2017 tog fra den forkerte ende

2017 tog fra den forkerte ende

2017 var et hårdt år. Et år, som tog fra den forkerte ende, som min farbror udtrykte det, dengang da min far (hans lillebror) døde. De yngste skal ikke gå først.

2017 var knap i gang, før mit livs støtte døde. Efter 2 måneders uforklarlig sygdom, fik min bedstefar fred. Han havde et helt liv bag sig. Et levet liv med ægteskab, børn, børnebørn og oldebørn. Knap 90 år i alt.
Selv om hans liv var levet længe og godt, så var det alligevel trist og tomt at sige farvel til ham. På sygehuset fik han ikke en værdig død for et absolut værdigt menneske.

Han var min far, da min egen far rejste. Han var min læremester i alt fra syning til at bygge og reparere og skifte vinterhjul på bilen. Han var den, som lærte mig om min historie, og han fik lov at præge den, jeg er i dag og derned min fremtid. For ham betød familien alt og selv om han var en mand af den gamle skole på nogle punkter, udtrykte han sin kærlighed til mig på sin egen ærlige facon. Gennem opmærksomhed og anerkendelse. Da jeg var gravid med mit første barn, begyndte han pludselig at sætte ord på sine følelser. Han fortalte stolt til andre i Brugsen, at han skulle være oldefar, og når da jeg fortalte ham, at jeg ventede en pige, fik jeg mit livs største kompliment: “Det vigtigste for mig er, at hun bliver en klon af dig”.

Han var gammel og selv om døden ikke var hans væsen værdig, så var han mit forbillede. Jeg savner ham stadig.

Det værste ved 2017 var, at året som sagt ikke holdt sig til at tage vores kære i den naturlige rækkefølge. Fuldstændig uforståeligt og uden mening, mistede vores kære og nære venner deres lille søn få dage efter hans fødsel. En sund og fin dreng blev ramt af udefrakommende sygdom i sine første levedøgn og blev revet brutalt væk fra sine forældre, søskende og alle som holder af dem og ham, før vi dårligt fattede, at han var kommet. Det var så meningsløst og jeg græd. For mine venners tab og fordi min egen frygt kom så tæt på. Igen. Jeg var tæt på at miste min egen søn, men blev reddet på et hængende hår og af lægers dygtighed og viden. Deres sorg og tab gjorde så ondt, fordi den taler ind i en hver mors mareridt og ind i de dystre minder i mit eget sind. Det eneste jeg kunne gøre var at lytte, være der, vaske tøjet og hjælpe til – og så at kramme mine egne børn ekstra meget hver aften.

I efteråret krævede 2017 igen et offer – længe før tid og ikke mindre meningsløst. Min kusine på samme alder som jeg selv tabte kampen til kræften. Efter 3 års kamp forsvandt det sidste liv i hendes krop og efterlod forældre uden deres datter, en kæreste uden sin elskede og en lille pige uden sin mor. En lille pige på samme alder som min egen pige. At dø, når man er 35 år er ikke fair. At dø fra sit lille barn er umenneskeligt. At begrave sit eget barn er et mareridt. Til tonerne af Leonard Cohens Halleluja bar vi hende til graven – et hav af mennesker, som holdt af hende, anført af hendes kæreste og datter. Lige der havde jeg svært ved at holde af 2017. Lige der kunne jeg blive bange for, hvem der var næst på listen. Stop, blev der sagt! Ikke flere lige nu, vel?

På den front var 2017 et virkelig skod-år. Et år, som skærmte mig og mindede mig om, at alting langt fra er happy go lucky. Min søn snød døden. Jeg er her hos mine børn. Vi har det godt og vi har hinanden.

i 2017 oplevede jeg sorg igen – både min egen og i særdeleshed andres. Jeg håber meget på, at 2018 bliver et langt lykkeligere år på den front. At 2018 holder sig til at tage fra den rigtige ende. Når livet er levet og levet godt og man får sagt ordentligt farvel.

2017
Fra Marens kalender 2018

Lige nu læser jeg: Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage

Lige nu læser jeg: Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage

Det her er en dyb bog. Dyb, fragmenteret, deprimerende, opløftende, fyldt med sorg, men også med håb. Og ikke mindst kærlighed og om at prøve at forstå.

