Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har

Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har

Tirsdag morgen med totale trætte børn (og forældre). Du ved, en af de dage, hvor en forkert sok kan få verden til at ramle…

Ungerne kom en del senere i seng, end de plejer, da der var afslutning på skolen i går aftes. Well, de sover normalt senest kl. 19.00, så det er altid lidt en udfordring med relativt almindelige arrangementer i skole, børnehave eller i familien.

Så vi startede dagen i minus, og det kunne mærkes. Lillemanden har ellers ladet nej-hatten ligge på hylden et stykke tid nu, men jeg skal da lige love for, at han havde taget den på her til morgen. Skrig og skrål. Nej, nej og attter nej. Kaste med alt og slå hælene i. Selv om jeg VIRKELIG strammede mig an og selv om jeg selvfølgelig godt vidste, hvad årsagen var, så var det VIRKELIG svært at holde igen og ikke være unødigt sur. Jeg syntes, jeg klarede det ganske ok, omstændighederne taget i betragtning, men hans søster, som var lige så træt, satte også i et hyl og stampede i gulvet:

Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har“, hylede hun, så højt hun kunne, alt imens tårerne kom frem som et lyn fra en skyfri himmel.

Så var det bare lidt svært at fortsætte med at være sure. Og rigtig svært ikke at lade være med at grine.

Ens unger rykker så mind-blowing meget ved ens værdier og hverdag, og det kan føles som om, livet indimellem presses halvt ud af én i forsøget på at lykkes. Men de lærer én så meget og ser indimellem lige igennem situartionen uden et filter. Og så virkede det pludselig virkelig latterligt at stå en tirsdag morgen og være sure på det dyrebareste vi har, nemlig hinanden <3

Der skulle gå knap en måned…

Der skulle gå knap en måned…

…før jeg kom til tasterne igen. Som flere gange før, prøver jeg at skrive om stort og småt, men når inspirationen svigter, så ender jeg med at have mindst 20 ufærdige indlæg liggende, som hverken synes gode eller relevante længere. What to do?

Jeg valgte at tage en lille blog-pause og acceptere det i stedet for at have dårlig samvittighed over ikke at få skrevet. Erfaringen siger mig, at jeg ikke får det bedre af det.

Når man så har haft en rigtig god weekend med masser af sol og hjemlige sysler med ungerne, så kommer lidt af enerigen og overskuddet tilbage (og man bliver også ret glad indeni, når der ligger en kommentar fra en fast læser, som savner ens skriverier!). For de har nemlig været vildt fedt at kunne luge i haven og bygge højbede og lave snobrød. Tage på aftentur til open by night med ældstepigen og se hende føle sig VIRKELIG stor (ved at være ude til kl. 21…). Bare gå i aftensolen sammen med hende og spise is og kigge på alverdens ting, prøve øjenskygger i Magasin og sludre om løst og fast. Så er hun pludselig på vej til at blive stor.

Det blev til en weekend med 11 km. i løbeskoene, til at få ryddet op og til at ligge og kigge op i himlen på ungernes trampolin og bare lytte til verden. Til at smide ansvaret for en legedag for klassen over på manden og give mig selv lov til for en gangs skyld at sige nej i stedet for at stille op. Det hele skal jeg klart gøre noget mere.

Er jeg klar til at tage på job i morgen? Ikke det fjerneste. Jeg kunne blive udendørs alle døgnets timer i det her vejr! Jeg knuselsker de lyse (og varme) dage!

Jeg skal nok komme tilbage til tasterne, for det er ikke fordi, der slet ikke sker noget her i provinsen. Tværtimod. I skal nok få fortællingen om at acceptere en skoleplads, når ens barn kun er 4,4 år, at familie ikke altid er en let størrelse, at gøre sig tanker om pligter og lommepenge, om at prioritere sig selv og alt det andet, som udgør hverdagens tusindbrikkerspuslespil.

