Til min dygtige søn

Jeg ville gerne skrevet et indlæg om min dygtige søn, som bare er for sej til det med at gå uden ble. Blefri endda og mega træfsikker i forhold til det med toilettet. Vi har taget tilløb til det før ferien, men i feriens første uge, skete det. Han indvilligede i at gå uden ble. Og han var overraskende god til det! At han så fik diarre på 3. dagen, gjorde, at han fik øvet endnu mere. Men som sagt: Han kunne bare det shit (…ok, den var søgt).

Hen over ferien roste og belønnede vi, selv om det sikkert er no go i de hypede forældrebibler. Men sådan gjorde vi altså. I LEGOLAND, på hotel, på legeplads m.m. – det gik bare rigtig godt. Jeg begyndte at bide mærke i, at der var færre underbukser på tørresnoren og at natbleen var tør.

I fredags begyndte vi at forberede ungerne på, at ferien desværre ville få en ende og at vi skulle tilbage til hverdagen. Og som om, jeg havde trykket på en usynlig og helt forkert knap, begyndte han at tisse i bukserne igen – og det der var værre. Flere gange om dagen. Der var dog stadig flere gange, hvor han nåede det, og natbleen var stadig tør, så jeg så ingen grund til at træde tilbage og give ham ble på igen.

Jeg forventede, at han ville tisse i bukserne i de første dage i børnehaven, og jeg fik ret. Men også hjemme. Han er en værre hyggetrold og en mordreng med stort M, og jeg har på fornemmelsen, at det er hans måde at give hverdagen – og mig – en fed f**kfinger lige i fjæset. Han gider simpelthen ikke det ræs igen! No way! Samtidig har mit evigt skyldfølende moderhjerte på fornemmelsen, at jeg er kommet til at presse ham for meget. Hvornår ved jeg ikke helt, men sikkert i et øjeblik med pølle ud over barnet og buksen, hvor det kan være svært at være ren happy go lucky og ikke føle sig en lille smule forrådt af tilværelsen. At jeg har sagt lidt for meget ”hvorfor nåede du det ikke?” eller har presset lidt for hårdt på, for at undgå ovenstående situation igen.

Det er som om, han tager endnu en tur med trodsalderen og at hans tarmsystem er hans våben i den sammenhæng. Han kan være så hidsig og skrige ”NEEEEEEJ!”, når jeg spørger, om han skal tisse, når han går med fingrene nede i bukserne. Man kan selvfølgelig nok ikke fortænke ham i at finde det rart at kunne mærke sin nye bedste ven.

Men mest af alt tror jeg han er træt, lidt usikker og reagerer på, at det var pokkers hyggeligt at have ferie sammen. At være hjemme og være nære og være væk fra hverdagen. Jeg ønsker mig også tilbage og jeg ville give en pæn luns af højre arm for at kunne være det en langt større del af mit liv. Jeg tror også han reagerer på for mange børn og for få voksne. Voksne, som fortæller mig, at de har børnene inde og tisse på to faste tidspunkter. Min søn tisser ikke på komando. Hvis jeg var ham, ville jeg også synes, det var træls. Det er mere pædagogak end pædagogik i mine øjne.

Så i stedet vil jeg skrive dette indlæg til min dygtige søn. Fordi han fortjener at få det. Fordi han er rigtig god til at prøve og øve. I hvert fald herhjemme. Fordi han er dygtig til at holde fast og holde sin pisseirriterende mor ud. Fordi han er sej inde under sårbarheden. Det skal nok komme – faste tidspunkter og farvelfærd i børneinstitutionerne eller ej. Indtil det gør, vasker jeg tøj hver dag (undskyld klima!) Han er stærk uden på, men skrøbelig inden i indimellem. Jeg skal holde om og holde ved på samme tid. Vi er på vej – vi skal bare lige finde vejen igen.

Om at nå det

I starten af ferien sad jeg i min pre-kaffe-tåge og scrollede igennem mit Facebook-feed. Som det nu er med Facebook, var det meste noget, som aldrig går over i historien, nogle likes blev skudt afsted, men så fangede mit øje noget, som ramte midt i den følelse, jeg sad med. Ville jeg nå det?

Allerede før ferien begyndte, var jeg bekymret for “ikke at nå det”. Jeg vidste, hvor presset min hverdag var, med to børn, et job og et ægteskab i årelang krise.

Ferien var vores eneste mulighed for at komme til bunds i alle bunkerne. Bunkerne af rod, der hobede sig op i hverdagen, bunkerne af følelser, der blev undertrykt for at bevare bare en smule af den gode stemning i hverdagen, bunkerne af ord der aldrig blev kommunikeret, men bare ulmede… Ferierne var vores eneste chance for at nå hinanden bare en lille smule.

Ordene kom fra dette indlæg på Facebook. Jeg blev en lille smule skuffet, da jeg nederst indså, at det var en teaser for et onlineforedrag, men ordene var ikke destomindre relevante. De ramte ned i en grundfølelse, jeg selv sad med.

Mit ægteskab er ikke decideret i årelang krise, men har været gennem årelang forandring. Dog stadig fuldt intakt og det priser jeg mig lykkelig for! Men jeg var inderligt bange for ikke at “nå det”.

