Sommeraftener

Sommeraftener

Jeg knus-elsker sommer og især sommeraftener. Der er noget ganske magisk over lyset, luftens varme, legen og den tid, som synes at være længere end resten af årets dage. Det føles som en synd at sidde inde på kontoret hele dagen, når Danmark tilsmiles med så fantastisk vejt. Det er jo en rum tid siden, vi havde i nærheden af en hæderlig sommer! Men pengene tjener jo ikke sig selv. Desværre.

Min have, mine jordbær og min nyanlagte græsplæn gisper efter vand, men mig, jeg suger solen til mig, når jeg har fri. At have så godt vejr i maj og starten af juni føles som om, man laver overtræk på kontoen. At man bruger af sommerferiens sol, før den overhovedet er startet. For Christ’s sake – det regnede jo non-stop sidste år! GISP!!!

Overtræk eller ej – jeg ELSKER det! Jeg elsker at høre ungerne juble i badebasinet, imens jeg klipper ned og luger ukrudt og tuller rundt i haven. Jeg elsker at se deres fryd, når de splitterravende nøgne spæner efter hinanden med haveslangen. Jeg elsker at se dem dejse omkund i vores seng, når de har brugt alle kræfterne. Og jeg elsker at være i haven til det bliver køligt, men ikke mørkt.

Jeg føler mig fri og stærk på en anden måde, når solen og varmen har fat. Trætheden føles ikke på samme måde drænende, og jeg føler mig anderledes fri og fuld af selvtillid, når fuglenen synger, imens jeg ligger og lytter på trampolinen efter løbeturen eller havearbejdet.

For min haves skyld kan jeg godt tage nogle dage med regn. Hvis altså bare solen lover at komme igen og skinne hele juli måned, så mine børn kan få somre, som jeg husker mine i barndommen. Sol, solbær, sjov og saftevand i skyggen. Strand, sand, vand og mini-golf. Blommer og sommeræbler, grill og snobrød.

Jeg elsker sommeren og jeg glæder mig VILDT til det bliver juli og jeg løber ud fra kontoret og ud i et mekka af tid og frihed og samvær med mine nære og kære. Hvis det skulle blive i fuld sol, så skulle jeg være så evigt taknemmelig <3

 

Om Nutella og verdens lækreste mand

Om Nutella og verdens lækreste mand

Det er måske ikke helt normalt at få tårer i øjnene, når man spiser ristet brød med nutella. Det kunne være fordi det smager noget nær guddommeligt. Men i mit tilfælde er det fordi det minder mig om en tid, som jeg ikke savner, men ikke kan glemme.

Sidst jeg spiste ristet brød med nutella var en kold vintermorgen i 2015 på afdeling A40 på Skejby Sygehus. Min søn sov rusen ud efter endnu en narkose, og jeg smurte mig en mad og fik en kop kaffe i mørket på stuen. Vi lå alene på stuen og ventede på forhåbentlig at blive udskrevet eller i værste fald at få endnu en stuekammerat, som græd hjerteskærende enten før eller efter operation.

Min søn havde denne gang “kun” været igennem et forsøg på kateterisation af arvævet efter hans store åbne hjerteoperation. Men selv om det “kun” var en lille omgang denne gang, var det ikke lykkedes at udvide afvævet og der var tilstødt endnu en komplikation i form af en åre i lysken, som skulle observeres for potentiel blodprop. Vi havde endnu ikke været igennem et indgreb eller en undersøgelse uden mindst én komplikation, som komplicerede hans forløb. Derfor var det lidt svært at få armene over hovedet i forhold til udskrivelse, for 1) hvad så, når udvidelsen ikke lykkedes? og 2) hvor fedt var det at forlade sygehuset og køre 150 km. hjem med viden om, at min søn potentielt kunne udvikle en blodprop i benet?

Nutella was highly needed!