Weekend

For 12 år siden

For 12 år siden

I dag for 12 år siden fik jeg en kæreste. Vi havde kendt hinanden lidt længere og syntes, at hinanden var værd at lære bedre at kende. I dag for 12 år siden sad vi i min hvide Ektorp-sofa fra IKEA og blev enige om, at vi skulle være kærester – på nogenlunde lige så elegant vis, som da man var 14 år og første gang sagde ordet kærester. Det trods vores relativt fremskredne alder af henholdsvis 24 og 26 år. Ret kejtet, som jeg husker det. Hvad der skete senere på aftenen, vil jeg ikke gå nærmere i detaljer med – I don’t kiss and tell.

Det skulle vise sig at blive mit livs længste forhold. Heldivgis varer det endnu. Jeg skriver heldigvis, fordi der er løbet en del vand i åen siden da. Både ret rene og klare, men også det beskidte og nærmest forurenende.

Vi har fulgt ca. samme drejebog som så mange andre par: Flytte sammen, købe hus, blive gift, få børn og så videre. Der har dog været nogle særdeles store bump på vejen igennem de 12 år. Hvis vi havde vidst, den dag i den hvide sofa, at vi skulle gennemgå fysisk og mental stress, et hus med adskillige vandskader, et barn med spisevægring og et alvorligt organsygt barn samt en masse andet i kølvandet på det – havde vi så stadig sagt ja dengang?

Det er måske meget godt, at vi ikke vidste, hvad tiden ville bringe og lod forelskelsen få fat, før kriserne kom. Det er måske også meget godt, at vi begge er ret vedholdende og glade for det nære og velkendte – for jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke nær havde fået det bedste af os. Jeg tror, vi begge har følt os enormt ensomme i perioder. Alene med tanker og følelser, selv om vi var omgivet af mange mennesker. Selv om vi havde hinanden.

Der er ikke fordi, kriserne har ramt os som par – altså i den forstand, at vi skændes vildt og vendte vrede og frustration mod hinanden. Jovist skændes vi til husbehov – hvem gør ikke det – men vi har alligevel formået at forblive stærke sammen. Jeg kan sagtens synes, at han er verdens største og dummeste røv – og han ganske givet det samme om mig. Men vi har holdt sammen og holdt (hinanden) ud i 12 år her til aften. Det er jeg godt nok glad for.

12 år er ret lang tid. Mit længste forhold før dette holdt i 2 år. Vi var begge studerende den gang, så vi tog ikke hinanden for pengenes skyld. Det var for hinandens skyld, ynder jeg at tro. Fordi der var noget allerede dengang, der bandt os sammen – længe før vi blev bundet af ægteskab, realkreditlån og forældres forpligtelser.

Vi har fejret dagen med en lejet trailer og en tur på lossepladsen. Med at så en græsplæne og gøre hytten ren. Med at lave mad med ungerne og læse godnathistorier. Nu med kaffe – stadig i en sofa fra IKEA.

Kærlighed

Kan man lukke lockouten ude?

Kan man lukke lockouten ude?

Er jeg helt alene om at have lidt ondt i maven over uvisheden omkring potentiel strejke og lockout? Det er vildt, så meget uvisheden omkring en reelt mulig konflikt påvirker mig. Måske er det irrationelt, men det rykker ved hele mit fundament. Hele vores fundament.

Den underliggende uvished spiller slet ikke sammen med en hverdag, hvor jeg nærmest hver dag prøver at bruge alle strategier, jeg har lært for at holde resterne af tidligere langtidsstress i ave. Selv om det er flere år siden, jeg var meget syg af stress, så gør sådan en situation som denne, at flere symptomer får lov at stikke hovedet frem igen.

Jeg er på lønmodtagers side og forstår fuldt ud, at vi skal stå op for vores fremtidige rettigheder i det offentlige. At lige løn for lige arbejde er en kamp, der er værd at kæmpe, og ikke mindst, hvad denne konflikt er et symbol på. For hvad så, hvis vi fjerner frokostpausen? Vi skal nok få noget at spise på én eller anden måde, men hvis arbejdsgiver nu virkelig er en snu rad, så er 7,5% ekstra arbejdstid så lig med, at man kan spare 7,5% væk og lade resten løbe (endnu) stærkere? Vi løber allerede stærkt, skulle jeg hilse og sige.

