De Urørlige og lidt om tiden, der tager os

De Urørlige og lidt om tiden, der tager os

Her i sommerferien har jeg haft lejlighed til at catche bare en lille smule op på film og bøger, jeg længe har haft lyst til at se og læse. Du kender sikkert det med at tænke, at de stadig er ret nye, når du endelig når til dem, for så at finde ud af, at den film eller den bog, du endelig sætter dig ned med, er endt med at være 2-5  år gammel.

Sådan havde jeg det, da jeg i går så De Urørlige. Oppe i mit hoved, var den 1-2 år gammel – men mine damer og herrer – den er fra 2011! 7 år…og dermed lige så gammel som mit første barn. Som jeg sender i 1. klasse om få uger by the way! Whaaaat?

Det var så, hvad der skete, imens jeg stod med bleer og børn, der hverken ville sove eller spise. Imens jeg byggede små mennesker og gjorde mit bedste for at hænge på og hænge i, så kørte verden videre. Selvfølgelig gjorde den det.

Jeg fik et flashback til dengang, hvor jeg på 3. måned var indlagt med min nyfødte søn på sygehuset og stod og kiggede ud i morgentrafikken omkring sygehuset. Det virkede som om, at hele verden kørte forbi mig som et tog, men at jeg ikke kunne hoppe på det. Heller ikke selv om hver en celle i mig skreg på at blive en del af livet igen.

Jeg gav liv, jeg blev en del af mine børns liv – den vigtigste del, vil jeg gerne tro. I hvert fald indtil de bliver store nok til selv at tage vare på sig selv. Jeg blev også en del af et liv, som jeg nok delte med tusinder af andre mødre, men hvor jeg alligevel ofte følte mig 100% alene. Og stadig kan det fra tid til anden. På 7 år er mit liv blevet et andet – på godt og ondt. Heldigvis mest godt.

I små glimt skimter jeg nu igen et tog. Det er ikke det samme tog, men derimod det tog som alle forældrene med større børn kører med. Det tog, hvor de  ude i horisonten pludselig kan se lidt af det, de var en gang – det de interesserede sig for, men ikke havde tid til i mange år. Det tog, hvor  langsomt med stødt kører mod den destination, hvor man bliver mere og mere perifær, fordi man har opdraget sine børn til selvstændighed og robusthed. Det tog, hvor man skal til at finde ud af, hvad man er blevet til i årene, der gik. For man er ikke den samme.

Nå, men det var De Urørlige, vi egentlig kom fra. Og selv om den er lige så gammel som min førstefødte, og du måske allerede har set den, så er det stadig en vildt god film. Livsbekræftende og sjov. Selv for én som aldrig rigtig har fundet charmen ved franske film (nej, heller ikke ved Den fabelagtige Amélie fra Montmartre).

Hvis du mangler noget at se en af i de resterende dage af din sommerferie, så er den både på Filmstriben og på Netflix <3

Gode podcasts: Hit med dine

Gode podcasts: Hit med dine

Imens vi byggede hytten om, fik jeg for alvor øjnene op for, hvilken fantastisk opfindelse podcasts er. Ting skulle gøres og der opstod pludselig et rum, som føltes eksotisk og på samme tid velkendt, hvor man havde en ledig stund i sine øregange, imens væggene blev spartlet og malet, eller imens alt byggeaffald skulle sorteres og køres væk. Shit, det ville jeg gerne have fået øjnene op for, imens jeg gik endeløse ture med barnevognen, fordi ældstebarnet kun sov, hvis vognen trillede.

Vis mig den småbørnsforælder, som ikke ihærdigt har prøvet at følge noget, man synes er viiiirkelig spændende på TV eller i radioen, hvor det ikke er muligt at sætte på pause eller starte forfra, for så at blive afbrudt 117 gange af stort og småt, banditterne vil, gør, kan og ikke kan. Så er podcasts jo genialt.

Jeg elsker så meget at lytte til dem, når jeg maler, når jeg gør rent, når jeg går en tur eller når jeg cykler på arbejde. I en hverdag, hvor her og nu-behov kommer før fordybelse og tid til at samle viden, giver det mig rigtig meget at kunne fokusere på ét emne eller én ting i 30-40 min. Få koncentreret viden eller forskellige synspunkter direkte ind i øregangene, også selv om den yngste skriger “Hvem vil gerne tørre mig?” fra toilettet. Det er for mig en vild luksus at kunne fokusere på et emne i en hverdag med en million ting, som kæmper om opmærksomheden.

