Børnefamiliens tid

Børnefamiliens tid

Shit, igår sad jeg midt i sofaen og følte, at mit liv var på TV. Manden var ude med en kammerat, imens jeg sad hjemme og så temalørdag på DR2. Ja, så er man blevet så gammel…

Jeg havde nok satset på en chick-flick eller en eller anden actionfilm, der hverken krævede eller tog for mange hjerneceller, imens jeg så den. Men jeg blev fanget af programmet “Børn er roden til alt ondt”. Et indblik i familieliv og børneliv omkring 10’erne.

Hvordan vi både kæmper men muligheder og begrænsninger. Med forventninger (egne og andres), arbejde og familieliv. Med at få det hele til at gå op uden at tabe os selv eller vores børn. My life indeed!

Den ene forsker beskrev det som en “idealiseret kultur med 100 muligheder“. Og det lyder ganske rigtigt set fra min vinkel. Før jeg fik min første, var jeg lykkeligt uvidende om mange ting. Bl.a. hvor mange meninger, der er om moderskabet og hvad det skal indeholde. Ligeledes hvor svært det kan være at føle, at man kun er halvt til stede de fleste steder i livet: På jobbet, over for vennerne, i parforholdet og i moderskabet i særdeleshed (og at håbe inderligt på, at ingen af parterne lægger mærke til det. #selvbedrag).

Det er hamrende bipolært. For jeg kan få helt ondt i maven over at skulle være væk fra mine børn en hel nat og nogle dage er jeg ved at løbe ned til skolen og børnehaven, fordi jeg har savnet dem så meget. Og så er der dage, hvor de skændes så meget og/eller mine indre batterier er så afladet, at jeg ønsker, at de var væk et stykke tid. Ikke alt for lang tid, men lige nok til at jeg kunne glemme alle forpligtelserne og gøremålene et øjeblik. Glemme følelsen af slet ikke at være “mig” mere. Jeg er blevet til et andet “mig” på godt og ondt, og skal jeg lægge hovedet på blokken, så ville jeg vælge det “andet mig”, hvis jeg blev bedt om det. Men det forhindrer mig ikke i indimellem at savne det og den, jeg var.

En anden forsker talte om lykketab i den tid, der siges at være den lykkeligste i éns liv. Tab af lykke, frihed, fællesskab og nærvær. Det er ingen af os vel stolte af at indrømme, selv om en stor del af os nok har følt det, hvad enten det var et kortvarigt stik eller en nagende, insisterende følelse. For har jeg ikke også fået lykke? Oplevet lykke og tryghed, når mit barn søger mig og viser mig, at han/hun ikke kan eller vil undvære mig. Lykke, når man lytter til deres sagte åndedræt en lørdag aften. Lykken, når man hører dem grine inderligt. Lykke når man ser deres søskendekærlighed. Lykke, når det indimellem lykkes, hvad enten det er store enner små sejre: Det lykkedes mig at komme igennem dagen. Det lykkedes mig at lade være med at skælde ud i dag. Det lykkedes lægerne at redde min søns liv. Det lykkedes mig at opdrage en helt igennem empatisk lille pige. Det lykkedes mig at nå det hele.

I programmet skulle en far og en mor meget lig min mand og jeg prøve at få familielivet til at gå op via en coach. De skulle finde mulighed for en børnefri weekend en gang om måneden, fordi hjælp udefra ikke var noget, der hang på træerne. De skulle prøve at skære hverdagen ind til benet, så der blev mulighed for at have masser af tid med ungerne, men også øjeblikke alene eller i tosomhed. De skulle prøve at få arbejdsliv, transport og fritidsinteresser til at gå op, selv om det syntes som om, der ikke var tid til det. Det var nærmest smertende lig med de prioriteringer, vi ofte kæmper med – og samtidig var det ekstremt befriende at vide, at der findes andre, som også kæmper med det samme. At jeg/vi ikke er eklatante fuck-ups på forældrefronten. Der er nogen som os. Måske flere end vi tror?!??

