Jeg drømmer om…LONDON!

Jeg drømmer om…LONDON!

Jeg drømmer mig væk. Til London. Min by. 

Jeg har tabt mit hjerte til London og dens puls. Til shopping og gåture i parkerne. Til mangfoldighed og musiklivet. På en måde føler jeg mig så meget hjemme i byen, at den ikke længere synes at være så stor. Jeg kender det meste af indre London nok til, at kunne finde vej og genkende små og store ting.

Jeg har været der med min mand, og også på egen hånd. Begge dele har sin charme på hver sin måde. Kæresteintimitet, hånd i hånd gennem Kensington Garden med en kop kaffe, tid til at se hinanden i øjnene over middagen på restaurant. Alene, take away fra forskellige verdenshjørner, shopping og afslapning, læsning i sengen om aftenen.

Jeg savner livet omkring Covent Garden. Jeg savner Kensington-området eller at slentre på Portobello Market i Notting Hill. Jeg savner sushi to go og cool personligheder i bybilledet. Jeg savner butikker, der ikke findes i Danmark og det at føle, at jeg har fri, uden at nogen kan stjæle min opmærksomhed. Bare være mig, eller bare være sammen med min mand alene. Det er meget sjældent, efterhånden, at både det ene og det andet sker.

Det er jo et eller andet sted bare at tage afsted. Billetter og hoteller er relativt betalelige på alle tider af året. Det, der ikke er billigt, er alle de penge, man kommer til at bruge derovre…
Der er bare lige det med børnepasningen. Den hænger bestemt ikke på træerne her hos os. Og skal jeg afsted alene, føler jeg lidt, at jeg svigter min mand, da vi begge p.t. kunne bruge det break BIG TIME! Det er min by og det er vores by.

London er lækker, og jeg vil afsted igen. Snart! Meget snart! Åh, jeg drømmer om London <3

London

Alene med mig selv

ENDELIG lykkedes det mig at finde en tid til at komme til frisør og få styr på de grå hår, som i stor stil pibler frem i hovedbunden. Engang var det ikke noget problem at finde tiden, men jeg synes godt nok, jeg skal holde tungen lige i munden for at finde en tid til 2 timers selvforkælelse ca. hver 2. måned. Ikke mindst efter Ældste-elsklingen er startet i skole og hente-bringe-halløjet langt fra spiller maks.

Ud over at få lokkerne tæmmet og hovedbunden masseret, er en af de fedeste ting ved at være ved frisør, at man kan drikke kaffe og læse blade – stort set uforstyrret! Sad med et out-dated Alt for Dullerne og læste om – meget apropos – at finde mig-tid. Hvordan kendte kvinder hver især gjorde for at lade op i en hektisk hverdag.

Spa, shopping og dyre sko var et gennemgående tema. For nogen af dem på et niveau pænt over, hvad min offentlige lønning kan holde til. Men der var også plads til stilhed og natur var på listen. Jeg savner ro – inden i og omkring mig. Jeg savner følelsen at være afslappet og trække vejret helt ned i maven, og jeg har efterhånden lært, at jeg benhårdt skal sætte opladning i kalenderen, hvis det skal ske. Lidt lige som med sex efter børnefødsler.

Jeg har gjort det nogle gange før – taget en weekend ud af kalenderen og taget på tur i mit eget selskab. Ikke fordi jeg ikke kan lide min mand eller sådan noget, men det er to forskellige former for genopladning. Tid eller en kæresteweekend med ham giver plus på én konto – tid alene med mig selv på en anden. Mellem dig og mig, kunne det være lidt tillokkende at have et klippekort til en singleuge en gang imellem. Ikke i den forstand, at jeg skulle ud og knalde med andre eller feste natten lang. Det kunne bare være virkelig fedt indimellem at få helt ro på. At kunne sætte dagsordenen selv i mere end et par timer eller en dag. Ikke mindst er en kæmpe del af pointen for mig at være alene så lang tid, at jeg kommer til at mærke savnet efter dem derhjemme. Når jeg mærker den følelse, ved jeg, at jeg kommer hjem med fornyet energi til at hoppe ombord på hverdagsræset igen.

