Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har

Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har

Tirsdag morgen med totale trætte børn (og forældre). Du ved, en af de dage, hvor en forkert sok kan få verden til at ramle…

Ungerne kom en del senere i seng, end de plejer, da der var afslutning på skolen i går aftes. Well, de sover normalt senest kl. 19.00, så det er altid lidt en udfordring med relativt almindelige arrangementer i skole, børnehave eller i familien.

Så vi startede dagen i minus, og det kunne mærkes. Lillemanden har ellers ladet nej-hatten ligge på hylden et stykke tid nu, men jeg skal da lige love for, at han havde taget den på her til morgen. Skrig og skrål. Nej, nej og attter nej. Kaste med alt og slå hælene i. Selv om jeg VIRKELIG strammede mig an og selv om jeg selvfølgelig godt vidste, hvad årsagen var, så var det VIRKELIG svært at holde igen og ikke være unødigt sur. Jeg syntes, jeg klarede det ganske ok, omstændighederne taget i betragtning, men hans søster, som var lige så træt, satte også i et hyl og stampede i gulvet:

Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har“, hylede hun, så højt hun kunne, alt imens tårerne kom frem som et lyn fra en skyfri himmel.

Så var det bare lidt svært at fortsætte med at være sure. Og rigtig svært ikke at lade være med at grine.

Ens unger rykker så mind-blowing meget ved ens værdier og hverdag, og det kan føles som om, livet indimellem presses halvt ud af én i forsøget på at lykkes. Men de lærer én så meget og ser indimellem lige igennem situartionen uden et filter. Og så virkede det pludselig virkelig latterligt at stå en tirsdag morgen og være sure på det dyrebareste vi har, nemlig hinanden <3

Gode podcasts: Hit med dine

Gode podcasts: Hit med dine

Imens vi byggede hytten om, fik jeg for alvor øjnene op for, hvilken fantastisk opfindelse podcasts er. Ting skulle gøres og der opstod pludselig et rum, som føltes eksotisk og på samme tid velkendt, hvor man havde en ledig stund i sine øregange, imens væggene blev spartlet og malet, eller imens alt byggeaffald skulle sorteres og køres væk. Shit, det ville jeg gerne have fået øjnene op for, imens jeg gik endeløse ture med barnevognen, fordi ældstebarnet kun sov, hvis vognen trillede.

Vis mig den småbørnsforælder, som ikke ihærdigt har prøvet at følge noget, man synes er viiiirkelig spændende på TV eller i radioen, hvor det ikke er muligt at sætte på pause eller starte forfra, for så at blive afbrudt 117 gange af stort og småt, banditterne vil, gør, kan og ikke kan. Så er podcasts jo genialt.

Jeg elsker så meget at lytte til dem, når jeg maler, når jeg gør rent, når jeg går en tur eller når jeg cykler på arbejde. I en hverdag, hvor her og nu-behov kommer før fordybelse og tid til at samle viden, giver det mig rigtig meget at kunne fokusere på ét emne eller én ting i 30-40 min. Få koncentreret viden eller forskellige synspunkter direkte ind i øregangene, også selv om den yngste skriger “Hvem vil gerne tørre mig?” fra toilettet. Det er for mig en vild luksus at kunne fokusere på et emne i en hverdag med en million ting, som kæmper om opmærksomheden.

At have en høretelefon i det ene øre, imens jeg laver mad og ordner andet praktisk udelukker ikke ungerne fra at få min opmærksomhed, lige når de har brug for den, og virker langt mindre isoleret og egoistisk, end hvis ungerne konstant så mig glo på en skærm, imens jeg læste en artikel. Ok, det ville også være utopi, med den alder, de har. Ikke destomindre er deres far overraskende god til det…

Jeg lytter til forskellige podcasts. Dem om markedsføring og kommunikation til jobbet. Dem om forældreskabet. Dem om verdens sammenhæng og politik, og nogen gange om dem med streaming og musik. Lige nu lytter jeg mest til podcasts om at have et skolebarn og det, det betyder for barnet, familien og skolen i sig selv, og her er Forældreintra fra Radio 24/7 et ganske glimrende bud (hvis man hører til dem, som kan holde René Fredensborg ud i større doser, altså).