Det er 3 år siden nu, og vi har HELDIGVIS ikke været indlagt siden. Ikke for noget med hjertet i hvert fald. Det er jeg mega taknemmelig for! Han er en sej bøf, ham den lille. Her i ferien har jeg haft ekstra tid til at tænke over, hvor stor og sej, han egentlig er. Han er faktisk det sejeste menneske, jeg kender. Fra lille og uden garatier for at overleve til en stor dreng, som or alvor udvikler sig i børnehaven. Sproget, legen og hans viden om verden. Han leger med sin søster og sine venner og med, hvad hans egen krop kan. Dykker i svømmehallen i en sådan grad, at jeg indimellem kommer hen og hiver ham op af ren og skær refleks, fordi mit moderhjerte og min hukommelse fortæller mig, at han må være i fare. Tro m ig, han hyler og skriger og råber “Neeeeej, mor! Jeg kan godt selv! Du ødelægger det!”.

Sorry, baby! Mors hjerne har været programmeret til at gøre alt for at redde dig siden 20. graviditetsuge.

Om 11 måneder skal han i skole. Shit og Yay på samme tid. Min lille dreng bliver for hurtigt stor og det er helt vildt fedt, at han er kommet så langt trods alle odds. Jeg endevendte hans skab i weekenden, og alt i 104 var håbløst for småt. Da jeg ryddede op i hans skab i juleferien passede det fint. Han vokser og udvikler sig helt som han skal.

Han er så sej og stærk, at han indimellem får sin mor til at glemme, at han var syg. Og det er noget af en præstation, for det er som om, det blev en del af min DNA at være i panik-mode, da hjertelægerne skannede og fandt massiv deformitet. Han viser mig hver dag, hvor sej han er, og det gør det lettere at leve med minderne om den tid, der var og ønskerne om at hans fremtid må blive lige så stærk og relativt problemfri, som nu.

Verdens lækreste og stærkeste mand er 4 år, 107 cm. lang, vejer 19 kilo og har små 30. cm ar fra hals til mave. Og jeg er verdens heldigste kvinde, at få lov til at være hans mor <3

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #4

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #4

Jubiii! I juleferien begyndte vi så småt at “flytte ind” i den nye del af huset! Juletræet stod (som det eneste) i den nye stue. Nøjh, det føltes godt! I sidste uge var det vores kæmpe klædeskab, som holdt flyttedag og er nu i det nye soveværelse. Hvis den famøse IKEA-test skulle have en sandhed i sig, så må mit ægteskab hermed være så godt som ubrydeligt! Vi har samlet det, skilt det ad og samlet det igen i de 6 år, vi har ejet det – helt uden at komme op og skændes over det! Og jeg lyver ikke, når jeg siger, at det både er STORT og fyldt med detaljer og udtræk og andre fede ting. Vi bliver sgu sammen for evigt!

Der mangler stadig nogle ting, men de er relativt små. Hvis håndværkerne holder, hvad de lovede før jul, så burde vi om 14 dage have alt det indvendige på plads. Så venter “kun” det udvendige som først kan laves, når der ikke længere er risiko for frost. Regningerne er begyndt at tikke ind, og det er lidt vanvittigt at betale flere beløb på det sted mellem 4 og 6 cifre før kommaet.

Når det hele er ved at være beboeligt og Dankortet alligevel er i sving, hvorfor så ikke købe møblerne? Let´s do it. Har lige bestilt møbler til stuer og kontor for små 20.000 kr. Ret vildt på en højhellig 1. januar.

Nu føles det virkeligt. Også selv om der ligger adskillige timers malearbejde foran mig i de rum, vi skal flytte ud af og bruge til noget andet, så livet og hverdagen får mere plads. Når det nye står knivskarpt, så kan man pludselig se, hvor meget det andet trænger. At være husejer er et evighedsprojekt…

Men jeg er pisse-heldig. I min opvækst var penge en ret så knap ressource, og derfor giver det mig faktisk ondt i maven og også en god portion ydmyghed, at have mulighed for at have muligheden for at forbedre og skifte ud. Jeg føler mig priviligeret over at kunne give mine børn større og bedre rammer. Det var ikke en mulighed i min opvækst. Vi har sparet op og arbejdet for det. Og fortsætter med det. Vi skal stadig betale af på huslånet, men husets værdi er også steget. Plads til at være familie og til at leve er det primære, men værdistigningen spiller selvfølgelig også en rolle. Vi er trods alt ganske almindelige dødelige, som må prøve at sikre fremtiden.

