Til dig der kørte mig ned i dag

Til dig, der kørte mig ned i dag. Dig på cyklen, for fuld fart, på fortovet, mod køreretningen.
Dig, som ikke så noget som helst omkring dig og fortsatte for rødt med intentionen om at køre over fodgængerovergangen.

Så langt kom du ikke. For du kørte direkte ind i mig, da jeg cyklede over for grønt. I den rigtige retning. Ganske stille og roligt. På cykelstien.

Du sendte mig derimod direkte i asfalten og ud på kørebanen. Du landede blødt, for du landede oven på mig. Jeg fik derimod din cykel lige ind i kroppen og din vægt ind i siden af ansigtet.

Jeg blev vred. Råbte af dig. At det fandeme ikke var i orden. At du kørte over for rødt og ikke så noget som helst omkring dig. Du skyndte dig op og råbte, at jeg skulle slappe af. Og så skyndte du dig væk i en fart, uden at hjælpe mig op eller have nosser nok til at kigge op og se mig i øjnene. Måske endda sige undskyld. Så meget pli havde du ikke. Du holdt blikket under din hvide cap og skyndte dig væk. Over fodgængerfeltet. Denne gang for grønt. Fortsatte imod køreretningen på fortovet. Pisse ligeglad. Røvhul!

Jeg havde ondt i hovedet og kroppen og mit ben rystede, fordi det gjorde pisse ondt og fordi jeg var bange. Jer andre, der stod omkring, cyklede videre og havde ikke tid til at hjælpe mig op fra vejen. Heller ikke jer i bilerne, selv om jeg blev væltet ud på kørebanen. I så bare til.

Jeg kom op og trak cyklen væk, selv om benet gjorde ondt. 100 meter længere henne begyndte jeg at græde. Fordi det gjorde ondt. Fordi jeg blev bange. Fordi jeg var vred. En af jer gik forbi mig og sagde: Jamen, det var jo også glat. Jeg fortalte, at det ikke havde noget med glat at gøre, og hvordan det var sket. Svaret var: Fu** mand, og så råbte han af dig? Det må du sgu nok sige. Men du var gået videre.

Jeg var bare på vej hjem fra job og på vej til at hente mine børn. Det kunne være gået galt. Heldigvis kom jeg hjem på trods. På trods af smerter i kroppen, på trods af chok og på trods at, at folk i denne situation var pisse-ligeglade. Ingen handlede, selv om én kom til skade og en anden tydeligvis var skyld i det. Shame on you! Hvornår holdt vi op med at tænke på andre mennesker? Hvornår fik vi så meget nok i os selv?

Til dig, som kørte mig ned i dag. Jeg kom op, og fik hentet de vigtigste i mit liv. Jeg tør ikke tænke på, hvis en af dem havde været med, eller endnu værre: Var blevet ramt af dig eller en bil på kørebanen. Jeg tager hver dag mine forbehold for at komme hjem til mine børn. Jeg kører pænt. Det gjorde du ikke. Du var komplet ligeglad. Hvordan kan jeg nogensinde lade dem cykle selv, hvis omverdenen er ligeglade? Hvis ingen tænker eller hjælper? Hvordan kan jeg lade det dyrebareste i mit liv være afhængig af andres nåde og egoisme?

Til dig som kørte mig ned i dag. Jeg har blå mærker og skrammer på kroppen og ryg, hoved og nakke gør he**edes ondt. Heldigvis ikke mere. Men det der gør mest ondt, og som jeg hader dig pænt meget for lige nu, er tanken om, hvad der kunne være sket på grund af din hensynsløse kørsel og mangel på empati. Jeg er mor til to og jeg har et ansvar for at passe på dem. De er afhængige af, at jeg kommer hjem hver dag – og jeg omvendt.

Kan vi ikke godt aftale, at du fremover enten tager hensyn eller at du sørger for at køre ud foran en lastbil næste gang? For rødt. Imod køreretningen. For fuld fart. Pisse ligeglad.

 

 

Hjertedag

Hjertedag

I dag fejrer vi hjertedag. Min søn har nemlig to fødselsdage. Den dag han kom til verden og den dag, han fik lov at leve. Hans hjerte var svært misdannet, da han blev født, og ingen lovede mig, at han ville overleve.

Den 6. januar opererede lægerne i over 12 timer på hans præmature, ødelagte hjerte. Det lykkedes dem at lave hans hjerte i en form, så han kunne leve. Det lykkedes dem at give ham livet.

Derfor er 6. januar lige så vigtig som hans fødselsdag. Den er ikke fyldt med gaver. Denne dag fejrer vi i stedet den gave, vi fik denne dag. Den ufattelige glæde og smerte forbundet i minderne om én dag. Den længste dag i mit liv. Aldrig har jeg været så bange. Aldrig har jeg håbet så meget. Aldrig har jeg følt mig så tom. Den længste og værste dag i mit liv fik et lykkeligt udfald. Det fejrer vi. Vi fejrer livet og lykken den 6. januar.