Mine yndlingspodcasts i forældre-kategorien er:

En udvalg og en blandet landhandel af andre podcasts, jeg lytter til er:

Hvis du knus-elsker podcasts lige så meget, som jeg gør, så smid mig hjertens gerne dine yndlings-casts lige midt i mit kommentarfelt. Jeg vil meget gerne inspireres (og lige så gerne høre, hvad det er, du bliver fanget af ved dem!) 🙂

Kh, Mette

Hvorfor mænd dør før kvinder – og kvinder dør af skræk

Hvorfor mænd dør før kvinder – og kvinder dør af skræk

Er jeg er en pylremor? Selv om jeg ikke er meget for at indrømme det, så er der nok en vis sandhed i det. Mine børn har altid haft en relativ vid komfortzone, og den der med at de stopper, når de kommer for langt væk, den har aldrig rigtig holdt.

Mine unger er ikke svære, selv om de indimellem kan drive mig halvt eller helt til vanvid. De er sgu nogle gode, skønne og fornuftige unger, som har et relativt koncept om verden allerede. Vi skal bare lige arbejde liiiiidt mere med den lilles evne/vane/uvane med at kaste med ting, når han bliver vred. Her er der stadig ret meget rum for forberding…

Well, frem til pointen. Jeg er nok lidt for god til at sige “pas på” – også selv om de er nogle skide søde unger, som kender grænserne. “Pas nu på, når du løber ned af bakken”. “Pas lige på med ikke at cykle for stærkt”. “Pas på, du ikke taber den”. Du ved, den type, hvis indre biograf spiller lidt for meget katastrofefilm, uden at der nødvendigvis er helt så meget grund til det. Eller er der? Er det bare en dårlig vane?

Min mand siger ofte, at så må de sgu slå sig. Så må de lære, at noget var dumt eller farligt. Min fornuft tænker, at han da har ret – de kan og skal ikke pakkes ind i bobleplast hele livet. Mit moderhjerte skriger, at han skal klappe i. For jeg har sgu ikke lyst til, at de skal slå sig hårdt eller ende i noget, der er farligt. Det er et spørgsmål om for lidt og for meget – og jeg er jo ganske udemærket klar over, at jeg skal give slip. Men lad mig lige gøre det gradvist, ikke? 😛

Derfor var det med sammenvredne hænder og med hjertet oppe i halsen og noget nær opkastfornemmelse, at jeg i dag så til imens min 7-årige datter ræsede for fuld smadder ned af en stejl, asfalteret bakke på sit løbehjul. Hurtigere og hurtigere på regnvåd asfalt. Jeg nåede at sige “Pas på. Det kan være glat, når det har regnet” – sådan ca 30 sekunder før hendes far råbte “Bare giv den fuld gas”. Hun lyttede tydeligvis mest efter sin far.

Der skete ikke noget, men der var fuld gang i biografen, siger jeg dig. F**k mand, hvor min krop reagerede, og jeg hadede min mand en lille bitte smule lige dér.

Sådan havde jeg det også lidt dagen før, hvor jeg kommer ud for at tømme postkassen og jeg til min store overraskelse ser min datter cykle ud i rundkørslen for enden af vejen. Du ved, en af de der “rundkørsler”, som bare er tegnet på vejen og som ingen rigtig respekterer alligevel. For mig så det ud som om, at hun  kørte ud uden at se sig for, og en del af mit indre døde lidt i det øjeblik. Der havde hun aldrig været før alene.

Jeg prøvede at forholde mig i ro, til hun igen lavede 2 meter lange bremsespor på vejen foran mig. “Kiggede dig dig for????”, gispede jeg. “Ork ja, mor. Far sagde, at jeg gerne måtte! og der kom jo ingen biler.”
Jeg vil virkelig ikke mistro hende, men jeg er også pinligt bevidst om, hvor distræt, hun i øjeblikket er, og hvor meget hun kører på autopilot.

Mænd ser ikke farer på samme måde som kvinder – og i den henseende kan det godt undre lidt, at det var dem, der var jægerne i stenalderen. Bjørn? Naaaah, den gør nok ikke noget. Haps. Død.
Jeg ved godt, at jeg skal give slip. Og jeg ved også godt, at det nu engang er godt nok, at min mand indimellem bare lader dem gøre ting, så jeg ikke skaber små neurotiske individer, hvor min hensigt er at opdrage dem som selvstændige små væsner med en god portion ben i næsen. Fornuft og følelser er i en indre kamp som vel egentlig bare hedder moderskab.

Jeg hedder Mette og jeg er en pylremor.

