Børnefamiliens tid

Børnefamiliens tid

Shit, igår sad jeg midt i sofaen og følte, at mit liv var på TV. Manden var ude med en kammerat, imens jeg sad hjemme og så temalørdag på DR2. Ja, så er man blevet så gammel…

Jeg havde nok satset på en chick-flick eller en eller anden actionfilm, der hverken krævede eller tog for mange hjerneceller, imens jeg så den. Men jeg blev fanget af programmet “Børn er roden til alt ondt”. Et indblik i familieliv og børneliv omkring 10’erne.

Hvordan vi både kæmper men muligheder og begrænsninger. Med forventninger (egne og andres), arbejde og familieliv. Med at få det hele til at gå op uden at tabe os selv eller vores børn. My life indeed!

Den ene forsker beskrev det som en “idealiseret kultur med 100 muligheder“. Og det lyder ganske rigtigt set fra min vinkel. Før jeg fik min første, var jeg lykkeligt uvidende om mange ting. Bl.a. hvor mange meninger, der er om moderskabet og hvad det skal indeholde. Ligeledes hvor svært det kan være at føle, at man kun er halvt til stede de fleste steder i livet: På jobbet, over for vennerne, i parforholdet og i moderskabet i særdeleshed (og at håbe inderligt på, at ingen af parterne lægger mærke til det. #selvbedrag).

Det er hamrende bipolært. For jeg kan få helt ondt i maven over at skulle være væk fra mine børn en hel nat og nogle dage er jeg ved at løbe ned til skolen og børnehaven, fordi jeg har savnet dem så meget. Og så er der dage, hvor de skændes så meget og/eller mine indre batterier er så afladet, at jeg ønsker, at de var væk et stykke tid. Ikke alt for lang tid, men lige nok til at jeg kunne glemme alle forpligtelserne og gøremålene et øjeblik. Glemme følelsen af slet ikke at være “mig” mere. Jeg er blevet til et andet “mig” på godt og ondt, og skal jeg lægge hovedet på blokken, så ville jeg vælge det “andet mig”, hvis jeg blev bedt om det. Men det forhindrer mig ikke i indimellem at savne det og den, jeg var.

En anden forsker talte om lykketab i den tid, der siges at være den lykkeligste i éns liv. Tab af lykke, frihed, fællesskab og nærvær. Det er ingen af os vel stolte af at indrømme, selv om en stor del af os nok har følt det, hvad enten det var et kortvarigt stik eller en nagende, insisterende følelse. For har jeg ikke også fået lykke? Oplevet lykke og tryghed, når mit barn søger mig og viser mig, at han/hun ikke kan eller vil undvære mig. Lykke, når man lytter til deres sagte åndedræt en lørdag aften. Lykken, når man hører dem grine inderligt. Lykke når man ser deres søskendekærlighed. Lykke, når det indimellem lykkes, hvad enten det er store enner små sejre: Det lykkedes mig at komme igennem dagen. Det lykkedes mig at lade være med at skælde ud i dag. Det lykkedes lægerne at redde min søns liv. Det lykkedes mig at opdrage en helt igennem empatisk lille pige. Det lykkedes mig at nå det hele.

I programmet skulle en far og en mor meget lig min mand og jeg prøve at få familielivet til at gå op via en coach. De skulle finde mulighed for en børnefri weekend en gang om måneden, fordi hjælp udefra ikke var noget, der hang på træerne. De skulle prøve at skære hverdagen ind til benet, så der blev mulighed for at have masser af tid med ungerne, men også øjeblikke alene eller i tosomhed. De skulle prøve at få arbejdsliv, transport og fritidsinteresser til at gå op, selv om det syntes som om, der ikke var tid til det. Det var nærmest smertende lig med de prioriteringer, vi ofte kæmper med – og samtidig var det ekstremt befriende at vide, at der findes andre, som også kæmper med det samme. At jeg/vi ikke er eklatante fuck-ups på forældrefronten. Der er nogen som os. Måske flere end vi tror?!??

