Børnefamiliens tid

Børnefamiliens tid

Shit, igår sad jeg midt i sofaen og følte, at mit liv var på TV. Manden var ude med en kammerat, imens jeg sad hjemme og så temalørdag på DR2. Ja, så er man blevet så gammel…

Jeg havde nok satset på en chick-flick eller en eller anden actionfilm, der hverken krævede eller tog for mange hjerneceller, imens jeg så den. Men jeg blev fanget af programmet “Børn er roden til alt ondt”. Et indblik i familieliv og børneliv omkring 10’erne.

Hvordan vi både kæmper men muligheder og begrænsninger. Med forventninger (egne og andres), arbejde og familieliv. Med at få det hele til at gå op uden at tabe os selv eller vores børn. My life indeed!

Den ene forsker beskrev det som en “idealiseret kultur med 100 muligheder“. Og det lyder ganske rigtigt set fra min vinkel. Før jeg fik min første, var jeg lykkeligt uvidende om mange ting. Bl.a. hvor mange meninger, der er om moderskabet og hvad det skal indeholde. Ligeledes hvor svært det kan være at føle, at man kun er halvt til stede de fleste steder i livet: På jobbet, over for vennerne, i parforholdet og i moderskabet i særdeleshed (og at håbe inderligt på, at ingen af parterne lægger mærke til det. #selvbedrag).

Det er hamrende bipolært. For jeg kan få helt ondt i maven over at skulle være væk fra mine børn en hel nat og nogle dage er jeg ved at løbe ned til skolen og børnehaven, fordi jeg har savnet dem så meget. Og så er der dage, hvor de skændes så meget og/eller mine indre batterier er så afladet, at jeg ønsker, at de var væk et stykke tid. Ikke alt for lang tid, men lige nok til at jeg kunne glemme alle forpligtelserne og gøremålene et øjeblik. Glemme følelsen af slet ikke at være “mig” mere. Jeg er blevet til et andet “mig” på godt og ondt, og skal jeg lægge hovedet på blokken, så ville jeg vælge det “andet mig”, hvis jeg blev bedt om det. Men det forhindrer mig ikke i indimellem at savne det og den, jeg var.

En anden forsker talte om lykketab i den tid, der siges at være den lykkeligste i éns liv. Tab af lykke, frihed, fællesskab og nærvær. Det er ingen af os vel stolte af at indrømme, selv om en stor del af os nok har følt det, hvad enten det var et kortvarigt stik eller en nagende, insisterende følelse. For har jeg ikke også fået lykke? Oplevet lykke og tryghed, når mit barn søger mig og viser mig, at han/hun ikke kan eller vil undvære mig. Lykke, når man lytter til deres sagte åndedræt en lørdag aften. Lykken, når man hører dem grine inderligt. Lykke når man ser deres søskendekærlighed. Lykke, når det indimellem lykkes, hvad enten det er store enner små sejre: Det lykkedes mig at komme igennem dagen. Det lykkedes mig at lade være med at skælde ud i dag. Det lykkedes lægerne at redde min søns liv. Det lykkedes mig at opdrage en helt igennem empatisk lille pige. Det lykkedes mig at nå det hele.

I programmet skulle en far og en mor meget lig min mand og jeg prøve at få familielivet til at gå op via en coach. De skulle finde mulighed for en børnefri weekend en gang om måneden, fordi hjælp udefra ikke var noget, der hang på træerne. De skulle prøve at skære hverdagen ind til benet, så der blev mulighed for at have masser af tid med ungerne, men også øjeblikke alene eller i tosomhed. De skulle prøve at få arbejdsliv, transport og fritidsinteresser til at gå op, selv om det syntes som om, der ikke var tid til det. Det var nærmest smertende lig med de prioriteringer, vi ofte kæmper med – og samtidig var det ekstremt befriende at vide, at der findes andre, som også kæmper med det samme. At jeg/vi ikke er eklatante fuck-ups på forældrefronten. Der er nogen som os. Måske flere end vi tror?!??

