Under(lig)liv #2

Under(lig)liv #2

…Fortsat…

Jeg ved ikke helt, hvilke forventninger jeg havde, da jeg blev henvist til et andet hospital. Jeg havde dog tusind (modsatrettede) følelser inden i. Jeg havde et inderligt håb om, at de ville kunne se problemet og forstå mig, men samtidig var der også bange anelser om ikke at møde forståelse. De tidligere års oplevelser sad dybt i mig. Selvtilliden var i bund, og jeg begyndte selv at tvivle på, om det var mig, der var galt på den. Men jeg mærkede jo smerten hver gang.

Jeg var blevet opfordret til at sende min journal til hospitalet, inden jeg ankom, så de havde mulighed for at læse den. Jeg havde indhentet hele fire forskellige journaler på mit hjemhospital, fordi man ikke kunne udlevere journaludskrifter på tværs af afdelinger. Det hele var sendt 3 uger i forvejen, men da jeg ankom, havde lægen aldrig set min journal. Ej heller havde hun mulighed for det på grund af, at det var to forskellige regioner. Her sank hjertet i brystet på mig. Så nyttede det jo ikke noget.

Hun lyttede til min fortælling, stillede spørgsmål og undersøgte mig. Da hun sagde, at hun klart så et problem, brød hele min verden sammen. Hun så det, jeg mærkede! Hun skannede og fandt både gammelt arvæv, blottede nerver, mangelfuld syning af muskulatur og hvad der tydede på manglende sammesyning af fedtvæv. Hun forstod godt, at jeg havde smerter.

Hun forklarede mig, at der var en operation, man kunne tilbyde, men at den ikke blev tilbudt, før alle andre muligheder var udtømt. De anvendte ikke binyrebarkhormon på grund af evt. negative påvirkninger. Men de brugte Botox for at lamme vævet. Det kunne give sjat-tisseri og manglende følelse af kontrol i nedre region, men hun ville gerne have, at jeg prøvede det. Som med de andre gange, følte jeg ingen anden mulighed, end at sige ja. Tage imod stikket og håbe på det bedste.

Der var ikke sjat-tisseri, men der var desværre heller ikke nedsættelse af smerter. Problemet vedblev. Vi fulgte op på behandlingen via telefon, og her ville hun gerne have, at jeg i stedet begyndte at tage det anti-depressive middel Saroten. Ikke fordi jeg var depressiv, men fordi det også har vist at have en nervesmerte-nedsættende effekt. Det var en meget stor kamel at sluge – at tage antidepressiv medicin var bestemt ikke noget, jeg havde lyst til. Igen gjorde jeg det – desperat som jeg var for en løsning. Smerterne forsvandt stadig ikke. Til gengæld fik jeg en ordentlig røvfuld bivirkninger. Svimmelhed, mundtørhed, svigtende kræfter i hele kroppen, hovedpine og så dejsede jeg simpelthen om fra tid til anden. Lægens ønske var, at jeg skulle fortsætte, men jeg kunne ikke holde bivirkningerne ud. Især ikke, når den smertestillende effekt udeblev.

Ved endnu et telefonmøde, fortalte jeg, at jeg ikke kunne eller ville mere. Jeg ville gerne vide, om en operation overhovedet ville komme på tale. Jeg orkede ikke at være forsøgskanin længere. Min krop var endnu mere ødelagt af de mange medicinske forsøg, og mit sind var på vej til at blive det. Hvis der ikke var udsigt til en operation efter knap 6 års forsøg på at råbe vagt i gevær og på at bedre situationen, så var endestationen i sygehussystemet for mit vedkommende nået.

Herefter blev jeg indstillet til operation. En såkaldt vestibulektomi. Jeg græd på åben gade – af lettelse, selv om jeg igen ikke vidste, om det overhovedet ville være løsningen. Og selv om jeg var rædselsslagen for at komme under kniven. Jeg græd, fordi jeg endelig følte, at mit ord blev taget seriøst, selv om det er noget mystisk noget, at tænke på en operation som form for lykke.

