2017 lærte mig en del

2017 lærte mig en del

Har du læst mine to foregående indlæg om 2017, er du nok ikke i tvivl om, at jeg er helt ok med, at vi vinker farvel i morgen. 2017 Men for ikke at lyde alt for tvær og bitterfisse-agtig, så har 2017 ret beset også lært mig en del!

Jeg har lært at gøre store og uoverskuelige ting, selv om knæene rystede og maven gjorde lidt ondt ved tanken. Jeg er til en vis grad tryghedsnarkoman, og jeg bruger helst ikke penge, jeg ikke har. Så at sige ja til en ombygning for over en halv million var VILDT! Jeg lærte at sige til og fra på nogle punkter. Og at vælge til og fra. Og ikke mindst at stille krav og forhandle om priser. Noget, jeg nok langt tidligere i livet burde have øvet  mig på.

Jeg lærte, at overvinde og ikke at tage livet eller relationer for givet. At overvinde frygten for svære samtaler. Overvinde det, jeg helst ville slippe for. Overvinde regn og blæsevejr og løbe en tur. Overvinde vrede. Overvinde hverdagen.

2017 lærte mig at holde fri. Faktisk har sidste halvdel af 2017 helt bevidst budt på weekender uden planer. Byggeriet har haft sin andel af den prioritering, og også ro efter ældstebarnets skolestart. For ja, det skete også i 2017. Og det er klart også på opturssiden! Jeg har simpelthen haft brug for at koble fra. Det skal vi helt sikkert fortsætte med i 2018 (på den ikke asociale måde).

Jeg lærte meget af 2017 – på godt og ondt – og jeg blev også bevidst om, at der er meget at arbejde på i 2018. F.eks. at blive bedre til at passe på mig selv. At blive bedre til at sige fra – og at blive bedre til ikke at tage andres problemer så meget ind, som jeg ellers gør. At sige fra, når jeg føler mig trådt på, og at huske at sige de positive ting ved andre mennesker, som falder mig ind. Blive en bedre kone, som indimellem tilsidesætter det praktiske og er bedre til at prioritere tosomheden. Fortsætte med at se, høre og forstå mine børn. Bygge videre på nye og gamle venskaber.

Jeg har holdt mere fri, men jeg har ikke været ret god ved mig selv, hvis jeg skal være helt ærlig. Der er klart rum for forbedring. 2018 skal være et år, hvor jeg gør mere af det, der bygger min familie og jeg op. 2018 skal være et godt år!

Godt nytår! Vi ses på den anden side <32017

 

2017 rystede fundamentet

2017 rystede fundamentet

2017 rystede mit fundament godt og grundigt igennem. De elementer, som flest af os bygger vores liv omkring, blev udfordret. Det, som holder det hele sammen og holder os oppe: Familien, jobbet og hjemmet. Det gjorde, at jeg ikke følte mig tryg eller hjemme nogen af stederne.

Vi traf en stor (og dyr) beslutning. At starte et større ombygningsprojekt af vores hus. Vi bor i en 1950’er parcel, og har forbedret, men ikke gennemrenoveret. Vi har skabt en god kælder i huset – mere af nød end lyst, efter som tilstandsrapporten ikke nævnte noget om gamle rør eller fugt. Vi har desuden prioriteret energivenlige løsninger i huset, så som varmegenvinding, solfanger og ekstra isolering.

Huset var dog ikke “fremtidssikret” til at rumme en familie på 4. Ok, et eller andet sted et first world problem, men jeg er ret sikker på, at vi vil ønske os mere plads end 96 kvm, når børnene bliver teenagere… Vi er dog glade for at bo lige her, hvor vi gør. Så valget fald på ombygning frem for flytning.

Nu er huset 130 kvm., og vi er ret tæt på målstregen i byggeriet. Vi har skabt et barndomshjem. Det bliver godt – det er jeg sikker på – men vejen dertil har ikke været uden en del mavepine, en bunke frustrationer og lidt for meget stress. Som at være gæst i sit eget hus og ikke kunne lukke døren bag sig og være alene.
Du kan læse mere om byggeriet her, her og her.

Én ting er at bygge hjemme, en anden er – ufrivilligt – at arbejde midt i en byggeplads. Et helt år i støj, støv og gene er overstået på jobbet. Det er helt sikkert ét af lavpunkterne i 2017. De rester af svær stress, som jeg i hverdagen forsøger at holde i skak på 4. år, kom op til overfladen og følelserne fik indimellem frit – og ikke altid rationelt – løb. Mavepinen, hovedpinen, den trykkende fornemmelse i brystet, tvivlen på mig selv, angsten, gråden og den prikkende fornemmelse i kroppen over de mindste forandringer – eller blot tanken om dem.

