Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har

Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har

Tirsdag morgen med totale trætte børn (og forældre). Du ved, en af de dage, hvor en forkert sok kan få verden til at ramle…

Ungerne kom en del senere i seng, end de plejer, da der var afslutning på skolen i går aftes. Well, de sover normalt senest kl. 19.00, så det er altid lidt en udfordring med relativt almindelige arrangementer i skole, børnehave eller i familien.

Så vi startede dagen i minus, og det kunne mærkes. Lillemanden har ellers ladet nej-hatten ligge på hylden et stykke tid nu, men jeg skal da lige love for, at han havde taget den på her til morgen. Skrig og skrål. Nej, nej og attter nej. Kaste med alt og slå hælene i. Selv om jeg VIRKELIG strammede mig an og selv om jeg selvfølgelig godt vidste, hvad årsagen var, så var det VIRKELIG svært at holde igen og ikke være unødigt sur. Jeg syntes, jeg klarede det ganske ok, omstændighederne taget i betragtning, men hans søster, som var lige så træt, satte også i et hyl og stampede i gulvet:

Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har“, hylede hun, så højt hun kunne, alt imens tårerne kom frem som et lyn fra en skyfri himmel.

Så var det bare lidt svært at fortsætte med at være sure. Og rigtig svært ikke at lade være med at grine.

Ens unger rykker så mind-blowing meget ved ens værdier og hverdag, og det kan føles som om, livet indimellem presses halvt ud af én i forsøget på at lykkes. Men de lærer én så meget og ser indimellem lige igennem situartionen uden et filter. Og så virkede det pludselig virkelig latterligt at stå en tirsdag morgen og være sure på det dyrebareste vi har, nemlig hinanden <3

Børnefamiliens tid

Børnefamiliens tid

Shit, igår sad jeg midt i sofaen og følte, at mit liv var på TV. Manden var ude med en kammerat, imens jeg sad hjemme og så temalørdag på DR2. Ja, så er man blevet så gammel…

Jeg havde nok satset på en chick-flick eller en eller anden actionfilm, der hverken krævede eller tog for mange hjerneceller, imens jeg så den. Men jeg blev fanget af programmet “Børn er roden til alt ondt”. Et indblik i familieliv og børneliv omkring 10’erne.

Hvordan vi både kæmper men muligheder og begrænsninger. Med forventninger (egne og andres), arbejde og familieliv. Med at få det hele til at gå op uden at tabe os selv eller vores børn. My life indeed!

Den ene forsker beskrev det som en “idealiseret kultur med 100 muligheder“. Og det lyder ganske rigtigt set fra min vinkel. Før jeg fik min første, var jeg lykkeligt uvidende om mange ting. Bl.a. hvor mange meninger, der er om moderskabet og hvad det skal indeholde. Ligeledes hvor svært det kan være at føle, at man kun er halvt til stede de fleste steder i livet: På jobbet, over for vennerne, i parforholdet og i moderskabet i særdeleshed (og at håbe inderligt på, at ingen af parterne lægger mærke til det. #selvbedrag).

Det er hamrende bipolært. For jeg kan få helt ondt i maven over at skulle være væk fra mine børn en hel nat og nogle dage er jeg ved at løbe ned til skolen og børnehaven, fordi jeg har savnet dem så meget. Og så er der dage, hvor de skændes så meget og/eller mine indre batterier er så afladet, at jeg ønsker, at de var væk et stykke tid. Ikke alt for lang tid, men lige nok til at jeg kunne glemme alle forpligtelserne og gøremålene et øjeblik. Glemme følelsen af slet ikke at være “mig” mere. Jeg er blevet til et andet “mig” på godt og ondt, og skal jeg lægge hovedet på blokken, så ville jeg vælge det “andet mig”, hvis jeg blev bedt om det. Men det forhindrer mig ikke i indimellem at savne det og den, jeg var.

En anden forsker talte om lykketab i den tid, der siges at være den lykkeligste i éns liv. Tab af lykke, frihed, fællesskab og nærvær. Det er ingen af os vel stolte af at indrømme, selv om en stor del af os nok har følt det, hvad enten det var et kortvarigt stik eller en nagende, insisterende følelse. For har jeg ikke også fået lykke? Oplevet lykke og tryghed, når mit barn søger mig og viser mig, at han/hun ikke kan eller vil undvære mig. Lykke, når man lytter til deres sagte åndedræt en lørdag aften. Lykken, når man hører dem grine inderligt. Lykke når man ser deres søskendekærlighed. Lykke, når det indimellem lykkes, hvad enten det er store enner små sejre: Det lykkedes mig at komme igennem dagen. Det lykkedes mig at lade være med at skælde ud i dag. Det lykkedes lægerne at redde min søns liv. Det lykkedes mig at opdrage en helt igennem empatisk lille pige. Det lykkedes mig at nå det hele.