Jeg har altid været god til at være i mit eget selskab. Det er et enebarns lod og en evne, jeg slet ikke er ked af at besidde. Jeg bliver nødt til at pleje den del af mig indimellem. Jeg er blevet markant mere social med årene, men jeg har stadig den side af mig selv, som ikke kan klare sig uden alenetid – ellers knækker filmen.

Lige nu er der på nippet af nok i hverdagen, og for ikke at nå til dér, hvor nok er nok, har jeg kopieret kendisserne og har givet mig selv 30 timer, hvor Dankortet (næsten) ingen grænser har og hvor der ikke er nogen, der kalder på mig. Shopping, sushi og mit eget selskab. Jeg er sikker på, at denne tur er det, der skal til for at få hovedet lidt ovenvande igen – på alle områder, har jeg selv sparet op til det. Børnene skal også noget, de ikke får mulighed for så tit: De skal være alene hjemme med deres far. Det har de også godt af at prøve indimellem.

Jeg glæder mig – og der er kun en uge til! Hvis vejrudsigten også holder, så bliver det svært at få armene ned.

Just my luck

Når man har fået svigerforældrene til at give os 24 timer uden børn én enkelt gang i ferien og havde planlagt kærestetur til Flensborg, og man opdager, at ens pas er væk/glemt/stjålet, og man ender med at gennemrode hele huset for til sidst at give op og køre på Borgerservice for at melde det savnet og købe et nyt pas 4,5 år før tid. Så er der kun tre ting at gøre: Binge-eate, binge-watche og prøve at få tankerne om, hvor passet evt. er endt ud af hovedet! 

Fredagstanker

Åh, søde weekend! Endelig er du her! Dig har jeg ventet på længe!

Jeg må hellere starte med at gå til bekendelse over for den samlede Mødre-mafia med fare for evig fordømmelse: Jeg har i dag holdt en fridag uden mine børn. Alene hjemme, imens de var i institution! I 6 timer! Fy skam mig! Men bare rolig – jeg sender dem ikke derhen i 3 uger i sommerferien, imens jeg ligger i hængekøjen og får pulsen ned på normalt leje. Så slem er jeg altså heller ikke!

Jeg var på et kursus for nogle måneder siden, hvor vi skulle lære at nugde noget mere i det offentlige i stedet for at være nogle sure kramper med røven fuld af regler. Overvejede flere gange, hvordan jeg kunne nudge mine unger og barnefaderen i retningen af mere hensigtsmæssig adfærd, men fik altså også noget med, jeg kan bruge fagligt. Lad det nu ligge.

Det jeg husker bedst fra kurset var noget af psykologien bag nudging: “Ud i fremtiden har vi uendelige mængder energi og tid”. Så når vi forestiller os tre ugers sommerferie, er der ingen grænse for alle de gode vaner, som skal implementeres og alle de ting, vi kan nå. Når de tre uger er gået, ser billedet ganske anderledes ud. Sådan er det også med 6 timer, kan jeg hilse og sige.

Det virkede faktisk ret fremmed, at stå i vores egen entre, og at der ingen lyde var. Helt stille – fraset opvaskemaskinens monotone lyde. Alene hjemme er et koncept, jeg har dyrket forsvindende lidt, de seneste 5 år. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst var det. Der er altid mindst én hjemme sammen med mig. Oftest to, imens far er på arbejde eller strandet i et DSB-tog et sted på strækningen mellem Sjælland og Fyn.

Det at være alene hjemme føltes lige der som en vild luksus. Alle de ting, jeg kunne gøre med en fridag! Oh rigdom!
Satte kaffen over og tændte for fjernsynet, og imens kaffen løb igennem, kunne jeg lige støvsuge kælderen, inden vi skulle have en håndværker på besøg, som skulle fremtrylle noget el-halløj, som udbyderen synes, var på tide, skulle skiftes. Og så blev vasketøjet også lige taget ned og jeg fik pakket en gave ind til børnefødselsdag i det jyske i morgen. Da jeg kom op igen, var der åbenbart gået så lang tid, at kaffemaskinen havde aktiveret autosluk, og kaffen var begyndt at blive kold…

Faldet ned i sofaen var dybt, og kaffen smagte ok trods 30 sekunders genopvarmning i mikroovnen. Som kaldet kom hankatten og lagde sig til rette på mine lår, imens vi så noget om alt for rige damer, som skændes og drikker sig i hegnet. Måske jeg mistede IQ-point i de 20 min, der gik, før det ringede på døren og el-manden meldte sin ankomst. Jeg ved ikke, hvordan du har det, når der er håndværkere/reparatører i dit hus, men jeg går lidt rundt som en løve i et bur og ved ikke rigtig, hvor jeg skal gøre af mig selv. Så der blev vasket op og tørret borde af og sådan.