6. januar 2014 kunne jeg ikke græde. Min krop var i en form for choktilstand. Jeg havde siddet oppe den halve nat ved siden af min søns kuvøse og havde nynnet for ham. Siddet og set på ham for at prøve at memorere hver eneste lille centimeter af ham. Vi lå på en afdeling med forsvindende lidt plads mellem de 6 kuvøser, der skulle være plads til. 6 kuvøser, 6 siddestole, 6 gange maskiner, der bippede og bimlede. Så tæt. at vi ofte stod ryg mod ryg, når vi skulle hjælpe sygeplejerskerne med at vaske og pleje vores børn. Vi måtte ikke tale sammen på stuen, for alle skulle have mulighed for ro i den situation, de nu hver især stod i. De bittesmå, præmature mennesker skulle have ro til at vokse.

Vi havde plads mod vinduet, da min søn var det eneste alvorligt syge barn på stuen og skulle have alt akutudstyr ved siden af sin kuvøse. Transportable iltflasker, ekstra sugeudstyr m.m., hvis de pludselig skulle køre med ham. Det var rart at have en vinduesplads, selv om den også var ud til en “befærdet” gennemgangsvej for personalet. Vinduet gav en eller anden følelse af, at der var en anden verden, end denne. En verden udenfor.

Natten før hans operation, kunne jeg ikke forlade ham, og alligevel ønskede jeg mig langt væk. Sammen med ham. Der blev sat en intermistisk stofskærm op mellem mig og resten af rummet. Og her kunne jeg så sidde og græde og bede de højere magter om hjælp til at min søn ville overleve, hvis det var det, jeg ville. Skærmet af, men med alle andre i rummet, der kunne høre med.

Jeg sad og stirrede på ham, for var det sidste gang, jeg havde ham i live? Der var ingen garantier. Jegt sang sagte alle vuggeviser, jeg kunne komme i tanke om.

Midt på natten skulle hjertekirurgen bruge forskellige prøver fra min søn, og jeg blev sendt over “for at få noget ro og hvile” på mit patientværelse. Ro var det sidste, min krop kunne finde, og jeg følte mig som en forrædder ved at sove. Hvad nu, hvis det kunne være den sidste tid, jeg fik sammen med ham?

Kl. 5 var jeg tilbage ved hans side. Jeg tog et foto af ham kl. 7.45. Han så jo ud som alle andre præmature babyer på 2 uger, hvis man ikke vidste bedre, ville han jo nærmest se rask ud. Min mand og datter kom også, og tavse kyssede og aede vi ham på skift. Da jeg hørte portøren på gangen, var mit hjerte nær stoppet.

Hjertedag

Jeg kunne ikke gå med ind på operationsstuen. Jeg kunne ikke se det sted, der skulle afgøre, om han ville overleve eller ej. Jeg kyssede ham i forrummet og stod som forstenet, da narkoselægen sagde “Og så siger vi farvel til mor”. For helvede, vi skulle ikke sige farvel! Vi skulle sige “på gensyn”! Den sætning gør stadig ondt.

Jeg kan ikke fortælle dig ret meget om, hvad vi fik dagen til at gå med. Vi var forældre for vores ældste. Eller i hvert fald prøvede vi på det. Jeg husker ikke rigtig noget før kl. 19.30, da min telefon endelig ringede. Lægen havde fortalt, at han regnede med at kunne ringe ved 15-tiden. Jeg sank sammen foran det patienthus, vi boede i. “Operationen tog længere tid, end vi havde forventet og der var endnu en hjertefejl, vi ikke havde set på skanningen. Men det er gået godt!”

En time senere måtte vi se ham på intensivafsnittet. Jeg havde kysset en lille fin baby på knap 1,9 kilo om morgenen, og her lå stadig min lille fine fyr, men fyldt med slanger og hævet til ukendelighed. over 1,5 kilo ekstra væske i hans lille krop. Jeg var lammet, taknemmelig, bange og fyldt med et moderinstinkt, jeg ikke kunne få lov at udøve, fordi andre nu skulle foretage de nødvendige ting, så han kunne komme igennem de næste 3 kritiske døgn. Jeg kunne bare stå og se på. Stå og håbe det bedste.

Jeg boede ved siden af hans kuvøse, de næste 20 dage, hvor han var i respirator. Fik nærmest et chok, hver gang hans krop gav et spjæt, fordi jeg ellers ingen reaktioner fik fra ham. I slutningen af januar blev han vækket, og jeg fik lov at holde ham. 2 måneder senere kom vi helt hjem.

Den 6. januar er en særlig dag. Det er en livsdag og en taknemmelighedsdag og en dag med smertefulde minder. Men mest af alt en taknemmelighedsdag. Jeg er usigeligt taknemmelig for, at min søn var stærk, lægerne dygtige og at karma, universet eller gud var på vores side, alt efter øjnene der ser.

Han er 4 år i dag. Stadig hjertebarn. Stadig i kontrol på sygehuset. Livslangt. Der er stadig intet, der er mejslet i sten, men vi er heldige og vi har en søn, der så vidt muligt lever som andre børn. En søn som er det stærkeste menneske, jeg kender.

I dag vil jeg grine mere, end jeg vil græde. Tårerne kommer og går, og det samme gør tankerne. Men jeg kan kramme ham og fortælle ham, at jeg elsker ham. Jeg kan lege med ham og se ham og røre ham. Alt det, jeg ønskede skulle ske, da jeg sad bag stofskærmen og græd natten før hans operation.

Jeg er fuldstændig på røven over det, vores dygtige læger kan udrette. Det skal vi være frygteligt glade for i vores land. At vi er SÅ heldige.