Men hvis vi så fik den tid? Hvad ville vi så bruge den på? Ville vi bruge den på os selv, på at komme i bund med bunkerne eller sammen med børnene? For hvis man føler sig hamrende utilstrækkelig på nærmest alle fronter – hvor giver det så mening at sætte ind? Det er jo så næste dilemma. Jeg for mig selv kan i hvert fald sige, at jeg ikke ville bruge den på at arbejde. Jeg ville bruge den hjemme; hjemme i en afveksling mellem sammen med ungerne, ved siden af ungerne eller uden ungerne. Bare hjemme uden at skulle noget.

Mine unger har ikke været roden til alt ondt, men siden jeg har fået dem, har jeg indimellem fået svært ved at genkende mig selv. Jeg er helt sikkert vokset som person, selv om jeg indimellem kan føle mig som et meget lille, meget tarveligt menneske, når jeg føler, jeg fejler eller ikke kan række eller rumme mere. Jeg har lært en masse af at blive mor. De vildeste ting. Igen på godt og ondt.

Jeg elsker mine børn sindssygt højt, men indimellem elsker jeg ikke den, jeg er, når livet med dem bliver for meget. Pilen er rettet imod mig selv, forstås.

Fik jeg mere tid, ville jeg gøre alt, hvad jeg kunne for at forhinde at komme til at føle sådan.

Var du ude og feste, så du Kronprinsesn fødselsdag, var du gået kold på 20 på sofaen eller stod du med grædende børn, så vil jeg anbefale dig at bruge lidt over en time på at se programmet (hvis du altså er så heldig at have en time fri). Hvis du er helt cool i moderskabet og ikke føler nogen smalle steder i parforholdet, så drop den bare. Under alle omstændigheder er linket her. 

Ferie på alle de fantastiske måder, ferie er

Åh, i dag starter den for alvor. Sommerferien! Længe ventet og hårdt tiltrængt. Jeg føler mig seriøst som en Ludobrik, der er slået godt og grundigt hjem. Min krop har i flere uger skreget på søvn og ro, men hverdagen (og jeg) er fortsat uden at høre efter. Og så endte jeg med at fortsætte til et sted, hvor det begyndte at gøre ondt. Jeg har været langt mere grådlabil, end jeg plejer – og det siger ikke så lidt, efter som jeg har været et rent emotionelt monster, siden mine børn forlod livmoderen og indtog mit liv. Jeg har simpelthen bare ikke været rigtig glad, selv om jeg rigtig gerne ville og verden omkring mig har været ganske ok. Kroppen har desværre også strejket. Jeg har følt trang til at sove konstant, hovedet har gjort ondt, jeg har været svimmel, og en enkelt gang har jeg været så træt, at hørelsen forsvandt på det ene øre i flere timer.

Jeg har ikke rigtig været god ved mig selv. Har ikke haft tid til det eller taget tiden til det. Ungerne bliver ældre og det er fantastisk. Selv om de ikke er spæde og skal have flaske dag og nat, så stiller deres nuværende alder stadig krav, som tager hårdt på kræfterne. De spilder absolut ikke tiden med at sove. Det er faktisk imponerende, så lidt søvn de kan klare sig på. Og så er de begyndt at være søskende – ofte på den trælse måde. De skal hele tiden gå til hinandens grænse og gerne også over den. Spolere den andens leg, hvis han/hun leger godt, og man selv keder sig. Det virker som om, de slås, blot jeg vender ryggen til i 5 minutter, hvilket afføder gråd, skrig, smækkede døre og en masse rifter og blå mærker. Jeg er maks udfordret på den front og prøver at gribe det kløgtigt an, men jeg har bare ikke noget bagkatalog, jeg kan hente erfaring fra, når det kommer til søskende-fights. Så jeg ender bare med at skælde ud, når ord og opfordringer til fred ikke rækker, og at føle mig ret lousy bagefter.