At have en høretelefon i det ene øre, imens jeg laver mad og ordner andet praktisk udelukker ikke ungerne fra at få min opmærksomhed, lige når de har brug for den, og virker langt mindre isoleret og egoistisk, end hvis ungerne konstant så mig glo på en skærm, imens jeg læste en artikel. Ok, det ville også være utopi, med den alder, de har. Ikke destomindre er deres far overraskende god til det…

Jeg lytter til forskellige podcasts. Dem om markedsføring og kommunikation til jobbet. Dem om forældreskabet. Dem om verdens sammenhæng og politik, og nogen gange om dem med streaming og musik. Lige nu lytter jeg mest til podcasts om at have et skolebarn og det, det betyder for barnet, familien og skolen i sig selv, og her er Forældreintra fra Radio 24/7 et ganske glimrende bud (hvis man hører til dem, som kan holde René Fredensborg ud i større doser, altså).

Mine yndlingspodcasts i forældre-kategorien er:

En udvalg og en blandet landhandel af andre podcasts, jeg lytter til er:

Hvis du knus-elsker podcasts lige så meget, som jeg gør, så smid mig hjertens gerne dine yndlings-casts lige midt i mit kommentarfelt. Jeg vil meget gerne inspireres (og lige så gerne høre, hvad det er, du bliver fanget af ved dem!) 🙂

Kh, Mette

Børnefamiliens tid

Børnefamiliens tid

Shit, igår sad jeg midt i sofaen og følte, at mit liv var på TV. Manden var ude med en kammerat, imens jeg sad hjemme og så temalørdag på DR2. Ja, så er man blevet så gammel…

Jeg havde nok satset på en chick-flick eller en eller anden actionfilm, der hverken krævede eller tog for mange hjerneceller, imens jeg så den. Men jeg blev fanget af programmet “Børn er roden til alt ondt”. Et indblik i familieliv og børneliv omkring 10’erne.

Hvordan vi både kæmper men muligheder og begrænsninger. Med forventninger (egne og andres), arbejde og familieliv. Med at få det hele til at gå op uden at tabe os selv eller vores børn. My life indeed!

Den ene forsker beskrev det som en “idealiseret kultur med 100 muligheder“. Og det lyder ganske rigtigt set fra min vinkel. Før jeg fik min første, var jeg lykkeligt uvidende om mange ting. Bl.a. hvor mange meninger, der er om moderskabet og hvad det skal indeholde. Ligeledes hvor svært det kan være at føle, at man kun er halvt til stede de fleste steder i livet: På jobbet, over for vennerne, i parforholdet og i moderskabet i særdeleshed (og at håbe inderligt på, at ingen af parterne lægger mærke til det. #selvbedrag).

Det er hamrende bipolært. For jeg kan få helt ondt i maven over at skulle være væk fra mine børn en hel nat og nogle dage er jeg ved at løbe ned til skolen og børnehaven, fordi jeg har savnet dem så meget. Og så er der dage, hvor de skændes så meget og/eller mine indre batterier er så afladet, at jeg ønsker, at de var væk et stykke tid. Ikke alt for lang tid, men lige nok til at jeg kunne glemme alle forpligtelserne og gøremålene et øjeblik. Glemme følelsen af slet ikke at være “mig” mere. Jeg er blevet til et andet “mig” på godt og ondt, og skal jeg lægge hovedet på blokken, så ville jeg vælge det “andet mig”, hvis jeg blev bedt om det. Men det forhindrer mig ikke i indimellem at savne det og den, jeg var.

En anden forsker talte om lykketab i den tid, der siges at være den lykkeligste i éns liv. Tab af lykke, frihed, fællesskab og nærvær. Det er ingen af os vel stolte af at indrømme, selv om en stor del af os nok har følt det, hvad enten det var et kortvarigt stik eller en nagende, insisterende følelse. For har jeg ikke også fået lykke? Oplevet lykke og tryghed, når mit barn søger mig og viser mig, at han/hun ikke kan eller vil undvære mig. Lykke, når man lytter til deres sagte åndedræt en lørdag aften. Lykken, når man hører dem grine inderligt. Lykke når man ser deres søskendekærlighed. Lykke, når det indimellem lykkes, hvad enten det er store enner små sejre: Det lykkedes mig at komme igennem dagen. Det lykkedes mig at lade være med at skælde ud i dag. Det lykkedes lægerne at redde min søns liv. Det lykkedes mig at opdrage en helt igennem empatisk lille pige. Det lykkedes mig at nå det hele.

