Ingen Mother of the year

Ingen Mother of the year

Der er de dage, hvor man bare ikke ligger lunt i svinget til at kvalicficere til mother of the year-titlen. Hvor man jogger i spinaten og bruger resten af dagen på at prøve at håndtere den dumme følelse i maven. I dag  var det noget nær et guilt-trip fra morgen til aften.

Manden min afleverer ungerne i torsdag. I dag havde jeg fri, så jeg tog den lille i børnehave, imens mand og datter cyklede i skole. Jeg skulle en tur forbi min læge kl. 9.00 og tog en hurtig kop kaffe hjemme, inden jeg cyklede ind til lægen. Alt imens min telefon åbenbart lå og hyggede sig på lydløs i tasken. Alt imens manden forsøgte at ringe 3 gange. Jeg så opkaldene 8.30 og læste SMS’en. Gymnastiktøj og biblioteksbøger manglede. Herregud, tænker du måske. Men det gjorde det også i sidste uge, og derfor var jeg knap så afslappet omkring det.

Jeg kunne godt pudse glorien og tænke, at det jo ikke var MIG, der havde glemt det for anden uge i træk. Men hun er MIN datter, og jeg vil meget nødig, at hun ikke har det med i skole, som er nødvendigt for hendes skoledag – hun  skal ikke stå udenfor eller være på sidelinjen unødigt.

Så op på cyklen i en helvedes fart. Mor her trampede i pedalerne, godt hjulpet ppå vej af en heftig cocktail af tidspres, guilt-trip og frustration over min bedre halvdels manglende evne til at huske. Løb ind på skolen. Ingen børn i klassen. SHIT! Var det så gymnastiksalen eller biblioteket, jeg skulle satse på at nå at finde dem i, inden jeg blev nødt til at køre til læge? Jeg satsede på gymnastiksalen og trak heldigvis det længste strå her.

Foran hele klassen fik hun nu sin gymnastiktaske og jeg hang biblioteksbøgerne i hendes garderobe. Lige i dette øjeblik gik det op for mig, at hun skulle præsentere en bog for hele klassen – siddende i en f-ing stor fortællestol – og fortælle og vise billeder. Fra en bog, der ikke lå i tasken! Goddamnit! Ingen mulighed for at nå hjem og hente den, ingen mulighed for at låne den på skolen, eftersom eneste eksemplat lå hjemme på køkkenbordet og larmede i sit fravær. Her var der ingen gymnastikbluse, hun kunne få overhovedet og så var alt godt. Her kunne hun ikke gennemføre det, hun var sat på til. På et podie, for pokker!

Jeg siger dig: Jeg har haft ondt i maven hele dagen. Ikke anet, om jeg skulle blive på skolen og sætte mig i den pokkkers stol sammen med hende og fortælle en historie eller hjælpe hende med at huske. Sige ærgerlig-ærgerlig til lægen, eller lade som ingenting og håbe, at hun kunne huske noget af det eller valgte én af de bøger på biblioteket, som vi har læst. For dem er der altså en del af. Mit hoved kunne ikke slippe det. Så meget fyldte følelsen af at være lortemor nr. 1. Også selv om jeg ikke var den, der havde glemt bogen. Det nyttede ikke rigtig at placere skyld, når barnet ligegyldig hvad ville sidde dér – foran klassen – og skulle sige: Jeg har ikke bogen med.

Det var med lidt nervøse og tunge skridt, jeg gik ind på skolen kl. 13.00. Følte, jeg havde et enormt neonskilt over hovedet, hvor der stod “hende moren, der glemte”. For pokker, det er jo bare en bog. Men min datter trives ikke super fedt med børnehaveklassen p.t. Hendes selvtillid er lav i øjeblikket og så havde vi lige muligvis gravet den følelse dybere ind i hende.

Jeg valgte at spørge ind til, om hun havde præsenteret en bog på biblioteket, selv om hendes mere eller mindre inkompetente forældre ikke havde fået bogen med. Hun kunne ikke skjule sin skuffelse. Av av! Læreren havde så valgt at en anden, der ville, havde præsenteret en bog og at vores datter tager plads i stolen efter påske. Det er en slags plaster på såret. Nu skal jeg bare lige finde ud af, hvordan jeg lapper den skuffelse, hun stadig bar på, da vi kom hjem. Bygger hendes selvtillid op til, at hun selvfølgelig skal sidde i den stol og fortælle.

