Regler for tissemænd og madrasser

Morgen kl. 5.30 i Danmark. Ungerne er vanligt alt for friske, før en vis herre får sko på. Barnefaderen havde dog fået sine sko på, og var i gang med at skifte yngstebarnet, imens jeg var i badeværelset. Yngsten stak i et uevogtet øjeblik af fra sin far – og uden en trævl på kroppen løb den lille bandit ind til sin søster og kastede sig ned på hendes dyne.
“Søsteeeeer”, jublede han, da han så, at hun også var vågen.

De moslede lidt  rundt og pludselig gik det op for ældstepigen, at hendes lillebror lufter sjoveren og rumpetten i hendes seng.

“Ej, mor! Han har ikke noget tøj på!”, grinte hun.

Det kunne vi jo kun give hende ret i, alt imens vi prøvede at indfange den løsslupne herre (i mere end en forstand…).

“Ok, så er det altså den eneste tissemand, der må være på min madras”, konkluderede søster-fornuftig.

Og noget nær i kor, istemte forældrene: “Husk lige det, når du bliver 15 år, unge dame!”.

Om afstand og nærhed

Er det ikke underligt? Mange gange sukker forældre efter lidt frihed. Lidt spillerum og lidt tid til at gøre alt det, man elsker og havde tid til engang. Det gør jeg i hvert fald. Hvis bare jeg kunne… Hvis bare vi havde… Hvis de lige kunne passe sig selv for en stund… Det hele føles som om, det går op i bringe- og hentetider og opvask og trods og aftensmad og putteritualer og skemalagt sex. Men når så ældstebarnet for første gang tager med en børnehaveveninde og hendes forældre hjem og bliver der til aftensmaden også, så kan man ikke helt finde sig tilrette i friheden. Det hele føles lidt amputeret. Som om, man har glemt at hente hende og som om, der mangler noget lige nu. Lige her.

Så ved man, at man savner hende og så ved man, at selv om der er mange ting, man elsker, som man ikke længere har tid til at gøre, men at man også har fået noget nyt i sit liv, som man elsker mindst lige så højt og som man slet ikke kan undvære <3

(…og det vidste man jo godt i forvejen…)

Løb oldefar aldrig?

Mit meget tænksomme barn har gjort det igen! Hendes lille hjerne har indtaget, tygget og fordøjet noget af det, vi voksne går og siger og ikke tænker videre over.

Hendes oldemor døde sidste år – det ved hun. Og hun ved, at man dør, når man bliver gammel. Hun ved også, at hun ingen morfar har. For han døde før han blev gammel, fordi han ikke passede godt nok på sig selv. Fordi han havde for travlt. Hun ved også, at oldefar er gammel, men stadig lever.

For nogle uger siden, da jeg skulle ud og løbe en tur, spurgte hun: Hvorfor skal du løbe, mor?
Jeg svarede hende, at jeg skulle løbe for at passe på mig selv. Fordi jeg ikke, som børn, løb rundt og legede på legepladsen hele dagen, men at når man blev voksen, måtte man finde andre måder, at røre kroppen på.

Og så for et par dage siden, da jeg igen tog løbeskoene på, spurgte hun så: Løb oldefar aldrig, mor?
Jeg blev lidt forvirret og svarede, at det troede jeg, han havde gjort, da han var yngre.

Hun fortsatte: Jamen, han er jo blevet gammel.

Jeg svarede, at det ville vi alle blive, også selvom vi ikke løb.

Hun spurgte så med et tænksomt ansigtsudtryk: Løb din far aldrig?

Jeg svarede, at det vidste jeg faktisk ikke.

“Jamen, han blev jo ikke gammel, for han ikke passede på sig selv”.

Oh God. Hun er så klog og tænksom, den lille prinsesse. Det er også vanvittigt svært at forstå, når man kun lige er blevet 3. Jeg kan selv have svært ved at forstå det. Men åh, hvor skal man passe på, hvad man siger. For hun prøver ihærdigt at skabe mening i det hele. Og det skal helst være en mening og forståelse, som hun kan magte og ikke tillægger alt for meget negativt. Hun skulle jo nødig tro, at man var ved at ryge i svinget, blot fordi man ikke løber regelmæssigt!

Er du min ven, mor?

Det fylder meget for min lille store pige, hvad venner er. Om man har venner. Og om man er en god ven. Vil man kun lege med sine venner (eller ‘Nogen, som kan li’ mig’, som hun selv siger) eller om dem man ikke kender også kunne blive til venner. Sidstnævnte morens bemærkning, når hun tilføjer ‘kun’ og ‘altid’ og ‘aldrig’ til sætningerne.

Verden er stor og ny og koncepterne er svære at forstå. Det er i hvert fald enormt vigtigt for hende at få tilhørsforholdet på plads. ‘Du er kun min mor. Du er kun min og Vs mor’, ‘Elsker du tre i det her hus? Altså mig, og V og far?’.

Og i bilen i dag: ‘ Er du min ven, mor?’

Jeg svarede selvfølgelig ‘Ja, skat. Altid!’

‘Du er også min ven, mor. Min bedste ven’.

Åh, lille skat, hvor jeg dog håber, at det fortsætter. At jeg ikke skubber dig fra mig, skuffer dig eller får dig til at føle dig skidt til mode. Ikke ender med at have den afstand imellem dig og mig, som min mor og jeg har haft i mange år. Men en ven i den forstand, at du er dig og jeg er mig og vi begge respekterer det. At du ikke bliver for voksen for hurtigt og at jeg ikke prøver at være ung med de unge. At vi kan have hinandens fortrolighed, og stadig respektere, at det ikke er alt, mor og datter skal dele. At du vil tænke på mig som en god og forstående og støttende mor. At jeg må leve op til alt det, du ønsker dig, jeg skal være. Og at du aldrig tvivler på, at jeg vil være her for dig – uanset hvad.