Jeg har læst bogen, så titlen på indlægget lyver lidt.
Naja Marie Aidt har begået en bog til sin afdøde søn. En søn, der døde, før voksenlivet dårlig var begyndt. Han tog svampe og sprang ud af vinduet under et dårligt trip. Ramte jorden fra 4. sal. Ødelagt og væk fra denne verden.

Man kan mene, hvad man vil om stoffer, men det er tragisk. Det er en hver forælders mareridt at miste sit barn. Men hvorfor læser jeg om det, tænker du måske? Det er ikke en eller anden form for morbid trang til selvpineri. Det er dels fordi den er pokkers godt anmeldt, og når man lever af at skrive, er det en invitation til at blive bedre. At læse andre skribenters værker og derigennem udvikle sit eget sprog. (Læs: Vi taler altså ikke plagiat!)

Men mest af alt læser jeg den for at forstå. For at forstå mine venners sorg, efter tabet af deres nyfødte søn. For at forstå det mørke, jeg er tilskuer til, så jeg kan prøve at bidrage konstruktivt. Prøve at forstå en lille flig af det, jeg heldigvis aldrig selv har prøvet. For at forstå min onkel, som nu står uden sin datter – min jævnaldrende kusine. For at prøve at vende nogle af de dystre tanker inden i mig selv ud. Bringe de tanker, jeg blev nødt til at tænke, da jeg fik besked om, at der var risiko for at miste min egen søn, når han kom til verden. Selv om det heldigvis ikke gik sådan, så går der en flig at et moderhjerte, hver gang man blot tvinges til at tænke tanken.

Bogen er velskrevet. Den er fragmenteret og indimellem i ufuldstændige sætninger. Sandsynligvis fordi forfatterens ord stadig ikke rækker til at beskrive sin sorg til fulde. Den gentager sig selv, og indimellem tænker man som læser: “Kom nu videre”. Jeg er ikke poesi-typen, og kan godt have det lidt stramt med alt for vidtløftig poesi. Den går i ring og går fremad på samme tid. Præcis som jeg oplevede min egen sorg over min søns sygdom. Præcis som jeg oplever mine venners sorg fra sidelinjen, imens det eneste jeg kan gøre er at lytte igen og igen, uden at komme med svar, jeg ikke har eller nogensinde vil få.

Jeg synes, den er vigtig. Ikke mindst fordi den er et minde og et efterskrift for et liv, der ikke blev så langt, som det burde. Den er vigtig, fordi vi skal lære at anerkende sorg og død som en del af det at være menneske. Døden er ikke photoshoppet og pæn udenpå, så vi alle kan lide den og bedre kan holde ud at se på den. Den er ganske naturlig og præget at et levet liv, hvor langt det end blev, ganske som alle os andre. Vores kroppe og vores sind. Den har furrer og ar og brede og smalle steder.

Læs den, hvis du kan rumme det. Prøv i hvert fald. Det er en bog, der bliver hængende, hvis du som jeg, har haft døden (for tæt) på.

5 hjerter herfra: <3 <3 <3 <3 <3

Bogen har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage af Naja Marie Aidt

Et liv uden olde

Mange tager livet og hverdagen op til revision, så snart januar banker på – nytårsforsætter: Hvad vil jeg være? Hvad vil jeg bestemt ikke være? Hvordan skal min fremtid se ud?

Knap var januar 2017 i gang, før jeg blev tvunget til at tage mit liv op til revision. I hvert fald hvordan det skal se ud, efter at den lim som har holdt min familie sammen i , forsvandt hårdt og brutalt. Min elskede bedstefar døde en af årets allerførste dage efter mange nedture i forbindelse med en lang sygehusindlæggelse. Hvad der startede som en almindelig infektion, skulle vise sig ikke at være til at slå ned, og han forlod aldrig hospitalet igen.

