Første børnefødselsdag for klassen

Første børnefødselsdag for klassen

Vi er godt i gang med store-fødselsdagsweekend. Prinsessebarnet fylder 7 år og den får ikke for lidt på fejringskontoen (eller mors konto, for den sags skyld).

I går havde vi klassen på besøg. Vi slog fødselsdagen sammen med en anden pige fra klassen. Det skulle vise sig at være en rigtig god idé. Hvis jeg før hen syntes, at børnefødselsdage kunne være hektiske, så tog det lige et trin op af skalaen i går.

22 stk. 0. klasser på relativt lidt plads i haven og tilhørende græsareal bag huset – det føltes indimellem som en eller andet form for selvmordsmission. Knap havde de været der i 5 min, før drengene var ved at smadre hinanden og alt i 2 meters afstand med de balloner, som hang som pynt, 10 min inde i festen græd den første pige og følte sig forurettet og alle gode forsøg på at tale til en eller anden form for skjult fornuft, var spild af kræfter. Jesus – hvad havde vi frivilligt kastet os ud i?

Der har været en tendens til at holde fødselsdagene i legeland eller store idrætsparker eller til at dele klassen op i drenge og piger ved fødselsdage. Jeg har altid været vant til at vil holdt fødselsdagene hjemme, og det har den anden familie, vi holdt fødselsdagen sammen med også. Vi var enige om, at det var overkill at sætte en standard for legeland og tivoli allerede ved deres 7-års fødselsdag.

Men oh my, det er forskel på at have et sted mellem 10 og 18 børnehavebørn hjemme og så at have 22 0. klasser!!!! Set i bakspejlet, så forstår jeg pludselig godt, hvorfor de foregående fødselsdage i klassen har været holdt ude. Alle vores “forgængere” har også ældre børn på skolen, og jeg kan godt se, at hvis de har prøvet det her tilstrækkeligt mange gange, så er man villig til at betale kassen for at slippe for at stå med hele hejset selv, hvis man kan!

Festen blev gennemført, vi havde også 22 børn ved festens afslutning, vi fik bespist dem med pølsehorn, frugt, gnavegrønt, kage og slikposer. Vi fik leget en hjemmelavet 5-kamp med tovtrækning, lakridssnørespisning, slå-søm-i-på-tid-leg, gummistøvlekast og toiletpapirmumie-løb. Alt sammen i strålende solskin udendørs – halleluja!

Status efter 3 timer var to knæ med skrammer på, et utal af pige-dramaer, to mavepustere (delt ud af drengene imellem, forstås), en enkelt fodbold lige i hovedet (på mig), fuckfingre og mega-klamme ord under fødselsdagssang og spisning, en dreng som muligvis får problemer med at få børn på sigt efter en velplaceret fodbold lige i løgene, to piger som allerede nu er fuldstændig ligeglade med, hvad voksne siger og en enkelt lussing uddelt (igen uddelt imellem børnene og ikke fra os voksne, selv om det indimellem kunne virke fristende :-P).

Er det virkelig sådan, det allerede er i 0. klasse? Mavepustere og lussinger og begyndende pige-intriger? I så fald er skolelærere hermed verdens overmennesker. At håndtere sådan en flok barylere mange timer om dagen – hver dag! Håber godt nok, at min egen opfører sig pænt, når hun er ude!

Da alle børn var hentet og vi havde klaret oprydningen, sad vi alle 4 forældre alligevel tilbage med følelsen af, at det havde været en fin fødselsdag. Legene havde fungeret fint og vores piger så glade ud, som de lå på trampolinen og kiggede deres gaver igennem. Ærligt var vi også lidt glade for at overleve, og glade for, at der er et helt år til det sker igen.

Det er alligevel vildt, så meget forskel, der er på at have drenge og piger og på at holde hof for børnehavebørn og skolebørn. Man skulle måske tro, at det var lettere at holde styr på sidstnævnte. Vi er nu den erfaring rigere og klogere. Om vi holder det hjemme næste år, er lidt svært at sige. Egentlig er jeg af den overbevisning, at det bør holdes på det plan, men som sagt forstår jeg så småt godt, at andre med glæde betaler sig fra at rykke det ud.