I dag er det 1 år siden, jeg blev opereret. En operation, som lægerne på den afdeling beskriver som noget af det mest smertefulde, de kan udsætte deres patienter for. Det kan jeg skrive under på – jeg kravlede rundt i tre uger efter operationen. Jeg har fulgt genoptræning og har gjort alt, hvad jeg fik besked på, Og jeg er virkelig glad for at sige, at det VAR løsningen! Ja, jeg tuder, bare ved at skrive det lige nu. Det tog smerterne. I hvert fald efter at genoptræningen var i gang.

Var det det hele værd? Operationen, ja. Men vejen dertil kæmper jeg stadig med at forstå. Den har amputeret mig i en sådan grad, at jeg ikke rigtig har ord for det. Der er psykosomatiske reaktioner tilbage. En pryglet hund lærer ikke tryghed fra den ene dag til den anden. Heller ikke helt efter et år. For jeg føler mig som sådan. Som en gennemtævet hund, ingen rigtig ville kendes ved eller tage ansvar for. Som om, jeg blev opfattet som sart og sippet, selv om smerterne var mit bevis. Som om det var lettere at sige, at jeg var sart og bange, end at tage hånd om problemet.

Jeg er uendeligt glad for, at jeg bad om en second opinion. For at jeg ikke bare affandt mig med det. For det tror jeg ikke, hverken mit forhold eller jeg ville kunne holde til.

Indlægget kan godt komme til at lyde som om, at jeg er imod den ganske danske lægestand. Det er jeg dog bestemt ikke! Jeg respekterer fuldt ud, at de hver især så noget, men desværre ikke det samme. Jeg respekterer deres faglighed og forskellige tilgang til, hvad de fandt som løsningen.

Jeg anfægter dog, at jeg som patient skulle råbe så højt så længe, før det blev taget seriøst, at jeg talte sandt. At jeg skulle brydes yderligere ned, før jeg fik lov til at få skaden brudt op. At det ikke syntes som om nogen i systemet talte sammen. Ventetider, manglende journalføring og behandlinger, som havde flere bivirkninger end virkninger. Det har været en ufattelig lang rejse og nu står jeg her. Rekonstrueret men nedbrudt på andre punkter.

Jeg er taknemmelig for, at det kunne lade sig gøre at operere – at den type operation findes. Men jeg kommer aldrig til at forstå, at vejen dertil skulle være SÅ lang og traumatisk.

Jeg har taget et stort skridt – for mig i hvert fald – og har bedt om en samtale med den læge fra mit hjemhospital, som aldrig endte med at forstå. Den skal jeg snart have. Ikke for at råbe skældsord og pege fingre og plante skyld. Men for at fortælle, hvad det har gjort ved mig, og forhåbentlig undgå, at andre skal ende i samme situation. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg helt vil sige. Bare være ærlig og fortælle om de varige men, binyrebarkhormonet har givet. Hvordan det føles, ikke at blive forstået og afskrevet som sart, selv om jeg nærmest hang oppe under loftet, blot en vatpind rørte mit allerhelligste.

Hvis ikke du siger det, ved de det ikke, sagde de til mig, da jeg var til 1-års-kontrol på det andet hospital. Det har jeg taget til mig, og her håber jeg, at mine ord bliver taget til efterretning. Jeg går ikke ud med et underliv, der på magisk vis derefter bliver fuldt fungerende. Men forhåbentlig kan jeg lukke ned for en del af de dårlige oplevelser, forløbet gav, og komme videre.

Tak fordi du læste med. Jeg har lagt noget af mit allerinderste frem her, og jeg beder dig om at tage det med i dine overvejelser, hvis du vælger at kommentere.

Jeg drømmer om…LONDON!

Jeg drømmer om…LONDON!

Jeg drømmer mig væk. Til London. Min by. 

