Klar til 1. klasse

Klar til 1. klasse

“Jeg glæder mig ikke til at starte i 1. klasse”. Det var ordene fra min ældste, da 0. klasse rindede ud. Jeg ville lyve ppå det groveste, hvis jeg sagde, at det ikke bekymrede mig. Det var sgu lidt tidligt at være skoletræt. Jeg trøstede mig selv med, at hun bare trængte til sommerferie. Jeg troede dog ikke helt på min egen trøst.

Ferien faldt på et tørt sted. Tør som bare pokker var sommeren det eneste rigtige. Fri fra skole, fri til at være sammen. Fri fra det hele for en stund.

Ferien var det eneste rigtige. Ferien var det, der skulle til. For da vi cyklede i fritter i morges, sagde hun:

“Mor, må jeg ikke godt have blomster med til min nye lærer på mandag?”

Selvfølgelig må hun det. Jeg fortalte hende, at det var en god idé. At mange gjorde sådan på 1. skoledag.

“Så vil jeg skrive et kort til hende og skrive, at jeg glæder mig til at starte i 1. klasse”.

De ord både overraskede mig og fyldte mig med glæde. I snart 6 uger har hun på intet tidspunkt nævnt 1. klasse eller nogen forventning til det. Hverken god eller dårlig. Jeg kender hende jo godt. Hvordan kan jeg glemme det?

Når min egen frygt eller bekymring får overtaget, så glemmer jeg, at min datter gør sig mange tanker, føler mange følelser og kommer ofte på magisk vis frem til løsningerne selv. Ofte skal hun “bare” have et lille skub eller en snak om ret og vrang, muligt og umuligt.

Det værste jeg kan gøre er at dele mine tunge tanker med hende. At spørge for meget. Jeg skal vægte mine ord, så hun selv kan komme til sine løsninger eller konklusioner, så de bliver muligheder frem for en form for angst eller vægring. Sådan er moderskabet vel generelt. Vi skal skabe livsduelige børn. Børn, som tør og gør. På den gode og fællesskabs-elskende måde.

Jeg er ærlig for hende. Alderssvarende ærlig. Fortæller hende, hvad der kunne være en mulig løsning og lader det synke ind hos hende. Nogen gange kommer hun overens med mine ord som en løsning. Andre gange beslutter hun, at det stik modsatte er det helt rigtige. Andre gange igen er det en kombination. Men når der er sunket ind, findes oftest en løsning. Vores fælles eller hendes egen.

Hun havde brug for ferie til at føle sig klar til 1. klasse. Til at få slettet tavlen efter et langt år med mange nye sociale og faglige oplevelser. Med nye og andre regler – i klassen og klassekammeraterne imellem. Det er i hvert fald, hvad jeg tror.

Hun havde vidst brug for at komme på afstand og savne. Og på det punkt er hun 100% mit kød, blod og sind. Åh, hvor jeg forstår den følelse.

Jeg håber, hun får verdens bedste skolestart på mandag. At hun får et godt og fedt skoleår i 1. klasse. Jeg forventer, at det bliver en(dnu) en omvæltning og at vi igen og atter igen vil få reaktioner på alt det nye. At hun igen vil blive træt og træt af det og trænge til ferie. Sådan husker jeg i hvert fald selv min skoletid. Jeg havde intet imod min skole og imod at lære, men jeg savnede fra tid til anden at flygte lidt i kortere eller længere tid.

Mandag morgen. Ja, så har jeg en 1. klasser. Store, søde pige. Smukke, tænksomme, følsomme, kærlige barn. Sådan har hun altid været – hvorfor mon jeg få undrede mig over, at hun var det for blot 1 måned siden? Mit moderhjerte skygede for det, jeg godt ved, fordi jeg ønsker alt det bedste for hende. En bedre og blidere skolegang end min egen.

Hun skal få blomster med og skrive sine ord. Og jeg håber, at hun vil blomstre fuldt ud i hele 1. klasse. Gerne resten af sin skoletid, tak!

Når sommerfuglene flyver fra maven til ørerne

Når sommerfuglene flyver fra maven til ørerne

“Hvor gammel skal man være for at få huller i ørerne, mor?”. Spørgsmålet kom fra den 7-årige. Årh mand, hvor har hun stillet det spørgsmål mange gange. Fra hun var 5 år, tror jeg. I børnehaven havde flere af hendes små veninder huller i ørerne fra de var helt små, og en anden god veninde fik det, da hun var 5 år. Betagelsen ville ingen ende tage.

