Små kærlighedserklæringer

Små kærlighedserklæringer

Ægte hverdagslykke er små kærlighedserklæringer, dér hvor man mindst venter dem.

Jeg er ekstra vild med hende den lange 0.-klasser, jeg har herhjemme <3 Hendes umiddelbarhed og leg med sine nye færdigheder i at skrive og regne. Hun er ski** god til at fortælle, at hun elsker sin familie. Hun er super betænksom og kærlig. Hun er en mega-god storesøster og en rigtig god ven. Hun er en helt igennem fantastisk datter.

Noget helt vildt fantastisk er, at mine indkøbssedler og andre små noter til at hjælpe min trætte hjerne lidt på vej, efterhånden har udviklet sig til at være de skønneste og uskyldige kærlighedserklæringer. Mit lille moderhjerte kan næsten ikke bære al den kærlighed, der kan ligge i de sædvanelige mælk-rugbrød-gulerødder-gær-trivialiteter. Så kan man stå der i Fakta og føle sig helt lykkelig. Smil på læben, lidt tårer i øjnene og det hele.

Kærlighedserklæringer

Seriously, hvem kan stå for det????

Jeg ender med at blive den vildeste hoarder. En hoarder af huskesedler. For hvem kan smide noget så fint ud? Der kan jo tids nok komme et tidspunkt, hvor det jeg hører mest er suk og “f*** dig, mor.” Yay, teenageliv.

Så lige nu smider jeg så meget sukker og kærlighed efter sådanne små påmindelser om, at jeg har formået ikke at spolere hende helt.

<3

At trække (rokke)tænder ud

At trække (rokke)tænder ud

Hvor cool kan en 6-årig lige være? Ret cool, når det gælder rokketænder. I hvert fald min 6-årige!

Der er blevet rokket løs de sidste dage, og da hun kom hjem fra skole i dag, var det med ordene: “Hey mor, kan du ikke godt hive min rokketand ud. Den er irriterende!”. Øh, jo da. Den klarer mutti her da lige.

Jeg blev egentlig ikke overrasket, for hun har haft tillid nok til mig, til at de to foregående (og eneste) rokketænder, hun har haft, er tager ud ved hjælp af mine fingre. Da hun fik sin første rokketand, ville hun vide, hvordan jeg tabte mine. Hun var en blanding af skeptisk og fascineret, da jeg fortalte hende om, at min mormor havde trukket en del af dem ud. Jeg udelod detaljerne om, at det ikke altid var på den blide måde. Min mormor var sygeplejerske af den gamle skole og børnebørns ømme gummer og rokkende tænder var ikke grund til ekstra fintfølende håndelag. Hun ventede IKKE til den var så løs, at man kunne se den øverste kant! Alligevel syntes hun ikke at være nervøs ved tanken om, at jeg skulle tage hendes rokketænder ud. Det havde jeg så første gang.

Hun er bare generelt cool. Og så er hun vild, når det gælder behovsudsættelse. Tandfeen har aldrig rigtig været et issue herhjemme. Hun var ikke meget over 4 år, før hun kom og fortalte mig, at jeg godt kunne droppe det med at kældernissen eksisterede, for det var jo bare mig. “Nissen” havde jo samme håndskrift og gavebånd som mig”. Observante lille finke! Og når man har den regel, at man svarer børnene ærligt, når de er gamle nok til at spørge om livets betingelser, så måtte jeg krybe til korset. Og da vi kom til tandfeen, ville hun gerne vide, om det var med den, som det var med nissen.
“Hvad tror du?”, spurgte jeg på bedste pædagogiske vis. “Jeg tror, det er dig”, lød svaret.

