Hvorfor mænd dør før kvinder – og kvinder dør af skræk

Hvorfor mænd dør før kvinder – og kvinder dør af skræk

Er jeg er en pylremor? Selv om jeg ikke er meget for at indrømme det, så er der nok en vis sandhed i det. Mine børn har altid haft en relativ vid komfortzone, og den der med at de stopper, når de kommer for langt væk, den har aldrig rigtig holdt.

Mine unger er ikke svære, selv om de indimellem kan drive mig halvt eller helt til vanvid. De er sgu nogle gode, skønne og fornuftige unger, som har et relativt koncept om verden allerede. Vi skal bare lige arbejde liiiiidt mere med den lilles evne/vane/uvane med at kaste med ting, når han bliver vred. Her er der stadig ret meget rum for forberding…

Well, frem til pointen. Jeg er nok lidt for god til at sige “pas på” – også selv om de er nogle skide søde unger, som kender grænserne. “Pas nu på, når du løber ned af bakken”. “Pas lige på med ikke at cykle for stærkt”. “Pas på, du ikke taber den”. Du ved, den type, hvis indre biograf spiller lidt for meget katastrofefilm, uden at der nødvendigvis er helt så meget grund til det. Eller er der? Er det bare en dårlig vane?

Min mand siger ofte, at så må de sgu slå sig. Så må de lære, at noget var dumt eller farligt. Min fornuft tænker, at han da har ret – de kan og skal ikke pakkes ind i bobleplast hele livet. Mit moderhjerte skriger, at han skal klappe i. For jeg har sgu ikke lyst til, at de skal slå sig hårdt eller ende i noget, der er farligt. Det er et spørgsmål om for lidt og for meget – og jeg er jo ganske udemærket klar over, at jeg skal give slip. Men lad mig lige gøre det gradvist, ikke? 😛

Derfor var det med sammenvredne hænder og med hjertet oppe i halsen og noget nær opkastfornemmelse, at jeg i dag så til imens min 7-årige datter ræsede for fuld smadder ned af en stejl, asfalteret bakke på sit løbehjul. Hurtigere og hurtigere på regnvåd asfalt. Jeg nåede at sige “Pas på. Det kan være glat, når det har regnet” – sådan ca 30 sekunder før hendes far råbte “Bare giv den fuld gas”. Hun lyttede tydeligvis mest efter sin far.

Der skete ikke noget, men der var fuld gang i biografen, siger jeg dig. F**k mand, hvor min krop reagerede, og jeg hadede min mand en lille bitte smule lige dér.

Sådan havde jeg det også lidt dagen før, hvor jeg kommer ud for at tømme postkassen og jeg til min store overraskelse ser min datter cykle ud i rundkørslen for enden af vejen. Du ved, en af de der “rundkørsler”, som bare er tegnet på vejen og som ingen rigtig respekterer alligevel. For mig så det ud som om, at hun  kørte ud uden at se sig for, og en del af mit indre døde lidt i det øjeblik. Der havde hun aldrig været før alene.

Jeg prøvede at forholde mig i ro, til hun igen lavede 2 meter lange bremsespor på vejen foran mig. “Kiggede dig dig for????”, gispede jeg. “Ork ja, mor. Far sagde, at jeg gerne måtte! og der kom jo ingen biler.”
Jeg vil virkelig ikke mistro hende, men jeg er også pinligt bevidst om, hvor distræt, hun i øjeblikket er, og hvor meget hun kører på autopilot.

Mænd ser ikke farer på samme måde som kvinder – og i den henseende kan det godt undre lidt, at det var dem, der var jægerne i stenalderen. Bjørn? Naaaah, den gør nok ikke noget. Haps. Død.
Jeg ved godt, at jeg skal give slip. Og jeg ved også godt, at det nu engang er godt nok, at min mand indimellem bare lader dem gøre ting, så jeg ikke skaber små neurotiske individer, hvor min hensigt er at opdrage dem som selvstændige små væsner med en god portion ben i næsen. Fornuft og følelser er i en indre kamp som vel egentlig bare hedder moderskab.

Jeg hedder Mette og jeg er en pylremor.

Som det siges: Giv mig sindsro til  at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,  mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

Imens jeg øver mig, så er der altså en grund til, at kvinder lever længere end mænd (og forsøger at lade vores børn gøre det samme!). 

 

Organdonation: Jeg har taget stilling

Organdonation: Jeg har taget stilling

Igår sad jeg og så første del af DR-programmet Organer for livet. Jeg forventede lidt en barsk omgang og helt ærligt også en masse gode grunde til at sige “ja” til organdonation. For for mig er der ingen tvivl: Jeg siger ja tak til organdonation.

Jeg tog stilling, allerede da jeg var 12 år gammel. I min familie har vi altid talt meget om større spørgsmål: Tro, politik, velfærd og organdonation f.eks. Især, da min families venner fik en søn, der var alvorligt syg og ikke havde udsigt til at leve uden en knoglemarvstransplantation. Familien var indlagt på Rigshospitalet fra han var ganske lille, og livet for deres 2 ½ år ældre datter var ikke altid bedst på sygehuset. Derfor var hun ofte på besøg hos os, når der var brug for det. Også den dag, hendes lillebror døde. Knoglemarven var faktisk kommet, men hans krop var for svag til at kæmpe videre.