Nå hvad?, tænker du måske – og det er også en smule ironisk at tale om at nå noget, når man har 3 ugers fri foran sig. Men jeg var mest af alt bange for ikke at nå at falde til ro igen. Ikke at nå at få slappet af og slettet en del af de midlertidige filer, min hjerne slæber rundt på og som gør den både langsom, overfyldt og trist. Lige nu er jeg ikke glad for mit job. Jeg har i hvert fald ikke arbejdsglæde, og det dræner. Det skyldes lige dele store ubekendte faktorer og et arbejdsmiljø, der skraber bunden. Det gør ondt – ekstra ondt, hvis man én gang har været helt nede og bide i græsset på grund af stress.

Jeg var fyldt op til randen af arbejde og hverdag. Af beslutninger, forventninger og mangel på søvn. At at løbe i hamsterhjulet, uden helt at kunne se et mål i horisonten. Sommerferien var mit utopia.

At vi skulle være hjemme i sommerferien var ikke noget nyt. Vi rejser helst i de måneder, hvor Danmark er koldt, mørkt, blæsende og regnfuldt (nårh ja, det kan være en svær definition i forhold til denne sommer…), og bliver hjemme i den tid, hvor Danmark viser sig fra sin bedste side (igen lidt haha). I år var det bare et endnu mere bevidst valg. Vi skulle være hjemme og føle, at vi var hjemme og var sammen alle fire.

Vi havde planer i forhold til huset. Vores gamle udestue skulle ned for at give plads til en forestående tilbygning. Mere om den en anden gang. Ikke just afslappende arbejde, men noget hvor vi både kunne se fremskridt, mål og ikke mindst kunne slå hjernen fra og gå fuldstændig destruktivo. Legoland er også en klassiker – inklusiv en hotelovernatning eller to et sted i Danmark. Og så plejer vi også at tage et smut forbi hovedstaden. Det nåede vi altsammen.

Børnene havde nattøj på store dele af tiden – der var ligesom ingen grund til at komme ud af det. Jeg har skældt mindre ud, og har været på lange gå- eller cykelture med dem hver især eller sammen. Vi har dyppet tæer i Storebælt, ristet snobrød over bål og har bælget og ædt kilovis af friske danske ærter. Og så har jeg sandsynligvis købt min sidste pakke bleer. Vi er virkelig godt på vej til at sige et endeligt farvel til tiden med blebørn. Det er jeg vildt glad for, at vi nåede!

Jeg har erhvervet mig den obligatoriske løbeskade, fordi jeg endelig havde tid til at løbe af lyst og ikke af pligt. Jeg er blevet kaldt på 200 gange om dagen og har vasket bunkevis af tøj som følge af ovenstående bleafvænning. Jeg har handlet og lavet mad og fortærret store mængder sukker. På den front har jeg nået en del.

Jeg har kørt trailer, så man skulle tro, jeg har flere generationer jyde i mig. Jeg har smidt ud og sorteret i de umiddelbare fysiske bunker. Desværre ikke så systematisk i de mentale. Jeg har også mærket rigtig meget efter, hvad jeg føler i min egen krop, og følelsen er ikke så god. Jeg er ikke nået i bund med det, der alt for længe har fyldt mig op.

Min mand og jeg har haft mange ord, der lå og ulmede, men ikke dem, der handler om at skyde hinanden noget i skoene. Mere dem, som handlede om fremtiden og hvad vi hver især tænker om den. Hvad der kunne give os energi. Det nåede vi også (og mandens tablet gik i stykker i løbet af ferien. Tænker, at karma sendte mig en lille gave på den front).

Nåede jeg at føle mig klar til det næste halve år? Ikke det fjerneste, desværre. Som sagt er der en masse uforløste problemstillinger på jobbet, som jeg ikke er herre over og kan vælge at hejse langemanden overfor, men som desværre nok til dels hører til min stilling, at forholde mig til. Jeg skal øve mig i ikke at lade dem hænge ved inden i, selv om det er pisse svært at forbyde dem taletid efter fyraften og i særdeleshed om natten, når søvnen svigter mig og tankerne vandrer.

Jeg er desværre ikke nået ned i gear trods tre ugers mere eller mindre stilstand med base i hjemmet. Jeg har ikke ét sekund været fristet til at tjekke arbejdsmailen eller firmaets hjemmeside. Det er en fasttømret regel ikke at gøre. Desværre har jeg alt for ofte følt jobbets tilstedeværelse som en skygge, der fulgte efter mig. Mavepinen, anspændtheden, søvnløsheden og manglen på lyst til at genoptage gamet 37 timer om ugen. Jeg har ikke savnet at smørre madpakker, sige “kom nu” kl. 6.45 om morgenen, eller cykle som en rasende for at nå at hente begge børn i tide. Jeg har ikke savnet Forældreintra eller livet i børnehaven på godt og ondt. Det tror jeg heller ikke, børnene har. Mest af alt har jeg bare haft lyst til at gøre “noget. Gøre “noget andet”. Det har jeg dog selv spændt lidt ben for, som fremtidige indlæg vil vise.