I programmet skulle en far og en mor meget lig min mand og jeg prøve at få familielivet til at gå op via en coach. De skulle finde mulighed for en børnefri weekend en gang om måneden, fordi hjælp udefra ikke var noget, der hang på træerne. De skulle prøve at skære hverdagen ind til benet, så der blev mulighed for at have masser af tid med ungerne, men også øjeblikke alene eller i tosomhed. De skulle prøve at få arbejdsliv, transport og fritidsinteresser til at gå op, selv om det syntes som om, der ikke var tid til det. Det var nærmest smertende lig med de prioriteringer, vi ofte kæmper med – og samtidig var det ekstremt befriende at vide, at der findes andre, som også kæmper med det samme. At jeg/vi ikke er eklatante fuck-ups på forældrefronten. Der er nogen som os. Måske flere end vi tror?!??

Men hvis vi så fik den tid? Hvad ville vi så bruge den på? Ville vi bruge den på os selv, på at komme i bund med bunkerne eller sammen med børnene? For hvis man føler sig hamrende utilstrækkelig på nærmest alle fronter – hvor giver det så mening at sætte ind? Det er jo så næste dilemma. Jeg for mig selv kan i hvert fald sige, at jeg ikke ville bruge den på at arbejde. Jeg ville bruge den hjemme; hjemme i en afveksling mellem sammen med ungerne, ved siden af ungerne eller uden ungerne. Bare hjemme uden at skulle noget.

Mine unger har ikke været roden til alt ondt, men siden jeg har fået dem, har jeg indimellem fået svært ved at genkende mig selv. Jeg er helt sikkert vokset som person, selv om jeg indimellem kan føle mig som et meget lille, meget tarveligt menneske, når jeg føler, jeg fejler eller ikke kan række eller rumme mere. Jeg har lært en masse af at blive mor. De vildeste ting. Igen på godt og ondt.

Jeg elsker mine børn sindssygt højt, men indimellem elsker jeg ikke den, jeg er, når livet med dem bliver for meget. Pilen er rettet imod mig selv, forstås.

Fik jeg mere tid, ville jeg gøre alt, hvad jeg kunne for at forhinde at komme til at føle sådan.

Var du ude og feste, så du Kronprinsesn fødselsdag, var du gået kold på 20 på sofaen eller stod du med grædende børn, så vil jeg anbefale dig at bruge lidt over en time på at se programmet (hvis du altså er så heldig at have en time fri). Hvis du er helt cool i moderskabet og ikke føler nogen smalle steder i parforholdet, så drop den bare. Under alle omstændigheder er linket her. 

Til dig der kørte mig ned i dag

Til dig, der kørte mig ned i dag. Dig på cyklen, for fuld fart, på fortovet, mod køreretningen.
Dig, som ikke så noget som helst omkring dig og fortsatte for rødt med intentionen om at køre over fodgængerovergangen.

Så langt kom du ikke. For du kørte direkte ind i mig, da jeg cyklede over for grønt. I den rigtige retning. Ganske stille og roligt. På cykelstien.

Du sendte mig derimod direkte i asfalten og ud på kørebanen. Du landede blødt, for du landede oven på mig. Jeg fik derimod din cykel lige ind i kroppen og din vægt ind i siden af ansigtet.

Jeg blev vred. Råbte af dig. At det fandeme ikke var i orden. At du kørte over for rødt og ikke så noget som helst omkring dig. Du skyndte dig op og råbte, at jeg skulle slappe af. Og så skyndte du dig væk i en fart, uden at hjælpe mig op eller have nosser nok til at kigge op og se mig i øjnene. Måske endda sige undskyld. Så meget pli havde du ikke. Du holdt blikket under din hvide cap og skyndte dig væk. Over fodgængerfeltet. Denne gang for grønt. Fortsatte imod køreretningen på fortovet. Pisse ligeglad. Røvhul!

Jeg havde ondt i hovedet og kroppen og mit ben rystede, fordi det gjorde pisse ondt og fordi jeg var bange. Jer andre, der stod omkring, cyklede videre og havde ikke tid til at hjælpe mig op fra vejen. Heller ikke jer i bilerne, selv om jeg blev væltet ud på kørebanen. I så bare til.