Den dag besluttede jeg mig for at blive organdonor, men jeg var ikke gammel nok til det. Jeg underskrev det røde kort, der lå i lægens venteværelse få uger efter hans død. Og jeg sendte det den dag, jeg fyldte 18 år.

Little did I know. Små 20 år efter den lille drengs alt for tidlige død, hang min egen lille søns liv i en meget tynd tråd og en storesøster på 2,5 år, som sammen med os var tvunget til at følge skæbnens vej.

Lægerne gav mig tre scenarier for min lille fyrs hjerte: A: Hans krop ville arbejde lidt med og de ville kunne operere hjertet. B: Der ville ikke være tilstrækkelig vækst resten af graviditeten og han ville ende med univentrikulært hjerte (et hjerte uden skillevæg, hvor iltet og uiltet blod ville blandes og hans krop ville arbejde på højtryk). C: Han ville ikke overleve fødslen.

Hvis det endte med scenarie B, ville han have brug for et nyt hjerte, inden han blev 5 år. Der var stadig håb i dette scenarie, men vi var også pinligt bevidste om, at det ville indebære, at han skulle være ekstremt stærk, at det ville betyde store valg og fravalg i vores familie og så var der tanken om, hvad et donorhjerte betyder: Et andet barn skulle dø for at jeg kunne håbe på et hjerte til min søn. Det scenarie virkede nærmest lige så håbløst som scenarie C.

Vi endte med scenarie A. Og der er ikke ord for, hvor taknemmelig jeg er for det. Der er ingen, der dermed lover mig, at vi aldrig får brug for at tænke på organdonation igen. For det kan hverken han, du eller jeg sige os fri for at få brug for. Og lige præcis derfor skal vi tage stilling. Allesammen. Og gerne med det samme.

Jeg lyttede til argumenterne fra “nej-siden” i programmet i går. Faktisk er det første gang, jeg hører andre argumenter end: “Næ, de er mine organer”. Jeg lytter, men forstår nok ikke helt. Måske fordi mit indre har været fast besluttet i mange år. For når man er død, tror jeg ikke, det gør nogen forskel, hvorend man så kommer hen, om man har en lunge eller en nyre eller et hjerte for den sags skyld, mindre med sig. Jeg tror ikke, at man får brug for dem, der hvor man ender.

Men jeg tror, at det kan gøre en enorm forskel for andre at modtage. Lige som jeg selv ville være glad for at få et liv – eller blot nogle ekstra år sammen med dem, jeg elsker. Hvert et øjeblik ville tælle sammen med dem. Tænk bare på pigen, der fik nye lunger fra programmet, hvis altså du så det.

Når jeg engang forlader dette sted, må dem der har brug for det få det meste. For jeg er ikke mere hellig i min indstilling, end at jeg har taget to forbehold: Hud og hornhinder. Hvorfor? Fordi jeg et eller andet sted tænker på dem, der måske skal se mig i kisten. Mine nærmeste. For jeg ved, hvordan det ser ud, når et øje er åbnet efter døden for at fjerne hornhinden. Det er ikke det billede, jeg ønsker at efterlade dem med. Det samme gælder for huden, selv om jeg ikke tror, man vil, tage den fra et synligt sted.

Jeg donerer – organer, blod og knoglemarv. Jeg kan ikke redde verden, men hvis jeg kan gøre en forskel for et eller flere mennesker, så gør jeg det gerne. For jeg kan mærke i mig selv, hvor meget det vil betyde.

Har du taget stilling? Hvis ikke, så har du mulighed for at gøre det lige her.

På forhånd tak fordi du tager stilling!

Jeg lever for weekenderne

Jeg lever for weekenderne

Jeg indrømmer det; jeg lever for weekenderne i øjeblikket. Om det er kombinationen af mørke, regn, blæst og nedtur over at julen og dens frihed og forkælelse er slut, eller om det handler om, at vi efterhånden kan se vintergækkerne og mærke solen (trods kulden), men ved, at der stadig er lang tid til foråret? Om det er fordi der i januar er pokkers langt mellem lønningsdagene, Don’t know! Jeg ved bare, at det er r**hamrende hårdt at stå op om morgenen, og at det ar tage på arbejde ikke just virker tillokkende. Og slet ikke mandag morgen!

Jeg savner weekenderne, før de knap er forbi. Jeg glæder mig til den næste, før jeg lægger mig i seng søndag. I et svagt øjeblik kan jeg godt lørdag morgen blive ramt af et stik: Tænk, hvis weekenden går for hurtigt? Hvis jeg ikke får nydt den nok. Det er jo skørt, ikk?

Jeg elsker at være hjemme og sammen med mine børn og mand. At være to voksne hjemme og slå til i stedet for at være én voksen og forslå som en skrædder i helvede, hvis/når begge børn er trætte.

Jeg tror måske, jeg lige nu lever efterdyndingerne af et hårdt 2017 ud – en udrensning af det skidte, som fyldte min krop i 2017. 2018 har såmen heller ikke været en dans på roser endnu, men jeg er fast besluttet på, at 2018 skal være et godt år, så vidt jeg kan påvirke det. Et år med mere nærhed til de nærmeste.

