Om Nutella og verdens lækreste mand

Om Nutella og verdens lækreste mand

Det er måske ikke helt normalt at få tårer i øjnene, når man spiser ristet brød med nutella. Det kunne være fordi det smager noget nær guddommeligt. Men i mit tilfælde er det fordi det minder mig om en tid, som jeg ikke savner, men ikke kan glemme.

Sidst jeg spiste ristet brød med nutella var en kold vintermorgen i 2015 på afdeling A40 på Skejby Sygehus. Min søn sov rusen ud efter endnu en narkose, og jeg smurte mig en mad og fik en kop kaffe i mørket på stuen. Vi lå alene på stuen og ventede på forhåbentlig at blive udskrevet eller i værste fald at få endnu en stuekammerat, som græd hjerteskærende enten før eller efter operation.

Min søn havde denne gang “kun” været igennem et forsøg på kateterisation af arvævet efter hans store åbne hjerteoperation. Men selv om det “kun” var en lille omgang denne gang, var det ikke lykkedes at udvide afvævet og der var tilstødt endnu en komplikation i form af en åre i lysken, som skulle observeres for potentiel blodprop. Vi havde endnu ikke været igennem et indgreb eller en undersøgelse uden mindst én komplikation, som komplicerede hans forløb. Derfor var det lidt svært at få armene over hovedet i forhold til udskrivelse, for 1) hvad så, når udvidelsen ikke lykkedes? og 2) hvor fedt var det at forlade sygehuset og køre 150 km. hjem med viden om, at min søn potentielt kunne udvikle en blodprop i benet?

Nutella was highly needed!

Det er 3 år siden nu, og vi har HELDIGVIS ikke været indlagt siden. Ikke for noget med hjertet i hvert fald. Det er jeg mega taknemmelig for! Han er en sej bøf, ham den lille. Her i ferien har jeg haft ekstra tid til at tænke over, hvor stor og sej, han egentlig er. Han er faktisk det sejeste menneske, jeg kender. Fra lille og uden garatier for at overleve til en stor dreng, som or alvor udvikler sig i børnehaven. Sproget, legen og hans viden om verden. Han leger med sin søster og sine venner og med, hvad hans egen krop kan. Dykker i svømmehallen i en sådan grad, at jeg indimellem kommer hen og hiver ham op af ren og skær refleks, fordi mit moderhjerte og min hukommelse fortæller mig, at han må være i fare. Tro m ig, han hyler og skriger og råber “Neeeeej, mor! Jeg kan godt selv! Du ødelægger det!”.

Sorry, baby! Mors hjerne har været programmeret til at gøre alt for at redde dig siden 20. graviditetsuge.

Om 11 måneder skal han i skole. Shit og Yay på samme tid. Min lille dreng bliver for hurtigt stor og det er helt vildt fedt, at han er kommet så langt trods alle odds. Jeg endevendte hans skab i weekenden, og alt i 104 var håbløst for småt. Da jeg ryddede op i hans skab i juleferien passede det fint. Han vokser og udvikler sig helt som han skal.

Han er så sej og stærk, at han indimellem får sin mor til at glemme, at han var syg. Og det er noget af en præstation, for det er som om, det blev en del af min DNA at være i panik-mode, da hjertelægerne skannede og fandt massiv deformitet. Han viser mig hver dag, hvor sej han er, og det gør det lettere at leve med minderne om den tid, der var og ønskerne om at hans fremtid må blive lige så stærk og relativt problemfri, som nu.

Verdens lækreste og stærkeste mand er 4 år, 107 cm. lang, vejer 19 kilo og har små 30. cm ar fra hals til mave. Og jeg er verdens heldigste kvinde, at få lov til at være hans mor <3

Sne er sundt for sjælen

Sne er sundt for sjælen

Det var måske ikke sne, jeg drømte om i min påskeferie. Men når den nu er her, så lad os få det bedste ud af den. Det fik vi i dén grad her i ferien. Vi fik også det bedste ud af ferien generelt.

Jeg synes ofte, at jeg er nærmest latterligt dårlig til at lege og lade fantasien få frit spil sammen med ungerne. Hvem kan ikke lege med sine børn? I mit baghovede rumsterer der tit tusind ting, jeg kan eller skal, og så har jeg svært ved at forholde mig til, hvad Barbie sagde eller gjorde, og hvor mange kilometer i timen, bilerne skal køre på rumbanen på Mars og siger “piiivvvv crash bum bang swisssssh”.