Det meste af min uro over konflikten rækker dog ind i det nære og mere lavpraktiske: Hvis strejken kommer på tale, skal jeg ikke selv strejke, men det skal pædagogmedhjælpere i min søns børnehave og min datters skole – og så er der dage, de ikke kan komme i børnehaven eller SFO’en, og de øvrige dage er der lagt op til kortere åbningstid. Jeg har i forvejen svært ved at få familielivet til at hænge ordentligt sammen.

Kommer det til lockout, så er jeg omfattet og det samme er børnenes instutition og skole. Så må de komme med mig, der hvor jeg skal være. Det er, hvad det er. Men så er der ingen løn på ubestemt tid, og det er heller ikke just en fest for nogen parter. Jeg har altid haft styr på mine ting, og jeg går ikke bankerot over at undvære penge i uger eller en måned, men igen: Uvisheden rykker ved tanker og følelser og gør ikke ret meget godt.

Det rykker dog ikke kun ved hverdagen. Det rykker i den grad også ved min følelse af (lige)værd og retfærdighedssans. Det rykker ved min følelse af at blive mødt og forstået af de politikere, vi satte kryds ved. De skuffer mig i den grad ved at lade arbejdsgiversiden få offentligt ansatte til at fremstå som forkælede, krævende snyltere, når virkeligheden er, at vi knokler røven ud af bukserne for en løn, der ikke er i nærheden af vores privatansatte ligeværdige. Også hvis du regner frokostpausen fra. FYI: Vi når sjældent at holde den.

Det skuffer mig at retorikken fra arbejdsgivers side er så negativ om omkrig halvdelen af alle skatteydere. Det får en klang af at være nedladende og det gør mig vred. Hvad der gør mig endnu mere vred og forarget er, hvis der er hold i de forlydender, at der spekuleres i, hvad de penge, som går fra de offentligt ansattes manglende løn, skal bruges til at dække af huller i statskassen. Det er skammeligt. I så fald stemmer jeg for folketingsvalg i meget nær fremtid, så de 450.000 offentligt ansatte, som er i klemme, kan få lov at stemme på dem, de så synes, har varetaget deres interesser bedst på det seneste.

Ja, jeg ved det. Jeg er træt af det og frustreret. Men situationen er frustrerende og uvisheden har hængt over hovedet på os for længe nu. Jeg gik forbi Forligsinstututionen den anden dag og havde lyst tl at fortælle folkene derinde en hel del. Men havde de mon lyttet, hvis jeg havde fået muligheden? Jeg ved det ikke. Faktisk tror jeg, at en del af dem derinde slet ikke har den fjerneste idé om, hvordan vilkårene i det offentlige rent faktisk er.

Sne er sundt for sjælen

Sne er sundt for sjælen

Det var måske ikke sne, jeg drømte om i min påskeferie. Men når den nu er her, så lad os få det bedste ud af den. Det fik vi i dén grad her i ferien. Vi fik også det bedste ud af ferien generelt.

Jeg synes ofte, at jeg er nærmest latterligt dårlig til at lege og lade fantasien få frit spil sammen med ungerne. Hvem kan ikke lege med sine børn? I mit baghovede rumsterer der tit tusind ting, jeg kan eller skal, og så har jeg svært ved at forholde mig til, hvad Barbie sagde eller gjorde, og hvor mange kilometer i timen, bilerne skal køre på rumbanen på Mars og siger “piiivvvv crash bum bang swisssssh”.