Jeg higer efter mine børn og min mand og mit hjem. At min enhed er samlet, hvor jeg kan holde om dem og føle, at jeg er tæt på dem. Jeg higer enormt meget efter ro og regelmæssighed – men ikke den regelmæssighed i at stå op kl. 5.30 hver morgen, skynde på ungerne, som om de ikke kan gøre for, at de er trætte, henslæbe et sted mellem 6 og 9 timer på jobbet i stræk, skynde mig hjem for at nå at hente begge unger og så videre, for så at dejse fuldstændig omkuld – brugt – kl. 21.30.

Skulle jeg vinde i Lotto eller blot blive tilbudt en måneds ferie, så tog jeg imod det straks. Med kyshånd og enorm taknemmelighed. Jeg er træt – så træt, at jeg både dag og nat drømmer om at komme i plus igen. Føle igen, hvordan overskud og udhvilethed føles. Skuldrene heeeelt ned. F**k, det ville være luksus!

4 dage tilbage – så er det weekeend igen. Jeg glæder mig allerede <3

Jeg føler, det hele er min skyld

Jeg føler, det hele er min skyld

Shit, mit hjerte gør ondt lige nu! Jeg føler mig som verdens dummeste mor, selv om alle gode intentioner var der og jeg prøvede mit bedste.

Vi er netop kommet hjem fra juletræsfest på skolen. For 0. og 1. klasse, men ikke desto mindre 280 mennesker i alt, når forældre og søskende er med. Noget nær så kaotisk, som det lyder. Der var nissespil, sanglege og juletræsdans, lige dele mad og sukker til ungerne, alt for lidt plads og et lydniveau langt over det tilladte DB-niveau.

Alt sammen meget hyggeligt. Hvis altså ikke man var alene afsted med to børn, hvoraf 50% elskede det og 50% hadede det og enten skreg eller insisterede på at hænge på mig og lave obstruction på enhver ide, det juleelskende barn fik.

Jeg magter kun til en vis grænse at vise gode miner til slet spil. Jeg er så usselt et mor-menneske. Efter 1 times 3-års-hysteri, 2 forsøg på at forlade skolen ud i mørket uden jakke eller sko, udtalt modstand mod juletræsdans og et forgæves forsøg på at danse armkrog og fagtesange med 20 kilo barn på den ene arm, og et ringe forsøg på at være dybt engageret i det andet barn, for at tilgodese hendes ønsker, ja, så kunne jeg ikke længere prøve at glatte ud eller irettesætte det vrangvillige drengebarn. Så var jeg pissed off!

Jeg forsøgte mit bedste, og endte ikke rigtig med at have to glade børn. Den lille – tja, ham har jeg lige beskrevet. Den ældste, ja, hun følte sig naturligt nok overset, selv om hun benægtede. Men pludselig græd hun over det mindste puf, og da vi skulle ind i bilen, lavede hun en scene af den anden verden over, at lillebror AAAALLLLLTIIIIIID fik lov til noget (som slet ikke havde hold i sandheden), og at hans legetøj havde ligget på hendes sæde og FYLDT (!!!), immervæk imens hun ikke var i bilen (!!??!!).

Jeg forstår godt, hvor hendes reaktion kommer fra. Jeg var også mættet af indtryk, og jeg var også træt af hele tiden at tilsidesætte hende, for at undgå at have en dreng på 3 rendende rundt på en af byens mest befærdede gader uden jakke og sko.

Og så kom min frustration til at gå ud over hendes scene. Well, det var berettiget at fortælle, at den slags opførsel ikke er ok – helle ikke selv om man er træt og lillebror er dum. Men jeg havde selv fornemmelsen af, ikke helt at være fair. Den følelse er ikke rar.

Jeg var tudefærdig på vejen hjem i bilen – og noget mere spids, end jeg overhovedet ville være. Jeg havde bare fået nok! Og det havde de helt sikkert også. Juletraditioner er ikke altid børnevenlige. Det forstår jeg i særdeleshed i år.

Da vi kom hjem, sov lillebror, men ældstepigen var ked af det. På vejen ind, var det meste i verden min skyld. Da vi kom ind knækkede hendes film helt og holdent. Hun hulkede, at hun bare følte, at det hele var hendes skyld og at vi bare skældte hende ud, selv om det var lillebror, der havde taget al opmærksomheden ved hendes skolearrangement. At hun ikke havde fået danset med mig og at jeg hele tiden lige skulle holde øje med ham og ikke hende.

Og hun har ret! Jeg var unfair og jeg var ikke tilstede på hendes vilkår. Men det var nu engang det vilkår, jeg havde, da jeg ikke havde pasningsmulighed og alternativt skulle sige helt fra til arrangementet for klassen. Så havde det også ramt hende. Det VAR en uretfærdig aften. Jeg VAR uretfærdig. Hun VAR også uretfærdig imod mit forsøg, men det kan jeg ikke pålægge hende at forstå. Hendes lillebror VAR en sur r** af rang. Det hele VAR for meget.

Øv, hvor gjorde det ondt. Jeg krammede hende selvfølgelig og lyttede. Sagde undskyld og at det var godt, at hun sagde det højt. Fik endnu mere ondt i maven over min egen formåen som mor.

Jeg ved godt, at man ikke kan komme udenom disse situationer i sit forældreskab. At man ikke kan være den perfekte forælder (og hvis man kan, i så fald er lidt skræmmende). Men AV, hvor gør det ondt. Hun er sådan en forstående og sød pige, og der er intet i verden, jeg vil gøre, der kan såre hende. Ikke bevidst i hvert fald.

