Hjertedag

Hjertedag

I dag fejrer vi hjertedag. Min søn har nemlig to fødselsdage. Den dag han kom til verden og den dag, han fik lov at leve. Hans hjerte var svært misdannet, da han blev født, og ingen lovede mig, at han ville overleve.

Den 6. januar opererede lægerne i over 12 timer på hans præmature, ødelagte hjerte. Det lykkedes dem at lave hans hjerte i en form, så han kunne leve. Det lykkedes dem at give ham livet.

Derfor er 6. januar lige så vigtig som hans fødselsdag. Den er ikke fyldt med gaver. Denne dag fejrer vi i stedet den gave, vi fik denne dag. Den ufattelige glæde og smerte forbundet i minderne om én dag. Den længste dag i mit liv. Aldrig har jeg været så bange. Aldrig har jeg håbet så meget. Aldrig har jeg følt mig så tom. Den længste og værste dag i mit liv fik et lykkeligt udfald. Det fejrer vi. Vi fejrer livet og lykken den 6. januar.

6. januar 2014 kunne jeg ikke græde. Min krop var i en form for choktilstand. Jeg havde siddet oppe den halve nat ved siden af min søns kuvøse og havde nynnet for ham. Siddet og set på ham for at prøve at memorere hver eneste lille centimeter af ham. Vi lå på en afdeling med forsvindende lidt plads mellem de 6 kuvøser, der skulle være plads til. 6 kuvøser, 6 siddestole, 6 gange maskiner, der bippede og bimlede. Så tæt. at vi ofte stod ryg mod ryg, når vi skulle hjælpe sygeplejerskerne med at vaske og pleje vores børn. Vi måtte ikke tale sammen på stuen, for alle skulle have mulighed for ro i den situation, de nu hver især stod i. De bittesmå, præmature mennesker skulle have ro til at vokse.

Vi havde plads mod vinduet, da min søn var det eneste alvorligt syge barn på stuen og skulle have alt akutudstyr ved siden af sin kuvøse. Transportable iltflasker, ekstra sugeudstyr m.m., hvis de pludselig skulle køre med ham. Det var rart at have en vinduesplads, selv om den også var ud til en “befærdet” gennemgangsvej for personalet. Vinduet gav en eller anden følelse af, at der var en anden verden, end denne. En verden udenfor.

Natten før hans operation, kunne jeg ikke forlade ham, og alligevel ønskede jeg mig langt væk. Sammen med ham. Der blev sat en intermistisk stofskærm op mellem mig og resten af rummet. Og her kunne jeg så sidde og græde og bede de højere magter om hjælp til at min søn ville overleve, hvis det var det, jeg ville. Skærmet af, men med alle andre i rummet, der kunne høre med.

Jeg sad og stirrede på ham, for var det sidste gang, jeg havde ham i live? Der var ingen garantier. Jegt sang sagte alle vuggeviser, jeg kunne komme i tanke om.

Midt på natten skulle hjertekirurgen bruge forskellige prøver fra min søn, og jeg blev sendt over “for at få noget ro og hvile” på mit patientværelse. Ro var det sidste, min krop kunne finde, og jeg følte mig som en forrædder ved at sove. Hvad nu, hvis det kunne være den sidste tid, jeg fik sammen med ham?

Kl. 5 var jeg tilbage ved hans side. Jeg tog et foto af ham kl. 7.45. Han så jo ud som alle andre præmature babyer på 2 uger, hvis man ikke vidste bedre, ville han jo nærmest se rask ud. Min mand og datter kom også, og tavse kyssede og aede vi ham på skift. Da jeg hørte portøren på gangen, var mit hjerte nær stoppet.

Hjertedag

Jeg kunne ikke gå med ind på operationsstuen. Jeg kunne ikke se det sted, der skulle afgøre, om han ville overleve eller ej. Jeg kyssede ham i forrummet og stod som forstenet, da narkoselægen sagde “Og så siger vi farvel til mor”. For helvede, vi skulle ikke sige farvel! Vi skulle sige “på gensyn”! Den sætning gør stadig ondt.

