The feminine art of feeling replaced…

Vi kvinder er gode til meget og giver ofte ikke os selv credit for vores evner på arbejdsmarkedet, i hjemmet, i det sociale liv og i samspillet med andre mennesler. Vi er for gode til at nedgøre os selv i en misforstået tro på, at det vil gøre os mere “accepterede” blandt andre (kvinder) i samfundet.

Én ting, vi desværre også er lidt for gode til, er at føle os erstattede. At føle, at den mindste usikkerhed eller ændring kan føre til, at vi bliver erstattet på den plads, som vi ellers klamrer os til. Års træning i kampen for at vise vores værd i forhold til mændene – eller en kvinde-er-kvinde-værst-ting? I don’t know…

Men i dag måtte jeg sande, at jeg også tog i “erstatningsmøllen”. Der skulle holdes jobsamtaler for at finde min barselsvikar – og alle ansøgere til samtale var kvinder. Hjemmefra havde jeg joket med min mand om, at jeg håbede, at de alle kun lige havde de nødvendige kvalifikationer, men ellers virkede middelmådige i forhold til mig (fy da føj, her i Jantelovs-Danmark!)

Det var en joke, men et eller andet sted også et ønske, om så jeg kan lide det eller ej. Jeg kan nemlig ikke lade være med at mærke et stik i maven ved tanken om, at en anden skal “overtage” mit job i knap et år, arbejde med mine opgaver – og så i en kommunal sparetid!!??!!

Hvad nu hvis jeg så bliver fyret, når jeg kommer tilbage? Hvad nu hvis de bedre kan lide vikaren? Hvad nu hvis jeg kommer alt for langt bag ud i forhold til det, jobbet kræver?

Jeg ved, at jeg er god til det, jeg laver. Men jeg forstår mere og mere, hvorfor, kvinder er bagud i løn-ræset og hvorfor vi kommer det på den lange bane. Et er mænds evne til indimellem at puste deres eget ego op til nye dimensioner, noget andet er kvinders evne til at tvivle på deres eget værd. En ting er trangen til at stifte familie – noget andet er, at det uomtvisteligt sætter kvinder i en anden position i forhold til job og karriere.

Og ja, det er et valg man tager. Jeg vil ikke undvære min barsel og mit kommende barn for noget i verden – heller ikke en fed løn eller en karriere. Men jeg indrømmer blankt, at en af de største udfordringer FØR Lillepigen bliver født, er at bekæmpe følelsen af at blive erstattet og det, der føles som om, man er blevet fyret eller er på nippet til det.

Men den tanke skal nok forsvinde i baggrunden – ja, forsvinde helt, når den lille melder sin ankomst!

Feen og Frøen

Ok, selv om jeg i sidste uge uddybede mit manglende engagement i, hvor tøj kommer fra og hvad der står i nakken på det, vil jeg anbefale en side, som mange i omgangskredsen sværger til og glade for servicen fra:

Her er lidt til alle med interesse i mærkevaretøj til poderne og farvestrålende genstande til børnenes klædeskab…

http://www.feen-froen.dk/

Farvel til den indre sukkergris

Jeg er jo ikke i tvivl, men nu har jeg fået tal på: Sukker er ikke godt – hverken før, under eller efter graviditet. Efter sukkerbelastningstest i dag, er det klart, at jeg skal lægge sukkeret på hylden. Jeg har ifølge værdierne ikke sukkersyge, men ligger kun 0,1 i værdi fra at det var blevet diagnosen! Og den tanke er ikke rar!

Testen var ikke så slem, som alle omkring mig havde bygget den op til at være (fasten var den værste for runde mig og Lillepigen!). Hvis man kan drikke sportsdrik, kan man også drikke det vand, man får til testen. Så ingen tuderi over det, så er det sagt 🙂

Men det giver stof til eftertanke, at være tæt på den diagnose, jeg svor, jeg aldrig ville have, da min far sagde farvel til denne verden i en alt for tidlig alder.

Hvad er så opskriften på at holde det nede?

At spise sundt, fedt- og sukkerfattigt og at tage et æble eller en banan, når der skal fredagshygges foran fjerneren. At motionere mere (trods min motionsforskrækkede mors første udbrud var, at jeg ville skade mit barn, hvis jeg dyrkede motion! Og hvem af os, mon det er, der er svært overvægtig og tager et halvt husapotek af piller hver morgen og aften… Ja, jeg lufter bare tanken…) og at tænke på, at det hele er til mit og Lillepigens eget bedste.