Jeg har endnu en dag, før hamsterhjulet sætter farten op. Helt bevidst en dag alene, for ikke at være alt for trist over, at ferien ender på børnenes sidste feriedag. Jeg kan bedst lide mig selv om sommeren. Her er jeg tættere på den, jeg allerhelst vil være som mor, kone og menneske. Det er nok ganske naturligt og alment at føle big time ferieblues, når tre ugers ferie ender. For trods alt har jeg været sammen med dem, som betyder allermest for mig. Hver dag. Og det i sig selv en en gave, som jeg aldrig ville undvære. Lige om lidt trykkes der på tempoknappen. Jeg kan bare ikke løbe lige nu – fysisk og metaforisk. Jeg er stadig træt og øm. Måske lige netop den følelse skal være min rettesnor, når cirkusset åbner igen?

IMG_0173 (1)

 

Et spørgsmål om opdragelse #1

Det siges, at man skal høre meget, før ørerne falder af. Måske jeg tabte mine et sted i Tyskland.

Mit skoletysk er på forståelsesplan ganske intakt, men vi var ikke meget længere væk, end at der stadig tales dansk i flæng, når man færdes i gaderne. Der var en del mennesker, og pludselig løb en lille dreng på tværs af gaden. En kvinde tog fat i hans arm, før han nåede for langt væk, hvorefter han fik en højlydt formaning: “Du skal blive her. Ellers kommer manden og tager dig!”

Say whaaaat? Sagde hun lige det? Manden kommer og tager dig? Nu kan det godt være, at du er af en anden opfattelse, men i mine ører er det den direkte vej til at sætte så stor en skræk i livet på knægten, at han bliver sengevæder, til han er 14 år.

Jeg er ikke stor tilhænger af at skræmme frem for at give en forklaring. “Manden” er i mine øjne en udefinerbar og uhyggelig måde at give barnet grænser, for er det denne mand eller den næste, eller står han og kigger på dig på næste gadehjørne? Hvorfor ikke sige det, som det er: “Jeg vil gerne have, at du bliver her, for hvis du bliver væk fra mig, bliver både du og jeg rigtig kede af det”. Hver fugl synger med sit næb, og min måde er sikkert ikke den bedste – men det er den dog i mine øjne.

Jeg kan huske som barn, at min mor talte om, at nogen kidnappede børn (altså ikke at hun truede mig med det!). Jeg kan huske, hvor meget det skræmte mig bare at vide det. Vide men ikke forstå. Min mor er typen, der er bange for mange ting – eller i hvert fald bekymret for meget, men jeg synes ikke, jeg er blevet det samme. Det håber jeg i hvert fald ikke. Jeg kan huske, hvordan min barnlige hjerne arbejdede videre. At jeg ikke forstod hvorfor. Hvad ville kidnappperne med et barn? Og hvad hvis man ikke kunne finde sine forældre? Det var sgu skrækindjagende!

Hvorfor inducere den frygt bevidst i sit barns sind? Jeg ved godt, at min mormor havde Den Store Bastian stående på bogreolen, hvor børn fik klippet fingrene af, hvis de var uartige. Man gjorde det engang, men skabte det mennesker og mod på at træffe det bedste valg? Eller snarere magtunderkastelse og mangel på selvtillid?

Der er nok ting at bekymre sig om som mor – i den grad også i dag – men vi er vel blevet lidt klogere, er vi ikke? Kloge nok til ikke at bruge en ansigtsløs fjende, de ikke kan lære at forholde sig til? Jeg kan godt forstå, at man kan blive desperat for at beskytte sine børn mod alt ondt – holde dem tæt på sig og gøre sit til at de ikke unødigt møder sorg, frygt og smerte. Blive desperat, hvis man ikke kan få dem til at høre efter i situationer, der potentielt ikke er gode. Men lærer de noget af frygt? Lærer de at forholde sig til tingene og vælge den logiske løsning?

Jeg er derimod fan af ærlighed – af alderssvarende forklaringer, der giver (dem) mening og ikke bliver langhårede. Dem, der ikke blot har til formål at højne min egen magt, mere end højest nødvendigt. Ikke mere, end at det i sidste ende selvfølgelig er i min bedste interesse, at mine børn ikke stikker af. Der skal nok komme en dag, hvor jeg bliver nødt til at fortælle mine børn, at verden ikke kun er lutter fredagsslik og rare mennesker. At livet ikke altid er happy go lucky og at nogle mennesker ikke er til at stole på. Men aldrig uden en forklaring. Aldrig uden at de kan stille mig spørgsmål, som jeg vil besvare efter alder og bedste evne. Aldrig for at få min vilje.

Det var mine ord og fordomme for i dag. Jeg vil så gerne være et fordomsfrit menneske, og guderne (og I læsere) skal vide, at jeg på ingen måde er ufejlbarlig som forælder.

Men den sætning ramte mig altså bare lige midt i mellemgulvet og moderskabet.

P.S. Hvis du finder mine ører et sted i Nordtyskland, så pas godt på dem. Det højre mangler noget hørelse, men jeg vil gerne have dem igen, så jeg kan fortsætte med at lytte til mine børn og prøve at blive bedre til at være deres mor.

Om bleer og bestikkelse

Det er virkelig skægt at kunne gå tilbage på bloggen og sætte sin nuværende hverdag lidt i perspektiv. Også virkelig skræmmende, hvor lidt jeg egentlig kan huske, når det kommer til stykket.