I dagene op til, stod det nok allerede klart for mig, at det ville blive udfaldet. Jeg havde besøgt ham flere gange om ugen siden indlæggelsen, men i de sidste dage kunne jeg næsten ikke få mig selv til at træde ind på stuen. Ikke fordi jeg ikke ville hjælpe – men det var smerteligt klart, at jeg ikke kunne hjælpe eller modvirke det, som skulle ske. Der er ingen kur for svær alderdom. Så da vi blev bedt om at komme ud på hospitalet og sidde ved ham til det sidste, var ingen af os nok overraskede. Selv om det virkede helt igennem forkert, var det det eneste rigtige.

Nu er han begravet og jeg sidder tilbage med en følelse af, at nogen har lagt et tåget filter over mine øjne. Min hjerne fungerer, men den er lavet af en tyk grød. Jeg græd, da han døde, men ikke så meget i dagene efter. Jeg græd, da han blev begravet, men der kommer ikke tårer i dag. De trykker, men vil ikke ud.

Jeg er glad for, at han fik et langt liv. Med børn, børnebørn og oldebørn. Mine to børn. Han havde job og hus og have. Han nåede at kende min bedstemor i flere end 60 år, før hun døde. Familien hjalp ham, til der ikke var mere at gøre. Det tror jeg, var et godt liv. Sådan et liv håber jeg i hvert fald selv at få.

Min bedstefar levede i en tid, hvor han var delt imellem den gamle og den nye måde at se verden på. Tiden før og efter 2. verdenskrig. Tiden før og efter fordom og frisind. Tiden før og efter kæft-trit-og-retning og moderne pædagogik. Tiden før og efter IT, computer, tablets og telefoner. Tiden før og efter NemID og besparelser i det offentlige. Heldigvis har han fortalt mig en stor del om det, der ligger før den tid, jeg kender.

Jeg mistede min far, da jeg lige var trådt over tærsklen til 20’erne. Det var hårdt, for jeg mistede en person, som ikke havde været i mit liv; som efterlod en enorm mængde ubekendte faktorer og spørgsmål, jeg aldrig ville få svar på. Der var mange håb og drømme for at han blev en del af fremtiden. Det blev han ikke, men han var stadig min far af direkte ophav. Min bedstefar har altid været der – hver dag uden stop, og fyldte til fulde den rolle ud, som min biologiske far valgte ikke at have. Derfor er det som at miste en far igen. Og det gør dobbelt ondt. Minderne med ham er utallige – alt det, han var en del af. Taknemmeligheden er stor, især fordi han levede længe nok til også at opleve mine børn og give dem minder.

Børnene har taget det flot, at han ikke er her længere. Lillemanden forstår det nok ikke endnu, men ældstepigen har taget det meget objektivt. Hun har fulgt forløbet lidt på sidelinjen og har spurgt mig, hvorfor min mor og jeg altid var kede af det, når vi kom hjem fra sygehuset. Vi har fortalt hende, at oldefar var gammel, men at et af hans vigtigste øjeblikke i livet var at blive oldefar til hende og lillebror. Hun ved godt, at oldefar var glad for hende. Hun var med til begravelsen, og hun har været med i hans tomme hus, uden at hun virker tynget, Og sådan skal det være, når man er 5 år.

Nu har jeg ikke længere nogen bedsteforældre og mine børn ingen oldeforældre.
Tabet efterlader et tomrum, som jeg ikke ved, hvem kan fylde ud. Måske ingen skal fylde det ud? Måske skal jeg bare have den tomme plads, så hver gang noget eller nogen rammer den, kan jeg mærke, at jeg stadig mangler ham? Gemme det frie rum, så der altid er plads til at huske, det vi havde sammen, også når hverdagen løber (for) stærkt.

Jeg holder ikke op med at savne i morgen. Heller ikke dagen efter eller dagen efter igen. Nok heller ikke næste år, eller når jeg næsten er gammel. Heller ikke med at elske ham, det han var og det han har givet mig med på vejen. Han er med mig, fordi han har lært mig meget om. Han mangler i mit liv. Allerede. Men jeg er taknemmelig.

Tak for alt!