Med den sidste tanke for øje, bliver det ikke så svært at lægge sukkeret helt på hylden. For målet om 3 måneder er vigtigere end noget andet – der får jeg belønningen! Så er chokolade og cola uendelige bagateller ved siden af! Op på hesten, ud med sukkeret og ud i den friske luft. Tag trapperne, cyklen, gå til indkøbscentret og skift TV-kiggeri ud med 30 min i motionscentret – mere end jeg ellers gør hver dag! Så kan det sukkertal godt gå hjem og lægge sig!

Oh skræk, oh ve…

Så kom den første rigtige plukkeve… Og den var ikke rar. Følelsen er svær at beskrive, men mit hovede var ikke i tvivl om, at noget var i gang!

Og straks gik hjernen i panik: Åh nej, ikke nu, ikke 3 måneder for tidligt, hvad nu? Det tog noget tid, før jeg var ok igen, men hovedet arbejdede videre. Lillepigen er jo slet ikke klar til at komme ud nu! Ikke 26+3…det sker bare ikke!

Heldigvis tror jeg, at det er gået i sig selv igen, selv om hver eneste lille bevægelse bliver målt og (over)vejet. Men indrømmer blankt, at jeg ikke er rolig endnu!

Babyshopping på genbrugsmarked

Jeg kan godt lide loppemarkeder – ikke fordi jeg partout skal have noget gammelt bras med hjem, men fordi der er så mange sjove, skæve, grimme og underlige ting. Og ikke  mindst også fine ting, som nogen ikke længere finder værdi i, men som kan skabe glæde i et andet hjem.

Jeg gik afsted uden den store intention om at finde noget vildt. Penge i lommen, jovist! Men ikke med noget specifikt formål. De to store haller var fyldt til bristepunktet af ting og sager – noget bedre end andet.

Det viste sig dog at være en ganske god ide, at være taget afsted, for der var en skatkammer af ting til børneværelser, som ikke nødvendigvis skulle stamme fra Babysam eller BR.

På vejen hjem var jeg den lykkelige ejer af:

  • Rød trædukkevogn, som jeg påtænker at male, så den får et personligt touch
  • Ej Sikke Lej-sparkedragt – ikke brugt, da dens ejer-baby var for stor ved fødslen
  • 2 Fransa-cardigans str. 62 – uden tegn på brug
  • 1 body med fine lilla elefanter på
  • 1 sprit-ny Fransa-body i lyserød med mønster foran
  • 1 jeansnederdel til den bette
  • 2 par bukser til den bette
  • 1 trebenet træskammel i børnehøjde, som med en klat maling kommer til at sætte et fint præg på børneværelset.

Samlet pris: under 300 kr…

Mødremafiaens direktiver om, hvad en god mor er

Alt imens ferien går på held og jeg “øver” mig på barselslivet, faldt jeg over et afsnit og en vending i Nina Brandt Jacobsens bog “Den gode barsel”, som rammer spot on på nogle af mine tanker om barselslivet: Om at leve efter kerneværdier og ydre værdier. Hvad kommer indefra og hvad påvirkes vi af fra omverdenen – og ikke mindst andre mødre omkring os.

Jeg har tidligere på denne blog udtrykt min forventning og skepsis overfor mødre-sammenslutninger som fødselsforberedelseshold, mødregrupper og sammenslutninger på nettet i diverse graviditetsfora.

Jeg har aldrig været den mainstream pige, der skulle gå i det rigtige tøj, sige de rigtige ting og hænge ud med de rigtige mennesker. Jeg kan ikke få pulsen op over om barnevognen er fra Odder eller Bilka (bare den er sikker) og jeg er først lige blevet bekendt med, at der er hippe børnetøjsmærker som Katvig, Molo og Okker Gokker (ja, skulle lige Google navnene, så jeg er sikker på, at de staves rigtigt…).

Jeg går op i, at mit kommende barn skal være pænt klædt på – men i tøj, som ikke koster en formue og som jeg ville være ked af, hvis der kom gylp på eller fik slid på knæene. Mit barn skal have det godt og have de bedste forhold, jeg kan give det – men ikke nødvendigvis på baggrund af pris eller andres mening.

I Brandt Jacobsens bog står der:

“At leve efter de ydre værdier, kan være blindt at følge dét, som forsker Dorthe Staunæs kalder “mødremafiaens” direktiver om, hvad en “god mor” er og gør. Der eksisterer nemlig en fælles kulturel forestilling om, hvordan man er mor i Danmark som gennemsnitlig middelklassekvinde. Når du møder denne mødremafias opfattelse og billede af den “gode mor”, kan det være meget let at tage den forestilling til sig og blive en del af den. Uden at du får spurgt dig selv, om den egentlig er kompatibel med dine kerneværdier.”