Her i påskeferien har jeg virkelig lagt mig selen for at være den gode, sjove, nærværende mor. Jeg har leget med Polly Pocket, har bagt boller og pølsehorn, har taget ungerne med i biffen, har læst løjt i timevis, har sunget og tegnet, klippe-klistret, budt legekammerater velkommen, leget i sne, været på legepladsen og meget andet. Det har været sjovt og godt, men ikke uden børn, der trods rigelige mængder opmærksomhed alligevel fadt tid og behov for at slås over småting. Heller ikke uden til en vis grad at trække veksler på mig selv, kan jeg mærke. Jeg har trængt til selv at ånde lidt op og trække mig tilbage, men har givet ungerne så meget, jeg kunne, fordi jeg føler at jeg giver for lidt opmærksomhed i hverdagen.

2 gange i løbet af ferien har jeg overvejet at spille time-out-kortet. At sige nej til en oplevelse for at blive hjemme og mærke stilhed og alenetid i eget hjem. Den slags tid har der været forsvindende lidt af de seneste 7 år. Manden og børnene ville gerne på kælkebakken og en tur i svømmehallen. Jeg overvejede virkelig at blive hjemme begge gange, og måske burde jeg have gjort det, men det er på kælkebakken og i svømmehallen har det med at blive hængende i hukommelsen. En tur ud i et noget nær magisk sneklædt landskab med kælk i ferien, hvor tiden ikke betød noget – det er den slags oplevelser, der bliver til minder. Og det minde ville jeg ikke være fraværende i!

Sne er klart smukkere, når man har fri og kan gå og kigge på det, end når man skal afsted 15 minutter forsinket med to børn før en arbejdsdag. Det var sk**eflot! Der manglede bare lige en talende snemand og et rensdyr og en isdronning – så var det ren magi.

Svømmehallen var – tja…svømmehallen, og ikke tilnærmelsesvis magisk i sammenligning med ovennævnte. Jeg er normalt ikke til klor og fællesbad, men indrømmet: Det var sjaw! Især fordi at lige pæcis i dag min datter overvandt skrækken for vandrutsjebanen og min søn pludselig begyndte at dykke frivilligt.

Det var vigtige øjeblikke, og jeg er glad for, at jeg ikke valgte at blive hjemme. Så vil jeg hellere øve mig i at trække stikket lidt mere i hverdagen. Vi skabte minder i denne ferie. Vi gav nærhed og viste ungerne, at mor og far ikke kun er formaninger, for lidt tid og jævnt fortravlede individer. Vi kan også være fjollede og sule hinanden i sneen eller kaste rundt med hinanden i svømmehallen. Vi var både mor og far – og kærester – som vi gerne ville være. Vi var fakisk i nærheden af at være så carefree, som vi var, før vi blev forældre og et enormt ansvar hvilede på vores skuldre. Who would have thought.

Hvorfor pokker er det så svært i hverdagen? Hvorfor skal hverdagen føles som en marathon og ferierne som et flygtigt øjebik?

Denne ferie gav minder og noget udefinerbart, som er værd at minde hinanden om, når hverdagen igen sluger det bedste af os. Er jeg udhvilet? Ikke i nærheden af. Glæder jeg mig til at komme på job? Ærligt svar: Ikke det fjerneste! Jeg håber, mine børn har fået lige så meget ud af ferien, som jeg har, for jeg synes, den har været god trods tanker om strejke, lockout m.m.

Åh, hvor jeg allered glæder mig til den næste ferie sammen med min lille enhed og føle mig som mig igen <3

Ingen Mother of the year

Ingen Mother of the year

Der er de dage, hvor man bare ikke ligger lunt i svinget til at kvalicficere til mother of the year-titlen. Hvor man jogger i spinaten og bruger resten af dagen på at prøve at håndtere den dumme følelse i maven. I dag  var det noget nær et guilt-trip fra morgen til aften.

Manden min afleverer ungerne i torsdag. I dag havde jeg fri, så jeg tog den lille i børnehave, imens mand og datter cyklede i skole. Jeg skulle en tur forbi min læge kl. 9.00 og tog en hurtig kop kaffe hjemme, inden jeg cyklede ind til lægen. Alt imens min telefon åbenbart lå og hyggede sig på lydløs i tasken. Alt imens manden forsøgte at ringe 3 gange. Jeg så opkaldene 8.30 og læste SMS’en. Gymnastiktøj og biblioteksbøger manglede. Herregud, tænker du måske. Men det gjorde det også i sidste uge, og derfor var jeg knap så afslappet omkring det.