“Ældsten var betydeligt hurtigere til det med at smide bleen. Til forskel fra lillebror, var det muligt at tale fornuft med hende. Hun var i overvejende grad til falds for logiske argumenter a la at være for stor til at bruge ble, at kunne selv og at det var nødvendigt.”

Det skrev jeg i går aftes – og slettede det igen her til morgen, da jeg tog et smut i blogarkivet. For det viste sig at være løgn og latin og et spørgsmål om en taknemmelig hjerne, der åbenbart glorificerede fortiden. For bedst som jeg går rundt og føler, jeg spiller fallit ved at have trukket bestikkelseskortet i forhold til ham den lille og hans bleafvænning, så ser det ud til, at historien gentager sig selv 1:1. Jeg var ikke en skid bedre første gang. Når “neeeeeeeej” er på dagsordenen, er jeg åbenbart ikke mere voksen og velovervejet, end at jeg tyr til bestikkelse for at gyde olie på vandene…

Ud over at have glemt (eller fortrængt?) mine egne metoder, har jeg også glemt, HVOR meget man vasker barn og vasker tøj og vasker hænder og vasker gulv flere gange dagligt. Ok, der er flere, når man har haft to refluksbørn, men mutter her har i hvert fald gang i kost og spand.

Denne gang står den på en vingummibamse, hver gang man har leveret i potten – og anno 2017 står en helt blefri barnerumpe i sidste ende i den nette sum af en Paw Patrol-fly. En gulerod, der attraktiv nok til at Hr. V villigt smækker po-po’en i potten.

For en uge nærmest slæbte vi afsted med en skrigende 3,5-årig, som satte hælene i gulvet og nægtede pure, lige meget hvor mange gode argumenter, vi fandt frem. Nu går fremad, efter vi fandt motivationen – og fik sommerferie. Selv om jeg hader at indrømme det, så var det 100 gange sværere at være super vedholdende i hverdagen, når hamsterhjulet kørte på fuld tryk og man er træt med træt på.

Nu er han begyndt at kunne mærke, at han skal tisse, når potten 4 ud af 5 gange, og bleen er tør hver morgen. Der tisses, læses historier imens; der gives high fives og hele familien jubler med (hvem sagde “se mig”-generation????). Så kan det godt være, at jeg har været en sølle sjæl og har bestukket mine børn på det groveste. Men hvis jeg (stort set) kan slippe for at skifte ble fra nu af og i al evighed, så kan jeg godt leve med det.

 

Keep calm and sit tight

Åh ferie! Du er sgu en lækker størrelse! Ikke at jeg helt har holdt ferie endnu rent aktivitetsmæssigt, men bare det at kunne tage dagene i brug og føle, at jeg kommer nogen vegne. Kommer fremad i stedet for at stå i stampe. DET er fedt!

Vi har brudt vores gamle – bogstavelig talt – rådne udestue ned. Den fulgte med huset, og selv om den har været praktisk til barnevognsmiddagslure i regnvejr, roderum, udstrækningsøvelser efter løbeture og ungernes leg (og rod) generelt, så har det aldrig været meningen, at den skulle blive.

I starten skulle den bare ned, men inden for de seneste 2 år, har den skulle ned for at give plads til drømmen om at øge husets størrelse med tætte, tørre, isolerede, brugbare kvadratmeter. Mere om det en anden gang.

Men når man bryder sådan en fætter ned, forsvinder den desværre ikke på magisk vis. Så skal 1 tom træ og tag bæres væk, bæres i traileren og derefter bæres i containeren på lossepladsen. Som sagt, så gjort og mine arme føles 3 kilometer lange, alt imens jeg prøver at fortrænge, at vi opdagede et støbt cementgulv under den tynde gulvbelægning. Bedst som vi troede, fundamentet var af samme ringe byggekvalitet som udestuen, kan vi se frem til at skulle bryde det op med trykluftbor og bære endnu mere. Det skal dog nok blive godt i sidste ende!

Og så har jeg løbet. Løbet fordi jeg vil og ikke for at nå at følge med i hamsterhjulet. Løbet mange gode kilometer allerede – i sol og regn, men med et stort smil på læben. Det føles eksotisk, at have friheden til at løbe en tur kl. 12.00 i stedet for at sidde bag skrivebordet. Det føles fedt at have så store børn nu, at man kan løbe, når man vil, uden at tænke på, hvornår næste flaske skal gives eller om man efterlader den bedre halvdel i total putte-/spise-/ulvetime-kaos. Nu er de så store, at de leger og hygger og dårlig nok opdager, at jeg er væk.

Og det er dét, jeg vil skrive om i dag. Om, hvor fantastisk det er, at høre at de også slapper af og leger sammen og at der går længere imellem, at de trykker hinandens (forkerte) knapper. At de kan bruge det meste af en eftermiddag på at bygge en flexitrax-bane op, og udbygge legen med en ordentlig røvfuld fantasi – SAMMEN. Lige nu har de ikke brug for at få venner på besøg. Det føles som om, de bare har brug for at have hinanden. Det kan man ikke andet end at knus-elske.