Følelsen af både afmagt og den knugende fornemmelse af at have været en dårlig mor, sidder stadig i mig. Hun føler, det var hendes skyld, og jeg føler, at det var min. Det er i hvert fald den slags mor, jeg IKKE vil være, selv om det var en lidt umulig kamp at vinde under de givne vilkår.

Underligliv

 

Momsterliv: Dagen derpå for fuld udblæsning

Momsterliv: Dagen derpå for fuld udblæsning

Søndag d. 1. oktober og tid til at tage en lille temperaturmåling på, hvordan livet ser ud i mor-højde.

Dagen startede tidligt. Heldigvis var der kaffe i koppen, da solen prøvede at bryde frem over skyerne og mit hoved gjorde lidt ondt. Det var dagen derpå, dog i en lidt anden forstand end dengang jeg var 25.

Det var dagen derpå for vores første encounter med legegruppe. Det vender vi tilbage til i et andet indlæg. Og dagen derpå for en sen aften i gode venners selskab. Der var cola i glasset i stedet for Kahlua, og god mad på bordet, imens ungerne legede. Vi var sammen med den slags venner, hvor man kan komme hele verden rundt på 5 timer, være enige og uenige, kan tale om alt – især det svære – og græde eller grine, så maven gør ondt, alt imens ungerne leger uden nogen form for konflikter, fordi de også virkelig godt kan lide hinandens selskab. Så jeg var træt på den gode måde og i seriøst søvnunderskud.

Men hvordan så en søndag så ud gennem mine briller? Jo, nu skal du høre:

Kl. 3.30 skulle det første barn op og tisse, og krøb ind under min dyne efterfølgende. Min yngste med runde kinder, kolde fusser og en forkærlighed for at putte med sin mor. Trods tidspunktet, er det altid dejligt at mærke hans små hænder i mine og at lytte til hans vejrtrækning. Snige mig til at lægge en hånd på brystet af ham og mærke det lille hjerte, som mod alle odds fik lov at slå så fint. Han sov hurtigt – jeg vendte og drejede mig frem til kl. 6, hvor ældste barnet var klar til at starte dagen.

Kl. 6.00 var mit evigt morgenfriske pigebarn oppe. Hvis hun nogensinde sover længere end 6.00, kan du være sikker som amen i kirken på, at hun har feber. Hun har altid været sådan – klar til at indtage verden, før mørket knap har givet slip. Så vi tog morgenmaden i sofaen og så MorgenRamasjang under dynen, imens far og søn sov videre.

Kl. 8.00 tog manden afsted på job. Det er ellers sjældent, han arbejder i weekenden (han kan sådan set selv bestemme som selvstændig). Men i dag var der møde for alle i virksomhedsfællesskabet, så afsted med ham. Ham får vi først hjem igen kl.  19.30 i aften.

Kl. 9.30 kørte vi en tur hen til mormor. Solen skinnede, og der skulle ske et eller andet, selv om jeg var træt og havde søvnunderskuds-tømmermænd. Min mor har et handicap efter en trafikulykke, og derfor er et besøg ofte også lig med en håndsrækning til praktiske gøremål. Hun ser efter børnene, og jeg ordner forskellige ting, overskuddet ikke har været til. Vejret var fantastisk, så det var ingen sag at være i haven, eller at lade alle døre og vinduer stå åbne, og luften kunne hjælpe med at tørre gulvene efter gulvvask. Jeg vil gerne hjælpe, og selv om hun siger, at jeg ikke skal, så ved jeg også, at det kan lette hendes humør en del.

Kl. 15.00 stod den på et af søndagens faste holdepunkter. Vi kører hardcore madplan herhjemme, og det betyder også, at vi kun handler 2 gange om ugen. Indkøb til hele ugen søndag og refill på mælk, frugt og pålægsfronten onsdag. That’s it. Det er én af de bedste ting, jeg har gjort for vores familieplanlægning og -økonomi længe. Det har kørt i lige knap 4 år nu – og nej, det er slet ikke kedeligt og forudsigeligt 🙂

Kl. 16.00 fyldte vi hele spisebordet med stofrester, klippe-klistre-krea-ting, limstifter, garn og alt muligt andet. Mine børn (især sen ældste), har taget det der med Ramasjangs “rullinger” noget så grusomt til sig, og vi når knapt nok at tørre måsen med det sidste blad toiletpapir, før hun står parat og kræver at inkassere den tomme rulle til endnu en “rulling”.

Vi kører et lettere skeløjet tema herhjemme p.t., så hermed må jeg præsentere Kai fra Ninjago og Lea, 7 år og i første klasse og bedsteven med en eller anden, der hedder Leona. Jow jow, fantasi og kreativitet går vi ikke ned på herhjemme…

Toiletrulledukker
Rock’n Rulling

Kl. 17.30 bespiste jeg de kære pus med den dovne mors favorit: Havregrød med hjemmelavet æblegrød og en smule fløde til. Jeg orkede ikke at lave mad – indrømmet. Ungerne elsker der, og det er vel egentlig bedre end et happy Meal fra Mac’en, eller?