Som det siges: Giv mig sindsro til  at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,  mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

Imens jeg øver mig, så er der altså en grund til, at kvinder lever længere end mænd (og forsøger at lade vores børn gøre det samme!). 

 

Mere sommer-taknemmelighed (og noget om at blive voksen)

Mere sommer-taknemmelighed (og noget om at blive voksen)

Jeg drysser lige lidt mere taknemmelighed ud over den danske sommer. Mit seneste indlæg var en ode til de danske sommeraftener. I dag drysses der lidt glimmer over havens glæder.

Spurgte du mig for 15 år siden, så skulle jeg aldrig bo i forstaden og værne om mine frie weekender hjemme. Spurgte du mig for en 6-7 år siden, ville jeg have forsvoret, at jeg aldrig skulle blive en form for selvvalgt selvforsynende og proppe mine små terrorister med hjemmedyrket frugt og grønt. Der er løbet meget vand i åen siden – og en hel del afgrøder i jorden. Og jeg er ret vild med det!

I dag har jeg høstet årets anden store høst af rabarber, som fluks er forvandlet til saft efter denne opskrift blot med lidt mindre sukker i (smag og behag selvfølgelig :-)). Der er jordbær, ærter, bønner, spinat, blåbær, solbær og ribs på spring – og krydderurterne dufter skønt under soveværelsesvinduet. Det er simpelthen sommerrigdom i sin reneste form <3

Min have er zen, selv om der sjældent er ro i den før kl. 20. Der er skvalderkål i rigelige mængder i hækken og mælkebøtter i græsplænen, men den er min og jeg elsker den, selv om den aldrig kommer til at kandidere til Havemagasinet eller lignende.

Spurgte du mig for blot 2 uger siden, ville jeg have forsvoret, at jeg ikke ville ønske, at det ville regne stabilt et par døgn. Lige nu ville både min have og min høst dog være ret taknemmelige for 48 timers regn, så det ikke dør helt hen, før det hele knap er begyndt.

Ja, sådan ændrer ens perspektiver sig så hele livet – over ugen, måneder og år. 36 going on 80. Måske jeg rent faktisk er blevet så voksen, som min dåbsattest påstår? Ligegyldig hvad, så er det her, jeg helst vil være, og jeg gør mig ingen tanker what so ever, om jeg er kedelig, som dengang for 15 år siden.
Om et øjeblik sniger jeg mig ud i ungernes badebassin og køler af inden natten og tørrer på trampolinen, imens jeg lytter og indsnuser haven. Hvis du har muligheden, skulle du prøve det 🙂

Sommeraftener

Sommeraftener

Jeg knus-elsker sommer og især sommeraftener. Der er noget ganske magisk over lyset, luftens varme, legen og den tid, som synes at være længere end resten af årets dage. Det føles som en synd at sidde inde på kontoret hele dagen, når Danmark tilsmiles med så fantastisk vejt. Det er jo en rum tid siden, vi havde i nærheden af en hæderlig sommer! Men pengene tjener jo ikke sig selv. Desværre.

Min have, mine jordbær og min nyanlagte græsplæn gisper efter vand, men mig, jeg suger solen til mig, når jeg har fri. At have så godt vejr i maj og starten af juni føles som om, man laver overtræk på kontoen. At man bruger af sommerferiens sol, før den overhovedet er startet. For Christ’s sake – det regnede jo non-stop sidste år! GISP!!!

Overtræk eller ej – jeg ELSKER det! Jeg elsker at høre ungerne juble i badebasinet, imens jeg klipper ned og luger ukrudt og tuller rundt i haven. Jeg elsker at se deres fryd, når de splitterravende nøgne spæner efter hinanden med haveslangen. Jeg elsker at se dem dejse omkund i vores seng, når de har brugt alle kræfterne. Og jeg elsker at være i haven til det bliver køligt, men ikke mørkt.

Jeg føler mig fri og stærk på en anden måde, når solen og varmen har fat. Trætheden føles ikke på samme måde drænende, og jeg føler mig anderledes fri og fuld af selvtillid, når fuglenen synger, imens jeg ligger og lytter på trampolinen efter løbeturen eller havearbejdet.

For min haves skyld kan jeg godt tage nogle dage med regn. Hvis altså bare solen lover at komme igen og skinne hele juli måned, så mine børn kan få somre, som jeg husker mine i barndommen. Sol, solbær, sjov og saftevand i skyggen. Strand, sand, vand og mini-golf. Blommer og sommeræbler, grill og snobrød.