Derfor gemmer vi ikke mønter under hovedpuden eller andre små hyggelige finurligheder herhjemme. Barnet har selv sat prisen på et helt gebis: Et stk. hestetrailer til Lego Friends-samlingen, når hele perlerækken er røget. Hvad sker der lige for den behovsudskydelse? Selv om jeg altid har været relativt økonomisk bevidst og moden, så tvivler jeg stærkt på, at jeg havde rygrad nok i en alder af 6 år, til at udskyde tanken om en lind strøm af mønter, uden at skulle levere andet end mælketænder. Ok, faktisk anede jeg ikke at fænomenet “tandfeen” eksisterede, før jeg blev voksen. Det brugte man vidst ikke i provinsen i 80’erne.

Jeg er ikke i tvivl om, at hun nok skal blive til noget, hende ældsten. Hun er kæk og cool i de helt rette mængder. Og hun ser ikke mindre cool og kæk ud, nu hvor højre fortand er væk.
Den manglende tand blev fejret med glædeshop i sofaen og udbrud a la “Det er den bedste dag i mit liv!”. Årsagen er vidst mest, at der er gang i en “drengene mod pigerne”-konkurrence på rokketandsfronten henne i skolen, og med mindre de præsterer kollektivt at tabe tænder, så hiver hun pigerne op på en 10-3-føring i morgen. Jeg tror, at hele spændingen over at skulle fortælle det henne i skolen i morgen bobler i hele hendes krop. Hun var i hvert fald ikke svær at få i seng her til aften. Smilende, glad, tandløs og forbasket kær. Shit, jeg er stolt af hende. (…Og ret beæret over den tillid, hun viser mig!) <3

Legegrupper #2

Legegrupper #2

Jeg har slet ikke fået fortalt om selve legegruppen. Den elskede, hadede, eller hvilket forhold, du nu har til den.

Vi åbnede ballet i sidste uge, og 4 børn fra klassen skulle på besøg. 2 timer var aftalen. I legegruppernes ånd, var det fire klassekammerater, som vores datter ikke leger så meget med. Hun taler i hvert fald aldrig om dem, så lærerne har nok en god pointe i at sætte dem sammen.

Inden de kom, havde jeg tænkt meget over, om vi skulle arrangere noget til at starte på, eller om vi skulle lade det være total fri leg og se, hvor det bar henad. Vores have er gravet op p.t., så normalt ville jeg primært lade dem bruge krudt udenfor, men det er ikke rigtig en mulighed, når de sådan ca. ville stå i mudder til knæene. Så indendøre var et vilkår.

Jeg vaklede mellem, om jeg skulle prøve at sætte en ramme, eller om det netop så skulle være på deres præmisser, når nu det var de voksne, der havde bestemt, at de skulle lege. Når jeg ser på, hvad min datter normalt leger, så kunne jeg godt have min tvivl om, hvorvidt de to drenge i gruppen ville kunne få to timer til at gå med my Little Pony, udklædningslege og Barbier. Selvfølgelig var der biler og sværd på lillebrors værelse, men det var ikke meningen, at de skulle dele op. Måske jeg var for stereotyp i min tænkning af legen?

“Løsningen” blev at gribe i en fortælling, min datter aftenen før havde fortalt fra skoledagen. Næsten hele klassen havde leget cirkus og havde produceret alt fra plakater til billetter og selvfølgelig cirkusnumre. I stedet for at sætte faste rammer, prøvede jeg at prep’e min datter til at de måske kunne lege videre på den leg. Plante et lille frø i hendes fantasi, om man vil.

Showtime!
Dagen kom og alle ungerne invaderede hytten. Og 5 minutter efter, var de alle i gang med at lege cirkus. Drenge som piger. Tanken var, at de skulle vise os en forestilling, når forældrene kom og hentede igen. Så længe viste det sig dog, at de ikke kunne vente. Så mand, mindstemand og jeg blev tilskuere til det store show.

Selv om vi ikke må stille med noget til børnene, men bare lade dem lege, havde jeg bagt boller til dem, da legeaftalen strakte sig til middag. Det viste sig at være et godt træk, for 1,5 time inde i legegruppen, gled parterne fra hinanden. To diskuterede, en slog, min datter blev ked af det, fordi legen ikke kørte efter hendes hoved på hendes territorium og én trak sig fra balladen.