Jeg glæder mig SÅ meget til at tage det nye i brug. Er bange for, at jeg kommer til at løbe fragtmanden med møblerne i møde og give ham en krammer af bare begejstring. Jeg glæder mig til at gøre huset til vores fremtidige hjem – forhåbentlig for rigtig mange år. Om 2 uger har vi ejet huset i 8 år. Det er lidt vildt at tænke på. Om 2 uger kan jeg forhåbentlig fejre årsdagen siddende i min nye stue med den flaske bobler i hånden, som jeg var for småbørns-mor-træt til at drikke i går aftes.

Jeg GLÆDER mig! (…også til at vise resultatet frem på bloggen, selvfølgelig :-P)

Byggeri og aftaler

I 2018 vil jeg sætte min hat, som jeg vil

I 2018 vil jeg sætte min hat, som jeg vil

Velkommen 2018! Hvad mon du har at byde på? Bliver du bedre end det år, vi lige har fyret? Det håber jeg sgu.

Hvis jeg får lov at bestemme, skal du være et godt år. Et år som byder på mere fornøjelse end pligt. Et år med mere grin end gråd, og et år, hvor jeg ikke skal føle helt så meget, at jeg ikke slår til og ikke kan løbe stærkere. Som mor af min tid og vores samfund, vil det være naivt at tro, at jeg ikke vil føle, at jeg er alle og ingen steder på én gang. 2018, du skal i hvert fald være det år, hvor jeg bliver bedre til at passe på mig selv. Kan vi ikke godt lige aftale det?

I 2018 har jeg i hvert fald tænkt mig i langt højere grad at sætte min egen dagsorden. I 2018 vil jeg tænke mindre på, hvad andre tænker om mig. For bliver jeg reelt set et bedre eller gladere menneske af andres holdninger til mig? Bliver jeg et bedre eller gladere menneske af, at tænke så meget på, om andre synes, mit tøj eller mine valg i livet er gode eller dårlige? Hvis jeg vil gå med min klassiske hat, som jeg synes er mega fed, hver eneste dag, så skal jeg jo ikke tænke, om andre synes, det skiller sig ud eller er mærkeligt at gå med hat. De kan deres og jeg kan passe mit. I 2018 vil jeg sætte min hat, som jeg vil.

Da jeg i går aftes hoppede direkte ind i 2018 til lyden af rådhusklokkerne, lavede jeg ingen nytårsforsæt om at spise mindre chokolade eller drikke mindre kaffe. Det vil alligevel ikke holde. Men jeg hoppede ind i det nye år med et løfte til mig selv om, at være bedre til at sige fra og ikke tage de bekymringer på mig, som ikke er mit ansvar. Der kommer en dag, hvor jeg sikkert melder mig som kontaktforælder i klassen og stiller op til både kagebagning og at arrangere en forældrefest. Der kommer en helt sikkert en dag, hvor jeg melder mig til at gå forrest og trække det store læs på en opgave eller et projekt på jobbet, som andre ikke higer efter. Der kommer en dag, hvor jeg siger ja til flere familieinvitationer og halloweenarrangementer og jeg skal komme efter dig. Det bliver bare ikke i 2018. Ikke af dovenskab eller foragt for andre, men i 2018 skal batterierne lades op igen.

Jeg håber, du kom rigtig godt ind i det nye år med alle ti fingre og tæer i behold. At du havde en fest og at dagen i dag må være fuld af håb for det nye år.

Rigtig godt nytår!

Møs fra Mette

 

Misforstået hensyn

Misforstået hensyn

Alle børn elsker jul og julelege, gør de ikke? Mange, men ikke min søn.