Jeg kom op og trak cyklen væk, selv om benet gjorde ondt. 100 meter længere henne begyndte jeg at græde. Fordi det gjorde ondt. Fordi jeg blev bange. Fordi jeg var vred. En af jer gik forbi mig og sagde: Jamen, det var jo også glat. Jeg fortalte, at det ikke havde noget med glat at gøre, og hvordan det var sket. Svaret var: Fu** mand, og så råbte han af dig? Det må du sgu nok sige. Men du var gået videre.

Jeg var bare på vej hjem fra job og på vej til at hente mine børn. Det kunne være gået galt. Heldigvis kom jeg hjem på trods. På trods af smerter i kroppen, på trods af chok og på trods at, at folk i denne situation var pisse-ligeglade. Ingen handlede, selv om én kom til skade og en anden tydeligvis var skyld i det. Shame on you! Hvornår holdt vi op med at tænke på andre mennesker? Hvornår fik vi så meget nok i os selv?

Til dig, som kørte mig ned i dag. Jeg kom op, og fik hentet de vigtigste i mit liv. Jeg tør ikke tænke på, hvis en af dem havde været med, eller endnu værre: Var blevet ramt af dig eller en bil på kørebanen. Jeg tager hver dag mine forbehold for at komme hjem til mine børn. Jeg kører pænt. Det gjorde du ikke. Du var komplet ligeglad. Hvordan kan jeg nogensinde lade dem cykle selv, hvis omverdenen er ligeglade? Hvis ingen tænker eller hjælper? Hvordan kan jeg lade det dyrebareste i mit liv være afhængig af andres nåde og egoisme?

Til dig som kørte mig ned i dag. Jeg har blå mærker og skrammer på kroppen og ryg, hoved og nakke gør he**edes ondt. Heldigvis ikke mere. Men det der gør mest ondt, og som jeg hader dig pænt meget for lige nu, er tanken om, hvad der kunne være sket på grund af din hensynsløse kørsel og mangel på empati. Jeg er mor til to og jeg har et ansvar for at passe på dem. De er afhængige af, at jeg kommer hjem hver dag – og jeg omvendt.

Kan vi ikke godt aftale, at du fremover enten tager hensyn eller at du sørger for at køre ud foran en lastbil næste gang? For rødt. Imod køreretningen. For fuld fart. Pisse ligeglad.

 

 

Hjertedag

Hjertedag

I dag fejrer vi hjertedag. Min søn har nemlig to fødselsdage. Den dag han kom til verden og den dag, han fik lov at leve. Hans hjerte var svært misdannet, da han blev født, og ingen lovede mig, at han ville overleve.

Den 6. januar opererede lægerne i over 12 timer på hans præmature, ødelagte hjerte. Det lykkedes dem at lave hans hjerte i en form, så han kunne leve. Det lykkedes dem at give ham livet.

Derfor er 6. januar lige så vigtig som hans fødselsdag. Den er ikke fyldt med gaver. Denne dag fejrer vi i stedet den gave, vi fik denne dag. Den ufattelige glæde og smerte forbundet i minderne om én dag. Den længste dag i mit liv. Aldrig har jeg været så bange. Aldrig har jeg håbet så meget. Aldrig har jeg følt mig så tom. Den længste og værste dag i mit liv fik et lykkeligt udfald. Det fejrer vi. Vi fejrer livet og lykken den 6. januar.

6. januar 2014 kunne jeg ikke græde. Min krop var i en form for choktilstand. Jeg havde siddet oppe den halve nat ved siden af min søns kuvøse og havde nynnet for ham. Siddet og set på ham for at prøve at memorere hver eneste lille centimeter af ham. Vi lå på en afdeling med forsvindende lidt plads mellem de 6 kuvøser, der skulle være plads til. 6 kuvøser, 6 siddestole, 6 gange maskiner, der bippede og bimlede. Så tæt. at vi ofte stod ryg mod ryg, når vi skulle hjælpe sygeplejerskerne med at vaske og pleje vores børn. Vi måtte ikke tale sammen på stuen, for alle skulle have mulighed for ro i den situation, de nu hver især stod i. De bittesmå, præmature mennesker skulle have ro til at vokse.

