Hverdagens helte: Madplan giver så meget mening!

Hverdagens helte: Madplan giver så meget mening!

Hvis jeg skal nævne én ting, som har gjort en kæmpe forskel for vores hverdag, så er det at lave madplan. Hverdages helte kommer i mange former, om det så er bedsteforældre, barnepiger, rengøringshjælp eller indkøb leveret til døren, der gør udfaldet. Hjemme hos er det madplanen, som har fået hverdagen til at hænge bedre sammen – og endda givet lidt mere luft i økonomien.

Madplanen er ikke noget nyt hjemme hos os. Faktisk har vi haft den i snart 5 år. Jeg har vidst bare aldrig rigtig fået skrevet om den og dens fortræffeligheder.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg startede ud i den skeptiske ende af skalaen. Det der med at skulle planlægge og ikke mindst vide, hvad vi skulle spise hele ugen syntes både uoverkommeligt og kedeligt. Som med sexliv, alenetid og løbeture – skulle jeg så også til at sætte min mad i skema, efter barn nr. 2?

Yngsteslynglens fødsel, hjerteoperation og lange vej tilbage til et tilnærmelsesvis normalt familieliv lærte skeptisk mor at lave madplan. Pludselig var tiden og overskuddet endnu mindre og så kunne vi jo lige så godt prøve.

Der gik ikke mange uger, før vi var solgt til konceptet. Det var jo nærmest en åbenbaring kun at skulle handle ind maks. 2 gange om ugen. Og da jeg for sjov prøvede at samle bonner ind igennem et par måneder, skulle det også vise sig at være en ganske god forretning.

Rent praktisk, planlægger vi ugens måltider i fællesskab lørdag. Børn og mand vælger hver en ret til ugen, og mor her fylder resten ind, så vi kommer kostpyramiden nogenlunde rundt. Pludselig har alle en selvvalgt (yndlings)ret på menuen en dag i ugen.

Søndag handler én af os eller hele familien ind og onsdag fylder jeg op med mælk, brød og frisk frugt og grønt. Easy peasy! Ingen trætte, sure unger med på panik-shopping. Meget mindre madspild, da vi stræber efter at købe ind, så vi kan bruge op.

OG ikke mindst: Imellem 1000 og 1300 kr. sparet om måneden i forhold til før madplanen. Det er altså et habilt tilskud til sommerferien eller hverdagens fornøjelser på et år. Eller sko. What ever does it, ladies 😛

Jeg synes, det er fedt. Vi lever sundere og mere varieret og forbruger mindre. Jeg synes, det er fedt og giver så meget mening. For mig, for familien, for ungerne, for miljøet og for pengepungen. What’s not to like?

Hvis du stadig er skeptisk, så giv dig selv lov til at prøve et par uger eller fire. Se hvad det gør for din familie og økonomi på en måned f.eks. Mit bud er, at du slet ikke vil synes, at det er helt så tosset og kedeligt endda <3

 

Then we take Berlin

Then we take Berlin

Smid mig dit bedste Berlin-tip og jeg skal være så taknemmmelig! Om en måned sætter manden og jeg nemlig kursen mod den tyske hovedstad og jeg glæder mig!

Valget er tidligere ellers faldet på London. Jeg elsker London, men denne gang drager vi tilbage til en by, vi hver især ikke har besøgt siden de sene teenageår. Dengang før Berlin var det foretrukne børnefamilie- og hipsterparadis. Dengang, hvor det hele var post-koldkrigs-gråt. I hvert fald set med danske gymnasieelevers øjne. Sådan er det heldigvis ikke mere.

Jeg glæder mig til at tage hul på Berlin igen. Kærestetid er virkelig sjældent på programmet, og jeg glæder mig selvfølgelig til tid, overskud og muligheden for at tale sammen, men også til at opleve sammen. En ven sagde engang, at det virker lidt som om, vi flygter, når vi har kærestetid. Det kan der være noget om, for de 2 gange om året, vi har 48 til 52 timer uden børn, så vælger vi at rejse på storbyophold. Måske det er fordi vi har en trang til igen at opleve verden? Måske det er fordi vi så er tilstrækkeligt langt fra opvask, oprydning og andre gøremål hjemme? Måske det er fordi der så ikke er nogen reel chance for, at farmor og farfar fortryder pasningen og ringer efter os 😛