Hans søster har altid elsket at bygge spændingen op til jul. Hygge og pynte og pakke ind. Åbne julekalendere og se, om nissen har lavet ballade. Selv om hun allerede som 3-årig selv gennemskuede, at jeg var husets nisse, ønskede hun ikke, at julelegene skulle slutte. I stedet for at jeg bare gav hende en adventsgave, skulle vi stadig gøre et nummer ud af det. Hurtigt blev det under dække af, at lillebror skulle overraskes (og hun får selvfølgelig stadig gaver!). Har jeg sagt, at jeg elsker hende højere end højt, lige præcis som hun er? <3

Vi har lavet nisseløjer for ham, da han var 2 og 3, men her ved 4 år er der noget, der har ændret sig. Søster og jeg har pakket ind og hvisket om, hvordan vi kunne lave søde og sjove nissedrillerier. Dril på den gode måde. Men her ved 4 år har det den modsatte effekt. Han forstår ikke, hvorfor vi køber julegaver, som bare skal ligge og vente til én eller anden dag, vi går og kalder juleaften. Især ikke dem, hvor hans navn står på.

Han blev ked af det i går – og velsagtens også lidt utryg – igår aftes, da hans søster, ganske velmenende, tog ham med i kælderen for at se efter nissespor. Dér lå alle julegaverne, men ikke en gave, som han kunne åbne, selv om søster fortalte ham, at der kom nisser om søndagen. For hvad er søndag? Hvornår er det? Og går der en nisse rundt i kælderen, når han ikke ser det? I hans hus. Og hvem er den? Han kunne tydeligt ikke lide det. Han satte sig bare ned og græd og ville ikke være med.

På overfladen kunne han godt komme til at virke utaknemmelig og forkælet, når han sad dér og græd og sagde “Jeg vil ha’ en gave“. Men jeg ved godt, hvor det kommer fra. Det kommer af alle vores andres krumspring og forventninger til julen. Alle vores forestillinger om, hvordan det skal være for børn. I en god mening. Men for ham dur det ikke. Ikke lige nu i hvert fald. Lige nu er han knap 4 år og har følelserne strittende i alle retninger for at få verden til at give mening og finde sin egen vej i den. Og så skal jeg som den voksne pakke alle forældre-jule-krumspring væk. Keep it simple!

Vi skal ikke snakke om nisser i huset, hvis han bliver bange. Og når søster alligevel ikke tror på dem, kan vi jule på helt andre måder. Så skal vi bare i fællesskab åbne gaver hver søndag frem mod jul uden julelege. Jeg tror godt, vi kan gøre mælken grøn og lægge kartofler i støvlerne, hvis det er. Vi skal bare ikke bygge et eller andet univers op omkring det. Når jeg tænker over det, havde jeg intet af sådan noget, da jeg var barn. Det var min mor, der gav mig adventsgaver – slut prut finale. Tror ikke, det er dér mine personlighedsmæssige særheder oprinder ;-).

Kort sagt: Jeg har to helt forskellige børn, som jeg prøvede at putte ned i en julekasse af mainstream forventninger. Ingen af dem passede i kassen, da den ene var for kvik til at gennemskue mig og den anden ikke bryder sig om det. Det skal være for deres skyld og ikke min, og det er helt helt fint med mig. Jeg har, uden at vide det, taget et misforstået hensyn.

Ikke flere julelege. Herfra skal jeg kigge endnu mere på det lille fine drengebarn, jeg har skabt. Han skal nok vise mig, hvis han ønsker løjer. Han er selv fuld af dem, så vi kvitter nisserne og gør det på gammeldags vis.

Glædelig første søndag i advent <3

En helt fantastisk start på min weekend

En helt fantastisk start på min weekend

Åh, weekend! Hånden på hjertet: Det sidste lange stykke tid har mine arbejdsuger kun handlet om én ting: At gå hurtigt, så jeg kunne nå til weekenden igen. Der har været SÅ meget tryk på i lidt for lang tid, at weekenderne har virket som de eneste lyspunkter. OK, det kommer til at lyde mega depresivt, men de har været de åndehuller, hvor der ikke var bud efter mig hvert 2. minut.

Vi har i lang tid forsøgt at holde weekenderne fri for at have mest tid til ikke at skulle noget. Byggeriet har været en ganske valid undskyldning – selvfølgelig ikke en løgn, for vi har haft brug for at køre ting på lossepladsen, male, rydde op, male osv. Jeg tror, vi alle fire har haft behov for ikke at skulle forlade vores base. Når vi har forladt basen har vi selvfølgelig nydt selskab og luftforandring. Men ærligt: Det har været skide svært at forlade hjemmet, når vi mest af alt trænger til bare ikke at skulle noget i hinandens selskab.

