Finke-fødselsdag i morgen

Ældsten er fyldt 6 år og det er allerede fejret mere end én gang. For skolekammeraterne på dagen og for familien weekenden efter. Kalenderen har været håbløs, så først i morgen kan det lykkes at opfylde prinsesse-ungens ønske om en fødselsdag for vennerne.

Hun har fået mange nye venner, efter hun er startet i skole, og det har givet anledning til en snakke om, hvorfor vi har sagt nej til, at hun må invitere nogen fra klassen med. Jeg kan sagtens forstå, at det er de venner, der fylder mest i hendes hverdag, som den ser ud nu, men jeg er ikke fortaler for at invitere nogen fra klassen og ikke andre. Og slet ikke her efter de første 3 måneder. Mit største og dybeste ønske er, at de får en god og sammenhængende klasse, hvor ingen er uden for og alle må være med, hvis de vil.

Vi blev enige om, at hun kan invitere venner fra vejen og de venner fra børnehaven, hun savner. Så i morgen invaderer 7 glade gæster huset og haven. Det skal nok blive en fest. Det ene søskendepar tager deres forældre med, og det er jeg i virkeligheden nok ret glad for, for det hele kan virke som en leg, når man inviterer 7 børn hjem til sine to egne, men en anden ting er at holde legen godt i gang og (helst) holde konflikterne fra døren. 4 ekstra hænder er guld værd.

Jeg har brugt hele aftenen på at planlægge en lille skattejagt rundt i haven. Med sørøverkort med brændte hjørner og små ledetråde på vers (…blev åbenbart ramt af momentært overskudsmor-syndrom dér. Det sker sgu ikke så tit). Menuen består af boller, chokolademuffins, frugt og popcorn, og da vi ikke er så sukkerforskrækkede herhjemme (min badevægt skriger ellers, at jeg i det mindste burde være det), indeholder skatten både sukker, farvestoffer og et E-nummer eller to.

Ældsten glæder sig – og det kan jeg godt forstå. Jeg kan selv huske, hvor spændt jeg var på gaver og godter og de overraskelser, jeg allerede havde luret, at min mor bryggede på. Den dag, hvor man er i centrum og hvor man (næsten) må det hele. Det er sgu da fantastisk.

Ja jeg blev 6 år, delte karma skoldkopper ud til mig på dagen. Heldigvis har jeg fødselsdag på et tidspunkt, hvor ingen har tid til at komme til børnefødselsdag, så min mor flyttede børnefødselsdagen til foråret var ved at få fat. Her er del altså praktisk selv at have født et forårsbarn, så man kan fejre for fuld skrald i haven. Præcis som i morgen – og jeg tror nok, vi er klar <3

IMG_20170610_212200_073

F#cked up kropsidealer fra starten

Hvor gammel var du første gang, du legede med Barbiedukker? Jeg var vel 6-7 år ungefehr. Før det lagde jeg puslespil og legede med bondegården eller babydukken. Måske med naboens drengs biler – eller også var jeg vidst udenfor og gyngede som en gal.

Min datter er 23 måneder og har kastet sin kærlighed helt og aldeles på Barbiedukker (aka “Barberdåtter”)… Hende den storbarmede klassiker skal være med til alt, hvad Lille E foretager sig i vuggeren (hvor hun har fundet dukkemonsteret) og igår flegnede den lille tøs skråt ind i helvede over. at “Barberdåtten” skulle sove i vuggeren, så pædagogerne forbarmede sig over barnet og lod hende låne “dåtten” med hjem. 

Og hjemme gik det hverken værre eller bedre, end at dukkemonsteret skulle spise med ved aftensmaden, med i bad (hvilket moren så kunne billige, i betragtning af hvor mange bakterier, der kunne sidde i “dåtens” fedtede, snotbefængte garn…). Med i seng og puttes og have godnatkys – en fast lille barnehånd knugede dukken hele natten. Selvfølgelig skulle den også med ved morgenmaden og sættes fint i cykelkurven, da vi cyklede afsted til vuggeren igen. 

Uadskillelige, siger jeg dig! Kærlighed ved første blik.