Et af dagens projekter var at gøre kål på den pose hjemmedyrkede rabarber, som jeg havde fået med hjem fra oldefars have for 5 dage siden. Hos min yndlingspusher af fantastisk og overskudsagtig mad, som faktisk er ret let at gå til, Valdemarsro.dk, fandt jeg en opskrift på den smukkeste lyserøde rabarbersaft. Den måtte prøves, men eftersom alle mine flasker med patentprop var i brug til sidste uges hjemmeskabte hyldeblomstsaft, måtte jeg en tur i IKEA efter flere. Nu tænker du måske, at jeg ikke umiddelbart er typen, som hjemmesylter og koger saft og har hjemmedyrkede grøntsager i baghaven? Og her kan jeg berolige dig: Jeg er ikke i overhængende fare for at blive speltmor – jeg er kun god til det med saft, og lukrerer på, at oldefar har verdens mest fantastiske have, som han ikke længere selv kan høste fra, men ønsker at give hjemmeavlen til sine oldebørn, hvis bare deres mor selv gider plukke/sanke/rive/grave og pleje bedene. Det er en fair deal, synes jeg.

IKEA, en de-tour forbi en løbeshop og så hjem og koge saft og ordne flasker til langtidsopbevaring… Så var alenetiden slut, og jeg satte kursen imod børnehaven efter banditterne, som jeg ville overraske med kold hjemmekogt saft med isterninger og sugerør, når vi kom hjem. Lod mig vidst rive lidt med af stemningen hos opskriftpusheren. Overraskede blev de vidst også, men ikke helt som jeg havde set det på nethinden. “Det smager lige som når jeg er syg og har det virkelig dårligt, mor”, var den ældstes konklusion, imens den lille, som ellers er altædende, betakkede sig efter at have hørt søsters dom over drikken. Så jeg deler det da bare kun med oldefar, hvis de partout skal være sådan.

Ham nudging-gutten fra kurset havde ret: Ud i fremtiden har vi alverdens energi og tid. Det holder bare sjældent stik i virkeligheden. 6 timer er kun 6 timer. 360 minutter. 21.600 sekunder. Da jeg stod i entréen var der uendelige muligheder, og på 6 timer ville jeg både have gjort en masse godt for mig selv, ligne en million og have et skinnende rent hus uden legetøj på gulvet og planter, som lider håbløst af væskemangel. Lyserød sommersaft på flasker og fuglesang uden for mine vinduer. Ren idyl, du.

Det holdt ikke. Ikke engang halvdelen af det. Men derfor var det nu meget rart  og meget tiltrængt alligevel.

En dag, man selv har valgt

Blogger fra mit “lejede” kontor. Det er i hvert fald “mit” til i morgen. Fingrene har været aktive på tasterne hele dagen. Først på Dankort-terminalens taster, da der (u)heldigvis vrimlede med gode tilbud i byen (UPS! Jeg kunne altså først tjekke ind kl. 14.00…) og dernæst i flere timer på computerens taster.

Jeg har læst, set og skrevet en masse på LinkedIn. Snuset og snaget, læst vise ord fra dem, som ved mere om det, end jeg gør. Jeg har bedt om anbefalinger og anbefalet andre, og har prøvet at sammenholde det hele med, hvem jeg egentlig synes, jeg er, og hvad mit CV siger om mig. Sælge, men ikke oversælge.

Når jeg scroller gennem resultatet af dagens arbejde, så kan jeg godt have lidt svært ved at se, hvordan så mange timer kan gå med at have så forholdsvist “lille” et færdigt produkt. Men der er skrevet og rettet til og flyttet kommaer og udskiftet med flere eller andre ord. Det er overhovedet ikke så let, som det måske lyder – altså at sætte ord på sig selv. Heller ikke selv om man lever af at skrive.

