Stille-juledag

Stille-juledag

Når lillejuleaften og juleaften er overstået, så venter stille-juledag. Den 25. december skal være uden planer, hvis du spørger mig.

Traditionen tro blev ungerne bund-forkælet i går. Så mange gaver, at det halve – bogstaveligt talt – kunne have været nok. Robotter, biler, superheltefigurer, bamser, tøj, Lego Friends og Barbie. De var søde og glade for det hele, og jeg er ret sikker på, at de også er taknemmelige for det, de får. Det er vigtigt for mig, at de midt i havet af gaver husker, hvem gaverne er fra og siger tak for dem. Det er lige så vigtigt, at de ser på, hvad andre får og giver plads til det, uden selv at plage for flere gaver. Det synes jeg generelt, de er rigtig gode til, selv om de kun er 4 og 6 år.

Mine børn mangler ikke noget. Det er relativt sjældent, at jeg køber legetøj til dem, fordi gavmilde familiemedlemmer giver dem gaver til jul og fødselsdag. Men mest af alt nok fordi de enten ynder at tegne og være kreative, eller at lege med yndlingsbilerne igen og igen. Jeg sørger for det, de måtte mangle, og de arver indimellem også ting og tøj, og så føles det hele som nyt for dem. Jeg er glad for den måde, mine børn er børn på og for den måde, de møder andre mennesker på.

Stille-juledag for mig er en dag til ro og eftertanke. Nok blev det sent i går aftes, men børnene var klar 5.00 – sharp! Hvorfor ændre på det, bare fordi det er ferie?!? Den 25. december er nattøj på til middagstid, det er kaffe i rigelige mængder. Det er tid til en lang og kølig gåtur – og til at sidde og se på børnene, som leger med deres ting. Det er tid til at samle Lego og til at finde ting, som er blevet væk.

Det er længe siden, jeg har siddet stille i en time og kigget ud af havedøren, imens vores kat slængede sig op af mit bryst. Kattens intense spinden og lyden af ungernes leg. Jeg sad i vores nye stue, hvilket gjorde mig lidt usynlig for ungernes opmærksomhed. Der var noget over at sidde og se på regndråberne, som ramte vandpytterne i haven. Våd jul og ikke hvid jul. Tænke på alt og ingenting. Tænke på de fine (og meget voksen-praktiske) julegaver, jeg fik i går. Forestille mig – lidt utålmodigt – at tilbygningen snart er indflytningsklar. Hvad jeg gerne vil indrette den med. Tænke på, hvad jeg drømmer om i det nye år, som snart banker på. Og tænke tilbage på nedslagspunkter i 2017, som har været et turbulent og råt år. Tænke på min fødselsdag om nogle dage, og tænke på, hvad jeg egentlig lovede at tage med til nytårsfesten i år.

Det var rart at have tid til at sidde alene og tænke. Det føles ærligt talt som om, jeg ikke har haft tid til, det i over 6 år. Melankolsk, men ikke trist.

Efter en lille times tid, blev jeg “fundet” og der var igen behov for alt, hvad en mor kan og skal tilbyde. Sådan er det – også på Stille-juledag. Forskellen var blot, at jeg ikke skulle på job og at tiden ikke betød noget. Sådan burde det være hver dag. Den 25. december – Juleaftens dags langsomme fætter. Stilhed efter storm, og klart et af årets højdepunkter for mig.

Imens vi venter: Perle-Pony på træet

Imens vi venter: Perle-Pony på træet

Hvis ventetiden er lang til den store aften, er en perle-Pony måske noget at fordrive tiden med for en lille Pony eller perle-fan? Herhjemme har det i hvert fald været et hit. En blanding af utålmodighed og overgang fra SFO/børnehave til total hjemme-stemning er lidt svær.

Alt du skal bruge er Hama-perler, en tur forbi Pinterest, en perleplade på mindst 12 cm på hver led, et stykke pergamentpapir og et strygejern.

