2017 lærte mig en del

2017 lærte mig en del

Har du læst mine to foregående indlæg om 2017, er du nok ikke i tvivl om, at jeg er helt ok med, at vi vinker farvel i morgen. 2017 Men for ikke at lyde alt for tvær og bitterfisse-agtig, så har 2017 ret beset også lært mig en del!

Jeg har lært at gøre store og uoverskuelige ting, selv om knæene rystede og maven gjorde lidt ondt ved tanken. Jeg er til en vis grad tryghedsnarkoman, og jeg bruger helst ikke penge, jeg ikke har. Så at sige ja til en ombygning for over en halv million var VILDT! Jeg lærte at sige til og fra på nogle punkter. Og at vælge til og fra. Og ikke mindst at stille krav og forhandle om priser. Noget, jeg nok langt tidligere i livet burde have øvet  mig på.

Jeg lærte, at overvinde og ikke at tage livet eller relationer for givet. At overvinde frygten for svære samtaler. Overvinde det, jeg helst ville slippe for. Overvinde regn og blæsevejr og løbe en tur. Overvinde vrede. Overvinde hverdagen.

2017 lærte mig at holde fri. Faktisk har sidste halvdel af 2017 helt bevidst budt på weekender uden planer. Byggeriet har haft sin andel af den prioritering, og også ro efter ældstebarnets skolestart. For ja, det skete også i 2017. Og det er klart også på opturssiden! Jeg har simpelthen haft brug for at koble fra. Det skal vi helt sikkert fortsætte med i 2018 (på den ikke asociale måde).

Jeg lærte meget af 2017 – på godt og ondt – og jeg blev også bevidst om, at der er meget at arbejde på i 2018. F.eks. at blive bedre til at passe på mig selv. At blive bedre til at sige fra – og at blive bedre til ikke at tage andres problemer så meget ind, som jeg ellers gør. At sige fra, når jeg føler mig trådt på, og at huske at sige de positive ting ved andre mennesker, som falder mig ind. Blive en bedre kone, som indimellem tilsidesætter det praktiske og er bedre til at prioritere tosomheden. Fortsætte med at se, høre og forstå mine børn. Bygge videre på nye og gamle venskaber.

Jeg har holdt mere fri, men jeg har ikke været ret god ved mig selv, hvis jeg skal være helt ærlig. Der er klart rum for forbedring. 2018 skal være et år, hvor jeg gør mere af det, der bygger min familie og jeg op. 2018 skal være et godt år!

Godt nytår! Vi ses på den anden side <32017

 

2017 rystede fundamentet

2017 rystede fundamentet

2017 rystede mit fundament godt og grundigt igennem. De elementer, som flest af os bygger vores liv omkring, blev udfordret. Det, som holder det hele sammen og holder os oppe: Familien, jobbet og hjemmet. Det gjorde, at jeg ikke følte mig tryg eller hjemme nogen af stederne.

Vi traf en stor (og dyr) beslutning. At starte et større ombygningsprojekt af vores hus. Vi bor i en 1950’er parcel, og har forbedret, men ikke gennemrenoveret. Vi har skabt en god kælder i huset – mere af nød end lyst, efter som tilstandsrapporten ikke nævnte noget om gamle rør eller fugt. Vi har desuden prioriteret energivenlige løsninger i huset, så som varmegenvinding, solfanger og ekstra isolering.

Huset var dog ikke “fremtidssikret” til at rumme en familie på 4. Ok, et eller andet sted et first world problem, men jeg er ret sikker på, at vi vil ønske os mere plads end 96 kvm, når børnene bliver teenagere… Vi er dog glade for at bo lige her, hvor vi gør. Så valget fald på ombygning frem for flytning.

Nu er huset 130 kvm., og vi er ret tæt på målstregen i byggeriet. Vi har skabt et barndomshjem. Det bliver godt – det er jeg sikker på – men vejen dertil har ikke været uden en del mavepine, en bunke frustrationer og lidt for meget stress. Som at være gæst i sit eget hus og ikke kunne lukke døren bag sig og være alene.
Du kan læse mere om byggeriet her, her og her.

Én ting er at bygge hjemme, en anden er – ufrivilligt – at arbejde midt i en byggeplads. Et helt år i støj, støv og gene er overstået på jobbet. Det er helt sikkert ét af lavpunkterne i 2017. De rester af svær stress, som jeg i hverdagen forsøger at holde i skak på 4. år, kom op til overfladen og følelserne fik indimellem frit – og ikke altid rationelt – løb. Mavepinen, hovedpinen, den trykkende fornemmelse i brystet, tvivlen på mig selv, angsten, gråden og den prikkende fornemmelse i kroppen over de mindste forandringer – eller blot tanken om dem.

