En helt fantastisk start på min weekend

En helt fantastisk start på min weekend

Åh, weekend! Hånden på hjertet: Det sidste lange stykke tid har mine arbejdsuger kun handlet om én ting: At gå hurtigt, så jeg kunne nå til weekenden igen. Der har været SÅ meget tryk på i lidt for lang tid, at weekenderne har virket som de eneste lyspunkter. OK, det kommer til at lyde mega depresivt, men de har været de åndehuller, hvor der ikke var bud efter mig hvert 2. minut.

Vi har i lang tid forsøgt at holde weekenderne fri for at have mest tid til ikke at skulle noget. Byggeriet har været en ganske valid undskyldning – selvfølgelig ikke en løgn, for vi har haft brug for at køre ting på lossepladsen, male, rydde op, male osv. Jeg tror, vi alle fire har haft behov for ikke at skulle forlade vores base. Når vi har forladt basen har vi selvfølgelig nydt selskab og luftforandring. Men ærligt: Det har været skide svært at forlade hjemmet, når vi mest af alt trænger til bare ikke at skulle noget i hinandens selskab.

Jeg tror også, at ungerne har nydt det. Bevares, de har bitchet over petitesser og millimeterdemokratiet lever indimellem i bedste velgående. Vi er dog så heldige, at de også elsker hinandens selskab så højt, at de ikke kan undvære hinanden i ret meget mere end 20 minutter.

Fredag morgen fik ældsten og en klassekammerat en ide om, at de skulle sove sammen. Min slyngel blev inviteret hjem til veninden, og som altid er hun for cool. Ikke et kny – bare go with the flow. Pylre-mor her havde selvfølgelig telefonen på lyd hele natten, HVIS nu hun ville hjem. Men først kl. 11.00 dagen efter var der bud efter mig. 27 timer efter at jeg kyssede hende på håret og sagde på gensyn i klasseværelset. Seje unge.

Selv om det var fedt og jeg langt fra græd mig selv i søvn, er det alligevel lidt mystisk, når ens guld ikke ligger i sin seng. Jeg har jo for pokkker taget mig af dem hver eneste dag siden der var to streger på graviditetstesten.

Lillebror sov af helvede til – og i mit stille sind gætter jeg på, at det var fordi han savnede sin søster. Han gik i hvert fald mange gange ind på hendes værelse, inden han skulle i seng. De er så afhængige af hinandens selskab, at der bare var noget, der ikke stemte i hans system. Noget manglede i ligningen, før den gik op.

Manden er  til julefrokost med gutterne hele dagen, og ungerne og jeg har hygget hjemme. Total krea-hygge med en spontan omgang trylledej, en tegnefilm og tapas og cola på aftensmadsmenuen. We like! Vi har kreeret total fin juletræspynt af trylledejen og har malet det, så det er klar til at blive hængt op. Jeg er vild med resultatet, og kan allerede mærke, at det bliver noget af det, der er mest dyrebart for mig. Fordi de har lavet det – og fordi det har været en pokkers god dag! Vi har bare været sammen alle tre.

Efter aftensmaden dansede vi til Disney-klassikere og skrålede med, så naboerne (sandsynligvis) kunne høre det. Vi klædte ud og gav den hele armen som divaer. Også ham den lille. Der kom ro på inden sengetid ved at læse yndlings-Strid (Den Kæmpestore Pære) og så daffede ungerne frivilligt til køjs – begge i søsters seng.

Behøver jeg sige, at mit hjerte er ved at boble over ved at se dem ligge dér og sove nu? Søde, trygge, smukke og helt igennem elsket.

Med en god følelse i kroppen, har jeg tilbragt aftenen i sofaen med en iskaffe med Baileys i hånden og Netflix på skærmen. En ikke særlig god chick-flick, men også lige hvad jeg har brug for: Bare helt easy underholdning og en aften for mig selv. Selv om jeg elsker min mand, er det nu alt for sjældent, at jeg har hytten for mig selv.