Jeg elsker sommeren og jeg glæder mig VILDT til det bliver juli og jeg løber ud fra kontoret og ud i et mekka af tid og frihed og samvær med mine nære og kære. Hvis det skulle blive i fuld sol, så skulle jeg være så evigt taknemmelig <3

 

Børnefamiliens tid

Børnefamiliens tid

Shit, igår sad jeg midt i sofaen og følte, at mit liv var på TV. Manden var ude med en kammerat, imens jeg sad hjemme og så temalørdag på DR2. Ja, så er man blevet så gammel…

Jeg havde nok satset på en chick-flick eller en eller anden actionfilm, der hverken krævede eller tog for mange hjerneceller, imens jeg så den. Men jeg blev fanget af programmet “Børn er roden til alt ondt”. Et indblik i familieliv og børneliv omkring 10’erne.

Hvordan vi både kæmper men muligheder og begrænsninger. Med forventninger (egne og andres), arbejde og familieliv. Med at få det hele til at gå op uden at tabe os selv eller vores børn. My life indeed!

Den ene forsker beskrev det som en “idealiseret kultur med 100 muligheder“. Og det lyder ganske rigtigt set fra min vinkel. Før jeg fik min første, var jeg lykkeligt uvidende om mange ting. Bl.a. hvor mange meninger, der er om moderskabet og hvad det skal indeholde. Ligeledes hvor svært det kan være at føle, at man kun er halvt til stede de fleste steder i livet: På jobbet, over for vennerne, i parforholdet og i moderskabet i særdeleshed (og at håbe inderligt på, at ingen af parterne lægger mærke til det. #selvbedrag).

Det er hamrende bipolært. For jeg kan få helt ondt i maven over at skulle være væk fra mine børn en hel nat og nogle dage er jeg ved at løbe ned til skolen og børnehaven, fordi jeg har savnet dem så meget. Og så er der dage, hvor de skændes så meget og/eller mine indre batterier er så afladet, at jeg ønsker, at de var væk et stykke tid. Ikke alt for lang tid, men lige nok til at jeg kunne glemme alle forpligtelserne og gøremålene et øjeblik. Glemme følelsen af slet ikke at være “mig” mere. Jeg er blevet til et andet “mig” på godt og ondt, og skal jeg lægge hovedet på blokken, så ville jeg vælge det “andet mig”, hvis jeg blev bedt om det. Men det forhindrer mig ikke i indimellem at savne det og den, jeg var.

En anden forsker talte om lykketab i den tid, der siges at være den lykkeligste i éns liv. Tab af lykke, frihed, fællesskab og nærvær. Det er ingen af os vel stolte af at indrømme, selv om en stor del af os nok har følt det, hvad enten det var et kortvarigt stik eller en nagende, insisterende følelse. For har jeg ikke også fået lykke? Oplevet lykke og tryghed, når mit barn søger mig og viser mig, at han/hun ikke kan eller vil undvære mig. Lykke, når man lytter til deres sagte åndedræt en lørdag aften. Lykken, når man hører dem grine inderligt. Lykke når man ser deres søskendekærlighed. Lykke, når det indimellem lykkes, hvad enten det er store enner små sejre: Det lykkedes mig at komme igennem dagen. Det lykkedes mig at lade være med at skælde ud i dag. Det lykkedes lægerne at redde min søns liv. Det lykkedes mig at opdrage en helt igennem empatisk lille pige. Det lykkedes mig at nå det hele.

I programmet skulle en far og en mor meget lig min mand og jeg prøve at få familielivet til at gå op via en coach. De skulle finde mulighed for en børnefri weekend en gang om måneden, fordi hjælp udefra ikke var noget, der hang på træerne. De skulle prøve at skære hverdagen ind til benet, så der blev mulighed for at have masser af tid med ungerne, men også øjeblikke alene eller i tosomhed. De skulle prøve at få arbejdsliv, transport og fritidsinteresser til at gå op, selv om det syntes som om, der ikke var tid til det. Det var nærmest smertende lig med de prioriteringer, vi ofte kæmper med – og samtidig var det ekstremt befriende at vide, at der findes andre, som også kæmper med det samme. At jeg/vi ikke er eklatante fuck-ups på forældrefronten. Der er nogen som os. Måske flere end vi tror?!??