Tillykke med hjertedagen, min skat! Du er mit livs Superman! <3

Jule-detox

Jule-detox

Shiiiit! Min krop har brug for en jule-detox! Detox fra sukker og chokolade. Detox fra cola og Asti i lind strøm nytårs aften. Detox fra hjemmetid med ungerne. Detox fra et slukket vækkeur. Detox fra kaffe og dage i nattøj og detox fra gaver (selv om jeg er et relativt nøjsomt og taknemmeligt menneske, er det altså fedt at blive forkælet én gang om året, når man nu skal have fødselsdag og jul næsten oven i hinanden :-)).

Og det er så fuldstændig løgn. Jeg er simpelthen svært afhængig af alle dele – og jeg kunne  nyde det hele HVER DAG, hvis det skulle være!

Det er godt, jeg ikke lavede et nytårsforsæt om ikke at spise chokolade og drikke cola. Det ville være håbløst og i så fald brudt lige nu. Gensynet med hverdagen har ikke været glædeligt. Ok, det har heller ikke været helt hæsligt, men altså: Jeg skulle med glæde tage 11 dage mere.

Den ro og tid, der var i julen, var ekstremt vanedannende. Jeg nød SÅ meget ikke at have særlig mange planer. Det tror jeg også, mine børn gjorde. Den ældste havde nogle legeaftaler og vi havde også enkelte visit hos familie og venner. Men mest af alt var vi hjemme. Hun har været på nippet til at tude hver morgen i denne uge, uden helt at kunne sætte en finger på, hvad der er galt. Bliver jeg bekymret: JEP! Her til aften var der pludselig tårer i øjenkrogene igen inden sengetid. “Jeg vil bare gerne have fri sammen med dig, mor. En dag, hvor vi ikke skal noget”, snøftede hun.

Se dér lå hunden begravet. Hun er glad for skolen, men jeg tror, overgangen mellem hjemme og nærvær og hverdagen på godt og ondt har været stejl for hende. Også for hende.

Hverdagen er chokstartet. Ungerne sover meget lidt trods deres fremskredne alder, og jeg har kompenseret med sukker og kaffe. No news there. Jeg er priviligeret med en krop, der ikke trænger til en slankekur (*host*tyndfed*host*), og med en passion for at løbe. Så det går nu nok alt sammen. Men f**k, hvor jeg savner tid. Tid til at være hjemme og helt tæt på dem, jeg elsker!

2017 lærte mig en del

2017 lærte mig en del

Har du læst mine to foregående indlæg om 2017, er du nok ikke i tvivl om, at jeg er helt ok med, at vi vinker farvel i morgen. 2017 Men for ikke at lyde alt for tvær og bitterfisse-agtig, så har 2017 ret beset også lært mig en del!

Jeg har lært at gøre store og uoverskuelige ting, selv om knæene rystede og maven gjorde lidt ondt ved tanken. Jeg er til en vis grad tryghedsnarkoman, og jeg bruger helst ikke penge, jeg ikke har. Så at sige ja til en ombygning for over en halv million var VILDT! Jeg lærte at sige til og fra på nogle punkter. Og at vælge til og fra. Og ikke mindst at stille krav og forhandle om priser. Noget, jeg nok langt tidligere i livet burde have øvet  mig på.

Jeg lærte, at overvinde og ikke at tage livet eller relationer for givet. At overvinde frygten for svære samtaler. Overvinde det, jeg helst ville slippe for. Overvinde regn og blæsevejr og løbe en tur. Overvinde vrede. Overvinde hverdagen.

2017 lærte mig at holde fri. Faktisk har sidste halvdel af 2017 helt bevidst budt på weekender uden planer. Byggeriet har haft sin andel af den prioritering, og også ro efter ældstebarnets skolestart. For ja, det skete også i 2017. Og det er klart også på opturssiden! Jeg har simpelthen haft brug for at koble fra. Det skal vi helt sikkert fortsætte med i 2018 (på den ikke asociale måde).

Jeg lærte meget af 2017 – på godt og ondt – og jeg blev også bevidst om, at der er meget at arbejde på i 2018. F.eks. at blive bedre til at passe på mig selv. At blive bedre til at sige fra – og at blive bedre til ikke at tage andres problemer så meget ind, som jeg ellers gør. At sige fra, når jeg føler mig trådt på, og at huske at sige de positive ting ved andre mennesker, som falder mig ind. Blive en bedre kone, som indimellem tilsidesætter det praktiske og er bedre til at prioritere tosomheden. Fortsætte med at se, høre og forstå mine børn. Bygge videre på nye og gamle venskaber.

Jeg har holdt mere fri, men jeg har ikke været ret god ved mig selv, hvis jeg skal være helt ærlig. Der er klart rum for forbedring. 2018 skal være et år, hvor jeg gør mere af det, der bygger min familie og jeg op. 2018 skal være et godt år!

Godt nytår! Vi ses på den anden side <32017

 

2017 rystede fundamentet

2017 rystede fundamentet

2017 rystede mit fundament godt og grundigt igennem. De elementer, som flest af os bygger vores liv omkring, blev udfordret. Det, som holder det hele sammen og holder os oppe: Familien, jobbet og hjemmet. Det gjorde, at jeg ikke følte mig tryg eller hjemme nogen af stederne.