Jeg tror også, at ungerne har nydt det. Bevares, de har bitchet over petitesser og millimeterdemokratiet lever indimellem i bedste velgående. Vi er dog så heldige, at de også elsker hinandens selskab så højt, at de ikke kan undvære hinanden i ret meget mere end 20 minutter.

Fredag morgen fik ældsten og en klassekammerat en ide om, at de skulle sove sammen. Min slyngel blev inviteret hjem til veninden, og som altid er hun for cool. Ikke et kny – bare go with the flow. Pylre-mor her havde selvfølgelig telefonen på lyd hele natten, HVIS nu hun ville hjem. Men først kl. 11.00 dagen efter var der bud efter mig. 27 timer efter at jeg kyssede hende på håret og sagde på gensyn i klasseværelset. Seje unge.

Selv om det var fedt og jeg langt fra græd mig selv i søvn, er det alligevel lidt mystisk, når ens guld ikke ligger i sin seng. Jeg har jo for pokkker taget mig af dem hver eneste dag siden der var to streger på graviditetstesten.

Lillebror sov af helvede til – og i mit stille sind gætter jeg på, at det var fordi han savnede sin søster. Han gik i hvert fald mange gange ind på hendes værelse, inden han skulle i seng. De er så afhængige af hinandens selskab, at der bare var noget, der ikke stemte i hans system. Noget manglede i ligningen, før den gik op.

Manden er  til julefrokost med gutterne hele dagen, og ungerne og jeg har hygget hjemme. Total krea-hygge med en spontan omgang trylledej, en tegnefilm og tapas og cola på aftensmadsmenuen. We like! Vi har kreeret total fin juletræspynt af trylledejen og har malet det, så det er klar til at blive hængt op. Jeg er vild med resultatet, og kan allerede mærke, at det bliver noget af det, der er mest dyrebart for mig. Fordi de har lavet det – og fordi det har været en pokkers god dag! Vi har bare været sammen alle tre.

Efter aftensmaden dansede vi til Disney-klassikere og skrålede med, så naboerne (sandsynligvis) kunne høre det. Vi klædte ud og gav den hele armen som divaer. Også ham den lille. Der kom ro på inden sengetid ved at læse yndlings-Strid (Den Kæmpestore Pære) og så daffede ungerne frivilligt til køjs – begge i søsters seng.

Behøver jeg sige, at mit hjerte er ved at boble over ved at se dem ligge dér og sove nu? Søde, trygge, smukke og helt igennem elsket.

Med en god følelse i kroppen, har jeg tilbragt aftenen i sofaen med en iskaffe med Baileys i hånden og Netflix på skærmen. En ikke særlig god chick-flick, men også lige hvad jeg har brug for: Bare helt easy underholdning og en aften for mig selv. Selv om jeg elsker min mand, er det nu alt for sjældent, at jeg har hytten for mig selv.

De er så vigtige, den her slags dage. Dem, hvor tingene funker, uden at man stiller an med så meget gøgl. Bare er og giver sig selv lov til at være. Lader vasketøjet og alt det andet ligge, og bare sætter “skal og bør” på stand-by. Sådan en dag har vi haft i dag. Lige præcis det, jeg elsker mest wed weekend <3

Weekend

Dem der stemmer bestemmer

Dem der stemmer bestemmer

Selvfølgelig har jeg stemt i dag. Og selvfølgelig var mine børn med! Siden de blev født, har de været med mig ved en hver mulighed for at deltage i demokratiet.

Hvorfor? Fordi dem der stemmer bestemmer. Og børn gør, hvad vi gør, ikke hvad vi siger.

At stemme er et privilegium, vi nyder i vores del af verden. Et privilegium, vi ikke må tage for givet. Vi er (heldigvis) så langt fra både verdenskrige, sult, nød og diktatur, at vi ikke har mærket på egen krop, hvad det vil sige IKKE at have retten og friheden til at stemme. Vi nyder mange goder i vores hverdag, men det er mega vigtigt at vise vores børn, at de bl.a. kommer af aktiv deltagelse.

