For 12 år siden

For 12 år siden

I dag for 12 år siden fik jeg en kæreste. Vi havde kendt hinanden lidt længere og syntes, at hinanden var værd at lære bedre at kende. I dag for 12 år siden sad vi i min hvide Ektorp-sofa fra IKEA og blev enige om, at vi skulle være kærester – på nogenlunde lige så elegant vis, som da man var 14 år og første gang sagde ordet kærester. Det trods vores relativt fremskredne alder af henholdsvis 24 og 26 år. Ret kejtet, som jeg husker det. Hvad der skete senere på aftenen, vil jeg ikke gå nærmere i detaljer med – I don’t kiss and tell.

Det skulle vise sig at blive mit livs længste forhold. Heldivgis varer det endnu. Jeg skriver heldigvis, fordi der er løbet en del vand i åen siden da. Både ret rene og klare, men også det beskidte og nærmest forurenende.

Vi har fulgt ca. samme drejebog som så mange andre par: Flytte sammen, købe hus, blive gift, få børn og så videre. Der har dog været nogle særdeles store bump på vejen igennem de 12 år. Hvis vi havde vidst, den dag i den hvide sofa, at vi skulle gennemgå fysisk og mental stress, et hus med adskillige vandskader, et barn med spisevægring og et alvorligt organsygt barn samt en masse andet i kølvandet på det – havde vi så stadig sagt ja dengang?

Det er måske meget godt, at vi ikke vidste, hvad tiden ville bringe og lod forelskelsen få fat, før kriserne kom. Det er måske også meget godt, at vi begge er ret vedholdende og glade for det nære og velkendte – for jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke nær havde fået det bedste af os. Jeg tror, vi begge har følt os enormt ensomme i perioder. Alene med tanker og følelser, selv om vi var omgivet af mange mennesker. Selv om vi havde hinanden.

Der er ikke fordi, kriserne har ramt os som par – altså i den forstand, at vi skændes vildt og vendte vrede og frustration mod hinanden. Jovist skændes vi til husbehov – hvem gør ikke det – men vi har alligevel formået at forblive stærke sammen. Jeg kan sagtens synes, at han er verdens største og dummeste røv – og han ganske givet det samme om mig. Men vi har holdt sammen og holdt (hinanden) ud i 12 år her til aften. Det er jeg godt nok glad for.

12 år er ret lang tid. Mit længste forhold før dette holdt i 2 år. Vi var begge studerende den gang, så vi tog ikke hinanden for pengenes skyld. Det var for hinandens skyld, ynder jeg at tro. Fordi der var noget allerede dengang, der bandt os sammen – længe før vi blev bundet af ægteskab, realkreditlån og forældres forpligtelser.

Vi har fejret dagen med en lejet trailer og en tur på lossepladsen. Med at så en græsplæne og gøre hytten ren. Med at lave mad med ungerne og læse godnathistorier. Nu med kaffe – stadig i en sofa fra IKEA.

Kærlighed

Kan man lukke lockouten ude?

Kan man lukke lockouten ude?

Er jeg helt alene om at have lidt ondt i maven over uvisheden omkring potentiel strejke og lockout? Det er vildt, så meget uvisheden omkring en reelt mulig konflikt påvirker mig. Måske er det irrationelt, men det rykker ved hele mit fundament. Hele vores fundament.

Den underliggende uvished spiller slet ikke sammen med en hverdag, hvor jeg nærmest hver dag prøver at bruge alle strategier, jeg har lært for at holde resterne af tidligere langtidsstress i ave. Selv om det er flere år siden, jeg var meget syg af stress, så gør sådan en situation som denne, at flere symptomer får lov at stikke hovedet frem igen.

Jeg er på lønmodtagers side og forstår fuldt ud, at vi skal stå op for vores fremtidige rettigheder i det offentlige. At lige løn for lige arbejde er en kamp, der er værd at kæmpe, og ikke mindst, hvad denne konflikt er et symbol på. For hvad så, hvis vi fjerner frokostpausen? Vi skal nok få noget at spise på én eller anden måde, men hvis arbejdsgiver nu virkelig er en snu rad, så er 7,5% ekstra arbejdstid så lig med, at man kan spare 7,5% væk og lade resten løbe (endnu) stærkere? Vi løber allerede stærkt, skulle jeg hilse og sige.