De er så vigtige, den her slags dage. Dem, hvor tingene funker, uden at man stiller an med så meget gøgl. Bare er og giver sig selv lov til at være. Lader vasketøjet og alt det andet ligge, og bare sætter “skal og bør” på stand-by. Sådan en dag har vi haft i dag. Lige præcis det, jeg elsker mest wed weekend <3

Weekend

Søndagstanker

Søndagstanker

Pyh ha – der er godt nok mange indtryk og tanker, som skal bearbejdes efter begravelsen i går. En kiste med billede af en kvinde – alt for und til at dø. En kiste pyntet med perleplader og tegninger med ordlyden “Til mor” med barnlig håndskrift. Triste, snøftende mennesker og et blomsterhav, der signalerede, at hun havde mange mennesker i sit liv. En præst, som formåede at tale til alle – især til hendes datter – i en tale om håb frem for magtesløshed. Det sidder i mig i dag, og det vil det nok komme til i rigtig lang tid. Som min tante sagde: Det er ikke den rigtige rækkefølge, det bliver taget i. Der er noget naturstridigt i at dø, før ens liv stort set er kommet i gang.

Ser vi lidt bort fra det triste, har det været en ganske udemærket søndag. Alle søndage herhjemme starter med små fødder på soveværelsegulvet, før lyset er brudt frem. I dag var ingen undtagelse – forskellen var bare, at efterårsmørket fuc**de med mit indre ud, så jeg var helt rundt på gulvet over, at klokken var 7.30 og ikke 5-nul-dut, som den ellers plejer at være. Det var sgu optur!

Ristet brød og Ramasjang. Indkøb til ugens madplan og lidt vasketøj i maskinen. Ja, det er jo eksotisk at være børnefamilie. Det der fine solskinsvejr, metrologerne lover, lader godt nok vente på sig – eller også er Fyn bare særdeles uheldig. Så jeg besluttede mig for at invitere ældstepigen i biffen og se My Little Pony-filmen. Der er mange ting, man gør af kærlighed…. Det resulterede i, at lillebror var ved at tude sine små øjne ud af bare uretfærdighed over, at han ikke skulle med. Og på den måde blev han så eneste hankøn i biografsalen.
En stor del af filmen brugte jeg på enten at ransage min hjerne for, hvorfor jeg frivilligt havde betalt 250 kr. for at se den, eller på at favne begge unger, fordi den var overraskende dyster i forhold til min forventning om pastel-frenzy. Ikke så meget tutte-nut dér, du. Det havde jeg ikke lige set komme. Men det endte jo godt og da pive-stemmer og pastelfarver rundede filmen af, syntes ungerne dog ganske godt underholdt alligevel.

Resten af dagen blev brugt på alt fra familie-fight med skumsværd til ungernes glade stemmer på det ene værelse i en god leg. Nok havde jeg mest af alt lyst til at smække stængerne op og lukke øjnene en halv time, men jeg skriver eksamensopgave p.t., så den fornuftige del af hjernen vandt. Her har jeg så stort set siddet siden. Målet er at skrive så meget, at jeg kan få mest mulig tid til at holde en afslappende efterårsferie med ungerne. For det er nemlig lige, hvad det er: EFTERÅRSFERIE! Manden har ikke fri, så ungerne og jeg holder skansen. Det skal nok blive godt! Jeg glææææder mig!

Åbent hav

Semantik, romantik og lidt om tik-tak-tik

I dag har solen skinnet ubarmhjertigt ind af vinduet til mit tredjesalskontor på jobbet. Kastet sit lys på væggene og bygningerne omkring. Hvis ikke min dag havde været tæppebelagt med møder og hasteopgaver, så havde trangen til lys og forår fysisk halet mig væk fra hæve-sænke-bordet og ud i den kolde, men skønne luft, og jeg havde taget fri en time før for at mærke solen i fjæset. Men det blev desværre kun til at kigge på solen frem til kl. 15.00.

Her stemplede jeg til gengæld ud til en tirsdag, der ikke var helt, som den plejede. Ældstebarnets svømmeundervisning holder ferielukket, og dermed var der ikke udsigt til det sædvanlige show, hvor den ene forælder henter børnene, imens den anden pakker ting og gør klar til aftensmad, hvorefter den hentende forælder fortager noget nær en manøvre i dværgkast og sender yngstebarnet i favnen på pakke-forælderen og sætter kursen mod svømmehallen. I dag kunne vi gøre noget, som desværre sjældent er os forundt: At hente børnene sammen.

Det var jo nærmest romantisk, at gå hånd i hånd ind gennem børnehusets jernlåge i eftermiddagssolens stråler, og være SAMMEN om at hente vores skønne unger. Vores samlede genmasse manifesteret i små 34 kilo og i omegnen af 2 meter sammenlagt. Det føltes i hvert fald romantisk efter småbørnsforælder-agtige standarder, og sollyset gav det hele ekstra krydderi.