I programmet skulle en far og en mor meget lig min mand og jeg prøve at få familielivet til at gå op via en coach. De skulle finde mulighed for en børnefri weekend en gang om måneden, fordi hjælp udefra ikke var noget, der hang på træerne. De skulle prøve at skære hverdagen ind til benet, så der blev mulighed for at have masser af tid med ungerne, men også øjeblikke alene eller i tosomhed. De skulle prøve at få arbejdsliv, transport og fritidsinteresser til at gå op, selv om det syntes som om, der ikke var tid til det. Det var nærmest smertende lig med de prioriteringer, vi ofte kæmper med – og samtidig var det ekstremt befriende at vide, at der findes andre, som også kæmper med det samme. At jeg/vi ikke er eklatante fuck-ups på forældrefronten. Der er nogen som os. Måske flere end vi tror?!??

Men hvis vi så fik den tid? Hvad ville vi så bruge den på? Ville vi bruge den på os selv, på at komme i bund med bunkerne eller sammen med børnene? For hvis man føler sig hamrende utilstrækkelig på nærmest alle fronter – hvor giver det så mening at sætte ind? Det er jo så næste dilemma. Jeg for mig selv kan i hvert fald sige, at jeg ikke ville bruge den på at arbejde. Jeg ville bruge den hjemme; hjemme i en afveksling mellem sammen med ungerne, ved siden af ungerne eller uden ungerne. Bare hjemme uden at skulle noget.

Mine unger har ikke været roden til alt ondt, men siden jeg har fået dem, har jeg indimellem fået svært ved at genkende mig selv. Jeg er helt sikkert vokset som person, selv om jeg indimellem kan føle mig som et meget lille, meget tarveligt menneske, når jeg føler, jeg fejler eller ikke kan række eller rumme mere. Jeg har lært en masse af at blive mor. De vildeste ting. Igen på godt og ondt.

Jeg elsker mine børn sindssygt højt, men indimellem elsker jeg ikke den, jeg er, når livet med dem bliver for meget. Pilen er rettet imod mig selv, forstås.

Fik jeg mere tid, ville jeg gøre alt, hvad jeg kunne for at forhinde at komme til at føle sådan.

Var du ude og feste, så du Kronprinsesn fødselsdag, var du gået kold på 20 på sofaen eller stod du med grædende børn, så vil jeg anbefale dig at bruge lidt over en time på at se programmet (hvis du altså er så heldig at have en time fri). Hvis du er helt cool i moderskabet og ikke føler nogen smalle steder i parforholdet, så drop den bare. Under alle omstændigheder er linket her. 

Der skulle gå knap en måned…

Der skulle gå knap en måned…

…før jeg kom til tasterne igen. Som flere gange før, prøver jeg at skrive om stort og småt, men når inspirationen svigter, så ender jeg med at have mindst 20 ufærdige indlæg liggende, som hverken synes gode eller relevante længere. What to do?

Jeg valgte at tage en lille blog-pause og acceptere det i stedet for at have dårlig samvittighed over ikke at få skrevet. Erfaringen siger mig, at jeg ikke får det bedre af det.

Når man så har haft en rigtig god weekend med masser af sol og hjemlige sysler med ungerne, så kommer lidt af enerigen og overskuddet tilbage (og man bliver også ret glad indeni, når der ligger en kommentar fra en fast læser, som savner ens skriverier!). For de har nemlig været vildt fedt at kunne luge i haven og bygge højbede og lave snobrød. Tage på aftentur til open by night med ældstepigen og se hende føle sig VIRKELIG stor (ved at være ude til kl. 21…). Bare gå i aftensolen sammen med hende og spise is og kigge på alverdens ting, prøve øjenskygger i Magasin og sludre om løst og fast. Så er hun pludselig på vej til at blive stor.

Det blev til en weekend med 11 km. i løbeskoene, til at få ryddet op og til at ligge og kigge op i himlen på ungernes trampolin og bare lytte til verden. Til at smide ansvaret for en legedag for klassen over på manden og give mig selv lov til for en gangs skyld at sige nej i stedet for at stille op. Det hele skal jeg klart gøre noget mere.