Jeg kunne godt pudse glorien og tænke, at det jo ikke var MIG, der havde glemt det for anden uge i træk. Men hun er MIN datter, og jeg vil meget nødig, at hun ikke har det med i skole, som er nødvendigt for hendes skoledag – hun  skal ikke stå udenfor eller være på sidelinjen unødigt.

Så op på cyklen i en helvedes fart. Mor her trampede i pedalerne, godt hjulpet ppå vej af en heftig cocktail af tidspres, guilt-trip og frustration over min bedre halvdels manglende evne til at huske. Løb ind på skolen. Ingen børn i klassen. SHIT! Var det så gymnastiksalen eller biblioteket, jeg skulle satse på at nå at finde dem i, inden jeg blev nødt til at køre til læge? Jeg satsede på gymnastiksalen og trak heldigvis det længste strå her.

Foran hele klassen fik hun nu sin gymnastiktaske og jeg hang biblioteksbøgerne i hendes garderobe. Lige i dette øjeblik gik det op for mig, at hun skulle præsentere en bog for hele klassen – siddende i en f-ing stor fortællestol – og fortælle og vise billeder. Fra en bog, der ikke lå i tasken! Goddamnit! Ingen mulighed for at nå hjem og hente den, ingen mulighed for at låne den på skolen, eftersom eneste eksemplat lå hjemme på køkkenbordet og larmede i sit fravær. Her var der ingen gymnastikbluse, hun kunne få overhovedet og så var alt godt. Her kunne hun ikke gennemføre det, hun var sat på til. På et podie, for pokker!

Jeg siger dig: Jeg har haft ondt i maven hele dagen. Ikke anet, om jeg skulle blive på skolen og sætte mig i den pokkkers stol sammen med hende og fortælle en historie eller hjælpe hende med at huske. Sige ærgerlig-ærgerlig til lægen, eller lade som ingenting og håbe, at hun kunne huske noget af det eller valgte én af de bøger på biblioteket, som vi har læst. For dem er der altså en del af. Mit hoved kunne ikke slippe det. Så meget fyldte følelsen af at være lortemor nr. 1. Også selv om jeg ikke var den, der havde glemt bogen. Det nyttede ikke rigtig at placere skyld, når barnet ligegyldig hvad ville sidde dér – foran klassen – og skulle sige: Jeg har ikke bogen med.

Det var med lidt nervøse og tunge skridt, jeg gik ind på skolen kl. 13.00. Følte, jeg havde et enormt neonskilt over hovedet, hvor der stod “hende moren, der glemte”. For pokker, det er jo bare en bog. Men min datter trives ikke super fedt med børnehaveklassen p.t. Hendes selvtillid er lav i øjeblikket og så havde vi lige muligvis gravet den følelse dybere ind i hende.

Jeg valgte at spørge ind til, om hun havde præsenteret en bog på biblioteket, selv om hendes mere eller mindre inkompetente forældre ikke havde fået bogen med. Hun kunne ikke skjule sin skuffelse. Av av! Læreren havde så valgt at en anden, der ville, havde præsenteret en bog og at vores datter tager plads i stolen efter påske. Det er en slags plaster på såret. Nu skal jeg bare lige finde ud af, hvordan jeg lapper den skuffelse, hun stadig bar på, da vi kom hjem. Bygger hendes selvtillid op til, at hun selvfølgelig skal sidde i den stol og fortælle.

Her kommer mit arbejde mig sandsynligvis til hjælp, da den nyeste bog i Det hemmelige rige-serien faktisk lige er landet på mit skrivebord. Hvis du har en pige i alderen 5-8 år, vil du sikkert vide, at barnet vil være top-begejstret. Din beggejstring er nok sværere at spore. Især, hvis du som jeg har læst alle 25-26 stykker i serien… (#glitterogglimmeroverload) Den vil hun gerne læse og anmelde foran klassen. Den er længe ventet og kan forhåbentlig højne både street-cred, selvtillid og hendes humør efter hendes forældres fuck-up i dag.

