2017 tog fra den forkerte ende

2017 tog fra den forkerte ende

2017 var et hårdt år. Et år, som tog fra den forkerte ende, som min farbror udtrykte det, dengang da min far (hans lillebror) døde. De yngste skal ikke gå først.

2017 var knap i gang, før mit livs støtte døde. Efter 2 måneders uforklarlig sygdom, fik min bedstefar fred. Han havde et helt liv bag sig. Et levet liv med ægteskab, børn, børnebørn og oldebørn. Knap 90 år i alt.
Selv om hans liv var levet længe og godt, så var det alligevel trist og tomt at sige farvel til ham. På sygehuset fik han ikke en værdig død for et absolut værdigt menneske.

Han var min far, da min egen far rejste. Han var min læremester i alt fra syning til at bygge og reparere og skifte vinterhjul på bilen. Han var den, som lærte mig om min historie, og han fik lov at præge den, jeg er i dag og derned min fremtid. For ham betød familien alt og selv om han var en mand af den gamle skole på nogle punkter, udtrykte han sin kærlighed til mig på sin egen ærlige facon. Gennem opmærksomhed og anerkendelse. Da jeg var gravid med mit første barn, begyndte han pludselig at sætte ord på sine følelser. Han fortalte stolt til andre i Brugsen, at han skulle være oldefar, og når da jeg fortalte ham, at jeg ventede en pige, fik jeg mit livs største kompliment: “Det vigtigste for mig er, at hun bliver en klon af dig”.

Han var gammel og selv om døden ikke var hans væsen værdig, så var han mit forbillede. Jeg savner ham stadig.

Det værste ved 2017 var, at året som sagt ikke holdt sig til at tage vores kære i den naturlige rækkefølge. Fuldstændig uforståeligt og uden mening, mistede vores kære og nære venner deres lille søn få dage efter hans fødsel. En sund og fin dreng blev ramt af udefrakommende sygdom i sine første levedøgn og blev revet brutalt væk fra sine forældre, søskende og alle som holder af dem og ham, før vi dårligt fattede, at han var kommet. Det var så meningsløst og jeg græd. For mine venners tab og fordi min egen frygt kom så tæt på. Igen. Jeg var tæt på at miste min egen søn, men blev reddet på et hængende hår og af lægers dygtighed og viden. Deres sorg og tab gjorde så ondt, fordi den taler ind i en hver mors mareridt og ind i de dystre minder i mit eget sind. Det eneste jeg kunne gøre var at lytte, være der, vaske tøjet og hjælpe til – og så at kramme mine egne børn ekstra meget hver aften.

I efteråret krævede 2017 igen et offer – længe før tid og ikke mindre meningsløst. Min kusine på samme alder som jeg selv tabte kampen til kræften. Efter 3 års kamp forsvandt det sidste liv i hendes krop og efterlod forældre uden deres datter, en kæreste uden sin elskede og en lille pige uden sin mor. En lille pige på samme alder som min egen pige. At dø, når man er 35 år er ikke fair. At dø fra sit lille barn er umenneskeligt. At begrave sit eget barn er et mareridt. Til tonerne af Leonard Cohens Halleluja bar vi hende til graven – et hav af mennesker, som holdt af hende, anført af hendes kæreste og datter. Lige der havde jeg svært ved at holde af 2017. Lige der kunne jeg blive bange for, hvem der var næst på listen. Stop, blev der sagt! Ikke flere lige nu, vel?

På den front var 2017 et virkelig skod-år. Et år, som skærmte mig og mindede mig om, at alting langt fra er happy go lucky. Min søn snød døden. Jeg er her hos mine børn. Vi har det godt og vi har hinanden.

i 2017 oplevede jeg sorg igen – både min egen og i særdeleshed andres. Jeg håber meget på, at 2018 bliver et langt lykkeligere år på den front. At 2018 holder sig til at tage fra den rigtige ende. Når livet er levet og levet godt og man får sagt ordentligt farvel.