Guderne skal vide, at jeg ikke synes, vores politikere altid taler til fællesskabet, og selv om jeg aldrig kunne finde på selv at gøre det, så kan jeg et eller andet sted godt forstå tankegangen hos dem, der bliver hjemme: Hvis de alligevel bare skal slås for åben skærm, så fortjener de ikke min stemme.

Men hvis vi ikke tager del i demokratiet, bliver det ligegyldigt. Og det må det ikke blive. Vi skal give det videre.

Jeg tror på, at vi skaber dannede, selvstændige mennesker, hvis vi viser vores børn, at vi tager aktivt del i tingene og i fællesskabet. Hvis vi viser dem, hvordan man kan bruge sin egen stemme. Taler med dem om, hvad der er afgørende for, hvor vi sætter vores kryds, om det så handler om sundhed, børnehaver, skoler, ældrepleje, trafik eller noget helt andet. Og at vi viser dem åbent og sobert, at mor og far indimellem kan være uenige om parti eller prioritet, men at vi kan tale om tingene og argumentere for vores meninger. Det er sundt for dem at se og lære, hvis du spørger mig.

Jeg stemte med min 6-årige i dag. Første gang, jeg stemte med et skolebarn, som både havde modet til at spørge, hvad jeg stemte og til at ville vide hvorfor. Det er godt på vej, synes jeg. Så har jeg giver noget videre.

Jeg håber, at du har fejret din ret til at stemme ved at gøre det. Sætte dit kryds på det eller den, som du synes, varetager dine og din families interesser bedst. Jeg håber også, at du tog dit barn med, ligegyldigt hvilken alder det har. Det er skide-hamrende vigtigt, at vi giver demokratiet i gave og i arv til næste generation.

Vi fejrede valget med flag på aftensbordet og pandekager og frisk frugt til dessert. God valgaften! May the best win! <3

Møs fra Mette

Valg

Under(lig)liv #1

Under(lig)liv #1

Advarsel: Dette indlæg kommer til at gå tæt på. Dette er beretningen om at få smadret sit underliv efter fødslen og at bruge over 6 år på at prøve at løse det eller lære at leve med det.

I 2011 fødte jeg den mest vidunderlige pige. Min smukke, skønne førstefødte. Lige i dette øjeblik ændrede mit liv sig. Intet var som før. Mit hjerte boblede over af kærlighed, men hverdagen var for altid forandret. Og det skulle parforholdet senere også vise sig at være.

For lykkeboblen lige efter fødslen bristede imidlertid for en stund, da en nål ramte mit underliv. Jordemoderen var gået i gang med at sy mig efter fødslen. I kvindelighedens allerstørste og vildeste øjeblik, havde jeg ikke ænset, at jeg overhovedet var gået i stykker. Jeg havde godt nok hørt historier om dem, der bristede lidt, og nogle om klip, som stadig den dag i dag, kan give mig kvalme bare ved tanken.

Forskrækket mødte jeg jordemoderens blik, og spurgte, hvor meget der var sket. Hun svarede kun, at det ville komme til at tage noget tid og at jeg i øvrigt var bedøvet. Det var jeg dog ikke, og jeg var nær endt i loftet af smerte, da nålen nåede til den udgang, jeg med garanti vidste, den lille IKKE var kommet ud af. Sorry – det er sandheden uden filter. Jeg troede ikke i min vildeste fantasi, at en lang, men ukompliceret fødsel kunne forårsage SÅ meget ravage, at der også skulle broderes DEROMME!

Sagen var den, at min datter havde fået navlesnoren omkring hals og højre arm, så armen bøjet i vinkel og var låst fast ved hendes øre. Ergo havde jeg født både hoved, arm og skuldre på samme tid. No wonder, at flæsket ikke holdt til mosten. Det tog jordemoderen 45 min. at færdiggøre broderiet (45 f***ing minutter uden tilstrækkelig bedøvelse!), og jeg blev sendt over på en hvilestue sammen med min lille guldklump, så symbiosen kunne fortsætte.

I 6 uger var underlivet så medtaget, at jeg havde svært ved at gå og ikke mindst holde på vand m.m.. Men hvad vidste jeg? Jeg var jo førstegangsfødende, så det var sikkert meget normalt. Selv om sårene umiddelbart helede, føltes det ikke rigtigt.