Der blev talt med pædagogiske ord om ikke at slå og om at sige undskyld og om at deles om at bestemme, når der er gæster i huset. Med mad i deres maver og en god gang is i vores, kunne min mand og jeg sende dem ud i legen igen. På det tidspunkt bedømte vi, at det ville være et succeskriterium for legeaftalen, at alle unger ikke skreg i vilden sky, når deres forældre kom. Det kriterium overholdt vi. Hjemmet lignede Jerusalems ødelæggelse, men legegruppen lignede fryd og gammen, da forældrene igen troppede op.

Vi valgte at være ærlige om, at 1,5 time måske var maks. I hvert fald her de første gange, indtil de kender hinanden bedre. Men alt i alt var det gået ok. Man kan nok ikke forvente, at det er fryd og gammen, når 5 vidt forskellige børn, skal lege sammen, fordi de voksne har besluttet det.

Tanker om legegrupper
Jeg forstår egentlig godt, hvorfor legegrupper er kommet ind i billedet. “Kendskab giver venskab”, skriver ForældreFiduser. Det har de nok ret i. Jeg tror i hvert fald, at hvis man havde været mere fokuseret på at skabe forståelse, havde min skoletid været lettere. Det var dengang, hvor mobning bar et nyt buzz-word (og buzz-word endnu ikke var i det danske sprog). Hvis de voksne havde spillet en aktiv rolle for at mindske mobningen. Havde interesseret sig mere for, hvad der skaber en god klasse. På den anden side er jeg ikke vild med det der med, at de voksne blander sig for meget i børnenes leg. Det er lidt et kunstigt koncept, at vi bestemmer, at nu skal dem og dem lege sammen. En anden faktor er, at vi har et ganske normalt hjem at vise frem, selv om det ikke er i BoBedre-segmentet. Der kan være børn, som måske ikke har et hjem at vise – eller som det kan ramme hårdt at vise, at de ikke lever som flertallet økonomisk, socialt eller i forhold til et misbrug i hjemmet. Legegrupperne for stadig en lidt lunken karakter, men bedre end før jeg prøvede det af.

Tips til legegrupper
Vores skole har nogle konkrete “regler” for legegrupper, som jeg afslutningsvis vil dele med jer. Det er måske ganske smart, når legegrupperne er obligatoriske.

  • Legegrupperne må maks vare 1-2 timer.
  • Der må ikke være økonomi forbundet med dem – det må ikke være en børnefødselsdag nr. 2. Det skal afspejle en normal dag i hjemmet.
  • Det er en god idé at få legeaftalerne i kalenderen fra start
  • Det er vigtigt, at alle – så vidt muligt – kan deltage hver gang. Prioriter legegrupperne.
  • Tal med børnene om, hvem der kommer. Tal positivt om legegruppen.
  • Gem evt. ting væk, dit barn ikke ønsker, de andre skal lege med, eller som du ved, barnet er ekstra øm over.
  • Når legegruppen starter, så fortæl børnene samlet, hvad de voksne i hjemmet hedder, vis hvor toilettet er og fortæl kort og tydeligt, hvis der er ting, man ikke må i hjemmet.

Madpakke-krise (og et tip til at fikse den)

Madpakke-krise (og et tip til at fikse den)

Kender du det? Du stirrer på madkasserne og bliver med ét tom for idéer? Hvis du gør, er du ikke alene. Hvis du aldrig har det sådan, så er jeg imponeret!