Det er ikke let at være skoleforælder. Heller ikke skolebarn med min mand og jeg som forældre, selv om vi prøver at huske og hjælpe. Slet ikke hvis barnet ikke helt er nede med skolen i øjeblikket og manden kan udstikke dessiner fra den anden side af Storebælt, men ikke selv eksekvere. Det er ikke første gang – og sikkert heller ikke sidste gang, jeg/han/vi ikke formår at nå/huske/gøre/hjælpe med det hele. Selvfølgelig kunne hun selv have husket bogen, men hun er kun 6 år. Det er stadig os som forældre, der skal sørge for at rammerne om hendes skolegang er i orden og lære hende at agere i skolen. Det skal vi så liiiige øve os på.

Satser ikke på, at hun som 25-årig skal i terapi på baggrund af denne situation. Jeg accepterer, at jeg ikke får medaljen for mother of the year i år – og sikket heller ikke de kommende år. Det bliver åbenbart ikke lettere at være mor, selv om man har haft tid til at øve sig.

Bloggeren, der blev væk

Bloggeren, der blev væk

Jeg er ikke blevet væk. Jeg er her. Lige herovre i hjørnet, hvor jeg prøver at samle mig selv lidt.

Jeg har været alt for stille på bloggen i alt for lang tid. Undskyld! Men jeg har strukket mig lidt for langt fysisk og psykisk på de seneste, og det giver oftest ris til egen røv. Det burde jeg have lært efter 36 år, men ak nej – det skete igen.

Jeg vil ikke have det til at blive en klagesang. Dem er der ikke mange, der gider synge med på, mig selv inklusiv. Det er bare sådan det er. Jobbet har taget sin tørn i en sådan grad, at jeg ikke har kunnet tænke to sammenhængende tanker, når jeg kom hjem. Der har været op- og nedture i familielivet. Sygdom og snue har tærret på kræfterne. Venner og den nærmeste familie har haft brug for mig, og hverdagens trummerum har taget sin sædvanlige luns af livet.

Jeg har tænkt tusind tanker, som jeg egentlig gerne ville dele her på siden. Nok mest for min egen skyld. Jeg har bare ikke haft for fem flade øres overskud til at gøre det. Simple as that.

Har I andre det også sådan? At I indimellem bruger jer selv så meget for at hjælpe andre, at I selv bliver væk i processen? At I føler, at I har gjort 1000 gode ting for andre, men glemt at gøre en eneste for jer selv? Jeg vil gerne hjælpe – det er en kæmpe del af min personlighed. Jeg tror fuldt og fast på, at den ene tjeneste er den anden værd og at hvis man selv tager del og deler ud, så kommer det godt tilbage. Det gør det heldigvis også i mange situationer, men andre gange gør det bare ikke. Hvad skal man så stille op med det?

Når min mand indimellem er i sit provokerende hjørne, hævder han, at samtlige gerninger er egoistiske og med en bagtanke. At man gør noget for andre for sin egen selvfølelses skyld. At man giver en gave i håb om at få én selv, eller at få ros og anerkendelse for det. At man bager boller til mødregruppen for at højne sit eget værd og tilsyneladende overskud. At man tager teten på jobbet for at modtage andres beundring.

På nogle punkter har han ret. På andre punkter vil jeg dog hævde, at man ikke har et valg. Når jeg gør noget for mine børn, er det for deres bedste og fordi de er afhængige af det. Så tænker jeg ikke på, om det får mig til at fremstå på en bestemt måde for dem, for andre eller for mig selv. Jeg gør det bare – og det skal jeg. Jeg er deres mor. Når jeg prøver at samle en ven op fra gulvet mentalt, er det ikke for selv at fremstå overskudagtig eller som en helt – det er fordi jeg holder af vedkommende. Jo, så hjælper de nok mig en anden gang, når jeg har brug for hjælp. Men det er ikke det afgørende i situationen. Skal man prøve at imødekomme hans tanke, er det i disse situationer, fordi man føler, at både børn og venner beriger ens liv på andre punkter.

Når jeg derimod står for forældrekaffe i børnehaven eller kører en bilfuld unger til børnefødselsdag, derude hvor kragerne vender, så er det med en bagtanke. Nemlig at vise overskud og velvilje. Bare en gang imellem. For at hjælpe mine børns hverdag og sociale liv på vej. Og håbe på, at andre forældre kører/bager/hjælper en anden gang. At andre synes, jeg bakker op om fællesskabet, selv om meget få mennesker drømmer om at sidde og vente i 3 timer, til man kan proppe bilen med børn igen og køre retur.