Men hvis vi så fik den tid? Hvad ville vi så bruge den på? Ville vi bruge den på os selv, på at komme i bund med bunkerne eller sammen med børnene? For hvis man føler sig hamrende utilstrækkelig på nærmest alle fronter – hvor giver det så mening at sætte ind? Det er jo så næste dilemma. Jeg for mig selv kan i hvert fald sige, at jeg ikke ville bruge den på at arbejde. Jeg ville bruge den hjemme; hjemme i en afveksling mellem sammen med ungerne, ved siden af ungerne eller uden ungerne. Bare hjemme uden at skulle noget.

Mine unger har ikke været roden til alt ondt, men siden jeg har fået dem, har jeg indimellem fået svært ved at genkende mig selv. Jeg er helt sikkert vokset som person, selv om jeg indimellem kan føle mig som et meget lille, meget tarveligt menneske, når jeg føler, jeg fejler eller ikke kan række eller rumme mere. Jeg har lært en masse af at blive mor. De vildeste ting. Igen på godt og ondt.

Jeg elsker mine børn sindssygt højt, men indimellem elsker jeg ikke den, jeg er, når livet med dem bliver for meget. Pilen er rettet imod mig selv, forstås.

Fik jeg mere tid, ville jeg gøre alt, hvad jeg kunne for at forhinde at komme til at føle sådan.

Var du ude og feste, så du Kronprinsesn fødselsdag, var du gået kold på 20 på sofaen eller stod du med grædende børn, så vil jeg anbefale dig at bruge lidt over en time på at se programmet (hvis du altså er så heldig at have en time fri). Hvis du er helt cool i moderskabet og ikke føler nogen smalle steder i parforholdet, så drop den bare. Under alle omstændigheder er linket her. 

Første børnefødselsdag for klassen

Første børnefødselsdag for klassen

Vi er godt i gang med store-fødselsdagsweekend. Prinsessebarnet fylder 7 år og den får ikke for lidt på fejringskontoen (eller mors konto, for den sags skyld).

I går havde vi klassen på besøg. Vi slog fødselsdagen sammen med en anden pige fra klassen. Det skulle vise sig at være en rigtig god idé. Hvis jeg før hen syntes, at børnefødselsdage kunne være hektiske, så tog det lige et trin op af skalaen i går.

22 stk. 0. klasser på relativt lidt plads i haven og tilhørende græsareal bag huset – det føltes indimellem som en eller andet form for selvmordsmission. Knap havde de været der i 5 min, før drengene var ved at smadre hinanden og alt i 2 meters afstand med de balloner, som hang som pynt, 10 min inde i festen græd den første pige og følte sig forurettet og alle gode forsøg på at tale til en eller anden form for skjult fornuft, var spild af kræfter. Jesus – hvad havde vi frivilligt kastet os ud i?

Der har været en tendens til at holde fødselsdagene i legeland eller store idrætsparker eller til at dele klassen op i drenge og piger ved fødselsdage. Jeg har altid været vant til at vil holdt fødselsdagene hjemme, og det har den anden familie, vi holdt fødselsdagen sammen med også. Vi var enige om, at det var overkill at sætte en standard for legeland og tivoli allerede ved deres 7-års fødselsdag.

Men oh my, det er forskel på at have et sted mellem 10 og 18 børnehavebørn hjemme og så at have 22 0. klasser!!!! Set i bakspejlet, så forstår jeg pludselig godt, hvorfor de foregående fødselsdage i klassen har været holdt ude. Alle vores “forgængere” har også ældre børn på skolen, og jeg kan godt se, at hvis de har prøvet det her tilstrækkeligt mange gange, så er man villig til at betale kassen for at slippe for at stå med hele hejset selv, hvis man kan!

Festen blev gennemført, vi havde også 22 børn ved festens afslutning, vi fik bespist dem med pølsehorn, frugt, gnavegrønt, kage og slikposer. Vi fik leget en hjemmelavet 5-kamp med tovtrækning, lakridssnørespisning, slå-søm-i-på-tid-leg, gummistøvlekast og toiletpapirmumie-løb. Alt sammen i strålende solskin udendørs – halleluja!

Status efter 3 timer var to knæ med skrammer på, et utal af pige-dramaer, to mavepustere (delt ud af drengene imellem, forstås), en enkelt fodbold lige i hovedet (på mig), fuckfingre og mega-klamme ord under fødselsdagssang og spisning, en dreng som muligvis får problemer med at få børn på sigt efter en velplaceret fodbold lige i løgene, to piger som allerede nu er fuldstændig ligeglade med, hvad voksne siger og en enkelt lussing uddelt (igen uddelt imellem børnene og ikke fra os voksne, selv om det indimellem kunne virke fristende :-P).