Vi havde plads mod vinduet, da min søn var det eneste alvorligt syge barn på stuen og skulle have alt akutudstyr ved siden af sin kuvøse. Transportable iltflasker, ekstra sugeudstyr m.m., hvis de pludselig skulle køre med ham. Det var rart at have en vinduesplads, selv om den også var ud til en “befærdet” gennemgangsvej for personalet. Vinduet gav en eller anden følelse af, at der var en anden verden, end denne. En verden udenfor.

Natten før hans operation, kunne jeg ikke forlade ham, og alligevel ønskede jeg mig langt væk. Sammen med ham. Der blev sat en intermistisk stofskærm op mellem mig og resten af rummet. Og her kunne jeg så sidde og græde og bede de højere magter om hjælp til at min søn ville overleve, hvis det var det, jeg ville. Skærmet af, men med alle andre i rummet, der kunne høre med.

Jeg sad og stirrede på ham, for var det sidste gang, jeg havde ham i live? Der var ingen garantier. Jegt sang sagte alle vuggeviser, jeg kunne komme i tanke om.

Midt på natten skulle hjertekirurgen bruge forskellige prøver fra min søn, og jeg blev sendt over “for at få noget ro og hvile” på mit patientværelse. Ro var det sidste, min krop kunne finde, og jeg følte mig som en forrædder ved at sove. Hvad nu, hvis det kunne være den sidste tid, jeg fik sammen med ham?

Kl. 5 var jeg tilbage ved hans side. Jeg tog et foto af ham kl. 7.45. Han så jo ud som alle andre præmature babyer på 2 uger, hvis man ikke vidste bedre, ville han jo nærmest se rask ud. Min mand og datter kom også, og tavse kyssede og aede vi ham på skift. Da jeg hørte portøren på gangen, var mit hjerte nær stoppet.

Hjertedag

Jeg kunne ikke gå med ind på operationsstuen. Jeg kunne ikke se det sted, der skulle afgøre, om han ville overleve eller ej. Jeg kyssede ham i forrummet og stod som forstenet, da narkoselægen sagde “Og så siger vi farvel til mor”. For helvede, vi skulle ikke sige farvel! Vi skulle sige “på gensyn”! Den sætning gør stadig ondt.

Jeg kan ikke fortælle dig ret meget om, hvad vi fik dagen til at gå med. Vi var forældre for vores ældste. Eller i hvert fald prøvede vi på det. Jeg husker ikke rigtig noget før kl. 19.30, da min telefon endelig ringede. Lægen havde fortalt, at han regnede med at kunne ringe ved 15-tiden. Jeg sank sammen foran det patienthus, vi boede i. “Operationen tog længere tid, end vi havde forventet og der var endnu en hjertefejl, vi ikke havde set på skanningen. Men det er gået godt!”

En time senere måtte vi se ham på intensivafsnittet. Jeg havde kysset en lille fin baby på knap 1,9 kilo om morgenen, og her lå stadig min lille fine fyr, men fyldt med slanger og hævet til ukendelighed. over 1,5 kilo ekstra væske i hans lille krop. Jeg var lammet, taknemmelig, bange og fyldt med et moderinstinkt, jeg ikke kunne få lov at udøve, fordi andre nu skulle foretage de nødvendige ting, så han kunne komme igennem de næste 3 kritiske døgn. Jeg kunne bare stå og se på. Stå og håbe det bedste.

Jeg boede ved siden af hans kuvøse, de næste 20 dage, hvor han var i respirator. Fik nærmest et chok, hver gang hans krop gav et spjæt, fordi jeg ellers ingen reaktioner fik fra ham. I slutningen af januar blev han vækket, og jeg fik lov at holde ham. 2 måneder senere kom vi helt hjem.

Den 6. januar er en særlig dag. Det er en livsdag og en taknemmelighedsdag og en dag med smertefulde minder. Men mest af alt en taknemmelighedsdag. Jeg er usigeligt taknemmelig for, at min søn var stærk, lægerne dygtige og at karma, universet eller gud var på vores side, alt efter øjnene der ser.

Han er 4 år i dag. Stadig hjertebarn. Stadig i kontrol på sygehuset. Livslangt. Der er stadig intet, der er mejslet i sten, men vi er heldige og vi har en søn, der så vidt muligt lever som andre børn. En søn som er det stærkeste menneske, jeg kender.

I dag vil jeg grine mere, end jeg vil græde. Tårerne kommer og går, og det samme gør tankerne. Men jeg kan kramme ham og fortælle ham, at jeg elsker ham. Jeg kan lege med ham og se ham og røre ham. Alt det, jeg ønskede skulle ske, da jeg sad bag stofskærmen og græd natten før hans operation.