Vi traf en stor (og dyr) beslutning. At starte et større ombygningsprojekt af vores hus. Vi bor i en 1950’er parcel, og har forbedret, men ikke gennemrenoveret. Vi har skabt en god kælder i huset – mere af nød end lyst, efter som tilstandsrapporten ikke nævnte noget om gamle rør eller fugt. Vi har desuden prioriteret energivenlige løsninger i huset, så som varmegenvinding, solfanger og ekstra isolering.

Huset var dog ikke “fremtidssikret” til at rumme en familie på 4. Ok, et eller andet sted et first world problem, men jeg er ret sikker på, at vi vil ønske os mere plads end 96 kvm, når børnene bliver teenagere… Vi er dog glade for at bo lige her, hvor vi gør. Så valget fald på ombygning frem for flytning.

Nu er huset 130 kvm., og vi er ret tæt på målstregen i byggeriet. Vi har skabt et barndomshjem. Det bliver godt – det er jeg sikker på – men vejen dertil har ikke været uden en del mavepine, en bunke frustrationer og lidt for meget stress. Som at være gæst i sit eget hus og ikke kunne lukke døren bag sig og være alene.
Du kan læse mere om byggeriet her, her og her.

Én ting er at bygge hjemme, en anden er – ufrivilligt – at arbejde midt i en byggeplads. Et helt år i støj, støv og gene er overstået på jobbet. Det er helt sikkert ét af lavpunkterne i 2017. De rester af svær stress, som jeg i hverdagen forsøger at holde i skak på 4. år, kom op til overfladen og følelserne fik indimellem frit – og ikke altid rationelt – løb. Mavepinen, hovedpinen, den trykkende fornemmelse i brystet, tvivlen på mig selv, angsten, gråden og den prikkende fornemmelse i kroppen over de mindste forandringer – eller blot tanken om dem.

Det har sat sine spor i mig i 2017, og også i min nære familie og på jobbet. Det har haft en afsmittende effekt på min effektivitet og på andres opfattelse af mig. Jeg har følt mig svag, og det gør ondt. Men hvad der gør endnu mere ondt er, når andre synes, man er svag, selv om man gør, hvad man kan for at holde modet oppe.

2017 byggede også et endnu stærkere moderskab. I sommeren blev det yngste (og sidste) barn ble- og suttefri, og dermed kunne jeg officielt sige, at jeg ikke havde små børn længere. Moderskabet var lidt et stormfuldt hav i sin begyndelse, men bølgerne er stilnet af. Hvor jeg for et eller to år siden ofte ønskede en pause fra børn, bleer og brok over banaliteter, så kan jeg mærke, at jeg længes mere efter at holde fri sammen med dem. Til at tage tidligere fri og hente dem og se deres glæde. Møde lidt tidligere (hurra for flekstid!) og tage tidligere fri for deres skyld. Jeg har altid elsket mine børn. Kærligheden er bare blevet endnu stærkere.

Sidst, men ikke mindst, brød 2017 min forestilling om familie og ophav op. Som barn så jeg min familie som en ubrydelig enhed. De seneste 5 år har jeg dog fået et andet og mindre glamourøst billede af, hvad der i virkeligheden er på spil. Bag facaden. Da familiens ældste døde i begyndelsen af året, gik familien op i limningen. Helt bogstaveligt talt. Splid, bagtalelse, smålighed og forurettede følelser. Alt sammen på grund af et dødsbo.

Det kom selvfølgelig ikke af boet alene. Det lå i kortene og boet væltede korthuset. Jeg savnede at se min familie samles om minderne og om at huske dem, hvis liv vi nu delte ud mellem os. I stedet for at savne og mindes, viste voksne mennesker sig fra en side, der på ingen måde klædte dem. Jeg blev tvunget til at gå ind i nogle konflikter, som mit konfliktsky selv ikke ønskede. Jeg stod i midten og betragtede god og dårlig opførsel. Jeg stod i midten, hvor jeg så og hørte begge sider og prøvede at være ærlig. Min barndoms ubrydelige enhed gik itu, og jeg tror desværre aldrig helt, skårene klinkes igen.

Heldigvis har jeg min egen familie, og jeg håber inderligt, at vi aldrig vil komme til at skændes over indbo og andre erstattelige ting. Jeg kan ikke forestille mig at erstatte min egen lille på 4 med noget som helst. Jeg håber, at vi sammen er større og stærkere, end at lade inventar komme imellem os.

2017 har været overvældende, og jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvad jeg helt har lært af året. Én ting er sikkert: 2017 har efterladt mig træt. Det kommer til at tage en god del af 2018 at fordøje og finde hoved og hale i. 2018 skal være året, hvor jeg bliver bedre til at sige nej og til at passe bedre på mig selv!

2017 tog fra den forkerte ende

2017 tog fra den forkerte ende

2017 var et hårdt år. Et år, som tog fra den forkerte ende, som min farbror udtrykte det, dengang da min far (hans lillebror) døde. De yngste skal ikke gå først.

2017 var knap i gang, før mit livs støtte døde. Efter 2 måneders uforklarlig sygdom, fik min bedstefar fred. Han havde et helt liv bag sig. Et levet liv med ægteskab, børn, børnebørn og oldebørn. Knap 90 år i alt.
Selv om hans liv var levet længe og godt, så var det alligevel trist og tomt at sige farvel til ham. På sygehuset fik han ikke en værdig død for et absolut værdigt menneske.