Det har sat sine spor i mig i 2017, og også i min nære familie og på jobbet. Det har haft en afsmittende effekt på min effektivitet og på andres opfattelse af mig. Jeg har følt mig svag, og det gør ondt. Men hvad der gør endnu mere ondt er, når andre synes, man er svag, selv om man gør, hvad man kan for at holde modet oppe.

2017 byggede også et endnu stærkere moderskab. I sommeren blev det yngste (og sidste) barn ble- og suttefri, og dermed kunne jeg officielt sige, at jeg ikke havde små børn længere. Moderskabet var lidt et stormfuldt hav i sin begyndelse, men bølgerne er stilnet af. Hvor jeg for et eller to år siden ofte ønskede en pause fra børn, bleer og brok over banaliteter, så kan jeg mærke, at jeg længes mere efter at holde fri sammen med dem. Til at tage tidligere fri og hente dem og se deres glæde. Møde lidt tidligere (hurra for flekstid!) og tage tidligere fri for deres skyld. Jeg har altid elsket mine børn. Kærligheden er bare blevet endnu stærkere.

Sidst, men ikke mindst, brød 2017 min forestilling om familie og ophav op. Som barn så jeg min familie som en ubrydelig enhed. De seneste 5 år har jeg dog fået et andet og mindre glamourøst billede af, hvad der i virkeligheden er på spil. Bag facaden. Da familiens ældste døde i begyndelsen af året, gik familien op i limningen. Helt bogstaveligt talt. Splid, bagtalelse, smålighed og forurettede følelser. Alt sammen på grund af et dødsbo.

Det kom selvfølgelig ikke af boet alene. Det lå i kortene og boet væltede korthuset. Jeg savnede at se min familie samles om minderne og om at huske dem, hvis liv vi nu delte ud mellem os. I stedet for at savne og mindes, viste voksne mennesker sig fra en side, der på ingen måde klædte dem. Jeg blev tvunget til at gå ind i nogle konflikter, som mit konfliktsky selv ikke ønskede. Jeg stod i midten og betragtede god og dårlig opførsel. Jeg stod i midten, hvor jeg så og hørte begge sider og prøvede at være ærlig. Min barndoms ubrydelige enhed gik itu, og jeg tror desværre aldrig helt, skårene klinkes igen.

Heldigvis har jeg min egen familie, og jeg håber inderligt, at vi aldrig vil komme til at skændes over indbo og andre erstattelige ting. Jeg kan ikke forestille mig at erstatte min egen lille på 4 med noget som helst. Jeg håber, at vi sammen er større og stærkere, end at lade inventar komme imellem os.

2017 har været overvældende, og jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvad jeg helt har lært af året. Én ting er sikkert: 2017 har efterladt mig træt. Det kommer til at tage en god del af 2018 at fordøje og finde hoved og hale i. 2018 skal være året, hvor jeg bliver bedre til at sige nej og til at passe bedre på mig selv!

2017 tog fra den forkerte ende

2017 tog fra den forkerte ende

2017 var et hårdt år. Et år, som tog fra den forkerte ende, som min farbror udtrykte det, dengang da min far (hans lillebror) døde. De yngste skal ikke gå først.

2017 var knap i gang, før mit livs støtte døde. Efter 2 måneders uforklarlig sygdom, fik min bedstefar fred. Han havde et helt liv bag sig. Et levet liv med ægteskab, børn, børnebørn og oldebørn. Knap 90 år i alt.
Selv om hans liv var levet længe og godt, så var det alligevel trist og tomt at sige farvel til ham. På sygehuset fik han ikke en værdig død for et absolut værdigt menneske.

Han var min far, da min egen far rejste. Han var min læremester i alt fra syning til at bygge og reparere og skifte vinterhjul på bilen. Han var den, som lærte mig om min historie, og han fik lov at præge den, jeg er i dag og derned min fremtid. For ham betød familien alt og selv om han var en mand af den gamle skole på nogle punkter, udtrykte han sin kærlighed til mig på sin egen ærlige facon. Gennem opmærksomhed og anerkendelse. Da jeg var gravid med mit første barn, begyndte han pludselig at sætte ord på sine følelser. Han fortalte stolt til andre i Brugsen, at han skulle være oldefar, og når da jeg fortalte ham, at jeg ventede en pige, fik jeg mit livs største kompliment: “Det vigtigste for mig er, at hun bliver en klon af dig”.