Perle-pony

På Pinterest kan du finde mange forskellige perleplade-mønstre. Hvis du søger på Hama bead Pony eller Hama bead My Little Pony, så får du et utal af forskellige muligheder og skabeloner. Du kan enten printe dem ud eller tegne dem over på et almindeligt stykke ternet papir, som jeg har gjort. Tælle, tælle, tælle. Fordelen ved det ternede papir er, at det passer perfekt i afstand til bagefter at lægge under din (gennemsigtige) perleplade, så arbejdet bliver lettere.

Så er det ellers bare om at gå i gang.

Når modellen er færdig, kan du blot lægge pergamentpapiret over perlerne og stryge figuren, sætte en snor på, og voila: Så er den klar til at pynte på træet <3

Glædelig jul!

(og ja, lyset er skævt :-P)

Hvem kan sige juleferie?

Hvem kan sige juleferie?

Må jeg få et F? Må jeg få et E? Må jeg få et R? Må jeg få et I? Må jeg få et E? Hvad siger det? FERIE! Sig det igen! FERIE!

Hold da magle, hvor har jeg glædet mig til at få juleferie. Batterierne er helt i bund og trænger i den grad til at blive ladet op igen. Det gælder i øvrigt ikke kun moren. Børnene trænger også til et break fra op-afsted-i-skole/børnehave-hjem-aftensmad-sove-rutinen. Vi trænger til et break fra hverdagen. Simple as that!

Hvad skal vi så bruge ferien på? Svaret er simpelt: Så lidt som muligt! Det er jeg pænt sikker på, er den bedste medicin mod et svært tilfælde af hverdags-kaos-syndrom.

Julen holdes hjemme, og det bliver godt. Mormor kommer på besøg, og ungerne får mulighed for at tage deres gaver i brug, så længe de gider. Jeg forudser, at der skal samles en del LEGO med ældsten. Eller det vil sige, at hun samler og nægter mig at røre én eneste klods, alt imens jeg tyller kaffe ned og venter på, at hun mangler hjælp. Jeg forudser, at yngsten kommer til at køre med biler og udfolde sit alsidige vokabularium af superhelte- og slås-lyde.

Jeg forudser også ret meget tid i nattøj, og tid, hvor jeg sorterer ud i gemmerne, så vi snart kan flytte ud i den nye del af huset. Mit klædeskab bl.a., efter som 3,60 m x 2,60 m-drømmeskab skal flyttes. I. små. stykker.ad.gangen…

Jeg kan forudse mange ting, men vigtigst af alt – for mig – er, at vi har friheden til at gøre, hvad vi vil. At kalenderen ikke er booket med alt for meget, så ferien kommer til at blive en gengivelse af hverdagen, selv om vi ikke ville det sådan.

Vi skal bruge vores juleferie på at blive klar til at udfylde de rammer, vi har lagt grunden for i 2017. Både de fysiske i huset og de mentale, som at finde den vej, resten af mine 30’ere skal følge, at give vores de bedste forudsætninger for at være skolebarn og at vores søn skal have et godt sidste år i børnehaven, før skolen også kalder på ham.

2017 har taget på kræfterne. Men nu er der dømt juleferie. De sidste dage af året skal bruges på at være sammen – og jeg glæder mig!

Glædelig jul!

 

 

Julefred, så ægte som det fås

Julefred, så ægte som det fås

Nu kan vi næææsten tælle dagene til juleaften på én hånd. Vi tæller ned, gør vi. Både til lillebrors fødselsdag og til jul. Vi er i hvert fald klar. Gaverne er købt, det samme er alt til julemaden. Juletræet er skovet og pyntet.

Vi skal “kun” være 3 voksne og to børn til jul i år og hvis jeg kan bestemme, så skal det være helt stille og roligt. Det er nok naivt at tro, at ungerne ikke vil være spændt til det alleryderste for at finde ud af, hvad der gemmer sig i gaverne under træet. Eller gå lettere i selvsving, når indholdet er pakket ud.
Hvis du lover ikke at sige det til nogen, så er jeg faktisk lidt allergisk over for børn (og voksne!), som gerne vil skynde sig til pakkerne. Jeg ved godt, at det er som at sætte dem ind i en slikbutik og forbyde dem at smage, før de er prop-mætte. Men jeg håber da at indgyde en lille smule behovsudskydelse i mine egne to.