Men hvis vi så fik den tid? Hvad ville vi så bruge den på? Ville vi bruge den på os selv, på at komme i bund med bunkerne eller sammen med børnene? For hvis man føler sig hamrende utilstrækkelig på nærmest alle fronter – hvor giver det så mening at sætte ind? Det er jo så næste dilemma. Jeg for mig selv kan i hvert fald sige, at jeg ikke ville bruge den på at arbejde. Jeg ville bruge den hjemme; hjemme i en afveksling mellem sammen med ungerne, ved siden af ungerne eller uden ungerne. Bare hjemme uden at skulle noget.

Mine unger har ikke været roden til alt ondt, men siden jeg har fået dem, har jeg indimellem fået svært ved at genkende mig selv. Jeg er helt sikkert vokset som person, selv om jeg indimellem kan føle mig som et meget lille, meget tarveligt menneske, når jeg føler, jeg fejler eller ikke kan række eller rumme mere. Jeg har lært en masse af at blive mor. De vildeste ting. Igen på godt og ondt.

Jeg elsker mine børn sindssygt højt, men indimellem elsker jeg ikke den, jeg er, når livet med dem bliver for meget. Pilen er rettet imod mig selv, forstås.

Fik jeg mere tid, ville jeg gøre alt, hvad jeg kunne for at forhinde at komme til at føle sådan.

Var du ude og feste, så du Kronprinsesn fødselsdag, var du gået kold på 20 på sofaen eller stod du med grædende børn, så vil jeg anbefale dig at bruge lidt over en time på at se programmet (hvis du altså er så heldig at have en time fri). Hvis du er helt cool i moderskabet og ikke føler nogen smalle steder i parforholdet, så drop den bare. Under alle omstændigheder er linket her. 

Alene hjemme

Alene hjemme

“Jeg kan jo bare være alene hjemme”, sagde den ældste for et par måneder siden. Min første reaktion var “No way in hell. Du er kun 6 år gammel”. Men tanken rumsterede alligevel i mig i noget tid efter. For hun er egentlig snart 7, når jeg tænker over det, hun er mega ansvarlig og fornuftig og vi taler jo ikke flere timer eller en hel dag. Vi taler målestokken, når jeg kører en tur i Fakta eller henter hendes lillebror.

Hvornår er det rigtige tidspunkt? Det er vel, når man tager det i små etaper og når man føler, at ens barn er klar til det.

Jeg tyggede på det noget tid, og så kom faren mig i forkøbet. “Jeg har været alene hjemme, imens far hentede lillebror!”, sagde hun, da jeg trådte ind af døren efter en lang dag på jobbet. Hun var ved at revne af stolthed. Og det var nok den bedste måde, vi overhovedet kunne gøre det på. Forsigtige, pylrede mor her blev sat ud af spillet og hun viste sig at være mere end klar. Fædre er åbenbart langt bedre til det der. Irriterende meget bedre 😛

Siden er det blevet til flere eftermiddage, hvor hun egentlig hellere vil være hjemme, end at sidde i en bil på vej mod børnehaven. Det kan jeg ikke fortænke hende i. Når jeg kommer hjem med lillebror, leger hun eller ligger på sofaen og ser lidt TV. Og hun smiler.

Hun er sej, er hun. Min store pige, som vokser ud af mig dag for dag. Præcis som hun skal. Moderhjernen og -hjertet er en underlig størrelse. Bare tanken om, at hun skal være alene hjemme får en eller anden form for “panik” til at sprede sig. Kan hun nu komme ud, hvis hun har brug for det? Nu lukker hun forhåbentlig ingen ind. Hun har jo ikke en telefon, hvis hun har brug for mig (Hun er 6 år for christ’s sake). Hvad nu hvis. Pludselig ser man på hjem og hverdag på en anden måde. Rationelt blandet med irrationelt. Sh**!