Jeg ved nu, at man holder børnefødselsdage at to grunde: Fordi man VIRKELIG elsker sine børn og fordi børnefødselsdage er en fin årlig reminder om, at man er glad for, at man fik præcis de børn, man fik – og at man kan sende resten hjem igen.

Nu vil jeg gøre hytten ren igen og bage nogle boller og lave en lagkage. For i eftermiddag kommer familien, og så starter vi fejringen forfra <3

 

Ingen Mother of the year

Ingen Mother of the year

Der er de dage, hvor man bare ikke ligger lunt i svinget til at kvalicficere til mother of the year-titlen. Hvor man jogger i spinaten og bruger resten af dagen på at prøve at håndtere den dumme følelse i maven. I dag  var det noget nær et guilt-trip fra morgen til aften.

Manden min afleverer ungerne i torsdag. I dag havde jeg fri, så jeg tog den lille i børnehave, imens mand og datter cyklede i skole. Jeg skulle en tur forbi min læge kl. 9.00 og tog en hurtig kop kaffe hjemme, inden jeg cyklede ind til lægen. Alt imens min telefon åbenbart lå og hyggede sig på lydløs i tasken. Alt imens manden forsøgte at ringe 3 gange. Jeg så opkaldene 8.30 og læste SMS’en. Gymnastiktøj og biblioteksbøger manglede. Herregud, tænker du måske. Men det gjorde det også i sidste uge, og derfor var jeg knap så afslappet omkring det.

Jeg kunne godt pudse glorien og tænke, at det jo ikke var MIG, der havde glemt det for anden uge i træk. Men hun er MIN datter, og jeg vil meget nødig, at hun ikke har det med i skole, som er nødvendigt for hendes skoledag – hun  skal ikke stå udenfor eller være på sidelinjen unødigt.

Så op på cyklen i en helvedes fart. Mor her trampede i pedalerne, godt hjulpet ppå vej af en heftig cocktail af tidspres, guilt-trip og frustration over min bedre halvdels manglende evne til at huske. Løb ind på skolen. Ingen børn i klassen. SHIT! Var det så gymnastiksalen eller biblioteket, jeg skulle satse på at nå at finde dem i, inden jeg blev nødt til at køre til læge? Jeg satsede på gymnastiksalen og trak heldigvis det længste strå her.

Foran hele klassen fik hun nu sin gymnastiktaske og jeg hang biblioteksbøgerne i hendes garderobe. Lige i dette øjeblik gik det op for mig, at hun skulle præsentere en bog for hele klassen – siddende i en f-ing stor fortællestol – og fortælle og vise billeder. Fra en bog, der ikke lå i tasken! Goddamnit! Ingen mulighed for at nå hjem og hente den, ingen mulighed for at låne den på skolen, eftersom eneste eksemplat lå hjemme på køkkenbordet og larmede i sit fravær. Her var der ingen gymnastikbluse, hun kunne få overhovedet og så var alt godt. Her kunne hun ikke gennemføre det, hun var sat på til. På et podie, for pokker!

Jeg siger dig: Jeg har haft ondt i maven hele dagen. Ikke anet, om jeg skulle blive på skolen og sætte mig i den pokkkers stol sammen med hende og fortælle en historie eller hjælpe hende med at huske. Sige ærgerlig-ærgerlig til lægen, eller lade som ingenting og håbe, at hun kunne huske noget af det eller valgte én af de bøger på biblioteket, som vi har læst. For dem er der altså en del af. Mit hoved kunne ikke slippe det. Så meget fyldte følelsen af at være lortemor nr. 1. Også selv om jeg ikke var den, der havde glemt bogen. Det nyttede ikke rigtig at placere skyld, når barnet ligegyldig hvad ville sidde dér – foran klassen – og skulle sige: Jeg har ikke bogen med.

Det var med lidt nervøse og tunge skridt, jeg gik ind på skolen kl. 13.00. Følte, jeg havde et enormt neonskilt over hovedet, hvor der stod “hende moren, der glemte”. For pokker, det er jo bare en bog. Men min datter trives ikke super fedt med børnehaveklassen p.t. Hendes selvtillid er lav i øjeblikket og så havde vi lige muligvis gravet den følelse dybere ind i hende.