Jeg er fuldstændig på røven over det, vores dygtige læger kan udrette. Det skal vi være frygteligt glade for i vores land. At vi er SÅ heldige.

Tillykke med hjertedagen, min skat! Du er mit livs Superman! <3

Jule-detox

Jule-detox

Shiiiit! Min krop har brug for en jule-detox! Detox fra sukker og chokolade. Detox fra cola og Asti i lind strøm nytårs aften. Detox fra hjemmetid med ungerne. Detox fra et slukket vækkeur. Detox fra kaffe og dage i nattøj og detox fra gaver (selv om jeg er et relativt nøjsomt og taknemmeligt menneske, er det altså fedt at blive forkælet én gang om året, når man nu skal have fødselsdag og jul næsten oven i hinanden :-)).

Og det er så fuldstændig løgn. Jeg er simpelthen svært afhængig af alle dele – og jeg kunne  nyde det hele HVER DAG, hvis det skulle være!

Det er godt, jeg ikke lavede et nytårsforsæt om ikke at spise chokolade og drikke cola. Det ville være håbløst og i så fald brudt lige nu. Gensynet med hverdagen har ikke været glædeligt. Ok, det har heller ikke været helt hæsligt, men altså: Jeg skulle med glæde tage 11 dage mere.

Den ro og tid, der var i julen, var ekstremt vanedannende. Jeg nød SÅ meget ikke at have særlig mange planer. Det tror jeg også, mine børn gjorde. Den ældste havde nogle legeaftaler og vi havde også enkelte visit hos familie og venner. Men mest af alt var vi hjemme. Hun har været på nippet til at tude hver morgen i denne uge, uden helt at kunne sætte en finger på, hvad der er galt. Bliver jeg bekymret: JEP! Her til aften var der pludselig tårer i øjenkrogene igen inden sengetid. “Jeg vil bare gerne have fri sammen med dig, mor. En dag, hvor vi ikke skal noget”, snøftede hun.

Se dér lå hunden begravet. Hun er glad for skolen, men jeg tror, overgangen mellem hjemme og nærvær og hverdagen på godt og ondt har været stejl for hende. Også for hende.

Hverdagen er chokstartet. Ungerne sover meget lidt trods deres fremskredne alder, og jeg har kompenseret med sukker og kaffe. No news there. Jeg er priviligeret med en krop, der ikke trænger til en slankekur (*host*tyndfed*host*), og med en passion for at løbe. Så det går nu nok alt sammen. Men f**k, hvor jeg savner tid. Tid til at være hjemme og helt tæt på dem, jeg elsker!

2017 lærte mig en del

2017 lærte mig en del

Har du læst mine to foregående indlæg om 2017, er du nok ikke i tvivl om, at jeg er helt ok med, at vi vinker farvel i morgen. 2017 Men for ikke at lyde alt for tvær og bitterfisse-agtig, så har 2017 ret beset også lært mig en del!

Jeg har lært at gøre store og uoverskuelige ting, selv om knæene rystede og maven gjorde lidt ondt ved tanken. Jeg er til en vis grad tryghedsnarkoman, og jeg bruger helst ikke penge, jeg ikke har. Så at sige ja til en ombygning for over en halv million var VILDT! Jeg lærte at sige til og fra på nogle punkter. Og at vælge til og fra. Og ikke mindst at stille krav og forhandle om priser. Noget, jeg nok langt tidligere i livet burde have øvet  mig på.

Jeg lærte, at overvinde og ikke at tage livet eller relationer for givet. At overvinde frygten for svære samtaler. Overvinde det, jeg helst ville slippe for. Overvinde regn og blæsevejr og løbe en tur. Overvinde vrede. Overvinde hverdagen.

2017 lærte mig at holde fri. Faktisk har sidste halvdel af 2017 helt bevidst budt på weekender uden planer. Byggeriet har haft sin andel af den prioritering, og også ro efter ældstebarnets skolestart. For ja, det skete også i 2017. Og det er klart også på opturssiden! Jeg har simpelthen haft brug for at koble fra. Det skal vi helt sikkert fortsætte med i 2018 (på den ikke asociale måde).

