Venner er noget, man øver sig på

For er år siden var legeaftaler stadig noget, vi øvede os i. I længde og mængde. I dag er det en hyppigt tilbagevendende begivenhed. På tværs af vejen, gennem hækken, i børnehaven og med venner, som enten er flyttet fra institutionen eller er videre i det pulserende skoleliv. I starten var der ret mange konflikter, fordi den nye kunst skulle tillæres. Så blev det bedre, og legen kunne fortsætte i et par timer. Hvis den vel at mærke foregik andre steder, end på hendes eget domæne. For så var det virkelig svært at dele og acceptere, at andre legede med hendes legetøj på en anden måde, end hvad hun selv ville have gjort. Af erfaring kan jeg sige, at det kan være pænt svært at aktivere to 4-årige, som har set sig sure på hinanden, og vil noget forskelligt, alt imens du prøver at få aftensmaden klar, så de i det mindste kan få stabiliseret blodsukkeret i forsøg på at fredsmægle.

Jo, jeg har ringet til forældre og forklaret, at det ikke rigtig fungerede. Men nogle gange kan det bare ikke lade sig gøre at hente lige med det samme. Jo, jeg har prøvet at forklare i børnehøjde, at venskaber er bedst, hvis man kan prøve at finde noget, begge gerne vil i stedet for promte at sige nej.

Nu, hvor hun er 5 år, har hun længe været selvkørende på legeaftale-fronten. Jeg har endda taget mig selv i at tænke, at når der var legekammerater med hjemme, så var det faktisk noget lettere. Så skulle jeg ikke agere “Far-Barbien” (aka. Ken) eller lege en eller anden kompleks rolleleg, alt imens jeg jonglerede aftensmaden og aktiverede lillebror – og fejle fælt i alle tre gøremål.

Udfordringen ligger nu i at prøve at lære den unge frøken noget om at fordele magten og ikke stå stejlt på, at man skal bestemme og have ret hver eneste gang. At man ikke skal surmule og insistere på at komme hjem efter 15 minutter, blot fordi der er lidt modstand. Hun er kun fem år, og selv om vi har øvet os sammen i et år, så er vi langt fra verdensmestre. Hverken hun eller jeg.

Så sent som i dag skulle vi begge lære noget. Hun, at man ikke bare skal smække døren i ansigtet på den velmenende veninde fra børnehaven, som bare gerne ville lege eller råbe “Jeg hader den her dag” ved aftensmaden, fordi vennen havde den lyserøde gaffel. Jeg, at tackle trodsig adfærd, når der er et “fremmed” barn til stede og at legeaftaler efter børnehavetid med en ven fra børnehaven ikke altid er et match made in heaven. Ville jeg nødvendigvis selv tale videre med min kollega 3 timer efter en 8-timers arbejdsdag?

Selv om jeg også øver mig på det her mor-halløj, så kan jeg stadig have svært ved f.eks. at irettesætte uhensigtsmæssig adfærd i andres åsyn, hvad enten de er 5 eller 55. Jeg føler mig stadig blottet total, selv om jeg egentlig roligt forklarer regler, som gælder i vores familie. Som om, jeg skal revurdere min opdragelse for at please og være den evigt kontrollerede forældertype, som omverdenen siger, er det optimale. Jeg skal lære hende at det er ok at sætte grænser, men at kompromis også er en del af at blive ældre. Jeg skal lære, at mine egne grænser stadig eksisterer, selv om andre måske har en anden holdning.

Jeg vil gerne forberede hende på nogle af livets nødvendige spilleregler, inden hun springer ud i skole-livet, hvor hun er placeret i en setting og en gruppe, som hun sandsynligvis er nødt til at forholde sig til 9-10 år ud i fremtiden. Af bitter erfaring, ønsker jeg at ruste hende, så mobning ikke bliver hverdagskost. Blidt, konstruktivt – men nogle gange også med rigide grænser så som almindelig pli, hvor jeg stadig ender med at føle mig som verdens dårligste forælder, fordi jeg stod fast og vi endte i konflikt.