“Når du er 8 år”, svarede jeg – uden helt at vide hvorfor, det lige præcis blev 8 år. Nok bare fordi det var tilstrækkeligt ude i fremtiden på daværende tidspunkt.

Grundig, som hun er, blev jeg afkrævet en forklaring på, hvor gammel jeg selv var, da jeg fik huller i ørerne. Og hvad mormor havde sagt til mig!

Jeg var 10 år, og jeg kan faktisk stadig huske både situationen, hvor jeg endelig fik et ja, og selve det rum og følelsen, da jeg fik det lavet. Sært, ikke? For så skelsættende er det nu heller ikke? Det var nok spændingen over, hvor ondt det ville gøre. Jeg havde ikke rigtig oplevet anden smerte, end et vognlæs hudafskrabninger og en brækket lillefinger. Men jeg var præcis lige så optaget af at få lov, som hun har været. Den slags nedarves åbenbart 😛

Igennem det seneste halve år er “8-års-reglen” blevet udfordret. Hvorfor? Gælder den stadig? Hvad hvis det var en uge før 8 år?

Jeg har selvfølgelig godt kunnet se, hvor lange blikke hun sendte til andre piger med huller i ørerne, og hvordan jeg selv nærmest bliver ædt med øjnene, når jeg indimellem tager øreringe på.

Hun er så mega sej og mega pligtopfyldende. Hvis hun får et ansvar, så lever hun op til det, så godt, hun kan. Sååååå jeg bøjede reglen. Og så var hun sgu ikke helt sikker på, at hun var klar. Jeg har hende lettere mistænkt for, at det egentlig bare handlede om, hvor meget hun kunne forhandle mig ned i tid 😛 Røver!

Vi har talt om øreringe, vi har set på øreringe, vi har talt om smerte eller ej – som er en pokkers svær størrelse at relatere til, både når man er 7 og på vej til 37. Det bedste, jeg kunne give hende med på vej, var at opfordre til at spørge hendes små veninder.

“De siger, at det kun gør ondt, lige når det sker og så ikke mere. Men ikke ret meget ondt, mor.” Det tænker jeg, var et meget smart træk, når jeg selv skal sige det.

I søndags kom hun så med en mine, som jeg genkender, når hun er fast besluttet på noget. “Jeg vil gerne ud og kigge på øreringe med dig nu”. Ay captain! Afsted med os.

Vi besøgte omkring halvdelen af byens guldsmede. Grundig er hun. Måske min fars kvart-tyske gener slår igennem nu? De fleste steder var de super-pædagogiske og talte med hende i øjenhøjde og lyttede og viste de “pistoler”, som skulle lave hullerne. Nogle steder sagde de et højt klik. Andre steder ikke. Nogle steder “skød” de begge ører på én gang. Andre steder ét af gangen. Nogle steder sværgede de til guld, andre steder til titanium og tredje steder igen til medicinsk kirurgisk stål. Hvis hun havde haft mange overvejelser inden, fik jeg mange overvejelser nu.

“Jeg er klar til det i dag”. Hun er sk**e smuk, når hun er fast besluttet på noget. Som om, hun vokser 10 cm i højden og endnu mere i modenhed. Faktisk er hun generelt det smukkeste, jeg nogensinde har set.

Så var der jo ingen vej uden om. To “skud” og der sad en funklende sommerfugl i medicinsk kirurgisk stål i hver øreflip. Ikke et piv. Ikke engang et klem i min hånd, da damen “skød”. Så sej var jeg ikke, da jeg fik mine i – det kan jeg garantere.

Styrke har hun rigeligt af – og de rette ord også:

“Før havde jeg sommerfugle i maven. Nu er de fløjet op i ørerne, mor”.

Shit, hvor jeg elsker hende! <3 <3 <3

Vinterferie i London med en 6-årig

Vinterferie i London med en 6-årig

Vi tog i vinterferien forskud foråret i altid mega-lækre London. Min mand, datter og jeg driblede en tur til min (vel nok) yndlingsby i Europa. Lillebror blev hjemme hos farmor og farfar. Indrømmet: Det hev i mit moderhjerte sådan at dele mine børn op, selv om jeg vidste, at han ville blive bundforkælet hjemme. Jeg er vant til altid at have dem sammen. Det føltes som forskelsbehandling af værste skuffe.