Så i dag har farmand været på loftet og hente mors gamle “Barberdåtter” ned til barnet. Oh fryd, tænker barnet, oh f#ck, tænker moren. Hvilke kropsidealer smækker jeg i hovedet på min knap 2-årige? Så kan man da snakke om at få det ind med ske.

Men ok, hun får den diametrale modsætning ved at kigge på sin mor: Kort, mørkt hår, 2 gajoler uden opbevaringsæske, topmave og ridebukselår…

Mit liv som rockstjerne

Faldt over denne på Fjæsbogen den anden dag…

Billede

 

Det er der en ganske god portion sandhed i, omend jeg gerne ville tilføje lidt (…fra min næsten uudtømmelige viden om livet som rockstjerne…eller noget…)

  • Du ved aldrig, hvor mange, der er i din seng
  • Endless days, endless nights
  • Der er altid en skrigende tøs, når man mindst venter det
  • Du ældes hurtigt på grund af livsstilen
  • Du ved, at det kun er en periode af dit liv, hvorefter du skal finde noget at falde tilbage på
  • Din familie benytter enhver lejlighed til at sige, at de aldrig ser dig (…for forældre: underforstået, vi ser aldrig dit barn).
  • Den fede overflade andre ser, stemmer ikke altid overens med virkeligheden

 

Lille barn – om mange år

Hvis du har 5 minutter (og det har du jo, hvis du har taget dig tid til at besøge min blog), så brug dem lige på at se dette fotoprojekt: http://irinawerning.com/back-to-the-fut/back-to-the-future/

Tilbage til fremtiden på en ganske særlig og fin måde, som får mig til at tænke på, hvordan mit lille tøsebarn mon vil se ud, når hun om mange år pludselig er voksen og barndommen i mors favn er en saga blot.

Trods is in the house

Kender du filmen Imens du sov? Ikke en vildt god film, men du ved, konceptet at der er sket en masse, imens du var var for en stund?

Sådan var det langsomt at bevæge sig ud af influenzatågerne i går aftes. Inde i mit hoved var det sket nul og en skid – nada – none – zero. Julen passerede forbi på mine svigerforældres sofa i en åndsfraværende sindstilstand, kun afhjulpet lidt af 2 Ipren til at gå om juletræet og så dejsede jeg ellers omkuld igen.
Ok, jeg glemmer ikke dagen i går, hvor jeg langsomt kunne opfatte verden igen og min mand så i mellemtiden var blevet syg af den “kære” influenza. Oh, freaking joy – 2 syge forældre og et hyperaktivt barn… Det siger jeg dig (altså dig, der endnu ikke har børn): veer, tømmermænd, tatoveringer, overarbejde og negle på en tavle – endda samtidig – føles mindre udmarvende end det!

Men i dag er hovedet op og benene ned på Mette igen. Og så var det, jeg fik øjnene op for, at vores datter også har ændret sig, imens jeg sov. Nogen har været så gavmilde at trykke på trodsknappen.
Så nu kan barnet råbe NEJ, bare jeg tænker på at spørge hende om noget. Hun kan stampe i jorden, kaste med sine tallerkener og kopper, skubbe og slå, sprutte og hyle, hvis gaflen ligger forkert ved siden af tallerkenen eller jeg kommer til at skære rugbrødsterningen ud på den forkerte måde… Nu kan hun flå førnævnte rugbrødsterning af gaflen igen, hvis jeg har været så dum at lægge den klar til hende, kaste terningen ned på tallerkenen, hyle højt, for så selv at stikke gaflen i selv samme – nu smattede – terning og proppe den i kæften. Halleluja for trods og vejen til selvstændighed. Nu skal vi slås om tandbørsten, handskerne, støvlerne, sutten, bamsen, tøjet og huen. Og så skal der konstant prøves grænser af i form af f.eks. at sparke mor under bordet, skubbe sig ned, når vi skal børste tænder, have flyverdragt på eller ind i bilen. Og hvad sker der i øvrigt, hvis jeg slår katten? Jo, Lille E – den slår igen…

I know! Det er udvikling, det er naturligt, det er en periode, vi alle skal igennem (selv om min mor hævder, at jeg aldrig havde sådan en periode. Men det var så ikke arveligt…). Og det er ved Gud sødt at se hende sidde og insistere på at tage skoene på selv, se hende forsøge at skære sin egen mad ud osv. Mor-mennesket skal bare lige tunes ind på den frekvens, acceptere hyl og skrig men sige fra over for spark og slag,  og ellers prøve at forstå det hele for og med den lille terrorist.