Han var min far, da min egen far rejste. Han var min læremester i alt fra syning til at bygge og reparere og skifte vinterhjul på bilen. Han var den, som lærte mig om min historie, og han fik lov at præge den, jeg er i dag og derned min fremtid. For ham betød familien alt og selv om han var en mand af den gamle skole på nogle punkter, udtrykte han sin kærlighed til mig på sin egen ærlige facon. Gennem opmærksomhed og anerkendelse. Da jeg var gravid med mit første barn, begyndte han pludselig at sætte ord på sine følelser. Han fortalte stolt til andre i Brugsen, at han skulle være oldefar, og når da jeg fortalte ham, at jeg ventede en pige, fik jeg mit livs største kompliment: “Det vigtigste for mig er, at hun bliver en klon af dig”.

Han var gammel og selv om døden ikke var hans væsen værdig, så var han mit forbillede. Jeg savner ham stadig.

Det værste ved 2017 var, at året som sagt ikke holdt sig til at tage vores kære i den naturlige rækkefølge. Fuldstændig uforståeligt og uden mening, mistede vores kære og nære venner deres lille søn få dage efter hans fødsel. En sund og fin dreng blev ramt af udefrakommende sygdom i sine første levedøgn og blev revet brutalt væk fra sine forældre, søskende og alle som holder af dem og ham, før vi dårligt fattede, at han var kommet. Det var så meningsløst og jeg græd. For mine venners tab og fordi min egen frygt kom så tæt på. Igen. Jeg var tæt på at miste min egen søn, men blev reddet på et hængende hår og af lægers dygtighed og viden. Deres sorg og tab gjorde så ondt, fordi den taler ind i en hver mors mareridt og ind i de dystre minder i mit eget sind. Det eneste jeg kunne gøre var at lytte, være der, vaske tøjet og hjælpe til – og så at kramme mine egne børn ekstra meget hver aften.

I efteråret krævede 2017 igen et offer – længe før tid og ikke mindre meningsløst. Min kusine på samme alder som jeg selv tabte kampen til kræften. Efter 3 års kamp forsvandt det sidste liv i hendes krop og efterlod forældre uden deres datter, en kæreste uden sin elskede og en lille pige uden sin mor. En lille pige på samme alder som min egen pige. At dø, når man er 35 år er ikke fair. At dø fra sit lille barn er umenneskeligt. At begrave sit eget barn er et mareridt. Til tonerne af Leonard Cohens Halleluja bar vi hende til graven – et hav af mennesker, som holdt af hende, anført af hendes kæreste og datter. Lige der havde jeg svært ved at holde af 2017. Lige der kunne jeg blive bange for, hvem der var næst på listen. Stop, blev der sagt! Ikke flere lige nu, vel?

På den front var 2017 et virkelig skod-år. Et år, som skærmte mig og mindede mig om, at alting langt fra er happy go lucky. Min søn snød døden. Jeg er her hos mine børn. Vi har det godt og vi har hinanden.

i 2017 oplevede jeg sorg igen – både min egen og i særdeleshed andres. Jeg håber meget på, at 2018 bliver et langt lykkeligere år på den front. At 2018 holder sig til at tage fra den rigtige ende. Når livet er levet og levet godt og man får sagt ordentligt farvel.

2017
Fra Marens kalender 2018

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #3

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #3

Det skal handle om aftaler og håndværkere. Jeg er total byggeprojekt-noob, og der er virkelig mange ting, man skal lære, når man vælger at gå ind i et større ombygningsprojekt.

Det virkede så let, dengang i januar sidste år, hvor vi for alvor valgte at gøre noget ved tankerne om at udvide huset. Vi byggede jo bare lige til og fik nyt tag og nyt køkken og skiftede vandrørene i kælderen. Og ja, så kunne vi også lige tage tagrenderne med, og vinduer og døre i det eksisterende hus også, og hvis der er penge til overs, så også anlægge en lækker træterrasse. Men så ville vi nok også ende med at bruge omkring en halv million.

Drømme er én ting, realiteter en anden, når man ikke selv er håndværker, gift med en eller har en håndfuld af dem i familien. Drømme koster ikke noget, men DET gør virkeligheden altså! Vi bygger til, får nyt tag, får nye vandrør og nye døre og vinduer. Og 500.000 kr. forslår som en skrædder i helvede. Allerede her lærte jeg min første lektie.

Byggeriet rejser sig nu stødt, selv om det kom (for) langsomt i gang. Det kan være nok så kompliceret at indhente tilbud – og at forstå dem til fulde – men det er altså også sin sag at være sikker på, at aftaler holder. Selv om vi har valgt håndværkere med Byg Garanti-ordning og Dansk Håndværk-ordning, så indbefatter det ikke nødvendigvis, at de kommer som planlagt og lovet (mundtlig). Med fare for at generalisere groft (og det er altså ikke meningen), så har det været op af bakke at få klarhed over aftalerne. Hvornår starter projektet præcis? Hvornår forventes det færdigt? Hvem koordinerer med hvem? Og hvem kan komme til hvornår?