Sagen er den, at storesøster har fablet om at komme til London i laaaang tid. London er min mands og mit get-away en til to gange om året, når vi tildeles udgangstilladelse. Sagen er nemlig også den, at vi ikke har en voksen-weekend alene sammen meget oftere end det, da pasning langt fra hænger på træerne.

I januar spurgte vi den ældste, hvad hun allerhelst ville i vinterferien. Vi vidste udemærket, hvad hun helst ville, men kender hende også godt nok til at vide, at hun sjældent giver udtryk for store og dyre ønsker. Netop derfor får vi endnu mere lyst til indimellem at opfylde dem. Bare fordi hun er, som hun er.
“Jeg vil bare gerne have en dag alene sammen med dig og far”, lød svaret. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun mente det fuldt ud. Hendes smil, da vi fortalte hende, at hun kunne få hele tre af den slags dage – i London – var ubeskriveligt. i 4 uger har hun ikke fablet om andet end London, og NU skulle det så endelig være!

Jeg er jævnt rejsevant i London, så det er ikke en udfordring. Vi valgte også at bo i et af mine favorit-hoods: Earl’s Court, som har gode trafikforbindelser til det meste af byen ét sted fra. Hvad der potentielt kunne blive udfordrende ville være, om den unge dame kunne gå de afstande, London kræver, og om hun var med på undergrundsbanerne. Det blev ikke en udfordring overhovedet. Jeg tror simpelthen, hun havde besluttet sig for, at være stor nok og bevise, at hun helt sikkert var gammel nok til at komme med os. Hun var så sej! Og så glad! Jeg lyver ikke, når jeg fortæller, at hun gik 20.000-30.000 skridt pr. dag!

Det eneste, der blev en udfordring var at få hende til at sove længere end til kl. 5, at få hende til at spise noget, som ikke var præcis som hjemme og at prøve at tøjle min egen trang til at forkæle hende vildt. Vi var tidligt (!!) oppe hver dag (!!), hun endte med at leve af (hvidt) brød, smør, æg og laks Fra M&S Food, og jeg endte med at sige ja til det meste (av min pengepung!).

Hun var så optaget at det hele. I særdeleshed af bylivet generelt, så det blev ikke til store og lange museumsbesøg. Vi var omkring Big Ben, som er pakket ind på grund af restaurering (hvilket vi godt vidste på forhånd), men hun ville bare gerne set det. Vi gik ned omkring Buckingham Palace og formåede at få hende til at sige, at vi var mega pinlige, fordi vi jokede med, at dronningen nok inviterede på aftensmad, når prinsessen fra Danmark var ankommet. Vi shoppede i Hamley’s – total overgearet legetøjs mekka/helvede (afhænger af øjnene, der ser…) og hun fik lækkert forårstøj med hjem i kufferten. Vi kom også omkring Westminster Abbey, hvilket dog ikke vakte den store interesse. Og ja, så var vi bare. Var sammen – total udelt opmærksomhed. Det er noget af det, jeg ikke føler, jeg kan give i hverdagen. I hvert fald ikke nok til begge.

Og lige præcis det er grunden til, at jeg delte mine børn op. At de hver især har brug for alenetid med os. Denne gang var det søster. Næste gang er det lillebror. Om det er store eller små ting, vi skal, er ikke afgørende. Det er tiden og nærværet derimod.

London er altid lækker, og det var fedt at vise min ældste en del af det, jeg elsker ved den. 6 år er gammel nok til at opleve, huske, prøve sproget lidt af og til at kunne. Hun er sej og turen var en succes.
Og så gør det heller ikke noget, at der var 10 grader, fuld sol og påskeliljer på spring. For min skyld, kunne vi godt gøre det hele om igen lige om lidt igen <3

London

 

En tur i arkivet

En tur i arkivet

Surfede rundt på bloggen den anden dag – mest fordi jeg synes, det er svært at samle tankerne nok til at skrive i øjeblikket. Så jeg besluttede mig for at tage en tur tilbage til dengang det hele startede. Bloggen, baby og bunken af glæder og bekymringer blandet sammen. Det virkede på en eller anden vis som en fjern tid. Som om det var i et andet liv.

Set i bagklogskabens lys, er jeg blevet klogere. Og det er altid noget. Ret beset havde jeg ingen forudsætninger for at vide, hvad det ville indebære at få et – eller to for den sags skyld – børn. Men det kan godt komme til at virke en smule komisk, når jeg læser tilbage til tiden før min første kom og jeg stadig var ung, udhvilet og uvidende. Jeg ventede mig, men vidste ikke, hvad der ventede mig.