Her i påskeferien har jeg virkelig lagt mig selen for at være den gode, sjove, nærværende mor. Jeg har leget med Polly Pocket, har bagt boller og pølsehorn, har taget ungerne med i biffen, har læst løjt i timevis, har sunget og tegnet, klippe-klistret, budt legekammerater velkommen, leget i sne, været på legepladsen og meget andet. Det har været sjovt og godt, men ikke uden børn, der trods rigelige mængder opmærksomhed alligevel fadt tid og behov for at slås over småting. Heller ikke uden til en vis grad at trække veksler på mig selv, kan jeg mærke. Jeg har trængt til selv at ånde lidt op og trække mig tilbage, men har givet ungerne så meget, jeg kunne, fordi jeg føler at jeg giver for lidt opmærksomhed i hverdagen.

2 gange i løbet af ferien har jeg overvejet at spille time-out-kortet. At sige nej til en oplevelse for at blive hjemme og mærke stilhed og alenetid i eget hjem. Den slags tid har der været forsvindende lidt af de seneste 7 år. Manden og børnene ville gerne på kælkebakken og en tur i svømmehallen. Jeg overvejede virkelig at blive hjemme begge gange, og måske burde jeg have gjort det, men det er på kælkebakken og i svømmehallen har det med at blive hængende i hukommelsen. En tur ud i et noget nær magisk sneklædt landskab med kælk i ferien, hvor tiden ikke betød noget – det er den slags oplevelser, der bliver til minder. Og det minde ville jeg ikke være fraværende i!

Sne er klart smukkere, når man har fri og kan gå og kigge på det, end når man skal afsted 15 minutter forsinket med to børn før en arbejdsdag. Det var sk**eflot! Der manglede bare lige en talende snemand og et rensdyr og en isdronning – så var det ren magi.

Svømmehallen var – tja…svømmehallen, og ikke tilnærmelsesvis magisk i sammenligning med ovennævnte. Jeg er normalt ikke til klor og fællesbad, men indrømmet: Det var sjaw! Især fordi at lige pæcis i dag min datter overvandt skrækken for vandrutsjebanen og min søn pludselig begyndte at dykke frivilligt.

Det var vigtige øjeblikke, og jeg er glad for, at jeg ikke valgte at blive hjemme. Så vil jeg hellere øve mig i at trække stikket lidt mere i hverdagen. Vi skabte minder i denne ferie. Vi gav nærhed og viste ungerne, at mor og far ikke kun er formaninger, for lidt tid og jævnt fortravlede individer. Vi kan også være fjollede og sule hinanden i sneen eller kaste rundt med hinanden i svømmehallen. Vi var både mor og far – og kærester – som vi gerne ville være. Vi var fakisk i nærheden af at være så carefree, som vi var, før vi blev forældre og et enormt ansvar hvilede på vores skuldre. Who would have thought.

Hvorfor pokker er det så svært i hverdagen? Hvorfor skal hverdagen føles som en marathon og ferierne som et flygtigt øjebik?

Denne ferie gav minder og noget udefinerbart, som er værd at minde hinanden om, når hverdagen igen sluger det bedste af os. Er jeg udhvilet? Ikke i nærheden af. Glæder jeg mig til at komme på job? Ærligt svar: Ikke det fjerneste! Jeg håber, mine børn har fået lige så meget ud af ferien, som jeg har, for jeg synes, den har været god trods tanker om strejke, lockout m.m.

Åh, hvor jeg allered glæder mig til den næste ferie sammen med min lille enhed og føle mig som mig igen <3

Hvem kan sige juleferie?

Hvem kan sige juleferie?

Må jeg få et F? Må jeg få et E? Må jeg få et R? Må jeg få et I? Må jeg få et E? Hvad siger det? FERIE! Sig det igen! FERIE!

Hold da magle, hvor har jeg glædet mig til at få juleferie. Batterierne er helt i bund og trænger i den grad til at blive ladet op igen. Det gælder i øvrigt ikke kun moren. Børnene trænger også til et break fra op-afsted-i-skole/børnehave-hjem-aftensmad-sove-rutinen. Vi trænger til et break fra hverdagen. Simple as that!

Hvad skal vi så bruge ferien på? Svaret er simpelt: Så lidt som muligt! Det er jeg pænt sikker på, er den bedste medicin mod et svært tilfælde af hverdags-kaos-syndrom.