Jeg valgte at spørge ind til, om hun havde præsenteret en bog på biblioteket, selv om hendes mere eller mindre inkompetente forældre ikke havde fået bogen med. Hun kunne ikke skjule sin skuffelse. Av av! Læreren havde så valgt at en anden, der ville, havde præsenteret en bog og at vores datter tager plads i stolen efter påske. Det er en slags plaster på såret. Nu skal jeg bare lige finde ud af, hvordan jeg lapper den skuffelse, hun stadig bar på, da vi kom hjem. Bygger hendes selvtillid op til, at hun selvfølgelig skal sidde i den stol og fortælle.

Her kommer mit arbejde mig sandsynligvis til hjælp, da den nyeste bog i Det hemmelige rige-serien faktisk lige er landet på mit skrivebord. Hvis du har en pige i alderen 5-8 år, vil du sikkert vide, at barnet vil være top-begejstret. Din beggejstring er nok sværere at spore. Især, hvis du som jeg har læst alle 25-26 stykker i serien… (#glitterogglimmeroverload) Den vil hun gerne læse og anmelde foran klassen. Den er længe ventet og kan forhåbentlig højne både street-cred, selvtillid og hendes humør efter hendes forældres fuck-up i dag.

Det er ikke let at være skoleforælder. Heller ikke skolebarn med min mand og jeg som forældre, selv om vi prøver at huske og hjælpe. Slet ikke hvis barnet ikke helt er nede med skolen i øjeblikket og manden kan udstikke dessiner fra den anden side af Storebælt, men ikke selv eksekvere. Det er ikke første gang – og sikkert heller ikke sidste gang, jeg/han/vi ikke formår at nå/huske/gøre/hjælpe med det hele. Selvfølgelig kunne hun selv have husket bogen, men hun er kun 6 år. Det er stadig os som forældre, der skal sørge for at rammerne om hendes skolegang er i orden og lære hende at agere i skolen. Det skal vi så liiiige øve os på.

Satser ikke på, at hun som 25-årig skal i terapi på baggrund af denne situation. Jeg accepterer, at jeg ikke får medaljen for mother of the year i år – og sikket heller ikke de kommende år. Det bliver åbenbart ikke lettere at være mor, selv om man har haft tid til at øve sig.

Yay mig! F**k dig!

Yay mig! F**k dig!

Hvad skal der til for at skabe en god klasse?

Jeg sad til et klassearrangement i weekenden og talte med nogle af de andre forældre. Emnet var ret naturligt skolestarten, og en del om de omdiskuterede legegrupper. For og imod eller hvad? Er det den rigtige vej til at skabe et godt sammenhold i klassen?

Én far kom med stof til eftertanke til debatten. Han er selv lærer, både for de ældste klasser og for de yngste. Han havde bemærket en ting, som var fællesnævner for problematikkerne – hvad enten det drejede sig om 2. eller 9. klasse: Eleverne er ikke i stand til at sætte sig i andres sted. Deres egne behov er altoverskyggende.

De kan ikke forstå – og forventer, at læreren kan løse – hvorfor Jens og Peter ikke gør som DE siger, når DE vil have det. At alle de andre må indordne sig efter deres behov. Og sådan har de det så stort set alle sammen. Han oplevede det som en stigende tendens. Så er det lidt op ad bakke, ikke? Det er i hvert fald mega tankevækkende.

Hvor var det lige, filmen knækkede? Eller har den altid været det i større eller mindre grad? Hvor har de lært det? Og vigtigst af alt: Hvordan er det lige, vi kommer det til livs? Jeg læste for nogle år siden udtrykket “Mig først frem for 1. maj” – undersforstået at fællesskabet lider en krank skæbne frem for det egoistiske behov. Det er en pokkers klog vending, synes jeg, og selv om jeg ikke selv kan tage æren for den, så kommer den alligevel med her. Var vi lige sådan tilbage i 80érne, da jeg gik i skole? Var vi det på en anden måde, eller havde vi generelt mere respekt for hinanden og det, de voksne sagde?

Det er svært!
Jeg synes, det er en vildt svær balancegang. Mine børn lærer hjemmefra, at man skal huske at tænke på andre, men det kan godt være svært at overbevise dem om, når de bliver tromlet og går et slag i hovedet fysisk eller verbalt af én, som sætter sit eget behov først. Så kan det være svært at sige til dem, at fællesskabet er den rigtige vej.