Er det virkelig sådan, det allerede er i 0. klasse? Mavepustere og lussinger og begyndende pige-intriger? I så fald er skolelærere hermed verdens overmennesker. At håndtere sådan en flok barylere mange timer om dagen – hver dag! Håber godt nok, at min egen opfører sig pænt, når hun er ude!

Da alle børn var hentet og vi havde klaret oprydningen, sad vi alle 4 forældre alligevel tilbage med følelsen af, at det havde været en fin fødselsdag. Legene havde fungeret fint og vores piger så glade ud, som de lå på trampolinen og kiggede deres gaver igennem. Ærligt var vi også lidt glade for at overleve, og glade for, at der er et helt år til det sker igen.

Det er alligevel vildt, så meget forskel, der er på at have drenge og piger og på at holde hof for børnehavebørn og skolebørn. Man skulle måske tro, at det var lettere at holde styr på sidstnævnte. Vi er nu den erfaring rigere og klogere. Om vi holder det hjemme næste år, er lidt svært at sige. Egentlig er jeg af den overbevisning, at det bør holdes på det plan, men som sagt forstår jeg så småt godt, at andre med glæde betaler sig fra at rykke det ud.

Jeg ved nu, at man holder børnefødselsdage at to grunde: Fordi man VIRKELIG elsker sine børn og fordi børnefødselsdage er en fin årlig reminder om, at man er glad for, at man fik præcis de børn, man fik – og at man kan sende resten hjem igen.

Nu vil jeg gøre hytten ren igen og bage nogle boller og lave en lagkage. For i eftermiddag kommer familien, og så starter vi fejringen forfra <3

 

Intet er væk, før mor ikke kan finde det

Intet er væk, før mor ikke kan finde det

Herhjemme er intet væk, før mor ikke kan finde det. Både mand og børn kan stå og påstå hårdnakket, at de har ledt alle vegne og at et eller andet bare er VÆK, hvorefter jeg – både får mand og børns vedkommende – ofte kan finde det liggende et eller andet sted med frit udsyn. Ergo er der tre mulige scenarier:

1: De har ikke gjort sig umage/er dovne som bare pokker
2: De trænger til briller
3: De har så meget crap generelt, at de ikke kan se skoven for bare træer

Der er desværre en sandhed til det der med at det VIRKELIG er væk, hvis jeg ikke kan finde det. Og så er det faktisk virkelig skidt, når jår jeg har købt ældsteungens fødselsdagsgaver for 3 måneder siden og ikke – som i slet ikke – kan huske, hvor jeg har lagt dem. Og hun fejrer fødselsdagen i weekenden. FÅRK!

Hvorfor pokker skulle jeg også lige gemme dem? Min hjerne kan ikke komme på, hvor jeg tænkte, var et helt vildt genialt gemmested.

Jeg har ledt på alle skabe, i alle skabe, under alle skabe, i kælderen, i sengeskufferne, under sofaen, i sybordet – ja selv i sokkeskuffen og feriekufferterne.

Stupid is as stupid does. Jeg har nu omkring 48 timer til at udvikle mad-skills i tingfinder-leg. For jeg kender en pænt vrangvillig 7-årsfødselar, som bliver pænt skuffet, hvis der ikke står gaver på bordet, når hun vanen tro står klar før en vis herre får sko på og forventer sang og flag og morgenbord. Shit, shit, shit!

Tænk, Mette. Tænk, for pokker!

 

Der skulle gå knap en måned…

Der skulle gå knap en måned…

…før jeg kom til tasterne igen. Som flere gange før, prøver jeg at skrive om stort og småt, men når inspirationen svigter, så ender jeg med at have mindst 20 ufærdige indlæg liggende, som hverken synes gode eller relevante længere. What to do?

Jeg valgte at tage en lille blog-pause og acceptere det i stedet for at have dårlig samvittighed over ikke at få skrevet. Erfaringen siger mig, at jeg ikke får det bedre af det.