Mest af alt glæder jeg mig til at få juleferie. Jeg er SÅ træt! Og det er ungerne også! Ferien er helliget til at gøre tilbygningsprojektet færdig. Om alt går vel: Også at begynde at tage de nye rum i brug! Yay! Om overskuddet og elektrikeren vil, kan vi i hvert fald begynde! Jeg er tyvstartet lidt. Juletræet og en sækkestol er flyttet ind. Jeg kan allerede mærke, hvor rart det bliver at være der. Bare sidde og kigge og slappe af.

Præcis som i går, hvor sad jeg lige dér og nød synet af Ældsten, som pyntede juletræet. I kølvandet på familiefødselsdag og en overflod af gaver til lillebror, havde hun brug for at trække sig lidt og være alene sammen med mig. Selv om hun ikke ville være ved det, kender jeg hende godt nok til at kunne mærke, at hun følte sig forbigået. Hendes fornuft ved, at hun får gaver til foråret, når hun har fødselsdag og at hun ikke bør være misundelig, men en dum følelse nagede hende indeni. Det var tydeligt at mærke. Her var juletræspyntning en rigtig god “medicin”.

Da mørket faldt på, var mit hjerte næsten ved at gå i stå af cuteness overload. Her sad hun ved siden af juletræet, imens begge husets pelsdyr lå og stirrede betaget på hende. Hun var nemlig i fuld gang med at fortælle dem, hvorfor vi holder jul – helt på eget initiativ – imens hun aede deres pels:
“Vi holder jul, fordi det er Jesus’ fødselsdag. Jesus er Guds søn. Jeg ved ikke, om jeg tror på Gud, men jeg tror i hvert fald på Jesus, for han har fødselsdag. Og derfor får vi et juletræ, som skal pyntes. Det ved jeg faktisk heller ikke, hvorfor vi gør. Men der skal gaver under træet, og vi har også købt nogen til jer. Men I må ikke spise julepynten eller slå den ned fra træet. Det må man ikke. Men man må gerne ligge under træet eller andre steder…”.

Sådan blev hun ved. Det er da fantastisk og jeg forsøgte ikke at afsløre, at jeg stirrede og lyttede. Dyrene så ikke ud til at have noget imod det, og jeg har haft verdens bredeste smil fra øre til øre, imens jeg betragtede fra min plads i sækkestolen.

Så slukkede vi lyset i stuen, tændte lys på træet og, sad tæt sammen og så på hendes fine resultat. Farverigt, ulige fordelt, lettere kaotisk og alligevel mega smukt og fantastisk. Præcis som vores familieliv.

Sad bare, uden at sige noget (hvilket er en særdeles sjælden ting for min ældste), alt imens jeg indsnusede duften fra hendes hår. Lige dér var essensen af julen: Tid, ro og kærlighed. Julefred så ægte, som den fås. Helt klart ét af de juleminder, som for altid vil blive hos mig, og lige præcis, hvad vi begge havde allermest brug for <3.

Julefred

 

Min egen julemand fylder 4 år

Min egen julemand fylder 4 år

Min baby fylder 4 år lige om lidt! Det er ikke til at forstå, at det allerede er 4 år siden verdens sejeste mand i ekstremt miniformat kom til verden <3.

6 uger før tid valgte han at komme. Lige i rette tid til jul. Det blev en jul, jeg aldrig vil glemme – på godt og ondt. Glæde og sorg kom og tog magten fra mig, fra det øjeblik, han forlod min krops trygge omgivelser. Han var syg – alvorligt. Det vidste vi, og der skulle ikke megen hovedregning til at regne ud, at en 6 uger for tidlig fødsel ikke satte odds i hans favør. Jeg var lykkelig og rædselsslagen på samme tid.