Han var gammel og selv om døden ikke var hans væsen værdig, så var han mit forbillede. Jeg savner ham stadig.

Det værste ved 2017 var, at året som sagt ikke holdt sig til at tage vores kære i den naturlige rækkefølge. Fuldstændig uforståeligt og uden mening, mistede vores kære og nære venner deres lille søn få dage efter hans fødsel. En sund og fin dreng blev ramt af udefrakommende sygdom i sine første levedøgn og blev revet brutalt væk fra sine forældre, søskende og alle som holder af dem og ham, før vi dårligt fattede, at han var kommet. Det var så meningsløst og jeg græd. For mine venners tab og fordi min egen frygt kom så tæt på. Igen. Jeg var tæt på at miste min egen søn, men blev reddet på et hængende hår og af lægers dygtighed og viden. Deres sorg og tab gjorde så ondt, fordi den taler ind i en hver mors mareridt og ind i de dystre minder i mit eget sind. Det eneste jeg kunne gøre var at lytte, være der, vaske tøjet og hjælpe til – og så at kramme mine egne børn ekstra meget hver aften.

I efteråret krævede 2017 igen et offer – længe før tid og ikke mindre meningsløst. Min kusine på samme alder som jeg selv tabte kampen til kræften. Efter 3 års kamp forsvandt det sidste liv i hendes krop og efterlod forældre uden deres datter, en kæreste uden sin elskede og en lille pige uden sin mor. En lille pige på samme alder som min egen pige. At dø, når man er 35 år er ikke fair. At dø fra sit lille barn er umenneskeligt. At begrave sit eget barn er et mareridt. Til tonerne af Leonard Cohens Halleluja bar vi hende til graven – et hav af mennesker, som holdt af hende, anført af hendes kæreste og datter. Lige der havde jeg svært ved at holde af 2017. Lige der kunne jeg blive bange for, hvem der var næst på listen. Stop, blev der sagt! Ikke flere lige nu, vel?

På den front var 2017 et virkelig skod-år. Et år, som skærmte mig og mindede mig om, at alting langt fra er happy go lucky. Min søn snød døden. Jeg er her hos mine børn. Vi har det godt og vi har hinanden.

i 2017 oplevede jeg sorg igen – både min egen og i særdeleshed andres. Jeg håber meget på, at 2018 bliver et langt lykkeligere år på den front. At 2018 holder sig til at tage fra den rigtige ende. Når livet er levet og levet godt og man får sagt ordentligt farvel.

2017
Fra Marens kalender 2018

Konfetti i krogene og klædelig optimisme

Godt nytår! Håber, I alle kom godt og sikkert ind i 2017 og har det samme antal kropsdele, som I havde, før årsskiftet 😛

Nytårsfesten var et brag på den måde, en fest med 4 børn under 6 år og fire forældre, der har været oppe kl. 6.00, kan være. Festligt og alligevel ganske stille og roligt. Ungerne gav den gas på “dansegulvet” i stuen med roterende diskolys med musik fra en tid, hvor der ikke engang var tænkt på dem, knæklys og “paraplydrinks” med hindbærjuice og sukkerkant på champagneglassene. Behøver jeg sige, at de var pænt oppe at køre? Når de trængte til voksenassistance, kom de ud i køkkenet kun iført undertøj og med røde kinder og svedvådt hår. Maks basarm! Kl. 20.30 gik de ud som et lys…

Det var rart at have en aften uden søskendekonflikter og diskussioner om, hvorvidt regler kan gradbøjes. Rart at have en aften, hvor vi både gav børnene en masse opmærksomhed og havde mulighed for at sidde og snakke som voksne om voksne emner. Ok, en del om børnene alligevel, men at være i fælles båd om at tænke på fremtiden, have tusind tanker om at sende vores ældste i skole, om byggeprojekter og om hvordan dagens Danmark hænger sammen (eller mangel på samme).

Festen sluttede kl. 3.00, hvor alle gik til ro i huset. 2017 var i gang, og vi var dødtrætte. 3 timer senere meldte den første arving sig med ordene: “Jeg er sulten”.

Når jeg kigger ud på hjemmet, er det kun en smule konfetti i krogene, som vidner om en god fest. Ellers ligner det hele sig selv. Hverdagen starter lige om lidt, og man kan meget – især, når der ligger et helt sprit-nyt år foran én. Der er en særlig optimisme, som klæder os alle, og som vi virkelig burde holde i hu hele året igennem. Det tror jeg, ville gøre os alle til bedre mennesker.

20161231_180919