Nu har jeg kastet håndklædet i ringen for i dag og sidder i en blød hotelseng, alt imens byen fester og naboen laver et eller andet, jeg ikke kan – og måske ikke vil – greje, hvad er. Det er simpelthen en uskreven regel, at jeg altid får de trælse hotelnaboer, når jeg er et eller andet sted. Hvis jeg ønskede natlig uro, skulle jeg bare være blevet hjemme…

MEN: Det har været så fedt at have dagen for mig selv. Jeg har virkelig savnet at være lidt alene. Det føles nærmest eksotisk at kunne bruge en hel dag på noget, man selv har valgt og selv har lyst til. Efter at have fortærret en hel pose M&Ms (og en Yankee-bar), var det ikke den store sult, som plagede mig, så tog en sandwich og en iskold Somersby med ned i parken ved hotellet og sad og nød solens varme. 27 grader, kold alkohol og udsigten til at kunne sove længe! Det er faktisk som at have vundet i Lotto! Yay! Var jo nærmest sådan lidt ung med de unge og det hele.

Nu vil jeg lægge  mig med god samvittighed og stene lidt mere tv og sove – om min ork af en nabo tillader det – og så spise syndigt meget af morgenmadsbuffeten i morgen, inden endnu en dag i fremtidens tegn melder sig, og turen går hjem til husbond og husalferne igen.

Godnat derude <3

IMG_20160603_191653

 

Hvad har kærlighed og kaos givet mig?

Jeg har foræret mig selv et skriveophold i den kommende weekend. Det kan godt virke lidt absurd, efter som mindst 50 timer af min uge går med at have fingrene på tasterne. Både på jobbet og efter fyraften.

Jeg skal skrive det, som både er af lyst og nød. Efter 5 år som mor og 3 år efter stress og viden om, at min søn ville blive født hjertesyg uden en efterfølgende garanti for, at det ville ende lykkeligt, har jeg brug for, at der skal ske noget andet. Et eller andet og helst på den professionelle front. Jeg har oparbejdet en helvedes masse kompetencer og en hel del tykkere hud over de seneste fem år, og selv om man ikke kan skrive bleskift, søvnløse nætter, vedholdenhed, et vognlæs bekymringer og svære samtaler, to tons angst og evnen til at komme igennem det hele til trods over tid på sit CV, så er det stadig en pokkers masse værd. Det har formet mennesket bag til trods for de knubs, skæbnen også har delt ud undervejs.

Professionelt har jeg også rykket mig en del – nok endda længere end min arbejdsfunktion har i samme periode, og jeg trænger til at prøve kræfter med nye ting. Mellem os sagt, er det noget tid siden, jeg har elsket mit job. Det har været en tryg base, som gav brød på bordet hver måned, men passionen er blegnet af flere årsager.

Hvordan er det så, at man får sat ord på de ting, man kan? Hvordan er det lige, man får sat ord på det, som moderskab og modgang har givet mig? Hvad er det for en person, mine to trolde har gjort mig til? For de små banditter har formået at forme mig mere på 5 år sammenlagt, end jeg selv har formået på de øvrige 30. Kærlighed og kaos må give nye kompetencer, som kan transformeres til noget, som en virksomhed vil finde tiltrækkende.

Jeg skal selvfølgelig ikke skrive lidelseshistorien og fødselsberetningen ned. Derimod skal jeg vise, at jeg er blevet langt mere bevidst om, hvem jeg er, og hvad jeg kan. Så i weekenden skal jeg se fremad. Arbejde med mit CV og min kompetenceprofil. Opgradere min LinkedIn-profil, så den ikke skriger 5 års fravær til en potentiel ny arbejdsgiver, og heller ikke signalerer flugt for min nuværende.

Jeg må indrømme, at det er utopi at fordybe sig hjemme på de knap 100 kvm. med kontor i stuen og ingen soveværelsesdør. Her vil “Mor” klart over-rule “Mette” på det groveste, selv om jeg sætter mig for, at det skal være anderledes. Så derfor har jeg valgt at købe mig til koncentration og flytte “kontoret” en tur på Scandic i det jyske. 2 dage med min PC og en endnu ukendt mængde koffein og kalorier.

Forhåbentlig bliver der også overskud til at færdiggøre nogle af de blogindlæg, som hober sig op i mængden af kladder, fordi jeg enten er for træt, for forstyrret (ikke mentalt!) eller forhindret til at gøre dem færdig.