Er jeg klar til at tage på job i morgen? Ikke det fjerneste. Jeg kunne blive udendørs alle døgnets timer i det her vejr! Jeg knuselsker de lyse (og varme) dage!

Jeg skal nok komme tilbage til tasterne, for det er ikke fordi, der slet ikke sker noget her i provinsen. Tværtimod. I skal nok få fortællingen om at acceptere en skoleplads, når ens barn kun er 4,4 år, at familie ikke altid er en let størrelse, at gøre sig tanker om pligter og lommepenge, om at prioritere sig selv og alt det andet, som udgør hverdagens tusindbrikkerspuslespil.

Weekend

For 12 år siden

For 12 år siden

I dag for 12 år siden fik jeg en kæreste. Vi havde kendt hinanden lidt længere og syntes, at hinanden var værd at lære bedre at kende. I dag for 12 år siden sad vi i min hvide Ektorp-sofa fra IKEA og blev enige om, at vi skulle være kærester – på nogenlunde lige så elegant vis, som da man var 14 år og første gang sagde ordet kærester. Det trods vores relativt fremskredne alder af henholdsvis 24 og 26 år. Ret kejtet, som jeg husker det. Hvad der skete senere på aftenen, vil jeg ikke gå nærmere i detaljer med – I don’t kiss and tell.

Det skulle vise sig at blive mit livs længste forhold. Heldivgis varer det endnu. Jeg skriver heldigvis, fordi der er løbet en del vand i åen siden da. Både ret rene og klare, men også det beskidte og nærmest forurenende.

Vi har fulgt ca. samme drejebog som så mange andre par: Flytte sammen, købe hus, blive gift, få børn og så videre. Der har dog været nogle særdeles store bump på vejen igennem de 12 år. Hvis vi havde vidst, den dag i den hvide sofa, at vi skulle gennemgå fysisk og mental stress, et hus med adskillige vandskader, et barn med spisevægring og et alvorligt organsygt barn samt en masse andet i kølvandet på det – havde vi så stadig sagt ja dengang?

Det er måske meget godt, at vi ikke vidste, hvad tiden ville bringe og lod forelskelsen få fat, før kriserne kom. Det er måske også meget godt, at vi begge er ret vedholdende og glade for det nære og velkendte – for jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke nær havde fået det bedste af os. Jeg tror, vi begge har følt os enormt ensomme i perioder. Alene med tanker og følelser, selv om vi var omgivet af mange mennesker. Selv om vi havde hinanden.

Der er ikke fordi, kriserne har ramt os som par – altså i den forstand, at vi skændes vildt og vendte vrede og frustration mod hinanden. Jovist skændes vi til husbehov – hvem gør ikke det – men vi har alligevel formået at forblive stærke sammen. Jeg kan sagtens synes, at han er verdens største og dummeste røv – og han ganske givet det samme om mig. Men vi har holdt sammen og holdt (hinanden) ud i 12 år her til aften. Det er jeg godt nok glad for.

12 år er ret lang tid. Mit længste forhold før dette holdt i 2 år. Vi var begge studerende den gang, så vi tog ikke hinanden for pengenes skyld. Det var for hinandens skyld, ynder jeg at tro. Fordi der var noget allerede dengang, der bandt os sammen – længe før vi blev bundet af ægteskab, realkreditlån og forældres forpligtelser.

Vi har fejret dagen med en lejet trailer og en tur på lossepladsen. Med at så en græsplæne og gøre hytten ren. Med at lave mad med ungerne og læse godnathistorier. Nu med kaffe – stadig i en sofa fra IKEA.

Kærlighed

Kan man lukke lockouten ude?

Kan man lukke lockouten ude?

Er jeg helt alene om at have lidt ondt i maven over uvisheden omkring potentiel strejke og lockout? Det er vildt, så meget uvisheden omkring en reelt mulig konflikt påvirker mig. Måske er det irrationelt, men det rykker ved hele mit fundament. Hele vores fundament.

Den underliggende uvished spiller slet ikke sammen med en hverdag, hvor jeg nærmest hver dag prøver at bruge alle strategier, jeg har lært for at holde resterne af tidligere langtidsstress i ave. Selv om det er flere år siden, jeg var meget syg af stress, så gør sådan en situation som denne, at flere symptomer får lov at stikke hovedet frem igen.