For 4 år siden lå jeg på sygehuset med præmature veer og håbede på, at det vehæmmende stof ville virke. Det gjorde det til at starte med, men udfaldet har jeg jo allerede afsløret. Min søn kom ud, længe før han burde.

Det vigtigste er, at lægerne var dygtige, at han var stærk, at jeg holdt hovedet nogenlunde ovenvande, og at han er her i dag, så vi kan fejre ham, kysse ham og elske ham med hud og hår.

Vi har fejret ham på forskud, for resten af familien har nok at se til i næste weekend, som en stor del af den øvrige verden. I dag tudede jeg ikke, men det kan jeg love dig for, at jeg gør i den kommende uge. Tude af glæde, altså.

Lille og stor på samme tid. 4 år er en forunderlig tid. Babytiden forlades for altid. Det er et halvt år, siden bleen og sutten røg. Middagsluren forsvandt for næsten et år siden. Jeg tager stadig mig selv i at se efter tilbud på bleer, for så at huske, at det nærmest er lysår siden. Han står på spring til de store drenges rækker. Han råber prut midt i maden, er vild og voldsom på en helt anden måde, end sin søster. Han siger “piv piv” og “Hu-aaah” og “Arghhh” og andre drabelige krigs- og kamplyde, og han har selektiv hørelse som ingen anden. Men han er også følsom og lille, når det hele bliver for meget, Når han føler sig forurettet, når han er træt, eller når hans søster ikke vil lege med ham. Det sidste er næsten det værste. For ud over hans far, så er hun hans største helt i denne verden. Når han er syg, er mor den bedste medicin.

Lille og stor på én og samme tid. Hidsig og helt igennem fantastisk. 100% lækkerhed fordelt på 107 cm og 18 kilo.

Han startede livet uden garantier for overhovedet at få lov at leve det. Der er aldrig nogen garantier, men han har sparket røv, siden han blev født. Lige om et øjeblik er han 4 år. Fire fantastiske år. Min egen superhelt. Min lille julemand. Min ballademager og min skat.

Engang blev jeg bedt om, om jeg ville beholde ham eller vælge ham fra. Før vi fik en chance for at lære ham at kende. Før han fik en chance overhovedet. Jeg tog chancen. Troede på det, fordi jeg ikke kunne forestille mig at lade være. Det er jeg evigt taknemmelig for. Jeg er evigt taknemmelig for begge mine børn og for at de har den styrke, de har på hver deres måde og hver deres vilkår.

Engang troede jeg ikke, det var noget for mig at blive mor. Det var det heldigvis, og jeg elsker det <3

Jeg føler, det hele er min skyld

Jeg føler, det hele er min skyld

Shit, mit hjerte gør ondt lige nu! Jeg føler mig som verdens dummeste mor, selv om alle gode intentioner var der og jeg prøvede mit bedste.

Vi er netop kommet hjem fra juletræsfest på skolen. For 0. og 1. klasse, men ikke desto mindre 280 mennesker i alt, når forældre og søskende er med. Noget nær så kaotisk, som det lyder. Der var nissespil, sanglege og juletræsdans, lige dele mad og sukker til ungerne, alt for lidt plads og et lydniveau langt over det tilladte DB-niveau.

Alt sammen meget hyggeligt. Hvis altså ikke man var alene afsted med to børn, hvoraf 50% elskede det og 50% hadede det og enten skreg eller insisterede på at hænge på mig og lave obstruction på enhver ide, det juleelskende barn fik.

Jeg magter kun til en vis grænse at vise gode miner til slet spil. Jeg er så usselt et mor-menneske. Efter 1 times 3-års-hysteri, 2 forsøg på at forlade skolen ud i mørket uden jakke eller sko, udtalt modstand mod juletræsdans og et forgæves forsøg på at danse armkrog og fagtesange med 20 kilo barn på den ene arm, og et ringe forsøg på at være dybt engageret i det andet barn, for at tilgodese hendes ønsker, ja, så kunne jeg ikke længere prøve at glatte ud eller irettesætte det vrangvillige drengebarn. Så var jeg pissed off!