Det meste af min uro over konflikten rækker dog ind i det nære og mere lavpraktiske: Hvis strejken kommer på tale, skal jeg ikke selv strejke, men det skal pædagogmedhjælpere i min søns børnehave og min datters skole – og så er der dage, de ikke kan komme i børnehaven eller SFO’en, og de øvrige dage er der lagt op til kortere åbningstid. Jeg har i forvejen svært ved at få familielivet til at hænge ordentligt sammen.

Kommer det til lockout, så er jeg omfattet og det samme er børnenes instutition og skole. Så må de komme med mig, der hvor jeg skal være. Det er, hvad det er. Men så er der ingen løn på ubestemt tid, og det er heller ikke just en fest for nogen parter. Jeg har altid haft styr på mine ting, og jeg går ikke bankerot over at undvære penge i uger eller en måned, men igen: Uvisheden rykker ved tanker og følelser og gør ikke ret meget godt.

Det rykker dog ikke kun ved hverdagen. Det rykker i den grad også ved min følelse af (lige)værd og retfærdighedssans. Det rykker ved min følelse af at blive mødt og forstået af de politikere, vi satte kryds ved. De skuffer mig i den grad ved at lade arbejdsgiversiden få offentligt ansatte til at fremstå som forkælede, krævende snyltere, når virkeligheden er, at vi knokler røven ud af bukserne for en løn, der ikke er i nærheden af vores privatansatte ligeværdige. Også hvis du regner frokostpausen fra. FYI: Vi når sjældent at holde den.

Det skuffer mig at retorikken fra arbejdsgivers side er så negativ om omkrig halvdelen af alle skatteydere. Det får en klang af at være nedladende og det gør mig vred. Hvad der gør mig endnu mere vred og forarget er, hvis der er hold i de forlydender, at der spekuleres i, hvad de penge, som går fra de offentligt ansattes manglende løn, skal bruges til at dække af huller i statskassen. Det er skammeligt. I så fald stemmer jeg for folketingsvalg i meget nær fremtid, så de 450.000 offentligt ansatte, som er i klemme, kan få lov at stemme på dem, de så synes, har varetaget deres interesser bedst på det seneste.

Ja, jeg ved det. Jeg er træt af det og frustreret. Men situationen er frustrerende og uvisheden har hængt over hovedet på os for længe nu. Jeg gik forbi Forligsinstututionen den anden dag og havde lyst tl at fortælle folkene derinde en hel del. Men havde de mon lyttet, hvis jeg havde fået muligheden? Jeg ved det ikke. Faktisk tror jeg, at en del af dem derinde slet ikke har den fjerneste idé om, hvordan vilkårene i det offentlige rent faktisk er.

Sne er sundt for sjælen

Sne er sundt for sjælen

Det var måske ikke sne, jeg drømte om i min påskeferie. Men når den nu er her, så lad os få det bedste ud af den. Det fik vi i dén grad her i ferien. Vi fik også det bedste ud af ferien generelt.

Jeg synes ofte, at jeg er nærmest latterligt dårlig til at lege og lade fantasien få frit spil sammen med ungerne. Hvem kan ikke lege med sine børn? I mit baghovede rumsterer der tit tusind ting, jeg kan eller skal, og så har jeg svært ved at forholde mig til, hvad Barbie sagde eller gjorde, og hvor mange kilometer i timen, bilerne skal køre på rumbanen på Mars og siger “piiivvvv crash bum bang swisssssh”.

Her i påskeferien har jeg virkelig lagt mig selen for at være den gode, sjove, nærværende mor. Jeg har leget med Polly Pocket, har bagt boller og pølsehorn, har taget ungerne med i biffen, har læst løjt i timevis, har sunget og tegnet, klippe-klistret, budt legekammerater velkommen, leget i sne, været på legepladsen og meget andet. Det har været sjovt og godt, men ikke uden børn, der trods rigelige mængder opmærksomhed alligevel fadt tid og behov for at slås over småting. Heller ikke uden til en vis grad at trække veksler på mig selv, kan jeg mærke. Jeg har trængt til selv at ånde lidt op og trække mig tilbage, men har givet ungerne så meget, jeg kunne, fordi jeg føler at jeg giver for lidt opmærksomhed i hverdagen.

2 gange i løbet af ferien har jeg overvejet at spille time-out-kortet. At sige nej til en oplevelse for at blive hjemme og mærke stilhed og alenetid i eget hjem. Den slags tid har der været forsvindende lidt af de seneste 7 år. Manden og børnene ville gerne på kælkebakken og en tur i svømmehallen. Jeg overvejede virkelig at blive hjemme begge gange, og måske burde jeg have gjort det, men det er på kælkebakken og i svømmehallen har det med at blive hængende i hukommelsen. En tur ud i et noget nær magisk sneklædt landskab med kælk i ferien, hvor tiden ikke betød noget – det er den slags oplevelser, der bliver til minder. Og det minde ville jeg ikke være fraværende i!