Tilbage til Berlin. Der er Checkpoint Charlie, rester af muren, Zoo, Brandenburger Tor og de andre monumenter. Men hvad er der ellers? Hvor er dit yndlingssted i Berlin? Det, som måske ikke lige er i Turen går til… Hvor spiser man godt, når man er uden børn, men ikke er millionær? Hvilken transportform er den smarteste, når man har 2 dage på egen hånd og skal have mest ud af dem? Hvor ligger den café eller den lille butik, jeg bare ikke må gå glip af? Kvali-vare, high-street eller second-hand? Hvor får man den bedste kaffe to go? Hvilken lille gade skal man opleve? Eller noget helt andet.

Vi har tid, ingen bestemt senge- eller spisetid, et relativt budget og et hotel på Alexanderplatz. Derudover er vi åbne or forslag!

Hit me, Berlin-lovers!

For den uskyldsrene er alting rent

For den uskyldsrene er alting rent

Der er rigtig mange ting, man skal lære om den vide voksne verden – og så længe man er uskyldsren, siges det, at alt er rent.

Det giver anledning til mange ting, som min mor og mine kolleger af en aller anden grund altid kommenterer med: “Det skal du huske til konfirmationssangen!”. Der er en grund til, at jeg fuldt og helt HADER lejlighedssange. Både på mine egne og andres vegne. “Så du gjorde eller sagde noget pinligt, da du var 7 og ikke vidste bedre eller var 17 og pisse-hamrende fuld. Lad os da endelig sætte det på vers!” Hvis man virkelig har en virkelig nedrig familie eller vennekreds, så bliver det på Det er hammer, hammer fedt. #shootmeplease

Nå, men jeg hæver mig så skridtet over lejlighedssang og skriver det ned på en blog. Eller er det måske skridtet lavere endnu, da der er relativt flere, som læser bloggen, end der er medlemmer af min familie? Nå, nok om det. Dete var ikke mine short-comings, vi skulle tale om!

Aften kl. 19.15 i Danmark. Finke-frøkenen – 7 år gammel og to dage inde i 1. klasse skal have tøjet af og have nattøj på. Fjoller, overgearet og med ballade i øjnene beder hun sin far om hjælp til at få bukserne af.

“Kan du ikke lige hive bukserne af mig?” og fortsatte. “Har mor nogensinde bedt dig om det, far?”.

Jeg samtykkede fra badeværelset, hvor jeg var i gang med at finde hendes tandbørste: “Jooo, det er sket før”.

“Ok, har du så nogensinde bedt far om at hive dine underbukser af?”, fniste hun, alt imens hun moonede os, det bedste, hun kunne.

“Jooo, det er vidst også sket før”.

“Hvaaaad? Har du virkelig det, mor?”, kluklo hun, alt imens hun fortsatte med at vise sin ellers så søde po-po.

Hendes far var lammet et kort øjeblik, men genvandt fatningen og var dog åndsnærværende til at sende indforståede blikke og undertrykke et fnis.

Tjooo, det er sket et par gange eller sår’n.

Og når vi nu har stukket hovedet i den sjove og små-lumre afdeling, så råbte vores søn i går for sine lungers fulde kraft, imens han stod med sine underbukser omkring anklerne og beskuede rejen: “Moar, når jeg bliver stor, så vil jeg have en lige så stor tissemand som far!”. Vi bor relativt tæt på vores naboer og lufter forresten hele hytten ud lige inden ungernes sengetid. Så det ved naboerne også nu.

Tænk sig, en læringskurve man skal igennem fra 7 til 17 år til 37 år. Jeg husker stadig den gang, jeg spurgte min mor, hvad et kondom var, midt under familiemiddagen. DET endte heldigvis ikke i konfirmationssangen!

Verdens bedste sommer

Verdens bedste sommer

Du danske sommer, jeg elsker dig! I dag er sidste dag. Sidste dag i en helt og aldeles skøn sommerferie. Jeg.Vil.Ikke.Tilbage.På.Job!!! Piv!