Jeg faldt f.eks. over dette indlæg – om hvad jeg bare måtte eje, når den lille kom.

Status – knap 7 år og endnu et barn senere:

  • Sko eller ej: Mine baller er stadig trætte og hænger lidt for meget ud med tyngdekraften
  • Jeg løber regelmæssigt, men uden børn, fordi det er et af de få frirum, jeg har i hverdagen, hvor jeg ikke konstant er på tilkald
  • De ekstra kilo røg hurtigt første gang, men blev samlet op og blev hængende anden gang
  • Silkeskjorter er flotte, men virkelig upaktiske med små børn!
  • Har op til flere lange kjoler og elsker dem. De er så gode til at skjule de trætte baller
  • Mini-pigen sov aldrig mere end 15 min. til middag, og jeg kan – 7 år senere – ikke erindre, at jeg har siddet mere end 5 min. uforstyrret i en stol på terrassen

 

Man skal høre meget, før ørerne falder af – part IV

Man skal høre meget, før ørerne falder af – part IV

Det siges, at man skal høre meget, før ørerne falder af. Det er der flere eksempler på her på bloggen. Storesøster har vidst førstepladsen i sjove kommentarer, men lillebror lagde sig lunt i svinget i dag på vej hjem fra børnehave.

Vi talte om bilmærker, hvilket han er begyndt at få øjnene op for. Dog løb samtalen lidt af sporet:

Mig: Vores bil er en Peugeot
Ham: Oscars far har en Nissan.
Mig: Det er rigtigt. Min far kunne også godt lide Nissan.
Ham: Din far???
Mig: Ja, min far og din morfar.
Ham: Han kan godt li’ mig.
Mig: Han har aldrig mødt dig, men jeg er sikker på, at han ville være super glad for dig.
Ham: Kan vi så ikke besøge ham?
Mig: Nej, desværre ikke, for han døde, da mor næsten lige var blevet voksen. Han er død og begravet for længe siden.
Ham: Kan vi så ikke bare grave ham op, så jeg kan møde ham?

Vi har vidst liiiige et par ting eller to på listen over emner, vi skal have talt om 😀 😀 😀

Stille-juledag

Stille-juledag

Når lillejuleaften og juleaften er overstået, så venter stille-juledag. Den 25. december skal være uden planer, hvis du spørger mig.

Traditionen tro blev ungerne bund-forkælet i går. Så mange gaver, at det halve – bogstaveligt talt – kunne have været nok. Robotter, biler, superheltefigurer, bamser, tøj, Lego Friends og Barbie. De var søde og glade for det hele, og jeg er ret sikker på, at de også er taknemmelige for det, de får. Det er vigtigt for mig, at de midt i havet af gaver husker, hvem gaverne er fra og siger tak for dem. Det er lige så vigtigt, at de ser på, hvad andre får og giver plads til det, uden selv at plage for flere gaver. Det synes jeg generelt, de er rigtig gode til, selv om de kun er 4 og 6 år.

Mine børn mangler ikke noget. Det er relativt sjældent, at jeg køber legetøj til dem, fordi gavmilde familiemedlemmer giver dem gaver til jul og fødselsdag. Men mest af alt nok fordi de enten ynder at tegne og være kreative, eller at lege med yndlingsbilerne igen og igen. Jeg sørger for det, de måtte mangle, og de arver indimellem også ting og tøj, og så føles det hele som nyt for dem. Jeg er glad for den måde, mine børn er børn på og for den måde, de møder andre mennesker på.

Stille-juledag for mig er en dag til ro og eftertanke. Nok blev det sent i går aftes, men børnene var klar 5.00 – sharp! Hvorfor ændre på det, bare fordi det er ferie?!? Den 25. december er nattøj på til middagstid, det er kaffe i rigelige mængder. Det er tid til en lang og kølig gåtur – og til at sidde og se på børnene, som leger med deres ting. Det er tid til at samle Lego og til at finde ting, som er blevet væk.