Jeg forsøgte mit bedste, og endte ikke rigtig med at have to glade børn. Den lille – tja, ham har jeg lige beskrevet. Den ældste, ja, hun følte sig naturligt nok overset, selv om hun benægtede. Men pludselig græd hun over det mindste puf, og da vi skulle ind i bilen, lavede hun en scene af den anden verden over, at lillebror AAAALLLLLTIIIIIID fik lov til noget (som slet ikke havde hold i sandheden), og at hans legetøj havde ligget på hendes sæde og FYLDT (!!!), immervæk imens hun ikke var i bilen (!!??!!).

Jeg forstår godt, hvor hendes reaktion kommer fra. Jeg var også mættet af indtryk, og jeg var også træt af hele tiden at tilsidesætte hende, for at undgå at have en dreng på 3 rendende rundt på en af byens mest befærdede gader uden jakke og sko.

Og så kom min frustration til at gå ud over hendes scene. Well, det var berettiget at fortælle, at den slags opførsel ikke er ok – helle ikke selv om man er træt og lillebror er dum. Men jeg havde selv fornemmelsen af, ikke helt at være fair. Den følelse er ikke rar.

Jeg var tudefærdig på vejen hjem i bilen – og noget mere spids, end jeg overhovedet ville være. Jeg havde bare fået nok! Og det havde de helt sikkert også. Juletraditioner er ikke altid børnevenlige. Det forstår jeg i særdeleshed i år.

Da vi kom hjem, sov lillebror, men ældstepigen var ked af det. På vejen ind, var det meste i verden min skyld. Da vi kom ind knækkede hendes film helt og holdent. Hun hulkede, at hun bare følte, at det hele var hendes skyld og at vi bare skældte hende ud, selv om det var lillebror, der havde taget al opmærksomheden ved hendes skolearrangement. At hun ikke havde fået danset med mig og at jeg hele tiden lige skulle holde øje med ham og ikke hende.

Og hun har ret! Jeg var unfair og jeg var ikke tilstede på hendes vilkår. Men det var nu engang det vilkår, jeg havde, da jeg ikke havde pasningsmulighed og alternativt skulle sige helt fra til arrangementet for klassen. Så havde det også ramt hende. Det VAR en uretfærdig aften. Jeg VAR uretfærdig. Hun VAR også uretfærdig imod mit forsøg, men det kan jeg ikke pålægge hende at forstå. Hendes lillebror VAR en sur r** af rang. Det hele VAR for meget.

Øv, hvor gjorde det ondt. Jeg krammede hende selvfølgelig og lyttede. Sagde undskyld og at det var godt, at hun sagde det højt. Fik endnu mere ondt i maven over min egen formåen som mor.

Jeg ved godt, at man ikke kan komme udenom disse situationer i sit forældreskab. At man ikke kan være den perfekte forælder (og hvis man kan, i så fald er lidt skræmmende). Men AV, hvor gør det ondt. Hun er sådan en forstående og sød pige, og der er intet i verden, jeg vil gøre, der kan såre hende. Ikke bevidst i hvert fald.

Følelsen af både afmagt og den knugende fornemmelse af at have været en dårlig mor, sidder stadig i mig. Hun føler, det var hendes skyld, og jeg føler, at det var min. Det er i hvert fald den slags mor, jeg IKKE vil være, selv om det var en lidt umulig kamp at vinde under de givne vilkår.

Underligliv

 

Mor til et julebarn

Mor til et julebarn

Hvis der ikke var nok at give sig til i december, så har 50% af min lille familie fødselsdag i denne måned! Min søn og jeg er decemberbørn. Begge endda lige omkring selve juleaften.

