Destruktivo

Jeg føler mig så mega-heldig, at jeg har fået et barn af hver køn. Tanken om at ønske mig et bestemt køn, har aldrig strejfet mig. “Bare de er sunde og raske”, som man siger. Selv om det ikke var tilfældet anden gang, ville lægerne, karma og universet generelt det heldigvis sådan, at det gik godt. Han blev hos os trods barske vilkår. Det føler jeg mig endnu mere mega-heldig over!

Da jeg ventede E, troede jeg helt frem til uge 20, at jeg ventede en dreng. Jeg var overbevist! Det gjorde jeg dog ikke. Da vi fik svar på fostervandsprøven under anden graviditet, kunne jeg slet ikke forestille mig, at spiren i min mave kunne være andet end en pige – det vidste jeg ligesom hvad var og hvordan man klarede. Igen var min ellers gode intuition helt ude af kurs. “Det ventede barn er en dreng”, stod der sort på hvidt.

Her står jeg med én af hver, og ofte kigger jeg på dem og undrer mig lidt. De bliver ikke opdraget til at være udelukkende lyserøde prinsesse og mand i miniformat – hun leger lige så gerne med biler og sværd, som LEGO Friends, som han leger med dukkehus og klæder ud og har en super-sized vognpark på værelset. Og så er der alligevel en forskel, som ikke er til at komme udenom. Hvor hun altid har gjort sig umage, har leget sirligt med sine ting, har hørt (relativt) efter, og aldrig rigtig har været voldsom eller vild, er han det stik modsatte. Han gider ikke tegne eller lege fokuseret ret længe af gangen. Faktisk kun 2 minutter af gangen. Maks! Så er der bare ikke mere tålmodighed, og han løber omkring og siger motorlyde eller prøver grænser af nærmest pr. refleks.

Det er nok den største forskel på de to: Han tester grænser og gør ting, jeg simpelthen aldrig troede, (mine) børn kunne finde på. Skiller ting ad – fordi han kan. Tager bleen af og tisser på potteplanten imens han jubler højlydt – fordi han har lyst. Smider kattemad i opvaskemaskinen – og tænder for maskinen! – fordi den siger så sjovt. Tager “læbestift” på med en limstift – fordi den lige lå der. For at nævne et lille udvalg. Hans udgangspunkt er oftest: Hvad kan den holde til? Hvor langt kan man kaste den? Og hvor hurtigt kan den køre?

Søster har jeg altid stolet på fra en tidlig alder. Ham her slipper jeg ikke løs uden opsyn, før han bliver 18 år! For ovenstående kombineret med en ekstrem grad af selektiv hørelse, er angst-provokerende.

Hvordan kan to børn med ens genpulje være så forskellige?, tænker jeg ofte på. Hvad har jeg gjort anderledes? Er anden-børn bare så grænsesøgende og udforskende eller er det bare fuldt ud normal drengeadfærd? Ser man bort fra det med limstiften og trangen til at lufte tisseren, så er de faktisk også skræmmende ens på mangepunkter. Arv, miljø, vilkår? Jeg ved det ikke. Men et eller andet sted er jeg glad for, at jeg fik hende før ham – for ellers tror jeg ikke, jeg turde sætte flere børn i verden 😛

De tænder-ud-trækkende to

Som fast læser, vil du vide, at det med spædbørnstiden ikke helt var mig. Jeg blev ligesom aldrig dus med det, forstås. Jeg er langt bedre til 1 år +. Når de begynder at gå og gøre sig forståelige, og når de begynder for alvor at vise deres personlighed og give udtryk for deres behov. Jeg har aldrig været fan af gættelege…

Nu hvor ældste-pigen er 4,5 år og tester sin egen indflydelse her i verden dagligt, har hendes lillebror virket som en ferie. Glad og tøffer rundt med en bil i hånden og gider putte og kramme og siger ”Mor er dejlig” kontra ”Hey mor? Jeg tænkte på, om du kunne gå ud og lukke døren bag dig nu”, som søster tester reaktionen på fra tid til anden. Lille og rund og uden kanter. Indtil nu… For pludselig begyndte det at dæmre i hukommelsen. I takt med ”Neeeeeeej”, ”Miiiiiin” og ”Nej, mig seeeeeeeelv” eller ”Nej, kun ha’ faaaaaaaaar”, toppet med primadonna-fald og hysteri på gulvet, alt imens han råber for sine lungers fulde kraft, begyndte det at gå op for mig, at der er noget, der hedder ”The Terrible Twos”. Helt hvad det indbefattede, havde jeg lykkeligt glemt igen.