Kl. 18.30 vendte vi sidste side i “Sallys far bander (ad helvede til)” (den er SJOV!), og begge unger faldt omkuld på lillebrors værelse, hvor de havde aftalt at sove sammen. Overraskende nok faldt de begge i søvn uden større palaver. Yay! Så havde jeg jo god tid til at muntre mig med opvask, madpakker og vasketøj…

Klokken er nu 20.45, og jeg overvejer at gå i seng. Jeg nåede at løbe en lille tur i det allersidste lys af en flot og produktiv dag, da manden kom hjem. Jeg burde læse til eksamen, som lurer lige om hjørnet. Men jeg har bare ikke flere kræfter nu. Har desuden været total mønsterelev og har læst alle dage i den forgangne uge! High fives på det, tak!

Det var en søndag i mit moderskab. Ret langt fra den slags søndage, jeg havde for 10 år siden, men overhovedet ikke atypisk, efter jeg er blevet mor. Jeg drømmer om at ligge på sofaen hele dagen, men ved også godt, at det er utopi. Både fordi ungerne kræver min tilstedeværelse omkring alt fra rullinger til rumpe-tørring, og dels fordi jeg faktisk ikke er så god til at ligge stille. Det havde du måske nok gennemskuet ud fra det, du har læst lige nu. En ganske udemærket dag, med helt igennem søde unger. Det kan jeg bestemt ikke klage over! <3

Sårbarhed

Sårbarhed

Jeg har drømt rigtig meget den seneste uge. Sådan nogle rigtig dumme drømme. Det handler mest om de ting, jeg er bange for, og mine børn er altid involveret. Altså ikke, at det er dem, jeg er bange for. Men det er dem, der gør mig allemest sårbar.

Før jeg fik dem, havde mit liv taget en del ture og oplevelser, der ikke var en dans på roser. Men jeg var ikke på samme måde bange for at miste. Tanken om at skulle miste mine bedsteforældre en dag, virkede skræmmende, men jeg inderst inde vidste jeg, at når det ville ske, ville det være med et levet liv bag sig. Min far overhalede dem inden om – og det kun med et halvt levet liv. Det var hårdt, men jeg lærte at leve med det.

Jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville lære at leve uden mine børn. Du tænker måske, at det er mega morbidt at sidde og tænke på nu, men ikke desto mindre er det det, mine drømme den seneste uge har handlet om. At jeg ikke har været i stand til at redde dem i trafikken, eller at de er forsvundet, og jeg ikke kan få dem tilbage. Det er hæsligt at drømme sådan. Simpelthen hæsligt! Jeg har slet ikke vidst, hvad jeg skulle gøre, eller hvor jeg har skulle placere de oprevne følelser henne.

I går drømte jeg, at min datter blev ramt af en bil, første gang hun krydsede vejen selv, og hun var bare på vej hen for at hente mig ved frisøren. Imens jeg sad dér og blev forkælet, hørte jeg lyden, og hele min krop vidste, hvad der var sket. Men jeg kunne intet gøre. Først på ugen drømte jeg noget lignende om min søn. I nat løb jeg i drømme rundt og ledte efter min datter. Hun var bare gået ned for at høre, om pigen længere nede af vejen kunne lege, men hun kom aldrig hjem igen. Jeg ledte alle vegne og var i panik, og skrækkelige tanker løb gennem min krop. Jeg vågnede med hjertet oppe i halsen og var stiv i hele kroppen. Stiv af skræk, tror jeg gerne.

Hvorfor drømmer jeg dog sådan noget? Det virker langt fra rigtigt at gøre!

Noget har hold i virkelighedens oplevelser, og er ganske givet, fordi det handler om, at de gradvist nu udvider deres verden. Jeg skal give slip og ikke længere følge den ældste til legeaftalen for enden af vejen. Hun ville gerne hente mig den anden dag, og vi gennemgik nøje, hvordan hun skulle krydse vejen for første gang selv. Sammen har vi gjort det tusind gange, men hun har aldrig været på egen hånd. Sønnike er begyndt at cykle oftere, og han er ikke i nærheden af at være så velovervejet og eftertænksom som sin søster. Han er fuld fart frem uden at se sig tilbage.

Noget hører hjemme i nyhederne, og er sikkert fordi jeg læste om en 9-årig pige, der forsvandt i ugens løb. Bare tanken kan få min mave til at knuge sig sammen. Ren og skær afmagt.

Måske er det fordi jeg er under pres flere steder i livet p.t. Verden og hverdagen er helt uden for rutinerne lige nu, og jeg er ro, renlighed og regelmæssigheds-typen. Jeg er fan af struktur og at vide med mig selv, at tingene kan gå op, hvis bare jeg lægger en plan.

Efter jeg har født dem, kan jeg ikke lægge en 100% vandtæt plan for livet. Jeg er ikke længere selv den afgørende faktor, og jeg har for alvor fået noget at miste. Ikke noget, der kan erstattes, eller som det lå i kortene, skulle herfra. Med dem har jeg fået en ekstrem sårbarhed og en potentiel risiko for at miste livet. Mit, deres og alt, hvad der gør mit liv ultimativt mest værd. Jeg vil ikke dø fra dem, de må ikke dø fra mig, og jeg er ikke sikker på, at jeg kan lime og lappe verden nok, til at den nogensinde vil være bare skyggen af normal, hvis jeg ikke ved, at de har det godt og jeg kan være noget for dem.