Da jeg kom til 8-ugers-undersøgelse, fortalte jeg min daværende læge, at jeg følte, der var noget galt. At det føltes som om nerveenderne var alt for følsomme og at det føltes som om, mine muskler ikke helt reagerede. Hun kiggede skeptisk og svarede, at det var syet pænt og at jeg bare var bange for at have sex igen. Det virkede ikke som om, hun forstod, at det egentlig var det, jeg faktisk gerne ville.

Post-fødsel-sex blev prøvet. Det var langt fra fantastisk og gjorde ondt, men jeg prøvede at slå det hen med, at det bare var begyndervanskeligheder. Mit underliv havde trods alt givet plads plads til et menneske og været igennem en større rekonstruktion.

Det blev bare ikke rigtig bedre.

Jeg opsøgte min egen læge tre gange det næste halve år, men hver gang blev det slået hen med, at jeg bare var bange for sex, og jeg fik noget smertestillende creme. Cremen forslog som en skrædder i helvede, og det værste var næsten, at jeg slet ikke kom igennem med mit budskab: Der er noget galt – og nej, jeg er ikke bange: Det var jo lige præcis det, jeg gerne ville, men ikke kunne for smerterne!.

Først 11 måneder efter fødslen lykkedes det mig at blive henvist til gyn-obs-afdelingen på sygehuset. og de havde 10 måneders ventetid…

Jeg ønsker ikke at gå for meget i detaljer med denne del, men du har sikkert ikke svært ved at forestille dig, hvad dette gør ved et parforhold, der i forvejen er presset af, at hele verden er vendt op og ned og et lille nyt menneske, som tager – og fortjener – opmærksomhed. Smerterne fortsatte og for at opretholde parforholdet og husfreden, bed jeg tænderne sammen. Men lige meget hvor meget man end forsøger, bliver man i lige netop denne akt hurtigt gennemskuet. Initiativet faldt drastisk fra min side og min mand følte sig i den grad afvist. Det gjorde ondt på os begge. For mig både fysisk og psykisk.

Det kostede enorme mængder frustrationer og diskussioner, dårlig samvittighed og afmagt. Det kostede vildt meget på parforholdskontoen. Så meget at den kom i underskud, og den ene part “lånte” lidt opmærksomhed uden for hjemmet. Selv om det blev opdaget “i tide”, stak det i hjertet og gav et voldsomt brud i tilliden. Jeg følte mig så svigtet, men et andet sted langt inde i mig selv godt kunne finde en smule forståelse for hvorfor. Der var ikke just meget bekræftelse at hente hjemme i dobbeltsengen.

I lang tid herefter var jeg bange. Bange for at det sammenhold jeg troede vi havde, ville forsvinde. Bange for at blive forladt. Jeg havde mareridt om, at komme hjem og finde en anden kvinde i min seng. Heldigvis forblev de kun dumme drømme. Jeg prøvede at bekræfte mere – både fysisk og verbalt, men på grund af tiltagende smerter, forblev det overvejende ved det verbale.

Det var ikke fedt. Det var ikke altid lykkeligt. Der var smækkede døre og diskussioner. Der var tårer og tavshed. Men vi holdt ved og holdt ud.

Da jeg endelig havde mulighed for at få en tid på sygehuset, ville skæbnen, at jeg lige havde opdaget, at jeg var gravid igen. Det betød, at doktordamen kunne undersøge, men ikke gøre så pokkers meget. Hun kunne se arvævet, finde den gennemborende smerte, se mangelfuldt arbejde under huden og finde en muskel, som ikke var syet sammen og derfor ikke var i funktion længere, og fortælle mig, at hun ville anbefale et kejsersnit denne gang. Og når jeg havde født, skulle jeg bede egen læge om en henvisning til rekonstruktion af underlivet efter 6 måneder. Jeg følte mig på toppen af verden – endelig, endelig, ENDELIG var der én, som kunne se, at der var et problem. Én som forstod mig.