2017
Fra Marens kalender 2018

Øh, hvem sagde det???

Efter jeg er blevet mor, kan jeg nogle gange blive overrasket over mig selv. Både i den der, “ok, du er jo ikke en mor, der siger sådan”-måde eller “valgte du virkelig at tage barnet ind til kroppen, imens han var smurt ind i opkast”-måden. Da børnene var helt små også på “Ok, så det er SÅ længe siden, du har været i bad”-måden, og indimellem på “wow, hvor har du nået mange ting inden kl. 7 om morgenen”-måden.

I dag mistede familien et firbenet medlem. Min mors hund kunne ikke længere på grund af alder og pludselig alvorlig sygdom. Den blev aflivet i formiddags, og da ungerne er ret glade for den, måtte emnet berøres med en vis omtanke.

Ved aftensmaden fortalte jeg dem, at den ikke var mere. Den lille pludrede videre og råbte “mormors hund!” flere gange. Den ældste blev mere stille og fjern i blikket, som om hun tænkte på, hvad død egentlig ville sige. “Jeg kunne godt li’ mormors hund”, sagde hun så. Jeg fortalte dem, at den havde været syg og at dyrlægen derfor havde sagt, at det var bedst, hvis den fik fred. Hun spiste videre i stilhed, og jeg lod emnet ligge.

Efter hendes bad sad hun på mine lår og tog nattøj på. “Hvad fejlede mormors hund?”, spurgte hun så.
Jeg forklarede hende, at den havde været meget syg i leveren, og at man ikke kunne skifte sådan én ud på en hund. Derfor havde dyrlægen og mormor besluttet, at hunden ikke skulle lide mere:

“Når man både er syg og gammel, er det nogle gange bedst ikke at skulle lide længere. Selv om man elsker nogen rigtig meget og tror, at man ikke kan undvære dem, så er det nogle gange bedst for dem at dø”, prøvede jeg. “Men selv om man er ked af det, kan det være godt at huske på alle de gode ting, man kan huske sammen med dem, man mister”.

“Hvordan får de fred, mor?”, spurgte hun.

Jeg kunne ikke rigtig få mig selv til at fortælle, at hunden havde fået en sprøjte, som hjalp døden på vej. Det billede synes jeg alligevel hun er for lille og for tænksom til at efterlade hos hende.

“Når man dør, kan man ikke mærke det, der gør ondt mere og man skal ikke have det skidt længere. Men man kan heller ikke mærke det, man godt kan li’ og se de mennesker, man holder af. Så stopper kroppen helt. Og det kan være svært at forstå helt, for os som skal undvære dem. Men det hele skal nok gå alligevel.”

Imens jeg sagde ordene, tænkte jeg på, hvem det egentlig var, der talte? Hvem sagde alle disse voksne ord? Det føltes lidt som om, jeg stod på sidelinjen og så mig selv i en langt mere voksen udgave. Hvor imellem veer og bleer og nu, lærte jeg at have svar parat til alle de spørgsmål, min datter stiller? Hvornår lærte jeg at være SÅ meget forælder, at svarene kommer som skidt fra en spædekalv. Faktisk næsten uden at ryste på hænderne. Nogle gange føles det som om, svarene hældes ud af min mund uden min indblanding på hendes mindste “hvorfor”. Og jeg er egentlig ret godt tilfreds med svarene. De er overraskende sjældent af den slags, hvor man burde have tænkt, før man talte. Det er som om, min mor-hjerne tænker imens den taler, og det i en helt ekstremt og koordineret grad. Det er ret vildt, synes jeg.

Det er nok som med kørekort. Man får det i hånden, og så skal man først til VIRKELIG at lære at køre bil. Og en eller anden dag, kører man helt pr. automatik, og kan ikke på stående fod beskrive præcis alle de ting, man gør imens. Man gør dem bare. Man kan dem bare.

Er jeg så virkelig blevet voksen? Kan jeg så godt finde ud af at være forælder alligevel?