Her kommer mit arbejde mig sandsynligvis til hjælp, da den nyeste bog i Det hemmelige rige-serien faktisk lige er landet på mit skrivebord. Hvis du har en pige i alderen 5-8 år, vil du sikkert vide, at barnet vil være top-begejstret. Din beggejstring er nok sværere at spore. Især, hvis du som jeg har læst alle 25-26 stykker i serien… (#glitterogglimmeroverload) Den vil hun gerne læse og anmelde foran klassen. Den er længe ventet og kan forhåbentlig højne både street-cred, selvtillid og hendes humør efter hendes forældres fuck-up i dag.

Det er ikke let at være skoleforælder. Heller ikke skolebarn med min mand og jeg som forældre, selv om vi prøver at huske og hjælpe. Slet ikke hvis barnet ikke helt er nede med skolen i øjeblikket og manden kan udstikke dessiner fra den anden side af Storebælt, men ikke selv eksekvere. Det er ikke første gang – og sikkert heller ikke sidste gang, jeg/han/vi ikke formår at nå/huske/gøre/hjælpe med det hele. Selvfølgelig kunne hun selv have husket bogen, men hun er kun 6 år. Det er stadig os som forældre, der skal sørge for at rammerne om hendes skolegang er i orden og lære hende at agere i skolen. Det skal vi så liiiige øve os på.

Satser ikke på, at hun som 25-årig skal i terapi på baggrund af denne situation. Jeg accepterer, at jeg ikke får medaljen for mother of the year i år – og sikket heller ikke de kommende år. Det bliver åbenbart ikke lettere at være mor, selv om man har haft tid til at øve sig.

Jeg lever for weekenderne

Jeg lever for weekenderne

Jeg indrømmer det; jeg lever for weekenderne i øjeblikket. Om det er kombinationen af mørke, regn, blæst og nedtur over at julen og dens frihed og forkælelse er slut, eller om det handler om, at vi efterhånden kan se vintergækkerne og mærke solen (trods kulden), men ved, at der stadig er lang tid til foråret? Om det er fordi der i januar er pokkers langt mellem lønningsdagene, Don’t know! Jeg ved bare, at det er r**hamrende hårdt at stå op om morgenen, og at det ar tage på arbejde ikke just virker tillokkende. Og slet ikke mandag morgen!

Jeg savner weekenderne, før de knap er forbi. Jeg glæder mig til den næste, før jeg lægger mig i seng søndag. I et svagt øjeblik kan jeg godt lørdag morgen blive ramt af et stik: Tænk, hvis weekenden går for hurtigt? Hvis jeg ikke får nydt den nok. Det er jo skørt, ikk?

Jeg elsker at være hjemme og sammen med mine børn og mand. At være to voksne hjemme og slå til i stedet for at være én voksen og forslå som en skrædder i helvede, hvis/når begge børn er trætte.

Jeg tror måske, jeg lige nu lever efterdyndingerne af et hårdt 2017 ud – en udrensning af det skidte, som fyldte min krop i 2017. 2018 har såmen heller ikke været en dans på roser endnu, men jeg er fast besluttet på, at 2018 skal være et godt år, så vidt jeg kan påvirke det. Et år med mere nærhed til de nærmeste.

Jeg higer efter mine børn og min mand og mit hjem. At min enhed er samlet, hvor jeg kan holde om dem og føle, at jeg er tæt på dem. Jeg higer enormt meget efter ro og regelmæssighed – men ikke den regelmæssighed i at stå op kl. 5.30 hver morgen, skynde på ungerne, som om de ikke kan gøre for, at de er trætte, henslæbe et sted mellem 6 og 9 timer på jobbet i stræk, skynde mig hjem for at nå at hente begge unger og så videre, for så at dejse fuldstændig omkuld – brugt – kl. 21.30.

Skulle jeg vinde i Lotto eller blot blive tilbudt en måneds ferie, så tog jeg imod det straks. Med kyshånd og enorm taknemmelighed. Jeg er træt – så træt, at jeg både dag og nat drømmer om at komme i plus igen. Føle igen, hvordan overskud og udhvilethed føles. Skuldrene heeeelt ned. F**k, det ville være luksus!

4 dage tilbage – så er det weekeend igen. Jeg glæder mig allerede <3

Lidt om legeaftaler

Lidt om legeaftaler

Hvor mange legeaftaler har en gennemsnitlig 4-årig? Jeg synes, det er lidt svært, når mine børn på lige præcis den front er son nat og dag.

Den ældste er maks inkluderende. Hun har altid haft en kæmpe omsorg for andre og udelukker helst ingen. Hun har gamle venskaber og nye venskaber. Hun er typen, der får en ny ven i toget eller på færgen blot ved at sige: “Hej, hvad hedder du? Skal vi lege?”. Hun er egentlig stille af væsen – ikke den mest frembrusende i klassen, men god til at lege og give sig hen til legen. Hun har ikke de vilde kanter, når blot alle er med og får lov at bestemme.