6 måneder efter fødslen, kontaktede jeg min (nye) læge igen. Hun kiggede også på mit understel og sagde de gyldne ord: “Det er ellers flot syet”. Jeg kunne have hvæset: “Men ikke arbejde!”.

Denne gang kom jeg hurtigere til undersøgelse på sygehuset. Der var også kommet en ny læge på, og hun lyttede, men forstod ikke, hvilken operation jeg henviste til. Der var nemlig ingen journalnotater fra mit sidste besøg på afdelingen! Der stod godt nok at jeg havde været der, men der var af uransagelige årsager ikke skrevet noget som helst i journalen.

Hun undersøgte og fandt ikke det samme som den første læge. Og i hendes optik, var rekonstruktion ikke en mulighed. Det var medicin og samtaler med en sexolog derimod, sagde hun.

Jeg vil ikke muntre dig med beskrivelser af injektioner direkte i mit aller-farligste sted – uden bedøvelse af nogen art. Heller ikke med, hvor meget man kan tale, men ingen steder komme ved en sexolog, så længe problemet stadig står ved magt og smerterne bare fortsætter med uformindsket styrke. Jeg vil dog sige, at medicin kan ødelægge meget. En kras binyrebarkhormon m.m.-blanding gjorde skade andre steder, hvor jeg trods alt kunne føle en lille smule lyst, hvilket var min hovedårsag til at gennemføre smertefulde forsøg på tosomhed.

Efter 5 “behandlinger” sagde jeg stop. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Intet hjalp og ondt blev værre. Jeg sagde også stop til sexologen, da jeg talte og talte, men kun blev mere og mere led og ked af mig selv.

Fysioterapi, dilatation, anti-depressivaet Saroten (som også kan virke smertestillende, men som har pokkers mange bivirkninger) – ja, sågar botox blev prøvet. Ja, det var ikke den ende af kroppen, jeg troede, jeg skulle prøve det i… Intet havde den ønskede effekt, efter som problemet stadig stod ved magt.

Jeg gik ind til hvert forsøg i håbet om, at det ville blive bedre denne gang. Jeg troede på, at løsningen nok skulle komme. Men for hvert mislykket forsøg, brød jeg mere og mere sammen inden i. Selv om selvtilliden var i bund, fik jeg dog mandet mig op til at bede om en second opinion – bl.a. med fysioterapeutens opbakning, da hun også lokaliserede et problem, som for os begge var tydeligt, men for lægerne syntes fuldstændig usynligt.

Med vedholdenhed lykkedes det mig at blive henvist til et andet sygehus.

……fortsættes……

Bare sådan generelt, mor!

Bare sådan generelt, mor!

Søn 3 ½ år: “Jeg er træt mor”.

Mor: “Det kan jeg godt forstå. Det er godt, det er weekend for os alle i morgen”.

Søn 3 ½ år: “Det er hårdt at være en stor dreng”.

Mor (som ihærdigt prøver at undertrykke et fnis): “Nå, da. Hvornår synes du, det er hårdt at være en stor dreng?”

Søn 3 ½ år: “Det er bare hårdt. Sådan generelt, mor”.

Gnæk. Gnæk. Gnæk. Man må ikke grine af de søde små pus. Især ikke, når de er seriøse. Men altså, det var lidt svært at lade være ;-). Det er sgu godt, det er weekend i morgen!

 

Er du ikke lige sød at forklare mig #2

…hvorfor to voksne mennesker både kan blokere cykelstien ved at insistere på at cykle ved siden af hinanden (på ladcykler, that is. Troede faktisk ikke, det var pladsmæssigt muligt, men det var det!), kører over for mørkegult og ikke giver tegn, når de umotiveret drejer ud midt i et kryds – og så ALLIGEVEL skrige skældsord efter den, som forskrækket siger ”pas på”, fordi vedkommende er ved at blive sendt ned og kysse asfalten på grund af dem?

Jeg forstår ikke rigtig, de vil være det eller sig selv bekendt – og slet ikke med børn i vognene. I den situation er det måske værd at ofre en ekstra tanke på, at børn oftest ikke lærer af det, vi siger, men det vi gør. Og at både lidt takt og tegn i trafikken aldrig har skadet nogen. Tværtmiod. Tak. Selv tak. #talordentligt