Jeg lærte meget af 2017 – på godt og ondt – og jeg blev også bevidst om, at der er meget at arbejde på i 2018. F.eks. at blive bedre til at passe på mig selv. At blive bedre til at sige fra – og at blive bedre til ikke at tage andres problemer så meget ind, som jeg ellers gør. At sige fra, når jeg føler mig trådt på, og at huske at sige de positive ting ved andre mennesker, som falder mig ind. Blive en bedre kone, som indimellem tilsidesætter det praktiske og er bedre til at prioritere tosomheden. Fortsætte med at se, høre og forstå mine børn. Bygge videre på nye og gamle venskaber.

Jeg har holdt mere fri, men jeg har ikke været ret god ved mig selv, hvis jeg skal være helt ærlig. Der er klart rum for forbedring. 2018 skal være et år, hvor jeg gør mere af det, der bygger min familie og jeg op. 2018 skal være et godt år!

Godt nytår! Vi ses på den anden side <32017

 

2017 rystede fundamentet

2017 rystede fundamentet

2017 rystede mit fundament godt og grundigt igennem. De elementer, som flest af os bygger vores liv omkring, blev udfordret. Det, som holder det hele sammen og holder os oppe: Familien, jobbet og hjemmet. Det gjorde, at jeg ikke følte mig tryg eller hjemme nogen af stederne.

Vi traf en stor (og dyr) beslutning. At starte et større ombygningsprojekt af vores hus. Vi bor i en 1950’er parcel, og har forbedret, men ikke gennemrenoveret. Vi har skabt en god kælder i huset – mere af nød end lyst, efter som tilstandsrapporten ikke nævnte noget om gamle rør eller fugt. Vi har desuden prioriteret energivenlige løsninger i huset, så som varmegenvinding, solfanger og ekstra isolering.

Huset var dog ikke “fremtidssikret” til at rumme en familie på 4. Ok, et eller andet sted et first world problem, men jeg er ret sikker på, at vi vil ønske os mere plads end 96 kvm, når børnene bliver teenagere… Vi er dog glade for at bo lige her, hvor vi gør. Så valget fald på ombygning frem for flytning.

Nu er huset 130 kvm., og vi er ret tæt på målstregen i byggeriet. Vi har skabt et barndomshjem. Det bliver godt – det er jeg sikker på – men vejen dertil har ikke været uden en del mavepine, en bunke frustrationer og lidt for meget stress. Som at være gæst i sit eget hus og ikke kunne lukke døren bag sig og være alene.
Du kan læse mere om byggeriet her, her og her.

Én ting er at bygge hjemme, en anden er – ufrivilligt – at arbejde midt i en byggeplads. Et helt år i støj, støv og gene er overstået på jobbet. Det er helt sikkert ét af lavpunkterne i 2017. De rester af svær stress, som jeg i hverdagen forsøger at holde i skak på 4. år, kom op til overfladen og følelserne fik indimellem frit – og ikke altid rationelt – løb. Mavepinen, hovedpinen, den trykkende fornemmelse i brystet, tvivlen på mig selv, angsten, gråden og den prikkende fornemmelse i kroppen over de mindste forandringer – eller blot tanken om dem.

Det har sat sine spor i mig i 2017, og også i min nære familie og på jobbet. Det har haft en afsmittende effekt på min effektivitet og på andres opfattelse af mig. Jeg har følt mig svag, og det gør ondt. Men hvad der gør endnu mere ondt er, når andre synes, man er svag, selv om man gør, hvad man kan for at holde modet oppe.

2017 byggede også et endnu stærkere moderskab. I sommeren blev det yngste (og sidste) barn ble- og suttefri, og dermed kunne jeg officielt sige, at jeg ikke havde små børn længere. Moderskabet var lidt et stormfuldt hav i sin begyndelse, men bølgerne er stilnet af. Hvor jeg for et eller to år siden ofte ønskede en pause fra børn, bleer og brok over banaliteter, så kan jeg mærke, at jeg længes mere efter at holde fri sammen med dem. Til at tage tidligere fri og hente dem og se deres glæde. Møde lidt tidligere (hurra for flekstid!) og tage tidligere fri for deres skyld. Jeg har altid elsket mine børn. Kærligheden er bare blevet endnu stærkere.

Sidst, men ikke mindst, brød 2017 min forestilling om familie og ophav op. Som barn så jeg min familie som en ubrydelig enhed. De seneste 5 år har jeg dog fået et andet og mindre glamourøst billede af, hvad der i virkeligheden er på spil. Bag facaden. Da familiens ældste døde i begyndelsen af året, gik familien op i limningen. Helt bogstaveligt talt. Splid, bagtalelse, smålighed og forurettede følelser. Alt sammen på grund af et dødsbo.