Jeg kan ikke fortælle dig ret meget om, hvad vi fik dagen til at gå med. Vi var forældre for vores ældste. Eller i hvert fald prøvede vi på det. Jeg husker ikke rigtig noget før kl. 19.30, da min telefon endelig ringede. Lægen havde fortalt, at han regnede med at kunne ringe ved 15-tiden. Jeg sank sammen foran det patienthus, vi boede i. “Operationen tog længere tid, end vi havde forventet og der var endnu en hjertefejl, vi ikke havde set på skanningen. Men det er gået godt!”

En time senere måtte vi se ham på intensivafsnittet. Jeg havde kysset en lille fin baby på knap 1,9 kilo om morgenen, og her lå stadig min lille fine fyr, men fyldt med slanger og hævet til ukendelighed. over 1,5 kilo ekstra væske i hans lille krop. Jeg var lammet, taknemmelig, bange og fyldt med et moderinstinkt, jeg ikke kunne få lov at udøve, fordi andre nu skulle foretage de nødvendige ting, så han kunne komme igennem de næste 3 kritiske døgn. Jeg kunne bare stå og se på. Stå og håbe det bedste.

Jeg boede ved siden af hans kuvøse, de næste 20 dage, hvor han var i respirator. Fik nærmest et chok, hver gang hans krop gav et spjæt, fordi jeg ellers ingen reaktioner fik fra ham. I slutningen af januar blev han vækket, og jeg fik lov at holde ham. 2 måneder senere kom vi helt hjem.

Den 6. januar er en særlig dag. Det er en livsdag og en taknemmelighedsdag og en dag med smertefulde minder. Men mest af alt en taknemmelighedsdag. Jeg er usigeligt taknemmelig for, at min søn var stærk, lægerne dygtige og at karma, universet eller gud var på vores side, alt efter øjnene der ser.

Han er 4 år i dag. Stadig hjertebarn. Stadig i kontrol på sygehuset. Livslangt. Der er stadig intet, der er mejslet i sten, men vi er heldige og vi har en søn, der så vidt muligt lever som andre børn. En søn som er det stærkeste menneske, jeg kender.

I dag vil jeg grine mere, end jeg vil græde. Tårerne kommer og går, og det samme gør tankerne. Men jeg kan kramme ham og fortælle ham, at jeg elsker ham. Jeg kan lege med ham og se ham og røre ham. Alt det, jeg ønskede skulle ske, da jeg sad bag stofskærmen og græd natten før hans operation.

Jeg er fuldstændig på røven over det, vores dygtige læger kan udrette. Det skal vi være frygteligt glade for i vores land. At vi er SÅ heldige.

Tillykke med hjertedagen, min skat! Du er mit livs Superman! <3

Når manden er ude…

…spiller det optimalt at sidde i sofaen og drikke mængder af kaffe, kigge dybt i fredagsslikskålen og være lidt god ved mig selv.

Han er i biffen med en kammerat, ungerne sover og jeg har fjæset fuld af hvis ansigtsmaske, sweatsuit fra top til tå og nylagt neglelak på fingre og tæer. What’s not to like? Ja, jeg indrømmer det. Jeg har mega optur over af have en aften til mig selv. Det sker ikke særlig tit, og det skal nydes. Ikke at skulle tage hensyn eller stilling til andre for en stund.

Jeg har i omegnen af 10 indlæg, jeg har påbegyndt denne uge, men ikke fuldført. Mine tanker har været et helt andet sted. I et pænt dystert limbo mellem virkelighed og minder. Mine venners tab af deres lille søn har vendt min verden op og ned. Intet at sammenligne med deres virkelighed lige nu – misforstå ikke – men den sidste uges nyheder og oplevelser har lagt et filter over min bevidsthed. Jeg har – ikke så mærkeligt – har svært ved at fatte det. At så lille et menneske skulle dø fra så gode forældre. Dø i det hele taget. Billederne af den fyldte kirke med de mange blomster og den mikroskopiske kiste kører lidt på repeat på nethinden. Det er én del. En anden er, at det har vækket en stor del af mine egne minder, med min egen søn, fra en tid, vi måske er langt fra nu og så alligevel ikke. Det var jo for lidt siden, vi skulle forholde os til hans sygdom og til, at han måske ikke overlevede.

Det gjorde han heldigvis, og der går ikke én dag, uden at jeg takker universet og lægerne for det. Jeg har mine to børn lige her. De to børn, det er meningen, jeg skal have. Jeg har krammet dem ekstra meget, og jeg har flere gange haft en vild trang til at forlade kontoret og løbe ud og hente dem. Bare fordi jeg ikke havde lyst til at undvære dem længere.