Men hvis vi så fik den tid? Hvad ville vi så bruge den på? Ville vi bruge den på os selv, på at komme i bund med bunkerne eller sammen med børnene? For hvis man føler sig hamrende utilstrækkelig på nærmest alle fronter – hvor giver det så mening at sætte ind? Det er jo så næste dilemma. Jeg for mig selv kan i hvert fald sige, at jeg ikke ville bruge den på at arbejde. Jeg ville bruge den hjemme; hjemme i en afveksling mellem sammen med ungerne, ved siden af ungerne eller uden ungerne. Bare hjemme uden at skulle noget.

Mine unger har ikke været roden til alt ondt, men siden jeg har fået dem, har jeg indimellem fået svært ved at genkende mig selv. Jeg er helt sikkert vokset som person, selv om jeg indimellem kan føle mig som et meget lille, meget tarveligt menneske, når jeg føler, jeg fejler eller ikke kan række eller rumme mere. Jeg har lært en masse af at blive mor. De vildeste ting. Igen på godt og ondt.

Jeg elsker mine børn sindssygt højt, men indimellem elsker jeg ikke den, jeg er, når livet med dem bliver for meget. Pilen er rettet imod mig selv, forstås.

Fik jeg mere tid, ville jeg gøre alt, hvad jeg kunne for at forhinde at komme til at føle sådan.

Var du ude og feste, så du Kronprinsesn fødselsdag, var du gået kold på 20 på sofaen eller stod du med grædende børn, så vil jeg anbefale dig at bruge lidt over en time på at se programmet (hvis du altså er så heldig at have en time fri). Hvis du er helt cool i moderskabet og ikke føler nogen smalle steder i parforholdet, så drop den bare. Under alle omstændigheder er linket her. 

Torsdags-træls med et twist af galgenhumor

Torsdags-træls med et twist af galgenhumor

Jeg synes ellers, jeg efterhånden er er ganske god til at være mor om torsdagen. Jeg prøver altså også ihærdigt alle de andre dage. Men torsdag har jeg ikke så travlt – heller ikke selv om jeg står alene med banditterne til kl. sent. Ingen fritidsinteresser, vi skal nå, ingen indkøb og ikke ret meget “skal”.

Min mor kommer indimellem på besøg om torsdagen, hvilket indimellem kan hæve mit stressniveau indimellem, selv om vi så er to voksne om to børn. Den korte forklaring er, at min mor og jeg ser ikke altid ens på tingene, og det er ikke altid lige let. Nuff said.

Når jeg så ikke føler mig helt tilpas og føler, at jeg skal forsvare mine og mine børns handlinger, så kommer jeg – ironisk nok – til at skælde mere ud…på mine børn. Øv bøv! Det er ikke fedt. Hverken for dem eller for mig. Og sikkert heller ikke for min mor.

Filmen knækker, når alle stadig vil have et stykke af mig kl. 16.50, imens jeg prøver at få aftensmad på bordet. Når jeg prøver at få den ene til at lytte, hvad den anden siger og ikke afbryde hvert 5 sekund. Når det negative er i fokus og det positive har virkelig trange kår, og når jeg kan mærke en halsbetændelse komme snigende. Så hjælper det ikke altid at tænke på, at det er fredag i morgen og at solen skinner, selv om det er pissekoldt, at det er lønningsdag og at vi ikke skal andet end det, vi vil i weekenden. Åbenbart ikke.

Jeg prøvede, men alligevel kom jeg til at bide af den ældste, da hun tredje gang i streg afbrød mig, selv om jeg bad hende om lige at høre mig til ende. Resultat? Hun stormede ud af køkkenet, græd og var uforsonelig i en halv time. Den yngste har et attentionspan så lille, at man skal lede efter det med lup, og ordet nej har aldrig rigtig haft en effekt på ham. Især ikke, når han er sulten og raider hele køleskabet for ostehaps og smoothies, hvis jeg ikke er vaks ved havelågen. Min mor bemærkede deres “mærkelige opførsel”. Jeg var træt!

Og nu er jeg virkelig træt af det. Træt af, at jeg ikke var nok i kontakt med min fornuft, og lød følelserne få lang line. It’s a fu*king Jane Austen! Træt af ikke helt at slå til. Igen. Bare træt! Det er super træls at sidde i sofaen og være ked af det, der skete. At have lyst til at storme ind i soveværelset og vække ældsten og kysse-kramme livet halvt af hende og sige undskyld. Ret beset skal det siges, at jeg sagde undskyld og fortalte hende, at min måde at reagere på ikke var god mor-opførsel. Selv om intentionen var at gøre godt, så hun mere trist ud, og så tvivlede jeg igen på, om det var det rette. Skulle jeg så bare have ladet være og ladet som ingenting for ikke at åbne situationen igen? Hvad pokker gør man, når man gør det rigtigt? Hvordan gør den gode mor, når hun både er forstående og sætter grænser?