Jeg har tabt mit hjerte til London og dens puls. Til shopping og gåture i parkerne. Til mangfoldighed og musiklivet. På en måde føler jeg mig så meget hjemme i byen, at den ikke længere synes at være så stor. Jeg kender det meste af indre London nok til, at kunne finde vej og genkende små og store ting.

Jeg har været der med min mand, og også på egen hånd. Begge dele har sin charme på hver sin måde. Kæresteintimitet, hånd i hånd gennem Kensington Garden med en kop kaffe, tid til at se hinanden i øjnene over middagen på restaurant. Alene, take away fra forskellige verdenshjørner, shopping og afslapning, læsning i sengen om aftenen.

Jeg savner livet omkring Covent Garden. Jeg savner Kensington-området eller at slentre på Portobello Market i Notting Hill. Jeg savner sushi to go og cool personligheder i bybilledet. Jeg savner butikker, der ikke findes i Danmark og det at føle, at jeg har fri, uden at nogen kan stjæle min opmærksomhed. Bare være mig, eller bare være sammen med min mand alene. Det er meget sjældent, efterhånden, at både det ene og det andet sker.

Det er jo et eller andet sted bare at tage afsted. Billetter og hoteller er relativt betalelige på alle tider af året. Det, der ikke er billigt, er alle de penge, man kommer til at bruge derovre…
Der er bare lige det med børnepasningen. Den hænger bestemt ikke på træerne her hos os. Og skal jeg afsted alene, føler jeg lidt, at jeg svigter min mand, da vi begge p.t. kunne bruge det break BIG TIME! Det er min by og det er vores by.

London er lækker, og jeg vil afsted igen. Snart! Meget snart! Åh, jeg drømmer om London <3

London

It's a new day, it's a new dawn

Birds flying high
You know how I feel
Sun in the sky
You know how I feel
Reeds driftin’ on by
You know how I feel

It’s a new dawn
It’s a new day
It’s a new life
For me
And I’m feeling good

Godt nytår 2016! Årets første dag, hvor jeg har sovet forsvindende lidt og har overraskende meget kaffe i koppen og kroppen. Ungerne leger selv, manden sidder med tabletten (…) og jeg sidder på en af mine yndlingspladser i huset med sol i ansigtet gennem ruden og udsigt til en frostdækket have.
Så er året startet godt.

Lidt tung i hovedet efter et ukendt antal glas med Asti i godt selskab med et forholdsvis nyt vennepar og fire trætte børn, der dejsede om i en bunke i dobbeltsengen en for en, som aftenen skred frem. Men fuldt besluttet på, at skulle ud og løbe 5-6 km her på årets første dag. Det er en tradition at være aktiv første januar på lige fod med at hoppe ned fra sofaen og ind i det nye år. Det er alligevel ikke realistisk at sove længe, efter man har fået børn. Ej heller at ligge på sofaen med junkfood og Netflix hele dagen.

En ny dag, en ny solopgang, et nyt år. What to do? 1. januar indbyder til tanker om, hvordan man vil benytte denne nye “chance” i livet. En chance for at ændre ét, eller fastholde noget andet. Blot fordi kalenderen er ny og ubeskrevet. 2015 var egentlig et ganske hæderligt år. Året, hvor jeg restituerede efter nogle ret nådesløse år i 2013 og 2014.

Dette gav overskud til at se mine børns udvikling i et større perspektiv og ikke kun  fra ble til ble og madpakke til madpakke. I takt med at deres selvstændighed er blevet større og jeg er blevet mindre nødvendig som mediator i alt, hvad de foretager sig, har jeg haft mulighed for at tænke i de bredere perspektiver. Se deres personligeheder bedre og sammenligne med, hvordan jeg selv reagerede, følte eller tænkte som barn. Det synes jeg selv har gjort min daglige interaktion og opdragelse af dem bedre. Tæt på den forælder, jeg gerne vil være. Mere nærværende og mere positiv.