Jeg havde ikke set det komme, at jeg skulle blive mor i december. Men han snød mig, den lille drillenisse. 43 dage før termin, kom han. Lillebitte, alvorligt syg og al julehygge blev forvandlet til angst og frygt, blandet med en enorm kærlighed og glæde over at se min lille mand.

Derfor er jeg mega sentimental i december. December gør ondt. Den inviterer i forvejen til følelser og sentimentalitet. Her er der lige skruet en tand mere op for det. For fa’en: Jeg kan tude over stort set alle julesange i radioen – inklusiv Jul på Vesterbro. SÅ er det slemt. Følelsen af tristhed over alle de grimme minder er tung, men heldigvis er følelsen af ekstrem lykke over at skulle fejre min smukke, stædige, skønne, stærke lille fyr om små to ugers tid mindst lige så stor. 4 år med ham er jo intet mindre end fantastisk! Et vaskeægte julemirakel!

Men det, det skal handle om, er at fejre fødselsdage i december. At skille julen og fødselsdagen ad og om ikke at drukne barnet helt i gaver og indtryk. Min søn og jeg fejrer fødselsdagene sammen og det er fedt. Det er primært hans dag – jeg er bare så heldig, også at få gaver og sang. Yay! Her på nippet til 36 år, er det ikke særlig vigtigt for mig at være festens centrum. Jeg vil hellere sidde og være monster grådlabil og smile som en flækket træsko over min søns glæde. Vi fejrer os i næste weekend. Familien er ikke så stor, men derfor er gaveregnen sjældent blot en let byge.

Jeg kan huske, hvor pisse-træls (undskyld mit sprog!), der var (som barn), at folk sagde: Jamen, vi slog bare din jule og fødselsdagsgave sammen, så du får én gave (underforstået: På et andet tidspunkt). Tanken er god, men det er ikke fedt, før man bliver ældre, at få én gave. I barneperspektiv kan man godt føle sig lidt overset i den situation. Helt uden egentlig at ville fremstå forkælet og på trods af andre gaver. Det er bare den følelse, man får – for man glæder sig jo til begge dele.

Derfor får min søn gaver den dag, vi fejrer for familien og så igen juleaften. Det er sjældent, vi kan holde festen på selve dagen, og derfor deler jeg yderligere vores gave op, hvis det kan lade sig gøre. Så han får en del af den ved fejringen, og en gave fra søster på selve dagen. Til gengæld er det ikke stor fest igen. Her er der uddeling i børnehaven – meget low key – og livret til aftensmad.

Nu bliver han jo kun 4 år, så jeg kan ikke spørge ham, hvad han egentlig helst vil. Han svarer i så fald sikkert bare “Ha’ gaver!”. Jeg prøver at tage udgangspunkt i mine egne minder om at have fødselsdag på en pænt nederen tid af året.

Kunsten er at fejre uden at toppe med endnu mere halløj, i en måned, hvor ungerne i forvejen får mentalt overload af aktiviteter og indtryk. Kunsten er et værne om begge “højtider”, uden at overgøre det eller negligere noget. Kunsten er i øvrigt også at invitere tidligt nok, så familien kan komme.

Jeg synes, vi får det til at fungere godt. Well, hvis jeg ikke var dødtræt i forvejen, så er jeg det da efter en børnefødselsdag i december. Men det er man vel altid. Jeg glæder mig som et lille barn til at fejre ham. Til at fejre hans fjerde år trods alle odds.

Snart skal vi fejre din fødselsdag, din lille julenisse! Mor elsker dig til stjernerne og tilbage igen!

Kærlighed

Misforstået hensyn

Misforstået hensyn

Alle børn elsker jul og julelege, gør de ikke? Mange, men ikke min søn.