På feriens førstedag fortalte jeg om alle de ting, som gør en god sommer for mig. Og jeg kan med stolthed sige, at stort set alt på listen er opfyldt. Der har været havvand og havnebad, sand mellem tærerne – ja over hele kroppen. Der har været Jordbær, ærter, nye kartofler, mad under åben himmel. Der har været kærestetid, løbeture og en klædelig optimisme, som jeg håber kan vare måneder endnu.
Det eneste, det har skortet på er havearbejde, fordi det hele har været så tørt, at det ikke rigtig gav mening – og så har der klart været for lidt Asti i glassene. Det sidste må der seriøst gøres noget ved. Måske det bliver nødvendigt at drukne sorgerne over at hverdagen går i gang igen. For fuld styrke.

Vi har bygget en terrasse til huset. Vi har lært en dreng at cykle selv. Vi har brugt hver en given lejlighed til at bade og være ude i det skønne solskinsvejr. Vi har haft legeaftaler. Vi har besøgt venner og haft dem på besøg. Vi har boet på hotel og har været i Legoland. Vi har vandret og shoppet. Vi har været på restauranter og vi har sover i telt. Alt i alt har vi nydt livet og det helt igennem skønne vejr, vi har haft i år.

3 uger er gået og jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage og gøre det hele om igen. Hvert eneste minut. Hvert eneste sekund.

Jeg ved, at der venter hasteopgaver og stramme deadlines fra det øjeblik, jeg åbner mailboksen i morgen tidlig. Jeg ved, at der er meget mindre tid og mange ting, vi skal nå, når skolen også starter. Jeg ved, at vi tager en tur mere i hamsterhjulet, hvor nogle ting på en eller anden måde synes at gå igen – både de gode og dem, man gerne ville være for uden. Jeg ved det, selv om jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at glemme det de seneste uger.

Men efter som jeg ikke har vundet den store gevinst i EuroJackpot, og desværre ikke kan leve af min blotte tilstedeværelse, så er der nok ingen vej uden om at møde op på jobbet i morgen. Tilbage til hverdagen, tilbage til børnehavelivet og ikke mindst skolelivet som mor til en 1. klasser! Det er altså lidt vildt, synes jeg. Hvad mon det vil byde?

Hverdagen kommer! Mellem dig og mig sagt, er det så ok allerede at glæde sig lidt til juleferien?????

Costa del Kolding

Costa del Kolding

Det lyder måske ikke så eksotisk som Caribien eller Comosøen, men Kolding kan altså også noget. Skal man holde ferie et sted i Danmark, er Kolding faktisk et ganske glimrende bud på en destination, som har ret meget at byde på. Du finder en liste over mine bedste bud her.

Som sagt holder vi ferien hjemme i dejlige Danmark og i sidste uge slog vi vores folder i Trekantsområdet (shssss….ingen vittigheder her! :-D).

Vi havde booket hotel med familieværelse i tre dage og herfra vi kunne køre ud og opleve. Ældste-elsklingen bliver voldsomt køresyg, og derfor er en tur hjemmefra og til f.eks. Legoland en overvindelse.

Jeg har taget et uddannelsesselester på SDU Kolding og allerede dengang (for læææænge siden), tabte jeg en lille del af mit hjerte til byen. Der er flere muligheder, end øjet måske lige umiddelbart ser.

Vi startede med at mødes med gode venner og deres børn i Kolding Legepark. En skøn lille perle midt i Kolding by, med legeplads, mooncarbane, minigolf, sejlesø til cykelbåde og robåde og masser af steder at sidde og være, imens ungerne leger. Og så er hele herligheden i øveigt gratis for besøgende. Vi har altid besøgt Madsbyparken i Fredericia, når vi skulle på en legetur lidt længere væk end egen baghave. Men Kolding Legepark kan på alle måder hamle op med Madsbyparken. Jeg ville ønske, at vi havde noget lignende her på Fyn.

Efter som vejret jo er uhørt fantastisk denne sommer, var godt gang i gågaden og byens restauranter. Gågadelivet indbød til at have ungerne med og lade dem lege, når maverne igen var fyldt op. Det siger man ikke nej til, hvis man også gerne vil catche up med venner, man desværre ser for lidt.