Hendes bror er lige modsat. Han er også født med et omsorgsgen på størrelse med Lolland-Falster, men han er langt mere lukket. Han kan lege med sine biler eller Star Wars-figurer i timevis – eller se Netflix lige så længe, hvis det stod til ham. Det synes at være nok for ham at have sin søster at lege med en hel weekend. Han leger i børnehaven, men trækker sig også, når det bliver for meget.

Da min datter var 4 år, havde hun ofte legeaftaler og spurgte indimellem selv efter dem. Min søn er lige blevet 4 år, og han siger konsekvent nej, hvis jeg spørger,, om han vil have en ven med hjem eller lege med dem.

Jeg vil rigtig gerne, at han får et godt forhold til sine børnehavevenner, men jeg vil heller ikke presse legeaftalerne ned i halsen på ham. Jeg har været så vant til, at min ældste selv rystede dem ud af ærmet, at det kommer til at virke “ualmindeligt”, at min yngste slet ikke efterspørger dem. Modsætningen er tydelig.

Når jeg funderer over det, havde jeg med garanti ikke ret mange legeaftaler, da jeg var fire år – hvis nogen overhovedet. Jeg kan huske, hvor benovet jeg var (og stadig er), over at min datter opsøgte det så aktivt. Det var heller ikke noget, min mor gik op i eller efterstræbte.

Set i bakspejlet, ville jeg måske gerne have været skubbet lidt mere i retningen af et større socialt liv. Jeg tror, det ville have hjulpet mig senere i livet. Men går jeg nu og lægger mine egne oplevelser over på min søn?

Han leger i børnehaven. Mest med pigerne og mest med dem, som enten er yngre end ham selv, eller dem, som har sociale udfordringer. Det virker som om, de flokkes om ham. Han er børnehavens klovnehoved. Ham som fjoller og danser og siger skøre ting, Seriøsitet og koncentration er ikke hans stærkeste side.

Jeg tager mig selv i at være bekymret for, at han ikke får sine sociale relationer. Og ærligt: At han ikke bliver en del af drengenes netværk i den kommende “skolegruppe” i børnehaven, fordi han søger væk fra den. Lige nu er det min bekymring, fordi jeg ikke ønsker, at det skal blive hans bekymring. Giver det mening?

Skal jeg bare lade være med at bekymre mig? Lade ham styre det hele selv og tænke, at han finder sin egen vej? Eller skal jeg prøve at “præge” og hjælpe nye venskaber på vej? Fordi jeg tænker på, hvad jeg selv tænker, ville have styrket mig som både barn og voksen?

Han er kun 4 år – I know – men gode og kærlige råd modtages gerne.

 

 

Stille-juledag

Stille-juledag

Når lillejuleaften og juleaften er overstået, så venter stille-juledag. Den 25. december skal være uden planer, hvis du spørger mig.

Traditionen tro blev ungerne bund-forkælet i går. Så mange gaver, at det halve – bogstaveligt talt – kunne have været nok. Robotter, biler, superheltefigurer, bamser, tøj, Lego Friends og Barbie. De var søde og glade for det hele, og jeg er ret sikker på, at de også er taknemmelige for det, de får. Det er vigtigt for mig, at de midt i havet af gaver husker, hvem gaverne er fra og siger tak for dem. Det er lige så vigtigt, at de ser på, hvad andre får og giver plads til det, uden selv at plage for flere gaver. Det synes jeg generelt, de er rigtig gode til, selv om de kun er 4 og 6 år.

Mine børn mangler ikke noget. Det er relativt sjældent, at jeg køber legetøj til dem, fordi gavmilde familiemedlemmer giver dem gaver til jul og fødselsdag. Men mest af alt nok fordi de enten ynder at tegne og være kreative, eller at lege med yndlingsbilerne igen og igen. Jeg sørger for det, de måtte mangle, og de arver indimellem også ting og tøj, og så føles det hele som nyt for dem. Jeg er glad for den måde, mine børn er børn på og for den måde, de møder andre mennesker på.

Stille-juledag for mig er en dag til ro og eftertanke. Nok blev det sent i går aftes, men børnene var klar 5.00 – sharp! Hvorfor ændre på det, bare fordi det er ferie?!? Den 25. december er nattøj på til middagstid, det er kaffe i rigelige mængder. Det er tid til en lang og kølig gåtur – og til at sidde og se på børnene, som leger med deres ting. Det er tid til at samle Lego og til at finde ting, som er blevet væk.