Vi indkaldte til et byggemøde i starten af projektet, og måske var vi ikke klare nok i spyttet omkring, hvad vi forventede. Vi tegnede ikke så hårde deadlines op, hvilket vi nok burde have gjort. Vi troede lidt for godt på, at mundtlige aftaler om tid og varighed var nok. Det har det ikke været, må vi så sande. Her burde vi have haft de aftaler på skrift. Én ting er, at ting kan ændre sig, folk kan blive syge og materialer kan blive forsinket. Noget andet er, at man ikke møder op til aftalt tid, og ikke meddeler det til “bygherre” (vænner mig aldrig til det ord). Man kan virkelig godt blive træt af at hænge i telefonen mange gange om ugen eller at møde samme telefonsvarer gang på gang.

Der er rigtig mange faggrupper inde i vores projekt, og det skal ret beset siges, at der har været nogle af dem, der har været enormt punktlige, men det har så sandelig også været enkelte, som var det stik modsatte. Det er frustrerende. Især, når man ikke går hjemme og kan være med i tingene, men er 37-timer+ lønslave med hente-bringe-tjans med to små unger.

Jeg kan pege pilen mod manglende kommunikation og pli fra håndværkernes side. Dog kan den i lige så høj grad peges mod min mand og jeg. Vi har ikke erfaringen, og derfor er der ting, som vi kunne have været langt skarpere på og have undgået. Steder, hvor vi ikke har lukket faldgrupper, vi ikke kendte (endnu). Før vi startede projektet, var der mange meninger fra vores nærmeste om, at det med at hyre en arkitekt eller anden koordinator var spild af penge. Det kunne vi saaaagtens selv. Nu hvor byggeplanen skrider, siger de samme mennesker på mystisk vis, at vi BURDE have hyret en arkitekt eller koordinator til byggeriet, så vi kunne have undgået de her ting. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der ville have været bedst. Det kommer vel an på, hvor mange penge man har, tænker jeg. Men det kunne helt sikkert have sparet mig nogle frustrationer, tænker jeg.

Jeg har lært meget indtil nu, og vi er stadig ikke færdige med at bygge. Så hvis det kan hjælpe dig lidt, så kommer her mine “lærestreger”:

  • Få aftalerne på skrift. Både dem om prisen på byggeriet, men i lige så høj grad dem, der handler om start, slut og hvem der gør hvad. Se evt. mere på f.eks. Byg Garantis hjemmeside eller Dansk Håndværk.
  • Få tilbud fra flere håndværkere fra samme faggruppe, og gennemgå dem med en uvildig person med kendskab til den slags byggeri, du/I skal have udført. Der kan være mange penge at hente i at se, om du betaler for det samme to gange. F.eks. en toiletvogn eller et stillads, som med fordel kan bruges af flere håndværkere på én gang.
  • Vær tydelig omkring dine forventninger til de folk, du har aftaler med. Hvad vil du være med til, og hvad vil du ikke være med til. Mærk efter, om det f.eks. er rigtigt for dig, at du har en nøgle hos dem, så de selv låser sig ind, eller om du har det bedst med, at du eller naboen/familien låser op fra gang til gang, eller om det er ok, at de benytter dit toilet eller skal have deres egen toiletvogn på stedet.
  • Hold byggemøder før og under byggeriet, så både du og håndværkerne ved, hvilke aftaler I har, hvad der skal ske og hvem der kontakter hvem.
  • Find ud af, hvad dine rettigheder er – f.eks. som i vores tilfælde, hvor hele haven ligner Jerusalems ødelæggelse efter at en minigraver har kørt markræs på græsset. Det fandt jeg så ud af, er “følgeskade” og dermed ikke dækket af noget som helst. Surt for os.
  • Tegn en entrepriseforsikring, som dækker evt. skader og tyveri. De penge giver dig lidt ekstra tryghed, når forhaven er fuld af dyre byggematerialer.
  • Hvis du er i et forhold, så vær ærlig omkring de ting, du føler og tænker over for din partner. Det er super frustrerende at bygge til, og her ligger kimen til 100 skænderier om både detaljer og de store linjer. Det er hårdt at være i en længere byggeproces og være afhængig af andre og af hinanden (på en anden måde, end man plejer). Det er trods alt kun et byggeri og ikke grund nok til skilsmisse.
  • Hvis du får f.eks. familiemedlemmer til at være til stede og låse op eller på anden måde hjælpe med byggeriet, så lav klare aftaler om, hvad deres “beføjelser” er. Hvad kan de tage stilling til, og hvad vil du selv have retten til at bestemme over? Et ja til at tilføje en ekstra ting til projektet, som for andre kan synes som en lille del, eller som noget håndværkeren gør for sine blå øjnes skyld, kan komme til at koste dig dyrt! Intet er gratis.
  • Hav en buffer i budgettet til alt fra ekstraregningen (så som når man overser, at et tilbud er eks. moms…), og når man får nye døre og den gamle væg skal repareres og males efterfølgende. Der kommer ALTID ekstraudgifter.

Byggeriet fortsætter, og jeg må indrømme, at jeg glæder mig til det er slut og kontoen er slunken. Nogen siger, at det skal være skidt, før det bliver godt. I så fald bliver vores byggeri awesome!

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #2

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #2

Vi fortætter fortællingen om byggeriet med temaet “At bygge et barndomshjem”.