Når man så har haft en rigtig god weekend med masser af sol og hjemlige sysler med ungerne, så kommer lidt af enerigen og overskuddet tilbage (og man bliver også ret glad indeni, når der ligger en kommentar fra en fast læser, som savner ens skriverier!). For de har nemlig været vildt fedt at kunne luge i haven og bygge højbede og lave snobrød. Tage på aftentur til open by night med ældstepigen og se hende føle sig VIRKELIG stor (ved at være ude til kl. 21…). Bare gå i aftensolen sammen med hende og spise is og kigge på alverdens ting, prøve øjenskygger i Magasin og sludre om løst og fast. Så er hun pludselig på vej til at blive stor.

Det blev til en weekend med 11 km. i løbeskoene, til at få ryddet op og til at ligge og kigge op i himlen på ungernes trampolin og bare lytte til verden. Til at smide ansvaret for en legedag for klassen over på manden og give mig selv lov til for en gangs skyld at sige nej i stedet for at stille op. Det hele skal jeg klart gøre noget mere.

Er jeg klar til at tage på job i morgen? Ikke det fjerneste. Jeg kunne blive udendørs alle døgnets timer i det her vejr! Jeg knuselsker de lyse (og varme) dage!

Jeg skal nok komme tilbage til tasterne, for det er ikke fordi, der slet ikke sker noget her i provinsen. Tværtimod. I skal nok få fortællingen om at acceptere en skoleplads, når ens barn kun er 4,4 år, at familie ikke altid er en let størrelse, at gøre sig tanker om pligter og lommepenge, om at prioritere sig selv og alt det andet, som udgør hverdagens tusindbrikkerspuslespil.

Weekend

For 12 år siden

For 12 år siden

I dag for 12 år siden fik jeg en kæreste. Vi havde kendt hinanden lidt længere og syntes, at hinanden var værd at lære bedre at kende. I dag for 12 år siden sad vi i min hvide Ektorp-sofa fra IKEA og blev enige om, at vi skulle være kærester – på nogenlunde lige så elegant vis, som da man var 14 år og første gang sagde ordet kærester. Det trods vores relativt fremskredne alder af henholdsvis 24 og 26 år. Ret kejtet, som jeg husker det. Hvad der skete senere på aftenen, vil jeg ikke gå nærmere i detaljer med – I don’t kiss and tell.

Det skulle vise sig at blive mit livs længste forhold. Heldivgis varer det endnu. Jeg skriver heldigvis, fordi der er løbet en del vand i åen siden da. Både ret rene og klare, men også det beskidte og nærmest forurenende.

Vi har fulgt ca. samme drejebog som så mange andre par: Flytte sammen, købe hus, blive gift, få børn og så videre. Der har dog været nogle særdeles store bump på vejen igennem de 12 år. Hvis vi havde vidst, den dag i den hvide sofa, at vi skulle gennemgå fysisk og mental stress, et hus med adskillige vandskader, et barn med spisevægring og et alvorligt organsygt barn samt en masse andet i kølvandet på det – havde vi så stadig sagt ja dengang?

Det er måske meget godt, at vi ikke vidste, hvad tiden ville bringe og lod forelskelsen få fat, før kriserne kom. Det er måske også meget godt, at vi begge er ret vedholdende og glade for det nære og velkendte – for jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke nær havde fået det bedste af os. Jeg tror, vi begge har følt os enormt ensomme i perioder. Alene med tanker og følelser, selv om vi var omgivet af mange mennesker. Selv om vi havde hinanden.

Der er ikke fordi, kriserne har ramt os som par – altså i den forstand, at vi skændes vildt og vendte vrede og frustration mod hinanden. Jovist skændes vi til husbehov – hvem gør ikke det – men vi har alligevel formået at forblive stærke sammen. Jeg kan sagtens synes, at han er verdens største og dummeste røv – og han ganske givet det samme om mig. Men vi har holdt sammen og holdt (hinanden) ud i 12 år her til aften. Det er jeg godt nok glad for.

12 år er ret lang tid. Mit længste forhold før dette holdt i 2 år. Vi var begge studerende den gang, så vi tog ikke hinanden for pengenes skyld. Det var for hinandens skyld, ynder jeg at tro. Fordi der var noget allerede dengang, der bandt os sammen – længe før vi blev bundet af ægteskab, realkreditlån og forældres forpligtelser.

Vi har fejret dagen med en lejet trailer og en tur på lossepladsen. Med at så en græsplæne og gøre hytten ren. Med at lave mad med ungerne og læse godnathistorier. Nu med kaffe – stadig i en sofa fra IKEA.

Kærlighed