Det er længe siden, jeg har siddet stille i en time og kigget ud af havedøren, imens vores kat slængede sig op af mit bryst. Kattens intense spinden og lyden af ungernes leg. Jeg sad i vores nye stue, hvilket gjorde mig lidt usynlig for ungernes opmærksomhed. Der var noget over at sidde og se på regndråberne, som ramte vandpytterne i haven. Våd jul og ikke hvid jul. Tænke på alt og ingenting. Tænke på de fine (og meget voksen-praktiske) julegaver, jeg fik i går. Forestille mig – lidt utålmodigt – at tilbygningen snart er indflytningsklar. Hvad jeg gerne vil indrette den med. Tænke på, hvad jeg drømmer om i det nye år, som snart banker på. Og tænke tilbage på nedslagspunkter i 2017, som har været et turbulent og råt år. Tænke på min fødselsdag om nogle dage, og tænke på, hvad jeg egentlig lovede at tage med til nytårsfesten i år.

Det var rart at have tid til at sidde alene og tænke. Det føles ærligt talt som om, jeg ikke har haft tid til, det i over 6 år. Melankolsk, men ikke trist.

Efter en lille times tid, blev jeg “fundet” og der var igen behov for alt, hvad en mor kan og skal tilbyde. Sådan er det – også på Stille-juledag. Forskellen var blot, at jeg ikke skulle på job og at tiden ikke betød noget. Sådan burde det være hver dag. Den 25. december – Juleaftens dags langsomme fætter. Stilhed efter storm, og klart et af årets højdepunkter for mig.

Min egen julemand fylder 4 år

Min egen julemand fylder 4 år

Min baby fylder 4 år lige om lidt! Det er ikke til at forstå, at det allerede er 4 år siden verdens sejeste mand i ekstremt miniformat kom til verden <3.

6 uger før tid valgte han at komme. Lige i rette tid til jul. Det blev en jul, jeg aldrig vil glemme – på godt og ondt. Glæde og sorg kom og tog magten fra mig, fra det øjeblik, han forlod min krops trygge omgivelser. Han var syg – alvorligt. Det vidste vi, og der skulle ikke megen hovedregning til at regne ud, at en 6 uger for tidlig fødsel ikke satte odds i hans favør. Jeg var lykkelig og rædselsslagen på samme tid.

For 4 år siden lå jeg på sygehuset med præmature veer og håbede på, at det vehæmmende stof ville virke. Det gjorde det til at starte med, men udfaldet har jeg jo allerede afsløret. Min søn kom ud, længe før han burde.

Det vigtigste er, at lægerne var dygtige, at han var stærk, at jeg holdt hovedet nogenlunde ovenvande, og at han er her i dag, så vi kan fejre ham, kysse ham og elske ham med hud og hår.

Vi har fejret ham på forskud, for resten af familien har nok at se til i næste weekend, som en stor del af den øvrige verden. I dag tudede jeg ikke, men det kan jeg love dig for, at jeg gør i den kommende uge. Tude af glæde, altså.

Lille og stor på samme tid. 4 år er en forunderlig tid. Babytiden forlades for altid. Det er et halvt år, siden bleen og sutten røg. Middagsluren forsvandt for næsten et år siden. Jeg tager stadig mig selv i at se efter tilbud på bleer, for så at huske, at det nærmest er lysår siden. Han står på spring til de store drenges rækker. Han råber prut midt i maden, er vild og voldsom på en helt anden måde, end sin søster. Han siger “piv piv” og “Hu-aaah” og “Arghhh” og andre drabelige krigs- og kamplyde, og han har selektiv hørelse som ingen anden. Men han er også følsom og lille, når det hele bliver for meget, Når han føler sig forurettet, når han er træt, eller når hans søster ikke vil lege med ham. Det sidste er næsten det værste. For ud over hans far, så er hun hans største helt i denne verden. Når han er syg, er mor den bedste medicin.

Lille og stor på én og samme tid. Hidsig og helt igennem fantastisk. 100% lækkerhed fordelt på 107 cm og 18 kilo.

Han startede livet uden garantier for overhovedet at få lov at leve det. Der er aldrig nogen garantier, men han har sparket røv, siden han blev født. Lige om et øjeblik er han 4 år. Fire fantastiske år. Min egen superhelt. Min lille julemand. Min ballademager og min skat.

Engang blev jeg bedt om, om jeg ville beholde ham eller vælge ham fra. Før vi fik en chance for at lære ham at kende. Før han fik en chance overhovedet. Jeg tog chancen. Troede på det, fordi jeg ikke kunne forestille mig at lade være. Det er jeg evigt taknemmelig for. Jeg er evigt taknemmelig for begge mine børn og for at de har den styrke, de har på hver deres måde og hver deres vilkår.