Jeg er på lønmodtagers side og forstår fuldt ud, at vi skal stå op for vores fremtidige rettigheder i det offentlige. At lige løn for lige arbejde er en kamp, der er værd at kæmpe, og ikke mindst, hvad denne konflikt er et symbol på. For hvad så, hvis vi fjerner frokostpausen? Vi skal nok få noget at spise på én eller anden måde, men hvis arbejdsgiver nu virkelig er en snu rad, så er 7,5% ekstra arbejdstid så lig med, at man kan spare 7,5% væk og lade resten løbe (endnu) stærkere? Vi løber allerede stærkt, skulle jeg hilse og sige.

Det meste af min uro over konflikten rækker dog ind i det nære og mere lavpraktiske: Hvis strejken kommer på tale, skal jeg ikke selv strejke, men det skal pædagogmedhjælpere i min søns børnehave og min datters skole – og så er der dage, de ikke kan komme i børnehaven eller SFO’en, og de øvrige dage er der lagt op til kortere åbningstid. Jeg har i forvejen svært ved at få familielivet til at hænge ordentligt sammen.

Kommer det til lockout, så er jeg omfattet og det samme er børnenes instutition og skole. Så må de komme med mig, der hvor jeg skal være. Det er, hvad det er. Men så er der ingen løn på ubestemt tid, og det er heller ikke just en fest for nogen parter. Jeg har altid haft styr på mine ting, og jeg går ikke bankerot over at undvære penge i uger eller en måned, men igen: Uvisheden rykker ved tanker og følelser og gør ikke ret meget godt.

Det rykker dog ikke kun ved hverdagen. Det rykker i den grad også ved min følelse af (lige)værd og retfærdighedssans. Det rykker ved min følelse af at blive mødt og forstået af de politikere, vi satte kryds ved. De skuffer mig i den grad ved at lade arbejdsgiversiden få offentligt ansatte til at fremstå som forkælede, krævende snyltere, når virkeligheden er, at vi knokler røven ud af bukserne for en løn, der ikke er i nærheden af vores privatansatte ligeværdige. Også hvis du regner frokostpausen fra. FYI: Vi når sjældent at holde den.

Det skuffer mig at retorikken fra arbejdsgivers side er så negativ om omkrig halvdelen af alle skatteydere. Det får en klang af at være nedladende og det gør mig vred. Hvad der gør mig endnu mere vred og forarget er, hvis der er hold i de forlydender, at der spekuleres i, hvad de penge, som går fra de offentligt ansattes manglende løn, skal bruges til at dække af huller i statskassen. Det er skammeligt. I så fald stemmer jeg for folketingsvalg i meget nær fremtid, så de 450.000 offentligt ansatte, som er i klemme, kan få lov at stemme på dem, de så synes, har varetaget deres interesser bedst på det seneste.

Ja, jeg ved det. Jeg er træt af det og frustreret. Men situationen er frustrerende og uvisheden har hængt over hovedet på os for længe nu. Jeg gik forbi Forligsinstututionen den anden dag og havde lyst tl at fortælle folkene derinde en hel del. Men havde de mon lyttet, hvis jeg havde fået muligheden? Jeg ved det ikke. Faktisk tror jeg, at en del af dem derinde slet ikke har den fjerneste idé om, hvordan vilkårene i det offentlige rent faktisk er.

Drømmen om noget andet

Drømmen om noget andet

Jeg har lagt mærke til noget, igennem det sidste år. En sandhed, som gør lidt ondt. Hver gang jeg har ferie sammen med familien, drømmer jeg om at ændre hele den måde, hvorpå vores hverdag er indrettet. Jeg drømmer om at gøre noget andet, så vores hverdag kommer til at være en forlængelse af det, vi er i ferierne, og ikke dens diametrale modsætning.

For det føles sådan lige nu. Lige som weekenderne er mit high, så er ferierne det endnu mere. I ferierne er jeg tættere på at være den mor, jeg destræber mig på at være altid. Den mor, som tager tingene lettere og ikke hver dag sætter pladen i hak: Skynd dig lige! Kom nu! Jeg har jo sagt det 10 gange!

Når først man har sat sig med hus og bil og over 5000 kr om måneden alene til skole og institution, så kan det godt se sort ud for at lægge hele lo*tet om. Det er et spørgsmål om prioriteter – I hear ya! Det hele kan i princippet skæres fra og forsimples. Man kan blive tvunget til det eller vælge det.