Det blev også året, hvor jeg fik overskud til at mærke efter, hvad der betyder noget for mig – som andet end mor. Året, hvor jeg gjorde mig store tanker om, hvordan jeg ser fremtiden på den korte og den lange bane. Hvor jeg valgte at gå (midlertidigt) ned i tid for at passe på familien – men i høj grad også på mig selv mentalt, og hvor jeg fik overskud til igen at passe lidt bedre på mig selv fysisk. Flere ugentlige løbeture bliver det til, og det kan mærkes på selvtillidskontoen. Forhåbentlig kan det også mærkes på badevægten i løbet af 2016… Jeg løber stadig ind i situationer, især på jobbet, hvor jeg har lovet mig selv at være mere standhaftig og at sige nej, når det er nødvendigt. Men jeg øver mig, og jeg bliver bedre til det, synes jeg.

Hvad så med 2016? Hvad ser jeg i krystalkuglen?

Det bliver året, hvor min mand og jeg runder 10 år sammen. Det bliver forhåbentlig året, hvor jeg avancerer fra 5 til 10 km. løb. Året, hvor jeg drømmer om at finde en anden vej karrieremæssigt, og året hvor jeg får prioriteret at se veninderne noget mere.

På et mere praktisk plan, er 2016 også året, hvor vi har taget beslutningen om at bygge til vores hus og forbedre på de ydre rammer. Gældsætte os noget mere, om man vil. Vi flyttede ind i vores hus, som det var for snart 7 år siden, og har løbende ændret på især energimæssige ting i huset, men vi har aldrig taget det store træk. Det skal nu planlægges og prioriteres, da ingen af os desværre har en rig onkel i Amerika, der kommer ind fra sidelinjen med en million.

2016 bliver også året, hvor vi får “et af de store børn” i børnehaven. En pige, der skal være i “skolegruppen”, og hvor vi i efteråret siger “tak for indsatsen” til vuggestuen, og får to børnehavebørn. GISP! Hvor blev tiden af???

Et af mine største ønsker for 2016 er, at det bliver året, hvor tingene bliver mere simple. Hvor vi kan rydde ud og bygge op. Og fortsætte. Fortsætte madplanen og kost-ændringen, som vi allerede har kørt i 1,5 år nu. Fortsætte med ikke at overbooke kalenderen, så der er åndehuller til at slappe af og lave ingenting. Fortsætte alt det gode, som jeg synes, 2015 har givet, og som jeg meget nødigt vil undvære.

Godt nytår til jer!

2016-01-01 11.39.40

Arbejde ingen adgang

Ferien er så småt ved at indfinde sig i min krop. Ikke fordi jeg ligger med benene oppe i hængekøjen og læser de romaner, jeg har lånt på biblioteket – den vrangforestilling har jeg for længst gjort op med – men sådan i form af at få nogle af de ting fra hånden, jeg i hverdagen har kigget på, og har sukket og opgivet, inden jeg drattede om af træthed. Jeg vil faktisk gerne klappe mig selv på skulderen over at have fået en del fra hånden. Det letter mentalt at få sat tjektegn, uden at det har føltes som noget, jeg “skal”.

Havearbejde hele dagen i går: Hækken klippet (reglen om før Skt. Hans gælder ikke for småbørnsfamilier, basta!), kanter klippet, alt sammen revet sammen og pakket i sække til lossepladsen, forhavens planter og småtræer klippet og studset, samt en masse oprydning og en seriøs krig mod bladlus og dræbersnegle. Børnenes klædeskabe endevendt og det, krudtuglerne er vokset ud af (læs: meget og hurtigt!), er givet videre til naboens datter og Mødrehjælpen. Lange cykelture med ældstebarnet og madpakker i solen, og bilræs med yngstebarnet på stuegulvet. En tur i gode gamle Legoland, og så er jeg langt om længe kommet i gang med den der tipi, jeg har lovet ældste-elsklingen for 3 måneder siden… Den er ikke færdig, men jeg har klippet 5 meter stof ud og zigzagget langt ind i helvede hele aftenen. Det kunne være fedt, hvis den kunne være færdig denne uge, så de rent faktisk har en fair chance for at lege i den hele næste uge, inden børnehaven og Vuggeren kalder igen.