Jeg synes, at jeg gør, hvad jeg kan for at variere ugens tema. Men for hunde, det er ikke nemt, når ældstebarnet sværger til rugbrød med leverpostej eller en pølsemad. Så kommer jeg sgu lidt til kort. Hun kan ikke lide figenstænger eller ost eller rosiner eller makrel eller noget af alt det andet, jeg har ladet mig fortælle, at alle børn kan li’. Hun kan i øvrigt heller ikke lide pasta og kødsauce eller pizza… Ok, her er det ikke helt korrekt. For jeg tror faktisk godt, hun kan lide det. Hun har bare sat sig for, at hun ikke vil have det. 6 år og overraskende viljefast, siger jeg bare.

Heldigvis er hun vild med frugt og grønt og det redder dagen ret meget. Og kogte æg kan også lige gå an. Men hvor hårdt jeg end prøver at skabe en madpakke, der er spændende, sund og ikke den samme som i går, så synes jeg stadig, det er svært.

Yngsten har madordning i børnehaven, og han er en mere taknemmelig type, når det kommer til mad. Han kan li’ det meste. Men den ældste skal have 3 madpakker med om dagen – formiddag, middag og eftermiddag – og der skal være energi nok i dem.

Engang spiste hun ingenting. Som i ingenting! Heldigvis er mængderne sat op, men udvalget af ting, hun vil smage på er skrumpet markant. Hun spiser mere til frokost, end jeg gør nu. Så jeg har været ude i mange afkroge af, hvad jeg kan variere den forbandede madpakke med.

I dag prøver jeg grove bananpandekager fra bloggen Valdemarsro.dk (hvis du ikke kender den i forvejen, så går du glip af noget!). Bananpandekager bestående af bananer (surprise!), mel, havregryn, æg og vanillepulver. What’s not to like! De er mega nemme at lave og de mætter ret godt. De er tilmed faldet i prinsessens smag, så jeg satser på, at vi her har en madpakkevinder. Jeg tænker, at de er gode til at give energi formiddag eller eftermiddag og kan holde maven i gang inden næste hovedmåltid.

Du får opskriften her – og skulle du have andre uundværlige tips og opskrifter til sund mad til en kræsen 0.-klasser, så del lige ud, ikke?

Ja ja – de ligner frikadeller på billedet 🙂

Skolebarnet – hvad pokker skal jeg købe?

Så for pokker, efteråret er sat ind med en lille rask septemberstorm. Og så lige som vi intet tag har på huset og der ligger byggematerialer i hele forhaven. Ja da. Det er 27 år siden, og for min skyld kunne vejrguderne godt have ventet et år mere.

Det kan jeg ikke selv gøre fra eller til i forhold til, men så kan man jo sidde inde og sortere alt det efterårs- og vintertøj, som jeg optimistisk pakkede ned i foråret i håbet om, at de kunne passe det her til vinter også. Men det kan jeg vidst godt skyde en hvid pind efter. Den 6-årige er hoppet fra str. 116 til 128 i flyverdragt og jakke og fra str. 29 til 33 i år i sko. Og den lille er gået fra 98 til 110 i tøj og fra str. 25 til str. 28 i sko på 6 måneder. SHIIIIIT – jeg fodrer dem for godt 😀 Mødrehjælpen kan godt begynde at finde bøjlerne frem.

Børnehavebarnet skal have alt, hvad den kan trække af overtøj og fodtøj til efteråret og vinteren. Han er dreng med stort D. Jeg synes ikke, jeg lavede andet end at forsøge at tørre hans tøj og sko dagligt sidste år, selv om han havde dobbelt op af det hele.

Men hvad med den store?

Der er sket et markant skift i, hvor meget hendes tøj slides og hvor meget hun møger sig til, efter at hun er kommet i skole. Hun er så også markant mindre ude, end hun var i børnehaven. Nok er hun en lille nipsting, men hun har aldrig været sart over for skidt og snavs, klatretræer eller bakker, man kan rulle eller kurre ned af. Alle dele har tiltrukket hende som en magnet!

Selvfølgelig skal hun have flyverdragt, vinterjakke og gode støvler. Men hvad med skibukser og thermostøvler og thermosæt, som vi ikke var kommet helskindet gennem vinteren uden sidste år? Se det er spørgsmålet.