Sne er klart smukkere, når man har fri og kan gå og kigge på det, end når man skal afsted 15 minutter forsinket med to børn før en arbejdsdag. Det var sk**eflot! Der manglede bare lige en talende snemand og et rensdyr og en isdronning – så var det ren magi.

Svømmehallen var – tja…svømmehallen, og ikke tilnærmelsesvis magisk i sammenligning med ovennævnte. Jeg er normalt ikke til klor og fællesbad, men indrømmet: Det var sjaw! Især fordi at lige pæcis i dag min datter overvandt skrækken for vandrutsjebanen og min søn pludselig begyndte at dykke frivilligt.

Det var vigtige øjeblikke, og jeg er glad for, at jeg ikke valgte at blive hjemme. Så vil jeg hellere øve mig i at trække stikket lidt mere i hverdagen. Vi skabte minder i denne ferie. Vi gav nærhed og viste ungerne, at mor og far ikke kun er formaninger, for lidt tid og jævnt fortravlede individer. Vi kan også være fjollede og sule hinanden i sneen eller kaste rundt med hinanden i svømmehallen. Vi var både mor og far – og kærester – som vi gerne ville være. Vi var fakisk i nærheden af at være så carefree, som vi var, før vi blev forældre og et enormt ansvar hvilede på vores skuldre. Who would have thought.

Hvorfor pokker er det så svært i hverdagen? Hvorfor skal hverdagen føles som en marathon og ferierne som et flygtigt øjebik?

Denne ferie gav minder og noget udefinerbart, som er værd at minde hinanden om, når hverdagen igen sluger det bedste af os. Er jeg udhvilet? Ikke i nærheden af. Glæder jeg mig til at komme på job? Ærligt svar: Ikke det fjerneste! Jeg håber, mine børn har fået lige så meget ud af ferien, som jeg har, for jeg synes, den har været god trods tanker om strejke, lockout m.m.

Åh, hvor jeg allered glæder mig til den næste ferie sammen med min lille enhed og føle mig som mig igen <3

Hvem kan sige juleferie?

Hvem kan sige juleferie?

Må jeg få et F? Må jeg få et E? Må jeg få et R? Må jeg få et I? Må jeg få et E? Hvad siger det? FERIE! Sig det igen! FERIE!

Hold da magle, hvor har jeg glædet mig til at få juleferie. Batterierne er helt i bund og trænger i den grad til at blive ladet op igen. Det gælder i øvrigt ikke kun moren. Børnene trænger også til et break fra op-afsted-i-skole/børnehave-hjem-aftensmad-sove-rutinen. Vi trænger til et break fra hverdagen. Simple as that!

Hvad skal vi så bruge ferien på? Svaret er simpelt: Så lidt som muligt! Det er jeg pænt sikker på, er den bedste medicin mod et svært tilfælde af hverdags-kaos-syndrom.

Julen holdes hjemme, og det bliver godt. Mormor kommer på besøg, og ungerne får mulighed for at tage deres gaver i brug, så længe de gider. Jeg forudser, at der skal samles en del LEGO med ældsten. Eller det vil sige, at hun samler og nægter mig at røre én eneste klods, alt imens jeg tyller kaffe ned og venter på, at hun mangler hjælp. Jeg forudser, at yngsten kommer til at køre med biler og udfolde sit alsidige vokabularium af superhelte- og slås-lyde.

Jeg forudser også ret meget tid i nattøj, og tid, hvor jeg sorterer ud i gemmerne, så vi snart kan flytte ud i den nye del af huset. Mit klædeskab bl.a., efter som 3,60 m x 2,60 m-drømmeskab skal flyttes. I. små. stykker.ad.gangen…

Jeg kan forudse mange ting, men vigtigst af alt – for mig – er, at vi har friheden til at gøre, hvad vi vil. At kalenderen ikke er booket med alt for meget, så ferien kommer til at blive en gengivelse af hverdagen, selv om vi ikke ville det sådan.

Vi skal bruge vores juleferie på at blive klar til at udfylde de rammer, vi har lagt grunden for i 2017. Både de fysiske i huset og de mentale, som at finde den vej, resten af mine 30’ere skal følge, at give vores de bedste forudsætninger for at være skolebarn og at vores søn skal have et godt sidste år i børnehaven, før skolen også kalder på ham.