Pusterum, husrum og trummerum

I tråd med sidste indlæg, trængte jeg enormt til et enkelt øjeblik i ferien, som ikke omhandlede banditternes ønsker og almene omsorg. Jeg var heldig, at farmor og farfar ville passe de to små, så der kunne blive en smule voksentid med ro om ørerne. Og så endda fejre bryllupsdag! Halleluja!

Vi fik eftermiddagen til at snakke igennem, hvad vi egentlig tænker – helt inde i maven – i forhold til tilbygning eller hussalg, og fik mulighed for at køre ud til kysten og gå en lang tur. Selv om regnen silede ned, var det stadig en helt fantastisk tur med hop fra sten til sten, balancere på det, som om nogle måneder bliver til badebroer og slå smut. Mærke vinden i ansigtet og slappe af. Hjemme igen var der tid til bare at sidde og sidde uden at skulle forholde sig til noget og lægge neglelak på i forårsfriske farver, uden at skulle hente vand, skille stridende parter ad eller tørre mås på et eller begge børn. Se det er rendyrket rigdom i en småbørnsmors liv!

Vi sneg os endda til at holde en tidlig dinner-date hos den lokale sushi-smed, inden basserne igen skulle hentes og puttes, hvilket er noget nær det umuliges kunst dagen efter sommertidens indtræffen.

Sådanne pusterum er intet mindre end fantastiske, selv om de er på lånt tid. Alt for kort tid, hvor man på én og samme tid kan nå alt og ingenting. Men vi kom til enighed om, hvad der skal ske i den nære fremtid, og det er et godt tegn, tænker jeg, for så har vi forhåbentlig flere bryllupsdage i sigte :-).

IMG_20160327_142202

The sound of silence

Klokken er 20.30 og hvis man fraset lyden af mine fingre på tastaturet og kattens insisterende snorken, så er her helt stille i huset. Det er ganske usædvanligt. Ældstepigen plejer godt nok at sove sødt på dette tidspunkt, hvorimod yngstemanden plejer at trække det absolut sidste ud af dagen og kalde på mor eller vand, eller sparke provokerende på væggen mellem hans værelse og stuen fra sin seng. Blot for lige at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse.

Manden siger egentlig ikke så meget på dette tidspunkt af dagen. Her er han fordybet i tablet’en (surpriiiiise), eller også er der gang i serie-valget på Netflix. Men ikke i dag. Her er helt bum stille – og jeg er den eneste, der oppe! Hvor mange gange jeg end har prøvet igennem de sidste knap 5 år, er det kun lykkedes mig et fåtal af gange, at snige mig ned i køkkenet om morgenen og vågne i stilhed. Noget jeg virkelig elsker, men som er noget nær utopi i livet med über-morgenfriske unger.

Sagen er den, at børnene startede vuggestue og børnehave efter knap 2 uger hjemme med henholdsvis ferie og sygdom, og derfor overraskende frivilligt dejsede om i deres små senge før kl. 19.15. Og manden er ramt af, hvad jeg i starten afskrev som “man-flu”, men her efter 5 døgn nok må sande, faktisk ER reel sygdom. Han har endnu ikke ringet til sin mor for sympati, og har faktisk været en tur forbi lægen(!!!), så han må VIRKELIG være afkræftet ;-). Nej, jeg skal være god ved ham. Han har det rigtig skidt, og det er faktisk ret synd for ham.

Selv om jeg ville ønske, han havde det bedre, er der mig også lige nu en ekstrem luksus forundt. Tid til mig selv. I stilhed. Hjemme.

Jeg har altid godt kunne lide at være alene. Ikke hele tiden, men jeg har altid haft brug for at kunne trække mig tilbage og finde mig selv. Det er sjældent, jeg keder mig, når jeg er alene. Siden jeg blev voksen og mor, er der altid lyde omkring mig. Stilhed er en mangelvare til tider. Og det kan være enormt frustrerende. Nogle gange kan jeg trænge så meget til stilhed for at tænke klart og bevare overskuddet, at selv den mindste form for støj kan være overvældende, på samme måde, som stilhed for andre nogen gange kan larme.