Så kan jeg godt sidde dér med en kop kaffe og lytte til radioen og børnenes leg, alt imens jeg føler mig ret lettet og godt til mode. Hvis jeg nu bare sidder helt stille uden at røre mig eller sige noget; lader som om, jeg er usynlig og bare lytter til dem, så er alt godt. På den der måde, som man kunne som barn, når man havde bygget en hule af tæpper under bordet og det føltes trygt og rart at sidde og lytte til verden eller ligge og læse i en bog. For så længe de leger godt, får både de og jeg det, vi trænger allermest til. Tid og hinanden. Og så skal jeg ikke bede om ret meget andet her i min sommerferie.

Om vrede numser og længsel efter weekend

Fredag morgen kan godt være lidt af en killer i vores lille familie. Forældrene er opløftede over udsigten til weekend, og ungernes energi er kørt ned til sokkeholderne. Normalt cykler ældsten og jeg ind til hendes skole, når vi har afleveret lillebror i bil i den anden ende af byen, men fredag morgen, tager cykelturen tre gange så lang tid, som normalt. Hendes ben er trætte og hendes tanker vandrer. Derfor hænder det ret ofte, at jeg vælger at tætte hende i cykelstolen, som hun godt nok er håbløst for lang til, og trække cyklen ind til skolen. Det er hurtigere, koster færre diskussioner og minimerer muligheden for, at min tålmodighed slipper op.

Når hun så sidder dér, plejer vi at få snakket om løst og fast og det er helt vildt rart. I dag var hun særligt optaget af, hvorfor hendes fars cykelsaddel var smal, hvorimod min er bred. Jeg svarede ret kækt, at det var fordi hendes far har en smal mås og jeg er benådet med en bred mås.

”Tihiiii, du har en sur mås, mor”, fnes hun.

”Hvad siger du, din bandit? Jeg har da ikke en sur mås”, svarede jeg.

”Jo, du har. Du har en sur mås. Du siger altid, at den er vred”, lød det retur.

Så faldt tiøren. Hvis jeg indimellem synes, hun siger nogle underlige ting, så peger pilen tilbage på mig. Kan da godt forstå, at barnet har fået sære billeder på nethinden, hvis det var det, hun troede, jeg sagde 😀 Hø hø!

God røv (pun intended), god weekend, som man sagde, dengang jeg var ung. Og det vidner en del om, hvor længe siden, det er siden, jeg var det.

Nu er der dømt weekend, og jeg kan love dig for, at jeg har ventet med længsel på den. Der sker så mange ting på jobbet p.t., at jeg ikke helt ved, hvilket af mine ben, jeg skal stå på, og jeg er stadig faret vild i hverdagen med ét barn i skole og ét i børnehaven i hver sin ende af byen. Jeg er aldrig gået ind til nogen af delene med indstillingen, at jeg ikke behøver bidrage og støtte op, men på den måde, hverdagen er skruet sammen i den almene børnefamilie, er det er det rigtig svært at deltage i alt det, der tilbydes og det, der forventes, når der er dobbelt op på det.

Jeg er træt og har tænkt mig at sætte mig med en kop kaffe ved det lokale skt. hans-bål og nyde udsigten; til bålet og til weekenden. Sidde og bare være sammen med dem, jeg holder af og tænke på, at jeg i virkeligheden ikke behøver noget andet end dem. Tænke på, at der kun er to uger til sommerferien. Tænke på, at vi ikke skal noget som helst i morgen, andet end at være sammen. <3

God midsommer!

Det, der aldrig må ske

Jeg har været 100% ved siden af mig selv, siden jeg i dag læste om den lille 4-årige pige, der forsvandt fra sin børnehave. Stakkels lille menneske! Da jeg læste nyheden i morges – før dens alvor for alvor blev udfoldet – mærkede jeg en lille angst over, at lågen i min søns børnehave ofte står åben om morgenen. Jeg vil godt indrømme, at jeg mere end én gang har set i ånden, at et af børnene stikker afsted på eventyr, imens de to pædagoger, der normalt er til morgentjansen, er travlt optaget af alt fra at vinke til at skifte børn og sørge for morgenmad til de mindste. Hver gang har jeg desperat forsøgt at ryste billedet ud af hovedet igen. Der er ingen garanti for, at det ikke vil ske, men jeg kan simpelthen ikke leve med tanken om det.

At læse om, at et ekstremt perverteret individ på koldblodig vis går hen til en børnehave, løfter en 4-årig pige over hegnet, lokker hende med chokoladekiks og derefter forgriber sig seksuelt på hende – på en 4-årig!!!! – og efter sin ugerning sætter hende af ved børnehaven igen, overladt til sig selv. DET er sygt og fucker mit moderlige styresystem helt og aldeles op. Jeg er fuldstændig lamslået og har siden jeg læste det, følt at jeg skal kaste op. Det, som simpelthen ikke må ske, skete. 1,5 times kørsel fra mit hjem.

Da jeg læste det, skannede min hjerne straks børnehavens areal. Hvor er legepladsen sårbar? Ville pædagogerne kunne se, hvis nogen forsøgte at tage et barn? Er de overhovedet voksne nok til at overskue, hvis et barn manglede, før længe efter? Derefter gik skanningen til skolens skolegård. Jeg blev ikke efterladt tryg. Tværtimod.