2017 har taget på kræfterne. Men nu er der dømt juleferie. De sidste dage af året skal bruges på at være sammen – og jeg glæder mig!

Glædelig jul!

 

 

Kære investor

Kære investor

Mine børn er investorer. I en alder af 6 og knap 4 har de aktier i 2 selskaber, hvilket er mere, end deres mor nogensinde har været. Jeg har haft aktier i det halve.

Sagen er den, at deres ene sæt bedsteforældre har valgt at investere ungernes børneopsparing i stedet for at sætte penge ind hver måned. Ja, jeg er mor til to små heldige asener! Børnene fik ved deres dåb aktier som gave, og bedstefar holder et skapt øje med dem. Aktierne, altså.

Det er en anden måde at gå til en børneopsparing på, men egentlig ret smart, taget i betragtning af, hvor ringe renter de fleste banker tilbyder på børne- og bedsteforældreopsparinger. Jeg havde aldrig forestillet mig, at mine unger skulle eje aktier, før de selv blev gamle nok til at kunne og måtte investere selv, hvis de ønsker.

Men det betyder også, at mine unger får breve om lovændringer og investeringsinformation. De får et børsmagasin hver, og bliver inviteret til investormøder, aktieaftener og generalforsamlinger i de respektive virksomheder, de har aktier i. Lidt surrealistisk og egentlig meget komisk.

De kan hver gang vælge at sende deres økonomiske rådgiver eller at møde op selv. Jeg gad godt se resten af aktionærerne i ansigtet, hvis to unger under 7 sad med ved bordet i Industriens Hus eller lignende steder. To som ville bede om ketchup til deres Hors d’oeuvres. Det kunne jeg virelig godt se det sjove i!

So far har vi pænt takket nej, eller givet bedstefar fuldmagt til at deltage, hvis han lyster.

Dog alligevel lidt vildt, at dele hus med hr. og frøken Investor, som stadig skriger på mor, når måsen skal tørres eller når den anden driller :-D.

Investor

 

Lidt om børn og dyr

I morges stod jeg i døråbningen og kiggede på min datter. Hun er som altid oppe før en vis herre får sko på – og her på nippet til 6 år, kan man god blive både en blanding af vildt taknemmelig for den ekstra times søvn, man nu kan luske sig til, fordi hun selv står op og tænder for fjernsynet – og lige dele kæmpe med en sort samvittighed over ikke at dele timen med hende – også selv om det er før solen står op.

Hun havde ikke set mig, som jeg stod der i døren. Og jeg elskede hvert øjeblik af, hvad jeg så: Hun stod ved siden af hankattens madskål, som hun selv havde fyldt op. Her stod hun og nussede ham på pelsen, alt imens han skød ryg og spandt taknemmeligt. Han kiggede op på hende indimellem, og hun fortalte ham, at han var en god kat. Øjeblikket varede måske kun 10 sekunder, men det kommer helt sikkert til at leve videre i mig i mange år.

Mit kærlige, empatiske og omsorgsfulde barn. Ikke kun en god ven for andre børn – også helt bogstaveligt talt sød og rar og god ved dyr, som jeg ellers kun i en kæk vending siger om hendes far. Han er i øvrigt også ret glad for katten.

Det fantastiske er, at hun altid har respekteret vores dyr. Ikke båret på dem, ikke drillet dem, hevet dem i halen eller på nogen måde været dum over for dem. Det gælder for både hende og hendes bror. De har lært fra de var ganske små, at dyrene også er en del af familien, og at man har et ansvar for at passe godt på dem. Og det har de helt instinktivt gjort. Det er ikke sådan, at de i hverdagen er fuldstændig opslugt af dyrene, men det er tydeligt at mærke, at de holder af dem. Spontant stryger de hånden over kattenes pels, hvis de lige går forbi sofaen, tegner tegninger til at hænge over dyrenes spisested og giver udtryk for at de holder af dyrene.

Jeg tror på, at det at børn vokser op med dyr, lærer dem at vise ansvar og respekt og omsorg. Alle dele noget, jeg er stolt af, at give dem “med hjemmefra”.
Jeg lærte selv fra jeg kunne kravle, at hvis man har sagt ja til at tage vare på et dyr, så er det ikke kun til interessen falmer eller børnene kommer, og det hele er “nemmere” uden dyr i huset også. Det gælder hele vejen – ansvar er ansvar. Det håber jeg også, jeg giver mine børn med i ud i livet.

