Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har

Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har

Tirsdag morgen med totale trætte børn (og forældre). Du ved, en af de dage, hvor en forkert sok kan få verden til at ramle…

Ungerne kom en del senere i seng, end de plejer, da der var afslutning på skolen i går aftes. Well, de sover normalt senest kl. 19.00, så det er altid lidt en udfordring med relativt almindelige arrangementer i skole, børnehave eller i familien.

Så vi startede dagen i minus, og det kunne mærkes. Lillemanden har ellers ladet nej-hatten ligge på hylden et stykke tid nu, men jeg skal da lige love for, at han havde taget den på her til morgen. Skrig og skrål. Nej, nej og attter nej. Kaste med alt og slå hælene i. Selv om jeg VIRKELIG strammede mig an og selv om jeg selvfølgelig godt vidste, hvad årsagen var, så var det VIRKELIG svært at holde igen og ikke være unødigt sur. Jeg syntes, jeg klarede det ganske ok, omstændighederne taget i betragtning, men hans søster, som var lige så træt, satte også i et hyl og stampede i gulvet:

Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har“, hylede hun, så højt hun kunne, alt imens tårerne kom frem som et lyn fra en skyfri himmel.

Så var det bare lidt svært at fortsætte med at være sure. Og rigtig svært ikke at lade være med at grine.

Ens unger rykker så mind-blowing meget ved ens værdier og hverdag, og det kan føles som om, livet indimellem presses halvt ud af én i forsøget på at lykkes. Men de lærer én så meget og ser indimellem lige igennem situartionen uden et filter. Og så virkede det pludselig virkelig latterligt at stå en tirsdag morgen og være sure på det dyrebareste vi har, nemlig hinanden <3

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #1

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #1

Vi er ved at bygge hytten om p.t. En proces, der både er ret fed og virkelig ufed på samme tid.
Dengang vi købte huset, erhvervede vi os jo nærmest et slot! Vi boede i min ydmyg studiehybel – 2 voksne mennesker og to katte på lidt under 50 kvm. Og her fik vi det dobbelte! Det dobbelte, mine damer og herrer! 3 værelser, stor stue og en have! Det var jo luksus.

Vi flyttede ind og alt var godt, hvis man fraser vandrør, der sprang på skift og kældervægge, som var malet med skibsmaling for at skjule fugt. Vi blev husejere på den hårde måde. Problemerne blev fikset (DYRT!) Og så gik der hul på stikledningen, og så var der vand i kælderen igen. Heldigvis havde vi fuld forsikring på, og derved blev kælderen første renoveringsprojekt.

Her stod vi så med en fin kælder, som dog ikke er godkendt til beboelse. Men flot er den. Og så en dag var der pludselig to lyserøde streger på graviditetstesten. Ovenud lykke! To blev til tre og da den bette plut var i hjemmet, blev ting som hulmursisolering, gulve uden splinter og et sundere indeklima i form af et varmegenvindingsanlæg enormt vigtige. Pludselig så man ting ved huset, som øjet (eller tanken) aldrig var faldet på. Moderhjernen er en mærkelig størrelse.

Tre blev til fire, og overskuddet røg i bund efter lang tids hospitalsindlæggelse og adskillelse. Ingen.Energi.Til.Noget.Som.Helst! Huset lignede noget, der var løgn. Renovering var en by i Rusland og ukrudtet voksede uhæmmet.

Hjernen er som sagt en mærkelig størrelse, og det er fornemmelsen for fremtiden behov åbenbart også. Det strenge falder gradvist i baggrunden, og troen på verden og hverdagen vokser sig større dag for dag. Det samme gør børnene – altså vokser – og pludselig er 98 kvm. i virkeligeheden ikke ret meget (i lille luksus-Danmark). Hvis det begynder at virke småt nu, hvad gør det så ikke, når de er 13 og 15 år? GISP! Jeg shssss’er og tshhhh’er på dem, hvis én af os trænger til at hvile et øjeblik, fordi soveværelserne ligger så tæt, at man kan høre ALT! De skal kunne lege på deres egne værelser. Noget andet er, at værelserne er så små, at de mere eller mindre annekterer resten af huset, når de har gang i en god og omfangsrig leg, og vi savner plads til kontor og symaskine.