Jeg kan grundlæggende ikke lide tanken om, at det hele skal måles og vejes i, hvad man kan får for det, man gør. Jeg synes ikke, det er en del af at være (med)menneske. Dog, lige nu, hvor jeg føler, at jeg er delt i 1000 stykker, er det fordi jeg har spændt buen for hårdt. På nogle områder fordi jeg gerne har villet vise mit værd, men på mindst lige så mange, fordi jeg ikke har haft et valg. Tingene skulle bare gøres.

På jobbet har jeg været fristet til at lade være og se, hvad der så skete. Det samme hjemme indimellem. Ville verden gå under, hvis jeg ikke gjorde det/ikke var der/sagde nej tak? Måske. Måske ikke. Vi må nok erkende, at en del af problemet er, at jeg sjældent bare lader ting sejle. Jeg synes, jeg tager ansvar – bare ikke så meget for mig selv.

Jeg glæder mig usigeligt til påskeferien. Til at have 10 dage uden planer, hvor jeg skal prøve at hellige mig så lidt som overhovedet muligt. Hvis det altså kan lade sig gøre alene hjemme med 2 starutter under 7 år… Til at trække stikket og prøve at pleje en lidt mere egoistisk side, som jeg ikke er helt fortrolig med. Ikke være den, der siger “Jamen, de kan bare lege her hos os” og så ende med at være konfliktmægler og serviceorgan i 4-5 timer. Det er jeg såmen så rigeligt i hverdagene.

Min læring bliver forhåbenligt at sige mere fra. Sige fra for at passe på mig selv, og samtidig anerkende, at det at være servicemindet også er en del af at være mig. Jeg skal finde en bedre balance i det for mig selv og mine nærmeste. Elastikken skulle jo helst holde til jeg bliver gammel og slap og rynket over det hele. Og det er først, når jeg er 100 år, hævder min ældste!

DIY: Baggy-babybukser

DIY: Baggy-babybukser

Jeg har endelig fået gang i symaskinen igen og der er kommet hele to par baggy-babybukser fra min hånd her til aften.

Jeg skal ikke selv have flere børn, men det forhindrer mig heldigvis ikke i at sy til andre. Og når vores gode venner skal have en lille pige i maj, så er det er god grund til at sætte foden på pedalen og sy en masse fine små ting.

Jeg har en masse “rester” fra tidligere projekter. Ikke nok til at skabe noget i str. 110 eller 122 til mine egne banditter, men rigeligt til at sy babytøj i både str. 56 og 62. Bukser, huer, body, pandebånd osv. Det er total win-win. Det giver plads i skabet hos mig, det er godt at være nøjsom og bruge op, og de færdige stykker tøj giver luft i et budget, hvor pengene med fordel kan bruges til andet end babytøj. Og så gør det glad at give.

Jeg har brugt et mønster fra denne blog. Den er ret genial, fordi du let og enkelt kan måle mønster op til den størrelse, du skal bruge, og selv bestemme, hvor “baggy” modellen skal være. Helt op til str. 110.

Det meste af mit stof køber jeg hos Piraf.dk – også det stof, jeg benytter her: Resterne af en rapport med dådyr og resterne af top-lækkert stof fra Elvelyckan Design.

Baggy-babybuks

Denne model er super enkel at sy – faktisk så enkel, at min 4-årige har hjulpet mig ved maskinen (ok, med ført hånd). Det er sgu lidt vildt at tænke på, at en størrelse 56, som vi har syet i dag, engang var håbløst for stor til hans præmature krop. Når jeg sidder med det i dag, og knap kan sy buksebensrib sammen for mine tykke pølsefingre – og samtidig har en stor knægt i str. 110 siddende på lårene – så virker det som en fjern fortid. Som noget fra en anden planet.

Baggy-babybuks

1 time = to par “reste”bukser (og en hue, som ældstepigen har syet). Det er god brug, vil jeg vove at påstå.

Lur mig, om der ikke kommer en hel del mere fra hånden, når jeg får det sidste stof på plads i mit nye syværelse? Både til andre, til mine egne og til mig selv.

Hvis du vil se, hvad jeg ellers syr, så følg hashtagget #madebymetten på Insta, eller se med i sidemenuen.

