Min datters superkraft: Venskaber

Min datters superkraft: Venskaber

Jeg har en sej datter – ingen tvivl om det – og hun har en sej superkraft: Hun er en virklig god ven! Med sine kun 6,5 år, har hun lange venskaber. Et er grundlagt efter første møde med mødregruppen 14 dage efter min fødsel, og op til flere strækker sig tilbage til vuggestuetiden.

OK, ret beset var de ikke “venner” fra start. I hvert fald ikke bevidste om det. Men de startede 6 piger i samme vuggestue i løbet af 3 måneder. Heraf har hun stadig oprigtige venskaber med 4 af dem. Venskaber, som trods det faktum, at det ikke længere ses hver dag og i dag går på hver sin skole, stadig holdes ved lige. Hun savner dem, når det er for længe siden, hun har set dem. De savner hende ditto.

Hendes første ven i livet flyttede fra børnehaven for 2 år siden. En anden kom i skole et år før de andre og har derfor ikke delt hverdag med E i snart 2 år. Alligevel er det som om, der på magisk vis trykkes på en knap, når de ses – og vupti: Så starter legen for fuld skrue fra første minut.

Selv om de ikke ses ofte, så leger de uden et eneste skænderi eller sure miner i 7 timer +. De kender hinanden så godt, at legen er naturlig. Selv om deres veje er gået i hver sin retning, er det tydeligt at mærke, at de har et stærkt bånd og fundament. Sammen!

Hun er kun 6,5 år og har livslange venskaber. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun holder af sine veninder. Jeg var SÅ genert, da jeg var i hendes alder. Havde én eller to tætte veninder ad gangen. Vi flyttede meget, og venskaberne blev ikke holdt ved lige trods afstanden. Langsomt gled det ud. Ikke af ond vilje, men fordi vores veje ikke krydsede hinanden igen.

Og heri er en del af forklaringen: Det er også de voksnes opgave at hjælpe venskaberne på vej og holde dem i live. Hvis barnet vil. Hvis barnet giver udtryk for savn, er det vores opgave at hjælpe aftalen i stand. At hjælpe dem med at huske. Det er jeg så heldig at de øvrige mødre i gruppen også gør, og derfor har vi 5 små damer, som holder rigtig meget af hinanden, selv om de er vokset fra det sted, hvor det hele begyndte.

Jeg er vildt imponeret og bøjer mig i støvet over min datters sociale evner. Over hendes evne til at være en rigtig god ven. Til ikke altid at ville bestemme, men heller ikke altid give efter. Til at ville legen og vennerne og huske dem og savne dem. Det er så cool.

“Hun kan lege med alle”. “Hun er så social”. “Hun er en kapacitet i børnehuset”. “Hun inkluderer alle”. “Hun er en god ven”. De ord er sagt af andre om min datter fra børnehaventiden til skole-hjem-samtalen. Hun er rigtig meget, jeg ikke kunne/turde/fik lov at være som barn, og jeg vil hjælpe hende til at fortsætte sådan, hvis hun lader mig gøre det.

Den sidste dag i børnehaven skulle hvert barn have en gave. Gruppens pædagog holdt en gave frem og knyttede nogle ord til det barn, som skulle have gaven. Og så skulle børnene gætte, hvem gaven var til.
“Hun er ven med alle”, sagde pædagogen. Alle børn råbte min datters navn i kor. <3

Legeaftale-princippet

Min datter er rigtig mange ting, jeg ikke var, da jeg var barn. Og det skriver jeg med største ros og benovelse. Hun er anderledes fri, hun er anderledes bestemt og hun er anderledes social.

Hun er ikke bange for at sige noget til mennesker, hun ikke kender. Hun er ikke bange for at sige, at jeg er dum, eller at der er noget, hun ikke vil eller gider. Og så har hun en social tiltrækningskraft, som jeg aldrig havde, fik eller søgte, da jeg var på hendes alder. Jeg er helt på røven over hendes evne til at skabe venskaber og at holde fast i dem.

Jeg er faktisk kommet på lidt af en opgave i at være hendes PA, når det gælder om at koordinere alle de forespørgsler på legeaftaler, der kommer ind – enten i skolen eller pr. sms. Fra skolen, fra børnehaven og fra ungerne på vejen. Ok, herhjemme på vejen foregår den største del af planlægningen og aftalerne gennem hækken på ungernes eget initiativ.