Lørdag forlod vi Kolding for en stund og kørte til Legoland. Altid et hit og selv om det er en smule pebret i pris, så kommer Fætter BR til undsætning (og vidst nok også ægggebakker og tegninger m.m.), så børnebilletterne i hvert fald var hjemme. 50 år senere er Legoland altså stadig god underholdning for børn og voksne i 6 timer+. I højsæsonen er det naivt at tro, at man rammer en dag uden kø i lange bane, men et tip fra mig til dig er at tage i Legoland om lørdagen. Her er det nemlig skiftedag i Lalandia og på diverse campingpladser, og derfor lidt færre i Legoland. Det tæller også, når ungerne er unger 8 år.

Som pendant til Legoland og legepark, tog vi turens sidste dag ved Hylkedal. Umiddelbart en rasteplads, hvis du pløjer igennem de sydgående motorveje i Danmark. Men prøv lige at stoppe med Hylkedal Øst, næste gang du kommer forbi.

Parker bilen og gå en tur ind bag hegnet. Der er en Funky Monkey-park med klatring og svævebane i weekenderne, men mit tip er at gå en tur i det bakkede, grønne område. Ned af stejle stier, over trærødder, ind af små stier og op af stejle bakker. Der er rum for at bruge en time eller to på blot at “opdage”. Der venter ikke noget vildt et eller andet sted – blot grønt og skønt og mulighed for at udfordre ungernes nysgerrighed.

Selv om det blot er en times kørsel hjemmefra, var det et skønt og tiltrængt afbræk fra hverdagen. Bløde hotelsenge og lækker morgenmadsbuffet, tid til at slentre uden at skulle noget, sjov sammen så længe vi gad, shopping, vaffelis og restauranter. Denne gang blev det Kolding. Inden længe bliver det et andet sted i dejlige Danmark. Bare tag ud efter næsen og væk fra de største byer. Så lover jeg dig, at der venter noget godt 🙂

I og omkring Kolding kan jeg i øvrigt også anbefale:

God sommer <3

OBS: Jeg har (desværre) ikke fået en stor sum penge fra Kolding Kommune eller de øvrige steder, jeg nævner i indlægget. Det hele beror udelukkende på min egen dybfølte og ærlige mening 🙂

 

Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har

Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har

Tirsdag morgen med totale trætte børn (og forældre). Du ved, en af de dage, hvor en forkert sok kan få verden til at ramle…

Ungerne kom en del senere i seng, end de plejer, da der var afslutning på skolen i går aftes. Well, de sover normalt senest kl. 19.00, så det er altid lidt en udfordring med relativt almindelige arrangementer i skole, børnehave eller i familien.

Så vi startede dagen i minus, og det kunne mærkes. Lillemanden har ellers ladet nej-hatten ligge på hylden et stykke tid nu, men jeg skal da lige love for, at han havde taget den på her til morgen. Skrig og skrål. Nej, nej og attter nej. Kaste med alt og slå hælene i. Selv om jeg VIRKELIG strammede mig an og selv om jeg selvfølgelig godt vidste, hvad årsagen var, så var det VIRKELIG svært at holde igen og ikke være unødigt sur. Jeg syntes, jeg klarede det ganske ok, omstændighederne taget i betragtning, men hans søster, som var lige så træt, satte også i et hyl og stampede i gulvet:

Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har“, hylede hun, så højt hun kunne, alt imens tårerne kom frem som et lyn fra en skyfri himmel.

Så var det bare lidt svært at fortsætte med at være sure. Og rigtig svært ikke at lade være med at grine.

Ens unger rykker så mind-blowing meget ved ens værdier og hverdag, og det kan føles som om, livet indimellem presses halvt ud af én i forsøget på at lykkes. Men de lærer én så meget og ser indimellem lige igennem situartionen uden et filter. Og så virkede det pludselig virkelig latterligt at stå en tirsdag morgen og være sure på det dyrebareste vi har, nemlig hinanden <3

Der skulle gå knap en måned…

Der skulle gå knap en måned…

…før jeg kom til tasterne igen. Som flere gange før, prøver jeg at skrive om stort og småt, men når inspirationen svigter, så ender jeg med at have mindst 20 ufærdige indlæg liggende, som hverken synes gode eller relevante længere. What to do?

Jeg valgte at tage en lille blog-pause og acceptere det i stedet for at have dårlig samvittighed over ikke at få skrevet. Erfaringen siger mig, at jeg ikke får det bedre af det.