Det har sat sine spor i mig i 2017, og også i min nære familie og på jobbet. Det har haft en afsmittende effekt på min effektivitet og på andres opfattelse af mig. Jeg har følt mig svag, og det gør ondt. Men hvad der gør endnu mere ondt er, når andre synes, man er svag, selv om man gør, hvad man kan for at holde modet oppe.

2017 byggede også et endnu stærkere moderskab. I sommeren blev det yngste (og sidste) barn ble- og suttefri, og dermed kunne jeg officielt sige, at jeg ikke havde små børn længere. Moderskabet var lidt et stormfuldt hav i sin begyndelse, men bølgerne er stilnet af. Hvor jeg for et eller to år siden ofte ønskede en pause fra børn, bleer og brok over banaliteter, så kan jeg mærke, at jeg længes mere efter at holde fri sammen med dem. Til at tage tidligere fri og hente dem og se deres glæde. Møde lidt tidligere (hurra for flekstid!) og tage tidligere fri for deres skyld. Jeg har altid elsket mine børn. Kærligheden er bare blevet endnu stærkere.

Sidst, men ikke mindst, brød 2017 min forestilling om familie og ophav op. Som barn så jeg min familie som en ubrydelig enhed. De seneste 5 år har jeg dog fået et andet og mindre glamourøst billede af, hvad der i virkeligheden er på spil. Bag facaden. Da familiens ældste døde i begyndelsen af året, gik familien op i limningen. Helt bogstaveligt talt. Splid, bagtalelse, smålighed og forurettede følelser. Alt sammen på grund af et dødsbo.

Det kom selvfølgelig ikke af boet alene. Det lå i kortene og boet væltede korthuset. Jeg savnede at se min familie samles om minderne og om at huske dem, hvis liv vi nu delte ud mellem os. I stedet for at savne og mindes, viste voksne mennesker sig fra en side, der på ingen måde klædte dem. Jeg blev tvunget til at gå ind i nogle konflikter, som mit konfliktsky selv ikke ønskede. Jeg stod i midten og betragtede god og dårlig opførsel. Jeg stod i midten, hvor jeg så og hørte begge sider og prøvede at være ærlig. Min barndoms ubrydelige enhed gik itu, og jeg tror desværre aldrig helt, skårene klinkes igen.

Heldigvis har jeg min egen familie, og jeg håber inderligt, at vi aldrig vil komme til at skændes over indbo og andre erstattelige ting. Jeg kan ikke forestille mig at erstatte min egen lille på 4 med noget som helst. Jeg håber, at vi sammen er større og stærkere, end at lade inventar komme imellem os.

2017 har været overvældende, og jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvad jeg helt har lært af året. Én ting er sikkert: 2017 har efterladt mig træt. Det kommer til at tage en god del af 2018 at fordøje og finde hoved og hale i. 2018 skal være året, hvor jeg bliver bedre til at sige nej og til at passe bedre på mig selv!

Endelig takker 2014 af

Jeg lovede en status på året, der er gået – og skal det være, ja, så er det ligesom nu. I morges tikkede en ”Your year in blogging” ind fra WordPress og det er dermed for alvor tid til at gøre status.

2014 var….ehmmmm….et værre lorteår. Så er det sagt. 2014 vil med andre ord ikke blive savnet.
En veninde skrev i sidste uge, at 2014 havde været min dannelsesrejse. Og det kan der måske være noget om. 2014 har gjort mig både blevet mere hårdhudet og på samme tid langt mere tyndhudet. Og jeg er blevet en anden version af mig selv.

Kort før 2013 takkede af, fødte jeg min lille hjertesyge søn alt for tidligt og den forudgående frygt i forhold til den dystre viden, vi havde om hans hjertes tilstand blev mange gange forværret. Det år, som jeg ellers troede var mit livs røvtur, viste sig kun at være begyndelsen til endnu et år med bekymringerne i højsædet og angsten for at vores lille familie ville krakkelere. At lykken ville briste. Og der, midt på intensivafsnittet på Skejby Sygehus, trådte vi over tærsklen til 2014, uden at vide, om vores søn ville overleve.

I årets første dage gennemgik min nyfødte søn en kæmpemæssig hjerteoperation og vi håbede og bad ved hans side i kuvøsen, imens kan lå i en dyb, kunstig søvn i respiratoren. Normalt er hjerteopererede børn ude af respiratoren efter et par dage, sagde personalet, men min søn forblev sovende og dagene gik. Hans lille krop kæmpede og komplikationer kom til. Men langt om længe blev han vækket fra sin søvn og jeg fik lov at se hans smukke øjne. Fik lov at holde ham med knap 20 dages forsinkelse. Prøv at forestille dig det, hvis du har født og fået dit barn op på maven efter fødslen.