Jeg kender hende jo bedre end nogen, og nu hvor hun har været alene hjemme flere gange og hun er helt cool med det, så virker alle mine bekymringer overdrevne (nah, ikke helt. SÅ cool er mit moderhjerte ikke…endnu).

Det er en reminder om, at dem, der sagde “Små børn, små problemer, store børn, store problemer” på irriterende vis ser ud til at få en form for ret. Det er andre bekymringer og omvæltninger, man skal vænne sig til. Nok får man på sigt mere nattesøvn, men man får i den grad også en ordentlig røvfuld tanker at deale med, når man dag for dag skal give lidt mere slip.

So far har jeg gjort det ok opdragelsesmæssigt. Tror jeg nok. Hun er i hvert fald sej, sød og selvstændig. Hvad mere kan jeg bede om <3

Tillid

Søndag handler den lille familie ind til hele ugen. Madplanen er virkelig noget af det bedste vi har indført! Ski** koldt, to tvære unger på slæb og alene afsted, da manden havde andre gøremål. Som jeg står og prøver at få frigivet en vogn fra stativet med min medbragte mønt, stikker ungerne af, og jeg prøver at udføre noget damage control, så familien kun bliver i omegnen af 900 kr. og ikke et medlem fattigere, når vi forlader butikkens matrikel igen.

Lænken mellem indkøbsvognene gav sig ikke det mindste. Heller ikke med frustrerede slag og ukvemsord. Folk kom og gik og tog deres vogne, som åbenbart virkede, og kiggede uden at fortrække en mine på min kamp mod indkøbsvognen. Pludselig stod en mand ved siden af mig og havde halet min søn ind til siden. Han var Hus Forbi-sælger, og tilbød at hjælpe mig med at få vognen fri. Han kunne heller ikke, og mønten virkede heller ikke i de øvrige vogne. Jeg havde ingen andre mønter på mig at prøve med. Han rakte mig en 20-krone og sagde: “Du kan låne den her af mig. Så kan jeg bare få den, når du kommer ud igen.”

Jeg takkede ham, og mønten fik vonglænken til at gå op, som hande vi sagt Sesam, Sesam, luk dig op. Måske han var den sidste, jeg havde forestillet mig, ville låne mig penge.

Jeg fik ungerne i vognen og fik handlet ind. På vej ud af butikkens vindfang, hørte jeg flere midaldrende og ældre mennesker komme med fornærmende og nedsættende bemærkninger til Hus Forbi-sælgeren uden for. De gængse om at få et arbejde og om at man ikke ville hjælpe sådan nogen som ham. Andre af politisk og racistisk karakter.

Jeg forsikrede ham om, at jeg ville komme tilbage med 20’eren, når jeg havde fået mine varer i bilen, og han smilede til mig og vinkede til ungerne, som om ingen lige havde svinet ham til for hans blotte tilstedeværelse.

Jeg tog ungerne med hen for at aflevere 20’eren sammen med en kop varm kakao og en ekstra 20’er til ham, og sagde tusind tak for hjælpen. Han lyste op og virkede dybt taknemmelig for de ekstra ting. Det var nok det mindste, jeg kunne gøre. Hans taknemmelighed stod i stor kontrast til den utaknemmelige kulde og de endnu koldere kommentarer, han havde fået få minutter for inden og sikkert mange gange før det.

Bare der var flere mennesker som ham, der kan se ud over egen næse og hjælpe andre – også selv om de ikke har deres på det tørre. Jeg håber, at det er rigtigt, at børn ikke lærer af, hvad man siger, men af hvad man gør. For så har de lært et par vigtige lektier i dag.

Når voksenkortet spilles

Argh! Jeg føler mig endnu engang som verdens dummeste og mest strenge mor! Sidder endnu engang i sofaen med en mega dum fornemmelse i krop og sind over at have sluttet dagen med at skælde ud. Eller i hvert fald irettesætte Lille E.