Mindstemanden er 2 år inden månedens udgang, og han holder sig ikke tilbage i forhold til udviklingen. Han har både fysisk og mentalt glemt alt om, at han er præmatur. Og det er nu meget godt. Men hold nu kæft, hvor havde jeg lykkeligt glemt, hvordan han kan kaste sig i hysteri over, at jeg af ren og skær vane hælder rosiner på havregrynene eller giver ham støvler på. ”Mig seeeeeeelv!”, og så kan måltidet eller morgene nærmest løbe af sporet. Han er også begyndt at teste sin egen vilje (overraskende lig hans søster), og stikker af, hver gang, han skal skiftes eller have tøj på, eller man råber STOP, for at forhindre ham i at løbe ud på vejen. Han kvitterer med raseri og tåre-strøm, når man fanger ham, som havde han fået nej til julegaver resten af livet.

Han har langt større vilje til selvstændighed. Det må jeg altså give ham. Sammenlignet med hans søster, der stadig synes, verden ville være et bedre sted, hvis blot jeg gjorde alting for hende. Sammen med ordene ”Det er en fase”, prøver jeg at finde noget mindfulness i, at han forhåbentlig ikke tramper afsted med korslagte arme og trutmund, når han er 4,5 år, blot fordi han skal lyne jakken selv, hvis han allerede nu udviser en form for selvstændighed.

Det er som om, der er åbnet en låge i en mental julekalender for ham over den seneste uge. En låge, hvorfra trods, selvstændighed, ballade og raseri får lov at strømme frit. Et eller andet sted er det fedt, for selvfølgelig skal han lære at kunne selv. Men det er altså også lettere anstrengende. Hvad der til gengæld er fedt, er at trække andengangsmor-kortet. Jeg har prøvet det før og ved, at det rent faktisk ER en fase og jeg ikke har behov for at kontakte en eksorcist lige med det samme.

e-Cards behøver sjældent så mange ord som mig for at sige præcis det samme:

Ehnnn ehnnn vs. WTF?

I går bragte min mand en del af sin barndoms magi ind i vores lille hjem. En kasse af sin barndoms Matchbox-biler til vores søn. Vores søn, som knuselsker biler i alle afskygninger og størrelser! Jeg ved ikke, hvem af dem, der havde flest julelys i øjnene – far eller søn – men (gensyns)glæden var stor, siger jeg dig.

Malingen var slidt af flere steder og bilerne bar præg af, at have fulgt min mand i tykt og tyndt, da han var dreng. Patina, om man vil. At af have været leget med hver eneste aften, inden han skulle i seng. Nøjsomt parkeret langs hovedpuden, når han var faldet i søvn. Af at have kørt ræs langs mønstrene i forældrenes ægte iranske tæpper.

Dengang – og i dag – er de det yppersligste for både far og søn. Og én enkelt også for vores datter: Den lyserøde racerbil!

“Må jeg få den, far?”, spurgte hun og så indgående på sin far. Selvfølgelig måtte hun det.

Og så gik der tøs i den. Hun kom løbende med fars gamle – og højt elskede – Batmobil i miniatureformat og ville lege med biler. Og det ville far også gerne – men han var ikke forberedt på, hvad det indebar:

“Hej, far-Batman-bil? Vil du være venner? Jeg er en prinsessebil. Og så blev de venner. Kom så, Batman-bil – nu skal vi i skole. De er nemlig begge to 6 år, far”… Og herfra fortsatte lydsporet, alt imens lillebroren lå på gulvet og kørte frem og tilbage med en gul pick-up-truck og sagde “Ehnnn ehnnn” uden at ænse verden yderligere. Faren så ganske forkert ud i ansigtet – et udefinerbart udtryk, der måske kan opsummeres med: What the f***! Hva’ fa’en laver pigebarnet??? 