Har foretaget en mindre undersøgelse blandt naboer, lidt familie og en veninde, og her er svaret alt fra “Nej, det skal du ikke investere i, for hun får det ikke brugt, med mindre der kommer rigtig vinter” til “Softshelljakke og regnbukser er vejen frem” inklusiv en variation med thermobukser under regnbukserne” og sidst men ikke mindst “man-må-ikke-gå-ned-på-udstyr”-modellen. Ergo: Jeg er ikke blevet klogere.

Så nu sætter vi trumf på og spørger de sande orakler: Bloglæserne! Lad mig høre: Hvad siger I? Hvad ville I købe til en 0.klasse-pige med almindeligt niveau krudt i røven, selektiv hørelse og nysgerrigheden i god behold?

Et eller andet må være gået efter planen

Et eller andet må være gået efter planen

”Mor, der er 4 røde bogstaver i Lanzarote”, sagde ældsten over morgenmaden, alt imens hun pegede på den (meget lidt) pæne souvenier, hun hev med hjem fra øen, da vi ladede batterierne op januar.
”Det er A og A og O og E, mor”, fortsatte hun.

Det var lidt svært at skjule min benovelse. Hun er jo kun lige startet i 0. klasse, for fa’en!

”Men mor, hvis man bliver i tvivl om, hvor mange røde bogstaver, der er, ved du så, hvad man kan gøre? Man kan bare klappe ordet sådan her: Lan-za-ro-te”.

Det, mine damer og herrer, er hvad man åbenbart får med sig hjem efter 11 skoledage anno 2017. Wow, siger jeg bare! Enhver mor vil ikke stå tilbage for at forherlige eget afkom, men enten er hun ualmindeligt godt med, eller også har 0. klasse fået en seriøs saltvandsindsprøjtning på små 30 år.

Hvad lavede I, da I gik i 0. klasse? Legede, pillede næse og fik læst historier; lærte lidt om klokken og noget om sikker trafik sammen med den tykke landbetjent? Det er i hvert fald det, jeg husker, jeg gjorde, og jeg havde ikke svært ved at lære gennem min folkeskoletid. Vi lærte at tælle til 20, men ikke matematik som sådan og at tælle ned fra hundrede baglæns eller kende ordlyde og røde og blå bogstaver. Ikke før i 1. klasse, hvis jeg husker ret.

Måske jeg ikke helt har fulgt med på skolefronten, men Legeøen, Kaptajn Karlsen, Læsefidusen og MatemaTrix holder tydeligvis, hvad producenterne lover. Shit mand!

Vi sidder ikke og smug-terper herhjemme – hun viser selv interessen, og vi følger med hendes nysgerrighed, det bedste vi har lært. Hun er vild med at genkende bogstaver i alt fra ”omklædningsrum” til ”sauna”, når vi er i svømmehallen, til at besvare 1000 spørgsmål fra hende omkring hvad ting hedder på engelsk, og hvad 8+8 er. Hvis man skal snakke om vinduer i børns læring, så står hendes p.t. på vid gab.

Selv om vi har valgt en skole, som ikke på samme måde har krav om at følge de nationale tests, som folkeskolerne er underlagt, så er der stadig en ordentlig røvfuld læringsmål, der må bonne positivt ud. Måske er det hende, der læser for mig efter jul? Surrealistisk tanke! Det føles jo som for lidt siden, navlestrengen blev klippet, og det var mig, der skulle i livets skole og lære at være hendes mor.

Nok kan jeg føle mig som et notorisk f*ck-up i moderrollen fra tid til anden, men et eller andet må være gået efter planen <3

Finke-fødselsdag i morgen

Ældsten er fyldt 6 år og det er allerede fejret mere end én gang. For skolekammeraterne på dagen og for familien weekenden efter. Kalenderen har været håbløs, så først i morgen kan det lykkes at opfylde prinsesse-ungens ønske om en fødselsdag for vennerne.

