Og pist væk var 0. klasse

Og pist væk var 0. klasse

I fredags forsvandt 0. klasse. Pist væk – 200 skoledage er gået så hurtigt! Det er ikke helt til at forstå, at det er et år siden, vi sagde farvel til forårs-fritteren med 0. klasse stående som et lysende objekt i en nær fremtid. Hvor pokker blev tiden dog af?

For ét år siden var skoletasken ny og hun kunne ikke vente med at få den på ryggen. For et år siden kunne hun nok alle bogstaverne, men der var ingen forventning om, at hun kunne sætte dem sammen til ord. For et år siden kunne hun næsten ikke vente til sommerferien endte.

Meget har ændret sig på 1 år og fredag var både ganske speciel og samtidig velodig.

Hendes vanvittigt dygtige, empatiske, kompetente og kærlige 0.-klasselærer gik på pension efter en halv menneskealder på skolen. En lærer, som har betydet alverden for en god skolestart. Alverden for os og for vores datter.

Bare hun kunne følge os helt til 10. klasse“, sagde E, da hun hørte, at læreren skulle stoppe. Omend det ikke bliver fysisk at følge dem, så tror jeg, at de har fået et stærkt fundament med, som forhåbentlig holder hele vejen til de går ud igennem skolens smedejerneporte om 10 år. Jeg ville godt nok give meget for, at hun også havde nået at have vores yngste i 0. klasse. Men jeg er sikker på, at de har lagt kræfter i at finde én, som kan fylde så fantastisk en plads ud.

Det var vemodigt at sige farvel, om end det blev en helt speciel og kærlig afsked.

0. klasse har været et år med stor udvikling. Det er ikke  samme pige, vi satte ind i 0. klasse, som vi nu sender i 1. klasse om 1½ måned. Hun har lært en masse. Men hun har – ærligt talt – ikke altid elsket 0. klasse og lige nu får 1. klasse en lettere lunken velkomst fra hendes side af.

Hendes lærer spurgte i fredags: “Og hvem glæder sig så mega meget til at komme i 1.B?” Alle undtagen min datter rakte ivrigt hånden op. I stedet kiggede hun ned i bordet med en fast mine.

Det er ikke fordi hun ikke vil i skole hver dag. Tværtimod. Det vil hun faktisk gerne, men det er indimellem som om en lille del af hendes helt fantastiske glød og energi slukkes, når vi rammer klasselokalet. Og jeg tror det er en følelse af pres. Det ord kommer bare til at lyde så grimt og som om pilen skal peges et sted hen – oftest på forældrene. Men jeg synes ikke, vi presser hende. Der er ting, man skal, når man går i skole, men der skal også være rum til at være den, man er, selv om man er skolebarn. Lad os kalde det forventninger i stedet.

Jeg ser nærmere, at hun lægger et enormt pres på sig selv. Og det er pisseærgerligt og pissetidligt. Hun er kun 7 år. Det er som om, hvis hun ikke kan det hele perfekt, så vil hun ikke. Hendes angst for at fejle er imdimellem for stor til, at hun vil prøve. Det gælder for læsningen, for at klatre op i klatrestativet, for at prøve den lille rutsjebane i svømmehallen.

Hun reagerer måske ganske alderssvarende – kaster sig væk fra situationen med en mine og en tone, som om hele verden faldt om hendes ører. I øjnene kan man imidlertid se en prøvende mine: Hvad skete der ved det, hvor jeg gør sådan? Hvad gør mor og far? Hvad gør mine venner? Det handler helt sikkert om en grad af usikkerhed. Om hvordan hendes plads er i verden. Hvad der sker ved bestemte handlinger og holdninger. Og så handler det om, at det ER et kæmpe spring, hun har været igennem i 0. klasse, og at hun trænger til en lang sommerferie. Fra børnehavens leg til et skema med mange nye fag og nye lærere, som venter efter ferien. Og hvad vil det så sige for hende, når hun ikke kan løbe tilbage i sikker havn og få en krammer af hendes skønne og altfavnende 0. klasselærer.

Det er i hvert fald, hvad jeg tror, der sker i hendes hjerne. Hun er ikke så meget for at lukke op og lade mig ind lige nu. Jeg tror såmen, at bag den afvisende holdning, kan hun fint læse. Bag det afventende, ligger der en lyst til at prøve noget nyt. Der er mindst 100 andre punkter, hvor hun er den sejeste tøs og den vildeste first-mover, der tør være sig selv fuldt ud. Vi skal “bare” finde den rette vej ind i modviljen, så den ikke bliver en hæmsko for hende.

Men nu er der snart ferie. En halv uge mere i fritteren med en detour til farmor og farfar og en dag med mig på job. 0. klasse skal fordøjes i 6 uger nu, og 1. klasse skal i den grad tales op, så det nye og uvante kan mødes med åbent sind. Jeg er i hvert fald super optimistisk over hendes nye lærer-team, som virker så søde og kompetente. De bliver på alle måder værdige arvtagere fra den nu pensionerede børnehaveklasselærer.

Hvis du har gode råd om at tale ind i angsten for at fejle i en 7-årigs høejhøjde, så del lige ud, ikke?