Jeg er selv opdraget til det kollektive, og er ganske tilfreds med, hvem jeg er som menneske i dag. Men guderne skal vide, at jeg har taget mine slag for det, og jeg har grædt af bitterhed, smerte og følelsen af ensomhed og uretfærdighed. Jeg har tvivlet på mig selv i uoverstigelige mængder, fordi jeg syntes at ende i mine plageånders vold, når jeg gjorde det, jeg fik besked på hjemmefra. Det vil jeg aldrig ønske for mine børn, at de skal opleve.

Jeg vil gerne lære mine børn at være bedre til at passe på sig selv og sige fra. At de ikke skal ende med at være lette at kue, som jeg var. Men hvordan? Jeg er glad for den, jeg er endt med at blive, men pisse led og ked af vejen dertil. Jeg vil gerne styrke dem, men ikke gøre dem til mobbere.

Take a look at yourself
Jeg kan mærke og høre, at de taler om venskab og fællesskab på skolen, og vi har også valgt en skole til vores datter, hvor netop det spiller en stor rolle i tilgangen til eleverne. For noget tid siden var der også en national undersøgelse, der viste, at forældre sætter social trivsel højere end faglighed i skolen. Er der så noget om det? Altså at vi skal have vendt bøtten og have skovlet noget kollektiv tænkning ind i vores unger?

Lola og de andre forældreskabs-guruer har helt sikkert en mening om det, men der findes nok næppe en fyldestgørende mor-manual til det – og helt sikkert ikke et quick-fix. Er nogle pointer, at vi som udgangspunkt skal kigge på os selv som forældre? Skubber vi selv vores egne behov frem i forreste række? Går vi selv til læreren eller de andre med petitesser? Tager vi snakken hjemme ved middagsbordet om, hvad det vil sige at være en god ven, at vente på tur eller at lytte til andre? Tager vi selv diskussionen med vores egne børn, når de ikke opfører sig hensigtsmæssigt? Kort sagt: Tager vi de objektive briller på og tænker på, hvordan vi aktivt kan bidrage til at få det hele til at hænge (bedre) sammen, og om vi selv og vores egne børn spiller en rolle i den sammenhæng?

 

Legegrupper #1

Når jeg engang skal herfra, er kaffe og Forældreintra helt sikkert medvirkende årsager. “Mette led en stille død af for meget kaffe, for lidt tid og uhæmmede mængder Intra”.

Forældreintra og jeg er ikke helt nede med hinanden, men vi øver os i at lære at forstå hinanden. Det gør vi.

Her i starten af 0. klasse, fyger det om ørerne på os med praktiske beskeder på Intra – og det er fint nok, selv om de oftest kommer som happy hour, hvor vi får to ens på samme tid. Det fortæller mig, at lærerne selv indimellem kan have svært ved at finde strukturen i det. Pyh ha!

En af de ting, vi skal have gang i i 0. klasse er legegrupper. Mange fortæller meget godt om dem (i hvert fald, når man har haft sit kuld unger hjemme, og de er afhentet igen), og mange steder er det op til forældrene, om det etableres eller ej. På vores skole er det blevet obligatorisk. I løbet af skoleåret tager vi 3 runder, hvor 4-5 børn på skift er hjemme hos hinanden i tre forskellige konstellationer.
Sådan noget brugte vi ikke i 80’erne, da jeg gik i børnehaveklasse, men det kunne måske have reddet mig fra 10 år i en mere eller mindre dysfunktionel klasse. Who knows?

En anden ting er, at skolen har faste retningslinjer for, at vi kun taler 1-2 timer, og at der ikke må være økonomi forbundet med legegruppen. Ikke noget tivoli og præstationsræs her.

Tanken er god, synes jeg. Det er sundt at se, hvordan vi hver især bor og lever og at alle kommer med nogen hjem. Så nye venskaber kan opstå eller interesser kan deles, hvor man ellers måske ikke havde fået øje på dem.

Det at planlægge dem, er knap så godt. Da vi fik grupperne – på Intra – gange 2 – tænkte jeg, at vi lige så godt kunne lægge ud og invitere hjem til os. Vise vilje til projektet. Sendte en besked til de 3 andre poders forældre med et forslag til dato. Jeg trækker weekendkortet, da jeg står alene med min egne unger 4 uf af 5 hverdage, og da jeg skal hente lillebror i den anden ende af byen.