Så er alt godt, ikke? Det følgende er ikke det, der har fyldt mest her på bloggen. Men i sommeren 2013 lå jeg i fosterstilling på sofaen i mere end en måned og kunne intet huske eller foretage mig. Og da jeg rejste mig, var der lang, lang vej endnu til reelt at tale om bedring. Årsagen var arbejdsrelateret stress, og min krop og hjerne var brændt sammen. Jeg oplevede ikke en eneste solskinsdag udendøre den sommer. Jeg kunne simpelthen ikke.

Det var her jeg fandt ud af, at jeg var gravid for anden gang. Og kunne knap samle tankerne om det, selv om jeg var glad inde under stressen. Jeg skulle være mor for anden gang, på et tidspunkt, hvor jeg slet ikke var mor nok for min førstefødte. Jeg var så bekymret for det lille væsen i min mave, og hvordan den lille dog kunne have det i en krop, der intet kunne. En krop med så højt kortisolniveau, at det var skadeligt. Måske var jeg bekymret med rette, når jeg tænker på, hvor svært misdannet den lille fyrs hjerte var, da han blev født? Jeg har ikke lægernes ord for det entydigt, men det kan  være begrundet mistanke, og indeni mig er det svært, at finde anden forklaring, selv om det nok for altid vil stå hen i det uvisse.

Det har været en lang vej tilbage – og ærligt talt, har jeg nogle gange glemt, at jeg har haft stress, når man sammenligner med hele Lille Vs hjertesygdomsforløb. Heldigvis kan jeg generelt tale om det som “har haft”. Lille Vs hjerte er stabilt efter operationerne, men livet ud skal vi være på vagt og han skal løbende undersøges. Forhåbentlig ikke opereres mere. Livet som småbørnsfamilie og mit moderskab er så småt ved at finde sin form og falde på plads og jeg arbejder igen. Men nogle gange titter stressen frem fra sit skjulested inden i, og minder mig om, at jeg langt fra er ovre det. Jeg synes, at jeg klarer det godt, og holder fri fra arbejdsmailen og beslutningerne på kontoret, når jeg har fri. Af princip og ren og skær rimelighed. Men når jobbet nogle gange ikke respekterer de vandtætte skodder og husker, at der var en grund til, at jeg gik ned – så kan jeg ikke styre det.

I forgårs bippede både min Facebook og min private telefon med besked fra jobbet om noget, som ikke burde være mit problem, når jeg har ferie. Noget, som andre har langt bedre kompetencer og fagområde til at håndtere. Jeg blev overrumplet af både det faktum, at jeg blev kontaktet og ikke mindst af den reaktion, det efterlod. At jeg havde hjertebanken og stramninger i halsen og at jeg ikke kunne slippe skuffelsen og det faktum, at mit “helle” blev brudt, hvor jeg burde have lov at have fri. Det var en lille og på overfladen helt uskyldig ting og ikke et kald om at komme på job, men det efterlod en storm i mit sind og en forhøjelse af stressniveauet fra 0 til 100 på ingen tid. Det blev ikke gjort i ond mening – det ved jeg – men der var ingen mening med, at henvende sig i første omgang.

Jeg blev så ked af det. Fordi det ikke blev respekteret, at jeg har fri. Fordi jeg fik symptomerne igen. Fordi, det for mig føltes som om, man valgte den nemmeste løsning – nemlig at kontakte mig – i stedet for at finde andre løsninger først. Fordi jobbet ikke også huskede, at der var en grund til, at jeg var SÅ syg af stress. Meget af vreden ligger i mig selv, fordi jeg indirekte kobler Vs hjertefejl og sygdom sammen med stress-tiden. Som årsagen til alt det forfærdelige min søn skulle igennem i sit spæde, præmature liv. Fordi jeg er ked af, at jeg ikke er kommet “længere”, om man vil, nu hvor jeg føler, at verden begynder at give lidt mening igen.