Jeg har en pisseklog pige – og ikke mindst en følsom pige, der på mange måder er ældre end de 4 år fødselsattesten foreskriver – og som reagerer på modstand og hårde ord. Som hun bør gøre. Men nogle gange reagerer hun uhensigtsmæssigt hårdt, og det vil jeg virkelig gerne undgå.

Jeg er sikker på, at vi er ude i en cocktail bestående af 50% naturligt udviklingstrin, 20% tøsebarn, 15% IQ over gennemsnittet og 10% omstændigheder i forhold til det, vores familie har været igennem de seneste 2 år. Og jeg ved, man siger, at man skal vælge sine kampe med omhu.

Men kunne hun da for pokker ikke vælge andre kampe end dem, der ikke står til forhandling, som at løbe ud i trafikken trods mine advarsler, stikke af fra den lokale Fakta imens jeg står og betaler, sengetider, hårvask og tandbørstning? Hun siger det selv: Det er irriterende, at du altid skal bestemme. Og det giver jeg hende ret i. Men jeg gambler ikke med hendes liv og førelighed, hendes tænder, børnehavens luse-advarsler og hendes generelle trivsel søvnmæssigt.

Selvfølgelig må hun være lidt længere oppe i weekenden, og vi vasker kun hår, når det er nødvendigt. Men de andre ting er No Go.

På SÅ mange andre punkter diskuterer hun ikke eller prøver grænser af. Her er hun er et nemt barn og jeg kunne måske ønske mere rebelske udfoldelser her. Men når hun vælger ovenstående områder, så møder hun altså et klart nej. Og så er fanden løs i Laksegade. Hun synes, jeg er dum, jeg prøver at argumentere. Hun modsætter sig med trutmund, skældsord, spark eller anden generel modstand, og jeg bliver vred – og trumfer min vilje igennem med ordene: Det bestemmer du ikke. Det bestemmer jeg, fordi jeg er den voksne. Hun græder og kaster sig bagover og bliver – unskyld ordvalget – trodsig. Hun opfører sig præcis, så det får mig til at komme ud af fatningen, hvor meget jeg ellers prøver at holde det tilbage. Vi snakker ikke fysisk eller med råb og skrigen, men hvor jeg siger til hende, at det er dumt, og hvor jeg går. Og hun falder i søvn alene (for oftest er hun dødtræt, når hun gør dette, og vi slutter dagen af på den værste vis, jeg ved.

Så sidder jeg – præcis som nu – og har mest af alt lyst til at gå op og vække hende og kramme hende og spørge, om vi ikke skal være gode venner igen, som vi altid gør, når vi er uenige i hverdagen, hun og jeg. Så har jeg lyst til at holde hende tæt og kramme hende, præcis som da hun var lille. Så føler jeg, at jeg har revet de bånd over, jeg så gerne vil knytte til hende, uden at kvæle hende.

Jeg føler, at jeg knægter hendes vilje. At jeg bare spiller voksenkortet og ikke lader hende sætte grænser selv. Overtrumfer hendes nej, på samme måde, som min egen mor gjorde ved mig som barn, og sendte mig direkte til pladsen som den, der føjede andre i ungdoms og voksenlivet. Og dér vil jeg ikke hen. Vi putter tidligere for at undgå overtrætheden og kampene. Og jeg lægger mig på sinde at undgå at have samme kvælende forhold, som det mange gange føltes som om til min egen mor, der ville eje mig. Der vil jeg ikke hen.

Kunne hun ikke vælge at være trodsig over tøjvalget eller morgenmaden eller hvornår hun må se TV eller andet ligegyldigt? Hvor det ikke altid behøver være mig, der får ret/min vilje. Og ikke noget, som har med hendes sikkerhed og generelle trivsel at gøre? Hun udfordrer de tidligere “nej’er” og tester, om de stadig holder vand. Der er ikke noget ved at teste situationer, hvor der er stor sandsynlighed for at få et ja. I know.