Det handler i høj grad om de ydre faktorer, som alle æder en del af mig og min familie hver dag. Men det handler i lige så høj grad om, at se på, hvad man kan ændre på noget i hverdagen. Kan jeg undvære et job? Ikke hvis jeg gerne vil bo, hvor jeg gør og have mine børn på den skole, de er/kommer på. Kunne jeg tænke mig at gå hjemme lige nu? Ja, det kunne jeg faktisk godt – lige nu. Måske ikke om 5 år, når børnene ikke længere har så meget brug for mig, som de har i dag. Kunne jeg leve enklere? Ja, det er jeg sikker på, jeg kunne. Jeg har været privilligeret længe, i form af at jeg har tjent penge nok til at leve mere end at overleve.

Det er svært at sige, hvad der præcis skal til. Jeg kan bare mærke, at jeg skal ændre noget! Noget, som betyder noget, hvad enten det er én stor ting, eller flere små. Noget, som gør at jeg bliver gladere og mere nærværende.

Jeg er gået i tænkeboks, og med forårets komme, kommer optimisme og mod sandsynligvis også. I hvert fald bliver jeg ovenud lykkelig over at høre mine børns glade stemmer, imens de leger (please, ikke jinx’e noget ved at skrive det!), vintergækkerne med frost på under hækken, solen som skinner fra en skyfri himmel i dag, vinduerne som lige er pudset, vasketøjet på tørrestativet. Det er ikke en kæmpe Lotto-gevinst, der kan gøre mig glad (selv om den med garanti ville være rar og gøre mange ting lettere), men derimod det, jeg når fordi jeg vil og ikke fordi en anden kræver, at jeg skal. Det jeg er, fordi jeg har overskud til det og ikke det, jeg ender med, fordi andre forventer, at jeg gør.

Nyd dagen derude. Træk vejret helt ned i maven og pust langsomt ud. Træk den friske frostluft ind og lad solen skinne i dit ansigt. Og tænk spå på, hvad der gør dig mest glad <3

Hverdagen

Får man nogensinde søvn nok igen?

Får man nogensinde søvn nok igen?

Er jeg den eneste, der har taget en fridag for simpelthen at forsøge at sove ud? Det gjorde jeg i dag. Desværre ringede det på døren, lige så snart jeg var faldet i søvn. Jeg tvivler dog på, at en enkelt dag overhovedet ville kunne gøre op for det søvnunderskud, jeg har opbygget over igennem de seneste 7 år.

Jeg har egentlig altid sovet ok – med mindre min hjerne havde fundet en eller anden ting, den ikke kunne slippe. Jeg har sovet i telt, på sovesal, på kollegiet med papirtynde vægge og højlydte naboer – ja, jeg har sovet mig igennem en Kashmir-koncert, dengang de var hottest (…om det så siger mest om Kashmir eller mit sovehjerte, skal jeg ikke gøre mig til dommer over).

Efter jeg har fået børn, sover jeg ikke. Mest fordi jeg ikke får lov, og indimellem fordi jeg ikke kan få mig selv til det.

Mine børn vågner, før fanden får sko på. Kl. 5 eller før. Jeg har forsøgt at lægge dem i seng igen, skubbe deres sengetider, overbevise dem om, at det er mega-fedt at tage dynen med ned på sofaen og se morgen-TV, selv om mor og far stadig sover, lært dem at tage havregryn selv om morgenen, you name it – I’ve tried! Men det virker ikke. Intet slår åbenbart mors og fars fulde – og vågne – tilstedeværelse.

Vores datter var 5, før hun præsterede at sove igennem en hel nat. Hun sov 2×15 min. til middag, da hun var baby, og hun ynder – stadigvæk – at stå ved siden af min seng før kl. 5. Det er en lille smule skræmmende at vågne ved, at et barn står stille og stirrer på dig…

Da hun var lille, kunne vi vikle hende og få hende til at slappe nok af til at falde i søvn. Med tiden kørte det løb i takt med at hun fik flere centimeter på kroppen. Det er ikke skide nemt at vikle en knap 7-årig.

Hendes bror sov egentlig ganske udemærket som spæd. Dog skulle jeg enten give sonde eller medicin hver eneste f***ing time det første halve år. Kan godt forstå, at nogen vælger afbrudt søvn som torturmetode. Det føltes i hvert fald sådan dengang. Pludselig vendte det – så sov han ikke længere så godt, og vi blev banket tilbage til start som brikker i et spil Matador. Sh*t!