Engang troede jeg ikke, det var noget for mig at blive mor. Det var det heldigvis, og jeg elsker det <3

Vred ung mand

Vred ung mand

Trodsalderen er en helt fantastisk periode i ens (barns) liv…sagde ingen mor nogensinde. Deler hus med en ung mand, som er tre år og temmelig trodsig! Vred på verden og i særdeleshed på mor og ordet “nej”. I kombinationen “Mor siger nej”, kan man godt forberede sig på, at hele verden ramler. Shit! Hvis jeg troede, hans søster var hidsig og stædig, så kan jeg godt tro om igen. Han overgår hende med længder!

Jeg er jo naiv nok til at tro, at fordi jeg overlevede hans søsters 2½ år med trods og generelle tvære indstilling til livet, så ville jeg også have værktøjerne til at komme lettere igennem hans. Her må Mutti tro om igen! Han er tifold trodsig og virkelig vred. Det går dagligt op for mig, hvor “let” storesøster var…sammenlignet med ham. Hende kunne man tale fornuft til, når hun havde forsøgt at sprænge mine trommehinder i 30-60 minutter. Så kunne man nå ind til hende og høre, hvad hun havde at sige og fortælle, hvorfor man sagde nej/blev vred/ikke ville være med til det. Det preller 100% af på brormand.

Hvad pokker skal en stakkels træt dame gøre, for at få sit yngste-sønnebarn til at høre efter? Det er dagens 1 mio.-spørgsmål!

Hændelser som oftest udløser herrens vrede er:

  • Godmorgen = Uhuuuummmmm, gå væk! Jeg vil kun have far!
  • Far kommer ind og siger godmorgen = NEEEEEEEJ! Jeg gider ikke!!!!
  • Morgenmad: Jeg vil ikke have det der (selv om han lige har bedt om det). Herefter sætter han sig på gulvet og laver trutmund og lægger armene over kors. Lader man ham sidde, skriger han højere og højere og sparker til stolen. Beder man ham om at opføre sig pænt, skriger han nej i en sådan grad, at det giver udslag på Richter-skalaen. Fører man ham stille og roligt tilbage på værelset, smider han sig på gulvet og skriger AAAAAV og NEEEEEJ, selv om man dårligt nok rører ved ham. Bliver man gal, fordi klokken er 5 og han allerede har gennemspillet ovenstående, skriger han og slår i gulvet. Oftest ender jeg med at lade ham sidde.
  • Tøj på: Se ovenstående.
  • Tandbørstning: Se ovenstående. Evt. med varianten Dumme mor eller at forsøge at slå tandbørsten ud af hånden på mig.
  • Søster forsøger at hjælpe (selv om jeg siger, at hun skal være ligeglad med hans opførsel og lade mor/far ordne det) = Han slår hende. To børn græder nu. Yay!
  • Ud af døren = Hyl og total hjælpeløshed. Kasten sig ned på gulvet 3-5 gange. Sparker til støvlerne og smider med jakken. Her er min tålmodighed oftest opbrugt. Sorry! Jeg er den type, der ikke har uendelige mængder af overskud.
  • Ind i børnehaven = NEEEEEJ – Jeg vil HJEEEEEM. Og så ellers hælene i gulvet.
  • Overtøj af i børnehaven = Se ovenstående.
  • Farvel til mor i børnehaven = Skrig og hyl indtil jeg krammer ham. Herefter enten “Jeg vil have dig, mor” eller 5 flade fingre plantet lige i fjæset på mig (hans fingre vel at mærke).
  • Hjem fra børnehave = Neeeeeej! Jeg vil ikke hjem!
  • Hjemme fra børnehave = Trods over for søster OG mor.
  • Aftensmad = Se Morgenmad + 10 “flugtforsøg” fra bordet. Mindst.
  • Tandbørstning = Ikke en s**d anderledes end om morgenen.
  • Vil have mad efter sengetid = HYYYYYYL!
  • Godnat og sov godt, lille skat = Jeg vil ikke sooooove i mindst 10 stigende lydstyrker. Spark på seng og “flugtforsøg”.
  • Hvis karma har en fest, tager vi også en tur om natten, når han pludselig er vågen og insisterer på Ramasjang kl. 3.30…

Hvad pokker gør man? Venter på, at det går over, I know. Men har du et råd eller to inden, så kom lige med det. (Og ja, jeg ved godt, at jeg ikke bør blive gal, men jeg er også kun et sølle menneske med alle dets fejl og mangler).