Det, overhovedet at kunne se et barn som et seksuelt objekt går langt, langt over min forstand. At forbryde sig imod et lille, forsvarsløst menneske, der ikke er i nærheden af at vide, hvad sex overhovedet er. At være så gedigent syg i potten, at man kan finde på det – jeg kan ikke fatte det!

Udover kvalmen, som stadig hænger ved flere timer senere, er angsten dominerende. Vi afleverer vores kæreste eje(r) i andres varetægt, og hvor de skal være trygge, når vi selv ikke kan være ved dem på grund af samfundets beskaffenhed, og så sker sådan noget. Før du kommer op i det røde felt, så er dette på ingen måde en anklage imod pædagogerne i den pågældende børnehave. På ingen måde. Ingen kan tage højde for så syg en mands hjerne. Eller flere mænd. Den tanke vil jeg heller ikke tænke til ende. Jeg fatter det på ingen måde.

Mit hjerte bankede, imens det indre var i oprør, da jeg kørte fra jobbet. Jeg kunne ikke hente dem hurtigt nok. Ikke komme hurtigt nok hen for selv at kunne passe på dem. Det hev og sled i mig. Jeg havde brug for at se dem, se at de var der og holde om dem. På børnehavens legeplads mødte jeg en anden mor, som kiggede indgående på mig og hviskede: Har du hørt nyheder på vejen hjem? Jeg nikkede og gåsehuden kom igen. Hun havde tårer i øjnene.

Vi skal ikke overvåge vores børns mindste bevægelser og deres frie rum i børnehaven. De skal have et liv, vi ikke altid er en del af. Men lige i dag kunne jeg alligevel godt få en trang til det. Til at plastre alle hjørner af børnehaven og skolen til med kameraer, så ingen kunne komme til at gøre sådan noget uset nogensinde igen. Lige som jeg i situatiuonen godt kunne tænke mig en langt mere middelalderlig afstrafning af dem, som forgriber sig imod børn. Lige nu kan jeg ikke forestille mig at give slip og lade min datter gå hjem fra skole selv.

Der er syge hjerner til, og jeg er ikke blevet mindre opmærksom på det, efter jeg er blevet mor. Tanken om, at nogen skulle gøre mine børn ondt – hvad enten det er min søn eller min datter – ville få mig til at overveje selvtægt. Jeg vil ikke være bange, selv om jeg bliver det igen og igen. Jeg vil så gerne tro på livet og friheden og lægge en åben verden for deres fødder.

Hvornår er det, man taler med dem om, hvad der kan ske, uden at skræmme livet af dem? Hvornår er det, man skal forurene den barnlige uskyld med ting, de aldrig burde vide fandtes? Vi har mange gange fortalt dem, at de ikke må gå med nogen, de ikke kender. Og selv det føltes en smule underligt; som om jeg satte en skræk i livet på dem. Men det er desværre nødvendigt. Jeg vil gøre alt for at forhindre, at mine børn nogensinde skal opleve noget ondt, men jeg jeg kan heller ikke helt forene mig med tanken om, at indvie dem i, hvor syge nogen mennesker kan være. Jeg kan ikke forene mig med at fortælle min 6-årige datter om, at voksne ikke skal stikke noget ind, hvor det ikke hører hjemme eller bede hende røre eller være et sted, hun ikke skal. I mit hoved er hun bare for lille til det.

Hvad gør man? Hvad hvordan italesætter (hadeord!) man det, uden at skræmme livet af dem? Hvad ville du sige, hvis du overhovedet vil sige noget?

 

Guld fra grønne skove

Ved du, hvad der er virkelig fedt ved at bo herude i provinsen? Det er, at kunne cykle en tur med ældstebarnet efter aftensmaden og plukke fine, friske hyldeblomstskærme i grønne arealer væk fra vej og bilos. Well, jeg bor i Danmarks 3. største by, men her er rigtig meget grønt alligevel, og vi er så heldige ikke at bo ret langt fra det.

Dagen startede virkelig dumt. Den omvandrende nej-hat var endnu mere nej, end normalt, og den 6-årige har fået en vane med at svare mig som en præmenstruel teenager, der bare synes, at mor er SÅ åndssvag og ikke fatter en skid. Jeg var heller ikke i det bedste humør og langt fra modtagelig for deres udbrud. Det var ikke kønt, og jeg brugte en del af turen til skole på at undskylde (og vente på en eller anden form for afsmittende effekt i forhold til de møgfald, hun havde delt ud af fra før fanden fik sko på. Det skete dog ikke). F**k, hvor jeg skammede mig over ikke bare at kunne have været lidt mere spelt og pædagogisk, i stedet for at følge den nedadgående spiral af negativitet.

Efter at have brugt det meste af dagen på at sende en mental langemand i fjæset på mig selv og slå mig selv i hovedet over min mangel på overskud, fik jeg en god snak med manden i telefonen om dagens hændelser og om, hvad vi kunne gøre for at gøre resten af dagen markant bedre, uden at rippe op i morgenens uheldige start.