Manglende søvn, travlhed på jobbet, ønsket om at ændre radikalt på tingene og børn der slås. Det er opskriften på hurtigt at blive kørt helt ned til sokkeholderne. Og her sidder jeg så. Med kaffe i koppen, manden ude at løbe, yngste-slynglen placeret i sofaen med sin elskede Cars-film og ældstebarnet, som speed-snakker non-stop ved min side. Hun praktiserer ikke at se film, men derimod at tale/spørge film. Enten kommer hun løbende og genfortæller hun minutiøst hver detalje, eller også stiller hun en strøm af spørgsmål om, hvorfor karaktererne i filmen gør eller siger, som de gør. Det er den direkte forklaring på, at Disney-sex er utopi her i hjemmet…

Når man scroller ned over Fjæsbogen og ser villeder af venners og bekendtes ferier til eksotiske destinationer, så kan man godt drømme og blive lidt misundelig. Langt fra hverdagen og med børn, som tilsyneladende kan finde ud af at enes (halleluja for øjebliksbilleder) – det gad jeg virkelig godt! Vores ferie bliver endnu engang hjemme i gode gamle Danmark med Legoland, lidt sommerhus og ellers tid hjemme til alt det sjove. Som at leje en trailer og køre på lossepladsen, lægge vasketøj sammen og rydde op i kælderen. Jeg prøver at afholde mig fra at tæppebombe Facebook med billeder, for ikke at gøre andre misundelige.

Men ferie er ferie på alle de fantastiske måder, ferie er. 21 dage væk fra jobbet er den vildeste luksus. Væk fra beslutninger eller mangel på samme. Væk fra bringe-hente-showet i børnehuset og følelsen af hele tiden at kunne have været i lidt bedre tid. Hvad enten ferien er hjemme eller ude, så har jeg tænkt mig at nyde den i fulde drag og kvæle den lille frygt i maven, som siger, at 3 uger går alt for stærkt. Hvis vi nu ikke fylder feriens dage op, går tiden så ikke langsommere, lige som den gjorde, da man var barn og glædede sig til jul?

Ferie! Here we come!

Throw-up Thursday og Black Friday

Ja ja, jeg ved godt, at det hedder Throwback Thursday, men herhjemme er det altså Throw-up Thursday. Hver torsdag møder manden sent. Vi har bedre tid til at stå op, måske endda sove til kl. 6, hvis ungerne tillader det! Vi spiser morgenmad sammen, jeg har rent faktisk tid til at lægge make-up og sætte håret. Ja, manden afleverer endda børnene. Det er skønt…lige indtil jeg kommer til at tænke på, at den gode tid om morgenen har sin pris. Manden er nemlig ikke hjemme igen, før det nærmest er midnat. Fårk!

Så torsdag byder på mange timer alene hjemme med afhentning af ungerne og hygge, men også konflikthåndtering, en stor pige som vil have mor for sig selv, en lille dreng, som er træt og mættet af indtryk fra en dag i vuggestue. Børn, der rynker på næsen af menuen, smider med maden. Børn, som er overtrætte og ingen ekstra hænder til at hjælpe med at putte den ene, inden den anden når op i det røde felt. Jeg siger det lige igen: Jeg tager hatten af for enlige forældre!

Det er bare ikke fedt. De kan med garanti mærke, at jeg har mindre overskud. Lugte det på lang afstand som små blodhunde. Og den ældste kan mærke, at hun skal dele opmærksomheden med lillebror uden muligheden for at gå til far, når mor siger nej eller lige et øjeblik. To trætte børn og mor alene hjemme og aftensmaden skal stå klar 16.45 sharp, ellers kokser den lille af træthed herefter og så bliver der ikke mindre stress på.

Den store siger “Mor, du skal lege med mig” og jeg siger “JA, når lillebror sover, så skal vi lege i sofaen”. På med nattøjet på begge børn, tandbørstning og natkys. Og når han er puttet kl. 19.00, så sover hun oftest også og så får jeg dårlig samvittighed over, at hun skulle vente og ikke nå i mål med sit ønske.

Når opvasken så er taget og bordet ryddet af og børnenes tasker er tømt for madkasser og snavsetøj og sure sokker, så dumper jeg ned i sofaen og føler mig brugt. Meget brugt! Og også lidt ked af det over ikke at kunne give mere til ungerne. Og over at jeg blev sur eller skældte ud da ældstebarnet flegnede skråt ind i helvede og lillemanden græd, fordi han var både træt og sulten. Det er sgu lige til at kaste op over. Der er bare ikke minutter nok på torsdage – og heller ikke altid overskud nok. Desværre. Heller ikke selv om torsdag altid er lig med rester fra dagen før og ingen legeaftaler eller lignende. Bare os hjemme, Ramasjang og kakaomælk og nattøj på, før vi spiser aftensmad.
Jeg håber virkelig aldrig, at jeg bliver enlig mor. Det tror jeg ikke, jeg ville kunne holde til!