Shit, det er heftigt, at drømme sådan og at sidde og få disse ud af hovedet og ned igennem fingrene. Måske jeg er begyndt at blive tosset. Jeg burde slet ikke tænke sådan, heller ikke selv om jeg blev nødt til at forholde mig til at miste, da jeg fik min yngste. Da lærte jeg, at livet er en skrøbelig størrelse og kan tage en drejning selv der, hvor man er mest lykkelig. Hvem ved, om minderne også spiller en rolle i nattesøvnen.

Er mor-hjernen indimellem sådan indrettet? Har du det på samme måde, eller er jeg helt væk fra vinduet og klar til den lukkede afdeling?

 

Ansvarsfralæggelse

I går cruisede min mand og jeg ned gennem Nordtyskland. Rock i radioen og fuld fart derudaf. Vi havde 30 timer uden børn. Bare vores tid. Hold nu kæft, hvor havde jeg længtes efter det! 30 timer til at lege, at vi kan gøre, hvad vi vil. 30 timer til at bruge ekstra tid og penge på noget, vi ellers ikke gør (længere). 30 timer til at være fjollede og kysse hinanden, høre høj musik, give hinanden en lammer på skulderen, når der passerer en gul bil (hvorfor ved jeg ikke helt…) og opføre os lidt som teenagere.

Altså ikke fordi jeg ikke kan lide at være sammen med vores børn, men indimellem længes jeg efter ikke at stå med ansvaret – bare én dag en gang imellem. Hverdagen er ikke just venlig ved os p.t., og der går – lige som andre dele af voksenlivet – indimellem meget langt imellem, at det sker.

Jeg er virkelig ikke et større menneske, end at jeg mærker et stik af jalousi, når jeg hører om andre, der enten sender børnene med bedsteforældrene på camping i en uge, eller har mindst 1 børnefri weekend om måneden fordelt på to eller flere sæt bedsteforældre, alt efter skilsmissestatistik, så parforholdet kan styrkes og plejes. Jeg er glad på deres vegne, men ville virkelig også ønske, at jeg havde muligheden lidt oftere. Det tror jeg både mit forhold, mine børn og jeg kunne få noget godt ud af. For tid er lig med overskud – også på den lange bane.

Hvorfor har du fået børn, hvis du  længes efter at komme væk fra dem? Men før de tanker evt. kommer for godt i gang med dem, så stop en halv og tænk på, at vi taler 24-48 timer et par gange om året sår’n cirka. Hvor de selvfølgelig ikke sidder og kukkelurer i børnehaven, imens mor og far ferierer den, men derimod er sammen med deres farmor og farfar, som får dem til at føle sig som royale.

Faktum er, at jeg er rigtig meget sammen med mine børn. Hver dag, alle ferier og fridage, dag og nat. Nogen gange så meget, at jeg trods den konstante tilstedeværelse i deres liv, ikke helt kan være den slags mor, jeg allerhelst vil være. Jeg trænger indimellem til at trække vejret og lægge låg på ansvarsgryden, før den koger over.

Vi har hinanden i vores lille enhed på 4 på godt og ondt. Langt mest på godt! Vores pasningsmuligheder er begrænsede, hvis vi taler om mere end en barnepige et par timer eller tre hist og her. Jeg har ingen søskende, min mands bor langt væk og vores forældre er enten oppe i årene, gangbesværede eller døde. Sååååå deeeet…

Vi har absolut ingen forventning om, at vores forældre bare partout skal passe børn. Hverken når der er tale om syge børn eller forældre, der længes efter en pause. Det er ikke vores forældres ansvar, at vi har fået børn. Vi er dog evigt taknemmelige for hjælpen, men da den indimellem er den lim, der overhovedet får hverdagen til at hænge sammen. Så vi er også påpasselige med at komme med et ønske om, at de også lige tager børnene weekenden over.

Vores forældre vil gerne børnene, men der er grænser for energi, fysisk formåen og hensynet til deres hverdag og andre søskende med lignende behov. Vi forventer ikke, og derfor nyder vi ekstra meget, når det kan lade sig gøre nogle gange om året.

Igår skete det – og det var dejligt! Tiltrængt og dejligt og lige, hvad hele familien havde brug for. Det gav overskud til at give mere til de små mennesker, jeg holder mest af <3

 

Aaaaah….

Ferie, ferie, ferie! Slap nu af, du har fri og drik en drink, du ka’ li’! Op mod solen ler vi, den har fa’me bare at skinne til ferien er forbi!

Jeg overlevede! Skål på det!

Hvad drikker jeg så? Jo, det skal jeg sige dig. Iskaffe med Bailey’s:

1 kop afkølet kaffe (lidt til den stærke side), en skvis mælk, Bailey’s efter smag (eller behov), et glas og en håndfuld isterninger. Voila!

Selv tak!

(Og ja, der trænger til at blive luget ukrudt på terrassen)

Når manden er ude…

…spiller det optimalt at sidde i sofaen og drikke mængder af kaffe, kigge dybt i fredagsslikskålen og være lidt god ved mig selv.

Han er i biffen med en kammerat, ungerne sover og jeg har fjæset fuld af hvis ansigtsmaske, sweatsuit fra top til tå og nylagt neglelak på fingre og tæer. What’s not to like? Ja, jeg indrømmer det. Jeg har mega optur over af have en aften til mig selv. Det sker ikke særlig tit, og det skal nydes. Ikke at skulle tage hensyn eller stilling til andre for en stund.

