre langt mere end at tale til fornuft. Jeg kunne godt have brugt lidt mere alenetid med Ældstepigen, for det var overvejende fars pige og mors dreng – af nemheds skyld, da far et mere hooked på klorvand, end jeg er og lillemanden p.t. kun kan udføre basale færdigheder, hvis mor er inden for rækkevidde. Vi valgte med andre ord den løsning, som gav færrest problemer. Der er rigeligt af kilder til dem i forvejen.

Brunch, badeland, bare tæer i vesterhavsvand. Hoppepuder og andre herligheder – helt enkelt og uden glitter eller glamour. Det var rart! Jeg er ikke en døjt mere udhvilet – snarere tværtimod. Men det føltes godt at give børnene noget andet. At give dem noget at fortælle om og forhåbentlig huske. Det er ikke fordi vi ikke har råd til at give dem en årlig ferie syd på. Vi har bare indtil nu ikke haft overskuddet til det. Vi har prioriteret ro frem for rejser. Fordi vi har haft brug for det.

Hjemme igen venter vasketøjet i kælderen. Men der venter også endnu to ugers ferie. Yay! Der er kun ganske få planer for dem – med vilje – fordi jeg bare gerne vil sidde og nørkle ved symaskinen eller rode i haven og have plads til den spontane tur til stranden eller Legoland. Forhåbentlig kommer der også et strejf af varme og sommervejr i stedet for regn og gråvejr. Det ville da være sjovere. Jeg mangler stadig at sende ungerne ud i haven kl. 8 kun iført shorts og solcreme – det er indbefattet af sommerferie på højde med friske danske jordbær og nye kartofler.