Det gør med garanti ondt, at falde i søvn og føle, at andre er sure på en eller at man igen skulle bøje sig. Har prøvet det for mange gange selv som barn. Og det gør ondt at være den voksne, der sidder tilbage og føler, at man er total urimelig i forsøget på at skabe et lille menneske med basal forståelse af verden og en basal opdragelse, der gør hende i stand til at navigere i den umiddelbart nære verden. Selv om jeg lægger mig på sinde ikke at råbe, så gør ordene og begrænsningen med garanti stadig ondt – og jeg hader det.

Hvordan kan man sætte grænser og forklare verdens sammenhæng og trafikkens fare uden at male skræmmebilleder på væggen? Hvordan kan man undgå at fratage hende egen vilje, og samtidig opdrage hende, så hun acceptere sig selv og andre mennesker? Hvordan kan man guide hende i retningen af at være et menneske, der ved, hvad hun selv står for, men som andre også kan holde ud at være sammen med? Ikke bare kaste håndklædet i ringen og lade hende gøre præcis, som hun vil, og alligevel give hende frie(re) tøjler?

Det er sgu svært. Her er jeg maks udfordret – og i sær fordi hun er pige, synes jeg. Når man ser på det samfund, hun skal vokse op i, kontra det jeg selv voksede op i, så skal hun kunne slå fra sig fysisk og verbalt, uden at ende med at være bøllen. Så skal hun hvile i sig selv, uden at blive mere “mig først end 1. maj”. Eller det er i hvert fald det, jeg gerne vil have, hun skal blive – og så er vi igen tilbage til, hvad jeg synes er bedst for hende – fordi jeg er den voksne.

Ude kan man se sin opdragelse i perspektiv

En veninde stoppede mig den anden dag og sagde: “Føj, hvor jeg synes, det er hårdt for tiden. Jeg føler, jeg bliver testet hele tiden”. Og jeg kunne kun sige ja og amen! Og følte mig ærligt talt også lidt glad over ikke at være ene om den følelse.

Det synes lidt som om, 3-årsalderen er en lang test med enkelte pauser, hvor man tilgengæld bliver helt forvirret, fordi stilheden på fuldstændig mærkelig vis bliver foruroligende. Og når man bedst begynder at tro på den, går vi i test-mode igen.
Jeg har nok aldrig regnet med, at treårsalderen ville være easy-peasy, men jeg har heller ikke helt haft fantasi til at forestille mig, hvad den reelt indeholder. Et lille menneske, der tester sit værd og sin indflydelse i denne verden. Startende med forholdet til de nære.

Smil og spirende selvstændighed blandet med trutmund, raserianfald, sjove vendinger og grimme gloser, konstant afprøvning af grænser, intensiveret selektiv hørelse, kriser over tøj, mad, bad og sengetider, beskyldninger og til tider også fuldstændig afmagt. OMG! Jeg føler mig virkelig som den sureste mor indimellem, men får faktisk også lidt ondt af mig selv fra tid til anden. For jeg synes faktisk ikke, jeg har fortjent SÅ meget modstand fra den unge dame. Hun ved ikke, hvad hun gør og hvordan det påvirker, men derfor gør det altså ondt alligevel.

Og her stod vi så, mor og mor side om side og så vores unger lege, alt imens vi talte om, hvordan hverdagen hænger sammen og hvor trætte vi var, når den var omme.

Jeg stillede spørgsmålstegn ved, hvordan jeg dagen forinden havde haft den mest engle-blide datter, da vi måtte vente på skadestuen i timevis for en undersøgelse af lillebroren, og hvor personalet havde rost hende og sagt, at jeg vel nok havde en velopdragen datter. Og BUM. Så trådte vi over dørtærsklen hjemme og jeg var straks dumme mor og der var korslagte arme og trutmund og sure hyl. Jesus!

“Man siger jo, at det er ude, man kan se, om ens opdragelse virker”, sagde min veninde. “Det er her, man ser opdragelsen i perspektiv”.