Givet hans hjertesygdom, har jeg indimellem – ironisk nok – svært ved at give mig hen til søvnen. I de perioder, hvor angst og frygt overmander mig, kan jeg nærmest ikke lukke et øje. Tænk, hvis noget skete, imens jeg sov. De perioder kommer og går. Jeg kan vågne af de mindste lyde, som minder mig om hans tid i respirator, eller når han fejlsank mad eller medicin. Det var – og er – hæsligt.

Jeg føler, at jeg kunne stå op og sove. At kroppen lige nu er så meget i søvnunderskud, at der bare ikke er mere at tage af. Og så bliver jeg et meget lille menneske, når jeg hører om andre, der lige får børnene passet i weekenden, så de kan sove eller knalde, så meget de vil. Jeg vil også!!! Der er bare ikke rigtig nogen til at passe.

Får man mon nogensinde sovet helt ud? Eller bliver man notorisk ved med at mangle søvn – med tiden fordi man gradvist skal give slip og dermed kan ligge og spekulere på, om de nu også har lyttet til det, man forsøgte at lære dem og ikke gør noget dumt? Ligge og vente på lyden af døren eller en sms, hvor der står, at de er kommet sikkert hjem? Bliver det bare ved fra nu af og til de selv får børn? Eller længere?

Nu er det vinterferie, og det er fedt! Også selv om jeg godt ved, at jeg ikke får min søvn dér heller. Men jeg glæder mig til ikke at skulle præstere på jobbet, alt imens hele kroppen skriger på hvile og øjnene er ved at falde i. Sig det ikke til min chef!

Hvis jeg er heldig, falder de stadig for det gamle “når-man-bruger-briller-bliver-man-nødt-til-at-lukke-øjnene-imdimellem-trick og lægge nakken tilbage på sofaens ryglæn og powernappe, imens de ser en tegnefilm på Netflix! Min version af Netflix n’ chill. For lige nu er søvn i højere kurs end sex.

Søvn

Hvem kan sige juleferie?

Hvem kan sige juleferie?

Må jeg få et F? Må jeg få et E? Må jeg få et R? Må jeg få et I? Må jeg få et E? Hvad siger det? FERIE! Sig det igen! FERIE!

Hold da magle, hvor har jeg glædet mig til at få juleferie. Batterierne er helt i bund og trænger i den grad til at blive ladet op igen. Det gælder i øvrigt ikke kun moren. Børnene trænger også til et break fra op-afsted-i-skole/børnehave-hjem-aftensmad-sove-rutinen. Vi trænger til et break fra hverdagen. Simple as that!

Hvad skal vi så bruge ferien på? Svaret er simpelt: Så lidt som muligt! Det er jeg pænt sikker på, er den bedste medicin mod et svært tilfælde af hverdags-kaos-syndrom.

Julen holdes hjemme, og det bliver godt. Mormor kommer på besøg, og ungerne får mulighed for at tage deres gaver i brug, så længe de gider. Jeg forudser, at der skal samles en del LEGO med ældsten. Eller det vil sige, at hun samler og nægter mig at røre én eneste klods, alt imens jeg tyller kaffe ned og venter på, at hun mangler hjælp. Jeg forudser, at yngsten kommer til at køre med biler og udfolde sit alsidige vokabularium af superhelte- og slås-lyde.

Jeg forudser også ret meget tid i nattøj, og tid, hvor jeg sorterer ud i gemmerne, så vi snart kan flytte ud i den nye del af huset. Mit klædeskab bl.a., efter som 3,60 m x 2,60 m-drømmeskab skal flyttes. I. små. stykker.ad.gangen…

Jeg kan forudse mange ting, men vigtigst af alt – for mig – er, at vi har friheden til at gøre, hvad vi vil. At kalenderen ikke er booket med alt for meget, så ferien kommer til at blive en gengivelse af hverdagen, selv om vi ikke ville det sådan.

Vi skal bruge vores juleferie på at blive klar til at udfylde de rammer, vi har lagt grunden for i 2017. Både de fysiske i huset og de mentale, som at finde den vej, resten af mine 30’ere skal følge, at give vores de bedste forudsætninger for at være skolebarn og at vores søn skal have et godt sidste år i børnehaven, før skolen også kalder på ham.

2017 har taget på kræfterne. Men nu er der dømt juleferie. De sidste dage af året skal bruges på at være sammen – og jeg glæder mig!

Glædelig jul!

 

 

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #3

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #3

Det skal handle om aftaler og håndværkere. Jeg er total byggeprojekt-noob, og der er virkelig mange ting, man skal lære, når man vælger at gå ind i et større ombygningsprojekt.