Da jeg var barn, flyttede vi en del. Da mine forældre blev skilt, solgte de deres hus, og herfra har jeg altid boet til leje. Helt frem til min mand og jeg købte vores hus for små 9 år siden. Det har været fint, og det har jeg aldrig været ked af. Som barn var det ofte spændende, at få et nyt værelse og indrette det. Men nogle gange var det også trist at rive teltpælene op igen.

Jeg tror aldrig, jeg som sådan har følt mig rodløs. Ikke så vidt jeg kan huske i hvert fald. Der var én ting, som ikke ændrede sig, og det var mine bedsteforældres hjem, som vi altid har boet relativt tæt på. Det var uforanderligt hele min barndom og ungdom igennem. Først den dag, jeg skulle sælge det, efter min bedstefars død, fik jeg en følelse af, at jeg solgte en del af min barndom. Jeg solgte mit barndomshjem. Duftene, lydene, køkkenet, haven. Det hele havde jo altid set sådan ud. Det var vemodigt at række nøglen til den nye køber og gå ud af døren for sidste gang.

Dette skete samtidig med, at vi begyndte at indgå faste aftaler med håndværkere omkring renovering af vores eget hus. Først her gik det op for mig, at jeg – så vidt helbred, ægteskab og økonomi tillader det – for alvor gjorde vores hjem til mine børns barndomshjem. Vi havde truffet et valg om at slå rod.

Jeg tror ikke, vores hjem kommer til at være en tidslomme på samme måde, som mine bedsteforældres var. Hertil har jeg for meget trang til at fikse og reparere. Men jeg giver forhåbentlig mine børn en rod i en flygtig verden. Et sted, hvor de kan føle sig hjemme og føle sig trygge. Et sted, som de på et tidspunkt sikkert ikke kan vente med at flytte væk fra (hvis de bliver lige som mig). Et sted, hvor de engang kan komme hjem og føle, at verden er helt, som den plejer, når deres egen verden sejler. Et sted, hvor de engang, forhåbentlig om mange år, kan give nøglerne videre og sige “Det har været her, så længe jeg kan huske”.

Vi bygger for at få plads. Vi renoverer for at forbedre og sikre fremtiden. Vi bygger for at forøge værdien af vores hus. Men mest af alt vil vi bygge et barndomshjem. Det har størst værdi.

Her bor vi

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #1

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #1

Vi er ved at bygge hytten om p.t. En proces, der både er ret fed og virkelig ufed på samme tid.
Dengang vi købte huset, erhvervede vi os jo nærmest et slot! Vi boede i min ydmyg studiehybel – 2 voksne mennesker og to katte på lidt under 50 kvm. Og her fik vi det dobbelte! Det dobbelte, mine damer og herrer! 3 værelser, stor stue og en have! Det var jo luksus.

Vi flyttede ind og alt var godt, hvis man fraser vandrør, der sprang på skift og kældervægge, som var malet med skibsmaling for at skjule fugt. Vi blev husejere på den hårde måde. Problemerne blev fikset (DYRT!) Og så gik der hul på stikledningen, og så var der vand i kælderen igen. Heldigvis havde vi fuld forsikring på, og derved blev kælderen første renoveringsprojekt.

Her stod vi så med en fin kælder, som dog ikke er godkendt til beboelse. Men flot er den. Og så en dag var der pludselig to lyserøde streger på graviditetstesten. Ovenud lykke! To blev til tre og da den bette plut var i hjemmet, blev ting som hulmursisolering, gulve uden splinter og et sundere indeklima i form af et varmegenvindingsanlæg enormt vigtige. Pludselig så man ting ved huset, som øjet (eller tanken) aldrig var faldet på. Moderhjernen er en mærkelig størrelse.

Tre blev til fire, og overskuddet røg i bund efter lang tids hospitalsindlæggelse og adskillelse. Ingen.Energi.Til.Noget.Som.Helst! Huset lignede noget, der var løgn. Renovering var en by i Rusland og ukrudtet voksede uhæmmet.

Hjernen er som sagt en mærkelig størrelse, og det er fornemmelsen for fremtiden behov åbenbart også. Det strenge falder gradvist i baggrunden, og troen på verden og hverdagen vokser sig større dag for dag. Det samme gør børnene – altså vokser – og pludselig er 98 kvm. i virkeligeheden ikke ret meget (i lille luksus-Danmark). Hvis det begynder at virke småt nu, hvad gør det så ikke, når de er 13 og 15 år? GISP! Jeg shssss’er og tshhhh’er på dem, hvis én af os trænger til at hvile et øjeblik, fordi soveværelserne ligger så tæt, at man kan høre ALT! De skal kunne lege på deres egne værelser. Noget andet er, at værelserne er så små, at de mere eller mindre annekterer resten af huset, når de har gang i en god og omfangsrig leg, og vi savner plads til kontor og symaskine.

Så er der jo ligesom 2 valg: Flytte eller bygge til. Vi har overvejet begge i lang tid, men da Ældsten fik plads på den skole, vi holder af, lige i nærheden, så var valget klart. Vi bliver sgu! Og på den måde endte jeg nu med at stå med et byggelån og et mindre ragnarok på matriklen. Vi er på vej til 32 ekstra kvadratmeter, et nyt tag og nye døre og vinduer i hele hytten. Ja da, hvorfor begrænse…? Vi er sprunget ud i det og håber, vi lander godt og blødt i seng og sofa i de nye rum. I et hus, der kan blive mine børns barndomshjem. Banken ville i hvert fald blive svært skuffede, hvis vi blev skilt lige nu eller de næste 10 år.