Når man så har haft en rigtig god weekend med masser af sol og hjemlige sysler med ungerne, så kommer lidt af enerigen og overskuddet tilbage (og man bliver også ret glad indeni, når der ligger en kommentar fra en fast læser, som savner ens skriverier!). For de har nemlig været vildt fedt at kunne luge i haven og bygge højbede og lave snobrød. Tage på aftentur til open by night med ældstepigen og se hende føle sig VIRKELIG stor (ved at være ude til kl. 21…). Bare gå i aftensolen sammen med hende og spise is og kigge på alverdens ting, prøve øjenskygger i Magasin og sludre om løst og fast. Så er hun pludselig på vej til at blive stor.

Det blev til en weekend med 11 km. i løbeskoene, til at få ryddet op og til at ligge og kigge op i himlen på ungernes trampolin og bare lytte til verden. Til at smide ansvaret for en legedag for klassen over på manden og give mig selv lov til for en gangs skyld at sige nej i stedet for at stille op. Det hele skal jeg klart gøre noget mere.

Er jeg klar til at tage på job i morgen? Ikke det fjerneste. Jeg kunne blive udendørs alle døgnets timer i det her vejr! Jeg knuselsker de lyse (og varme) dage!

Jeg skal nok komme tilbage til tasterne, for det er ikke fordi, der slet ikke sker noget her i provinsen. Tværtimod. I skal nok få fortællingen om at acceptere en skoleplads, når ens barn kun er 4,4 år, at familie ikke altid er en let størrelse, at gøre sig tanker om pligter og lommepenge, om at prioritere sig selv og alt det andet, som udgør hverdagens tusindbrikkerspuslespil.

Weekend

For 12 år siden

For 12 år siden

I dag for 12 år siden fik jeg en kæreste. Vi havde kendt hinanden lidt længere og syntes, at hinanden var værd at lære bedre at kende. I dag for 12 år siden sad vi i min hvide Ektorp-sofa fra IKEA og blev enige om, at vi skulle være kærester – på nogenlunde lige så elegant vis, som da man var 14 år og første gang sagde ordet kærester. Det trods vores relativt fremskredne alder af henholdsvis 24 og 26 år. Ret kejtet, som jeg husker det. Hvad der skete senere på aftenen, vil jeg ikke gå nærmere i detaljer med – I don’t kiss and tell.

Det skulle vise sig at blive mit livs længste forhold. Heldivgis varer det endnu. Jeg skriver heldigvis, fordi der er løbet en del vand i åen siden da. Både ret rene og klare, men også det beskidte og nærmest forurenende.

Vi har fulgt ca. samme drejebog som så mange andre par: Flytte sammen, købe hus, blive gift, få børn og så videre. Der har dog været nogle særdeles store bump på vejen igennem de 12 år. Hvis vi havde vidst, den dag i den hvide sofa, at vi skulle gennemgå fysisk og mental stress, et hus med adskillige vandskader, et barn med spisevægring og et alvorligt organsygt barn samt en masse andet i kølvandet på det – havde vi så stadig sagt ja dengang?

Det er måske meget godt, at vi ikke vidste, hvad tiden ville bringe og lod forelskelsen få fat, før kriserne kom. Det er måske også meget godt, at vi begge er ret vedholdende og glade for det nære og velkendte – for jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke nær havde fået det bedste af os. Jeg tror, vi begge har følt os enormt ensomme i perioder. Alene med tanker og følelser, selv om vi var omgivet af mange mennesker. Selv om vi havde hinanden.

Der er ikke fordi, kriserne har ramt os som par – altså i den forstand, at vi skændes vildt og vendte vrede og frustration mod hinanden. Jovist skændes vi til husbehov – hvem gør ikke det – men vi har alligevel formået at forblive stærke sammen. Jeg kan sagtens synes, at han er verdens største og dummeste røv – og han ganske givet det samme om mig. Men vi har holdt sammen og holdt (hinanden) ud i 12 år her til aften. Det er jeg godt nok glad for.

12 år er ret lang tid. Mit længste forhold før dette holdt i 2 år. Vi var begge studerende den gang, så vi tog ikke hinanden for pengenes skyld. Det var for hinandens skyld, ynder jeg at tro. Fordi der var noget allerede dengang, der bandt os sammen – længe før vi blev bundet af ægteskab, realkreditlån og forældres forpligtelser.