Men når hun så starter i en alder af 19 måneder – kan vi så ikke aftale, at det ikke varer ret lang tid? Eller at det erstatter teenageoprører? Please???

Jeg håber, straffen bliver hård!

Mit hjerte græder bare ved synes at den lille søde dreng, der måtte så meget igennem på grund af uansvarlighed fra mor og stedfar – hvordan kunne de få sig selv til det? Jeg kan ikke i min vildeste fantasi fatte det. Jeg håber, straffen bliver hård! Meget hård!

http://ekstrabladet.dk/112/article1881974.ece

Født i et andet barns krop

Må jeg lige henlede opmærksomheden til en anden blog om livet med barn…

Jeg har tidligere causeret og udgydt min holdning til det med, om drenge “må” gå i kjole og om det er “samfundsmæssigt accepteret”. Nogle gange er kjole måske bare det eneste rigtige, og så må samfundet ellers holde sin mening for sig selv. Altså, hvis du spørger mig.

http://tanker-om-havfrueen.blogspot.dk/

4 more years

Sådan! Vågnede op til en verdensomspændende – god – nyhed i går: Obama forbliver USAs præsident endnu 4 år. Ja tak! 4 år ud i fremtiden… Ja, så ender vi faktisk lige omkring udgangen af 2016/starten på 2017. Det år, min datter skal i skole… GISP!?!!Åndenød, kramper i livmoderen, hjertebanken, koldsved! Skole?!!?!! Ikke så store ord på en højhellig torsdag. Nå, men så 4 år mere (+ det løse) i vuggestue og børnehave da. Det er lidt mere spiseligt.

Og når det så er sagt, så gik jeg igår desværre hjem med en underlig fornemmelse i kroppen fra børnehuset igår. Et børnehus, som vi ellers er rigtig glade for, og kun har haft enkelte ting at rynke brynene overfor. Jeg gik hjem med en følelse af, at jeg havde gjort et eller andet, som jeg ikke kan forestille mig hvad skulle være, men som åbenbart var årsag til, at jeg ikke blev talt til ej heller imødekommet, da jeg hentede min datter. En underlig tom følelse af, at jeg slet ikke anede noget om min datters dag, søvn, mad eller humør. Og det var desværre ikke første gang.

I disse tider, hvor der arbejdes med, at nævne i flæng: inklusion, refleksion  land art-projekter, kreative udtryksformer og positionering i forhold til børnene  osv. – så føler jeg desværre ikke, at der bliver arbejdet ret meget med den daglige kommunikation omkring barnet over for forældrene. Jeg skulle spørge to gange, før jeg fik svar på, om, min datter havde været glad i løbet af dagen og da jeg ikke fik svar på, hvad hun havde foretaget sig, droppede jeg helt at gentage mit spørgsmål. Der var 6 børn og 3 pædagoger til stede, da jeg kom, udpræget ro på stuen – og alligevel var der kun én voksen, der efter et stykke tid gengældte mig “hej”. Det var bare ikke en fed følelse at gå hjem med!

Sådan er det ikke hver dag – men nogle dage er det – og jeg synes, hvor ked jeg end er over at skulle sige det, at der kommer flere af dem. Der ER besparelser, der ER tidspres og stuenomeringen ER presset. Men jeg ER også forældre til et barn i vuggestuen – og jeg ER også interesseret i at vide noget om hendes dag. Ellers føler jeg endnu mere, at hun er parkeret dér, imens jeg er ude for at tjene penge til at have råd til at få passet hende og sørge for, at hun ikke skal mange noget – altså andet end tid med mor. Du ser ganske givet paradokserne…

Men hvordan griber man det så an? Jeg føler ikke, jeg helt får stuens pædagoger i tale. Skal jeg så gå til børnehusets leder og tage en stille og rolig snak med hende om mine oplevelser og ønsker om selv at blive inkluderet og informeret? Er det ikke så drastisk igen, sådan at gå til lederen? Og så er der muligheden for forældrerådet – men ønsker jeg at skabe røre i andedammen via en kanal, hvor der hurtigt kan komme snak i krogene og hvor problemet måske ikke bliver fremlagt lige så low key, som jeg egentlig ønsker? For jeg ønsker ikke at pege fingre – men ønsker heller ikke fortsat at være sat uden for døren i min datters hverdag!