Jeg har fået nogle grænser, jeg ikke havde før. Og at min ferie skal respekteres, er en af dem. Jeg er pokkers god og fleksibel, når jeg er på job, men ikke når jeg har fri. Der kan arbejdet rende mig! Sorry, men her har jobbet ingen ret til det, jeg kan.

ØV! Jeg er virkelig ked af, at jeg skulle bruge en eftermiddag, aften og nat med ondt i krop og sind og en masse unødige tanker. Der hvor jeg allerhelst ville være den glade mor og kone, der endelig kunne give mere, end der blev taget fra mig. Til dem, jeg holder af! Situationen er nu bearbejdet og parkeret til efter sommerferien, hvor den hører til, og skal vidst lige vendes på førstkommende afdelingsmøde.

Keep calm and remember that work isn’t everything. Love, life and family is.

Peace!

Forelsket i Hr. Skæg

Er det ikke i orden at være 33 år og have et lille girl-crush på Hr. Skæg? Altså sådan på platonisk plan og i forhold til hans tekster og tilgang til verden, og ikke så meget looks? (Hår i munden, adr badr!)

Altså, jeg synes virkelig, han er en fed fyr i sin slanke krop. Han deler så meget karma ud, at hvis jeg synger hans sange fra ende til anden med mine børn, føler jeg mig både som en mere nærværende og sjov mor, og bliver lidt glad i låget oveni. Har du lige lyttet til sangene fra Skæg med Matematik? Det er jo glimrende ordsmederi! Og i et toneleje, hvor jeg også kan være med, uden at ende med at lyde som musene fra Askepot i omkvædet.

Vi er de lykkelige ejere af 3 af hans CD’er og de bliver hørt ret meget. Så meget, at de voksne også går og synger med på sangene. På jobbet. Hvor mine kollegaer på 40-50 år kan fortælle mig, hvem der spiller på P3 af upcoming og hotte kunstnere, og en af dem for kort tid siden hev mig med til electro-galore-koncert med James Blake (som jeg på ingen måde anede, hvem var inden koncerten – eller under for den sags skyld), så kan jeg love dig for, at jeg kan synge ”Verdens største tal” og den med de seks tyve, der sad i et fængsel og en der sprang ud og landede i armene på en, der hedder Knud for dem, kan jeg! Og gør det også, så de bagefter kigger misbilligende på småbørnsmonsteret bag hæve-sænke-bordet. Wiedrooooo!

Nå, men vi forstår hinanden, Hr. Skæg og jeg. Og jeg sætter ret meget pris på at han findes i mine børns liv også, så de ikke kun er overladt til Egehjorten Buller, Bamses Billedbog og Tree Fuu Tom på Ramasjang. Så er der da lidt håb for børneTV med hjerte og hjerne!

We <3 Hr Skæg!

Hallo, det er embedslægen

Mit hjerte stoppede et øjeblik i forgårs. Blodet løb lige fra hovedet en stund, da jeg, på vej ud af døren for at hente ungerne i institution, tog telefonen og vedkommende i den anden ende sagde: Hallo, det er embedslægen. Er du mor til V?

Som mor til et hjertebarn, var min første og eneste tanke, at der var sket min søn noget alvorligt. Ja, undskyld mig: Jeg troede, sgu, hun ville sige, at han havde fået et hjertetilfælde og at det værste kunne være sket. Her satte hele mit kropslige og mentale beredskab i gang.

Heldigvis forholdt det sig ikke sådan. Han fik for 14 dage siden taget en række pølle-prøver, da han havde gule bleer i længere tid uden dog at være syg eller på nogen måde påvirket.
Hun kunne så informere mig om, at der var funder VTEC-bakterier i den sidste prøve, og at det betød, at min søn under ingen omstændigheder måtte komme i institution. Jeg spurgte, først og fremmest, hvad bakterien betød for ham og fik svaret, at det var i mild grad. Huskede noget om inficerede bønnespirer og et udbrud i Tyskland og isolation og dødsfald i forhold til samme bakterie. Så grelt forholder det sig ikke svarede hun. Jeg skulle dog vente til næste dag med at få flere svar fra egen læge.