Venner er noget, man skal øve sig på at være. Lidt lige som når man skal lære at være mor. Nogen siger, at man først lærer det efter en livstid.

Moderskabet er et sted mellem hjertet og mellemgulvet

I dag er en af en stribe af mærkedage, siden jeg blev mor for første gang for knap 5 år siden. Der er så uendeligt mange faser i de små menneskers liv allerede, som har flyttet ved min opfattelse af verden og sat spor i mig fysisk og mentalt, og som jeg ikke anede, ville følge med to streger på graviditetstesten. Tidspunkter, hvor maven slår knuder, hvor jeg er ved at boble over eller hvor jeg ikke helt ved, hvad jeg er længere.

For knap 5 år siden, havde jeg svært ved at finde den rette plads til mit nyerhvervede moderskab. Siden har jeg lært at acceptere det så meget, at jeg endda udvidede det til at kunne indeholde to små mennesker, og nogle gange læger jeg måske ikke så meget mærke til det mere, fordi det er blevet en del af mig. .

I dag fandt jeg ud af, hvor det står. Og det er faktisk ikke ret langt fra det sted, de to små blev til.

…Nej. ikke helt dernede!

Mit moderskab er lokaliseret et sted mellem hjertet og mellemgulvet. Dér, hvor ønsket om de to blev til, og der, hvor de voksede fra æg til vaskeægte banditter. Det var i hvert fald dér, jeg kunne mærke moderskabet i dag, da jeg sagde både “godnat” og “godmorgen” til min ældste, og satte mig i bilen sammen med hendes bror og kørte hjem. Uden hende.

“Astrid og jeg har aftalt, at vi skal sove sammen hjemme hos hende, mor”, fortalte Ældstepigen på vej hjem fra børnehave for et par dage siden.
Senere samme aften fik jeg en SMS fra bedste-venindens mor, som havde fået samme besked fra sin datter. Vi blev enige om, at der ingen vej var uden om, bare at lade dem prøve det.

Det er så i dag. Lige nu, faktisk. De sover begge, har jeg fået af vide. Min egen tulle overgav sig til søvnen med ordene “Jeg savner min lillebror”. Ikke mor. Det er helt ok. For selv om der var en max-mærkelig følelse i hjerte/mellemgulvs-regionen over at “køre fra hende”, og at gå forbi hendes tomme seng på det tidspunkt, hvor hun ellers altid sover dybt, så fortæller det mig, at hun er tryg. Tryg, hvor hun er og tryg ved at være uden mor. At hun ved, at jeg er der, selv om jeg ikke er lige ved hendes side.

Jeg kan ikke helt beskrive for dig, hvordan moderskabet helt præcis føles. Både som en mavepuster og begyndende vejrtrækningsbesvær, men også som en enorm stolthed. Jeg er stolt over, at hun har så god en veninde, som hun faktisk har kendt hele livet – og ikke mindst, at hun selv er en god ven. Jeg er stolt over, at hun ikke er bange for at sove ude. Tryg ved, at hun sover ude præcis dér, hvor jeg til enhver tid ved, at hun er i de bedste hænder. Mavepusteren er fordi det er en ny fase, som nu begynder. Det minder mig om, at hun er ved at blive stor og selvstændig. At jeg regner hende for min egen, men kun har hende til låns, inden hun flyver ud i verden.

Jeg bliver mindet om, at jeg skal lære at give slip. Gradvist (heldigvis!!!), selv om hun knap er 5 år gammel. Jeg skal lade hende prøve af og sige til og fra. Det er lidt svært, må jeg indrømme. Men hun bliver ikke ved med at være lille og afhængig af mor. Min opgave er herfra  at guide hende og til stadighed at vise hende, at mor altid vil være her, når hun har brug for det, imens hun udfolder den stærke vilje, hun altid har haft.