Og der sad jeg så og så til med et skævt smil og forsøgte at holde fnis tilbage. Her var far tydeligvis på glatis, for sådan havde han aldrig leget med bilerne. Tanken havde tydeligvis aldrig strejfet hans hjerne. Han fik hurtigt sneget sig ud af legen og skævede misbilligende til hende, imens hun puttede den lyserøde bil i dukkesengen i dukkehuset og legede far-mor -og-børn med den med et konstant lydspor af ren og skær rolleleg.

There you have it! Forskellen mellem drenge og piger. Simple as that! “Ehnnn ehnnn” vs. multitasking-pigehjerne.

Det var verdensklasse underholdning at se på. Og for et øjeblik siden puttede jeg den 6-årige prinsessebil – i en dukkeseng – ved siden af den 4-årige tøse-tumling. Det er jo klart for enhver…

image

Født i et andet barns krop

Må jeg lige henlede opmærksomheden til en anden blog om livet med barn…

Jeg har tidligere causeret og udgydt min holdning til det med, om drenge “må” gå i kjole og om det er “samfundsmæssigt accepteret”. Nogle gange er kjole måske bare det eneste rigtige, og så må samfundet ellers holde sin mening for sig selv. Altså, hvis du spørger mig.

http://tanker-om-havfrueen.blogspot.dk/

Rock chick i str. 62

Blå er til drenge og lyserød til piger… well well well. Det er jo konventionen – og så længe poderne er i str. 62, kan det godt nok også være svært at se forskel. Så det er vel meget praktisk…måske.

Jeg er ikke meget for kønsopdeling med Hello Kitty til pigerne og biler og traktorer til drenge, når det kommer til børnetøj. Og kønsopdelingen fandt nye højder for undren i dag, da jeg på H&Ms hjemmeside kiggede efter tøj til mini-mennesket. Jeg søgte i pigekategorien for at se, hvad man kunne få. Det var lidt fesent og derfor surfede jeg en tur forbi drenge kategorien.

Her fandt jeg de fede Beatles, AC/DC og Rolling Stones t-shirts i str. 62 og op efter. Siden hvornår kan piger ikke gå i noget, der har med rock-bands at gøre? Der findes adskillige legendariske rock-bands i min musiksamling (og nutidige heavy bands) og der er T-shirts med alt fra Rock n’ Roll til Marvel-figurer i mit skab. Det er s*u ikke nogen hindring!

Det er lidt noget bull shit (pardon my French…). Min lille tulle skal ikke være en lyserød candyfloss, og har hermed sin første rock-t-shirt i str. 62! Rock on, girls!

(…er sikker på, at faren klapper i sine hænder og spiller lidt luftguitar af bare begejstring!)

De tidlige kønsmønstre

Jeg har fået en masse børnetøj fra min svigerinde. Godt nok brugt til hendes drenge, men mange med neutrale farver, der ikke kender kønsforskel i vores ellers kønsfokuserede samfund.

Admitted, jeg har købt lilla sparkedragter til Lillepigen – og et par lilla bukser. Men børneværelset skal ikke være lyserødt eller lilla – men hvidt og med ting i masser af forskellige farver. Møblerne er hvide, sengetøjet er gråt eller beige, barnevognen er sort osv.

Vi har fået tilbudt en tremmeseng af mine venner, da deres dreng nu skal over i en større seng. De spurgte ham, om det var ok, at hans seng skulle hjem til os – og han svarede “Den må Tante Mettes baby godt få”. Men én ting syntes han absolut ikke passede: Sutteposen var blå – og DET kunne en pige ikke have! Det ville han bare lige gøre opmærksom på.

4 år, børnehave og allerede meget fokuseret på, at der er drengefarver og pigefarver. Og klart fokuseret på, at han nok har haft én ting, men at babyen er en pige og – i hans øjne – skal have andre farver.

Skægt – og skræmmende – som koder og konventioner indøves og nedarves. Enten via forældrene eller via børnehavens lege og grupper.

Min mands ønske er, at vores lille pige nok kan bære lilla, men helst ikke lyserød – og at hun ellers får t-shirts med rock-bands og fede citater – og at hun bliver helt sin egen, som hun ønsker at være – klar til at indtage verden efter sine egne konventioner.

Måske vi må kapitulere, når hun kommer i børnehave om nogle år – men indtil da, kan vi gøre vores til at præge hende til at have sin egen stil og mening og ikke blot følge køns-konventionerne.