Hans søster har altid elsket at bygge spændingen op til jul. Hygge og pynte og pakke ind. Åbne julekalendere og se, om nissen har lavet ballade. Selv om hun allerede som 3-årig selv gennemskuede, at jeg var husets nisse, ønskede hun ikke, at julelegene skulle slutte. I stedet for at jeg bare gav hende en adventsgave, skulle vi stadig gøre et nummer ud af det. Hurtigt blev det under dække af, at lillebror skulle overraskes (og hun får selvfølgelig stadig gaver!). Har jeg sagt, at jeg elsker hende højere end højt, lige præcis som hun er? <3

Vi har lavet nisseløjer for ham, da han var 2 og 3, men her ved 4 år er der noget, der har ændret sig. Søster og jeg har pakket ind og hvisket om, hvordan vi kunne lave søde og sjove nissedrillerier. Dril på den gode måde. Men her ved 4 år har det den modsatte effekt. Han forstår ikke, hvorfor vi køber julegaver, som bare skal ligge og vente til én eller anden dag, vi går og kalder juleaften. Især ikke dem, hvor hans navn står på.

Han blev ked af det i går – og velsagtens også lidt utryg – igår aftes, da hans søster, ganske velmenende, tog ham med i kælderen for at se efter nissespor. Dér lå alle julegaverne, men ikke en gave, som han kunne åbne, selv om søster fortalte ham, at der kom nisser om søndagen. For hvad er søndag? Hvornår er det? Og går der en nisse rundt i kælderen, når han ikke ser det? I hans hus. Og hvem er den? Han kunne tydeligt ikke lide det. Han satte sig bare ned og græd og ville ikke være med.

På overfladen kunne han godt komme til at virke utaknemmelig og forkælet, når han sad dér og græd og sagde “Jeg vil ha’ en gave“. Men jeg ved godt, hvor det kommer fra. Det kommer af alle vores andres krumspring og forventninger til julen. Alle vores forestillinger om, hvordan det skal være for børn. I en god mening. Men for ham dur det ikke. Ikke lige nu i hvert fald. Lige nu er han knap 4 år og har følelserne strittende i alle retninger for at få verden til at give mening og finde sin egen vej i den. Og så skal jeg som den voksne pakke alle forældre-jule-krumspring væk. Keep it simple!

Vi skal ikke snakke om nisser i huset, hvis han bliver bange. Og når søster alligevel ikke tror på dem, kan vi jule på helt andre måder. Så skal vi bare i fællesskab åbne gaver hver søndag frem mod jul uden julelege. Jeg tror godt, vi kan gøre mælken grøn og lægge kartofler i støvlerne, hvis det er. Vi skal bare ikke bygge et eller andet univers op omkring det. Når jeg tænker over det, havde jeg intet af sådan noget, da jeg var barn. Det var min mor, der gav mig adventsgaver – slut prut finale. Tror ikke, det er dér mine personlighedsmæssige særheder oprinder ;-).

Kort sagt: Jeg har to helt forskellige børn, som jeg prøvede at putte ned i en julekasse af mainstream forventninger. Ingen af dem passede i kassen, da den ene var for kvik til at gennemskue mig og den anden ikke bryder sig om det. Det skal være for deres skyld og ikke min, og det er helt helt fint med mig. Jeg har, uden at vide det, taget et misforstået hensyn.

Ikke flere julelege. Herfra skal jeg kigge endnu mere på det lille fine drengebarn, jeg har skabt. Han skal nok vise mig, hvis han ønsker løjer. Han er selv fuld af dem, så vi kvitter nisserne og gør det på gammeldags vis.

Glædelig første søndag i advent <3

Kære investor

Kære investor

Mine børn er investorer. I en alder af 6 og knap 4 har de aktier i 2 selskaber, hvilket er mere, end deres mor nogensinde har været. Jeg har haft aktier i det halve.

Sagen er den, at deres ene sæt bedsteforældre har valgt at investere ungernes børneopsparing i stedet for at sætte penge ind hver måned. Ja, jeg er mor til to små heldige asener! Børnene fik ved deres dåb aktier som gave, og bedstefar holder et skapt øje med dem. Aktierne, altså.