Her vil vi bygge, her vil vi bo, men lige nu er det kaos. Lige nu er det mudder til anklerne. Lige nu er det svært at forestille sig, at de bliver færdige inden nytår. Det minder faktisk lidt om at have helt små børn igen og messe “Det er kun en fase, det går over. Det er kun en fase…”

To be continued…

Byggerod

Den ultimative sorg

Den største sorg har ramt nogle af de mennesker, jeg holder meget af. Nære venner har mistet deres 12 dage gamle barn til sygdom, som ramte som et lyn fra en klar himmel og i al hast tog den lille væk fra dem, før de dårlig nok havde fået lov at lære den lille at kende.

Beskeden kom – sort på hvidt på mobilskærmen stod livets hårde kendsgerning dér. Et liv, vi i menneskets glade naivitet tager for givet og fejrer. På fredag skal vi sige farvel.

Mit hjerte græder, og jeg hulker med, over den afmagt, de unægtelig sidder tilbage med lige nu. Et moder- og faderhjerte, som er flået ud af brystet på dem og blotlagt, så al verdens uretfærdighed, brutalitet og byrde kan trampe på dem. Forsvarsløst og sårbart og nu i titusind stykker. Hjerter, som med tid vil samle sig igen, men aldrig nogensinde blive det samme.

Jeg blev selv trukket gennem helvede i forbindelse med min søns fødsel og livstruende hjertesygdom. Her ville guderne, karma eller hvem det nu er, der bestemmer, at jeg skulle få lov til at beholde ham, selv om vi kun lige akkurat holdt fast med det yderste af neglene. Jeg skulle forholde mig til døden og tabet som en meget mulig følgesvend allerede under graviditeten og i høj grad efter hans fødsel og operation. Sorgen var der midt i glæden, og den truede med at vokse sig større. Lægerne og jordemoderen talte om død med bryske miner og faglighed, som ikke lod skjule, at de havde et professionelt forhold til den, men det var endnu værre, når de nærmeste satte ord på den. Det måtte ikke ske – så ond måtte verden ikke være!

Jeg frygtede at skulle meddele verden, at han ikke levede. Møde forventningsfulde mennesker, som havde set maven, men ikke kendte realiteterne. Holde barsel uden baby – helt alene med børneværelset, barnevognen og en monstrøs sorg. Hvordan skulle jeg sige det til verden og ikke mindst til min datter, hvis det utænkelige skete? Hvordan skulle vi holde meningsløsheden ud?

Til trods for dette er jeg slet ikke i nærheden af forestille mig, hvordan det føles at være lige dér, hvor mine venner er nu. Den ultimative sorg har ramt dem, og lige meget hvor meget vi omkring dem siger ”Hvad end vi kan gøre, så sig til – hvad end I har brug for”, så kan vi kun give dem det næstbedste: Kærlighed, omsorg og et forsøg på trøst. For vi kan ikke give dem det, de mest af alt har brug for: Deres barn. Der står en tom barneseng og venter med liggeaftryk og en dyne, der dufter af den lille. Men den lille kommer ikke igen.

Uden at vide præcis, hvordan de har det lige nu – selv om jeg har været i det følelsesmæssige nabolag – vil jeg dog tro, at de har nogle af de eneste forudsætninger, der på kort og langt sigt kan lindre lidt: Et stærkt netværk, en enorm kærlighed til hinanden og allermest: To smukke, levende børn, som de hver morgen skal stå op og være forældre for. Som har behov for dem, selv om verden er væltet og helvede har åbnet sig. To, hvis liv fortsætter og giver dem grund til at leve deres – smile og elske. Lille E var min redningsplanke, da vores verden brast. Hun var lige der, levende og varm og krævede min omsorg og kærlighed. Hun forstod ikke min sjæls smerte og verdens hæslige realiteter – og skulle ikke forstå den. Hun skulle kun forstå i børnehøjde. Hun fik mig ud af sengen. Hun fik mig til at tale om det. Hun fik mig til at fungere.

Sorgen er enorm – og heldigvis er kærligheden imellem dem det samme. Os – alle os omkring dem, som også holder af dem – har nu en opgave at græde med dem og holde om og holde af. Lytte igen og igen og igen, og komme med varm aftensmad og kolde ting til fryseren til de dage, hvor de knap kan stå op. Vi skal vise at vi er der og ikke vente på, at de selv rækker ud efter hjælpen, imens de ikke kan mærke sig selv. Vi skal tage hånd om deres børn sammen med dem og tage opvasken eller vasketøjet, når det kniber. Vi skal kunne være der, uden at sige noget. Vi skal huske at smile og grine med dem, når de engang er klar til det igen. Lytte og tale i deres tempo lige så længe, som de har brug for det, selv om hverken de eller vi nogensinde kommer til at forstå. Vi har alle en forpligtelse til at vise, at vi er der for dem ubetinget. Os som delte forventningens glæde med dem, skal også kunne rumme deres sorg.

 

Det er tungt, forbandet tungt, at dø mens hjertet stadig er ungt

Citat: H.C. Andersen

<3