Moderhjertet husker

Lillemanden havde svært ved at finde ind i søvnen, da han skulle puttes til middagsluren. Normalt, hvis enten han eller hans søster har svært ved at sove om natten, hjælper det stort set altid, at komme ind og putte under mors varme dyne. Selv om jeg oftest sover knap så godt, når de ligger der, sover de allerbedst lige præcis dér. Jeg elsker at vågne op og have dem ved min side. Dufte til dem og høre deres lyde.

Men middagsluren er en anden sag. Lillemanden sover indedøre, da han for længst er vokset ud af barnevognen. Han kaldte og rumsterede i sin seng, så jeg gik ind til ham og satte mig på hug ved sengen. Jeg lagde mine hænder omkring hans ansigt og strøg forsigtigt fra tindingerne og ned over kinderne. Nærmest pr. automatik, gled hans små øjne i og hans lille hånd kom op og tog let fat om mine fingre. Jeg nussede hans kinder og han lod sine små fingre røre ved mine fingre, alt imens han faldt i søvn.

Lige her følte jeg det største flash-back til de mange og lange timer på sygehuset, hvor hans første 11 uger af livet blev tilbragt. Fra det øjeblik, han kom ud af respiratoren, søgte hans fingre mine, når han søgte tryghed. Han kunne ikke ligge ind til mit bryst på grund af iltudstyr og medicinslanger, så skulle jeg give ham tryghed i kuvøsen, kunne jeg kun lægge mine hænder om hans hoved, kysse ham på panden og synge for ham.

Helt instinktivt er det stadig den form for tryghed, han helst søger, når han har behov for det. Og jeg elsker det. I dag kan han også putte ind til mit bryst og slappe heeeelt af, men nus på hænder og kinder er hans zen. Han siger ikke noget. Ligger bare og nyder det. Og jeg smelter 100% inden i, når jeg ser den tillid, han viser mig ved at overgive sig helt og holdent til kærtegn, inden han falder i søvn. At jeg kan give ham den tryghed.

Jeg kan stadig holde hans hoved i mine hænder. Alt for hurtigt kommer nok den dag, hvor han selv sætter dagsordenen, og hvor hans hoved vokser ud af mine hænder. Men minderne er for evigt gemt.

Moderhjertet husker!