Det er længe siden, jeg har siddet stille i en time og kigget ud af havedøren, imens vores kat slængede sig op af mit bryst. Kattens intense spinden og lyden af ungernes leg. Jeg sad i vores nye stue, hvilket gjorde mig lidt usynlig for ungernes opmærksomhed. Der var noget over at sidde og se på regndråberne, som ramte vandpytterne i haven. Våd jul og ikke hvid jul. Tænke på alt og ingenting. Tænke på de fine (og meget voksen-praktiske) julegaver, jeg fik i går. Forestille mig – lidt utålmodigt – at tilbygningen snart er indflytningsklar. Hvad jeg gerne vil indrette den med. Tænke på, hvad jeg drømmer om i det nye år, som snart banker på. Og tænke tilbage på nedslagspunkter i 2017, som har været et turbulent og råt år. Tænke på min fødselsdag om nogle dage, og tænke på, hvad jeg egentlig lovede at tage med til nytårsfesten i år.

Det var rart at have tid til at sidde alene og tænke. Det føles ærligt talt som om, jeg ikke har haft tid til, det i over 6 år. Melankolsk, men ikke trist.

Efter en lille times tid, blev jeg “fundet” og der var igen behov for alt, hvad en mor kan og skal tilbyde. Sådan er det – også på Stille-juledag. Forskellen var blot, at jeg ikke skulle på job og at tiden ikke betød noget. Sådan burde det være hver dag. Den 25. december – Juleaftens dags langsomme fætter. Stilhed efter storm, og klart et af årets højdepunkter for mig.

Min egen julemand fylder 4 år

Min egen julemand fylder 4 år

Min baby fylder 4 år lige om lidt! Det er ikke til at forstå, at det allerede er 4 år siden verdens sejeste mand i ekstremt miniformat kom til verden <3.

6 uger før tid valgte han at komme. Lige i rette tid til jul. Det blev en jul, jeg aldrig vil glemme – på godt og ondt. Glæde og sorg kom og tog magten fra mig, fra det øjeblik, han forlod min krops trygge omgivelser. Han var syg – alvorligt. Det vidste vi, og der skulle ikke megen hovedregning til at regne ud, at en 6 uger for tidlig fødsel ikke satte odds i hans favør. Jeg var lykkelig og rædselsslagen på samme tid.

For 4 år siden lå jeg på sygehuset med præmature veer og håbede på, at det vehæmmende stof ville virke. Det gjorde det til at starte med, men udfaldet har jeg jo allerede afsløret. Min søn kom ud, længe før han burde.

Det vigtigste er, at lægerne var dygtige, at han var stærk, at jeg holdt hovedet nogenlunde ovenvande, og at han er her i dag, så vi kan fejre ham, kysse ham og elske ham med hud og hår.

Vi har fejret ham på forskud, for resten af familien har nok at se til i næste weekend, som en stor del af den øvrige verden. I dag tudede jeg ikke, men det kan jeg love dig for, at jeg gør i den kommende uge. Tude af glæde, altså.

Lille og stor på samme tid. 4 år er en forunderlig tid. Babytiden forlades for altid. Det er et halvt år, siden bleen og sutten røg. Middagsluren forsvandt for næsten et år siden. Jeg tager stadig mig selv i at se efter tilbud på bleer, for så at huske, at det nærmest er lysår siden. Han står på spring til de store drenges rækker. Han råber prut midt i maden, er vild og voldsom på en helt anden måde, end sin søster. Han siger “piv piv” og “Hu-aaah” og “Arghhh” og andre drabelige krigs- og kamplyde, og han har selektiv hørelse som ingen anden. Men han er også følsom og lille, når det hele bliver for meget, Når han føler sig forurettet, når han er træt, eller når hans søster ikke vil lege med ham. Det sidste er næsten det værste. For ud over hans far, så er hun hans største helt i denne verden. Når han er syg, er mor den bedste medicin.

Lille og stor på én og samme tid. Hidsig og helt igennem fantastisk. 100% lækkerhed fordelt på 107 cm og 18 kilo.

Han startede livet uden garantier for overhovedet at få lov at leve det. Der er aldrig nogen garantier, men han har sparket røv, siden han blev født. Lige om et øjeblik er han 4 år. Fire fantastiske år. Min egen superhelt. Min lille julemand. Min ballademager og min skat.

Engang blev jeg bedt om, om jeg ville beholde ham eller vælge ham fra. Før vi fik en chance for at lære ham at kende. Før han fik en chance overhovedet. Jeg tog chancen. Troede på det, fordi jeg ikke kunne forestille mig at lade være. Det er jeg evigt taknemmelig for. Jeg er evigt taknemmelig for begge mine børn og for at de har den styrke, de har på hver deres måde og hver deres vilkår.