“Moaaaar, må Laura komme ind og lege? Hun har fået lov af sin mor”.

“Moaaaar, må Viggo spise aftensmad med – vi leger lige så godt.”

I 99% af tilfældene er mit svar JA! Jeg har prøvet at genkalde, hvordan jeg selv var, da jeg var på spring til 6 år. Jeg kan ikke huske ret meget andet end et par faste legekammerater og en enorm generthed, når jeg var hjemme hos dem. Jeg prøvede desperat at finde ud af, hvad “man gjorde” i deres hjem og hvad min legekammerat forventede af mig. Jeg var i hvert fald alt andet end mig selv.

I min egen opfattelse, var jeg ikke én af de populære piger, og at dømme efter graden af mobning gennem skoleårene, var jeg ikke ene om den opfattelse. Min mor bagte boller til de venner, der kom med hjem, og jeg husker de legeaftaler, jeg havde som overvejende positive. Det sværeste var dog de legeaftaler, jeg ikke selv valgte. Dem, min mor syntes, jeg skulle lege med. Det var svært.

Vores hjem var ikke særlig socialt. Jeg kan huske, at jeg undrede mig over, at andres forældre holdt fester, havde vejfest med naboerne eller rejste på ferier med forældrenes venner gennem mange år. Ikke at vi var asociale, men jeg kommer af en meget lille familie og jeg kendte ikke så meget til sociale koder og kontekster. Jeg var sgu lidt af en analfabet på den front.

Derfor varmer mig helt enormt meget, at min egen datter er vellidt og selv er så opsøgende, når det gælder nye og gamle venskaber. Det er 110% med vilje, at jeg stort set altid siger JA til en legeaftale. HVIS hun selv ønsker den, immervæk. Jeg har nemlig begået den fejl at arrangere legeaftaler for hende, som hun ikke ønskede. Da hun var lille, var det jo ligesom sådan, man gjorde. Men en eller anden dag omkring de 5 år, krydsede jeg en magisk og usynlig grænse for, hvornår hun var bevidst om, hvem hun kunne og ville lege med.

Ikke at hun som udgangspunkt holder nogen uden for. Jeg fornemmer bare, at hun har en virkelig klar fornemmelse af, hvem hun er på bølgelængde med. Jeg begik et par gange den fejl at sige ja, som altid, og derefter fortælle hende, at hun skulle lege med vedkommende. Diktere hende det, om man vil. Hun blev så grund-ked-af-det – og det gjorde jeg virklig også. Meningen var jo blot, at hun skulle være glad. For jeg må aldrig tage fejl. Under det ellers sociale, stærke og glade ydre, er der også en følsom pige, der tager rigtig mange ting ind uden filter.

Fra da af besluttede jeg, at jeg aldrig vil sige ja til en legeaftale, hun ikke selv ønsker. Når SMS’en kommer, om hun kan lege næste dag, kan og vil jeg ikke svare, før jeg har spurgt hende selv. Det er et princip, jeg ikke viger fra. Det giver indimellem nogle akavede situationer for mig, når jeg skal sende et “nej” til det andet barns forælder, fordi hun ikke vil. Men det må være min hovedpine. For mig er det vigtigst, at hun selv mærker efter og ikke føler sig presset. At hun er sig selv, hvad enten hun leger med gamle kendinge eller nye bekendtskaber på tværs af køn og kultur. At hun forbliver sig selv og ikke desperat forsøger at tilpasse sig vennens ønsker.

Hun leger på kryds og tværs af klassen, vejen og venskabernes varighed – op til flere gange om ugen, hvis hun har overskud til det. 30 minutter, 2 timer eller hele dagen alt afhængig af situationen og dagsformen. Hun leger, når hun selv vil. Hun virker vellidt iblandt sine venner og dem, hun leger med, vil gerne lege igen og igen. Det er SÅ fedt, og jeg er så mega-pave-stolt af hende!

Jeg håber, hendes egne valg og styrke til at mærke efter, kommer til at vare hele livet. Så skal det nok gå alt sammen <3