Åh, det gjorde mig da lige lidt glad at høre. Pyh ha, så har jeg måske gjort noget rigtigt alligevel, selv om jeg til tider tvivler. Det håber jeg sgu er sandt! For mine børn opfører sig – 7-9-13- stort set altid godt, når vi er i byen eller besøger venner og familie. Så kan de lege selv og spiser deres mad og hænger ikke i gardinerne eller går bagover i flitsbue af raseri. Siger tak for mad og sover pænt uden ballade. Så er de faktisk ret hyggelige at have med og vi har ret meget kvalitetstid. Det synes jeg jo også, vi har hjemme, men her er settingen åbenbart imod os…

Så selv om jeg føler mig som et moderligt fuck-up fra tid til anden, så må jeg alligevel have lært noget. Så kan jeg måske godt alligevel? Og jeg er ikke helt alene. Andres børn kan også opføre sig sådan. Sikke en lettelse! (o:

"Must-read" of the day

Faldt lige over dette blogindlæg – og jeg synes, du skal læse det. Måske du synes, hun er sippet og helt ud i hampen. Måske du synes, at hun skulle holde mund og stikke sit barn en speltbolle i stedet, imens du læser dagens Politiken. Eller måske du synes, at det er ret fornuftigt skrevet og noget, du kender følelsen af? Jeg holder på det sidste.

http://sinessider.com/2014/04/14/om-ipads-traette-born-og-foraeldre-der-har-brug-for-5-minutter/

Pletfrie unger og passende pynt (og Rokokoposten)

Det er gas, I know, men når man så læser det, er der alligevel noget, der klinger liiiidt genkendeligt i de moderigtige, stilsikre forældrepar med minimalistiske hjem og pletfrie unger, som vi alle sammen løber på fra tid til anden, eller læser om i de glittede magasiner…

Enjoy…. (o:

http://www.jyllands-posten.dk/premium/satire/RokokoPosten/ECE6269204/foraeldre-til-boerneinstitutioner-brug-arets-julefarver-nar-i-laver-pynt/

(…og skæver jeg stadig selv skeptisk til det patetiske forsøg på en lerskildpadde, jeg engang stolt bragte med hjem fra Formining (som det hed dengang i 80’erne) til min mor og som af uransagelige årsager stadigvæk står på hendes bogreol…).

Hvordan pokker gør I?

Der er de dage, hvor det hele kører af sporet i familielivet og man ender med at være en helt anden slags forælder, end man på nogen måde har lyst til. Hvor forældrene også kommer på kant som følge af barnets modvilje, træthed eller misforståelser, og hvor det ene ord tager det andet.

Heldigvis skændes min mand og jeg sjældent. Måske bunder det i en grundlæggende konfliktskyhed fra begges side, men hvis jeg kan få ondt i maven og ønske at glatte ud, når han skælder ud over barnets adfærd, så ved jeg, hvordan han sandsynligvis også krøller tærer, når jeg gør mister overblikket og råber højt. Og som faste læsere ved, kan det føre til, at forholdet kan komme i fare.

Og nej, jeg synes ikke, vi råbet tit – men jeg skælder alligevel ud for tit i forhold til, hvad jeg selv har det godt med. I forhold til, hvad jeg selv synes, hun skal opleve. Og vi taler altså stadig langt fra hver dag. Men det er så ødelæggende, at skulle miste det overblik, man så gerne ville have, fordi man skal afværge kriser, anvise at man ikke kaster med maden eller løber rundt under måltidet, at man ikke må slå ud efter nogen, hvis man får et nej og at mor synes, barnet skal tage skoene af selv og barnet er af en stærk anden mening og bliver udadreagerende og ked af det.

Jeg tænker meget på, hvad der ligger til grund for hendes reaktioner – oftest desværre først bagefter, når jeg sidder og er flov over, at jeg for pokker ikke bare kunne bevare roen én gang til. Er hun helt unødvendigt trodsig og stædig, eller stiller jeg for mange krav til hende? Forventer jeg for meget af hendes alder? Hører jeg ikke ordentligt efter? Eller hjælper jeg hende rent faktisk for meget?