Heldigvis kunne det lade sig gøre at deles om afhentningen i dag. Imens manden gav lillebror ekstra opmærksomhed på vejen hjem fra børnehave, havde Ældsten og jeg god tid til at komme hjem fra skole og kunne lægge planer for en pige-aftentur. Det tog ikke mange sekunder at overtale hende til en cykeltur i det grønne – på jagt efter sommerens ultimative guld: Hyldeblomster!
Det er ikke rigtig sommer herhjemme, før viktualierummet bugner af hjemmelavet hyldeblomstsaft og rabarbersaft.

Jeg kan huske, da min mor kom anstigende med Den Grønne Syltebog, da jeg lige var blevet gift. Tror nok, jeg rullede med øjnene i det skjulte, for hvor meget husmoder troede (eller værre – ønskede) hun, jeg blev??? Jeg skulle have en god karriere og ikke gå hjemme og sylte og bage og sådan noget.

Så fik jeg børn.

Selv om der ikke er gået helt spelt i den, har det både sneget sig en røremaskine ind i huset OG jeg har gang i syltebogen i takt med årstidernes skiften. Det siges jo, at man har et standpunkt til man får et nyt. Hvis du lover ikke at sige det til nogen, har jeg planer om at anlægge en køkkenhave næste forår! Måske jeg bare er blevet rigtig voksen nu?!??

En dårlig dag blev vendt til noget helt fantastisk. Hyldeblomstjagt i skov og hegn. Gyngeture på en legeplads, vi fandt på vejen hjem og sang ud af cykelstierne. Smil og glæde. Vi sugede begge til os for fuld kraft.

Vi nåede at klippe skærme og blande hele molevitten inden Ældstens sengetid og hun faldt i søvn med et smil på læben. Huset dufter skønt og følelsen inden i er blevet lidt bedre. Fra at være den slags mor, jeg slet ikke vil være, endte jeg heldigvis dagen som præcis den slags mor, jeg gerne vil være. Den mor, der gør noget helt lavpraktisk sammen med min datter, lærer hende noget og lader hende prøve selv. Leger og griner og lytter.

Som tak for at du læste hele vejen i bund på mit indlæg, får du her opskriften på vores “Trylledrik” – sommerens guld. Økologisk hele vejen igennem. Tak – selv tak og velbekomme!

Økologisk hyldeblomstsaft

  • 50 store hyldeblomstskærme
  • 1,5 kg. økologisk, lyst rørsukker (har du en sød tand, kan du øge mængden af sukker til 2 kg. Jeg foretrækker den dog let syrlig til sommervarmen)
  • 3 store økologiske citroner
  • 3 spsk. citronsyre
  • 2 liter kogende vand

Klip stilkene af blomsterskærmene. Jo mere stilk, du efterlader, jo mere bitter eftersmag.
Læg blomsterkvistene i en stor gryde.
Vask citronerne (bare for en god ordens skyld, selv om de er øko) og skær dem i skiver. Læg dem over hyldeblomsterne.
Tilsæt rørsukker og citronsyre og hæld det kogende vand over ingredienserne.

Tryk let med en grydeske på blandingen, så sukkeret opløses af vandet.

Stil gryden med låg på et koldt og mørkt sted i 3 døgn. Rør i gryden 1-2 gange pr. døgn.

Når saften har trukket i 3. døgn, filtrerer du saften fra blandingen i et klæde/et viskestykke og ned i en skål med hældetud. Hæld saften på flasker med skruelåg eller patentprop og stil dem på køl. Planlægger du at gemme saften lidt (ikke alt for lang tid!), skal du skylle flasker og låg grundigt, skolde dem og skylle dem igennem med Atamon (2 tsk flydende Atamon pr. 1 dl varmt vand.).

Vær opmærksom på, at saften farver klædet/viskestykket meget, så du skal nok ikke benytte dem, du lige har investeret i.

Saften er nu klar til at nyde i blandingsforholdet 1 del saft til 4 dele vand. Nyd den afkølet.

Min favorit er 1 del saft til 4 dele danskvand med citrus. Går du all in på husmoderligheden, smager det virkelig godt, at tilsætte lidt ren hyldeblomstsaft til den hjemmelavede koldskål.

God sommer!

hyld

 

 

 

Finke-fødselsdag i morgen

Ældsten er fyldt 6 år og det er allerede fejret mere end én gang. For skolekammeraterne på dagen og for familien weekenden efter. Kalenderen har været håbløs, så først i morgen kan det lykkes at opfylde prinsesse-ungens ønske om en fødselsdag for vennerne.

Hun har fået mange nye venner, efter hun er startet i skole, og det har givet anledning til en snakke om, hvorfor vi har sagt nej til, at hun må invitere nogen fra klassen med. Jeg kan sagtens forstå, at det er de venner, der fylder mest i hendes hverdag, som den ser ud nu, men jeg er ikke fortaler for at invitere nogen fra klassen og ikke andre. Og slet ikke her efter de første 3 måneder. Mit største og dybeste ønske er, at de får en god og sammenhængende klasse, hvor ingen er uden for og alle må være med, hvis de vil.

Vi blev enige om, at hun kan invitere venner fra vejen og de venner fra børnehaven, hun savner. Så i morgen invaderer 7 glade gæster huset og haven. Det skal nok blive en fest. Det ene søskendepar tager deres forældre med, og det er jeg i virkeligheden nok ret glad for, for det hele kan virke som en leg, når man inviterer 7 børn hjem til sine to egne, men en anden ting er at holde legen godt i gang og (helst) holde konflikterne fra døren. 4 ekstra hænder er guld værd.