Men jeg skulle lige være opmærksom på, at han ikke måtte komme i institution, førend vi har 2 helt rene/raske pølle-prøver fra ham. Og det kan sagtens tage 2-3 uger.

Så sank blodet igen. Dybt.

Hvornår er det, vi får samme muligheder som svenske forældre har? Hvornår er det, vi med god samvittighed kan passe vores egne børn, når behovet er der? Kald mig forkælet, eller hvad du vil, for vidst er jeg ekstremt lykkelig for, at min søn ikke er alvorligt syg af bakterien og for, at der ”kun” er tale om en e-colibakterie. Men tanken om 2-3 uger uden at kunne få ham passet midt i et i forvejen stærkt presset familieliv og –puslespil, var nok til at skabe ren og skær panik. Hvad fa’en gør jeg så? Drengen er jo rask og løber nærmest rundt på væggene og der er ingen – som i ingen – p.t., der kan assistere min funktion på jobbet de næste 14 dage!

Jeg gik den slagne gang til institutionen og forklarede sagens sammenhæng – ooooog at de lige skulle informere alle forældre og evt. have taget afføringsprøver på samtlige børn. Det var sgu ikke sjovt, selv om jeg ikke kan gøre for situationen. Bakterien er enten fødevarebåren, overført ved smitte fra et andet barn – eller forårsaget af en af de utallige ting – især sand – den unge mand ynder at proppe i munden. Pædagogen blev også lidt bleg og gik målrettet ind på kontoret og greb telefonen.

What to do? What to do? What to fu**ing DO?!?!!

Knægten har det fint! Efter en kort telefonsamtale med barnefaderen, endte jeg med (endnu engang) at matte gribe mobilen og ringe op til farmor og farfar. Endnu engang tilbød de at hjælpe. Denne uge. Jeg tør simpelthen ikke tænke på, hvis det strækker sig i længere tid. Du må ikke sige, at det er sandsynligt, please!

Det virker så meningsløst, at skulle finde langvarig pasning til et barn, der udenpå og mentalt er 100% frisk. Men jeg forstår selvfølgelig, at han ikke skal smitte andre. Det er bare som om, vi trækker veksler på vores eneste netværk (læs: farmor og farfar), før vi ”virkelig” får brug for det med f.eks. skoldkopper eller hvis den unge mands hjerte igen skal undersøges eller opereres (Gud forbyde det!). Og det trækker på mine svigerforældres kræfter. De er over 70 år begge to. Og det trækker på vores mulighed for at benytte pasningsmuligheden til andet end syge børn. F.eks. at pleje et parforhold med ridser i lakken og den manglende nattesøvn. Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg skulle granske hverdagen så meget og leve på andres velvilje som et voksent menneske. Som mor. Til to.

Så nu venter vi. Aldrig havde jeg heller troet, jeg skulle traske hvileløst rundt og håbe på, at min søn skider (pardon my French). Ud med lortet, unge mand – so to speak. Ud, så vi kan få så mange prøver afsted som muligt – hurtigst muligt – og få udelukket den skide bakterie. No pun intended.

Lad lige være med a Google VTEC. Så får du det (lige så) dårligt (som jeg havde det, da jeg fejlagtigt gjorde det). Nyresvigt, dødeligt m.m. Heldigvis er der flere grader af bakterien. Og vi krydser alt for, at den unge mand er vel ovre det hele MEGET SNART!

Hvornår er det egentlig min tur til at slappe af? Til ikke at skulle konflikthåndtere stort som småt? Hvornår er heldet med os? For jeg synes altså ikke, vi er ret heldige! der er sgu en grund til, at jeg føler det omsonst at spille LOTTO…