Faldt over denne video, som i den grad var både en mavepuster og et wake up call for mig:

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=nC8qB9JrYJE]

Der kan jeg finde adskillige punkter, der kunne trænge til et serviceeftersyn i forhold til min egen interaktion med min datter- og min mand havde det på samme måde, da han så den.

Jeg spiller tidskortet alt for tit – både fordi det indimellem er et issue, men nogle gange også bare som en forklaring, når jeg ikke gider diskutere mere. Og når jeg bliver tilstrækkeligt træt af at gentage samme anvisning 20 gange, ender jeg enten med at råbe højt, eller at gøre tingen for hende. Nogle gange også bare af et misforstået hensyn, hvor jeg ubevidst kommer til at forveksle kærlighed og nærvær med over-hjælp.

Og en presset hverdag spiller bestemt også en afgørende rolle. Ikke at vi skal til 117 ting eller aldrig er hjemme – tværtimod. Der er stresssygemelding og tilbagevende til job, graviditet med et sygt barn, en mand, der arbejder langt væk fra hjemmet og som ville ønske, at han både var mere hjemme og havde mere tid til sig selv (og begge dele kan jeg også skrive under på!). Der har været ualmindeligt mange skader og regninger til huset og forholdet har haft røven i vandskorpen i et stykke tid, og jeg prøver at hænge så godt fast som muligt. Usikkerheden er der desværre stadig. Der er hans tanker om den forestående fødsel og Lillebrors reaktion – og der er min på selv samme. Angsten for, hvad der skal ske og angste for at miste – både barn og mand. Og jeg må indrømme, at jeg nogle gange fornemmer, at vi er på hver sin side i forhold til tankerne om fremtiden, omend vi begge har accepteret omstændighederne, så godt som vi kan.

Men mit spørgsmål til dig er egentlig: Hvad gør du/I i hjemmet og hverdagen for at tage brodden af konflikter med barnet/børnene? Hvad gør du/I for at afværge konflikter? Hvordan bevarer I overblikket?

Jeg har bare ikke lyst til at være den mor, der indimellem bliver så desperat, at jeg skælder for meget ud. Jeg har ikke lyst til at sende mit barn op på værelset (og virkelig betvivle, om det overhovedet har en effekt, men tingene kører i hårdknude, hvis vi bliver i den). Jeg har ikke lyst til at være den mor, der lægger i seng, fordi barnet ikke vil opføre sig ordentligt (og hvordan forklarer man i øvrigt præcis en 2,5-årig, hvordan det er?) og bagefter sidde tilbage med den sorteste samvittighed og det laveste selvværd i situationen. Jeg ville bare gerne kunne håndtere det mere cool. Jeg ville gerne være mere tålmodig og pædagogisk. Pædagogik har aldrig været min stærke side, indrømmet.

Og så siger jeg til mig selv, at der er noget med alderen – noget kan selv og vil selv. Og så alligevel ikke – for hun piver, før hun prøver selv. “Hjælp mig, mor” – apropos ovennævnte video… Jeg ved, at børn søger grænser og afprøver dem gentagne gange. Jeg ved, at det er hårdt. Jeg ved, jeg ikke er den eneste forælder, der river mig i håret over det. Men jeg vil heller ikke sætte hårdt mod hårdt og skræmme hende og dermed opnå den modsatte effekt.

Gud, det er frustrerende. Og ih, hvor jeg håber, at jeg kan (gen)indføre nogle af videoens anvisninger, når jeg går på barsel og ikke har noget, jeg skal nå, før Lillebror fødes. At jeg kan sætte noget ind på kontoen – i forhold til min datter, som jeg elsker så højt, i forhold til hverdagen, lysten til at kunne og ville selv og i forholdet til min mand, inden vi igen hopper ud over kanten i en situation, der er sværere end almindelig familieforøgelse, som i sig selv er svær nok.

