Klar til 1. klasse

Klar til 1. klasse

“Jeg glæder mig ikke til at starte i 1. klasse”. Det var ordene fra min ældste, da 0. klasse rindede ud. Jeg ville lyve ppå det groveste, hvis jeg sagde, at det ikke bekymrede mig. Det var sgu lidt tidligt at være skoletræt. Jeg trøstede mig selv med, at hun bare trængte til sommerferie. Jeg troede dog ikke helt på min egen trøst.

Ferien faldt på et tørt sted. Tør som bare pokker var sommeren det eneste rigtige. Fri fra skole, fri til at være sammen. Fri fra det hele for en stund.

Ferien var det eneste rigtige. Ferien var det, der skulle til. For da vi cyklede i fritter i morges, sagde hun:

“Mor, må jeg ikke godt have blomster med til min nye lærer på mandag?”

Selvfølgelig må hun det. Jeg fortalte hende, at det var en god idé. At mange gjorde sådan på 1. skoledag.

“Så vil jeg skrive et kort til hende og skrive, at jeg glæder mig til at starte i 1. klasse”.

De ord både overraskede mig og fyldte mig med glæde. I snart 6 uger har hun på intet tidspunkt nævnt 1. klasse eller nogen forventning til det. Hverken god eller dårlig. Jeg kender hende jo godt. Hvordan kan jeg glemme det?

Når min egen frygt eller bekymring får overtaget, så glemmer jeg, at min datter gør sig mange tanker, føler mange følelser og kommer ofte på magisk vis frem til løsningerne selv. Ofte skal hun “bare” have et lille skub eller en snak om ret og vrang, muligt og umuligt.

Det værste jeg kan gøre er at dele mine tunge tanker med hende. At spørge for meget. Jeg skal vægte mine ord, så hun selv kan komme til sine løsninger eller konklusioner, så de bliver muligheder frem for en form for angst eller vægring. Sådan er moderskabet vel generelt. Vi skal skabe livsduelige børn. Børn, som tør og gør. På den gode og fællesskabs-elskende måde.

Jeg er ærlig for hende. Alderssvarende ærlig. Fortæller hende, hvad der kunne være en mulig løsning og lader det synke ind hos hende. Nogen gange kommer hun overens med mine ord som en løsning. Andre gange beslutter hun, at det stik modsatte er det helt rigtige. Andre gange igen er det en kombination. Men når der er sunket ind, findes oftest en løsning. Vores fælles eller hendes egen.

Hun havde brug for ferie til at føle sig klar til 1. klasse. Til at få slettet tavlen efter et langt år med mange nye sociale og faglige oplevelser. Med nye og andre regler – i klassen og klassekammeraterne imellem. Det er i hvert fald, hvad jeg tror.

Hun havde vidst brug for at komme på afstand og savne. Og på det punkt er hun 100% mit kød, blod og sind. Åh, hvor jeg forstår den følelse.

Jeg håber, hun får verdens bedste skolestart på mandag. At hun får et godt og fedt skoleår i 1. klasse. Jeg forventer, at det bliver en(dnu) en omvæltning og at vi igen og atter igen vil få reaktioner på alt det nye. At hun igen vil blive træt og træt af det og trænge til ferie. Sådan husker jeg i hvert fald selv min skoletid. Jeg havde intet imod min skole og imod at lære, men jeg savnede fra tid til anden at flygte lidt i kortere eller længere tid.

Mandag morgen. Ja, så har jeg en 1. klasser. Store, søde pige. Smukke, tænksomme, følsomme, kærlige barn. Sådan har hun altid været – hvorfor mon jeg få undrede mig over, at hun var det for blot 1 måned siden? Mit moderhjerte skygede for det, jeg godt ved, fordi jeg ønsker alt det bedste for hende. En bedre og blidere skolegang end min egen.

Hun skal få blomster med og skrive sine ord. Og jeg håber, at hun vil blomstre fuldt ud i hele 1. klasse. Gerne resten af sin skoletid, tak!

Og pist væk var 0. klasse

Og pist væk var 0. klasse

I fredags forsvandt 0. klasse. Pist væk – 200 skoledage er gået så hurtigt! Det er ikke helt til at forstå, at det er et år siden, vi sagde farvel til forårs-fritteren med 0. klasse stående som et lysende objekt i en nær fremtid. Hvor pokker blev tiden dog af?

For ét år siden var skoletasken ny og hun kunne ikke vente med at få den på ryggen. For et år siden kunne hun nok alle bogstaverne, men der var ingen forventning om, at hun kunne sætte dem sammen til ord. For et år siden kunne hun næsten ikke vente til sommerferien endte.

Meget har ændret sig på 1 år og fredag var både ganske speciel og samtidig velodig.

Hendes vanvittigt dygtige, empatiske, kompetente og kærlige 0.-klasselærer gik på pension efter en halv menneskealder på skolen. En lærer, som har betydet alverden for en god skolestart. Alverden for os og for vores datter.

Bare hun kunne følge os helt til 10. klasse“, sagde E, da hun hørte, at læreren skulle stoppe. Omend det ikke bliver fysisk at følge dem, så tror jeg, at de har fået et stærkt fundament med, som forhåbentlig holder hele vejen til de går ud igennem skolens smedejerneporte om 10 år. Jeg ville godt nok give meget for, at hun også havde nået at have vores yngste i 0. klasse. Men jeg er sikker på, at de har lagt kræfter i at finde én, som kan fylde så fantastisk en plads ud.

Det var vemodigt at sige farvel, om end det blev en helt speciel og kærlig afsked.

0. klasse har været et år med stor udvikling. Det er ikke  samme pige, vi satte ind i 0. klasse, som vi nu sender i 1. klasse om 1½ måned. Hun har lært en masse. Men hun har – ærligt talt – ikke altid elsket 0. klasse og lige nu får 1. klasse en lettere lunken velkomst fra hendes side af.

Hendes lærer spurgte i fredags: “Og hvem glæder sig så mega meget til at komme i 1.B?” Alle undtagen min datter rakte ivrigt hånden op. I stedet kiggede hun ned i bordet med en fast mine.

Det er ikke fordi hun ikke vil i skole hver dag. Tværtimod. Det vil hun faktisk gerne, men det er indimellem som om en lille del af hendes helt fantastiske glød og energi slukkes, når vi rammer klasselokalet. Og jeg tror det er en følelse af pres. Det ord kommer bare til at lyde så grimt og som om pilen skal peges et sted hen – oftest på forældrene. Men jeg synes ikke, vi presser hende. Der er ting, man skal, når man går i skole, men der skal også være rum til at være den, man er, selv om man er skolebarn. Lad os kalde det forventninger i stedet.

Jeg ser nærmere, at hun lægger et enormt pres på sig selv. Og det er pisseærgerligt og pissetidligt. Hun er kun 7 år. Det er som om, hvis hun ikke kan det hele perfekt, så vil hun ikke. Hendes angst for at fejle er imdimellem for stor til, at hun vil prøve. Det gælder for læsningen, for at klatre op i klatrestativet, for at prøve den lille rutsjebane i svømmehallen.

Hun reagerer måske ganske alderssvarende – kaster sig væk fra situationen med en mine og en tone, som om hele verden faldt om hendes ører. I øjnene kan man imidlertid se en prøvende mine: Hvad skete der ved det, hvor jeg gør sådan? Hvad gør mor og far? Hvad gør mine venner? Det handler helt sikkert om en grad af usikkerhed. Om hvordan hendes plads er i verden. Hvad der sker ved bestemte handlinger og holdninger. Og så handler det om, at det ER et kæmpe spring, hun har været igennem i 0. klasse, og at hun trænger til en lang sommerferie. Fra børnehavens leg til et skema med mange nye fag og nye lærere, som venter efter ferien. Og hvad vil det så sige for hende, når hun ikke kan løbe tilbage i sikker havn og få en krammer af hendes skønne og altfavnende 0. klasselærer.

Det er i hvert fald, hvad jeg tror, der sker i hendes hjerne. Hun er ikke så meget for at lukke op og lade mig ind lige nu. Jeg tror såmen, at bag den afvisende holdning, kan hun fint læse. Bag det afventende, ligger der en lyst til at prøve noget nyt. Der er mindst 100 andre punkter, hvor hun er den sejeste tøs og den vildeste first-mover, der tør være sig selv fuldt ud. Vi skal “bare” finde den rette vej ind i modviljen, så den ikke bliver en hæmsko for hende.

Men nu er der snart ferie. En halv uge mere i fritteren med en detour til farmor og farfar og en dag med mig på job. 0. klasse skal fordøjes i 6 uger nu, og 1. klasse skal i den grad tales op, så det nye og uvante kan mødes med åbent sind. Jeg er i hvert fald super optimistisk over hendes nye lærer-team, som virker så søde og kompetente. De bliver på alle måder værdige arvtagere fra den nu pensionerede børnehaveklasselærer.

Hvis du har gode råd om at tale ind i angsten for at fejle i en 7-årigs høejhøjde, så del lige ud, ikke?

Alene hjemme

Alene hjemme

“Jeg kan jo bare være alene hjemme”, sagde den ældste for et par måneder siden. Min første reaktion var “No way in hell. Du er kun 6 år gammel”. Men tanken rumsterede alligevel i mig i noget tid efter. For hun er egentlig snart 7, når jeg tænker over det, hun er mega ansvarlig og fornuftig og vi taler jo ikke flere timer eller en hel dag. Vi taler målestokken, når jeg kører en tur i Fakta eller henter hendes lillebror.

Hvornår er det rigtige tidspunkt? Det er vel, når man tager det i små etaper og når man føler, at ens barn er klar til det.

Jeg tyggede på det noget tid, og så kom faren mig i forkøbet. “Jeg har været alene hjemme, imens far hentede lillebror!”, sagde hun, da jeg trådte ind af døren efter en lang dag på jobbet. Hun var ved at revne af stolthed. Og det var nok den bedste måde, vi overhovedet kunne gøre det på. Forsigtige, pylrede mor her blev sat ud af spillet og hun viste sig at være mere end klar. Fædre er åbenbart langt bedre til det der. Irriterende meget bedre 😛

Siden er det blevet til flere eftermiddage, hvor hun egentlig hellere vil være hjemme, end at sidde i en bil på vej mod børnehaven. Det kan jeg ikke fortænke hende i. Når jeg kommer hjem med lillebror, leger hun eller ligger på sofaen og ser lidt TV. Og hun smiler.

Hun er sej, er hun. Min store pige, som vokser ud af mig dag for dag. Præcis som hun skal. Moderhjernen og -hjertet er en underlig størrelse. Bare tanken om, at hun skal være alene hjemme får en eller anden form for “panik” til at sprede sig. Kan hun nu komme ud, hvis hun har brug for det? Nu lukker hun forhåbentlig ingen ind. Hun har jo ikke en telefon, hvis hun har brug for mig (Hun er 6 år for christ’s sake). Hvad nu hvis. Pludselig ser man på hjem og hverdag på en anden måde. Rationelt blandet med irrationelt. Sh**!

Jeg kender hende jo bedre end nogen, og nu hvor hun har været alene hjemme flere gange og hun er helt cool med det, så virker alle mine bekymringer overdrevne (nah, ikke helt. SÅ cool er mit moderhjerte ikke…endnu).

Det er en reminder om, at dem, der sagde “Små børn, små problemer, store børn, store problemer” på irriterende vis ser ud til at få en form for ret. Det er andre bekymringer og omvæltninger, man skal vænne sig til. Nok får man på sigt mere nattesøvn, men man får i den grad også en ordentlig røvfuld tanker at deale med, når man dag for dag skal give lidt mere slip.

So far har jeg gjort det ok opdragelsesmæssigt. Tror jeg nok. Hun er i hvert fald sej, sød og selvstændig. Hvad mere kan jeg bede om <3

Små kærlighedserklæringer

Små kærlighedserklæringer

Ægte hverdagslykke er små kærlighedserklæringer, dér hvor man mindst venter dem.

Jeg er ekstra vild med hende den lange 0.-klasser, jeg har herhjemme <3 Hendes umiddelbarhed og leg med sine nye færdigheder i at skrive og regne. Hun er ski** god til at fortælle, at hun elsker sin familie. Hun er super betænksom og kærlig. Hun er en mega-god storesøster og en rigtig god ven. Hun er en helt igennem fantastisk datter.

Noget helt vildt fantastisk er, at mine indkøbssedler og andre små noter til at hjælpe min trætte hjerne lidt på vej, efterhånden har udviklet sig til at være de skønneste og uskyldige kærlighedserklæringer. Mit lille moderhjerte kan næsten ikke bære al den kærlighed, der kan ligge i de sædvanelige mælk-rugbrød-gulerødder-gær-trivialiteter. Så kan man stå der i Fakta og føle sig helt lykkelig. Smil på læben, lidt tårer i øjnene og det hele.

Kærlighedserklæringer

Seriously, hvem kan stå for det????

Jeg ender med at blive den vildeste hoarder. En hoarder af huskesedler. For hvem kan smide noget så fint ud? Der kan jo tids nok komme et tidspunkt, hvor det jeg hører mest er suk og “f*** dig, mor.” Yay, teenageliv.

Så lige nu smider jeg så meget sukker og kærlighed efter sådanne små påmindelser om, at jeg har formået ikke at spolere hende helt.

<3

At trække (rokke)tænder ud

At trække (rokke)tænder ud

Hvor cool kan en 6-årig lige være? Ret cool, når det gælder rokketænder. I hvert fald min 6-årige!

Der er blevet rokket løs de sidste dage, og da hun kom hjem fra skole i dag, var det med ordene: “Hey mor, kan du ikke godt hive min rokketand ud. Den er irriterende!”. Øh, jo da. Den klarer mutti her da lige.

Jeg blev egentlig ikke overrasket, for hun har haft tillid nok til mig, til at de to foregående (og eneste) rokketænder, hun har haft, er tager ud ved hjælp af mine fingre. Da hun fik sin første rokketand, ville hun vide, hvordan jeg tabte mine. Hun var en blanding af skeptisk og fascineret, da jeg fortalte hende om, at min mormor havde trukket en del af dem ud. Jeg udelod detaljerne om, at det ikke altid var på den blide måde. Min mormor var sygeplejerske af den gamle skole og børnebørns ømme gummer og rokkende tænder var ikke grund til ekstra fintfølende håndelag. Hun ventede IKKE til den var så løs, at man kunne se den øverste kant! Alligevel syntes hun ikke at være nervøs ved tanken om, at jeg skulle tage hendes rokketænder ud. Det havde jeg så første gang.

Hun er bare generelt cool. Og så er hun vild, når det gælder behovsudsættelse. Tandfeen har aldrig rigtig været et issue herhjemme. Hun var ikke meget over 4 år, før hun kom og fortalte mig, at jeg godt kunne droppe det med at kældernissen eksisterede, for det var jo bare mig. “Nissen” havde jo samme håndskrift og gavebånd som mig”. Observante lille finke! Og når man har den regel, at man svarer børnene ærligt, når de er gamle nok til at spørge om livets betingelser, så måtte jeg krybe til korset. Og da vi kom til tandfeen, ville hun gerne vide, om det var med den, som det var med nissen.
“Hvad tror du?”, spurgte jeg på bedste pædagogiske vis. “Jeg tror, det er dig”, lød svaret.

Derfor gemmer vi ikke mønter under hovedpuden eller andre små hyggelige finurligheder herhjemme. Barnet har selv sat prisen på et helt gebis: Et stk. hestetrailer til Lego Friends-samlingen, når hele perlerækken er røget. Hvad sker der lige for den behovsudskydelse? Selv om jeg altid har været relativt økonomisk bevidst og moden, så tvivler jeg stærkt på, at jeg havde rygrad nok i en alder af 6 år, til at udskyde tanken om en lind strøm af mønter, uden at skulle levere andet end mælketænder. Ok, faktisk anede jeg ikke at fænomenet “tandfeen” eksisterede, før jeg blev voksen. Det brugte man vidst ikke i provinsen i 80’erne.

Jeg er ikke i tvivl om, at hun nok skal blive til noget, hende ældsten. Hun er kæk og cool i de helt rette mængder. Og hun ser ikke mindre cool og kæk ud, nu hvor højre fortand er væk.
Den manglende tand blev fejret med glædeshop i sofaen og udbrud a la “Det er den bedste dag i mit liv!”. Årsagen er vidst mest, at der er gang i en “drengene mod pigerne”-konkurrence på rokketandsfronten henne i skolen, og med mindre de præsterer kollektivt at tabe tænder, så hiver hun pigerne op på en 10-3-føring i morgen. Jeg tror, at hele spændingen over at skulle fortælle det henne i skolen i morgen bobler i hele hendes krop. Hun var i hvert fald ikke svær at få i seng her til aften. Smilende, glad, tandløs og forbasket kær. Shit, jeg er stolt af hende. (…Og ret beæret over den tillid, hun viser mig!) <3

Legegrupper #2

Legegrupper #2

Jeg har slet ikke fået fortalt om selve legegruppen. Den elskede, hadede, eller hvilket forhold, du nu har til den.

Vi åbnede ballet i sidste uge, og 4 børn fra klassen skulle på besøg. 2 timer var aftalen. I legegruppernes ånd, var det fire klassekammerater, som vores datter ikke leger så meget med. Hun taler i hvert fald aldrig om dem, så lærerne har nok en god pointe i at sætte dem sammen.

Inden de kom, havde jeg tænkt meget over, om vi skulle arrangere noget til at starte på, eller om vi skulle lade det være total fri leg og se, hvor det bar henad. Vores have er gravet op p.t., så normalt ville jeg primært lade dem bruge krudt udenfor, men det er ikke rigtig en mulighed, når de sådan ca. ville stå i mudder til knæene. Så indendøre var et vilkår.

Jeg vaklede mellem, om jeg skulle prøve at sætte en ramme, eller om det netop så skulle være på deres præmisser, når nu det var de voksne, der havde bestemt, at de skulle lege. Når jeg ser på, hvad min datter normalt leger, så kunne jeg godt have min tvivl om, hvorvidt de to drenge i gruppen ville kunne få to timer til at gå med my Little Pony, udklædningslege og Barbier. Selvfølgelig var der biler og sværd på lillebrors værelse, men det var ikke meningen, at de skulle dele op. Måske jeg var for stereotyp i min tænkning af legen?

“Løsningen” blev at gribe i en fortælling, min datter aftenen før havde fortalt fra skoledagen. Næsten hele klassen havde leget cirkus og havde produceret alt fra plakater til billetter og selvfølgelig cirkusnumre. I stedet for at sætte faste rammer, prøvede jeg at prep’e min datter til at de måske kunne lege videre på den leg. Plante et lille frø i hendes fantasi, om man vil.

Showtime!
Dagen kom og alle ungerne invaderede hytten. Og 5 minutter efter, var de alle i gang med at lege cirkus. Drenge som piger. Tanken var, at de skulle vise os en forestilling, når forældrene kom og hentede igen. Så længe viste det sig dog, at de ikke kunne vente. Så mand, mindstemand og jeg blev tilskuere til det store show.

Selv om vi ikke må stille med noget til børnene, men bare lade dem lege, havde jeg bagt boller til dem, da legeaftalen strakte sig til middag. Det viste sig at være et godt træk, for 1,5 time inde i legegruppen, gled parterne fra hinanden. To diskuterede, en slog, min datter blev ked af det, fordi legen ikke kørte efter hendes hoved på hendes territorium og én trak sig fra balladen.

Der blev talt med pædagogiske ord om ikke at slå og om at sige undskyld og om at deles om at bestemme, når der er gæster i huset. Med mad i deres maver og en god gang is i vores, kunne min mand og jeg sende dem ud i legen igen. På det tidspunkt bedømte vi, at det ville være et succeskriterium for legeaftalen, at alle unger ikke skreg i vilden sky, når deres forældre kom. Det kriterium overholdt vi. Hjemmet lignede Jerusalems ødelæggelse, men legegruppen lignede fryd og gammen, da forældrene igen troppede op.

Vi valgte at være ærlige om, at 1,5 time måske var maks. I hvert fald her de første gange, indtil de kender hinanden bedre. Men alt i alt var det gået ok. Man kan nok ikke forvente, at det er fryd og gammen, når 5 vidt forskellige børn, skal lege sammen, fordi de voksne har besluttet det.

Tanker om legegrupper
Jeg forstår egentlig godt, hvorfor legegrupper er kommet ind i billedet. “Kendskab giver venskab”, skriver ForældreFiduser. Det har de nok ret i. Jeg tror i hvert fald, at hvis man havde været mere fokuseret på at skabe forståelse, havde min skoletid været lettere. Det var dengang, hvor mobning bar et nyt buzz-word (og buzz-word endnu ikke var i det danske sprog). Hvis de voksne havde spillet en aktiv rolle for at mindske mobningen. Havde interesseret sig mere for, hvad der skaber en god klasse. På den anden side er jeg ikke vild med det der med, at de voksne blander sig for meget i børnenes leg. Det er lidt et kunstigt koncept, at vi bestemmer, at nu skal dem og dem lege sammen. En anden faktor er, at vi har et ganske normalt hjem at vise frem, selv om det ikke er i BoBedre-segmentet. Der kan være børn, som måske ikke har et hjem at vise – eller som det kan ramme hårdt at vise, at de ikke lever som flertallet økonomisk, socialt eller i forhold til et misbrug i hjemmet. Legegrupperne for stadig en lidt lunken karakter, men bedre end før jeg prøvede det af.

Tips til legegrupper
Vores skole har nogle konkrete “regler” for legegrupper, som jeg afslutningsvis vil dele med jer. Det er måske ganske smart, når legegrupperne er obligatoriske.

  • Legegrupperne må maks vare 1-2 timer.
  • Der må ikke være økonomi forbundet med dem – det må ikke være en børnefødselsdag nr. 2. Det skal afspejle en normal dag i hjemmet.
  • Det er en god idé at få legeaftalerne i kalenderen fra start
  • Det er vigtigt, at alle – så vidt muligt – kan deltage hver gang. Prioriter legegrupperne.
  • Tal med børnene om, hvem der kommer. Tal positivt om legegruppen.
  • Gem evt. ting væk, dit barn ikke ønsker, de andre skal lege med, eller som du ved, barnet er ekstra øm over.
  • Når legegruppen starter, så fortæl børnene samlet, hvad de voksne i hjemmet hedder, vis hvor toilettet er og fortæl kort og tydeligt, hvis der er ting, man ikke må i hjemmet.

Madpakke-krise (og et tip til at fikse den)

Madpakke-krise (og et tip til at fikse den)

Kender du det? Du stirrer på madkasserne og bliver med ét tom for idéer? Hvis du gør, er du ikke alene. Hvis du aldrig har det sådan, så er jeg imponeret!

Jeg synes, at jeg gør, hvad jeg kan for at variere ugens tema. Men for hunde, det er ikke nemt, når ældstebarnet sværger til rugbrød med leverpostej eller en pølsemad. Så kommer jeg sgu lidt til kort. Hun kan ikke lide figenstænger eller ost eller rosiner eller makrel eller noget af alt det andet, jeg har ladet mig fortælle, at alle børn kan li’. Hun kan i øvrigt heller ikke lide pasta og kødsauce eller pizza… Ok, her er det ikke helt korrekt. For jeg tror faktisk godt, hun kan lide det. Hun har bare sat sig for, at hun ikke vil have det. 6 år og overraskende viljefast, siger jeg bare.

Heldigvis er hun vild med frugt og grønt og det redder dagen ret meget. Og kogte æg kan også lige gå an. Men hvor hårdt jeg end prøver at skabe en madpakke, der er spændende, sund og ikke den samme som i går, så synes jeg stadig, det er svært.

Yngsten har madordning i børnehaven, og han er en mere taknemmelig type, når det kommer til mad. Han kan li’ det meste. Men den ældste skal have 3 madpakker med om dagen – formiddag, middag og eftermiddag – og der skal være energi nok i dem.

Engang spiste hun ingenting. Som i ingenting! Heldigvis er mængderne sat op, men udvalget af ting, hun vil smage på er skrumpet markant. Hun spiser mere til frokost, end jeg gør nu. Så jeg har været ude i mange afkroge af, hvad jeg kan variere den forbandede madpakke med.

I dag prøver jeg grove bananpandekager fra bloggen Valdemarsro.dk (hvis du ikke kender den i forvejen, så går du glip af noget!). Bananpandekager bestående af bananer (surprise!), mel, havregryn, æg og vanillepulver. What’s not to like! De er mega nemme at lave og de mætter ret godt. De er tilmed faldet i prinsessens smag, så jeg satser på, at vi her har en madpakkevinder. Jeg tænker, at de er gode til at give energi formiddag eller eftermiddag og kan holde maven i gang inden næste hovedmåltid.

Du får opskriften her – og skulle du have andre uundværlige tips og opskrifter til sund mad til en kræsen 0.-klasser, så del lige ud, ikke?

Ja ja – de ligner frikadeller på billedet 🙂

Skolebarnet – hvad pokker skal jeg købe?

Så for pokker, efteråret er sat ind med en lille rask septemberstorm. Og så lige som vi intet tag har på huset og der ligger byggematerialer i hele forhaven. Ja da. Det er 27 år siden, og for min skyld kunne vejrguderne godt have ventet et år mere.

Det kan jeg ikke selv gøre fra eller til i forhold til, men så kan man jo sidde inde og sortere alt det efterårs- og vintertøj, som jeg optimistisk pakkede ned i foråret i håbet om, at de kunne passe det her til vinter også. Men det kan jeg vidst godt skyde en hvid pind efter. Den 6-årige er hoppet fra str. 116 til 128 i flyverdragt og jakke og fra str. 29 til 33 i år i sko. Og den lille er gået fra 98 til 110 i tøj og fra str. 25 til str. 28 i sko på 6 måneder. SHIIIIIT – jeg fodrer dem for godt 😀 Mødrehjælpen kan godt begynde at finde bøjlerne frem.

Børnehavebarnet skal have alt, hvad den kan trække af overtøj og fodtøj til efteråret og vinteren. Han er dreng med stort D. Jeg synes ikke, jeg lavede andet end at forsøge at tørre hans tøj og sko dagligt sidste år, selv om han havde dobbelt op af det hele.

Men hvad med den store?

Der er sket et markant skift i, hvor meget hendes tøj slides og hvor meget hun møger sig til, efter at hun er kommet i skole. Hun er så også markant mindre ude, end hun var i børnehaven. Nok er hun en lille nipsting, men hun har aldrig været sart over for skidt og snavs, klatretræer eller bakker, man kan rulle eller kurre ned af. Alle dele har tiltrukket hende som en magnet!

Selvfølgelig skal hun have flyverdragt, vinterjakke og gode støvler. Men hvad med skibukser og thermostøvler og thermosæt, som vi ikke var kommet helskindet gennem vinteren uden sidste år? Se det er spørgsmålet.

Har foretaget en mindre undersøgelse blandt naboer, lidt familie og en veninde, og her er svaret alt fra “Nej, det skal du ikke investere i, for hun får det ikke brugt, med mindre der kommer rigtig vinter” til “Softshelljakke og regnbukser er vejen frem” inklusiv en variation med thermobukser under regnbukserne” og sidst men ikke mindst “man-må-ikke-gå-ned-på-udstyr”-modellen. Ergo: Jeg er ikke blevet klogere.

Så nu sætter vi trumf på og spørger de sande orakler: Bloglæserne! Lad mig høre: Hvad siger I? Hvad ville I købe til en 0.klasse-pige med almindeligt niveau krudt i røven, selektiv hørelse og nysgerrigheden i god behold?

Et eller andet må være gået efter planen

Et eller andet må være gået efter planen

”Mor, der er 4 røde bogstaver i Lanzarote”, sagde ældsten over morgenmaden, alt imens hun pegede på den (meget lidt) pæne souvenier, hun hev med hjem fra øen, da vi ladede batterierne op januar.
”Det er A og A og O og E, mor”, fortsatte hun.

Det var lidt svært at skjule min benovelse. Hun er jo kun lige startet i 0. klasse, for fa’en!

”Men mor, hvis man bliver i tvivl om, hvor mange røde bogstaver, der er, ved du så, hvad man kan gøre? Man kan bare klappe ordet sådan her: Lan-za-ro-te”.

Det, mine damer og herrer, er hvad man åbenbart får med sig hjem efter 11 skoledage anno 2017. Wow, siger jeg bare! Enhver mor vil ikke stå tilbage for at forherlige eget afkom, men enten er hun ualmindeligt godt med, eller også har 0. klasse fået en seriøs saltvandsindsprøjtning på små 30 år.

Hvad lavede I, da I gik i 0. klasse? Legede, pillede næse og fik læst historier; lærte lidt om klokken og noget om sikker trafik sammen med den tykke landbetjent? Det er i hvert fald det, jeg husker, jeg gjorde, og jeg havde ikke svært ved at lære gennem min folkeskoletid. Vi lærte at tælle til 20, men ikke matematik som sådan og at tælle ned fra hundrede baglæns eller kende ordlyde og røde og blå bogstaver. Ikke før i 1. klasse, hvis jeg husker ret.

Måske jeg ikke helt har fulgt med på skolefronten, men Legeøen, Kaptajn Karlsen, Læsefidusen og MatemaTrix holder tydeligvis, hvad producenterne lover. Shit mand!

Vi sidder ikke og smug-terper herhjemme – hun viser selv interessen, og vi følger med hendes nysgerrighed, det bedste vi har lært. Hun er vild med at genkende bogstaver i alt fra ”omklædningsrum” til ”sauna”, når vi er i svømmehallen, til at besvare 1000 spørgsmål fra hende omkring hvad ting hedder på engelsk, og hvad 8+8 er. Hvis man skal snakke om vinduer i børns læring, så står hendes p.t. på vid gab.

Selv om vi har valgt en skole, som ikke på samme måde har krav om at følge de nationale tests, som folkeskolerne er underlagt, så er der stadig en ordentlig røvfuld læringsmål, der må bonne positivt ud. Måske er det hende, der læser for mig efter jul? Surrealistisk tanke! Det føles jo som for lidt siden, navlestrengen blev klippet, og det var mig, der skulle i livets skole og lære at være hendes mor.

Nok kan jeg føle mig som et notorisk f*ck-up i moderrollen fra tid til anden, men et eller andet må være gået efter planen <3

Finke-fødselsdag i morgen

Ældsten er fyldt 6 år og det er allerede fejret mere end én gang. For skolekammeraterne på dagen og for familien weekenden efter. Kalenderen har været håbløs, så først i morgen kan det lykkes at opfylde prinsesse-ungens ønske om en fødselsdag for vennerne.

Hun har fået mange nye venner, efter hun er startet i skole, og det har givet anledning til en snakke om, hvorfor vi har sagt nej til, at hun må invitere nogen fra klassen med. Jeg kan sagtens forstå, at det er de venner, der fylder mest i hendes hverdag, som den ser ud nu, men jeg er ikke fortaler for at invitere nogen fra klassen og ikke andre. Og slet ikke her efter de første 3 måneder. Mit største og dybeste ønske er, at de får en god og sammenhængende klasse, hvor ingen er uden for og alle må være med, hvis de vil.

Vi blev enige om, at hun kan invitere venner fra vejen og de venner fra børnehaven, hun savner. Så i morgen invaderer 7 glade gæster huset og haven. Det skal nok blive en fest. Det ene søskendepar tager deres forældre med, og det er jeg i virkeligheden nok ret glad for, for det hele kan virke som en leg, når man inviterer 7 børn hjem til sine to egne, men en anden ting er at holde legen godt i gang og (helst) holde konflikterne fra døren. 4 ekstra hænder er guld værd.

Jeg har brugt hele aftenen på at planlægge en lille skattejagt rundt i haven. Med sørøverkort med brændte hjørner og små ledetråde på vers (…blev åbenbart ramt af momentært overskudsmor-syndrom dér. Det sker sgu ikke så tit). Menuen består af boller, chokolademuffins, frugt og popcorn, og da vi ikke er så sukkerforskrækkede herhjemme (min badevægt skriger ellers, at jeg i det mindste burde være det), indeholder skatten både sukker, farvestoffer og et E-nummer eller to.

Ældsten glæder sig – og det kan jeg godt forstå. Jeg kan selv huske, hvor spændt jeg var på gaver og godter og de overraskelser, jeg allerede havde luret, at min mor bryggede på. Den dag, hvor man er i centrum og hvor man (næsten) må det hele. Det er sgu da fantastisk.

Ja jeg blev 6 år, delte karma skoldkopper ud til mig på dagen. Heldigvis har jeg fødselsdag på et tidspunkt, hvor ingen har tid til at komme til børnefødselsdag, så min mor flyttede børnefødselsdagen til foråret var ved at få fat. Her er del altså praktisk selv at have født et forårsbarn, så man kan fejre for fuld skrald i haven. Præcis som i morgen – og jeg tror nok, vi er klar <3

IMG_20170610_212200_073