Så er der jo ligesom 2 valg: Flytte eller bygge til. Vi har overvejet begge i lang tid, men da Ældsten fik plads på den skole, vi holder af, lige i nærheden, så var valget klart. Vi bliver sgu! Og på den måde endte jeg nu med at stå med et byggelån og et mindre ragnarok på matriklen. Vi er på vej til 32 ekstra kvadratmeter, et nyt tag og nye døre og vinduer i hele hytten. Ja da, hvorfor begrænse…? Vi er sprunget ud i det og håber, vi lander godt og blødt i seng og sofa i de nye rum. I et hus, der kan blive mine børns barndomshjem. Banken ville i hvert fald blive svært skuffede, hvis vi blev skilt lige nu eller de næste 10 år.

Her vil vi bygge, her vil vi bo, men lige nu er det kaos. Lige nu er det mudder til anklerne. Lige nu er det svært at forestille sig, at de bliver færdige inden nytår. Det minder faktisk lidt om at have helt små børn igen og messe “Det er kun en fase, det går over. Det er kun en fase…”

To be continued…

Byggerod

Momsterliv: Her, hvor jeg hører til

Momsterliv: Her, hvor jeg hører til

Hjemme hos os er fredag forventningernes dag. Forventningen til weekenden. Forventningen til at have tidligt fri. Forventningen til fredagsslik og Ramasjang med ungerne. Ville gerne skrive forventningen til fredagssex, men lige i øjeblikket hænder det ofte, at søvn vinder over sex, når en arbejdslang uge endelig er overstået. Men nok om det.

Det skal handle om en ganske almindelig fredag i mit moderskab. Fredag den 1. september.

MORGEN
Alle hverdage starter kl. 5.25 hjemme hos os. I en ikke så fjern fortid, var vores unger oppe FØR dette tidspunkt. Den vane har de heldigvis lagt på hylden! Morgenlyset har fået sværere ved at trænge igennem gardinet, og en svag duft af våd jord og kulde trængte gennem det åbne vindue. Lille Peter Edderkop havde spundet et fint spind langs ruden og på bilens sidespejl, som om, han lige ville minde mig om, at nu er efteråret på vej.

Min mand pendler, så han er ude af døren kl.6.30, imens ungerne og jeg gør os færdige, pakker tasker og komme i tøjet. Vi er måske tidligt på færde, men skal vi både runde børnehaven i den ene ende af byen og cykle til skolen bagefter, så er vi senest ude af døren kl. 6.50.

I dag var det legetøjsdag i Yngstens børnehave, og han havde en mindre krise over, hvad der skulle pakkes i tasken. Bamsen, gavemaskinen eller hele Paw Patrol-hovedkvarteret. Sidstnævnte var no-go, så han endte på gravemaskinen. Med lyd. Den ville pædagogerne sikkert knuselske. Skyndte mig at fortælle stuepædagogen, at den altså godt kunne slukkes.

Fredag er den dag, hvor Ældstebarnets ben simpelt.hen.ikke.har.flere.kræfter! Turen til skolen tager dobbelt så lang tid fredag, som den gør mandag. Ganske givet fordi hun er præcis lige så træt, som jeg er på det tidspunkt. Heldigvis er hun glad for at gå i skole, så det er faktisk en motivation at minde hende om, at det er dér, vi skal hen. Og så hjalp et lunt pølsehorn fra bageren også lidt på sagen. Bestikkelse, I know…

MIDDAG
Fredag er ugens korteste arbejdsdag for mit vedkommende. Ugens hængepartier skulle afsluttes og sendes ud i verden i fuldendt form. En ny kampagne skulle søsættes, en folder skulle oversættes, et interview skulle renskrives og opkald og mails skulle besvares. Business as usual.

Kl. 13.30 sagde jeg god weekend og begav mig ud i strålende sol. Så kan man næsten ikke få bedre start på weekenden. Ungerne blev hentet og de begav sig ind i en god leg, så snart vi kom hjem. Rent faktisk fik jeg mulighed for at sy lidt på den nederdel, jeg har gang i til efterårsgarderoben.

Hjemme havde håndværkerne i dagens løb gjort klar til at støbe fundament på vores tilbygning, så nu begynder projektet så småt at tage form. Det er stadig lidt forestille sig reelt, hvordan det bliver, men jeg tror og håber, det bliver godt, når det engang står færdigt.