Du ved det sikkert allerinderst inde,
Selv om jeg sjældent bruger store ord.
Du ved, at du er den der gennem livet
og stadig i mit hjerte bor

-Anne Linnet, “Forårsdag”

Det værst tænkelige

I går aftes kørte jeg hjem fra en aften i selskab med det kvindenetværk, jeg er en del af. Få hundrede meter fra mit hjem, var der blå blink og sidevejen far spærret af politibiler. Tanker om, hvad der mon var sket, kørte gennem mit hoved, inden jeg få minutter senere parkerede bilen i indkørslen.

Da jeg åbnede det lokale nyhedsmedie i dag, blev jeg ramt dybt inden i. Under 30 minutter før jeg holdt i krydset, var der sket en tragisk ulykke, hvor en 24-årig mand, påvirket af alkohol, havde kørt 100 km/t over for rødt og havde braget ind i en mor og hendes datter og niece. Et sammenstød så voldsomt, at niecen nu er erklæret død. Mor og datter er indlagt med alvorlige kvæstelser.

Uden at kende nogle af de involverede, har jeg tudet over denne nyhed flere gange i dag. Det værst tænkelige, en familie kan rammes af. At få opkaldet om ens barns død. At miste sit barn på baggrund af en andens vanvittige ugerning. Så helt igennem meningsløst. Et liv, der stort set ikke var begyndt endnu.

Vi gør alt, hvad vi kan for at beskytte vores børn. Give dem alt og sørge for deres velbefindende. Vi tænker på deres fremtid – ser den for os. Fra det øjeblik, vi første gang får nys om deres tilstedeværelse i maven. På egen krop har jeg for et år siden mærket, hvor forfærdeligt det er, at få besked om at noget dårligt vil ramme ens barn – i mit tilfælde ufødt. Vi sætter vores lid til forsikringer og lægevidenskab. Til sikkerhed og dygtighed. Næsten alt kan jo lade sig gøre i dag… Men vi kan ikke forsikre os imod andres dumhed. Andres egoisme og tankeløshed. Og det har endnu engang kostet menneskeliv. Var jeg kørt fra mødet 30 minutter før, kunne han have ramt min bil i det kryds, jeg kørte frem for grønt i – få hundrede meter fra det sted, han dræbte et barn og ødelagde en familie.

Nyheden rører noget ekstremt dybt i mig. Angsten for, at noget ondt skal ramme mine børn bliver pludselig præsent. Den skrøbelighed livet i virkeligheden er. Det er ikke mange måneder siden, jeg forlod sygehuset med min hjerteopererede, nyfødte søn. Med tiden kan jeg mærke en følelse af, at jeg føler mig lidt på den anden side af det. Også selv om vi ikke er 100% i mål.

På et tidspunkt skal jeg lære begge mine børn at færdes i trafikken. Jeg skal lære dem at se sig for til begge sider og række armen ud. Jeg skal på et tidspunkt give slip og tro på, at de er klædt godt nok på. Tro på dem, tro på at jeg har lært dem nok, og ikke mindst tro på omgivelserne. Slippe angsten for, at noget ondt til ske dem. Det skal de jo. Som alle andre.

Men nyheder som denne gør, at jeg slet ikke kan forestille mig, at give slip. Får lyst til at løbe efter dem på cykel med en pind i bagagebæreren til de er 30 år. Da jeg fik kørekort, sagde min morfar: “Jeg ved, du kører godt og tænker dig om, men jeg stoler ikke på alle de andre i trafikken”. Og det er endnu engang blevet bevist. På tragisk vis.

Mine tanker går til den familie, der har mistet og som våger over de to kvæstede. Den meningsløshed der har ramt dem, kommer der aldrig svar på, ligegyldigt hvor mange gange man spørger hvorfor. Jeg har ikke ord for, hvordan man kommer igennem den form for virkelighed, de i øjeblikket skal forsøge at forholde sig til. Leve i. Leve med.
Den mor, som vågner op med ar på sjæl og krop. Som skal leve med den viden, at hendes niece døde i hendes bil – og at der intet var, hun kunne gøre til eller fra for at stoppe en ung mands egoisme og dumhed. Hun skal leve med det, han har forvoldt på hendes niece, datter og hende selv. Det er så uretfærdigt og ingen straf vil være fyldestgørende.