Engang troede jeg ikke, det var noget for mig at blive mor. Det var det heldigvis, og jeg elsker det <3

Til min dygtige søn

Jeg ville gerne skrevet et indlæg om min dygtige søn, som bare er for sej til det med at gå uden ble. Blefri endda og mega træfsikker i forhold til det med toilettet. Vi har taget tilløb til det før ferien, men i feriens første uge, skete det. Han indvilligede i at gå uden ble. Og han var overraskende god til det! At han så fik diarre på 3. dagen, gjorde, at han fik øvet endnu mere. Men som sagt: Han kunne bare det shit (…ok, den var søgt).

Hen over ferien roste og belønnede vi, selv om det sikkert er no go i de hypede forældrebibler. Men sådan gjorde vi altså. I LEGOLAND, på hotel, på legeplads m.m. – det gik bare rigtig godt. Jeg begyndte at bide mærke i, at der var færre underbukser på tørresnoren og at natbleen var tør.

I fredags begyndte vi at forberede ungerne på, at ferien desværre ville få en ende og at vi skulle tilbage til hverdagen. Og som om, jeg havde trykket på en usynlig og helt forkert knap, begyndte han at tisse i bukserne igen – og det der var værre. Flere gange om dagen. Der var dog stadig flere gange, hvor han nåede det, og natbleen var stadig tør, så jeg så ingen grund til at træde tilbage og give ham ble på igen.

Jeg forventede, at han ville tisse i bukserne i de første dage i børnehaven, og jeg fik ret. Men også hjemme. Han er en værre hyggetrold og en mordreng med stort M, og jeg har på fornemmelsen, at det er hans måde at give hverdagen – og mig – en fed f**kfinger lige i fjæset. Han gider simpelthen ikke det ræs igen! No way! Samtidig har mit evigt skyldfølende moderhjerte på fornemmelsen, at jeg er kommet til at presse ham for meget. Hvornår ved jeg ikke helt, men sikkert i et øjeblik med pølle ud over barnet og buksen, hvor det kan være svært at være ren happy go lucky og ikke føle sig en lille smule forrådt af tilværelsen. At jeg har sagt lidt for meget ”hvorfor nåede du det ikke?” eller har presset lidt for hårdt på, for at undgå ovenstående situation igen.

Det er som om, han tager endnu en tur med trodsalderen og at hans tarmsystem er hans våben i den sammenhæng. Han kan være så hidsig og skrige ”NEEEEEEJ!”, når jeg spørger, om han skal tisse, når han går med fingrene nede i bukserne. Man kan selvfølgelig nok ikke fortænke ham i at finde det rart at kunne mærke sin nye bedste ven.

Men mest af alt tror jeg han er træt, lidt usikker og reagerer på, at det var pokkers hyggeligt at have ferie sammen. At være hjemme og være nære og være væk fra hverdagen. Jeg ønsker mig også tilbage og jeg ville give en pæn luns af højre arm for at kunne være det en langt større del af mit liv. Jeg tror også han reagerer på for mange børn og for få voksne. Voksne, som fortæller mig, at de har børnene inde og tisse på to faste tidspunkter. Min søn tisser ikke på komando. Hvis jeg var ham, ville jeg også synes, det var træls. Det er mere pædagogak end pædagogik i mine øjne.

Så i stedet vil jeg skrive dette indlæg til min dygtige søn. Fordi han fortjener at få det. Fordi han er rigtig god til at prøve og øve. I hvert fald herhjemme. Fordi han er dygtig til at holde fast og holde sin pisseirriterende mor ud. Fordi han er sej inde under sårbarheden. Det skal nok komme – faste tidspunkter og farvelfærd i børneinstitutionerne eller ej. Indtil det gør, vasker jeg tøj hver dag (undskyld klima!) Han er stærk uden på, men skrøbelig inden i indimellem. Jeg skal holde om og holde ved på samme tid. Vi er på vej – vi skal bare lige finde vejen igen.

Karma is a bit*h

Hvis du har det lidt stramt med latrinære anekdoter, så tror jeg, du skal skippe dette indlæg. Hvis du godt kan tåle lidt af hvert, så bare bliv hængende. Så klamt bliver det heller ikke.

I går skrev jeg om mangel bestikkelse og dårlig hukommelse. Hold nu op, hvor vi øver herhjemme, og hold nu op, hvor har yngsten taget teten op. Han er på få dage kommet så vidt, at han nu kan holde sig fra han mærker tissetrangen i kælderen, til vi kommer op af trappen og hele vejen i badeværelset og får hans bukser af. Jeg er et stk. proud mamma!

Alt imens manden og jeg sad og gumlede færdig på morgenmaden, kunne vi pludselig høre hans milde røst fra badeværelset.