Og så en helt anden ting, som intet har med ovenstående at gøre: Hvad fa’en er det lige med Black Friday? Hvorfor skal vi til at have den tradition? (#metteover30årogretforstadsborgerligbrokkersig). Lige som med Halloween, så aner den gennemsnitlige dansker ikke en skid om, hvad der ligger bag. Vi accepterer det bare i materialismens gode navn og lader Dankortet bløde. Håber ikke, vi skal til at have kvinder med åndenød og mennesker, der nær omkommer blot for at få fingrene i en fladskærm nedsat med 70% eller det sidste par stiletter i str 39. Godamnit!

Sure-damen i sofaen over and out!

Et hæsligt strejf af sandheden…

Fjernsynet slukket, begge eltandbørster snurrer og sengelamperne er tændt. Jeg går ind i kontoret for at slukke lyset – og ser, at min mands computer er tændt med det computerspil, som han allerede har gennemspillet én gang. Jeg spørger, om han da ikke er på vej i seng og svaret lyder: Nej, jeg tager lige en halv time ved computeren. Og så forlader han rummet, efter at have givet mig et flygtigt klem i nakken…

Ok, måske jeg var naiv at tro, at vi skulle ligge og sludre lidt, måske jeg bare tog det for givet. Måske jeg følte, at det var den måde, vi kunne være tæt på hinanden, selv om sex ikke umiddelbart har stået øverst på to do-listen i den sene del af graviditeten – på baggrund af begge parter. Jeg håbede og længtes nok bare efter nærværet ved at have ham lige der ved siden af – at kigge ham i øjnene og vide, at vi havde noget sammen – os to.

Jeg ved godt, at jeg måske ikke er det mest inspirerende menneske, når jeg er stor og tung og puster for den mindste bevægelse – og de fleste gøremål i løbet af dagen handler om at forberede hjemmet til familieforøgelsen om godt 14 dage. Men lige netop den situation, fordoblede sden hæslige følelse af, at være “uinteressant” i hans øjne mangefold. Den stak lige der, hvor mit lave selvværd sidder p.t. – lige dér, hvor jeg på alle måder føler mig utilstrækkelig, utiltrækkende og uinteressant, da jeg både skal være kone – og samtidig langsomt forbereder mig på, også at skulle være mor i takt med at min krop vokser og med de forandringer, det medfører.

At gå i seng alene føltes så trist og ensomt, og for hver lyd fra computerspillet, byggede det både raseri og tårer op i mig. Næsten lige før min krop ikke kunne rumme det. Skulle jeg gå ind og skælde ud? Skulle jeg græde det ud for mig selv, skulle jeg lade som ingenting?

Han har sandsynligvis kunnet mærke, at jeg reagerede på det – men jeg var for fej – eller for gal – til at tage snakken med ham, da han kom ind til mig i soveværelset. Ikke for at sove, men for at “gyde olie på vandene”, da jeg sagtens kunne høre, at spillet bare stod på stand-by. Jeg kan ikke huske ret meget af, hvad han sagde til mig, for min hjerne kørte på, hvad jeg skulle gøre – snakke, være sur eller lade som ingenting. Jeg valgte det sidste og endte med at græde det sidste ud, da han var gået ind til computeren igen. Ikke den lørdag aften, jeg havde håbet på.

Han kan ikke læse mine tanker, I know – og han kan ikke føle den utilstrækkelighed, som overvælder min krop p.t. Han kan ikke se hormonerne køre rundt i kroppen på mig opg de store fysiske forandringer, som jeg heller ikke har vænnet mig til endnu. Og ja, jeg burde have sagt noget. Men jeg vidste ikke hvad! Hvad ville lykken være i at skændes og at han så i trods kom og lå ved siden af mig – det ville jo ikke være dét nogen af os ønskede, vel?

Men lige dér, gik jeg bare fra at være gravid kone og kærlighed til at være den hval, som ligger i sengen ved siden af. Følelsesmæssigt, i hvert fald. Fra at være “an object of desire” til at være hverdag. Og det gjorde rigtig ondt. Min indre følelse blev pludselig virkeliggjort – og den følelse har svært ved at forlade kroppen igen.