Hun har fået mange nye venner, efter hun er startet i skole, og det har givet anledning til en snakke om, hvorfor vi har sagt nej til, at hun må invitere nogen fra klassen med. Jeg kan sagtens forstå, at det er de venner, der fylder mest i hendes hverdag, som den ser ud nu, men jeg er ikke fortaler for at invitere nogen fra klassen og ikke andre. Og slet ikke her efter de første 3 måneder. Mit største og dybeste ønske er, at de får en god og sammenhængende klasse, hvor ingen er uden for og alle må være med, hvis de vil.

Vi blev enige om, at hun kan invitere venner fra vejen og de venner fra børnehaven, hun savner. Så i morgen invaderer 7 glade gæster huset og haven. Det skal nok blive en fest. Det ene søskendepar tager deres forældre med, og det er jeg i virkeligheden nok ret glad for, for det hele kan virke som en leg, når man inviterer 7 børn hjem til sine to egne, men en anden ting er at holde legen godt i gang og (helst) holde konflikterne fra døren. 4 ekstra hænder er guld værd.

Jeg har brugt hele aftenen på at planlægge en lille skattejagt rundt i haven. Med sørøverkort med brændte hjørner og små ledetråde på vers (…blev åbenbart ramt af momentært overskudsmor-syndrom dér. Det sker sgu ikke så tit). Menuen består af boller, chokolademuffins, frugt og popcorn, og da vi ikke er så sukkerforskrækkede herhjemme (min badevægt skriger ellers, at jeg i det mindste burde være det), indeholder skatten både sukker, farvestoffer og et E-nummer eller to.

Ældsten glæder sig – og det kan jeg godt forstå. Jeg kan selv huske, hvor spændt jeg var på gaver og godter og de overraskelser, jeg allerede havde luret, at min mor bryggede på. Den dag, hvor man er i centrum og hvor man (næsten) må det hele. Det er sgu da fantastisk.

Ja jeg blev 6 år, delte karma skoldkopper ud til mig på dagen. Heldigvis har jeg fødselsdag på et tidspunkt, hvor ingen har tid til at komme til børnefødselsdag, så min mor flyttede børnefødselsdagen til foråret var ved at få fat. Her er del altså praktisk selv at have født et forårsbarn, så man kan fejre for fuld skrald i haven. Præcis som i morgen – og jeg tror nok, vi er klar <3

IMG_20170610_212200_073

Meller-dag!

I dag var en ganske særlig dag. I hvert fald, når man er nyslået 6-årig og går i førskole, og første gang finder ud af, at “Meller-dag” eksisterer. Nu lyder det som om, at det er et almengyldigt begreb, men jeg skal indrømme, at jeg aldrig havde hørt ordet før i går kl. 15.30, da jeg hentede min datter i SFO’en. Bevares, konceptet eksisterede også, da jeg gik i skole: Sidste skoledag, og karamelkast fra 9./10.-klasserne. Det havde bare ikke et navn, derude på landet hvor jeg kommer fra.

Hendes reaktion på det faktum, at der eksisterer en dag, hvor nogen bogstaveligt talt kaster slik efter dig, har været noget nær som Jerry Seinfelds halvgamle Halloween-sketch. Get candy, get candy, get candy!

Hendes hoved var simpelthen i karamelland, fra det øjeblik, hun stod op. Hun havde allerede lagt en minutiøs plan for, hvordan hun kunne gemme sig under bordet, for ikke at blive ramt af karamellerne, men samtidig at kunne fange dem, når de andre ikke kunne gribe. Det var lidt gennemtænkt, må jeg medgive hende.

Hun insisterede på at høre historier om, hvordan det foregik, da vi gik i skole, og spærrede øjnene op, da vi kunne berette om vandkampe, udklædning og om, hvordan 10.-klasserne dengang havde haft karamellerne i fryseren, så de kunne ramme ekstra hårdt.