Jeg beder derfor i største ydmyghed om jeres erfaringer – råd – oplevelser i forhold til familiens hverdagskonflikter. Hvordan pokker gør I? Og hvad ville I ønske, I gjorde anderledes?

På forhånd tak!

Sådan en slags mor

I dag var jeg åbenbart sådan en slags mor, der skælder sit barn ud hos købmanden. Sådan en mor, som åbenbart ikke havde mentalt overskud nok til at sige “Hør nu her, lille skat” og smile sødt i en (meget) snæver vending en trist og snefygende tirsdag eftermiddag efter vuggestue, hvor barnet står surmulende ved indgangen med armene over kors og skriger “uhuhmmmmm,” med trutmund og et skulende blik, hvor barnet, når mor formaster sig til at nærmer sig, kaster sig ned på gulvet og skriger neeeeeej. Sådan en tirsdag, hvor man ville ønske, at to do-listen på magisk vis klarede sig selv og overskuddet var i top.

Det var fandeme ufedt!

Det øjeblik, hvor ordene “Nu holder du simpelthen op! Jeg gider ikke det der. STOP!” med en højere røst end normalt og klart en højere røst, end nødvendigt var hos pågældende købmand (hos nogen købmand!). Nok til at påberåbe sig unødig opmærksomhed. Nok til at blive helt flov over mig selv. 

Barnet på armen, tempoet op, værdigheden helt ned under gulvbrædderne.

Da barnet var kommet ned og morens kinder gik fra højrød til lyserød, lykkedes det til sidst, at gå hånd i hånd med bettebarnet gennem resten af supermarkedet. I tempo, men med krøllede tæer. 

Ekstra mange søde ord, ekstra meget “lille skat” og økologiske æblekiks ned i kurven. 

Det blev 185 kr. og en sort samvittighed! 

Jeg påberåber mig menneskelighed, men følte mig ikke særligt medmenneskelig. Følte mig faktisk som en virkelig dårlig mor, hvis knapper blev trykket på den forkerte måde af en knap 2-årig, der ubevidst virkede meget bevidst i sin opførsel, men i virkeligheden bare var omstændighederne for sin alder. 

FU#K!

Hvorfor står du dog der udenfor døren, mor? Så gå dog væk!

Den samme gamle sang: Trodsalder, hysteri, modsatrettede følelser i en lille krop…you name it!

Nå, men når det nu efterhånden er blevet vane, at aftensmåltiderne er kaos og skrigeri for skrigeriets skyld, besluttede jeg mig igår for, at så måtte den lille terrorist simpelthen gå og på værelset og skælde sine bamser ud. Jeg gad ikke høre på det mere. En sød kollega fortalte mig om, hvordan de med deres datter for 15 år siden, tog den lille i hånden, når hysteriet nåede en vis højde og gik op med hende på hendes værelse.

Så det skulle prøves. “Ohmmmmmmmm”! Første lige et forsøg på indre zen for mormennesket, hvorefter jeg tog den ildspyende drage-unge ved hånden og fortalte hende, at når hun ikke kunne opføre sig ordentligt, så måtte hun sidde oppe på værelset og blive god igen sammen med bamserne.

Og ungen fulgte pligtskyldigt med. Men satte hun sig ved bamserne? Næh nej. Så snart jeg havde ledt hende ind over dørtærsklen, hørte jeg et “bang” og fandt mig selv stående foran en lukket pigeværelsedør. Og vil du så ikke tro, at hystaden på den anden side af døren råbte “Mig lukker!” i raseri?

Jo da! Så kunne jeg stå der og føle mig som en succes i mit knap så forkromede moderskab! Uden en grimasse, der kunne passe og uden beredskab til, hvad jeg så skulle gøre. Men hvad kunne jeg gøre? Ikke en s*id andet end at bryde ud i latter. For det var dog både noget at det sjoveste og mest latterlige, jeg nogensinde har været vidne til.

21 måneder, snart 15 år… shit, de teenageår kommer til at trække tænder ud (o: