Min datters superkraft: Venskaber

Min datters superkraft: Venskaber

Jeg har en sej datter – ingen tvivl om det – og hun har en sej superkraft: Hun er en virklig god ven! Med sine kun 6,5 år, har hun lange venskaber. Et er grundlagt efter første møde med mødregruppen 14 dage efter min fødsel, og op til flere strækker sig tilbage til vuggestuetiden.

OK, ret beset var de ikke “venner” fra start. I hvert fald ikke bevidste om det. Men de startede 6 piger i samme vuggestue i løbet af 3 måneder. Heraf har hun stadig oprigtige venskaber med 4 af dem. Venskaber, som trods det faktum, at det ikke længere ses hver dag og i dag går på hver sin skole, stadig holdes ved lige. Hun savner dem, når det er for længe siden, hun har set dem. De savner hende ditto.

Hendes første ven i livet flyttede fra børnehaven for 2 år siden. En anden kom i skole et år før de andre og har derfor ikke delt hverdag med E i snart 2 år. Alligevel er det som om, der på magisk vis trykkes på en knap, når de ses – og vupti: Så starter legen for fuld skrue fra første minut.

Selv om de ikke ses ofte, så leger de uden et eneste skænderi eller sure miner i 7 timer +. De kender hinanden så godt, at legen er naturlig. Selv om deres veje er gået i hver sin retning, er det tydeligt at mærke, at de har et stærkt bånd og fundament. Sammen!

Hun er kun 6,5 år og har livslange venskaber. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun holder af sine veninder. Jeg var SÅ genert, da jeg var i hendes alder. Havde én eller to tætte veninder ad gangen. Vi flyttede meget, og venskaberne blev ikke holdt ved lige trods afstanden. Langsomt gled det ud. Ikke af ond vilje, men fordi vores veje ikke krydsede hinanden igen.

Og heri er en del af forklaringen: Det er også de voksnes opgave at hjælpe venskaberne på vej og holde dem i live. Hvis barnet vil. Hvis barnet giver udtryk for savn, er det vores opgave at hjælpe aftalen i stand. At hjælpe dem med at huske. Det er jeg så heldig at de øvrige mødre i gruppen også gør, og derfor har vi 5 små damer, som holder rigtig meget af hinanden, selv om de er vokset fra det sted, hvor det hele begyndte.

Jeg er vildt imponeret og bøjer mig i støvet over min datters sociale evner. Over hendes evne til at være en rigtig god ven. Til ikke altid at ville bestemme, men heller ikke altid give efter. Til at ville legen og vennerne og huske dem og savne dem. Det er så cool.

“Hun kan lege med alle”. “Hun er så social”. “Hun er en kapacitet i børnehuset”. “Hun inkluderer alle”. “Hun er en god ven”. De ord er sagt af andre om min datter fra børnehaventiden til skole-hjem-samtalen. Hun er rigtig meget, jeg ikke kunne/turde/fik lov at være som barn, og jeg vil hjælpe hende til at fortsætte sådan, hvis hun lader mig gøre det.

Den sidste dag i børnehaven skulle hvert barn have en gave. Gruppens pædagog holdt en gave frem og knyttede nogle ord til det barn, som skulle have gaven. Og så skulle børnene gætte, hvem gaven var til.
“Hun er ven med alle”, sagde pædagogen. Alle børn råbte min datters navn i kor. <3

Kan du gætte, hvad det er?

Kan du gætte, hvad det er?

Hvis du kan gætte, hvad dette forestiller, så… Ja, så har du min fulde respekt. Jeg tror nok, jeg har fornærmet mit ældste barn på det groveste, fordi jeg stillede spørgsmål ved, hvad det forestillede. Det er jo klart, at det er…? Ja, hvad er det? Kom med dit bedste bud, så vi én gang for alle kan få afklaret, om jeg skal have (endnu) stærkere briller? 😀 😀 😀

Du får en ledetråd: Det er et dyr…

Kan du gætte et dyr?

Kvarterets ravnemor

Jeg er pænt sikker på, at der bliver hvisket i krogene på gaden over os henne i det gule hus. Ikke nok med at vi er til heavy metal, er under 60 år og at håndværkerne larmer og ryster de efterhånden aldrende beboere ud af deres daglige rutiner – så er vi også dem med barnet, der løbet ude i mørket!

Guderne (og faste læsere – same same :-D) skal vide, at mine børn ikke har for vane at sove længe. Faktisk praktiserer de ikke rigtig det med at sove. Jeg er altid vildt fascineret, når andre fortæller om børn, der sover til kl. 7.00. Og endnu mere, at andre kalder det tidligt! Mine børn sover senest til 5.00 og har aldrig gjort det, lige meget hvor mange krumspring, jeg har prøvet. 5.00. Maks!

Derfor er det p.t. ikke uhørt at se en 6-årig iført gummistøvler, jakke og lommelygte traske rundt omkring vores hus. Hun er helt nede med det begyndende efterårsmærke, og spørger hver morgen, om hun må gå ud i haven med lommelygten. Bevares – det kan jo også blive kedeligt kl. 5.56, når hun har været oppe i en time. Det er da klart!

Og her trasker hun så rundt og undersøger verden. Hun er helt med på ikke at forlade haven, men hun er vild med det der mørke-halløj. Hvilket så også indebærer, at hun lystigt tager en morgensnak med vejens aldrende damer, som går tur med deres hunde. Hendes sociale, glade, morgenfriske selv kan slet ikke lade være.

Jeg tænker, at snakken går (alt at dømme efter de øvrige samtaletyper, der ellers foregår på tværs af hækkene om “de andre”). “Har du hørt om hende ravnemoderen i det gule hus, hvis datter render rundt ude i kulden på ukristlige tidspunkter af dagen? Tænk sig, de forældre som bare lukker deres lille pige ud og lader hende rende rundt i mørket alene! Sådan noget gjorde man sandelig ikke i vores tid. Stakkels barn.”

Skulle de snakke, kan de i øvrigt bare blive ved med det. Hun er og bliver morgenfrisk. Og hun er og bliver en fornuftig pige. Så hun får lov, hvis det ikke står ned i lårfede stråler, stormer eller er 10 graders frost. Jeg beundrer hendes nysgerrighed og hendes åbne sind. Hun er befriende meget barn stadigvæk i en tid, hvor mange børn bliver hurtigere voksne. Jeg var en piv-skid, da jeg var 6 år. Ikke på vilkår, om jeg havde lyst til at rende rundt i mørke! No way!

You go, girl! Mamma’s proud! <3

Mørkebarnet – En mavepuster ved sengetid

Mørkebarnet – En mavepuster ved sengetid

Ældstebarnet havde været på det ugentlige besøg på skolebiblioteket og havde ny læsning med hjem til weekenden. Det er altid ret hyggeligt at hive ugens to lånte bøger op af tasken og se, hvad vi skal læse, imens vi spiser fredagsslik i sofaen.

De vælger selv, hvilke to bøger de låner fra sektionen for 0.-3. klasse, og vi har været omkring hele Det Hemmelige Rige-serien med dens tilhørende lyserøde univers af candyfloss-skyer, glimmer, feer og tiaraer. Vi har også læst om vind og vejr, om trolde og vikinger, og har fundet Holger adskillige gange.

Igår havde hun Mørkebarnet af Cecilie Eken med hjem. Jeg burde måske have læst på bagsiden, før vi satte os til rette i sofaen. Det tog kun et par sider, før jeg tænkte ved mig selv, om det var en god idé at læse videre her inden sengetid. Bogen er nemlig alt andet end den traditionelle fredagslæsning. Det er både en sonetkrans (her har jeg nok brug for lidt bibliotekarisk assistance), og en gyser for børn. Selvfølgelig spurgte jeg min pusling, om hun ville høre mere, eller om vi skulle lade være. Men hun ville gerne vide, hvad der skete. Selvfølgelig ville hun det, for hun tager hele verden ind.

Ikke at jeg fortrød at læse bogen, for den gør indtryk – også på den gode måde. Men den kan godt være lidt af en mundfuld for en nyslået 0. klasser.

For barnet der lytter, er Mørkebarnet en fortælling om to piger. Den ene lys og tryg hos Far og Mor, den anden mørk og ladt udenfor, ensom og alene. Umiddelbart er de børn af samme forældre.

“Det mørke barn vil de nu gerne glemme
Så hende har de prøvet på at gemme
for hun forstyrrer dagens varme ro.
Men Mørkebarnet ved at de er to:
Den ene mærker ensomheden gnave
den anden kalder Far og Mor “en gave”.

Av, for Sør’nsen. Som mor var det let at få en knude i maven og en klump i halsen, imens vi sad dér – happy-go-lucky og fredagsslik i skålen. Jeg tænker, at min følsomme datter havde det på samme måde i sit barnlige forestillingsunivers. Bogens illustrationer svinger, som fortællingen, imellem lyst og let og mørkt og tungt.

Men Far og Mor vil ikke ha’ dem begge
– det er den simple grund til det der sker.
Hun mærker al den vrede, det kan vække
hun burde måske græde men hun ler
Det lyse barn i sengen må forsvinde!
Når Far og Mor nu kun har plads til én
så skal hun sørge for at det bli’r hende
der ligger der og sover som en sten.

Mørkebarnet ender med at forpurre sine planer, men selv om hun ender i den varme seng ved siden af det lyse barn, er hun dagen efter igen dømt ude til trods. Bogstaveligt talt.

For det er nemlig essensen af bogen, tænker jeg. At det lyse og det mørke barn er ét og samme, og at forældrene må acceptere, at børn har to sider. Intet barn er altid lyst og let, men bærer også sine trodsige og vanskelige sider. Præcis som voksne. At Far og Mor ikke bryder sig om den dystre side og derfor forsøger at lukke den ude. Fordi den er for svær at acceptere og håndtere. Og at barnet kæmper med sine følelser og de reaktioner, det mødes med.

Hvad er meningen?
Bogen krævede i den grad en forklaring. “Hvorfor skal hun leve ude i mørket? Hvorfor vil de ikke have hende, mor?”. Selv om det er mange år siden, jeg havde tekstanalyse på skemaet, måtte jeg efter bedste evne forsøge at forklare, hvad jeg mener, bogen handler om. At forældre skal elske hele det barn, de har fået, for ingen er evigt glad. At vi nogen gange er glade og andre gange kan have det svært. Og netop her, har vi brug for dem, som elsker os. For Far og Mor eller hvem der nu tager sig af os.

Hun godtog forklaringen, og vågnede heldigvis ikke i løbet af natten med mareridt. Jeg er dog ikke i tvivl om, at fortællingen ligger og bobler et sted i hendes eftertænksomme sind.

Shit mand. Den var hård, men jeg blev helt klart læseoplevelse rigere. Hvor dyster bogen end kan virke, har den gjort indtryk på mig. Hvis du har børn – måske nok gerne lidt ældre end min – så synes jeg, du skal læse den for dem. Eller bare for dig selv.

Den får 5 store hjerter af mig.

Frk. Tandløs

Efter ugers venten skete det endelig! Frk. Es rokketand røg ud. Halleluja, der var ikke et øje tørt, og i bedste reality-stil, skete det til en familiefest, hvor hele familien kunne udbryde i stående applaus og alle se ned i det blodige krater i undermunden, hvor den mikro-bitte fortand engang sad. Stor begejstring. I hvert fald fra barnet selv og hendes mor.

Der er ikke én, der kan sætte en finger på forarbejdet. Åh, der er blevet rokket og rokket og rokket. Og vi har alle været velinformeret om, hvordan tandens status var.

Dengang jeg var lille, tog min mormor helt bogstaveligt talt sagen i egen hånd. Jeg har nok været pænt naiv, for nu at sige det, som det er, og hver gang hun spurgte, om hun måtte se min rokketand, så havde hun et imponerende håndelag for at flå tanden ud af kæften på mig i et snuptag. Svup, og så var den væk. Frk. E har bedt mig fortælle historien flere gange, og har siddet og stirret på min mund med store øjne.

I går kunne hun simpelthen næsten ikke spise noget, uden at det gjorde ondt. Tårerne løb ned af kinderne, og tanden hang kun fast i de sidste millimeter. Inden sengetid græd hun igen, og jeg spurgte hende, om jeg måtte prøve at få den  ud, så hun ikke skulle have så ondt. Hun så et øjeblik skeptisk på mig, men tog fat i min hånd og gav lov – HVIS jeg lovede, at gøre det forsigtigt!

10 sekunder senere sad jeg med den fine, lille, hvide perletand imellem fingene, og med en blanding af total overraskelse og eufori, stirrede hun på tanden. Jeg er sikker på, at hun i de efterfølgende minutter voksede 15 cm. Hun strålede og løb ud og kiggede i spejlet. Nøjh, hvor var hun glad – og indrømmet: Moren kneb en tåre.

GISP! Tabte tand i denne måned – skolestart i den næste. Min store smukke pige, altså. Så meget love i så lille et menneske! Hun faldt i søvn med hovedet på min mave og tanden i en lille pose i hånden. Tandfeen kom dog ikke forbi i nat – den unge dame har proklameret, at hun ikke tror på det og derfor hellere vil have den LEGO Friends-rideskole, hun ønsker sig, når hele gebisset er udskiftet. Hvorfor overrasker det mig ikke? Det er Frk. E lige på kornet. Et eller andet må jeg have gjort rigtig.

2017-01-22-11-00-07

 

 

Skrid, Ødipus!

Der sker et eller andet herhjemme p.t., som bare ikke er fedt. Jeg har gransket min lille hjerne for at finde ud af, hvad det kan være, som har udløst det, men jeg kan ikke finde en entydig årsag. Altså andet end alder, udvikling og træthed.

Vi taler om E-svesken, som i øjeblikket er en omvandrende tordensky – helt og aldeles uden for meteorologernes måleenheder. Det er virkelig som at gå med bare tæer på glasskår herhjemme, og jeg har helt ærligt virkelig svært ved at tackle det. Alt og ingenting kan være galt og følelsesudsvingene så voldsomme, at jeg indimellem bliver godt og grundigt ked af det.

En af mine gode veninder sagde for noget tid siden – da jeg spurgte hende til råds om 4-års-mobseri og hyppige verbale tilkendegivelser af hendes syn på min formåen som mor. Og de var ikke rosenrøde, kan jeg afsløre – at det hele ville blive meget nemmere på den anden side af 5 år.

Enten er vi ikke langt nok “efter 5” eller også er det en ommer. I hvert fald herhjemme. For jeg synes godt nok, der endnu engang er blevet skruet op for intensiteten af vredesudbrudene og graden af oprør mod husreglerne – og de er altså ikke vildt strenge, hvis jeg selv skal sige det. Det er faktisk ret imponerende, hvor lidt der skal til for at udløse trutmund, vildt hysteri og korslagte arme kombineret med en smækket værelsesdør med efterfølgende råb. For så at åbne døren på klem, forstås, så vi alle bedre kan høre, at hun er sur.

Jeg er pænt brugt af at alle ytringer fra den unge dame kommer med en præ-installeret negativ intonation, og at jeg skal udfordres i, hvad der synes som hver en lille detalje af hverdagen. Jeg er også oppe imod at far er den bedste i verden og mor er billigt til salg i hendes verden. Måske Freud alligevel har ret i det der med komplekserne.

Én ting er sikkert som amen i kirken: Det rammer mig. Både trods, modstand og afvisningerne. Jeg går ikke rundt på en lyserød sky og føler mig som verdens bedste og mest ufejlbarlige mor. Tværtimod, så synes jeg, der er rum for forbedring, selv om jeg gør mit bedste og ingen lider overlast. Så får perioder, som den vi er i lige nu, min selvfølelse til at krakelere i kanterne.

Jeg ved godt, at det sandsynligvis er lige efter bogen, at døtre skal udfordre mødre og verden generelt i en alder af 5 år, fordi selvstændighedsfølelsen vokser ligefrem proportionelt med barnets højde. Mangt en psykolog har tjent fedt på dette gennem tiden. Trods alle gode intentioner om at være overskudsagtig og bevare roen, så har alle mødre et breaking-point, og jeg når mit næsten dagligt, hvad enten det ender med, at jeg skælder ud mod min vilje, eller at jeg står og græder snot i vaskekælderen, for ikke at vise, at reaktionerne rammer. Hårdt! Et fåtal af mødre står ud af sengen hver morgen og beslutter sig for at gøre livet helvedes surt for deres døtre – og jeg er bestemtikke en af dem. Med alle de bedste intentioner, ønsker jeg at se min datter glad og tilfreds. Jeg elsker hende uendeligt, men når presset bliver alt for stort, kan jeg i et svagt øjeblik godt komme til at føle det som om, hun ikke elsker mig.  Og så tuder jeg noget mere.

Nu ved jeg ikke, hvordan jeres 5-årige er, men jeg håber for jer, at det er en hel del lettere. Nej, det gør jeg sgu egentlig oprigtigt ikke. Jeg håber, I oplever præcis det samme, så vi ikke er helt unormale herhjemme! Pleeeease, sig, det er sådan, så jeg ikke behøver føle mig endnu mere forkert, når jeg står der og vander kældergulvet.

I anledningen af 8. marts

Da jeg var barn, blev jeg kaldt Mette-Mor. Nu er jeg mor. Drengemor. Pigemor. På sigt Kvinde-mor (uden d!). Altid mor. Altid kvinde.

Jeg har alt, hvad jeg føler, jeg kan bede om. På nær én ting: Vished om, at  min datter (også) vil vokse op og blive en stærk og selvstændig kvinde.

I anledningen af 8. marts, vil jeg gerne dedikere dette stykke musik til hende. Til min E. Min elskede datter.

God kamp-dag, d’damer! Hvad end I kæmper med og for.

Dear Daughter
Hold your head up high
There’s a world outside
That’s passing by
Dear Daughter
Never lose yourself
Remember that
You’re like nobody else

Life throws you in
To the unknown
And you feel like you’re
Out there all alone

These are words
That every girl should have a chance to hear
There will be love
There will be pain
There will be hope
There will be fear
And through it all year after year
Stand or fall I will be right here
For you

Dear Daughter
Don’t worry about those stupid girls
If they try to bring you down
It’s cause they’re scared and insecure
Dear Daughter
Don’t change for any man
Even if he promises the stars
And takes you by the hand

Life throws you in
To the unknown
And you feel like you’re
Out there all alone

These are words
That every girl should have a chance to hear
There will be love
There will be pain
There will be hope
There will be fear
And through it all year after year
Stand or fall I will be right here
For you

Dear daughter
I was just like you
And just like me
You’re gonna make it through

These are words
That every girl should have a chance to hear
There will be love
There will be pain
There will be hope
There will be fear
And through it all year after year
Stand or fall I will be right here
And after all I will be right here
For you

Tekst og musik: Halestorm