Forventningens glæde var stor, og skolen er blevet en del mere socialt tænkende, end da jeg gik i skole. Her var det hver mand for sig selv, når det galt om at få karameller i lommerne – ikke noget med at dele ligeligt til alle. Hun kom hjem med en fin pose med sit navn på – fuld af karameller. Der er sikkert endt nogle i hendes lille mave, men hun havde de fleste med hjem. Forventningens glæde havde været større end lysten til at spise dem alle på én gang. Det tror jeg sgu ikke, jeg ville kunne have præsteret, da jeg var 6 år.

En stor verden åbner sig gradvist for hende, koncept for koncept. Karamellerne er de små elevers højdepunkt og omdrejningspunkt for sidste skoledag. For de ældre er det noget andet, der trækker. På vejen hjem fra arbejde, passerede jeg adskillige stang stive teenagere, imens der stadig var godt kog i Eventyrhaven med glade, fulde, fjollede unge. Og som den mor, jeg nu engang er blevet, var min første tanke, at jeg er rigtig glad for, at der er længe til hun er én af dem. At jeg har god tid til gradvist at give slip uden nogensinde at slippe helt.

Skulle vi da aldrig tale om det der med skole? #1

Der er vidst noget om, at jeg mangler at skrive om det der med skole? Der er i hvert fald en del at skrive om! I går var det 2 måneder siden første “skoledag” i forårsskolen. 2 intense måneder, hvor alt synes at ske med lynets hast – på den gode måde.

Hvis du havde spurgt mig for 2 år siden, ville jeg have fortalt dig, at det med forårsskole var en f***ing spareøvelse fra kommunens side. At de bare sendte ungerne videre før tid for at spare penge. I hvert fald sådan lidt firkantet sat op. Hvad jeg ikke vidste den gang, var at vores datter var mere end klar til skolen, selv om hun startede 4 måneder “før tid”. Og at skolen, hun er endt på, gør et rigtig godt job, når det gælder om at møde de små i den store nye verden og møde dem i den overgang, de står i.

Hvad vi heller ikke vidste, var, hvilken skole, hun ville ende med at gå på. Da hun blev født, skrev jeg hende op til en af byens frie grundskoler. Mest fordi nogle af de øvrige mødre i mødregruppen kiggede på mig med misbilligende blikke, over at jeg ikke allerede havde gjort det – ej heller overvejet det!

Med tiden kom jeg til at se skolen som en god mulighed for hende, efter som hun i en længere periode vel var/er det, man kalder sensitiv (jeg er ikke helt gode venner med den betegnelse). Hun havde/har i hvert fald antennerne ekstremt meget ude og tog/tager alt ind uden filter, hvilket ofte sled/slider på hende. Skolestart virkede som lysår væk.

Men pludselig var den der, den der skolestart, og vi fik ikke brev fra den skole, vi havde skrevet hende op til. 4 uger efter fødslen var åbenbart håbløst langsomt. Den frie grundskole var mig ikke magtpåliggende; den var en mulighed. Folkeskolen var aldrig et andetvalg eller et nødvendigt onde – misforstå mig ikke her. Nu kunne vi tale konkret med vores datter om, hvor hun skulle gå i skole i stedet for at have to muligheder i spil.

2 måneder senere plingede en mail ind på min telefon. Der var alligevel en åben plads til vores datter på den frie grundskole. What to do? Den frie grundskole, som vi havde hørt rigtig meget godt om, som lå tættere på vores hjem og hvor klassekvotienten var betydeligt lavere, men hvor hun ikke umiddelbart kendte nogen andre børn, eller den lokale folkeskole, hvor mange af vennerne skulle gå, men hvor klasserne var større og en ligelig mængde at ris og ros var kommet os for øre?