God sylyst!

 

Torsdags-træls med et twist af galgenhumor

Torsdags-træls med et twist af galgenhumor

Jeg synes ellers, jeg efterhånden er er ganske god til at være mor om torsdagen. Jeg prøver altså også ihærdigt alle de andre dage. Men torsdag har jeg ikke så travlt – heller ikke selv om jeg står alene med banditterne til kl. sent. Ingen fritidsinteresser, vi skal nå, ingen indkøb og ikke ret meget “skal”.

Min mor kommer indimellem på besøg om torsdagen, hvilket indimellem kan hæve mit stressniveau indimellem, selv om vi så er to voksne om to børn. Den korte forklaring er, at min mor og jeg ser ikke altid ens på tingene, og det er ikke altid lige let. Nuff said.

Når jeg så ikke føler mig helt tilpas og føler, at jeg skal forsvare mine og mine børns handlinger, så kommer jeg – ironisk nok – til at skælde mere ud…på mine børn. Øv bøv! Det er ikke fedt. Hverken for dem eller for mig. Og sikkert heller ikke for min mor.

Filmen knækker, når alle stadig vil have et stykke af mig kl. 16.50, imens jeg prøver at få aftensmad på bordet. Når jeg prøver at få den ene til at lytte, hvad den anden siger og ikke afbryde hvert 5 sekund. Når det negative er i fokus og det positive har virkelig trange kår, og når jeg kan mærke en halsbetændelse komme snigende. Så hjælper det ikke altid at tænke på, at det er fredag i morgen og at solen skinner, selv om det er pissekoldt, at det er lønningsdag og at vi ikke skal andet end det, vi vil i weekenden. Åbenbart ikke.

Jeg prøvede, men alligevel kom jeg til at bide af den ældste, da hun tredje gang i streg afbrød mig, selv om jeg bad hende om lige at høre mig til ende. Resultat? Hun stormede ud af køkkenet, græd og var uforsonelig i en halv time. Den yngste har et attentionspan så lille, at man skal lede efter det med lup, og ordet nej har aldrig rigtig haft en effekt på ham. Især ikke, når han er sulten og raider hele køleskabet for ostehaps og smoothies, hvis jeg ikke er vaks ved havelågen. Min mor bemærkede deres “mærkelige opførsel”. Jeg var træt!

Og nu er jeg virkelig træt af det. Træt af, at jeg ikke var nok i kontakt med min fornuft, og lød følelserne få lang line. It’s a fu*king Jane Austen! Træt af ikke helt at slå til. Igen. Bare træt! Det er super træls at sidde i sofaen og være ked af det, der skete. At have lyst til at storme ind i soveværelset og vække ældsten og kysse-kramme livet halvt af hende og sige undskyld. Ret beset skal det siges, at jeg sagde undskyld og fortalte hende, at min måde at reagere på ikke var god mor-opførsel. Selv om intentionen var at gøre godt, så hun mere trist ud, og så tvivlede jeg igen på, om det var det rette. Skulle jeg så bare have ladet være og ladet som ingenting for ikke at åbne situationen igen? Hvad pokker gør man, når man gør det rigtigt? Hvordan gør den gode mor, når hun både er forstående og sætter grænser?

Jeg ved det ikke og indimellem tænker jeg på, om jeg nogensinde lærer det. Om jeg nogensinde føler, at jeg gjorde det helt rigtige. Når man så er torsdags-træls, så er det godt, at Intra kan sørge for lidt opmuntring.

 

Vinterferie i London med en 6-årig

Vinterferie i London med en 6-årig

Vi tog i vinterferien forskud foråret i altid mega-lækre London. Min mand, datter og jeg driblede en tur til min (vel nok) yndlingsby i Europa. Lillebror blev hjemme hos farmor og farfar. Indrømmet: Det hev i mit moderhjerte sådan at dele mine børn op, selv om jeg vidste, at han ville blive bundforkælet hjemme. Jeg er vant til altid at have dem sammen. Det føltes som forskelsbehandling af værste skuffe.

Sagen er den, at storesøster har fablet om at komme til London i laaaang tid. London er min mands og mit get-away en til to gange om året, når vi tildeles udgangstilladelse. Sagen er nemlig også den, at vi ikke har en voksen-weekend alene sammen meget oftere end det, da pasning langt fra hænger på træerne.