Jeg har i omegnen af 10 indlæg, jeg har påbegyndt denne uge, men ikke fuldført. Mine tanker har været et helt andet sted. I et pænt dystert limbo mellem virkelighed og minder. Mine venners tab af deres lille søn har vendt min verden op og ned. Intet at sammenligne med deres virkelighed lige nu – misforstå ikke – men den sidste uges nyheder og oplevelser har lagt et filter over min bevidsthed. Jeg har – ikke så mærkeligt – har svært ved at fatte det. At så lille et menneske skulle dø fra så gode forældre. Dø i det hele taget. Billederne af den fyldte kirke med de mange blomster og den mikroskopiske kiste kører lidt på repeat på nethinden. Det er én del. En anden er, at det har vækket en stor del af mine egne minder, med min egen søn, fra en tid, vi måske er langt fra nu og så alligevel ikke. Det var jo for lidt siden, vi skulle forholde os til hans sygdom og til, at han måske ikke overlevede.

Det gjorde han heldigvis, og der går ikke én dag, uden at jeg takker universet og lægerne for det. Jeg har mine to børn lige her. De to børn, det er meningen, jeg skal have. Jeg har krammet dem ekstra meget, og jeg har flere gange haft en vild trang til at forlade kontoret og løbe ud og hente dem. Bare fordi jeg ikke havde lyst til at undvære dem længere.

Jeg har ikke problemer med at tale om døden og det svære, og har også gjort det med mine venner, selv om ord er tomme i deres enorme sorg. Ordene kan måske gavne senere. Alligevel er jeg mega påvirket af det hele og har levet i slowmotion mentant.

Siden januar, synes jeg, det svære har stået i kø, uden at jeg rigtig har fået mulighed for at fordøje det hele. Jeg har bare fulgt med. Der er også sket nogle rigtig gode ting. Mine to børn trives godt hver deres sted og viser deres helt igennem fantastiske sider – deres videbegær og evne til at være rigtige venner for dem omkring dem. De bliver store lidt for hurtigt lige nu – men på en god måde. Kunne man tage ældstens konstante prøven-kræfter-verbalt-med-mor væk, så var den lige i skabet.

Jeg elsker de starutter på godt og ondt, og jeg er blevet mindet om, at jeg kommer til at tage dem for givet indimellem. Jeg var én person, før jeg fødte dem, og nu er jeg en anden. Jeg kan aldrig nogensinde kunne finde mit gamle jeg igen, for der er bare ikke en verden uden dem. Måske en weekend med kæreste- eller mor-fri. Men aldrig uden dem. Den verden eksisterer ikke for mig. Den verden må aldrig komme til at eksistere.

Hvad vil jeg sige med det hele? Ikke andet, end at jeg er pisse sårbar i kølvandet på alt, hvad der er sket. Sårbar og vildt taknemmelig for det, der er mig givet og det, jeg har kæmpet hårdt for.

Sådan man kan så sidde her – alene hjemme og tænke tunge tanker på en fredag aften. som 19-årig havde det måske nok været min største frygt, men her efter 30 år virker det absurd at tænke på noget så banalt som en frygt. Nu er det rart at give sig selv lov til at sidde og mærke efter. Det har jeg trængt til lidt for længe.

Jeg kunne godt pimpe et glas Asti eller to og blive en smule bimmelim, men også her spiller virkeligheden ind. Barnefaderen har friaften og derfor er ungerne også “mine” kl. 6 i morgen tidlig. Så jeg nøjes med kaffe. Den smager nu også ganske godt i mit eget selskab, og en langsom lørdag morgen med slyngelynglen er bestemt heller ikke at kimse af.

God weekend <3

 

Hvad kæmper du egentlig for?

8. marts var International Kvindedag – eller Kvindernes Kampdag, som den nu engang altid har heddet i mit hjem. Jeg voksede op med, at det var en dag, der skulle markeres, som datter af en enlig mor. Jeg er ikke i tvivl om, at der har været en del at kæmpe for – generelt og i hverdagen.

Jeg ville gerne have skrevet en masse bevingede ord og kloge pointer på selve dagen. Men jeg kæmpede med at få dagen til at hænge sammen. Så det må blive et sammenskriv af alle de tanker, jeg har tænkt om emnet, fra det sted hvor jeg står lige nu.

Hvad kæmper jeg egentlig for? Og hvad kæmper jeg med? Det er spørgsmålet. Det er en hel del at kæmpe med p.t., synes jeg. At nævne i flæng: At få tiden til at slå til, med at holde styr på familien og med at passe på mig selv i kølvandet på det. Med at holde tårerne tilbage indimellem, med at nå at hente børnene hvert sit sted, inden den lille falder i søvn, og med at holde mig vågen længe nok til at have sex. Med at have lyst til sex indimellem også.

Men hvad kæmper jeg for? Jeg var helt ærligt ikke ude og svinge fanerne, eller hvad man gør nu om dage. Jeg var ikke personligt på barrikaderne for min løn, min krop eller min ret til at stemme. Disse ting er jeg så pokkers priviligeret, at jeg kan føle mig nogenlunde sikker på. Jeg havde dagen i hu og hjerte.

Jeg lever et ok solidt gennemsnitsliv, som i og for sig ikke mangler ret meget andet end den flygtige størrelse, tid er, og dermed overskud. Jeg er ligeglad med, om mit køkken er nyt eller om møblerne passer vildt godt sammen. Bare vi alle kan være her og have det godt.