Vi har fejret dagen med en lejet trailer og en tur på lossepladsen. Med at så en græsplæne og gøre hytten ren. Med at lave mad med ungerne og læse godnathistorier. Nu med kaffe – stadig i en sofa fra IKEA.

Kærlighed

Kan man lukke lockouten ude?

Kan man lukke lockouten ude?

Er jeg helt alene om at have lidt ondt i maven over uvisheden omkring potentiel strejke og lockout? Det er vildt, så meget uvisheden omkring en reelt mulig konflikt påvirker mig. Måske er det irrationelt, men det rykker ved hele mit fundament. Hele vores fundament.

Den underliggende uvished spiller slet ikke sammen med en hverdag, hvor jeg nærmest hver dag prøver at bruge alle strategier, jeg har lært for at holde resterne af tidligere langtidsstress i ave. Selv om det er flere år siden, jeg var meget syg af stress, så gør sådan en situation som denne, at flere symptomer får lov at stikke hovedet frem igen.

Jeg er på lønmodtagers side og forstår fuldt ud, at vi skal stå op for vores fremtidige rettigheder i det offentlige. At lige løn for lige arbejde er en kamp, der er værd at kæmpe, og ikke mindst, hvad denne konflikt er et symbol på. For hvad så, hvis vi fjerner frokostpausen? Vi skal nok få noget at spise på én eller anden måde, men hvis arbejdsgiver nu virkelig er en snu rad, så er 7,5% ekstra arbejdstid så lig med, at man kan spare 7,5% væk og lade resten løbe (endnu) stærkere? Vi løber allerede stærkt, skulle jeg hilse og sige.

Det meste af min uro over konflikten rækker dog ind i det nære og mere lavpraktiske: Hvis strejken kommer på tale, skal jeg ikke selv strejke, men det skal pædagogmedhjælpere i min søns børnehave og min datters skole – og så er der dage, de ikke kan komme i børnehaven eller SFO’en, og de øvrige dage er der lagt op til kortere åbningstid. Jeg har i forvejen svært ved at få familielivet til at hænge ordentligt sammen.

Kommer det til lockout, så er jeg omfattet og det samme er børnenes instutition og skole. Så må de komme med mig, der hvor jeg skal være. Det er, hvad det er. Men så er der ingen løn på ubestemt tid, og det er heller ikke just en fest for nogen parter. Jeg har altid haft styr på mine ting, og jeg går ikke bankerot over at undvære penge i uger eller en måned, men igen: Uvisheden rykker ved tanker og følelser og gør ikke ret meget godt.

Det rykker dog ikke kun ved hverdagen. Det rykker i den grad også ved min følelse af (lige)værd og retfærdighedssans. Det rykker ved min følelse af at blive mødt og forstået af de politikere, vi satte kryds ved. De skuffer mig i den grad ved at lade arbejdsgiversiden få offentligt ansatte til at fremstå som forkælede, krævende snyltere, når virkeligheden er, at vi knokler røven ud af bukserne for en løn, der ikke er i nærheden af vores privatansatte ligeværdige. Også hvis du regner frokostpausen fra. FYI: Vi når sjældent at holde den.

Det skuffer mig at retorikken fra arbejdsgivers side er så negativ om omkrig halvdelen af alle skatteydere. Det får en klang af at være nedladende og det gør mig vred. Hvad der gør mig endnu mere vred og forarget er, hvis der er hold i de forlydender, at der spekuleres i, hvad de penge, som går fra de offentligt ansattes manglende løn, skal bruges til at dække af huller i statskassen. Det er skammeligt. I så fald stemmer jeg for folketingsvalg i meget nær fremtid, så de 450.000 offentligt ansatte, som er i klemme, kan få lov at stemme på dem, de så synes, har varetaget deres interesser bedst på det seneste.

Ja, jeg ved det. Jeg er træt af det og frustreret. Men situationen er frustrerende og uvisheden har hængt over hovedet på os for længe nu. Jeg gik forbi Forligsinstututionen den anden dag og havde lyst tl at fortælle folkene derinde en hel del. Men havde de mon lyttet, hvis jeg havde fået muligheden? Jeg ved det ikke. Faktisk tror jeg, at en del af dem derinde slet ikke har den fjerneste idé om, hvordan vilkårene i det offentlige rent faktisk er.