På mit køleskab hænger et udklip, hvorpå der står:

It’s called the terrible twos, because fucking aweful doesn’t start with a “T”

Amen til det, siger jeg bare. Herhjemme kunne vi sige “The Terrorist Threes”. Jeg ved godt at det på politisk og pædagogisk korrekt dansk hedder Selvstændighedsalder. Men det gør den altså ikke lettere at komme igen.

Guld fra grønne skove

Ved du, hvad der er virkelig fedt ved at bo herude i provinsen? Det er, at kunne cykle en tur med ældstebarnet efter aftensmaden og plukke fine, friske hyldeblomstskærme i grønne arealer væk fra vej og bilos. Well, jeg bor i Danmarks 3. største by, men her er rigtig meget grønt alligevel, og vi er så heldige ikke at bo ret langt fra det.

Dagen startede virkelig dumt. Den omvandrende nej-hat var endnu mere nej, end normalt, og den 6-årige har fået en vane med at svare mig som en præmenstruel teenager, der bare synes, at mor er SÅ åndssvag og ikke fatter en skid. Jeg var heller ikke i det bedste humør og langt fra modtagelig for deres udbrud. Det var ikke kønt, og jeg brugte en del af turen til skole på at undskylde (og vente på en eller anden form for afsmittende effekt i forhold til de møgfald, hun havde delt ud af fra før fanden fik sko på. Det skete dog ikke). F**k, hvor jeg skammede mig over ikke bare at kunne have været lidt mere spelt og pædagogisk, i stedet for at følge den nedadgående spiral af negativitet.

Efter at have brugt det meste af dagen på at sende en mental langemand i fjæset på mig selv og slå mig selv i hovedet over min mangel på overskud, fik jeg en god snak med manden i telefonen om dagens hændelser og om, hvad vi kunne gøre for at gøre resten af dagen markant bedre, uden at rippe op i morgenens uheldige start.

Heldigvis kunne det lade sig gøre at deles om afhentningen i dag. Imens manden gav lillebror ekstra opmærksomhed på vejen hjem fra børnehave, havde Ældsten og jeg god tid til at komme hjem fra skole og kunne lægge planer for en pige-aftentur. Det tog ikke mange sekunder at overtale hende til en cykeltur i det grønne – på jagt efter sommerens ultimative guld: Hyldeblomster!
Det er ikke rigtig sommer herhjemme, før viktualierummet bugner af hjemmelavet hyldeblomstsaft og rabarbersaft.

Jeg kan huske, da min mor kom anstigende med Den Grønne Syltebog, da jeg lige var blevet gift. Tror nok, jeg rullede med øjnene i det skjulte, for hvor meget husmoder troede (eller værre – ønskede) hun, jeg blev??? Jeg skulle have en god karriere og ikke gå hjemme og sylte og bage og sådan noget.

Så fik jeg børn.

Selv om der ikke er gået helt spelt i den, har det både sneget sig en røremaskine ind i huset OG jeg har gang i syltebogen i takt med årstidernes skiften. Det siges jo, at man har et standpunkt til man får et nyt. Hvis du lover ikke at sige det til nogen, har jeg planer om at anlægge en køkkenhave næste forår! Måske jeg bare er blevet rigtig voksen nu?!??

En dårlig dag blev vendt til noget helt fantastisk. Hyldeblomstjagt i skov og hegn. Gyngeture på en legeplads, vi fandt på vejen hjem og sang ud af cykelstierne. Smil og glæde. Vi sugede begge til os for fuld kraft.

Vi nåede at klippe skærme og blande hele molevitten inden Ældstens sengetid og hun faldt i søvn med et smil på læben. Huset dufter skønt og følelsen inden i er blevet lidt bedre. Fra at være den slags mor, jeg slet ikke vil være, endte jeg heldigvis dagen som præcis den slags mor, jeg gerne vil være. Den mor, der gør noget helt lavpraktisk sammen med min datter, lærer hende noget og lader hende prøve selv. Leger og griner og lytter.

Som tak for at du læste hele vejen i bund på mit indlæg, får du her opskriften på vores “Trylledrik” – sommerens guld. Økologisk hele vejen igennem. Tak – selv tak og velbekomme!

