All good things must come to an end

Sommerferien er slut, og lige meget, hvor meget jeg ville ønske det anderledes, er der ingen vej tilbage. Den første uge er gået, siden jeg igen måtte slå bagdelen i kontorsædet bag skrivebordet, og åbne mailboksen til 150+ mails og en liste af opgaver, der var vokset hen over de tre uger, jeg havde været fraværende. SUK!

Det har sgu været en god sommerferie. Det må jeg sige. Low key og helt fantastisk. Jeg kunne gøre det hele om igen med manden og ungerne hjemme!

Økonomien og overskuddet rakte ikke til at rejse uden for landets grænser, men det er lige meget, for der blev plads til alle de fantastiske børnefamiliefælder: Zoo, Legoland, Cirkus Summarum og et legeland på en regnvejrsdag. Det blev til en enkelt tur til stranden i gråvejr, hvor ældstefinken og jeg kom i vandet, og lillebror også syntes, det var en god idé, indtil vandet ramte tissetrolden. SÅ satte han altså grænsen og stak i et hyl af dimensioner!
Det blev til is og skovture og cykelture og hygge. Til byggeprojekter i haven og deraf følgende tømrelus på neglene, når en 4-årig insisterer på at slå søm i – imens mor holder sømmet vel at mærke… Det blev til sneglejagt en regnvejrsaften og legeaftaler og snobrød med naboernes unger. Det blev mere, end jeg havde turde håbe på. Og det er jeg taknemmelig for.

Så her er vi – dansker-blege efter en sommer, hvor vejrguderne ikke tilsmilede landet. Tilbage på job med et par kilo ekstra på sidebenene som følge af daselivet, men uden den energi og gejst, der måske kunne forventes. Desværre. Vi brugte ferien på at lægge nogle planer. Ikke alle dem, vi burde, men dog gode planer, hvis jeg selv skal sige det. Nu skal vi bare lige have den omkringliggende verden i form af bank m.m., før jeg vil indvie jer i nogle af planerne.

Vi fik også fortalt hinanden, at vi elsker hinanden. Mere end vi plejer. Jeg er ret sikker på, at vi har alle intentioner om at blive ved med at være sammen, selv om tingene ikke er optimale. Det kan de blive, og det tror vi på, at de bliver. Jeg tror egentlig ikke, trods hverdagens forviklinger og uindfriede forventninger, at vi havde glemt det. Men det var godt at få sat ord på og blive mindet om, at vi engang for over 6 år siden sagde ja til både medgang og modgang.

Nu hvor jeg sidder med dagligdagens trummerum igen med al dens herlighed af madpakker og vasketøj og ting, jeg skal nå, kan jeg mærke et inderligt savn efter børnene og at være hjemme sammen med dem. En følelse, som ikke er helt ny, men stærkere end nogensinde før. Jeg er kommet hjem med en følelse af at være snydt for deres dag og liv hver dag i denne uge, når jeg har hentet dem i institutionen. At jeg har været væk i den tid, hvor det virkelig betød noget. Der, hvor jeg rigtig kunne se deres personligheder og få en fornemmelse af, hvordan mine små mennesker er, i den tid, jeg har dem til låns, før de bliver deres egne og har mindre og mindre brug for mig. Det sætter tusind tanker i gang i min hjerne på godt og ondt. De er i så fantastisk et stadie i deres liv hver især og sammen lige nu, at jeg benovet hver dag og samtidig føler, at jeg ikke har et klap forstand på, hvordan jeg skal håndtere det bedst. De selvstændige, og søskende, og sure og sjove og stædige og jaloux og stærke og sårbare på en og samme tid. Små sind under konstruktion, og jeg får så småt en fornemmelse af, hvordan deres personligheder vil forme sig, når de bliver voksne. Denne tid har jeg bare ikke lyst til at gå glip af!

All good things must come to an end, siges det. Og det er sikkert rigtigt. Ferien var fantastisk, og savnet efter den er næsten ikke til at bære.

Verdensmestre

Lige nu læser jeg også:

Verdensmestre – en historie fra 00erne af Nikolaj Zeuten (Forlaget Samleren, 2010)

Om lykke, drømmen om det perfekte familieliv og friheden – hvordan man så end skal bruge det hele, så det rent faktisk bliver frihed. Om alt det man gerne vil…

Om bogen lyder det:

Anna og Rune bor i en lejlighed på Frederiksberg med deres to små børn. Som ressourcestærke og bevidste forældre går de ikke på kompromis med sig selv eller deres omgivelser. Men drømmen om det perfekte liv betyder mindre frihed, mere kontrol og planlægning og dermed fravær af frihed og lykke

Anmeldelse

Ikke lige min kop the. Jeg er sikker på, at forældre fra årgang 00 og frem vil finde mange slående punkter til en hverdag først præget af en forblændet og altopofrende kærlighed (som jeg også selv kommer til at have) til den bette nye pode, til kaos og forvirring over, at forældrelivet ikke blev så glansbilledeagtigt, men også byder på sure pligter og kropumulige unger.

Jeg bliver sandsynligvis klogere, når den lille, der vokser i min mave, bliver større og sætter mig på alskens prøver og giver mig alverdens glæder. Men Zeutens fortælling er mig dog for meget.

Brugen af tillægsord og indskudte sætninger kammer noget over – og forklaringerne og fortællingerne om det unge par og børnenes udvikling, ligger ikke op ad den måde, jeg selv ønsker, at præge mine børn eller forme mit eget liv.

Det bliver ganske givet ca. det scenarie, som jeg vil opleve fra om 4 måneder og mange år frem, men hverdagsbilledet er ikke mig – ønskerne er på mange måder for meget og karikerede (om end nok med vilje…). Jeg kan ikke identificere mig med hovedpersonerne – kun enkelte af deres drømme og forventninger. Og et realistisk billede af, hvordan livet nok kommer til at blive som småbørnsfamilie.

2 ud af 6 mulige stjerne 🙂