Og her startede misæren: For alle skal noget – og uheldigvis ikke på samme tidspunkter. Sommerhus, bedstes fødselsdag i Frederikshavn, arbejde og årlige familietraditioner. I get it – jeg er der også selv indimellem. Der er nu fire weekender i spil, men ikke rigtig nogen udsigt til en legeaftale. Hverken en lørdag eller en søndag. Ja ja, jeg kan bare tage fri en hverdag. Hvis det ikke var fordi jeg skal bruge alle feriedage på at imødekomme skolens og daginstitutionens lukkedage og pædagogiske døgn m.m. Ja ja, vi kan bare deles om dagene, manden og jeg, men jeg kunne egentlig også godt tænke mig at se ham en gang imellem. Være sammen alle fire, uden at skulle have et puslespil til at gå op.

“Skulle vi ikke i stedet finde en dag, hvor alle kan?”, spurgte den ene mor i gruppen. Jo da – det er ligesom hele essensen af konceptet, men det er ikke en let kunst, ser det ud til.

To be continued…

Skulle vi da aldrig tale om det der skole? #2

Som sagt havde jeg ikke rigtig overvejet det med skole, før min datter blev født eller overhovedet var i stand til at holde sit hoved selv. Jeg havde generelt ikke pløjet mig igennem alverdens forældrebibler eller forældre do’s and don’ts, og var nok lidt til den optimistiske side med en tro på, at med almindelig sund fornuft og kærlighed, kunne vi komme ret langt.

Det kunne vi også, men jeg skulle hurtigt sande, at moderne forældreskab har langt flere og komplekse facetter end blot ro, renlighed og regelmæssighed. Så som opskrivning til skole, imens man stadig lå på fødelejet. Det vidste alle andre, lod det til.

Jeg vil ikke sige, at jeg lod mig presse til at skrive hende op til en privat/fri grundskole. Jeg havde jo selv gået i folkeskolen og skoler med egenbetaling var langt ude for økonomisk rækkevidde hjemme hos os, da jeg var lille. Men som med så meget andet nybagte forældre præsenteres for som “vigtigt”, hvad enten det er babyudstyr eller skolevalg, tænkte jeg: “Ok, så gør jeg det da også”. Også selv om det sandsynligvis ikke var strengt nødvendigt eller nogensinde ville blive brugt. Det lød jo meget plausibelt alt sammen, og der blev talt varmt om skolen fra stort set alle sider af.

Da vi nærmede os tiden for skoleindskrivning, var det bemærkelsesværdigt, hvor mange, der spurgte til, hvilken skole vores datter skulle gå på. Jeg mødte også undrende blikke, når jeg fortalte, at hun var skrevet op til én ikke-folkeskole. Kun én?!?? Flere havde taget hele rækken, når de var i gang. Top-velovervejet forældreskab,dér!

Da vi så alligevel fik plads på den frie grundskole, trods “sen” opskrivning, fik piben meget overraskende en anden lyd. Hvorfor valgte vi dog folkeskolen fra? Nej, andre havde sandelig valgt folkeskolen aktivt til, for at styrke den og øge ressourcerne. Ikke de der frie og private skoler. Nej, befri mig vel! Var jeg forvirret over den pludselige kovending? Det kan du godt gange med hundrede.

Måske det bare var som med så meget andet i moderskabet. Du træffer valg, som du tror på, eller som andre fortæller dig, er det eneste rigtige. Bedst som du tænker, at du har fundet frem til moderskabets hellige gral, bliver du venligt, men bestemt, gjort opmærksom på, at det ikke er den rigtige hellige gral. Der er sjældent en afkrog af moderskabet, andre ikke kan have en mening om – og Gud forbyde, at de skulle holde deres mening for sig selv. Nå, men nok om det. Det er ikke det, indlægget her skal handle om.

Jeg følte virkelig, at jeg skulle forsvare mit valg, uden at jeg helt forstod hvorfor. At jeg pludselig gik fra – i andres opfattelse – at være vogteren af min datters fremtid til en gemen forrædder af de danske fællesskabsværdier (meget firkantet sat op). Det var som om ingen rigtig troede på mig, når jeg sagde, at jeg oprigtigt ikke har noget som helst imod folkeskolen, men bare har fundet den mindre skole som en god løsning for min datter ud fra den, hun er. Endda den skole, som ligger tættest på vores hjem. Jeg kan selvfølgelig sagtens se, at det kan lyde hyklerisk at sige, at folkeskolen og jeg ikke har noget udestående, når jeg har valgt folkeskolen fra. Ikke desto mindre mener jeg alt, hvad jeg siger.