Det var tydeligt at mærke på ungerne, at de også satte pris på dette. “Min mor og far”, sagde den lille flere gange, imens et smil prydede hans tykke kinder. Den ældste kommenterede ikke, men tog vores hænder på vejen ud til bilen og hoppede afsted. Tid til at tage den med ro og hænderne fri til at gynge dem begge i stedet for altid at være pakæsel og sige “kom nu”.

Som jeg så stod der med sol i ansigtet og svingede sansegyngen frem og tilbage, var der tid til at give hele hverdags-setuppet en ekstra tanke. Når jeg afleverer ungerne om morgenen, fortæller jeg dem altid, hvem der henter dem og hver aften spørger de, hvem der afleverer. “I dag er det far, der henter”. “I morgen er det mor, der afleverer og far, der henter”. Altid enten eller. Stort set aldrig både og. Det er et spørgsmål om semantik – men betydningsforskellen er stor. Enten den ene eller den anden. Sådan er hverdagen skruet sammen, for at få det hele til at gå op. Ungerne er i institution, og deres hverdage ligner hinanden. Vores hverdage lige så. Faste rutiner for hvem, der gør hvad og hvornår. Jeg elsker, at de får mulighed for at svømme og at de kommer ud og er sammen med andre børn. Men jeg elsker også ferierne, hvor det hele sættes på pause. Hvor vi ikke hænger i en klokkestreng og gør præcis, som vi plejer. Også selv om vi ikke selv er så heldige at have ferie denne uge, men først får fri sammen på fredag. Ungerne og jeg i hvert fald. For fars virksomhed kræver tilstedeværelse, hvis vi vil have penge i familiekassen. Og så er vi tilbage i enten eller. Det er nærmest et grundvilkår.

Vi får det til at gå op – også selv om tiden er knap. Og jeg synes ikke, vores børn mangler noget. Vi prioriterer, og min førsteprioritet er dem i videst mulig udstrækning. Og når man så har en dag, hvor solen varmer ansigtet og pulsen er i ro, så nyder man det ekstra meget og fylder lungerne med luft og hjertet med gode minder.

Kan man lære at elske kaos?

Ugen sejler afsted i en sump af nattebøvl, almindelige gøremål og lange arbejdsdage. Den startede dig rigtig godt ud med hele to – som i TO – aftener ude med venindesnak og muligheden for at give en hjælpende hånd til én, som har brug for det. Det havde jo helt et strejf af tiden, der engang var – hvor man bare kunne gøre ting – også selv om både børn og arbejde fyldte det meste af snakken. Kan man overhovedet tale om andet end det – og så måske sex eller mangel på samme, når først, man har født en eller flere arvinger?

Det gav noget bonus på den mentale konto, at komme ud og være sammen med søde mennesker og gøre noget helt andet, end jeg plejer. Være social uden for familien og børnehuset. Og den bonus var i den grad givet godt ud, for den bliver p.t. brugt på feberramt lillemand og en pige, der p.t. styrer imod snot og hoste. Man er ikke i tvivl om, hvornår efteråret begynder at sætte ind.

Det er noget mærkeligt noget. Lige så meget, som man synes, at hverdagen kan køre i ring og overskuddet er flosset; nattesøvnen er på et minimum og arbejdsmængden på jobbet eksploderer. Lige så meget som man tænker “Jeg oooorker ikke mere”, og man drømmer sig væk fra det hele. Bedst som man fra tid til anden kan føle, at man ikke kan genkende sig selv i den drøm, man havde engang om far, mor og børn, så får man det hele til at løbe rundt, uden alt for store udsving. Man finder en vej af ingenting. Fordi man skal. Og fordi man vil. Syge børn skal passes kærligt på af deres forældre (hører I, politikere!). Madplaner og storindkøb en gang om ugen bliver livliner, og uforstyrret venindesnak over en café latte kan på alle måder virke eksotisk. Man kommer på bizar vis til at holde en smule af det alligevel. Ikke knuselske andet end børnene – men holde af, kan vi godt svinge os op til. Havde jeg fået et glimt af hverdagen anno 2015, da jeg var 25 år, er jeg ikke sikker på, at jeg havde valgt at få børn. Men nu hvor jeg er her, er det måske begyndt at føles som om, jeg lever mere, end jeg overlever i hverdagen. Hvem ved? Måske jeg kommer til at elske det ultra-skemalagte liv? Dem med flere år på bagen, påstår jo, at man helt kan komme til at savne det? Omend det lysner lidt på hjemmefronten, så tillader jeg mig alligevel at beholde en smule skepsis. Så glider det hele lidt lettere ned, når næste modvind sætter skuden ud af kurs.