Jeg ved det ikke og indimellem tænker jeg på, om jeg nogensinde lærer det. Om jeg nogensinde føler, at jeg gjorde det helt rigtige. Når man så er torsdags-træls, så er det godt, at Intra kan sørge for lidt opmuntring.

 

Det, der (også) gør mig til mig

For noget tid siden opdaterede jeg mit CV og min LinkedIn. Én ting var at prøve at huske de kvalifikationer, som ikke er at skifte en lorteble i et snuptag, få familieplanlægningen til at gå op med nærmest militær præcision med 2 syge børn, 2 møder man ikke kan sige fra til og en mand, der arbejder langt væk fra hjemmet – og generelt at overleve på kaffe og tre kvarters søvn. En anden ting var sektionen “interesser”. Hvad i mit liv har ikke noget med børnene og familiens kollektive “vi” at gøre? Hvad har med “mig” at gøre?

Selv om det mest er børnene, jeg skriver om, og dem som giver min hverdag langt størstedelen af sit indhold, så har jeg selvfølgelig også andre ting og interesser, som lader mig op og gør mig til den, jeg er. Der har været forsvindende lidt tid til at praktisere dem i tiden med spædbørn, og jeg har savnet dem. Heldigvis er de dog ikke forsvundet!

Over det sidste halve år er det som om, jeg har fået lov til at mærke lidt mere efter indeni og igen fået mulighed for andet end at skifte ble, vaske flasker og udøve generel damage control.

Mine egne interesser fylder ikke så meget her i blogland, men jeg vil gerne fortælle lidt om, hvad det er, der gør mig til mig og lader batterierne op igen. For en god ordens skyld, vil jeg lige understrege, at ingen af de nævnte ting eller websteder er/har sponsoreret så meget som en krone eller et produkt til omtalen. Der er tale om 100% egen mening.

SY, SY, SY!
Jeg elsker at sy og har virkelig  haft alt for lidt tid til det, siden jeg blev mor! Jeg er stort set autodidakt, hvis vi fraser håndarbejde i skolen og et aftenkursus på fagskolen, men passionen og nysgerrigheden er i top. Jeg syr primært børnetøj, men er også begyndt at bevæge mig ind på tøj til mig selv og tilpasning til formatet bred-mås-smalle- skuldre.

Når jeg skal købe stof, er det primært i Stof2000 eller lignende, men jeg har virkelig en guilty-pleasure i Metermeter.dk!  Oh my! Her kunne jeg virkelig formøble formuen på seriøst lækre kvalitetsmetervare og fede internationale snitmønstre. Suk! Hvis jeg kunne leve af det eller havde en virkelig rig mand, så kunne jeg virkelig godt drømme om at leve af at sy. Indtil da, må jeg nøjes med at drømme.

Hvis du vil se lidt af, hvad jeg laver, så kig forbi på Instagram: @madebymetten

fabric_thumb

Løb for livet
En anden ting, som giver mig energi er også at løbe. Jeg bliver aldrig nogensinde marathonløber, men 5-7 km løbetur kan få en dårlig dag til at blive markant bedre. Mellem os sagt, starter jeg de fleste løbeture med at sige “Jeg gider ikke, men jeg skal”, og så går det hele lidt bedre. Når jeg først er kommet ud, kan jeg jo godt lide det alligevel.

Jeg har været medlem af et fitnesscenter i mange år, men for et år siden opsagde jeg det og lovede mig selv, at jeg ville løbe igennem hele året. I slud, sne, regn, blæst og hedebølge. Det har jeg gjort, og jeg har ikke fortrudt det ét eneste øjeblik.

Officielt løber jeg ikke for at tabe mig. Den hellige forklaring er, at jeg løber for at få energi. Den ærlige er, at jeg løber for at holde vægten nede, om ikke andet, når jeg sidder på kontor små 8 timer om dagen, og at den forbrænding, jeg altid har pralet med, har lidt en krank skæbne efter barn nr. 2 og med de 35 år lurende lige rundt om hjørnet.