Jeg har snakket med min mand om, at jeg har mine betænkninger ved en kommende mødregruppe og at jeg vil se den an og ikke omfavne den ubetinget. Måske fordi jeg ikke er vant til at være en del af meget “pigede/kvinderelatedrede” grupper fra barnsben, men altid har haft det godt i selskab med gutterne og de mere tomboy-agtige tøser. Måske fordi jeg ikke ser mig selv som en del af hele mor-hypet endnu. Måske fordi jeg gør mig nogle fordomme om sådanne grupper, som er helt forkerte?

Men har jeg allerede ladet mig påvirke? Er jeg allerede faldet for forestillingen om, hvad “man” synes, er rigtigt?

På nogle punkter, må jeg sige ja. Jeg bruger Neutralprodukter, farver ikke hår i graviditeten (og ser skævt til andre, der gør det…) og bruger ikke andet end økologisk make-up, da jeg bestemt ikke skal være den, der skader MIT barn. Jeg har tilmeldt mig graviditetsyoga, for at finde indre ro og fysisk velvære – på anbefalinger fra eksisterende mødre. Og jeg læser side op og side ned i babyopslagsværker om, hvordan man “gør det rigtigt”, når mini ankommer.

Men jeg kan stadig ikke snakke i timevis om baby. Jeg kan ikke helt holde ud, hvis det hele skal handle om min mave, da jeg jo stadig er mig – en kvinde med egne meninger og meningers mod. Jeg er ikke meget for, når andre siger “nårh” og “ih” og “åh” om tuttenuttede babyting eller så snart de ser en barnevogn med baby i og jeg er stadig ikke meget for tanken om en mødregruppe.

Måske det hele ændrer sig, når jeg står med Lillepigen i armene? Hvem ved? Men jeg vil altid huske en kommentar fra en kollega:

“Det kræver mod at være den, der siger Det har jeg ikke brug for eller siger fra, når andre har sikkerhedsforanstaltninger som et fort Knox i hjemmet, for at junior ikke potentielt skal komme noget til – det kræver mod at bryde ud af den gængse opfattelse af, hvordan man skal være som forælder”.

99 dage tilbage!!!

Endnu en milepæl er nået: Nu er der under 100 dage til terminsdato! 99 dage til forventet levering af guldklumpen. CAN’T WAIT!!!

Det føles det som en evighed siden, jeg stod med den positive test i hånden – helt præcis 18. september 2010. Over halvdelen af tiden er gået og inden længe også 2/3. Det er vildt! Og det føles alligevel også som om, der er en evighed tilbage og at det er en evighed siden!

Men jeg kan se, at jeg har noget at give mig til, de næste 99 dage. Har fået Politikens babybog og er begyndt at læse i den. Syntes egentlig, at jeg havde nogenlunde styr på det der med at passe en baby, efter års træning som “tante” for vennekredsens og familiens børn fra de var helt små. Men hold da fest, hvor skal jeg stadig lære meget – og det er sikkert kun toppen af isbjerget!

Så 99 dage med læsning om babypleje, med fødselsforberedelse, yoga, klargøring af børneværelse, køb af udstyr, overdragelse af arbejde til barselsvikar, forberedelse af mad til fryseren, vask af tøj og dyner, madrasser, der skal luftes og nok også uendelige mængder af søvn, så jeg er helt klar, når Lillepigen melder sin ankomst!

99 dage – må de komme til at gå stærkt!

De tidlige kønsmønstre

Jeg har fået en masse børnetøj fra min svigerinde. Godt nok brugt til hendes drenge, men mange med neutrale farver, der ikke kender kønsforskel i vores ellers kønsfokuserede samfund.

Admitted, jeg har købt lilla sparkedragter til Lillepigen – og et par lilla bukser. Men børneværelset skal ikke være lyserødt eller lilla – men hvidt og med ting i masser af forskellige farver. Møblerne er hvide, sengetøjet er gråt eller beige, barnevognen er sort osv.

Vi har fået tilbudt en tremmeseng af mine venner, da deres dreng nu skal over i en større seng. De spurgte ham, om det var ok, at hans seng skulle hjem til os – og han svarede “Den må Tante Mettes baby godt få”. Men én ting syntes han absolut ikke passede: Sutteposen var blå – og DET kunne en pige ikke have! Det ville han bare lige gøre opmærksom på.

4 år, børnehave og allerede meget fokuseret på, at der er drengefarver og pigefarver. Og klart fokuseret på, at han nok har haft én ting, men at babyen er en pige og – i hans øjne – skal have andre farver.