Jeg har brugt hele aftenen på at planlægge en lille skattejagt rundt i haven. Med sørøverkort med brændte hjørner og små ledetråde på vers (…blev åbenbart ramt af momentært overskudsmor-syndrom dér. Det sker sgu ikke så tit). Menuen består af boller, chokolademuffins, frugt og popcorn, og da vi ikke er så sukkerforskrækkede herhjemme (min badevægt skriger ellers, at jeg i det mindste burde være det), indeholder skatten både sukker, farvestoffer og et E-nummer eller to.

Ældsten glæder sig – og det kan jeg godt forstå. Jeg kan selv huske, hvor spændt jeg var på gaver og godter og de overraskelser, jeg allerede havde luret, at min mor bryggede på. Den dag, hvor man er i centrum og hvor man (næsten) må det hele. Det er sgu da fantastisk.

Ja jeg blev 6 år, delte karma skoldkopper ud til mig på dagen. Heldigvis har jeg fødselsdag på et tidspunkt, hvor ingen har tid til at komme til børnefødselsdag, så min mor flyttede børnefødselsdagen til foråret var ved at få fat. Her er del altså praktisk selv at have født et forårsbarn, så man kan fejre for fuld skrald i haven. Præcis som i morgen – og jeg tror nok, vi er klar <3

IMG_20170610_212200_073

En stor, fed nej-hat

Shit, min seng holdt godt fast i mig i morges. Det har være en helt og aldeles glimrende forlænget weekend. Uden de store begivenheder – bare fælles arbejde i hus og have omkring vores kommende byggeprojekt. Kan ikke huske, om jeg har skrevet om det, men hvis ikke, så kommer der nok en del mere om det det næste halve år.

På sin helt egen stilfærdige facon, var det vare rart at være sammen om noget som familie. Helt lavpraktisk og uden fest og kulørte lamper. Det savner jeg virkelig, imens hverdagen hvirvler afsted.

Hvem der til gengæld er alt andet end stilfærdig, er ham den lille. 3,5 år og i besiddelse af verdens største nej-hat. Han har desværre bestilt den adskillige numre for stor, så den dækker hele hans udsyn og gør det helt og aldeles sort. Shiiiiiiit, hvor er han Mester Modsat!

Det skægge ved bloggen er at kunne gå tilbage og læse/huske, hvordan det var med hans søster. Dette indlæg er skrevet for 3 år siden – ca. 6 måneder før den alder, han er nu. Det passer sgu meget godt overens med det, vi oplever lige nu. Der er mindre trutmund og mere stampen i gulvet og råb. Der er også mere eftergivenhed og mindre “nag”. Men det passer nok også ret godt overens med kønsforskellen, tænker jeg.

Jeg hælder vand op til os alle ved aftensmaden. “Neeeeej, mælk”, hyler knægten.
Jeg siger sandaler – han skriger på kondisko. Når vi når børnehaven, er det kun de sandaler, vi ikke har med, der du’r.
Jeg har ham i bad under HØJLYDTE protester, adskillige flugtforsøg og trampen i gulvet, alt imens han skriger “Neeeeeeej, jeg vil ikke i baaaaad”. Det sekund jeg slukker for vandet, skiftede han mening: “Neeeeeeej, jeg vil i baaaaad”.
Jeg kunne fortsætte eksempelsamlingen fra nu af og til midnat.

Hvis jeg synes, det er svært at være hans mor p.t. og at holde hovedet nogenlunde koldt, fordi jeg ved, at det bare er en fase, hvor lang den end må blive, så kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan det må være, at være i hans lille hoved. Forvirring – BIG TIME! Alle de følelser, der styrter gennem hans krop med få minutters mellemrum. Fra den ene pol til den anden.

Nej-hatten klæder ham ikke, og jeg tvivler på, at den er mega behagelig at have på. I hvert fald var der ingen anden løsning ved sengetid, end at krybe ned i sengen til ham og holde om ham, for at få ham til at falde til ro. Ligge der og mærke, hvordan al trods og modstand forsvandt i mine arme. Først protesterede han over mit valg af godnatsang. “Neeeeej, ikke solen, mor”, imens jeg sagte sang “Solen er så rød, mor”, som jeg har gjort siden tiden, hvor han lå hjælpeløs i kuvøsen og jeg ikke måtte røre ham. Imellem snøftene kunne jeg høre ham mumle “Solen igen, mor. Solen igen”, før han faldt i søvn.

Selv om hans vejrtrækning for længst afslørede, at han var på vej til drømmeland, blev jeg liggende og nynnede for ham. Holdt om min lille dreng, som vokser for stærkt. Overvejede at blive liggende krøllet sammen på 140×70 cm. og snuse til hans hår og finde minderne frem. Taknemmelig og lidt ekstra lykkelig, selv om overskuddet er flosset. Bare ligge der uden nogen anden grund end at det var lige dér, han faldt til ro og fandt trygheden midt i sit følelsesmæssige kaos. Lige dér i min favn <3