Jeg har ikke problemer med at tale om døden og det svære, og har også gjort det med mine venner, selv om ord er tomme i deres enorme sorg. Ordene kan måske gavne senere. Alligevel er jeg mega påvirket af det hele og har levet i slowmotion mentant.

Siden januar, synes jeg, det svære har stået i kø, uden at jeg rigtig har fået mulighed for at fordøje det hele. Jeg har bare fulgt med. Der er også sket nogle rigtig gode ting. Mine to børn trives godt hver deres sted og viser deres helt igennem fantastiske sider – deres videbegær og evne til at være rigtige venner for dem omkring dem. De bliver store lidt for hurtigt lige nu – men på en god måde. Kunne man tage ældstens konstante prøven-kræfter-verbalt-med-mor væk, så var den lige i skabet.

Jeg elsker de starutter på godt og ondt, og jeg er blevet mindet om, at jeg kommer til at tage dem for givet indimellem. Jeg var én person, før jeg fødte dem, og nu er jeg en anden. Jeg kan aldrig nogensinde kunne finde mit gamle jeg igen, for der er bare ikke en verden uden dem. Måske en weekend med kæreste- eller mor-fri. Men aldrig uden dem. Den verden eksisterer ikke for mig. Den verden må aldrig komme til at eksistere.

Hvad vil jeg sige med det hele? Ikke andet, end at jeg er pisse sårbar i kølvandet på alt, hvad der er sket. Sårbar og vildt taknemmelig for det, der er mig givet og det, jeg har kæmpet hårdt for.

Sådan man kan så sidde her – alene hjemme og tænke tunge tanker på en fredag aften. som 19-årig havde det måske nok været min største frygt, men her efter 30 år virker det absurd at tænke på noget så banalt som en frygt. Nu er det rart at give sig selv lov til at sidde og mærke efter. Det har jeg trængt til lidt for længe.

Jeg kunne godt pimpe et glas Asti eller to og blive en smule bimmelim, men også her spiller virkeligheden ind. Barnefaderen har friaften og derfor er ungerne også “mine” kl. 6 i morgen tidlig. Så jeg nøjes med kaffe. Den smager nu også ganske godt i mit eget selskab, og en langsom lørdag morgen med slyngelynglen er bestemt heller ikke at kimse af.

God weekend <3

 

Jeg har lige skrevet et barn op til skole!

F*CK! Jeg har lige skrevet et barn op til skole! Sådan helt formelt og med NemID og det hele.

Oh my, det synes ikke som om, det er ret lang tid siden, jeg skrev det allerførste indlæg på bloggen. Dengang, jeg ikke vidste en skid om at være mor. Lige nu, hvor jeg har overlevet spædbarnsårene, men ganske givet stadig ved noget som helst, når jeg ser på mit moderskab om 5 år fra nu.

Virkeligheden er ret virkelig og stressende, som det er nu, men der var engang, hvor jeg følte mig mega provokeret af folk, der sagde “små børn små problemer, store børn store problemer”, når jeg ikke havde sover i 4 uge og min ældste skreg og nægtede at spise. Hvad fanden bildte de sig ind? Så havde de i hvert fald ikke følt sig, som jeg følte mig lige nu. Jeg følte mig såret, når jeg hørte den sætning.

Jeg havde dengang aldrig forestillet mig, jeg skulle skrive præcis dette: Det havde de nu nok lidt alligevel, men tiden læger måske ikke alle, men så de fleste sår, og hukommelsen er en taknemmelig størrelse. Jeg får stadig ondt i maven, når jeg tænker på min datters spædbarnsspisevægring, men lige nu kan jeg f.eks. ikke huske, hvor lang tid det stod på, eller hvor gammel hun eksakt var, da det endte. Med andre ord: Det føles ikke helt så virkeligt lige nu, og nogle ting er blevet lagt i de rette kasser, imens andre stadig ligger og venter. På et tidspunkt håber jeg også, at min søns hjerteoperation og tiden før, under og efter ender i den rette kasse. For her synes jeg nok, jeg med rette kunne tale om lille barn, store problemer.