Det virkede så let, dengang i januar sidste år, hvor vi for alvor valgte at gøre noget ved tankerne om at udvide huset. Vi byggede jo bare lige til og fik nyt tag og nyt køkken og skiftede vandrørene i kælderen. Og ja, så kunne vi også lige tage tagrenderne med, og vinduer og døre i det eksisterende hus også, og hvis der er penge til overs, så også anlægge en lækker træterrasse. Men så ville vi nok også ende med at bruge omkring en halv million.

Drømme er én ting, realiteter en anden, når man ikke selv er håndværker, gift med en eller har en håndfuld af dem i familien. Drømme koster ikke noget, men DET gør virkeligheden altså! Vi bygger til, får nyt tag, får nye vandrør og nye døre og vinduer. Og 500.000 kr. forslår som en skrædder i helvede. Allerede her lærte jeg min første lektie.

Byggeriet rejser sig nu stødt, selv om det kom (for) langsomt i gang. Det kan være nok så kompliceret at indhente tilbud – og at forstå dem til fulde – men det er altså også sin sag at være sikker på, at aftaler holder. Selv om vi har valgt håndværkere med Byg Garanti-ordning og Dansk Håndværk-ordning, så indbefatter det ikke nødvendigvis, at de kommer som planlagt og lovet (mundtlig). Med fare for at generalisere groft (og det er altså ikke meningen), så har det været op af bakke at få klarhed over aftalerne. Hvornår starter projektet præcis? Hvornår forventes det færdigt? Hvem koordinerer med hvem? Og hvem kan komme til hvornår?

Vi indkaldte til et byggemøde i starten af projektet, og måske var vi ikke klare nok i spyttet omkring, hvad vi forventede. Vi tegnede ikke så hårde deadlines op, hvilket vi nok burde have gjort. Vi troede lidt for godt på, at mundtlige aftaler om tid og varighed var nok. Det har det ikke været, må vi så sande. Her burde vi have haft de aftaler på skrift. Én ting er, at ting kan ændre sig, folk kan blive syge og materialer kan blive forsinket. Noget andet er, at man ikke møder op til aftalt tid, og ikke meddeler det til “bygherre” (vænner mig aldrig til det ord). Man kan virkelig godt blive træt af at hænge i telefonen mange gange om ugen eller at møde samme telefonsvarer gang på gang.

Der er rigtig mange faggrupper inde i vores projekt, og det skal ret beset siges, at der har været nogle af dem, der har været enormt punktlige, men det har så sandelig også været enkelte, som var det stik modsatte. Det er frustrerende. Især, når man ikke går hjemme og kan være med i tingene, men er 37-timer+ lønslave med hente-bringe-tjans med to små unger.

Jeg kan pege pilen mod manglende kommunikation og pli fra håndværkernes side. Dog kan den i lige så høj grad peges mod min mand og jeg. Vi har ikke erfaringen, og derfor er der ting, som vi kunne have været langt skarpere på og have undgået. Steder, hvor vi ikke har lukket faldgrupper, vi ikke kendte (endnu). Før vi startede projektet, var der mange meninger fra vores nærmeste om, at det med at hyre en arkitekt eller anden koordinator var spild af penge. Det kunne vi saaaagtens selv. Nu hvor byggeplanen skrider, siger de samme mennesker på mystisk vis, at vi BURDE have hyret en arkitekt eller koordinator til byggeriet, så vi kunne have undgået de her ting. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der ville have været bedst. Det kommer vel an på, hvor mange penge man har, tænker jeg. Men det kunne helt sikkert have sparet mig nogle frustrationer, tænker jeg.

Jeg har lært meget indtil nu, og vi er stadig ikke færdige med at bygge. Så hvis det kan hjælpe dig lidt, så kommer her mine “lærestreger”:

  • Få aftalerne på skrift. Både dem om prisen på byggeriet, men i lige så høj grad dem, der handler om start, slut og hvem der gør hvad. Se evt. mere på f.eks. Byg Garantis hjemmeside eller Dansk Håndværk.
  • Få tilbud fra flere håndværkere fra samme faggruppe, og gennemgå dem med en uvildig person med kendskab til den slags byggeri, du/I skal have udført. Der kan være mange penge at hente i at se, om du betaler for det samme to gange. F.eks. en toiletvogn eller et stillads, som med fordel kan bruges af flere håndværkere på én gang.
  • Vær tydelig omkring dine forventninger til de folk, du har aftaler med. Hvad vil du være med til, og hvad vil du ikke være med til. Mærk efter, om det f.eks. er rigtigt for dig, at du har en nøgle hos dem, så de selv låser sig ind, eller om du har det bedst med, at du eller naboen/familien låser op fra gang til gang, eller om det er ok, at de benytter dit toilet eller skal have deres egen toiletvogn på stedet.
  • Hold byggemøder før og under byggeriet, så både du og håndværkerne ved, hvilke aftaler I har, hvad der skal ske og hvem der kontakter hvem.
  • Find ud af, hvad dine rettigheder er – f.eks. som i vores tilfælde, hvor hele haven ligner Jerusalems ødelæggelse efter at en minigraver har kørt markræs på græsset. Det fandt jeg så ud af, er “følgeskade” og dermed ikke dækket af noget som helst. Surt for os.
  • Tegn en entrepriseforsikring, som dækker evt. skader og tyveri. De penge giver dig lidt ekstra tryghed, når forhaven er fuld af dyre byggematerialer.
  • Hvis du er i et forhold, så vær ærlig omkring de ting, du føler og tænker over for din partner. Det er super frustrerende at bygge til, og her ligger kimen til 100 skænderier om både detaljer og de store linjer. Det er hårdt at være i en længere byggeproces og være afhængig af andre og af hinanden (på en anden måde, end man plejer). Det er trods alt kun et byggeri og ikke grund nok til skilsmisse.
  • Hvis du får f.eks. familiemedlemmer til at være til stede og låse op eller på anden måde hjælpe med byggeriet, så lav klare aftaler om, hvad deres “beføjelser” er. Hvad kan de tage stilling til, og hvad vil du selv have retten til at bestemme over? Et ja til at tilføje en ekstra ting til projektet, som for andre kan synes som en lille del, eller som noget håndværkeren gør for sine blå øjnes skyld, kan komme til at koste dig dyrt! Intet er gratis.
  • Hav en buffer i budgettet til alt fra ekstraregningen (så som når man overser, at et tilbud er eks. moms…), og når man får nye døre og den gamle væg skal repareres og males efterfølgende. Der kommer ALTID ekstraudgifter.

Byggeriet fortsætter, og jeg må indrømme, at jeg glæder mig til det er slut og kontoen er slunken. Nogen siger, at det skal være skidt, før det bliver godt. I så fald bliver vores byggeri awesome!

Er jeg en dårlig kone

Er jeg en dårlig kone

På mange måder har min mand en ret god kone, hvis jeg selv skal sige det. Men måske er jeg alligevel lidt en dårlig kone ved at fryde mig max ved, at hans tablet pludselig gik i sort i dag? Den vil ikke lade op, den vil ikke tænde – den vil bare ikke noget! Det var godt nok ærgerligt, hva??? #notreally

Følger du bloggen, vil du vide, at min mand er gift med to. Mig – lovformeligt – og sin tablet rent opmærksomhedsmæssigt. Han nægter afhængigheden, men skal vi være ærlige, rører han sgu nok mere ved den end mig i løbet af en dag. Han kan ikke gå på arbejde – ej heller på toilettet uden den. Stakkels pus…

Får han af vide, at det på ingen måde er ok? JEP! Bliver jeg pissetræt af ham? JEP! Ændrer han ved det? Han prøver, men intet varer som bekendt evigt. Er jeg vedholdende og sk**eirriterende? You bet, I am! Det er både en kones og en mors lod, åbenbart.

Så måske universet lige har sendt mig en lille fredagshilsen i dag. En HEL weekend uden tabletten kunne godt ligne svaret på mine bønner, udover mindre regn og pålidelige og meddelsomme håndværkere. Det kunne faktisk ikke komme på et bedre tidspunkt. Vi har nemlig ingen planer overhovedet hele weekenden!

Ja ja, han har sin telefon – men så er der ikke TO skærme, den knap 40-årige teenager skal forholde sig til. Så skal han forholde sig til mig og børnene (og de opgaver, jeg saaaaagtens kan finde på til ham!). YAY!

Jeg ved godt, at jeg er lidt af en kælling ved at fryde mig over det, og jeg elsker ham trods tablettens indflydelse, men det er både ret sjovt og ret rart. Gnæk, gnæk, gnæk! Jeg kan faktisk ikke rigtig få dårlig samvittighed over det 😀

God weekend!