AFTEN
Det var også en ganske god fredag eftermiddag, for jeg havde foræret mig selv en fodbehandling. Det er en luksus, jeg byder mine stakkels små fødder hver 6. uge som tak for, at de holder til løb og lange dage. Jeg har ellers aldrig passet mine fødder på den måde, men med alderen (og mange kilometer løb), er det blevet nødvendigt. Og så er det slet ikke værst, at sidde en time, uden at kunne eller skulle flytte sig. Bare sidde og nyde at blive puslet om. Aaaaah!

Aftensmaden blev pizza fra den lokale italiener, og de små gik relativt frivilligt til ro. Og nu sidder jeg så her. Med kaffe i koppen, manden ved min side, katten på lårene og en pladder-romantisk komedie i fjerneren. Tiden med partoutkort til det lokale diskotek er slut, og det er fint med mig. Jeg føler mig godt tilpas lige her. Her, hvor jeg hører til. Ungerne sover og rengøringen kan udskydes til i morgen.  Faktisk nyder jeg bare at sidde og mærke, at jeg ingenting skal.

God weekend!

Nå, hvad skal du så i din ferie?

I morgen ved det her tidspunkt, har jeg forhåbentlig opbygget en promille, der er høj nok til at glemme hverdagen lidt, men lav nok til at jeg ikke ender med hovedet i toilettet. Jeg er faktisk ikke ret god til det med at drikke, og jeg holder det heller ikke ved lige på grund af børn der vågner før fanden får sko på, ligegyldigt, hvor sent de kommer i seng, og fordi jeg er den der løbetype, med en lille mega-hellig engel siddende på højre skulder, som hvisker til min samvittighed, at en ordentlig pind i øret giver bagslag i benene en uge efter. I know. Virkelig nederen type!

Men i morgen er jeg hamrende ligeglad (næsten), om mine ben føles tunge i alle mine tre ferieuger. Jeg føler, at jeg dagligt har løbet en marathon siden nytår, og ikke af den dersens 42-komma-noget-slags. Det gad jeg ellers godt kunne.

Siden nytår, synes jeg, vores liv og hverdag har taget en drejning, osom fuldstændig har overmandet mig. Der har godt nok været nogle grimme bump på vejen. Jeg er konstant grundtræt og træt af det hele indimellem. Jobbet trækker tænder ud, planer om husombygning har været op ad bakke, ungernes nye hverdag hver sit sted i byen har fået mig tilbage i klokkestrengen, og parforholdet kunne godt trænge til en saltvandsindsprøjtning, hvis vi skal have andet til fælles end børnene om nogle år. Det har været hundrede procent hamsterhjul i et halvt år nu, og der er der ikke meget grin ved.

Så når mine kolleger eller familie spørger: “Nå, hvad skal du så i ferien?”, er svaret klart: Jeg skal ingenting! Være hjemme og føle, at jeg får lidt kulør på hverdagen igen. Ingenting, så jeg hver morgen kan slippe for at sige “Kom nu” eller “Skynd jer” eller andre formaninger. Ingenting, så jeg kan blive en bedre og mere nærværende mor. Ingenting, så jeg kan få skuldrene ned og komme tættere på min mand igen. Ingenting, så jeg kan få ro på. Bare ro.

Jovist, vi skal da bade, hvis vejret tillader det, grille med venner, spise is og i Legoland og lignende. Men det skal været fordi vi vil og ikke fordi vi skal. Jeg kan da godt mærke et strejf af egoisme, når jeg siger ingenting, så tydeligt, som jeg skal, for når familien presser på for besøg og planer, er det jo fordi de gerne vil os og vores selskab. Men helt ærligt, så er jeg rædselsslagen for, at min ferie pludselig er gået, før jeg har fået kroppen lidt på plads igen. Før jeg kan mærke mig selv igen. Jeg føler, jeg har tabt mig selv på gulvet et sted mellem 1. januar og nu.

Det skal nok komme, når jeg får lov til at få pulsen ned igen. Jeg skal nok blive social og være sød og omgængelig igen. Jeg er bare træt og trænger enormt meget til lidt frihed.

Om knap 16 timer kan du ikke se min røv for bare skosåler, når jeg spæner ned fra tredje sal på jobbet og råber “Ses, røvhuller”. Ud, ud, ud – ud i sommerferielandet. Ud, hvor det hele giver mening at være. Sammen med min lille enhed. Dér, hvor jeg hører hjemme <3

Jeg har ikke givet mig selv lov til at græde

Det øjeblik, jeg skubbede Lille E ud gennem et alt for trangt sted, skete der noget med mig. Jeg blev forvandlet til et flæbende monster i enhver situation med udsigt til selv den mindste emotionelle påvirkning. ISÆR hvis den involverer mine to elsklinger. Eller latterlige YouTube-videoer med folk, der frier til hinanden eller fortæller deres kommende barns køn på en rørende måde. Eller små fodbolddrenge, som møder deres største idol. Også selv om jeg ikke er gravid. Jesus! Jeg er håbløs på den front!

Jeg tuder til Lucia-optoget i børnehaven (selv om mit eget barn ikke er en del af det). Jeg tuder, når jeg sidder i en kirke og skal synge. Jeg tuder, når ungerne er mega-søde og nuttede. Også, når de er pissehamrende irriterende og stride, men det er en anden slags gråd.

You get the picture: Jeg er permament tude-hormonella på alle tider af måneden, hvis cuteness-faktoren er høj nok. Sådan cirka lige lidt over nul.

De sidste par dage har jeg tudet på en anden måde. På den måde, der ikke oprinder fra livmoderen, men fra et sted langt dybere inde i min krop og hjerte. Gråden er udløst af det samme som altid – moderhjertet – nu hvor ældsten er startet i skole. Og misforstå mig ikke: Jeg er rørt, stolt og ikke mindst GLAD for det nye store skridt for hende! I forhold til hende er det glædeståre.

Der har været en hel del mere lort end lagkage siden januar. Dødsfald, uoverensstemmelser og forsmåede følelser i familien, økonomiske overvejelser, en mand som har virket fjern og deprimeret på grund af sit job og endnu engang sygdom hos én, som står mig nær. Bekymringerne har stået på nakken af hinanden, og jeg har forsøgt at tackle det hele så voksent, som jeg magter. Fordi jeg var den med mest overskud, den der forsøgte at mægle og fordi jeg følte, at jeg selv så ofte de seneste tre år har haft brug for at læne mig op af andre, når min verden vaklede.

Lige inden jeg fyldte 35, nåede jeg akkurat at tænke: Jeg er sgu meget godt tilfreds med tilværelsen lige nu. Jeg har det godt her ved 35 år. Det har jeg såmen på bundlinjen også stadigvæk, men 5 dage efter min fødselsdag, rystede grundvolden, og siden føles det i svage øjeblikke lidt som om, Nemesis har sendt en enorm fuckfinger i fjæset på mig op til flere gange.

Jeg kan godt klare det, og jeg kan godt formå at hjælpe dem omkring mig. Jeg er tilstrækkeligt praktisk anlagt til at tage opgaverne, som de kommer, og til at vise oprigtigt nærvær. Jeg beskytter dog min allerinderste kerne med teflon i forhold til deres sorg eller situation. Klog af skade, kan man sige – for i størstedelen af mit liv har jeg taget (om)verdenens problemer ind som en svamp – så dybt, at de fysisk sled på mig selv.

Nu må du ikke blive bekymret. Jeg føler mig ikke ulykkelig eller ødelagt. Blot fyldt op inde bag ved teflonet. Jeg har ikke tilladt mig selv, at græde igennem efter min morfars død – sådan virkelig hulke – fordi andre har haft brug for at græde ud ved mig. Jeg har ikke tilladt mig selv at mindes alt det gode i hans hjem, før det blev delt og blev genstand for strid. Jeg har ikke tilladt mig selv at råbe “idioter!” af dem omkring mig, som tager på vej over ting, som på den lange bane er ligegyldigheder. Jeg har dog tænkt på at gøre det et utal af gange).

Derfor er jeg hende moren, som tudede til afslutningsfesten i børnehaven. Hende moren, som blev sendt “ud og få lidt luft” efter afskedssangen i børnehuset, og hende moren, som de “nye” forældre i klassen tænker, tog lige lovligt meget på vej over barnets første skoledag (jf. #DenSærligtSensitive (…mor) i dette blogindlæg).

Skolestarten blev altså katalysatoren og for at undgå yderligere pinligheder over for barnet (og mig selv), har jeg for det meste gjort det i at tude, når jeg er alene. Lidt af gangen. Dag for dag, så der er plads til at tage foråret, børnenes nye eventyr og alle dem, som fylder mit liv op på den gode måde ind. <3

img_20170301_202646_363
(I mellem tårer og snot kan man godt nå at fundere lidt over, hvorfor Anna er underlagt censur…)

Close to home

Det generer mig, at jeg ikke får skrevet så meget, som jeg gerne ville for tiden. Eller det vil sige, at jeg får faktisk skrevet en hulens masse indlæg, som aldrig bliver gjort helt færdige. Nogle gange fordi tiden svigter eller trætheden overmander mig. Men for tiden også fordi det, der farer gennem mit hoved og min hverdag ligger langt inde i den private sfære. Det gør en del blogging selvfølgelig… Det skaber indimellem et dilemma for mig: Det hiver i mig for at få tankerne ud – ud i det åbne, hvor jeg kan læse dem og belyse dem bedre, end hvis de ligger inden i og gør ondt i varierende grad. Jeg trænger til at få dem ud og opleve forløsningen i at kunne se mig selv og andre i et klarere lys og forhåbentlig blive klogere.

Men når jeg berører noget, der ligger pænt close to home, så er der også en latent fare for at hænge andre ud eller såre dem uden at ville det. Det er ikke formålet med denne blog! Selv om jeg sikkert ikke kan undsige mig at have gjort det igennem de sidste 6 år. Undskyld!

Det, jeg bruger en pokkers masse mentalt krudt på p.t., vedrører de nærmeste – familien – og her spænder hensyn, pli og angst ben. Hensynet til det forhold til familien, jeg har og deres følelser, pli i form af, at jeg har lært at man ikke tale grimt om andre, hvis man kan undgå det – især ikke når de ikke har mulighed for at give deres syn på sagen, og angst for at “blive opdaget” i at have delt mit indre – helt subjektivt set – og miste noget godt som følge af det. Giver det overhovedet mening?

I kølvandet på tabet af et menneske, vi alle havde til fælles, er det desværre ikke altid sådan, at man samles om sorgen og minderne. Materialisme overhaler indimellem minder og sorg indenom, og hvis man er hvert sit sted i sorgprocessen, giver det grobund for frustrationer, vrede og mishag. Man glemmer at spørge hinanden om hvorfor og hvordan – handler kun, som man selv finder det bedst. Måske for at bearbejde sin egen sorg eller drukne den for en stund.

Hvis det så også er sådan, at det at være ærlige og sige tingene lige ud, i stedet for at lade dem hobe sig op inden i, ikke er noget, ens familie ikke har tradition for at praktisere, så er man for alvor på røven. Så får de skjulte agendaer og sårede følelser gødning og elefanten i rummet fortsætter med at vokse. Frustrationerne manifesterer sig som en knugende fornemmelse i maven og tusind tanker kører gennem hovedet, længe efter man er kørt hver til sit igen. En ond cirkel? Det kan du bande på!

Det er noget af det, jeg p.t. bøvler med og prøver ikke at tage unødigt meget af med hjem, for det sidste jeg har lyst til, er at lade frustrationerne mærkes på mine egne små elsklinger.

Der er heldigvis også en masse godt at skrive om – alt fra rokketænder og ferierejse til sydens sol og en hel del om skolestart og om at få lidt mere tid til at være kærester. Og det skal nok komme, for jeg er sikker på, at det er vejen til et lettere hjerte og en mindre belastet hjerne.

I’ll be back, ladies!

SONY DSC

 

Det, der er det hele værd

Selv om jeg synes, det er virkelig hårdt, at være blevet mor til to og at skulle dele sig ligeligt og måtte erkende, at det er en kamp, jeg aldrig vil vinde, så er der øjeblikke, hvor jeg ved, præcis, hvorfor jeg gjorde det rigtige ved at få nr. 2.

De øjeblikke, hvor man kan gå de ekstra skridt, man troede umuligt og hvor man var allermest træt.

Som dette:

Søskendekærlighed - 1

Så lille en krop, så store følelser

Det kommer egentlig ikke som en overraskelse for min mand og jeg: Vi har fået os en rigtig lille bestemt dame. Hun har en vilje – og det er godt – hun har bare pokkers svært ved at håndtere alle de følelser, det udløser i sådan en lille krop.

Hun har altid haft temperament, selv om alle kommenterer, at hun ser så blid ud. Skindet bedrager, siger jeg bare… Jeg har flere gange i blot den forgangne uge overvejet, om min mand og jeg skal investere i et sommerhus, så vi på skift lige kan få lidt ro fra konflikthåndteringen. Den starter kl. 5.05 om morgenen og slutter omkring kl. 19.30-20.00 stykker. Selvfølgelig ikke konstant, men utallige – UTALLIGT – gange i løbet af dagen.

What to do, what to do…??? Spørger man venner, familie, kollegaer og andet godtfolk, får man mange forskellige svar: Tag den lille op, afhjælp konflikten hurtigst muligt, så du undgår at høre på skrigeriet, giv efter, ignorer hende osv. Det bliver jeg ikke meget klogere af. Spørger jeg min mor, får jeg straks svaret: “Det er unormalt – hvad gør du forkert?” Ja, det er godt at vide, at man har opbakning fra nærmiljøet…

Som alle andre forældre i informationsalderen, vil vi gerne gøre tingene rigtigt; vil gerne finde “opskriften” til at gøre det så barnet ikke på sigt traumatiseres og så vi ikke skal bruge unødigt mange kræfter på det og planmæssigt kan komme videre med projekt familieliv (og nu må du ikke overse ironien her).

Jeg tror, jeg har prøvet det meste, når blot sætninger som: “Vent lidt, skat” eller “Nej, den går i stykker, hvis du kaster med den” udløser kaskader af raseri, skubben og kasten bagover. Ja, hun skubber fysisk til mig og skubber mine hænder væk. Hun kravlede sågar en dag stortudende op på værelset og skubbede døren i, i rent raseri over, at jeg sagde nej til at hun måtte slå katten. Det kan man vel også kalde en pre-teen???? Oftest lader vi hende rase lidt, inden vi sætter os hen til hende og taler roligt til hende. Hun er dog oftest ikke modtagelig for denne form for nærvær. Vi har prøvet at lægge hendes putte-pude eller bamse og sut ved siden af hende, imens hun hysser og så sætte os lidt væk, så vi er tæt på og alligevel uden for rækkevidde. Vi har prøvet attage hende op med det samme og har prøvet at forlade rummet, når hun er så vred. Men det ser ikke ud til at have en effekt – intet af det. Hverken “fast” eller “løst”.

Så nu er jeg ude med hatten i hånden og spørger på mine blødende knæ: Hvad gør du? Hvad kan jeg ellers gøre?

Gode gamle dr. Google har mange pejlemærker og anvisninger og erfaringer, og især denne giver mig en lille smule retning og fortæller mig, at jeg måske bare har en helt normal 1 årig:

Raserianfald
Somme tider oplever barnet kæmpe følelsesudbrud som f.eks. raserianfald, som faktisk er udtryk for at det endnu ikke har lært at rumme og håndtere de følelsesmæssige impulser fra hjernen. Det er helt naturligt og fuldstændig normalt. Men vær opmærksom på, at hyppige eller langvarige raserianfald også kan være et signal om, at der måske stilles for store krav til barnet i forhold til at samarbejde. Skal det tilpasse sig for meget?
 
Det er forskelligt fra barn til barn, hvad det har brug for i de situationer. Hvis barnet decideret skader eller udøver vold på sig selv eller andre ved f.eks. at slå, kan man tage ansvaret for dette ved fysisk at forhindre det, men derudover er det mest nænsomme og hensigtsmæssige at følge barnet. Det bedste man kan gøre er, at finde ud af hvad der hjælper lige præcis ens barn bedst – hvordan man bedst støtter det. Prøv jer frem og mærk efter hvad der føles rigtigt. Nogle bliver beroliget af fysisk berøring, andre af tale, blide ord eller at man bare viser, at følelserne ikke virker spor skræmmende på én. Som pejle-mærke kan man sige, at barnet ikke skal føle sig alene med de svære følelser. Det er derfor godt at være kærligt nærværende og lige ved hånden, selvom barnet afviser en. 
 
Generelt om følelser kan man være opmærksom på, at det ikke nødvendigvis handler om at fjerne følelserne eller få dem til at gå væk så hurtigt som muligt, men derimod om at hjælpe barnet igennem dem og gøre det fortroligt med følelserne. Hvis barnet har et decideret raserianfald kan det dog være godt at forsøge at få det til at falde til ro, da man ikke kan regne med, at barnet “lærer” så meget, når det ikke kan rumme følelserne eller kapere mere. Barnet vil i stigende grad blive i stand til at rumme følelserne, især hvis det får god støtte i processen gennem nære voksenkontakter.

Se mere på www.ifavn.dk

To don´t

Som mor ender man ofte op i alen-lange To do-lister! At gøre dit og dat og dut og det hele. Eller sådan føles det i hvert fald.

Fandt denne i dag og tænkte: Yes – det er lige mig! Måske, man i nær fremtid skulle skrive sådan én og hænge den op på køleskabet til skue for alle og med god samvittighed lægge benene op på sofabordet, nyde den der kaffe med mælkeskum på toppen og sige aaaaaaah, I didn’t do it!

Nej nej og atter nej

Det ord, jeg siger mest p.t. er nej! Nej, E, den er varm. Nej E, ikke spise blomsten! Nej, søde lille E, du skal ikke pjaske i kattens vand. Nej, Lille søde E, du må ikke rive siderne ud i mors biblioteksbøger!Nej, lille skat – ikke kaste med maden! Nej, nej, nej, nej….

Og det er ikke i ond vilje og kun lidt en dårlig vane. Det er et faktum, at min lille smukke trold er i gang med at udforske verden til den store guldmedalje. Alt skal undersøges, alt skal smages, alt skal løftes, slås på eller rystes. Vi snakker ALT! Og det er en fest for sanserne og for forældrene at opleve. Men der er også en masse grænser, der skal findes og jeg synes til tider, at babyen konsekvent finder de steder, hvor mor bliver nødt til at sige nej. Sådan som en form for opvarmning til trodsalderen og teenageårene.

Altså vi siger også “Ja, hvor er det godt!”, “Ja, hvor er du dygtig”, og “Ja, sådan – det er rigtigt”. Selvfølgelig gør vi det. Det blegner ligesom bare lidt i strømmen af nej’er, når små babyfingre er lidt for nysgerrige.

Men hun er overalt – hænger næsten i gardinerne. Med nyfundne evner, som at komme op at stå, kravle op af trapper, gå lidt ned i knæ, når man står, for at samle ting op og at gå langsomt sidelæns langs sofaen, alt imens man klamrer sig krampagtigt fast i betrækket og har en mine på, der er på én gang bekymret og koncentreret. Tænk sig, hvilken hvirvelvind af sanseindtryk og nye perspektiver sådan et lille menneske skal opleve. Alt det, vi andre tager for givet. Og så er det mig en gåde, hvorfor hun ikke sover igennem om natten, når hun har så meget krudt i måsen dagen lang!

Nå, men alt imens dette indlæg er skrevet, har jeg sagt nej 3 gange (mindst) – Nej, ikke hive i kattens pels. Ae ae, flad hånd, Nej, ikke bide i mors sko, nej, ikke trykke på mors tastatur. Av av! SUK, man bliver sådan lidt træt af at høre på sig selv. Mentalt leder jeg efter alternativer, der både opfordrer hende til at udforske og lære og sanse, men som samtidig understreger, når der er noget, som hun ikke må. Og her tænker jeg ikke på “Jeg vil have, at du gør” vs. “Jeg vil ikke have, at du gør”.

Men indtil da må jeg bare finde mig i at lyde som total sure-mor, der siger nej, nej og atter nej. Trøster mig med, at Frk. E efterhånden har lært, at kattevandet ikke er et babyfingerbadekar, at ovnen er varm og at mors sko ikke smager specielt godt. Så noget må jeg da gøre rigtigt.

Vi slutter lige af med en sang – sådan for at blive i stemningen.

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=qFqIIc7C3Ys]