Jeg kan af gode grunde ikke udtale mig om at have barn i folkeskolen anno 2017, men jeg vil godt dele en form for plus/minusliste ved det skolevalg, vi har truffet.

Afstand og størrelse er klart øverst på positiv-siden. Skolen HAR flere ressourcer pr. klasse i form af voksne, den tilbyder en synlig mulighed for aktivt at blande sig i skolens valg og muligheder via forældrebestyrelsen. Den HAR også kortere skoledage, og noget, jeg finder meget attraktivt: En kreativ profil.

Derimod synes jeg, at skolen har en stor hage i forhold til, hvad jeg egentlig OGSÅ ønsker, at mine børn skal have med sig på deres dannelsesrejse. Skolen afspejler i ringe grad det samfund, den er en del af. Der er børn fra forskellige familiekonstellationer, fra land og by og til dels også fra forskellige samfundslag. Og så alligevel ikke. Vi ligner sgu hinanden ret middelmådigt og ganske gennemsnitligt meget. I hvert fald i min datters klasse. Og det gælder ikke kun på den middelklasse-agtige facon. Det generelle elevbillede er ret leverpostejfarvet og med blå øjne og med en hudfarve, der vidner om, hvor lidt solen skinner i Danmark.

Der mangler efter min mening mangfoldighed i kultur og oprindelse, som kan lære mine unger en masse om, hvordan verden er, tænker og tror. Jeg tør godt lægge hovedet på bloggen for, at de får et åbent sind med hjemmefra. Møder mennesker med alverdens oprindelse og vi kan altid tale om, hvorfor nogen tror på ét, imens andre tror på noget andet. Smager mad fra hele verden og blive klogere på højtider og traditioner, der ikke er vores egne.

Men det er derhjemme. Jeg kunne godt tænke mig, at skolen havde mere “Hvor kommer du fra og hvorfor gør du som du gør, imens jeg gør som jeg gør?”. Fokus på fællesskab er stort på skolen – men det er et lidt ensidigt fællesskab. Det er også en stor og vigtig del af at være menneske, hvis vi tør interessere os for hinandens ligheder og forskelligheder.

Jeg er nu glad for det valg, vi traf, og jeg kan slet ikke få armene ned over, hvor glad min pusling synes at være for sin skole og sine klassekammerater. Hvor afslappet og ligefrem, hun er på skolen, og sjældent brokker sig over at skulle derind. “Årh, mor. Hvorfor har vi fridag i morgen? Hvorfor skal jeg ikke i skole?”.

Det tror jeg faktisk aldrig, er kommer ud af min mund i min skoletid. Så kan vi ikke have valgt helt skidt, vel?

Mit nye yndlings-hadeobjekt

Der er mange glæder ved at sende et barn i skole – så mange gaver, man slet ikke vidste, man skulle få. Én af dem er ForældreIntra, og umiddelbart er der ikke et byttemærke på. Pis os’.

Min datter har endnu ikke betrådt skolens matrikel, men starter i den famøse forårs-SFO om 3 uger. Af en eller anden grund, får jeg en del svar a la “Det skal nok gå” eller “I overlever”, når jeg fortæller om, at datteren snart forlader børnehaven. Og det er også meget sødt af svareren at udtrykke omsorg – men jeg er faktisk ikke nervøs for det. Vi glæder os – allesammen – og giver mig bekendt ikke udtryk for andet. Måske de tænker på livet med ForældreIntra, mere end det at sende ens dyrebareste i hele verden over tærsklen til en af de mest skelsættende dele af hendes liv. Ved det ikke, men har efterhånden luret, at jeg med skoleindskrivningen også skrev mig selv om til et tvangsægteskab med ForældreIntra.

I starten af november opfordrede skolelederen og den kommende klasselærer på det kraftigste til, at vi hentede FI-app’en. “Her får I alle vigtige informationer om jeres barns skolegang”, lød det. “Her vil alle invitationer og tilmeldinger ligge”, sagde de. “Allerede fra januar”. Javel!