“Jeg har lavet en pølle i potten”. Der gik lige et øjeblik, før vi reagerede, for sagde han virkelig det? Var vi rigtig vågne? Det ville han da ikke i går?!?? Men jo, den var god nok. Helt af sig selv, var han gået op i badeværelset, havde hevet natbleen af og havde leveret ved kasse 1. Fantastisk! Man skal måske nok være mor, for at juble over sådan en situation, but anyways, han var selv tydelig stolt og stod med et bredt grin, så hans tykke kinder pressede sig op mod øjnene.

Herfra er det bare at øve sig, og de kloge siger, at hvad man gør ofte, bliver man god til.

Fra og med i dag ved vi så, at han bliver vildt god til at sk**e. Det skulle nemlig vise sig, at han 10 minutter efter fik den onde gang diarré.

Så vi er løbet i pendulfart mellem diverse destinationer i vores lille hus og have og til toilettet dagen lang. For han mærker stadig efter, gør han. Og siger til. Han har nået det, de fleste gange, men vaskemaskinen og min brækrefleks har dog kørt overtid i dag. Karma syntes åbenbart, at han skulle øve sig lidt ekstra, når nu den hurdle var overstået – og set i bakspejlet, så er det faktisk lidt komisk. Klamt, men komisk.

Jeg har netop modtaget besked om, at Paw Patrol-flyet ankommer på adressen i morgen, og det er såmen fortjent. Hundrede procent blefri er han ikke, men han gør det så godt til trods for karmas små julelege, at han fortjener det her i ferien, hvor han har god tid til at lege med det. Med lidt held, har jeg en blefri tumling inden længe.

Keep calm and sit tight

Åh ferie! Du er sgu en lækker størrelse! Ikke at jeg helt har holdt ferie endnu rent aktivitetsmæssigt, men bare det at kunne tage dagene i brug og føle, at jeg kommer nogen vegne. Kommer fremad i stedet for at stå i stampe. DET er fedt!

Vi har brudt vores gamle – bogstavelig talt – rådne udestue ned. Den fulgte med huset, og selv om den har været praktisk til barnevognsmiddagslure i regnvejr, roderum, udstrækningsøvelser efter løbeture og ungernes leg (og rod) generelt, så har det aldrig været meningen, at den skulle blive.

I starten skulle den bare ned, men inden for de seneste 2 år, har den skulle ned for at give plads til drømmen om at øge husets størrelse med tætte, tørre, isolerede, brugbare kvadratmeter. Mere om det en anden gang.

Men når man bryder sådan en fætter ned, forsvinder den desværre ikke på magisk vis. Så skal 1 tom træ og tag bæres væk, bæres i traileren og derefter bæres i containeren på lossepladsen. Som sagt, så gjort og mine arme føles 3 kilometer lange, alt imens jeg prøver at fortrænge, at vi opdagede et støbt cementgulv under den tynde gulvbelægning. Bedst som vi troede, fundamentet var af samme ringe byggekvalitet som udestuen, kan vi se frem til at skulle bryde det op med trykluftbor og bære endnu mere. Det skal dog nok blive godt i sidste ende!

Og så har jeg løbet. Løbet fordi jeg vil og ikke for at nå at følge med i hamsterhjulet. Løbet mange gode kilometer allerede – i sol og regn, men med et stort smil på læben. Det føles eksotisk, at have friheden til at løbe en tur kl. 12.00 i stedet for at sidde bag skrivebordet. Det føles fedt at have så store børn nu, at man kan løbe, når man vil, uden at tænke på, hvornår næste flaske skal gives eller om man efterlader den bedre halvdel i total putte-/spise-/ulvetime-kaos. Nu er de så store, at de leger og hygger og dårlig nok opdager, at jeg er væk.

Og det er dét, jeg vil skrive om i dag. Om, hvor fantastisk det er, at høre at de også slapper af og leger sammen og at der går længere imellem, at de trykker hinandens (forkerte) knapper. At de kan bruge det meste af en eftermiddag på at bygge en flexitrax-bane op, og udbygge legen med en ordentlig røvfuld fantasi – SAMMEN. Lige nu har de ikke brug for at få venner på besøg. Det føles som om, de bare har brug for at have hinanden. Det kan man ikke andet end at knus-elske.

Så kan jeg godt sidde dér med en kop kaffe og lytte til radioen og børnenes leg, alt imens jeg føler mig ret lettet og godt til mode. Hvis jeg nu bare sidder helt stille uden at røre mig eller sige noget; lader som om, jeg er usynlig og bare lytter til dem, så er alt godt. På den der måde, som man kunne som barn, når man havde bygget en hule af tæpper under bordet og det føltes trygt og rart at sidde og lytte til verden eller ligge og læse i en bog. For så længe de leger godt, får både de og jeg det, vi trænger allermest til. Tid og hinanden. Og så skal jeg ikke bede om ret meget andet her i min sommerferie.