Hvis jeg kæmper for noget, så kæmper jeg for mine børn. For at min søns hjerte har det godt. For at min datter får en god skolestart. For at de har det godt og undgår mobning eller andre uhyrligheder. Jeg kæmper for, at de er glade for livet og sig selv. Jeg kæmper for at opfostre en kommende kvinde, som er glad for sin krop og tror på sig selv og ikke lader andre diktere hende, hvad hun skal gøre for at “passe ind”. For at hun aldrig ender i Paradise Hotel og for at hun ved, at hun er så meget værd alene i sig selv. Jeg kæmper for at opfostre en søn, som ikke bliver en bølle, og som fra barns ben lærer at behandle kvinder ordentligt. At respektere lige rettigheder for alle, og tage sin del af pligterne i (familie- og arbejds)livet.

Det er jo ikke sådan noget, jeg går og tænker eksplicit på hver evigt eneste dag. Det er en del af det grundlag, jeg gerne vil opfostre mine børn på, så indirekte gør jeg jo alligevel. Jeg tænker i hvert fald over det, når jeg jeg ofte rammes af en følelse af, at jeg står med det hele, og deres far ikke ser (eller vil se), at opvasken vokser, nullermændene gør det frække ved hinanden i krogene, eller at jeg i bund og grund ikke engang har 10 min til at sidde ned i løbet af en lørdag før klokken bliver 20.30. Så føler jeg mig ikke særlig ligestillet, og så synes jeg ikke, jeg viser mine børn, hvordan tingene burde være. Så giver jeg køb på mine grundlæggende værdier.

Jeg føler, jeg er udemærket gift. At vi kan blive gamle sammen. Mærker jeg efter, synes jeg bare ikke, vi er ligestillede i hjemmet. Det er stadig mig, der tager barns sygedage, det er mig, der sidder oppe kl. 5 lørdag og søndag morgen, fordi børnene er sultne og vågne. Det er mig, der ordner haven og vasketøjet og tager til forældremøder, eller forsøger at få det til at gå op, når serviceteknikerene kommer et sted imellem 8 og 16. Det er mig, der henter og bringer, laver aftensmaden og rydder op. Jeg arbejder “jo” tættest på og har ikke transporttid i tog…

Jeg bliver ked af det, når han hjemme glor ned i tabletten og lukker lyden af trætte og sultne børn ude, imens jeg prøver at få maden klar. Når han ikke hører, hvad jeg spørger om eller fortæller. Jeg bliver ked af det, når han bruger 40 min på toilettet, imens jeg tager ud af bordet og får børnene i nattøjet. Jeg bliver godt og grundigt træt (af det), når han sidder i sofaen og læser i en bog, imens jeg gør rent.

Beder jeg ham om at lade være? Ja sgu! Men det er som om, mine ord ikke har effekt i mere end 10 minutter. Siger jeg, at jeg er træt og har svært ved at nå det hele? Ja sgu! Men det bliver ikke altid taget til efterretning. Kan jeg bare lade være med at gøre tingene? Ja sgu! Men jeg har også svært ved bare at lade stå til. Så føler jeg, at jeg drukner endnu mere. Jeg kunne nemlig bare lade være med at gøre tingene og vente og se, hvad der sker. Heri ligger min fejl. Mit bud er, at der ikke ville ske andet, end at der blev spurgt: Hvornår skal vi spise? Jeg har min frihed til at tage et break og rejse væk en weekend et par gange om året, uden brok fra hans side. Spørgsmålet er bare, om det opvejer hverdagens mangel på en pause.

På hjemmefronten og i mit ret almindelige liv, er det er af de største uligheder, og det er faktisk heldigt. På jobbet (altså det, jeg får løn for) er det paradoksalt nok lettere at sige fra og blive hørt. Her er der oftest anerkendelse for den indsats, der bliver lagt for dagen. Alt i alt er det dog virkelig småting, jeg skal kæmpe med, set i forhold til, hvad kvinder kan udsættes for i disse to sfærer.

Ser jeg ud i verden – ud over min egen navle – er der i høj grad ting, som er værd at kæmpe for. Især sexisme. At kæmpe imod at kvinder skal finde sig i verbale og fysiske overgreb; store som små. De bliver ikke mindre betydelige af at kalde det “hverdagssexisme”. Det må aldrig blive hverdag!

At kæmpe imod vold og voldtægt – at mænd synes, det er deres ret at tiltvinge sig kvinden fysisk og mentalt på disse måder. Kæmpe for, at piger og kvinder får adgang til uddannelse og til at få et springbræt ud af tidlige kulturelle og stereotype kønsroller. For at Donald Trump snarest muligt bliver udskiftet i embedet som verdens “mægtigste” mand – gerne af en nasty woman, for at prøve noget nyt. Generelt kæmpe mod mænd som ham, uden at skære alle hankøn over én kam.

Jeg kæmper vel i grove træk for og med at skabe balance i det nære og det fjerne. At skabe en stærk kvinde af min datter, som tør gå efter alt det, hun gerne vil, uden at hendes køn behøver nævnes, når hun når sit mål. At det overhovedet ikke er afgørende. Hvis hun ende med at være glad for sig selv og det, hun gør, så er det alle opvaskene, alle de lange dage og alle bekymringerne værd.