Og det er jo i og for sig meget godt, at de ligger samlet. Hvad jeg ikke hørte dem sige, var, at jeg allerede inden november måneds udgang ville opdage, at de mente, hvad de sagde. Nu har vi februar, og der er som sagt stadig 3 uger til vores datter starter på skolen og jeg har fået i omegnen af 5-7 ugentlige beskeder via FI. Fra skoleboden, fra læreren, fra kontoret, fra SFO’en, fra den fælles skolelejr (som 0.-klasserne slet ikke skal med på og derfor hverken skal meddele allergier ind eller købe t-shirt til) – og ja, sågar en besked om, at en anden forælder havde skrevet til læreren (blev faktisk betrygget over, at jeg ikke kunne se indholdet).

Hvis der i november 2015 blev sendt over 20 mio. beskeder via FI i Danmark, så ved jeg godt, at jeg kun har set en my af isbjergets top. Oh my f****** God. Det er jo i så fald som at få en blanding mellem et ekstra spædbarn og et nyt Facebook med i handlen. Konstant opmærksomhed og rigtig mange, der kan kommentere konstant på alverdens information, hvoraf halvdelen sikkert ikke vedrører én eller afkommet.

Da jeg var barn, havde jeg en grøn kontaktbog med krøllede hjørner og en liflig duft af lunken madpakke liggende i min taske. I den skrev min min mor med sirlig håndskrift, og min lærer svarede med ulæselige kragetæer. Jeg havde en del ærefrygt over for den – både fordi man altid skulle gå op til kateteret og vise den, hvis der stod noget i den, og fordi jeg er var sådan en irriterende type, som ikke kan kunne forlige mig med tanken om, at der potentielt kunne komme til at stå noget kritisk i den. Noget, der kunne stå der sort på hvidt og nærmest råbe til mig om min egen ufuldkommenhed.

ForældreIntra er i sin grundform ikke en døjt anderledes end kontaktbogen, ud over at det ikke lugter og så (desværre), at ForældreIntra ikke bliver i tasken, når det er weekend, men i stedet er en forholdvis påtrængende opfindelse, så kan råbe helt inde i den private sfære, når familien holder fri sammen. Lige som Facebook er FI altid åbent, og der er en latent mulighed for seriøs FOMO indbygget i det. Her er jeg måske et reaktionært gammelt røvhul, men det bryder jeg mig ikke så meget om. Når jeg har fri, har jeg fri. Jeg skal nok sørge for, at mine børn læser deres lektier og skal også nok spytte en 20’er i fællesgaven til klasselærerens jubilæum. Bare ikke søndag formiddag. Men med FI fornemmer jeg, at det bider én selv i måsen, hvis man tager en kold tyrker fra det en uges tid.

Jeg har endnu til gode at finde ud af præcis hvor meget kommunikation, der kommer til at ligge i FI. “Nyd det, imens du kan…”, fornemmer jeg lidt. Hvor aktive de øvrige forældre er på FI, hvor mange lektier hun får for, hvor mange legegrupper/-aftaler der skal koordineres plus det løse. Jeg fornemmer, at jeg får travlt.

Det er nok næppe det sidste, jeg kommer til at skrive om mit nye yndlings-hadeobjekt. Selv om vi nærmest kun har stiftet bekendtskab, fornemmer jeg, at vi får et langt og vindomsust forhold. Derfor har jeg allerede nu sat foden ned og bedt om en rapport kl. 20 hver aften – hverken mere eller mindre. Realistisk set går den dog nok kun 3 uger endnu. Det er ikke sk*** hensigtsmæssigt at vække ungen efter en times søvn for at øve bogstaret “D” eller tælle i 10’ere.

Fortæl mig noget opløftende og godt ved FI, som har gjort dit liv så meget lettere? Fortæl mig gerne, at det er et uundværligt værktøj – og ikke kun fordi man skal for ikke at være 110% tabt og lige til en indberetning til de sociale myndigheder, hvis man ikke frekventerer sitet 5 gange dagligt. Om ikke andet, så fortæl mig, at jeg hellere må knuselske FI, fordi der, som der står i førnævnte artikel, at der i 2018 venter et andet system, som skal erstatte FI og man derfor skal forholde sig til endnu mere. Hvis du ikke kan det, så hvisk mig gerne blidt i øret, at det er ok at være lidt træt af FI, før vi overhovedet er kommer rigtig i gang.