Det er en anden måde at gå til en børneopsparing på, men egentlig ret smart, taget i betragtning af, hvor ringe renter de fleste banker tilbyder på børne- og bedsteforældreopsparinger. Jeg havde aldrig forestillet mig, at mine unger skulle eje aktier, før de selv blev gamle nok til at kunne og måtte investere selv, hvis de ønsker.

Men det betyder også, at mine unger får breve om lovændringer og investeringsinformation. De får et børsmagasin hver, og bliver inviteret til investormøder, aktieaftener og generalforsamlinger i de respektive virksomheder, de har aktier i. Lidt surrealistisk og egentlig meget komisk.

De kan hver gang vælge at sende deres økonomiske rådgiver eller at møde op selv. Jeg gad godt se resten af aktionærerne i ansigtet, hvis to unger under 7 sad med ved bordet i Industriens Hus eller lignende steder. To som ville bede om ketchup til deres Hors d’oeuvres. Det kunne jeg virelig godt se det sjove i!

So far har vi pænt takket nej, eller givet bedstefar fuldmagt til at deltage, hvis han lyster.

Dog alligevel lidt vildt, at dele hus med hr. og frøken Investor, som stadig skriger på mor, når måsen skal tørres eller når den anden driller :-D.

Investor

 

Julen 2017: De første forberedelser

Julen 2017: De første forberedelser

I dag tog vi de indledende manøvrer til julen. Det stikker helt af for (den forhenværende) juleskeptiker nr. 1. Jeg kunne ligefremmest mærke, at jeg glædede mig… Hvad sker der???

Som sagt har det været lidt af en verdensklasse-weekend her i hytten. Og det fortsatte i dag. Manden kom hjem fra julefrokost kl. 3 og var frygteligt snaksagelig. Et eller andet sted pisse-irriterende, men også meget hyggeligt at ligge i ske og sludre uforstyrret. Fordelen ved at han ikke drikker alkohol er, at han faktisk var sammenhængende og kunne huske aftenens forløb.

Yngsten var tidligt oppe, og formåede ikke at vække søster. Han og jeg tøffede ned i sofaen kl. 7.30 (hvillet er UHØRT sent her i hjemmet!) og så Ramasjang og spiste hjemmebagte boller med smør. UHMMM! Søster fulgte trop, og farmand kom også ud af fjerene.

Herfra bød dagen på indkøb til ugen, lillebror på legeaftale med én af hans mange små veninder, en tur i IKEA med ældstepigen – bare os to hånd i hånd – og så hjem og spise rugbrødsmadder med lun leverpostej. Det blev endda også til en lang løbetur i det smukkeste solskin. Ud langs skovområder og forbi vores total awesome atletikanlæg til nogle runder med fuld fart på. I love it! Imens havde ældsten fundet en legeaftale med en pige fra vejen og var i fuld gang med en god leg.

Downside: Der skulle stadig skovles vand fra håndværkernes skyttegrave af nogle hjulspor i haven, for at undgå, at det samler sig ved fundamentet. Men hey: Optur. Solen skinnede fra en skyfri himmel.

SHIT, hvor har jeg trængt til sådan en weekend her! Bare hjemme og helt igennem almindelig. Ingen planer, ud over ungernes legeaftaler. Med fare for at være lyde kedelig, så elsker jeg en blank side i kalenderen, hvor jeg selv kan lægge mine planer og gribe den slags aftaler, jeg for sjældent har.

Julekassen kom ned fra loftet, og jeg vil spare dig for at vise den nissemassakre, yngsten har formået at udføre på under to timer med nisselandskab i vindueskarmen. Note to self: Drengebørn og keramiknisser er IKKE cool. Hurra for kontaktlim!

Jeg lovede egentlig tøsebarnet, at vi skulle lave juledekorationer, men hun var dødtræt efter en eftermiddag fuld af leg. Så det bliver i morgen. Til gengæld fik jeg selv kreeret årets adventskrans (som ret beset ikke kan kaldes en krans) og kalenderlysdekorationen. Så er vi for alvor på vej mod julen 2017. Faktisk om kun 5 dage. Crazy!

Julen