Hvad ville du gøre?

Stakkels lille barn!

Jeg får simpelthen opkastningsfornemmelser, smerter i maven og tårer i øjnene, når jeg hører om den lille Tobias, der blev mishandlet til døde. Jeg kan ikke få mig selv til at læse de artikler, nyhedssiderne smider op på forsiden med billeder af den lille glade og uskyldige dreng, der skulle lide så grum en skæbne. Jeg tør simpelthen ikke – tør ikke se den fulde ondskab, der har hersket. Men overskrifterne taler deres tydelige sprog om, hvad der skete den stakkels lille dreng.

Jeg føler en afsky, jeg ikke troede mulig over, at noget lille menneske – levende væsen for den sags skyld – skulle lide sådan en skæbne igennem 15 måneder – med døden til følge. At han ikke betød mere for sin mor eller stedfar, at han måtte dø af skien skader – alene og uden at nogen forsøgte at gøre noget for at hjælpe.

Jeg væmmes ved tanken om at nogen overhovedet kan få den sygelige tanke, at mishandle sådan et lille barn! Hvorfor? Stakkels lille dreng! Hvad han ikke har skulle gå igennem – uden at den, der burde varetage hans bedste interesse: hans mor, gjorde noget. Hun kan da umuligt have været så forelsket, at kærlighed til en anden kunne overvinde kærligheden til barnet og at værne om barnets tarv??? Og hvordan kan stedfaren på nogen måde føle sig så overmenneskelig, at han kan gøre som han vil med et lille uskyldigt liv, der kun lige var begyndt??? Jeg er grædefærdig ved tanken!

Ingen, og jeg understreger – INGEN – skulle få lov at lægge hånd på min datter. Ingen skulle få lov at gøre hende ondt – og skulle nogen prøve, ville det blive over mit lig, at de skulle få lov at gennemføre! Bare tanken. Knuger mit lille barn ind til mig, kysser hendes hår, holder om hende. INGEN skal gøre hende ondt. Bare tanken om at kunne gøre skade på så fint og dejligt et lille væsen.

Ligegyldigt hvor svært jeg f.eks. har haft ved at finde moderfølelsen i hendes første måneder, ligegyldigt, hvor svært det har været med hendes sygdom m.m., så kunne jeg aldrig drømme om, at hun på nogen måde skulle lide overlast. Jeg har haft ondt i maven ved tanken om, at hun skulle lide overlast i sygdomsforløbet, fordi jeg ikke kunne kurere hende – ikke kunne tage hendes problemer væk, så hun kunne blomstre. Men jeg kunne aldrig bevidst skade hende! Den tanke er simpelthen for syg.

Pyh ha, jeg forstår ikke, at kommunen, lægen og de sociale myndigheder ikke har grebet ind. Hvordan kan det stå på så længe og så grelt, og ingen har set eller gjort noget? Børn er tvangsfjernet for mindre. Her skulle det så komme til død – her skulle det så blive for sent.

Det er på ingen måder værdigt for lille Tobias – og jeg håber på alle måder, at straffen for disse ugerninger vil blive hård – både for at udøve og for at se til. Men lige meget hvor staffen udmåles til, kommer den aldrig til at opveje de lidelser, den stakkels lille dreng har måtte gennemgå.

Mit moderhjerte bløder ved tanken om, hvor meget godt, andre kunne have gjort for Tobias – hvor meget godt, han kunne have fået og fortjent – hvor meget kærlighed, han kunne have fået og fortjente – og ved tanken om, hvad han gik igennem. Ingen skal gøre et barn ondt! Det er der ingen, der har ret til! Jeg håber, han er et bedre sted nu.