Økologisk hyldeblomstsaft

  • 50 store hyldeblomstskærme
  • 1,5 kg. økologisk, lyst rørsukker (har du en sød tand, kan du øge mængden af sukker til 2 kg. Jeg foretrækker den dog let syrlig til sommervarmen)
  • 3 store økologiske citroner
  • 3 spsk. citronsyre
  • 2 liter kogende vand

Klip stilkene af blomsterskærmene. Jo mere stilk, du efterlader, jo mere bitter eftersmag.
Læg blomsterkvistene i en stor gryde.
Vask citronerne (bare for en god ordens skyld, selv om de er øko) og skær dem i skiver. Læg dem over hyldeblomsterne.
Tilsæt rørsukker og citronsyre og hæld det kogende vand over ingredienserne.

Tryk let med en grydeske på blandingen, så sukkeret opløses af vandet.

Stil gryden med låg på et koldt og mørkt sted i 3 døgn. Rør i gryden 1-2 gange pr. døgn.

Når saften har trukket i 3. døgn, filtrerer du saften fra blandingen i et klæde/et viskestykke og ned i en skål med hældetud. Hæld saften på flasker med skruelåg eller patentprop og stil dem på køl. Planlægger du at gemme saften lidt (ikke alt for lang tid!), skal du skylle flasker og låg grundigt, skolde dem og skylle dem igennem med Atamon (2 tsk flydende Atamon pr. 1 dl varmt vand.).

Vær opmærksom på, at saften farver klædet/viskestykket meget, så du skal nok ikke benytte dem, du lige har investeret i.

Saften er nu klar til at nyde i blandingsforholdet 1 del saft til 4 dele vand. Nyd den afkølet.

Min favorit er 1 del saft til 4 dele danskvand med citrus. Går du all in på husmoderligheden, smager det virkelig godt, at tilsætte lidt ren hyldeblomstsaft til den hjemmelavede koldskål.

God sommer!

hyld

 

 

 

Forårsrengøring

Når påskevejret partout har besluttet sig for at være vådt, koldt og blæsende, så må man finde andre sysler frem, når ungerne for en gangs skyld leger fredeligt sammen.

De små bæster er ved at være i underskud på legekontoen og på grund af regn- og haglvejret, er vejens unger ikke ude, så aftaler kan laves på kryds og tværs. Det resulterer i konflikter om alt fra hvilken bog, der skal læses, til hvem der rørte hvis legetøj, uden at have fået lov, til hvem der sidst sad ved siden af mor, og hvem der fik den æblebåd, der var en my større end den andens. Jesus! Jeg synes ellers, jeg har opdraget dem bedre end det, og mener at have hørt det diametralt modsatte fra børnehaven igennem årene.

Yngsten har ikke rigtig fået øjnene op for det med legeaftaler, og ældsten har ikke rigtig haft mod (eller måske lyst) til at have besøg af de nye klassekammerater. Heldigvis kunne én af de “gamle” venner fra børnehaven lege, og dermed blev hendes humør højnet markant og det mindskede presset på lillebrors grænser, så han kunne lege med sine Paw Patrol-figurer og få læst yndlingsbogen (Frost…) højt.

Det gav også luft til af mor her kunne gennemføre en forårsrengøring i bloggens kladde-arkiv. Hold da kaje, hvor lå der mange ufærdige indlæg. Nogle kun begyndt med en overskrift – andre næsten færdige, men nu håbløst forældede i forhold til lige præcis den forældre-bashing, der kørte på dét tidspunkt.

Det er mest de svære emner, jeg ikke er blevet færdig med. Dem, hvor jeg enten syntes, de gik for tæt på mennesker, jeg har omkring mig, eller dem der afslørede for meget om mig selv. Jeg kan mærke en trang til at få det hele ud – råt for udsødet – men ud over tankekaos, er jeg også i besiddelse af moral og omtanke for dem, der kunne blive kede af 100% ærlighed. Min intention med bloggen har aldrig, aldrig været at såre andre eller mig selv. Some things are better left unsaid.

Det skal selvfølgelig ikke kun være bageopskrifter eller tips om børnetøj og bleer (hov – det har bloggen vidst aldrig været). Det skal heller ikke kun være en intetsigende kage bagt af lige dele hverdag, brok og happy-go-lucky. Derfor tager det tid, at formulere det, som batter, uden at såre eller fungere som click-bait. Så ærligt som muligt, selv om ærligheden har sine begrænsninger.

Jeg har gemt nogle af de ufærdige indlæg. Dem, som jeg stadig synes har en hel del at sige. De skal læses igennem, og finpudses eller udbygges, før de er klar til andres øjne end mine. Det håber jeg, de fleste af dem bliver.