Det varmer mig, at det også går den anden vej: At dyrene også er så trygge ved børnene. Det medførte en del skepsis (fra dyrenes side altså), da vi første gang bragte et barn med hjem i liften, og i lang tid var jeg mere eller mindre panisk angst for, at børnene skulle udvikle allergi, så jeg ikke kunne beholde dyrene. Men – 7-9-13 – ser det ud til, at vores hjem er ment til at rumme både børn, dyr og en hel del kærlighed til hinanden, hvad enten der er pels eller ej. Jeg ville ikke ønske det på nogen anden måde <3

Det bliver en god dag

Der er noget ganske magisk over en lørdag morgen, hvor vi kan stå op og lave ingenting – lige så længe, vi vil. Starten på en weekend uden andre planer, end dem man godt selv gider. Kodeordet for vores weekend er: Hjemme, fastelavn og oprydning. Tager vi det i omvendt rækkefølge, kan du måske undre dig: Er det noget, man selv godt gider? Men hvis det handler om at skabe overblik og ro, så gider jeg godt.

Det er ikke fastelavn endnu, men vi skal lave de vigtigste indledende manøvrer: Jeg skal prøve at sy ungernes ønsker til fastelavnsklunset og der skal bages fastelavnsboller (dem her). Udsigten til tid med min symaskine og indtag at en anseelig mængde kaffe og kalorier tiltaler mig!

Og så skal vi bare være hjemme. Aaaaaaah! Hele weekenden! Mine teenageårs mareridt er pludselig det mest tiltalende i verden. Det er der faktisk mange flere ting, der pludselig bliver (uden at jeg siger, at jeg er ved at blive gammel!). Men det fortjener et helt indlæg for sig selv.

Det er ret magisk at starte morgenen med at servicere to små banditter, som ligger og slænger sig i sofaen med deres dynes og kører store mængder frisk frugt og ristet brød med smør i kælderen. Helt opslugte af Ramasjang og helt og aldeles tilfredse med tilværelsen. Imens kaffen brygger, bygger fornemmelsen op i maven: Det bliver en god dag!

God weekend derude!

Møs fra Mette

Fordelene ved at skulle på ferie i vinterhalvåret

Hver morgen, når jeg kører ungerne i børnehave, tæller vi dagene, til vi skal på ferie. For min skyld, kunne vi godt lette i morgen, men vi må lige vente noget tid endnu. Det er helt vildt fantastisk at mærke forventningens glæde fra børnene, og jeg håber, at alle deres forventninger bliver indfriet, selv om det hverken er den periode, hvor vejret viser sig fra sin allebedste side, der er et top notch-luksushotel, vi skal bo på.

Men 8 dage i standard-charter-familiehelvede kan bestemt også have sine lyse sider. Især, hvis alternativet er regn, kulde og mørke morgener med stress og et tangerende vinterdepressivt syn på hverdagen.

Måske du ikke ville tænke over det – endda måske tage det for givet – men jeg er stolt af at kunne give mine børn den oplevelse at rejse udenlands sammen med deres forældre og have tid sammen under fjerne himmelstrøg. Som barn, var min mor og jeg nuvel rige på tid sammen, men bestemt ikke på penge, så vi var aldrig uden for landets grænser sammen, hvis man fraser en tur med Faaborg-Gelting-færgen. Man skal vidst være fynbo født senest i 1990’erne for at relatere nogenlunde til den begivenhed.  Det var ikke dårligt, og jeg kunne ikke ét sekund finde på at skyde min mor i skoene, at vi aldrig oplevede verden sammen. Det var vilkårene, og jeg oplevede andre ting, men derfor værdsætter jeg nok også mere, at tage mine egne børn udenlands. Jeg har aldrig haft mulighed for at tage det for givet.

Når man tænker over det, kan det at rejse helt uden for sæsonen egentlig også have sine fordele. Én ting er selvfølgelig åbenlyst prisen på rejsen, og muligheden for at få fri på jobbet. Der var ikke rigtig andre, der stod i kø på denne årstid. Og der er også andre fordele, man godt kan være en lille smule taknemmelig for:

  • Éns feriebilleder blegner ikke i skyggen af dem, som har lejet en god snas af en privat ø i Thailand, imens man selv har optur over, at hotellet man selv bor på har gratis wi-fi og tilbyder all-inclusive
  • Det er på forhånd dømt ude at nå at komme i bikiniform efter julens mange fristelser. Man sparer en del bekynringer på den konto, skal jeg hilse og sige
  • Man er stort set lige så blegfed og hvid på denne årstid, som alle de andre skandinaver der flygter desperat fra mørke og kulde mod nord
  • Ens kolleger bliver stadig en lille smule misundelige, bare fordi det man skal omhandler sol og relativ varme (dansk vinter taget i betragtning). Også selv om man rejser med to små børn, har udsigt til at stå op kl. 5.00 hver morgen, selv om det er ferie, og i stedet for at opleve øen, kommer til at sidde på knæ i en børnepool i timevis med et barn, der nægter pure at være andre steder
  • Man kan nå at få et pas til hver af sine børn, fordi det er uden for sæson, og man (selvfølgelig) havde glemt i skyndingen, at det nok var en god idé at anskaffe, når man i tågerne af nytårsaften var kæk nok til at bestille med kort tid til afrejse #ikkesærligkoordineredeforældre

Jeg har googlet feriestedet et utal af gange, og luller mig selv ind i en forestilling om, at der selvfølgelig er lige så meget sol og lige så få mennesker på stranden, som på reklamebillederne. Det er en rar forestilling, selv om den nok næppe kommer til at holde stik. Men det er ikke vigtigt – det vigtigste er at have fri sammen med ungerne og manden og rejse så langt væk hjemmefra til at skal og bør ikke kan nå at indhente én.

Aktiv terapi

God og godt brugt weekend til salg. Vi har været hjemme, og det har virkelig været tiltrængt. I kølvandet på de sidste mange uger – og i særdeleshed den forgangne – er jeg kørt helt ned til sokkeholderne. Tankerne og følelserne, efter at olde ikke er her længere, har fyldt meget, og oveni skal vi forsøge at dele et hjem op. Kommunen kommer og henter alle de hjælpemidler, han havde til låns, huset skal sættes til salg, og vi skal forsøge at danne os et overblik over alle de ting, vi som familie står med her bagefter.

Selv om der er meget, jeg med garanti kunne hjælpe med i hans hjem og i forhold til alt det praktiske, har jeg valgt at være hjemme og lukke ned. Det har virkelig været skønt.

Både hovedet og hænderne har arbejdet. Hovedet med at tænke på stort og småt og prøve at komme overens med, hvad der er sket. Hænderne med at færdiggøre et gammelt projekt, som måske godt kunne have ligget lidt længere, men som giver god mening lige nu.

Jeg har renoveret vores værksted. Hvorfor, tænker du måske? Men sagen er den, at jeg har arvet min bedstefars værktøj, som har en ganske særlig plads i mit hjerte. Allerede fra barns ben af, lærte han mig at arbejde i træ primært. Save, male, hamre og banke. Det blev til mere eller mindre vellykkede projekter, og senere til at reparere ting og sager i hus og have. Bygge og konstruere.

Nu er alle gamle søm og skruet taget ud af væggene, huller er spartlet ud, væggene er malet og al værktøj er tørret af. Når væggene er tørret, begynder puslespillet med at finde en plads til både hans og mit værktøj, så alt får en værdig plads og er klar til nye projekter.
Jeg tror, han ville være glad for, at det som han gennem et liv har samlet og brugt, flytter ind i nyrenoverede “lokaler”. Kender jeg ham ret, ville han have været godt tilfreds med, at jeg har gjort mig umage; at det der betød noget for ham, også betyder noget for mig.

Hver enkelt ting virker så bekendt – jeg har kendt det hele i 30 år, siden jeg første gang fik lov at bruge en hammer. Det er hans, ikke mit. Men jeg passer på det for ham, nu hvor han ikke længere har mulighed for det selv.

Imens malingen tørrede, fik jeg styr på alle de ting, der har ligget og grinet af mig. Papirer i mapper, børneværelser der lignede Jerusalems ødelæggelse, vasketøj og nullermænd der i fællesskab truede med at overtage verdensherredømmet, og pap i garagen fra en gave-rig juleaften. Det hele blev rundet af på fineste vis med et besøg ved oldemors grav, hvor hun snart får følgeskab af oldefar.

Det føles rigtig godt at have udrettet en masse midt i en tid, hvor tristhed har fået overtaget. Det virkede nærmest terapeutisk. Vejret har vist sig fra sin smukkeste side, og det har været helt fantastisk at vågne ved lyden af børnene frem for lyden af vækkeuret. Ingen planer, ud over dem, vi selv har lagt.

Det hele skal nok blive godt og lyst igen – det skal bare lige have sin tid til at synke ind.

img_20170115_203824_567