Skægt – og skræmmende – som koder og konventioner indøves og nedarves. Enten via forældrene eller via børnehavens lege og grupper.

Min mands ønske er, at vores lille pige nok kan bære lilla, men helst ikke lyserød – og at hun ellers får t-shirts med rock-bands og fede citater – og at hun bliver helt sin egen, som hun ønsker at være – klar til at indtage verden efter sine egne konventioner.

Måske vi må kapitulere, når hun kommer i børnehave om nogle år – men indtil da, kan vi gøre vores til at præge hende til at have sin egen stil og mening og ikke blot følge køns-konventionerne.

Øh, hvordan er det nu liiige med børnesangene…?

I dag, da jeg gik rundt derhjemme, tænkte jeg, at jeg ville kommunikere lidt med mit barn i maven – synge lidt for hende. Sådan alle de børnesange, som hun vil komme til at høre, når hun  kommer ud. Alle dem, som børn elsker og som jeg selv fik sunget, da jeg var lille.

Kom godt igennem Lille Peter Edderkop og Sov lille baby, sov og bliv stor. Og så gik jeg kækt videre til Elefantens vuggevise… Men hvordan er det nu liiige, den går??? Melodien kan jeg, men teksten? “Sov sødt, lille Jumbo, og Visselul, Hmmm mmm hm hmm hmm… Nå men så kan jeg da Oles Nye Autobil (…som ifølge min svigermor, var min mands yndlingssang, da han var lille). “Oles nye autobil, kør’ i time 8 mil, tøf tøf tøf tøf tøf… Hmm Hmm hmm mm mm Hmm… Nej heller ikke.

Pis også! Det gik ikke så godt. Kan godt se, at jeg skal holde krisemøde med Åh Abe-CDerne og et sanghæfte, hvis jeg vil viderebringe andet end visne og hæse brummelyde, når mit kommende barn skal have godnatsange…

"Graviditet er ikke en sygdom"

Nej, det er det bestemt ikke! Det er ikke en sygdom for langt størstedelen af alle velfungerende kvinder! …Og hvor er jeg pisse-træt (undskylder sproget) af, at den ældre generation smider den vending i hovedet på de yngre, fordi tiderne er anderledes, end de var for 20, 30 og 40 år siden!

Det er simpelthen så tarveligt! Og så er det sagt!

Min arbejdsplads tilbyder et “Gravid på job”-forløb for de gravide ansatte. Et godt tilbud med fokus på at få arbejde, graviditet og velvære til at gå op i en højere enhed. Ikke fordi vi er syge eller tror, at det er en sygdom at være gravid – men for at skabe større arbejdsmuligheder under graviditeten, så sygdom forebygges pga. forkerte løft, stress eller andre faktorer.

På vej ud af døren i dag kom så den ultimatide hade-kommentar: “Ja, jeg forstår virkelig ikke at det der Gravid på job skal være nødvendigt. Da jeg ventede børn, var graviditet ikke en sygdom – ikke sidst jeg tjekkede”.

NEJ, din *****! Det er squ heller ikke derfor jeg tager afsted! Du har fuldstændig misforstået, at det er raske ansatte, der får tips og tricks til stadig at kunne udføre arbejdet på samme niveau som før graviditeten – for at man netop gerne vil og skal arbejde og ikke er eller vil blive syg! Hvad er så svært at forstå ved det???? Vi er ikke syge, fordi vi passer på vores krop og tager imod arbejdspladsens tilbud!

Jeg er så ufatteligt træt af at høre den ældre generation (midaldrende/snart pensionsklare) skyde os yngre i skoene, at man i dag har andre muligheder, nye overenskomster og at forløb med lægetjek og jordemoder er anderledes, end det var, da de skulle føde. Det har vi unge ikke bestemt, men det er de vilkår, man er gravid under i dagens Danmark. Ikke fordi vi kræver det eller har dikteret, at det skal være sådan – men fordi det er lovgivningen.

Jeg passer mit arbejde, har 2-3 sygedage om året – og alligevel, skal jeg høre på sådan en kommentar! At man vil være det bekendt!

Måske det virker “overdrevet” i deres øjne, men så må de også tage og se på deres egne omsorgsdage og seniordage. Den udvikling vil de helst heller ikke undvære, mig bekendt???!!??

Graviditet er ikke en sygdom – det er 110% rigtigt!!!! Men misundelse og intrigante kommentarer mod dem, der passer deres arbejde uden at klage – graviditet eller ej – kunne tangere en sygelig tankegang! Og dermed basta!