Julen holdes hjemme, og det bliver godt. Mormor kommer på besøg, og ungerne får mulighed for at tage deres gaver i brug, så længe de gider. Jeg forudser, at der skal samles en del LEGO med ældsten. Eller det vil sige, at hun samler og nægter mig at røre én eneste klods, alt imens jeg tyller kaffe ned og venter på, at hun mangler hjælp. Jeg forudser, at yngsten kommer til at køre med biler og udfolde sit alsidige vokabularium af superhelte- og slås-lyde.

Jeg forudser også ret meget tid i nattøj, og tid, hvor jeg sorterer ud i gemmerne, så vi snart kan flytte ud i den nye del af huset. Mit klædeskab bl.a., efter som 3,60 m x 2,60 m-drømmeskab skal flyttes. I. små. stykker.ad.gangen…

Jeg kan forudse mange ting, men vigtigst af alt – for mig – er, at vi har friheden til at gøre, hvad vi vil. At kalenderen ikke er booket med alt for meget, så ferien kommer til at blive en gengivelse af hverdagen, selv om vi ikke ville det sådan.

Vi skal bruge vores juleferie på at blive klar til at udfylde de rammer, vi har lagt grunden for i 2017. Både de fysiske i huset og de mentale, som at finde den vej, resten af mine 30’ere skal følge, at give vores de bedste forudsætninger for at være skolebarn og at vores søn skal have et godt sidste år i børnehaven, før skolen også kalder på ham.

2017 har taget på kræfterne. Men nu er der dømt juleferie. De sidste dage af året skal bruges på at være sammen – og jeg glæder mig!

Glædelig jul!

 

 

Kære investor

Kære investor

Mine børn er investorer. I en alder af 6 og knap 4 har de aktier i 2 selskaber, hvilket er mere, end deres mor nogensinde har været. Jeg har haft aktier i det halve.

Sagen er den, at deres ene sæt bedsteforældre har valgt at investere ungernes børneopsparing i stedet for at sætte penge ind hver måned. Ja, jeg er mor til to små heldige asener! Børnene fik ved deres dåb aktier som gave, og bedstefar holder et skapt øje med dem. Aktierne, altså.

Det er en anden måde at gå til en børneopsparing på, men egentlig ret smart, taget i betragtning af, hvor ringe renter de fleste banker tilbyder på børne- og bedsteforældreopsparinger. Jeg havde aldrig forestillet mig, at mine unger skulle eje aktier, før de selv blev gamle nok til at kunne og måtte investere selv, hvis de ønsker.

Men det betyder også, at mine unger får breve om lovændringer og investeringsinformation. De får et børsmagasin hver, og bliver inviteret til investormøder, aktieaftener og generalforsamlinger i de respektive virksomheder, de har aktier i. Lidt surrealistisk og egentlig meget komisk.

De kan hver gang vælge at sende deres økonomiske rådgiver eller at møde op selv. Jeg gad godt se resten af aktionærerne i ansigtet, hvis to unger under 7 sad med ved bordet i Industriens Hus eller lignende steder. To som ville bede om ketchup til deres Hors d’oeuvres. Det kunne jeg virelig godt se det sjove i!

So far har vi pænt takket nej, eller givet bedstefar fuldmagt til at deltage, hvis han lyster.

Dog alligevel lidt vildt, at dele hus med hr. og frøken Investor, som stadig skriger på mor, når måsen skal tørres eller når den anden driller :-D.

Investor

 

Lidt om børn og dyr

I morges stod jeg i døråbningen og kiggede på min datter. Hun er som altid oppe før en vis herre får sko på – og her på nippet til 6 år, kan man god blive både en blanding af vildt taknemmelig for den ekstra times søvn, man nu kan luske sig til, fordi hun selv står op og tænder for fjernsynet – og lige dele kæmpe med en sort samvittighed over ikke at dele timen med hende – også selv om det er før solen står op.