Hvis mit Dankort ikke havde grænser
…Købte jeg det meste af, hvad de har på Mocaclothing.dk eller i London. Gerne highstreet-tøj, men noget som giver kant og kvindelighed på samme tid, og så selvfølgelig sko – masser af sko! Løbetøjet måtte meget gerne komme fra Under Armor eller Kari Traa, og bilen måtte gerne have en større motor end den nuværende 1.0. Hvis jeg kunne spise ude flere gange om ugen, skulle jeg ikke føle mig for fin til at poppe sushi, som andre popper  bolcher, og skulle jeg ikke op på arbejde tidligt næste morgen, ville jeg smække en flot kjole og et par stiletter på lidt oftere og få latterkramper sammen med de kvinder i mit liv, jeg holder mest af og drikke Asti til.

Mormor-faktor
En anden måde for mig bogstaveligt talt at give livet luft på, er ved at komme ud i vores have og kratte i jorden. Haven er ikke ret stor, men den har alligevel ret høj mormor-faktor. Mellem legehus og gyngestativ er der frugttræer, rabarber (som i øvrigt stammer fra min egen oldefars kolonihave), staudebed og rosenbed. Hele herligheden kommer med en nysgerrig nabo, som ynder at sætte sin stige op over hækken og belære mig om havehold og hvordan tingene har været i kvarteret de seneste 40 år. Resten af naboerne er ganske ok.

Jeg er ikke gået all in på selvforsyningen her i suburbia, men det er hyggeligt og det er en have med flere “rum”, som min morfar engang lærte mig, at de hyggeligste haver har. Der er farver året rundt, der er ukrudt i krogene og skvalderkål under hækken, og bevæbnet til tænderne og iklædt gummistøvler, bekæmper jeg (på miljøvenlig vis selvfølgelig!) modbydelige krapyl som dræbersnegle og spindemøl. Skal jeg selv sige det, er haven pokkers hyggeligt og lige, som jeg gerne vil have den.

Det er et lille udsnit af kvinden bag bloggen. Mig – bare mig. Familien fylder langt det meste – i hvert fald den del, hvoraf halvdelen er medlemmer, jeg selv har lavet.

I folkeskolen knækkede min formningslærer den lerskildpadde, jeg med møje og besvær havde lavet, med begrundelsen at den var grim og ikke god nok. Så pædagogiske var vi ude på landet. Til gengæld synes jeg, at jeg har formet og skabt to smukke små mennesker og en ret fin lille enhed, som jeg er ganske stolt af.

Indrømmet: Jeg er en langt bedre mor, hvis jeg kan få lov til indimellem at dyrke disse ting – bare lidt en gang imellem. Det kan måske lyde lidt huleboeragtigt, for selv om personlighedstests viser, at jeg er en “people person”, så har jeg brug for at være alene indimellem, for at formå at være glad.

Heldigvis indeholder nærmest alle dele af mine interesser også muligheden for at lukke døren op og lade ungerne ind, hvad enten de syr broderisting på karklude eller slås om, hvem af dem, der skal trykke på retur-knappen på symaskinen, eller om Ældstepigen cykler ved min side, imens jeg løber eller lillemanden graver alle mine blomsterløg op, imens han triumferende råber: Mig ordner det lige, mor!

Livet som mor og mig, kan være travlt, forjaget, træls og føles utilstrækkeligt. Men det føles nu altså overvejende ret godt.

Lykken er…

  • at have søde svigerforældre, der står klar til at passe lillepigen og bor i gåafstand, når det er nødvendigt!
  • at gå på toilettet alene – uden baby!
  • at nå at barbere ben m.m., når man er i bad
  • at se baby smile stort, når han/hun set mor
  • at se sit barn komme sig efter sygdom
  • at føle øjeblikke af succes, når man får tingene til at fungere, selv når det er sværest
  • at høre barnets far sige “Jeg elsker dig” – enten til baby eller dig
  • at vugge sit barn stille og tæt til kroppen, mens man lytter til dejlig musik
  • at nå i bund med vasketøjet
  • at cykle en tur i sommersolen og vide, at far passer godt på den lille
  • …og 117 andre ting, som gør de svære stunder lettere at bære <3

Mødremafiaens direktiver om, hvad en god mor er

Alt imens ferien går på held og jeg “øver” mig på barselslivet, faldt jeg over et afsnit og en vending i Nina Brandt Jacobsens bog “Den gode barsel”, som rammer spot on på nogle af mine tanker om barselslivet: Om at leve efter kerneværdier og ydre værdier. Hvad kommer indefra og hvad påvirkes vi af fra omverdenen – og ikke mindst andre mødre omkring os.

