Ready for take-off!

Den 2. januar tog jeg hul på én af hensigterne for mit 2017. Det med at gøre mindst én ekstra god ting for mig selv eller familien om måneden. Jeg havde tænkt sådan noget a la en fodbehandling, en kaffedate med min veninde, jeg ser alt for lidt, massage, en surprisetur i Tivoli på en kedelig onsdag og sådan, så jeg gik nok lidt all in, men lige netop denne ting er noget, jeg så gerne har ville give mine børn i rigtig lang tid, men omstændighederne har ikke været til det. Så om en måned rejser vi sydpå til 8 dages ren og skær driverliv. Tak! Selv tak!

Mine børn har – med undtagelse af en konfirmation i Sverige og en tur over grænsen til Tyskland efter billig kaffe og sodavand – endnu ikke været uden for landets grænser. Jeg vil virkelig gerne give dem hele verden – både i form af oplevelser og sådan helt generelt. Min ældste har længe spurgt efter at prøve at flyve, men på grund af hendes lillebrors hjerte og hendes forældres mangel på overskud og økonomi i kølvandet på det hele, har vi ikke haft mulighed for det.

Vi har talt meget om det (som så meget andet), men ikke fået gjort noget ved det (som så meget andet). Vi har drømt om det, men i kølvandet på at lære at leve livet på nye vilkår og samle stumperne af os selv op fra gulvet, er vi aldrig kommer til det.

Nu skal det være! Nu, inden ældstepigen starter i skole. Vi trænger i den grad til at give hverdagen en time-out. Det hele er klar: Flyrejse og hotellejlighed med ekstra værelse, så vi ikke ender med at sidde på badeværelset og spille 500 hele aftenen, som på vores første ferie i Danmark. Gode restauranter, opvarmede pools, børneklub og 100 meter til den hvideste strand. Behøver jeg sige, at jeg glæder mig? Det kan i den grad gøre op for en regn- og stormfuld januar måned og forhåbentlig give varme og smil langt ind i 2017!

Hverdagsflugt

Et vellykket get-away fra hverdagens trummerum er vel overstået. Nymindegab og Nr. Nebel kom, så og sejrede, og bød på en ganske fin deal bestående af sommerhytte (hus er nok så meget sagt), fri adgang til badeland, skøn natur og en overkommelig afstand til et af de steder i kongeriget Danmark, jeg bedst kan lide: Vesterhavet. Det var en lidt spontan beslutning, da vi nok havde luret på et sommerhus i det vestjyske, men havde lurepasset lige længe nok til, at priserne var tredoblet lige op til industriferien. Men så dukkede dette op og det har været ganske fortræffeligt. Vi trængte bare til at komme væk fra husets vægge, regnen, ungernes noget nær konstante kampe og følelsen af ikke at give vores børn en “ordentlig” sommerferie, blot fordi mor og far mest af alt var så trætte, at vi ikke drømte om andet end tre uger på langs. Den går bare ikke med børn i huset.

Børnenes brok og særegne evne til at vågne om natten og stadig være friske som havørne kl. 5.15 tog med på ferie, men ellers føltes Vestjylland faktisk ganske eksotisk. Nok vartede jeg stadig op og tørrede op, men det var ikke helt lige så træls som hjemme.

Vi besluttede os for at dele os og børnene lidt op i løbet af dagene. Selv om der kun er 2,5 år imellem dem, så er springet imellem 2,5 og 5 år stort, når det gælder oplevelser og udfordringer. Soppebassinet er ikke så hot som den vilde vandrutsjebane helt oppe under loftet, som udfordrer mors højdeskræk og som får maven til at kilde, så man fniser og hviner. Det viste sig at være en klog beslutning, og det gav også tid til at se og høre langt mere end at tale til fornuft. Jeg kunne godt have brugt lidt mere alenetid med Ældstepigen, for det var overvejende fars pige og mors dreng – af nemheds skyld, da far et mere hooked på klorvand, end jeg er og lillemanden p.t. kun kan udføre basale færdigheder, hvis mor er inden for rækkevidde. Vi valgte med andre ord den løsning, som gav færrest problemer. Der er rigeligt af kilder til dem i forvejen.

Brunch, badeland, bare tæer i vesterhavsvand. Hoppepuder og andre herligheder – helt enkelt og uden glitter eller glamour. Det var rart! Jeg er ikke en døjt mere udhvilet – snarere tværtimod. Men det føltes godt at give børnene noget andet. At give dem noget at fortælle om og forhåbentlig huske. Det er ikke fordi vi ikke har råd til at give dem en årlig ferie syd på. Vi har bare indtil nu ikke haft overskuddet til det. Vi har prioriteret ro frem for rejser. Fordi vi har haft brug for det.

Hjemme igen venter vasketøjet i kælderen. Men der venter også endnu to ugers ferie. Yay! Der er kun ganske få planer for dem – med vilje – fordi jeg bare gerne vil sidde og nørkle ved symaskinen eller rode i haven og have plads til den spontane tur til stranden eller Legoland. Forhåbentlig kommer der også et strejf af varme og sommervejr i stedet for regn og gråvejr. Det ville da være sjovere. Jeg mangler stadig at sende ungerne ud i haven kl. 8 kun iført shorts og solcreme – det er indbefattet af sommerferie på højde med friske danske jordbær og nye kartofler.