Han kæmpede og han sejrede. Og det er vi evigt taknemmelige for! Hans lille krop på kun lige 2 kilo klarede den massive hjertekirurgi, men månederne efter operationen bød også på indlæggelse og dystre beskeder. Og vi kunne ikke gøre andet end at vente og tage imod den svære info, vi fik. Forældreskabet var helt vendt på vrangen og på ingen måde naturligt, når slanger og maskiner var imellem os og vores søn, dér hvor vi bare allerhelst og helt naturligt ville give vores søn nærhed, berøring og kærlighed. Vi kunne holde i hånd og kysse på hovedet og synge, men ikke være forældre på den måde, vi ønskede.

Og jeg kunne heller ikke være en god mor for min datter i den tid. Hun havde glædet sig til at få en lillebror og var frem til hans fødsel lykkeligt uvidende om, at han var livstruende syg. Det var ikke noget for et 2,5-årigt barn at vide, før vi kunne lade hende se ham og sammen med hende fortælle med børnevenlige gloser, hvad der foregik. Men sygehustiden bød på fysisk og mental adskillelse fra hende, som jeg elsker så højt. Selv om det måske virker underligt at sammenligne livstruende sygdom med savn, så føltes afsavnet lige så svært. Det var to forskellige ting – og det var med garanti ikke, hvad min (stadig) lille pige havde forestillet sig ved at skulle være storesøster. Konstant var vi delt – en forælder hos hende og en hos lillebror. Først på sygehuset – dernæst rejste hun og faren hjem for at fortsætte hverdagen, imens lillebror og jeg blev tilbage i sygehusets ulidelige vakuum mere end 150 km fra de to andre. Kun flygtige Skype-samtaler om dagen der gik, hvor hun stadig var for lille til at holde koncentrationen og forstå, hvor mor var henne. Jeg smilede til skærmen, imens hun var der og tudede som en pisket, når hun løb igen og skærmen blev tom. Hun var så langt væk.  I starten syntes vi ikke at mærke en ændring på vores datter. Hun deltog i pasningen og og var umiddelbart glad og upåvirket af sygehustiden – men det varede ikke ved og vi prøver stadig at samle stumperne og genskabe den glade, sorgfrie pige med al gå-på-mod i verden. For hende savner vi virkelig.

Vi kom hjem fra hospitalet og skulle med 2 måneders forsinkelse starte familielivet som en familie på 4. I starten frekventerede vi sygehuset flere gange ugentligt, men nu heldigvis kun hvert kvartal. Manden startede job og jeg var alene hjemme med børn, bringe, hente, spisekriser, mangel på søvn og en enorm ensomhed. Barselsland var ikke mig første gang – og det var det heller ikke anden gang. Jeg ville virkelig ønske, at jeg havde været god til det – kunne have nydt tiden lidt mere i stedet for at længes væk. Jeg var bare ikke glad og selv om jeg aldrig var helt alene, følte jeg mig vildt ensom. Især med tankerne og efterspillet fra alt det, der var hændt siden 20-ugers skanningen. Der var tilbud om samtaler med en psykolog – men det havde jeg prøvet i starten af forløbet og selv om jeg forklarede, var der ikke rigtig nogen, der VIRKELIG forstod, hvordan det føltes. Hvilke følelser, jeg havde inden i. I manges øjne var det hele jo overstået og det var gået godt. Hvad var der så at græde over? Inden i mig en masse.

Joblivet er startet igen og begge børn er i institution og det har jeg det faktisk godt med. Det får vi ærligt talt alle gavn af. Herfra skal vi videre. Definitivt sidste gang, jeg har været gravid og på barsel. Jeg har mange ønsker for 2015 og dem skal jeg nok indvie jer i i nærmeste fremtid. Ønsker, som skal matche den person, jeg er blevet på baggrund af det seneste år.

I aften skal jeg fejre nytåret med dem, jeg holder allermest af: Min mand og Lille E og Lille V. Maden hentes udefra og når Yngstemanden sover, skal vi bare hygge på Ældstebarnets præmisser. Serpentiner, balloner i hobetal, chips, juice at skåle i, inden hun falder i søvn. Herefter har jeg tænkt mig at sidde og se min mand dybt i øjnene. Vi har lovet hinanden, at sætte ord på alle de ting, vi ønsker os sammen og hver for sig i 2015 og lægge en fælles plan. Vi holder næppe til kl. 24 i aften – men jeg glæder mig til roen. Til at være os.