Vi endte med at vælge den første. Hvorfor? Fordi vi stadig huskede, hvorfor vi skrev hende op i første omgang. Fordi vi fandt den mindre skole til pigen med alle antenner ude som et godt sted. Nu er hun større, men evnen til at tage alt ind uden filter er ikke blevet mindre. Vi valgte at gå med mavefornemmelsen, da vi fik mulighed for det – ikke andet. Bonussen er så, at skolen er ekstremt kreativ og sprogligt fokuseret, og det samme er vores elskling.

Valget har langt overvejende været rigtig godt her igennem de første to måneder. Hånden på hjertet, har jeg faktisk følt lidt tvivl – vi har jo for pokker truffet et rimelig stort og definerende valg for hendes liv. Hvor meget har din skolegang ikke lige formet den, du er? Heldigvis er det meste af tvivlen gjort til skamme – i hvert fald lige nu. Tvivlen og hvad jeg synes, skolen har og mangler, tager vi hul på i næste indlæg, for nu venter madpakkerne, skolebiblioteksbøgerne skal findes og forældreintra skal frekventeres.

God aften <3

Nu er det nu

F*ck, mand! Så så man lige mig sidde og lade østrogenet få frit løb i børnehaven i går, imens 30 unger født før 2011 skrålede den sødeste farvelsang til 14 unger fra 2011, som nu definitivt ikke længere går i børnehave. Springet til førskolen er taget nu.

Nu skal vi ikke sove flere gange – om 1,5 time skal den ældste – nu og 11 år frem – træde ind på skolens matrikel til en ny, stor verden. Barnet er klar, det er jeg slet ikke i tvivl om. Om jeg er det, er jeg ikke 100% sikker på, men lige om lidt skal jeg være det.

Der er 100 sommerfugle i hendes mave – mindst. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om, selv om hun har iført sig et mentalt cool-suit i dag. Hun ved af gode grunde ikke, hvad hun præcis går ind til, andet end det store, funklende mål, hun har ventet på siden 1. marts 2016, hvor hun blev “en af de store”. Det vi som forældre også har hjulpet særdeles godt med til at bygge en forventning op til.

Det er nok mere os forældre, der har 1000 tanker om skolestart – alt sammen afhængig af, hvordan indholdet af vores egen erfaringsrygsæk ser ud. Minder, følelser, udbytte på godt og ondt. Vi kan hurtigt tillægge “skolen” en bestemt form eller farve. Er farven ikke pæn, skal vi bare huske, at vores børn ikke kan bruge vores opfattelse til noget. De skal danne deres egne erfaringer med åbent sind.

Min egen rygsæk er blandet – primært god, men med en del tunge minder også. Derfor er min største bekymring, om de 10 ungmøer og 11 ungersvende, hun fra i morgen går i klasse med, vil tage godt imod hende og tage vare på mit dyrebareste i verden. Som hendes lærer sagde i sidste uge, da vi besøgte skolen: “Kig omkring på dem, der sidder omkring jer. Dem skal I lære at være gode venner med i mange år. Og det samme gælder for forældrene”. Vi skal alle indgå i nye sammenhænge og få tingene til at køre med – more or less – samme gruppe af børn og voksne i næsten dobbelt så lang tid, som jeg p.t. har været forælder. Hvad enten vi grundlæggende er enige eller ej. Det har vi en pligt til over for vores børn. Så de kan lære det samme.

Tasken er pakket. Hun har nøje udvalgt tøjet og hun virker glad. Det gør mig glad!

“Det er jo ikke rigtig skole endnu”, siger flere omkring mig, som har børn, der forlængst har forladt grundskolen. “Det er førskole”. Det kan sgu godt være – men for hende er det virkeligt. Det ligner skole, det er på skolens område og hun kan ikke komme tilbage til børnehaven = det er skole. Det er der ikke grund til at gå i rette med en knap 6-årig om.

Og det er nu. Vi ses på den anden side 🙂