Når jeg ser Facebook-opdateringer fra mine kollegers børn eller hører om de problemstillinger, der gør sig gældende med den 13-årige, 15-årige eller 18-årige, så ved jeg godt, at jeg stadig har rigtig meget at lære, og at der er meget andet end søvnløse nætter, mit lille moderhjerte skal kunne klare, når mobning, sociale medier, alkohol, fester, stoffer og sex bliver noget, de skal tage stilling til, og jeg skal forholde mig til. Når jeg skal lære at give slip og holde lidt fast i dem alligevel.

Lige nu har jeg stadig en eller anden form for indflydelse på deres gøren og laden – jeg ved, hvor de er, jeg ved at de er varme, trygge og mætte, at de sover i deres senge om natten og jeg kan tale med og for dem og løse størstedelen af deres konflikter.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg har det sådan, men jeg føler, at jeg lige har indskrevet hende til at give slip på mig. Gradvist, forstås, men stadig føles det lidt som om.

Skole for pokker. Det er jo der det sker! Det var jo dér, jeg fandt ud af, at min mor ikke var den eneste kilde til sandhed. Det var dér, jeg lærte alt fra noder til unoder og fandt min egen vej. Og det skal hun sgu også. For pokker da, hun skal ikke hænge hjemme i mors skørter. Hun skal ud og blomstre endnu mere som den helt fantastiske pige, hun er.

Jeg er rørt, lidt skræmt og ret forbløffet over, hvor hurtigt tiden er gået og hvor fint et lille menneske, jeg uden manual og med visse startvanskeligheder har formået at skabe. En ny epoke. Skoleklar, men heldigvis langt fra flyvefærdig!

Tanker om en tid, der aldrig kommer igen

Julefreden har sænket sig over det lille hjem, og kalenderen er tom for planer. Præcis den slags jul, jeg allerbedst kan lide! Vi har været så “asociale”, at vi har sagt nej tak til den årlige julefrokost i min mands store familie. Dels fordi vi ikke har lyst til at tilbringe i alt små 7 timer på de danske landeveje, men mest fordi vi har besluttet at være hjemme og være sammen så meget som muligt, da vi sørgeligt nok har mere juleferie sammen, end vi havde sommerferie i år.

Ungerne tøffer rundt og leger med deres julegaver. Ældstepigen kommer nok næppe ud af sin nye Elsa-kjole på denne side af nytår, og yngste-slynglen leger med Duplo til den store guldmedalje. “Mig bytter”, råber han med jævne mellemrum af bare fryd, og slægter sin søster på i form af ikke at kunne sige hverken “g” eller “k”.

Imens de synes at arte sig over alt forventning, går jeg og rydder op i skabe og skuffer. Yngsten kan ikke længere have vommen i str. 92, så det er givet videre til genbrug, og en anseelig mængde legetøj, er gået videre af samme vej, så der er plads til alle deres nye legesager. Babytingene viger pladsen for Duplo, værktøjssæt og biler i alle afskygninger, og babydukkerne er ikke længere i høj kurs, efter at ældstebarnet har kastet sin kærlighed på LEGO Friends. Vores familie har i den grad støttet LEGO-koncernen i år…

Babysengetøjet og babydynen er for kort, og om få dage ryger også tremmesengen ud til fordel for en juniorseng. Pusletasken er kasseret og begge autostole er nu fra 15 til 36 kilo.

Kort sagt: Babytiden rinder for evigt ud. Kun puslebordet holder standhaftigt ved.

Er jeg vemodig over det? Faktisk ikke. Jeg har for længst besluttet, at jeg ikke skal have flere børn. To skønne banditter er, hvad jeg fysisk og mentalt kan holde til, og jeg er uendeligt taknemmelig for, som tingene er gået og de to, jeg har fået! Præcis som de er.

Med fare for at lyde kynisk, så kan jeg godt engang imellem tænke “Godt det ikke er mig”, når en eller flere i venne- og bekendtskabskredsen annoncerer, at der en en baby mere på vej. Jeg siger det ikke højt, men tanken om at starte forfra er ikke just tiltrækkende. Og “godt det ikke er mig”, fordi jeg bare ikke var god til at have spædbørn. Det ville ikke være lykken for mig eller for resten af vores lille familie, hvis jeg pludselig skulle miste overskud og føle, at jeg mistede mig selv – omend det ville være for en stund.