Jeg har tidligere på denne blog udtrykt min forventning og skepsis overfor mødre-sammenslutninger som fødselsforberedelseshold, mødregrupper og sammenslutninger på nettet i diverse graviditetsfora.

Jeg har aldrig været den mainstream pige, der skulle gå i det rigtige tøj, sige de rigtige ting og hænge ud med de rigtige mennesker. Jeg kan ikke få pulsen op over om barnevognen er fra Odder eller Bilka (bare den er sikker) og jeg er først lige blevet bekendt med, at der er hippe børnetøjsmærker som Katvig, Molo og Okker Gokker (ja, skulle lige Google navnene, så jeg er sikker på, at de staves rigtigt…).

Jeg går op i, at mit kommende barn skal være pænt klædt på – men i tøj, som ikke koster en formue og som jeg ville være ked af, hvis der kom gylp på eller fik slid på knæene. Mit barn skal have det godt og have de bedste forhold, jeg kan give det – men ikke nødvendigvis på baggrund af pris eller andres mening.

I Brandt Jacobsens bog står der:

“At leve efter de ydre værdier, kan være blindt at følge dét, som forsker Dorthe Staunæs kalder “mødremafiaens” direktiver om, hvad en “god mor” er og gør. Der eksisterer nemlig en fælles kulturel forestilling om, hvordan man er mor i Danmark som gennemsnitlig middelklassekvinde. Når du møder denne mødremafias opfattelse og billede af den “gode mor”, kan det være meget let at tage den forestilling til sig og blive en del af den. Uden at du får spurgt dig selv, om den egentlig er kompatibel med dine kerneværdier.”

Jeg har snakket med min mand om, at jeg har mine betænkninger ved en kommende mødregruppe og at jeg vil se den an og ikke omfavne den ubetinget. Måske fordi jeg ikke er vant til at være en del af meget “pigede/kvinderelatedrede” grupper fra barnsben, men altid har haft det godt i selskab med gutterne og de mere tomboy-agtige tøser. Måske fordi jeg ikke ser mig selv som en del af hele mor-hypet endnu. Måske fordi jeg gør mig nogle fordomme om sådanne grupper, som er helt forkerte?

Men har jeg allerede ladet mig påvirke? Er jeg allerede faldet for forestillingen om, hvad “man” synes, er rigtigt?

På nogle punkter, må jeg sige ja. Jeg bruger Neutralprodukter, farver ikke hår i graviditeten (og ser skævt til andre, der gør det…) og bruger ikke andet end økologisk make-up, da jeg bestemt ikke skal være den, der skader MIT barn. Jeg har tilmeldt mig graviditetsyoga, for at finde indre ro og fysisk velvære – på anbefalinger fra eksisterende mødre. Og jeg læser side op og side ned i babyopslagsværker om, hvordan man “gør det rigtigt”, når mini ankommer.

Men jeg kan stadig ikke snakke i timevis om baby. Jeg kan ikke helt holde ud, hvis det hele skal handle om min mave, da jeg jo stadig er mig – en kvinde med egne meninger og meningers mod. Jeg er ikke meget for, når andre siger “nårh” og “ih” og “åh” om tuttenuttede babyting eller så snart de ser en barnevogn med baby i og jeg er stadig ikke meget for tanken om en mødregruppe.

Måske det hele ændrer sig, når jeg står med Lillepigen i armene? Hvem ved? Men jeg vil altid huske en kommentar fra en kollega:

“Det kræver mod at være den, der siger Det har jeg ikke brug for eller siger fra, når andre har sikkerhedsforanstaltninger som et fort Knox i hjemmet, for at junior ikke potentielt skal komme noget til – det kræver mod at bryde ud af den gængse opfattelse af, hvordan man skal være som forælder”.