Men lige nu er her stille. På den gode måde. Stilhed oven på en dag, der faktisk har været lidt træls. Jeg vil ikke ødelægge stilheden, men i stedet suge den til mig, så jeg kan opbygge et lille mentalt survival-kit til trængte tider, og i stedet give jer en lille prøve på et stykke musik, jeg i øjeblikket slet ikke kan få nok af. Et cover af Simon & Garfunkles The Sound of Silence, som min mor ofte spillede på LP, da jeg var barn. Nu indspillet af et band, jeg, paradoksalt nok, elsker, fordi der er godt med bas og bad-ass over deres musik. Men deres version af stilhedens lyd giver mig næsten kuldegysninger.

 

 

Nattesøvn i sigte!

Efter små 3 uger i streg med syge børn, hvor den ene virus eller mellemørebetændelse har afløst den anden, så er man sgu noget slidt i kanten. Jeg vil ikke belemre jer med detaljerne omkring, HVOR meget man kan være ved at eksplodere, når der igen er feber og gråd og ture til vagtlægen – og ja, nærmest underforstået: Ingen nattesøvn. For det er simpelthen en party-killer af rang!

Men i nat har jeg udsigt til at sove hele natten – og endda længe, hvis jeg altså kan. Sagen er nemlig den, at jeg er på en arbejdsmæssig konference med overnatning, og jeg nu sidder med benene oppe i en blød hotelseng og nyder stilheden og en kop the. Træt i hovedet af mange informationer og diskussioner om EU-lovgivning m.m.

Mæt i maven af god mad, som jeg ikke engang selv har skulle lave – ej heller tage opvasken efter. Og så alligevel lidt tung om hjertet over, at have “efterladt” mine børn syge hos deres bedsteforældre. Selv om jeg ved, at de bliver passet som kongelige, burde det jo være deres mor, der var hos dem lige nu. Burde det ikke? Eller deres far, som i øvrigt arbejder længe? Lige så rart og blødt, som det føles at sidde her, lige så meget stikker det indimellem, at jeg ikke er hjemme og holde af og holde om. Har ikke fået svar på min sms med spørgsmål om ungernes dag, og ved ikke, om det er godt eller skidt. Det føles i hvert fald tomt.

Så selv om jeg principielt kan sove til klokken 8.45 og dumpe direkte ned i morgendagens program, må vi se, om jeg overhovedet kan finde ud af det. Jeg har for en sikkerheds skyld taget løbetøj og -sko med, så jeg kan bruge tiden på noget, da jeg normalt har været i gang i mere end to timer på det tidspunkt, hvor hotellet serverer morgenmaden. Just in case.

Luksusliv med lidt malurt i bægeret.

God nat og sov godt derude!

 

Alene i natten

Jeg burde sove. For længst! Men jeg har svært ved at give slip på aftenen/natten. Mand og børn sover, omend uroligt i tropenatten, men jeg har svært ved at overgive mig til sengen og søvnen. Ikke på grund af varmen, men fordi jeg ikke har lyst til at give slip på stilheden. På det at være alene oppe i huset, og have tid til mig selv.

Selv om jeg bruger tiden på at bage boller og tørre bordet af og se Tema Lørdag og fylde opvaskemaskinen,  så er det stadig alene-tid, hvilket jeg savnet meget. Vanvittigt meget, faktisk. Jeg er et menneske, der har brug for at være alene indimellem. Ellers fungerer det ikke for mig.

Der er stille i huset, ud over når den lille klynker fordi hans lille krop er varm og svedig,  eller fordi katten miauer. Det er rart at høre fuglene og en fest et sted i nærheden gennem de åbne vinduer i køkkenet. Et sted derude er der udrykning.

Det er fantastisk at gå rundt i huset uden andre at skulle forholde sig til.  Rydde op og se rene flader, inden børnene igen i morgen indtager hver en kvadratmeter, vores lille hus har at tilbyde. Det er rart at kunne tænke på alt muligt uforstyrret, uden at føle sig stresset eller forvirret.

Jeg ved, jeg burde sove, for børnene har ikke for vane at sove igennem, trods det at de er 1,5 og 4 år, og fordi gråd og skrig fra naboens børn vækker os igennem de åbne vinduer om natten. Uden åbne vinduer, kan vi heller ikke sove. Og fordi (hver)dagen starter i morgen igen omkring kl. 5, hvor andres behov igen kommer først.

Jeg håber, I drømmer godt, eller som jeg nyder stilheden med alle dens lyde og nuancer.

Kh, Mette