Jeg håber, at I alle kommer rigtig godt ind i 2015.

Godt nytår fra Mette

Julehilsen fra provinsen

Julehilsener flyver gennem luften og i cyberspace. Alle med ønsket om en glædelig jul og mange med en status fra året, der gik. Facebook flyder snart over med dem og mange hilsener har også fundet vej til min mailbox – men i år ingen direkte til postkassen i sin mest analoge og klassiske form. Der har været hilsener med fortællinger om det bedste år nogensinde, om babylykke og bedsteforældreliv. Der har desværre også været nogle om kræftens tag i et ungt familiemedlem blot måneder ældre end mig selv og død blandt nogle af familiens ældste, som dog har levet et godt og langt liv. Der har været hilsener, der fortalte om stress og om jobskifte og nogle om både familielivets idyl og dagligdag.

I skal også have en julehilsen, men jeg gemmer det meste af krudtet til nytår (no pun intended), og gør status over et år, der blev alt andet, end jeg kunne have forestillet mig. Derimod håber jeg, at I alle må have tid med de kære og de nære. At julen må blive en glædelig stund, der rækker ud over and og flæskesteg og gave- og bytteræs, men bringer jer ro og tid til at være det, der ikke er tid nok til i hverdagen.

Personligt skal jeg have den mest stille jul ever som modstykke til en jul med kejsersnit og kuvøser og intensivafdeling og hjerteoperation, som vi havde sidste år. Uden andres øjne på os konstant. Ikke i sygehusets og skæbnens vold! Hjemmejul med bedsterne og oldefar. Ingen julefrokoster, vi har sagt nej tak til alle invitationer, men dog ja tak til en juletræsfest for ældstebarnet. Havehygge og legepladsture og tid til hinanden. Jeg trænger vildt til, at vi er to voksne hjemme på posten. Jeg er ærligt talt ved at brække mig over at være så meget alene om familielivet. Jeg glæder mig til – i 13 dage – ikke at være hende, der henter og bringer og sørger for maden og skifter yngsten imens ældsten råber, at jeg ikke leger nok og hele tiden hjælper lillebror. Hende, som siger ja og ikke lige om lidt. Hende som måske endda kunne have overskud til voksen(sam)liv!

Også nytåret bliver fejret hjemme – bare ungerne og os. Maden er bestilt udefra med lidt ekstra luksus på menuen og når ungerne sover, skal vi to voksne spille spil og pimpe cola og champagne og forhåbentlig have en vildt god og helt stille og rolig nytårsaften. Sige farvel til det svære 2014 og goddag til et forhåbentlig langt lysere 2015.

Glædelig jul til faste og forbipasserende læsere, kendte som kommende. Jeg værdsætter jeres engagement og kommentarer til min lille verden.

Kærlig hilsen Mette <3

Og så stiller vi om til 2013

Nå, nu er det vidst på tide, jeg skal skrive noget kløgtigt, der ikke omhandler influenza og kedelig jul. Kalenderen siger 2013 og det må være på sin plads med en lille status over året, der er gået.

2012 var på alle måder et mærkeligt år – mærkeligt godt og mærkeligt skidt.

Da jeg gik ind i 2012, var det med flere tårer, end godt var. Spiseforstyrret baby, gråd, kampe, et selvværd på sit laveste og en mangel på håb for fremtiden. Ikke just det bedste udgangspunkt – faktisk lige til at lukke op og skide i (pardon my French). Jeg kunne simpelthen ikke se, hvordan det hele nogensinde skulle blive bedre og hvordan jeg nogensinde skulle få min datter til at spise igen og hvordan jeg nogensinde skulle blive glad igen – ja, bare genkende mig selv igen. Det hele var bare et stort kaos – uoverskueligt, uigennemsigtigt og ulykkeligt.

Og så kom jeg jo videre. Lille E startede i vuggestue 1. februar og herfra gik det fremad med spisningen. Blot 3 dage efter, hun startede i vuggestue, lærte hun at kravle og hvad de andre, større børn gjorde, ville hun også prøve. Heriblandt at spise mere regelmæssigt og med færre skrigeture. Fantastisk.