Guld fra grønne skove

Ved du, hvad der er virkelig fedt ved at bo herude i provinsen? Det er, at kunne cykle en tur med ældstebarnet efter aftensmaden og plukke fine, friske hyldeblomstskærme i grønne arealer væk fra vej og bilos. Well, jeg bor i Danmarks 3. største by, men her er rigtig meget grønt alligevel, og vi er så heldige ikke at bo ret langt fra det.

Dagen startede virkelig dumt. Den omvandrende nej-hat var endnu mere nej, end normalt, og den 6-årige har fået en vane med at svare mig som en præmenstruel teenager, der bare synes, at mor er SÅ åndssvag og ikke fatter en skid. Jeg var heller ikke i det bedste humør og langt fra modtagelig for deres udbrud. Det var ikke kønt, og jeg brugte en del af turen til skole på at undskylde (og vente på en eller anden form for afsmittende effekt i forhold til de møgfald, hun havde delt ud af fra før fanden fik sko på. Det skete dog ikke). F**k, hvor jeg skammede mig over ikke bare at kunne have været lidt mere spelt og pædagogisk, i stedet for at følge den nedadgående spiral af negativitet.

Efter at have brugt det meste af dagen på at sende en mental langemand i fjæset på mig selv og slå mig selv i hovedet over min mangel på overskud, fik jeg en god snak med manden i telefonen om dagens hændelser og om, hvad vi kunne gøre for at gøre resten af dagen markant bedre, uden at rippe op i morgenens uheldige start.

Heldigvis kunne det lade sig gøre at deles om afhentningen i dag. Imens manden gav lillebror ekstra opmærksomhed på vejen hjem fra børnehave, havde Ældsten og jeg god tid til at komme hjem fra skole og kunne lægge planer for en pige-aftentur. Det tog ikke mange sekunder at overtale hende til en cykeltur i det grønne – på jagt efter sommerens ultimative guld: Hyldeblomster!
Det er ikke rigtig sommer herhjemme, før viktualierummet bugner af hjemmelavet hyldeblomstsaft og rabarbersaft.

Jeg kan huske, da min mor kom anstigende med Den Grønne Syltebog, da jeg lige var blevet gift. Tror nok, jeg rullede med øjnene i det skjulte, for hvor meget husmoder troede (eller værre – ønskede) hun, jeg blev??? Jeg skulle have en god karriere og ikke gå hjemme og sylte og bage og sådan noget.

Så fik jeg børn.

Selv om der ikke er gået helt spelt i den, har det både sneget sig en røremaskine ind i huset OG jeg har gang i syltebogen i takt med årstidernes skiften. Det siges jo, at man har et standpunkt til man får et nyt. Hvis du lover ikke at sige det til nogen, har jeg planer om at anlægge en køkkenhave næste forår! Måske jeg bare er blevet rigtig voksen nu?!??

En dårlig dag blev vendt til noget helt fantastisk. Hyldeblomstjagt i skov og hegn. Gyngeture på en legeplads, vi fandt på vejen hjem og sang ud af cykelstierne. Smil og glæde. Vi sugede begge til os for fuld kraft.

Vi nåede at klippe skærme og blande hele molevitten inden Ældstens sengetid og hun faldt i søvn med et smil på læben. Huset dufter skønt og følelsen inden i er blevet lidt bedre. Fra at være den slags mor, jeg slet ikke vil være, endte jeg heldigvis dagen som præcis den slags mor, jeg gerne vil være. Den mor, der gør noget helt lavpraktisk sammen med min datter, lærer hende noget og lader hende prøve selv. Leger og griner og lytter.

Som tak for at du læste hele vejen i bund på mit indlæg, får du her opskriften på vores “Trylledrik” – sommerens guld. Økologisk hele vejen igennem. Tak – selv tak og velbekomme!

Økologisk hyldeblomstsaft

  • 50 store hyldeblomstskærme
  • 1,5 kg. økologisk, lyst rørsukker (har du en sød tand, kan du øge mængden af sukker til 2 kg. Jeg foretrækker den dog let syrlig til sommervarmen)
  • 3 store økologiske citroner
  • 3 spsk. citronsyre
  • 2 liter kogende vand

Klip stilkene af blomsterskærmene. Jo mere stilk, du efterlader, jo mere bitter eftersmag.
Læg blomsterkvistene i en stor gryde.
Vask citronerne (bare for en god ordens skyld, selv om de er øko) og skær dem i skiver. Læg dem over hyldeblomsterne.
Tilsæt rørsukker og citronsyre og hæld det kogende vand over ingredienserne.

Tryk let med en grydeske på blandingen, så sukkeret opløses af vandet.