Sne er sundt for sjælen

Sne er sundt for sjælen

Det var måske ikke sne, jeg drømte om i min påskeferie. Men når den nu er her, så lad os få det bedste ud af den. Det fik vi i dén grad her i ferien. Vi fik også det bedste ud af ferien generelt.

Jeg synes ofte, at jeg er nærmest latterligt dårlig til at lege og lade fantasien få frit spil sammen med ungerne. Hvem kan ikke lege med sine børn? I mit baghovede rumsterer der tit tusind ting, jeg kan eller skal, og så har jeg svært ved at forholde mig til, hvad Barbie sagde eller gjorde, og hvor mange kilometer i timen, bilerne skal køre på rumbanen på Mars og siger “piiivvvv crash bum bang swisssssh”.

Her i påskeferien har jeg virkelig lagt mig selen for at være den gode, sjove, nærværende mor. Jeg har leget med Polly Pocket, har bagt boller og pølsehorn, har taget ungerne med i biffen, har læst løjt i timevis, har sunget og tegnet, klippe-klistret, budt legekammerater velkommen, leget i sne, været på legepladsen og meget andet. Det har været sjovt og godt, men ikke uden børn, der trods rigelige mængder opmærksomhed alligevel fadt tid og behov for at slås over småting. Heller ikke uden til en vis grad at trække veksler på mig selv, kan jeg mærke. Jeg har trængt til selv at ånde lidt op og trække mig tilbage, men har givet ungerne så meget, jeg kunne, fordi jeg føler at jeg giver for lidt opmærksomhed i hverdagen.

2 gange i løbet af ferien har jeg overvejet at spille time-out-kortet. At sige nej til en oplevelse for at blive hjemme og mærke stilhed og alenetid i eget hjem. Den slags tid har der været forsvindende lidt af de seneste 7 år. Manden og børnene ville gerne på kælkebakken og en tur i svømmehallen. Jeg overvejede virkelig at blive hjemme begge gange, og måske burde jeg have gjort det, men det er på kælkebakken og i svømmehallen har det med at blive hængende i hukommelsen. En tur ud i et noget nær magisk sneklædt landskab med kælk i ferien, hvor tiden ikke betød noget – det er den slags oplevelser, der bliver til minder. Og det minde ville jeg ikke være fraværende i!

Sne er klart smukkere, når man har fri og kan gå og kigge på det, end når man skal afsted 15 minutter forsinket med to børn før en arbejdsdag. Det var sk**eflot! Der manglede bare lige en talende snemand og et rensdyr og en isdronning – så var det ren magi.

Svømmehallen var – tja…svømmehallen, og ikke tilnærmelsesvis magisk i sammenligning med ovennævnte. Jeg er normalt ikke til klor og fællesbad, men indrømmet: Det var sjaw! Især fordi at lige pæcis i dag min datter overvandt skrækken for vandrutsjebanen og min søn pludselig begyndte at dykke frivilligt.

Det var vigtige øjeblikke, og jeg er glad for, at jeg ikke valgte at blive hjemme. Så vil jeg hellere øve mig i at trække stikket lidt mere i hverdagen. Vi skabte minder i denne ferie. Vi gav nærhed og viste ungerne, at mor og far ikke kun er formaninger, for lidt tid og jævnt fortravlede individer. Vi kan også være fjollede og sule hinanden i sneen eller kaste rundt med hinanden i svømmehallen. Vi var både mor og far – og kærester – som vi gerne ville være. Vi var fakisk i nærheden af at være så carefree, som vi var, før vi blev forældre og et enormt ansvar hvilede på vores skuldre. Who would have thought.

Hvorfor pokker er det så svært i hverdagen? Hvorfor skal hverdagen føles som en marathon og ferierne som et flygtigt øjebik?

Denne ferie gav minder og noget udefinerbart, som er værd at minde hinanden om, når hverdagen igen sluger det bedste af os. Er jeg udhvilet? Ikke i nærheden af. Glæder jeg mig til at komme på job? Ærligt svar: Ikke det fjerneste! Jeg håber, mine børn har fået lige så meget ud af ferien, som jeg har, for jeg synes, den har været god trods tanker om strejke, lockout m.m.

Åh, hvor jeg allered glæder mig til den næste ferie sammen med min lille enhed og føle mig som mig igen <3