Men med vuggestuestart kom også jobstart. En blandet fornøjelse, trods det faktum, at jeg havde set frem til det med længsel. Alt for at slippe ud af triste barselsland. Alt for at få en smule normalitetsfølelse tilbage i kroppen og sindet. Da jeg låste mig ind på jobbet, var det faktisk som om, jeg aldrig havde været væk. Men det skulle snart vise sig, at jeg havde været meget længe væk og at jeg ikke nødvendigvis var ønsket tilbage. Meget af det, jeg forventedes at kunne gøre fra dag 1 var forsviúndet i en grød af barsels-hjerne og som talemåden siger, er kvinde kvinde værst – og det holdt stik, skal jeg sige dig. For første gang nogensinde blev jeg mødt med en kollega, der ikke ønskede min tilstedeværelse og hvor jeg efterfølgende måtte sande, at det smittede af, så jeg heller ikke kom til at ønske hendes. Sad but true!
I kampens hede fandt vi dog ud af det. Det bliver aldrig et perlevenskab, langtfra, men når kanterne var filet af, var der noget tåleligt nedenunder. Heldigvis.

Og så var 2012 året, hvor Lille E blev fri for sin reflux-medicin! Hurra og halleluja! Farvel til daglige medicineringer og farvel til sygehus og kontroller!  Det var simpelthen intet mindre end fantastisk.

Hov, og så har jeg jo helt glemt, at hun i maj måned tog sine første skridt – og i øvrigt også blev 1 år. Åh, hvor følelserne fik frit løb og tankerne vandrede ned af memory lane! Knap 17 timers fødsel var ikke glemt, men romantiseret en del, vil jeg sige. Og når man så har født verdens nyeste vidunder, så er der jo ikke et øje tørt.

Hverdagen indfandt sig og vuggestuelivet blev rutine. Op før fanden får sko på, koge havregrød, tandbørstning, flyverdragt på, afsted på cyklen. Job, hente, aftensmad, tøjvask, rengøring, indkøb og så hele turen om igen næste dag. Begynder at forstå følelsen bag de der Storebælt-reklamer om at bryde hverdagens trummerum lidt. SUK – ville give min højre arm for en barnefri weekend. Sjovt nok er der endnu ingen, der har tilbudt det, da prinsessen heller ikke i 2012 lærte kunsten at sove igennem. Mit søvnbehov kan ses fra månen!

Men ja, hun taler mere og mere – dagligt synes der at komme flere ord på – åh, den dag, hun første gang sagde mor! Min frygt for hendes spisning og mangel på samme er blevet afløst af en kronisk træthed og hverdags-lede. Har svært ved at forestille mig, at man kan vænne sig til minuttyraniet og rutinerne. Indrømmet: Jeg savner mig gamle liv sindssygt meget indimellem.

2012 blev ikke året, hvor mit underliv fandt melodien igen, men det blev dog året, hvor jeg gik fra ALDRIG at skulle have flere børn til, at jeg ENGANG skal have én mere (og så stopper legen også der!). Ikke at jeg kan se, hvor jeg skal stoppe én mere ind i en travl hverdag, men lad os på et tidspunkt bare holde os for øjnene og hoppe lige ud i det og lade som om, vi ikke kender konsekvenserne.

2012 blev året, hvor jeg desværre mistede min farbror til kræften og fik af vide, at min mormor sandsynligvis også ender sine dage til selv samme møg-sygdom inden året er omme. Lad os håbe, at prognoserne talerimod den forudsigelse. Det var også året, hvor jeg pludselig ikke kunne finde ud af at shoppe noget som helst til min post-fødsels-krop, men i stedet brugte uanede mængder penge på ting og tøj til puslingen. Hendes røv skal være fyldig i de bukser – og hun kan endda skyde skylden på bleen… Og det blev året, hvor min mand og jeg gradvist fik mindre og mindre at snakke om, som ikke handlede om barn og bleer og Bilkas tilbud. Det er jeg faktisk ret ærgerlig over, men fortsættet for 2013 er, at der skal laves om på den sag!

2012 blev året, hvor jeg meldte mig ud af fitnesscentret i den erkendelse, at 259 kr. pr. for én månedlig træningsgang alligevel er i overkanten. Og så skulle jeg løbe hjemme og træne med forsvaret (altså appen) – og iiiiiiih, hvor fik jeg (ikke) gjort det!

Ja, 2012 var godt og skidt – men ikke så skidt, at det ikke var godt for noget. For hvis jeg skal skrive mig noget bag øret, som 2012 har lært mig, er det, at man kan overleve meget og overleve på meget lidt søvn og tro, at man aldrig kommer videre og så sande, at det gør man jo alligevel – og at man trods træthed kommer stærkere ud på den anden side. Det satser jeg i hvert fald på! Jeg går i hvert fald ud af 2012 med færre tårer, end jeg ankom med!

Godt nytår – håber, I vil læse med i 2013!