Hun havde ikke set mig, som jeg stod der i døren. Og jeg elskede hvert øjeblik af, hvad jeg så: Hun stod ved siden af hankattens madskål, som hun selv havde fyldt op. Her stod hun og nussede ham på pelsen, alt imens han skød ryg og spandt taknemmeligt. Han kiggede op på hende indimellem, og hun fortalte ham, at han var en god kat. Øjeblikket varede måske kun 10 sekunder, men det kommer helt sikkert til at leve videre i mig i mange år.

Mit kærlige, empatiske og omsorgsfulde barn. Ikke kun en god ven for andre børn – også helt bogstaveligt talt sød og rar og god ved dyr, som jeg ellers kun i en kæk vending siger om hendes far. Han er i øvrigt også ret glad for katten.

Det fantastiske er, at hun altid har respekteret vores dyr. Ikke båret på dem, ikke drillet dem, hevet dem i halen eller på nogen måde været dum over for dem. Det gælder for både hende og hendes bror. De har lært fra de var ganske små, at dyrene også er en del af familien, og at man har et ansvar for at passe godt på dem. Og det har de helt instinktivt gjort. Det er ikke sådan, at de i hverdagen er fuldstændig opslugt af dyrene, men det er tydeligt at mærke, at de holder af dem. Spontant stryger de hånden over kattenes pels, hvis de lige går forbi sofaen, tegner tegninger til at hænge over dyrenes spisested og giver udtryk for at de holder af dyrene.

Jeg tror på, at det at børn vokser op med dyr, lærer dem at vise ansvar og respekt og omsorg. Alle dele noget, jeg er stolt af, at give dem “med hjemmefra”.
Jeg lærte selv fra jeg kunne kravle, at hvis man har sagt ja til at tage vare på et dyr, så er det ikke kun til interessen falmer eller børnene kommer, og det hele er “nemmere” uden dyr i huset også. Det gælder hele vejen – ansvar er ansvar. Det håber jeg også, jeg giver mine børn med i ud i livet.

Det varmer mig, at det også går den anden vej: At dyrene også er så trygge ved børnene. Det medførte en del skepsis (fra dyrenes side altså), da vi første gang bragte et barn med hjem i liften, og i lang tid var jeg mere eller mindre panisk angst for, at børnene skulle udvikle allergi, så jeg ikke kunne beholde dyrene. Men – 7-9-13 – ser det ud til, at vores hjem er ment til at rumme både børn, dyr og en hel del kærlighed til hinanden, hvad enten der er pels eller ej. Jeg ville ikke ønske det på nogen anden måde <3

Det bliver en god dag

Der er noget ganske magisk over en lørdag morgen, hvor vi kan stå op og lave ingenting – lige så længe, vi vil. Starten på en weekend uden andre planer, end dem man godt selv gider. Kodeordet for vores weekend er: Hjemme, fastelavn og oprydning. Tager vi det i omvendt rækkefølge, kan du måske undre dig: Er det noget, man selv godt gider? Men hvis det handler om at skabe overblik og ro, så gider jeg godt.

Det er ikke fastelavn endnu, men vi skal lave de vigtigste indledende manøvrer: Jeg skal prøve at sy ungernes ønsker til fastelavnsklunset og der skal bages fastelavnsboller (dem her). Udsigten til tid med min symaskine og indtag at en anseelig mængde kaffe og kalorier tiltaler mig!

Og så skal vi bare være hjemme. Aaaaaaah! Hele weekenden! Mine teenageårs mareridt er pludselig det mest tiltalende i verden. Det er der faktisk mange flere ting, der pludselig bliver (uden at jeg siger, at jeg er ved at blive gammel!). Men det fortjener et helt indlæg for sig selv.

Det er ret magisk at starte morgenen med at servicere to små banditter, som ligger og slænger sig i sofaen med deres dynes og kører store mængder frisk frugt og ristet brød med smør i kælderen. Helt opslugte af Ramasjang og helt og aldeles tilfredse med tilværelsen. Imens kaffen brygger, bygger fornemmelsen op i maven: Det bliver en god dag!

God weekend derude!

Møs fra Mette