Mit lille menneske bliver stor. Og kærligheden til hende vokser stadig dag for dag <3

En af julens tvivlsomme traditioner

I dag lå der en kuffert på min datters plads i børnehaven, da jeg hentede hende. Allerede ved første øjekast anede en grum følelse mig… Det var den! Ikke helt den, som ikke må benævnes, men tæt på. Det var børnehavens fedtede vandrenisse, som nu skulle med os hjem. Moderens skepsis så dog ikke ud til at være nedarvet til barnet, der jublede hele vejen ud til bilen, imens hun svingede kufferten i luften. Jublende lykkelig, siger jeg dig.

Og den glæde nænner moderen ikke at spolere, alt imens hun også ihærdigt forsøger at fortrænge, hvor mange fedtede børnefingre, der har befamlet den igennem årene – for den er ikke just den slags, man lige giver en kvik 40-graders-vask. Antallet af snotbakterier og andet godt på overfladen af den kan få en mikrobiolog til at blive forelsket, er jeg ganske sikker på…

“Begejstringen” hos moderen falmede yderligere, da hun for 3. gang på under en time skulle kravle rundt og endevende alle kroge af huset og kigge under sofaen, fordi barnet med gråd i stemmen erklærede, at nisse-monstret, der er en tvivlsom blanding imellem Chucky og Fru Pudderkvast fra Ramasjang, der er i færd med at klemme livet ud af en sagesløs kalv, var væk, og at hun ikke kunne undvære den. Goddamnit! Så forstår jeg bedre, at jeg dagligt endevender børnehaven, fordi hendes støvler befinder sig i hvert sit hjørne af legepladsen og hun ikke har den fjerneste erindring om, hvor hendes jakke, handsker og madkasse er. Hvem sagde über-distræt???

Nå, men den her nisse kommer jo ikke bare på besøg og overnatter. Nej, ser du. Den skal jo også finde på drillerier, som skal skrives ned i en bog og læses op dagen efter for hele børnehavegruppen. Og det kan godt være sin opgave, når man får den med hjem d. 16. december, hvor de øvrige forældre allerede har bundet alle snørebånd sammen på skoene, vendt stolene omvendt, farvet mælken grøn-lyseblå med striber på og alverdens andet godt. Kort sagt: De lavthængende frugter er ligesom allerede plukket.
Første tanke var at skrive, at den drak sig helt og aldeles gewesen i julebryg og sov rusen ud hele natten, hvorfor den ikke nåede at lave nogen form for drilleri. Men det kommer nok til at klinge en anelse falsk i pædagogernes ører, alt imens de i hovedet formulerer en indberetning til kommunen.

Så jeg måtte tænke lidt mere over det.

Det kreative og overraskende musikalske barn kom med brugbare inputs til dagbogen i form af at digte en jule-godnatsang for nisse-bæstet, hvilket helt sikkert kommer til at trække lækkerhedsfaktoren for dagens visit op. Så nu, hvor hun sover, har “nissen” vendt alle husets billeder og børnetegninger på hovedet, og har pakket madpakken ind i gavepapir med stor sløjfe (…hvorefter moderen kom i tanke om, at barnet slet ikke skal have madpakke med i morgen…). Nå, men så er der da ikke andre madpakker, der kommer til at stjæle dens shine i køleskabet i morgen, imens den står der alene og blomstrer.

Den, der har fundet på den der tradition, burde seriøst lægges på hjul og stejle. Tænk lige, hvor mange gange, man skal det igennem med 2 eller flere børn frem til arvingerne er ude af børnehaven og pænt langt inde i indskolingen. Og man er ligesom tvunget til at finde på lidt variation fra år til år.

Jeg er ikke fan, men som med bleskift, rengøring og cykelture i stiv kuling med regn i fjæset, gør man ting, fordi man skal. Og så håber jeg godt nok, at unge-bassen bliver begejstret, når hun vågner i morgen!

20151216_210119