Ude godt, men hjemme bedst?

Nå, så gik der en uge. En uge på job efter anden og sidste barsel. En uge uden for husets fire vægge.

Enormt mange mennesker spurgte mig, hvor vidt jeg var nervøs/spændt/ked af/glad for/klar til at starte på job igen – især Lille Vs hjerteforløb taget i betragtning og hele tiden inden. Mit svar var klart: Jeg følte intet omkring jobstarten. Hverken positivt og negativt. Intet. Og det har nok ikke været så skidt igen, hvor koldt, det ellers måske lød. For inden i gædede jeg mig til afveksling fra livet hjemme, kunne slet ikke forestille mig, hvordan det ville komme til at hænge sammen med vores jobs og to børn i institution og var nervøs for, hvordan jeg nu skal jonglere hele setuppet omkring hans hjerte, berøringsangsten fra andres side, hans mange sygehuskontroller og at være på job 37 timer om ugen. Men der var jo ligesom ingen vej tilbage – så hvorfor ikke hoppe lige ud i det. Pengepungen gisper også efter cool cash efter en periode på barselsdagpenge (#pissedumideatværepådagpengeoptiljul).

Det hele var jo lidt, som det plejede efter knap 8 år på samme arbejdsplads. Flex ind, drej nøglen, sid bag skrivebordet. Ungerne havde været overraskende medgørlige denne morgen. Det kunne jeg nok ikke tage som et tegn i sol, måne og stjerner, at det ville blive SÅ let hver morgen.

Selv om 3000 emails, et nyt mailsystem, manglende hukommelse om koder, CMS og øvrige arbejdsgange og et opkald fra vuggestuen om, at min søn muligvis var syg, men at de ville vende tilbage, når han vågnede, måske kan virke skræmmende på nogle mennesker, så var den overordnede følelse, da dagen var endt og jeg sad i sofaen: “Var det bare det?”. Jeg havde jo både haft en voksen samtale, havde været på toilettet uden forstyrrelser OG spist mad regelmæssigt – og sønnike var heldigvis ikke syg alligevel. Det var sgu da en field day sammenlignet med livet hjemme!

Andendagen var ungerne mindre medgørlige, men det gik alligevel og med kaffe i koppen (som i øvrigt er blevet gratis i mellemtiden – optur!) koder i hukommelsen, var der kun en vej: Igennem mailboxen! Slet, slet, slet, læs, slet, slet, slet, læs… Easy Peasy. Liiiige indtil jeg skulle til første genopfriskning af vores CMS og diverse tilhørende IT-systemer og alt, hvad der var sket, siden jeg gik fra, følte jeg, mit hoved skulle springe og at jeg ikke kunne rumme mere. Mit stakkels lille hoved har jo kun regnet i milliliter og holdt styr på lillemandens lur, lort og leg, ikke opdateret mkommunale IT-systemer og udtænkt markedsføringskampagner. Shiiiiiiit!!! “Og så tager vi bare resten i næste uge, når du er godt i gang…”. Oh, Gud – der er jo mere!?!!!

Og så gik ugen. Kollegerne begyndte at tale om, hvad de skulle i weekenden og om den årlige julefrokost. Weekend? Nårh ja, det er jo en del af pakken i at gå på arbejde. Og julefrokosten? Tja, havde rent faktisk glemt den og havde planlagt en aften i selskab med manden, katten og Netflix. Kom dog afsted, lyttede til alt fra sladder og seriøse samtaler til fuldemandssnak OG holdt mig vågen helt til kl 24,00!

Ja, og så kom den der weekend. De der to dage, hvor man igen har spillopperne hjemme fra institution og man ikke er på job, men lever, som var man hjemme på barsel igen. ALLEREDE? Hvad skulle vi – andet end babysvømning og tøjvask? Ikke en skid. Gå en tur, lege, vaske op, afkalke kaffemaskinen, støvsuge, vaske gulv og alt det der. Ungerne var i et pokkers humør. Mindstemanden ville stå op hele tiden, men bentøjet er endnu ikke så stærkt. Søster legede dominatrix over for ham, når de skulle dele legetøj, mad eller opmærksomheden fra mor og far – og han syntes at have lært lidt af hende og gav igen, når hun var i centrum. Hyl, skrig, smil og så hyl igen. Mindstemanden kastede op i reseri, søster pillede maden til atomer og råbte “dumme mor” til det meste. Det var bare igen hamrende svært at dele sig. Det var bare igen huslige pligter, kriser ved spisebordet og mangel på sex og samliv. Goddamnit! Et glimt af de sidste måneder af min barsel efter kun en uge.

Ærlig talt. Jeg elsker de to små banditter af hele mit hjerte, men når de er i det hjørne, hvor man prøver at stille begge tilfredse, men aldrig når i mål, så glæder jeg mig faktisk lidt til at komme på job i morgen igen. Sætter uret til kl. 5.10 og så kører ugen igen!

På bunden af dametasken

Nå, så er det i dag, jeg skal pakke min arbejdstaske… Farvel barsel, vi ses ikke igen. Fra og med i morgen er jeg fuldtidsarbejdende mor til 2. Shiiiit!!!

Men hvad pokker er det nu, man har i en arbejdstaske? Som sådan en kontor/markedsførings-dame som mig???