I januar spurgte vi den ældste, hvad hun allerhelst ville i vinterferien. Vi vidste udemærket, hvad hun helst ville, men kender hende også godt nok til at vide, at hun sjældent giver udtryk for store og dyre ønsker. Netop derfor får vi endnu mere lyst til indimellem at opfylde dem. Bare fordi hun er, som hun er.
“Jeg vil bare gerne have en dag alene sammen med dig og far”, lød svaret. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun mente det fuldt ud. Hendes smil, da vi fortalte hende, at hun kunne få hele tre af den slags dage – i London – var ubeskriveligt. i 4 uger har hun ikke fablet om andet end London, og NU skulle det så endelig være!

Jeg er jævnt rejsevant i London, så det er ikke en udfordring. Vi valgte også at bo i et af mine favorit-hoods: Earl’s Court, som har gode trafikforbindelser til det meste af byen ét sted fra. Hvad der potentielt kunne blive udfordrende ville være, om den unge dame kunne gå de afstande, London kræver, og om hun var med på undergrundsbanerne. Det blev ikke en udfordring overhovedet. Jeg tror simpelthen, hun havde besluttet sig for, at være stor nok og bevise, at hun helt sikkert var gammel nok til at komme med os. Hun var så sej! Og så glad! Jeg lyver ikke, når jeg fortæller, at hun gik 20.000-30.000 skridt pr. dag!

Det eneste, der blev en udfordring var at få hende til at sove længere end til kl. 5, at få hende til at spise noget, som ikke var præcis som hjemme og at prøve at tøjle min egen trang til at forkæle hende vildt. Vi var tidligt (!!) oppe hver dag (!!), hun endte med at leve af (hvidt) brød, smør, æg og laks Fra M&S Food, og jeg endte med at sige ja til det meste (av min pengepung!).

Hun var så optaget at det hele. I særdeleshed af bylivet generelt, så det blev ikke til store og lange museumsbesøg. Vi var omkring Big Ben, som er pakket ind på grund af restaurering (hvilket vi godt vidste på forhånd), men hun ville bare gerne set det. Vi gik ned omkring Buckingham Palace og formåede at få hende til at sige, at vi var mega pinlige, fordi vi jokede med, at dronningen nok inviterede på aftensmad, når prinsessen fra Danmark var ankommet. Vi shoppede i Hamley’s – total overgearet legetøjs mekka/helvede (afhænger af øjnene, der ser…) og hun fik lækkert forårstøj med hjem i kufferten. Vi kom også omkring Westminster Abbey, hvilket dog ikke vakte den store interesse. Og ja, så var vi bare. Var sammen – total udelt opmærksomhed. Det er noget af det, jeg ikke føler, jeg kan give i hverdagen. I hvert fald ikke nok til begge.

Og lige præcis det er grunden til, at jeg delte mine børn op. At de hver især har brug for alenetid med os. Denne gang var det søster. Næste gang er det lillebror. Om det er store eller små ting, vi skal, er ikke afgørende. Det er tiden og nærværet derimod.

London er altid lækker, og det var fedt at vise min ældste en del af det, jeg elsker ved den. 6 år er gammel nok til at opleve, huske, prøve sproget lidt af og til at kunne. Hun er sej og turen var en succes.
Og så gør det heller ikke noget, at der var 10 grader, fuld sol og påskeliljer på spring. For min skyld, kunne vi godt gøre det hele om igen lige om lidt igen <3

London

 

Drømmen om noget andet

Drømmen om noget andet

Jeg har lagt mærke til noget, igennem det sidste år. En sandhed, som gør lidt ondt. Hver gang jeg har ferie sammen med familien, drømmer jeg om at ændre hele den måde, hvorpå vores hverdag er indrettet. Jeg drømmer om at gøre noget andet, så vores hverdag kommer til at være en forlængelse af det, vi er i ferierne, og ikke dens diametrale modsætning.

For det føles sådan lige nu. Lige som weekenderne er mit high, så er ferierne det endnu mere. I ferierne er jeg tættere på at være den mor, jeg destræber mig på at være altid. Den mor, som tager tingene lettere og ikke hver dag sætter pladen i hak: Skynd dig lige! Kom nu! Jeg har jo sagt det 10 gange!

Når først man har sat sig med hus og bil og over 5000 kr om måneden alene til skole og institution, så kan det godt se sort ud for at lægge hele lo*tet om. Det er et spørgsmål om prioriteter – I hear ya! Det hele kan i princippet skæres fra og forsimples. Man kan blive tvunget til det eller vælge det.