Det eneste jeg kan være vemodig over, er at jeg ikke formåede at være glad, imens jeg var på barsel. At jeg følte, at jeg mistede mig selv et sted imellem veer og bleer og aldrig blev dus med at skulle gætte mig frem, mangle søvn og være alene en stor del af tiden. Det kan godt gøre ondt fra tid til anden. Jeg ville ønske, at jeg kunne have været glad og have taget det hele ind med åbent sind.

Helt ærligt, følte jeg mig ensom, som jeg sjældent har følt det, og følte ikke, at jeg kunne gøre det, en god mor skal og bør. Set fra mit perspektiv, kunne alle andre finde ud af det, og selv om det overhovedet ikke er rationelt, føltes andres – i mine øjne – åbenlyse succes med deres babyforetagender som en bestyrkelse af min egen fiasko på sammen område.

Virkeligheden var nok – set i bakspejlet – at jeg var hjemme, var mor og var tæt på mine børn i en sådan grad, at jeg kom til at længes endnu mere efter at være mig selv. Bare for en stund. Jeg trængte så meget til at være andet end kone og mor og rengøringskone og madlaver og tøjvasker, at jeg indimellem fik lyst til at flygte. Indimellem for altid.

At jeg ikke kunne identificere mig med bøgernes og bladenes og enkelte i mødregruppens billede af, hvad barsel skulle indeholde og hvordan “man var mor”. Igen følte jeg mig mere og mere uduelig i lyset af “andres” måder at gøre tingene på. Ydre påvirkninger gav føde til den indre følelse i en sådan grad, at jeg kom til at tvivle på mig selv i alt, selv om jeg gav alt, hvad jeg kunne.

Det kan jeg se nu, hvor jeg synes, at jeg er ved at være i nærheden af at være den slags mor, jeg gerne vil være. En nærværende mor, der siger ja og nej. Ja til børnenes ønsker og mod på verden, og nej, når jeg føler, at jeg er ved at tabe mig selv i forsøget på at skabe den bedste hverdag for dem. En mor, der tør være ærlig over for dem og sig selv. Og som er ved at komme i kontakt med sig selv igen.

Derfor skal der ikke flere babyer ind i mit liv. I stedet skal jeg sætte alle sejl til for at fortsætte med at være den mor, jeg gerne vil. Og på sigt også den kone, jeg gerne vil være. Den del er endnu ikke fuldt prioriteret, må jeg nok erkende. Ting tager tid, siger de kloge. Og jeg håber, de har ret. Min mand ER gledet i baggrunden til fordel for ungerne. Det er to forskellige slags kærlighed og to forskellige slags behov.

Jeg blev aldrig en mønster-mor og jeg havde ikke overskud til at tackle de udfordringer, hvert barn havde på hver sin måde, med ynde. Jeg var en elefant i en glasbutik på den front, og jeg skammer mig faktisk lidt over, at jeg kunne have SÅ svært ved at finde mig tilrette som mor, selv om vi ikke er ude i omsorgssvigt eller lignende. Intet var, som jeg havde forestillet mig, det ville være. Og det gjorde ondt. Det gjorde ondt ikke at elske den første tid med dem, jeg elsker over alt på jorden.

Babytiden er væk, og med den de fleste tegn på denne i vores hjem. Herfra skal der dælme være mere overskud og mere glæde. Herfra skal vi allesammen vokse og gro. Sammen og hver for sig. Mine børn får hver dag af vide, at jeg elsker dem højere end højt, og at de er mine ønskebørn. For det er de! På alle måder! Også selv om jeg havde svært ved at se skoven for bare træer i starten.

Når jeg kigger i spejlet

…ser jeg en mor. En mor på godt og ondt.

Når jeg kigger på det ydre, ser jeg en krop, der trods træning, aldrig helt kommer tilbage til det, den var engang. En fødsel har hjulpet det projekt lidt for godt på vej, som tyngdekraften allerede påbegyndte den morgen, jeg vågnede bagstiv op på min 25 års fødselsdag. Appelsinhuden har en fest og brysterne, ja, hvis man stadig kan kalde dem det, har lidt voldsom overlast af graviditet og amning. Tror faktisk, det vil give et ekko, hvis jeg kaldte ned i BHen. Halloooo ooo ooo ooo. Maveskindet er sært nok det eneste, som har klaret det glimrende, alt imens omfanget af min po po er vokset drastisk. Jeg ejer ikke en badevægt, men bukserne taler deres tydelige sprog.