Min mand havde mange gode forslag: Madpakke, regnbukser, cykelpumpe, bog til togturen, ekstra strømper og t-shirt, lappegrej, iPad…
Tak, honey! Madpakke og iPad kan vi nok godt blive enige om, men jeg tænkte nok mere a la make-up-pung, børste, tyggegummi, deodorant, trusseindlæg, kalender m.m. En taske UDEN bleer, vådservietter, hagesmække, modermælkserstatning, rosinpakker og “Min første bog om seje maskiner”. Whuhuuuu!

Selv om jeg har været færdiguddannet og arbejdet fuldtid i 9 år nu, er det simpelthen som om, min hjerne er slettet for alt, hvad der har med jo at gøre efter denne anden og – lets face it – enormt svære barsel. Synes ikke jeg var SÅ blank (jobmæssigt altså!) første gang jeg skulle tilbage efter barsel. Der har været mere kontakt til sygehuset end til jobbet og flere milliliter og gram at huske, end kampagner og kontaktpersoner. Børnehuset og hjerteafdelingen på speed-dial i stedet for ikke chefen, kollegaerne og pressen.
Ved ikke, om jeg føler mig glad, trist, forvirret, lettet, opløftet, nedtrykt, eller hvad pokker jeg føler. Måske lidt af det hele på én gang. Det er vildt mærkeligt.

Min hjerne har vidst lullet sig ind i en ide om, at det et eller andet sted “bare” er i morgen og så hjem igen. Kan kun tage én dag ad gangen – det har jeg jo gjort hele barslen. Set hvad hver enkelt dag måtte bringe. Men nu er det arbejd’ arbejd’ – små 40 år ud i fremtiden. Tror liiiige det kommer til at fordre en ekstra kop kaffe i morgen tidlig, når jeg stempler ind.

License to relax: Om en måned…

…siger jeg “på gensyn” til arbejdspladsen i 10½ måned…! 24. marts er det adieu til skrivebordet, deadlines og møder og bienvenue til barslesland, baby og bleer.

Først 8 uger hjemme med license til relax og derefter livet som mor, med alt hvad det indebærer. Og jeg glæder mig – til det hele! Glæder mig til den luksus det er, at kunne trække sig tilbage fra arbejdslivet i en længere periode af gangen. En unik mulighed, som nok kan komme igen ved næste barn, men som ikke bliver helt uden forpligtelser, når der endnu ikke er én, som man skal sørge for fra morgenstunden.

Og hvilken tid…foråret hjemme – og derefter sommer med baby! I like! 29 dage til barsel – af dem 19 arbejdsdage (weekender og restferie fratrukket)… Happy happy, joy joy!

The feminine art of feeling replaced…

Vi kvinder er gode til meget og giver ofte ikke os selv credit for vores evner på arbejdsmarkedet, i hjemmet, i det sociale liv og i samspillet med andre mennesler. Vi er for gode til at nedgøre os selv i en misforstået tro på, at det vil gøre os mere “accepterede” blandt andre (kvinder) i samfundet.

Én ting, vi desværre også er lidt for gode til, er at føle os erstattede. At føle, at den mindste usikkerhed eller ændring kan føre til, at vi bliver erstattet på den plads, som vi ellers klamrer os til. Års træning i kampen for at vise vores værd i forhold til mændene – eller en kvinde-er-kvinde-værst-ting? I don’t know…

Men i dag måtte jeg sande, at jeg også tog i “erstatningsmøllen”. Der skulle holdes jobsamtaler for at finde min barselsvikar – og alle ansøgere til samtale var kvinder. Hjemmefra havde jeg joket med min mand om, at jeg håbede, at de alle kun lige havde de nødvendige kvalifikationer, men ellers virkede middelmådige i forhold til mig (fy da føj, her i Jantelovs-Danmark!)

Det var en joke, men et eller andet sted også et ønske, om så jeg kan lide det eller ej. Jeg kan nemlig ikke lade være med at mærke et stik i maven ved tanken om, at en anden skal “overtage” mit job i knap et år, arbejde med mine opgaver – og så i en kommunal sparetid!!??!!

Hvad nu hvis jeg så bliver fyret, når jeg kommer tilbage? Hvad nu hvis de bedre kan lide vikaren? Hvad nu hvis jeg kommer alt for langt bag ud i forhold til det, jobbet kræver?

Jeg ved, at jeg er god til det, jeg laver. Men jeg forstår mere og mere, hvorfor, kvinder er bagud i løn-ræset og hvorfor vi kommer det på den lange bane. Et er mænds evne til indimellem at puste deres eget ego op til nye dimensioner, noget andet er kvinders evne til at tvivle på deres eget værd. En ting er trangen til at stifte familie – noget andet er, at det uomtvisteligt sætter kvinder i en anden position i forhold til job og karriere.

Og ja, det er et valg man tager. Jeg vil ikke undvære min barsel og mit kommende barn for noget i verden – heller ikke en fed løn eller en karriere. Men jeg indrømmer blankt, at en af de største udfordringer FØR Lillepigen bliver født, er at bekæmpe følelsen af at blive erstattet og det, der føles som om, man er blevet fyret eller er på nippet til det.

Men den tanke skal nok forsvinde i baggrunden – ja, forsvinde helt, når den lille melder sin ankomst!