Det handler i høj grad om de ydre faktorer, som alle æder en del af mig og min familie hver dag. Men det handler i lige så høj grad om, at se på, hvad man kan ændre på noget i hverdagen. Kan jeg undvære et job? Ikke hvis jeg gerne vil bo, hvor jeg gør og have mine børn på den skole, de er/kommer på. Kunne jeg tænke mig at gå hjemme lige nu? Ja, det kunne jeg faktisk godt – lige nu. Måske ikke om 5 år, når børnene ikke længere har så meget brug for mig, som de har i dag. Kunne jeg leve enklere? Ja, det er jeg sikker på, jeg kunne. Jeg har været privilligeret længe, i form af at jeg har tjent penge nok til at leve mere end at overleve.

Det er svært at sige, hvad der præcis skal til. Jeg kan bare mærke, at jeg skal ændre noget! Noget, som betyder noget, hvad enten det er én stor ting, eller flere små. Noget, som gør at jeg bliver gladere og mere nærværende.

Jeg er gået i tænkeboks, og med forårets komme, kommer optimisme og mod sandsynligvis også. I hvert fald bliver jeg ovenud lykkelig over at høre mine børns glade stemmer, imens de leger (please, ikke jinx’e noget ved at skrive det!), vintergækkerne med frost på under hækken, solen som skinner fra en skyfri himmel i dag, vinduerne som lige er pudset, vasketøjet på tørrestativet. Det er ikke en kæmpe Lotto-gevinst, der kan gøre mig glad (selv om den med garanti ville være rar og gøre mange ting lettere), men derimod det, jeg når fordi jeg vil og ikke fordi en anden kræver, at jeg skal. Det jeg er, fordi jeg har overskud til det og ikke det, jeg ender med, fordi andre forventer, at jeg gør.

Nyd dagen derude. Træk vejret helt ned i maven og pust langsomt ud. Træk den friske frostluft ind og lad solen skinne i dit ansigt. Og tænk spå på, hvad der gør dig mest glad <3

Hverdagen

20 tommer lykke

20 tommer lykke

I dag måtte vi hoste op med en ny cykel til ældstebarnet. Det er ikke meget mere end 1,5 år siden det skete sidst, men damn, hvor har hendes lange ben vokset sig endnu længere.

Det var også på høje tid. Sadlen var sat op til det yderste, hendes ben var ikke strakte, når hun cyklede, og hun kørte så håbløst langsomt, at jeg måtte skynde på hende konstant, for ikke selv at vælte selv, når jeg kørte bag hende. Ikke sjovt for nogen parter.

Så nu holder 20 tommer lykke i kælderen inkl. ny cykelhjelm. Det er ikke just den bedste dag at teste det nye vidunder, da sneen dækker provinsen, og det er om at holde tungen lige i munden, når cyklen er større og med gear, som lige skal læres. Hun har selv været med til at samle den og sætte refkelser på.

Faktisk insisterede hun på at sove i kælderen, for at være tæt på sin nye cykel, hvilket jeg dog modsatte mig. Lur mig, om den ikke ender med at komme op i stuen i morgen, hvis sneen stadig dækker gaderne. Jeg kan godt forstå hende. Jeg havde det på samme måde, da jeg var barn.

Det er alligevel lidt sjovt at se, hvad der har ændret sig på halvandet år. Fra 5 år til knap 7 år. Altså ud over de åbenlyse 20+ cm, hun er vokset i højden. Hun er stadig meget barn – præcis som hun skal være – og aner ikke, hvem Marcus og Martinus er, eller hvad forskellige YouTubere gør, kan eller siger. Hun er først lige begyndt at flirte med DR Ultra i stedet for Ramasjang. Og så er hun alligevel blevet ældre. Det bliver tydeligt at se på en dag som i dag. Frost og lyserød er ikke hot længere. Nu er cyklen sort med lilla striber – samme farve som cykelhjelmen – for det skal jo matche, forstås. Og det er virkelig vigtigt med gear på cyklen – lige som dem i 1. og 2. klasse har!

Hun er p*sse-stolt af sin nye cykel – og jeg er stolt af hende. Jeg glæder mig rigtig meget til at cykle foråret og nye eventyr i møde sammen med hende!