Stil gryden med låg på et koldt og mørkt sted i 3 døgn. Rør i gryden 1-2 gange pr. døgn.

Når saften har trukket i 3. døgn, filtrerer du saften fra blandingen i et klæde/et viskestykke og ned i en skål med hældetud. Hæld saften på flasker med skruelåg eller patentprop og stil dem på køl. Planlægger du at gemme saften lidt (ikke alt for lang tid!), skal du skylle flasker og låg grundigt, skolde dem og skylle dem igennem med Atamon (2 tsk flydende Atamon pr. 1 dl varmt vand.).

Vær opmærksom på, at saften farver klædet/viskestykket meget, så du skal nok ikke benytte dem, du lige har investeret i.

Saften er nu klar til at nyde i blandingsforholdet 1 del saft til 4 dele vand. Nyd den afkølet.

Min favorit er 1 del saft til 4 dele danskvand med citrus. Går du all in på husmoderligheden, smager det virkelig godt, at tilsætte lidt ren hyldeblomstsaft til den hjemmelavede koldskål.

God sommer!

hyld

 

 

 

En stor, fed nej-hat

Shit, min seng holdt godt fast i mig i morges. Det har være en helt og aldeles glimrende forlænget weekend. Uden de store begivenheder – bare fælles arbejde i hus og have omkring vores kommende byggeprojekt. Kan ikke huske, om jeg har skrevet om det, men hvis ikke, så kommer der nok en del mere om det det næste halve år.

På sin helt egen stilfærdige facon, var det vare rart at være sammen om noget som familie. Helt lavpraktisk og uden fest og kulørte lamper. Det savner jeg virkelig, imens hverdagen hvirvler afsted.

Hvem der til gengæld er alt andet end stilfærdig, er ham den lille. 3,5 år og i besiddelse af verdens største nej-hat. Han har desværre bestilt den adskillige numre for stor, så den dækker hele hans udsyn og gør det helt og aldeles sort. Shiiiiiiit, hvor er han Mester Modsat!

Det skægge ved bloggen er at kunne gå tilbage og læse/huske, hvordan det var med hans søster. Dette indlæg er skrevet for 3 år siden – ca. 6 måneder før den alder, han er nu. Det passer sgu meget godt overens med det, vi oplever lige nu. Der er mindre trutmund og mere stampen i gulvet og råb. Der er også mere eftergivenhed og mindre “nag”. Men det passer nok også ret godt overens med kønsforskellen, tænker jeg.

Jeg hælder vand op til os alle ved aftensmaden. “Neeeeej, mælk”, hyler knægten.
Jeg siger sandaler – han skriger på kondisko. Når vi når børnehaven, er det kun de sandaler, vi ikke har med, der du’r.
Jeg har ham i bad under HØJLYDTE protester, adskillige flugtforsøg og trampen i gulvet, alt imens han skriger “Neeeeeeej, jeg vil ikke i baaaaad”. Det sekund jeg slukker for vandet, skiftede han mening: “Neeeeeeej, jeg vil i baaaaad”.
Jeg kunne fortsætte eksempelsamlingen fra nu af og til midnat.

Hvis jeg synes, det er svært at være hans mor p.t. og at holde hovedet nogenlunde koldt, fordi jeg ved, at det bare er en fase, hvor lang den end må blive, så kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan det må være, at være i hans lille hoved. Forvirring – BIG TIME! Alle de følelser, der styrter gennem hans krop med få minutters mellemrum. Fra den ene pol til den anden.

Nej-hatten klæder ham ikke, og jeg tvivler på, at den er mega behagelig at have på. I hvert fald var der ingen anden løsning ved sengetid, end at krybe ned i sengen til ham og holde om ham, for at få ham til at falde til ro. Ligge der og mærke, hvordan al trods og modstand forsvandt i mine arme. Først protesterede han over mit valg af godnatsang. “Neeeeej, ikke solen, mor”, imens jeg sagte sang “Solen er så rød, mor”, som jeg har gjort siden tiden, hvor han lå hjælpeløs i kuvøsen og jeg ikke måtte røre ham. Imellem snøftene kunne jeg høre ham mumle “Solen igen, mor. Solen igen”, før han faldt i søvn.

Selv om hans vejrtrækning for længst afslørede, at han var på vej til drømmeland, blev jeg liggende og nynnede for ham. Holdt om min lille dreng, som vokser for stærkt. Overvejede at blive liggende krøllet sammen på 140×70 cm. og snuse til hans hår og finde minderne frem. Taknemmelig og lidt ekstra lykkelig, selv om overskuddet er flosset. Bare ligge der uden nogen anden grund end at det var lige dér, han faldt til ro og fandt trygheden midt i sit følelsesmæssige kaos. Lige dér i min favn <3