Når jeg ser på kropsholdningen, skulle man ikke tro, jeg var gift med en fysioterapeut. Skuldrene rundes lige lovligt meget, ryggen er øm, som havde den fået tæsk med et boldtræ og bækkenpositionen mangler der beskrivende ord for. 13 måneder med en baby på armen går ikke ubemærket hen.

Når jeg kigger på ansigtet, er det første, der slår mig i øjnene, de mørke rander under øjnene. De vidner om 13 måneder uden en hel nats søvn. Fine linjer ved øjnene er blevet tydeligere – sandsynligvis af bekymring. Med fødslen af Lille E, har jeg oplevet at kunne bekymre mig over det mindste – og det største. Et langt sygdomsforløb hos min datter og to opslidende hospitalsophold, hvor min selvtillid blev pillet helt og aldeles fra hinanden, har sat sine tydelige spor. Bekymringer over hendes velbefindende, vrede, når verden går imod, diskussioner med barnefaderen i afmagt, irritation og frustration – eller ganske simpelt bare fordi vi begge ikke har sovet nok.   Bekymringer over, hvordan arbejde kan forenes med barns sygedage, møder, bringe- og hentetider, fars job og virksomhed, sygehuskontroller og noget så simpelt, som lidt tid til at trække vejret.

Kunne man åbne til min hjerne, er jeg sikker på, at den vil være vokset. Vokset i takt med at Mette blev til Mor og nye følelser, sitiationer og løsninger skal findes. Panik er ikke rigtig en mulighed længere – jeg bliver bare nødt til at tænke: Ok, så klarer jeg også det – så tager vi den herfra. For hvad hjælper panik? Hvad gavner det? Ikke noget, når man står med et overtræt barn, en syg kat og en bil, der skal på værksted. For mig har det at blive mor godt nok været det mest bevidsthedsudvidende middel. Jeg siger ja og amen til dem, der siger, at man vokser med opgaven. Men det forhindrer ikke én i, af og til at være bange for, om man overhovedet kan klare det hele.

Og når jeg nu kigger i spejlet, kan jeg ikke forstå, at min brystkasse har samme størrelse,som altid (hvis man fratrækker brysterne, altså). Den burde være vokset også. For der skal være plads til mit hjerte derinde. Mit hjerte, der pludselig også skal rumme min datter og alle de følelser, der er omkring hende. Fra glæde til vrede, fra lykke til angst, fra modløshed til overmod. Jeg tror, mit hjerte vejer omkring 9 kilo + det løse. For et lille menneske er flyttet ind i det og derfra vil hun blive ved med at vokse.

2 måneders fødselsdag med udsigt til fødegangen…

Så blev lille E 2 måneder – og den dag “fejres” med udsigt til der, hvor hun kom til verden. Vi er desværre indlagt med hende til udredning for 2 dages hysteriske skrig og grædeture non stop.

Den moderfølelse, jeg før har haft problemer med at identificere, er så sandelig fundet frem. At se sit lille barn i lægernes hænder, at høre hende skrige utrøsteligt efter hjælp og mors trygge favn og at skulle tilbringe en søvnløs nat med udsigt til iltapperater og en hospitalsseng i babystørrelse – det er et mareridt.

Hun skal nok komme sig – det skal hun – men med udsigten til fødegangens vinduer, ville jeg ønske, at 2 måneders dagen kunne fejres med samme lykkefølelse, som da hun kom til verden.

Hormonerne i spil igen…

Var i Bilka i dag – i ulvetimen, so to speak! I anledningen af vinterferien var Bilkas ulve-“maskot”  ude og hilse på de handlendes børn. En lille knægt på 5-6 år får øje på ulven ude i vindfanget og han råber lykkeligt og overrasket: HEJ ULV!!! Ulven vinker og kommer hen for at tage imod ham …. og så måtte mine tårekanaler på overarbejde…igen!

Hormonelle kvindemenneske, siger jeg bare! Man er squ en smule skør (…på den gode måde…), når man er gravid 😀