Det kom selvfølgelig ikke af boet alene. Det lå i kortene og boet væltede korthuset. Jeg savnede at se min familie samles om minderne og om at huske dem, hvis liv vi nu delte ud mellem os. I stedet for at savne og mindes, viste voksne mennesker sig fra en side, der på ingen måde klædte dem. Jeg blev tvunget til at gå ind i nogle konflikter, som mit konfliktsky selv ikke ønskede. Jeg stod i midten og betragtede god og dårlig opførsel. Jeg stod i midten, hvor jeg så og hørte begge sider og prøvede at være ærlig. Min barndoms ubrydelige enhed gik itu, og jeg tror desværre aldrig helt, skårene klinkes igen.

Heldigvis har jeg min egen familie, og jeg håber inderligt, at vi aldrig vil komme til at skændes over indbo og andre erstattelige ting. Jeg kan ikke forestille mig at erstatte min egen lille på 4 med noget som helst. Jeg håber, at vi sammen er større og stærkere, end at lade inventar komme imellem os.

2017 har været overvældende, og jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvad jeg helt har lært af året. Én ting er sikkert: 2017 har efterladt mig træt. Det kommer til at tage en god del af 2018 at fordøje og finde hoved og hale i. 2018 skal være året, hvor jeg bliver bedre til at sige nej og til at passe bedre på mig selv!

2017 tog fra den forkerte ende

2017 tog fra den forkerte ende

2017 var et hårdt år. Et år, som tog fra den forkerte ende, som min farbror udtrykte det, dengang da min far (hans lillebror) døde. De yngste skal ikke gå først.

2017 var knap i gang, før mit livs støtte døde. Efter 2 måneders uforklarlig sygdom, fik min bedstefar fred. Han havde et helt liv bag sig. Et levet liv med ægteskab, børn, børnebørn og oldebørn. Knap 90 år i alt.
Selv om hans liv var levet længe og godt, så var det alligevel trist og tomt at sige farvel til ham. På sygehuset fik han ikke en værdig død for et absolut værdigt menneske.

Han var min far, da min egen far rejste. Han var min læremester i alt fra syning til at bygge og reparere og skifte vinterhjul på bilen. Han var den, som lærte mig om min historie, og han fik lov at præge den, jeg er i dag og derned min fremtid. For ham betød familien alt og selv om han var en mand af den gamle skole på nogle punkter, udtrykte han sin kærlighed til mig på sin egen ærlige facon. Gennem opmærksomhed og anerkendelse. Da jeg var gravid med mit første barn, begyndte han pludselig at sætte ord på sine følelser. Han fortalte stolt til andre i Brugsen, at han skulle være oldefar, og når da jeg fortalte ham, at jeg ventede en pige, fik jeg mit livs største kompliment: “Det vigtigste for mig er, at hun bliver en klon af dig”.

Han var gammel og selv om døden ikke var hans væsen værdig, så var han mit forbillede. Jeg savner ham stadig.

Det værste ved 2017 var, at året som sagt ikke holdt sig til at tage vores kære i den naturlige rækkefølge. Fuldstændig uforståeligt og uden mening, mistede vores kære og nære venner deres lille søn få dage efter hans fødsel. En sund og fin dreng blev ramt af udefrakommende sygdom i sine første levedøgn og blev revet brutalt væk fra sine forældre, søskende og alle som holder af dem og ham, før vi dårligt fattede, at han var kommet. Det var så meningsløst og jeg græd. For mine venners tab og fordi min egen frygt kom så tæt på. Igen. Jeg var tæt på at miste min egen søn, men blev reddet på et hængende hår og af lægers dygtighed og viden. Deres sorg og tab gjorde så ondt, fordi den taler ind i en hver mors mareridt og ind i de dystre minder i mit eget sind. Det eneste jeg kunne gøre var at lytte, være der, vaske tøjet og hjælpe til – og så at kramme mine egne børn ekstra meget hver aften.

I efteråret krævede 2017 igen et offer – længe før tid og ikke mindre meningsløst. Min kusine på samme alder som jeg selv tabte kampen til kræften. Efter 3 års kamp forsvandt det sidste liv i hendes krop og efterlod forældre uden deres datter, en kæreste uden sin elskede og en lille pige uden sin mor. En lille pige på samme alder som min egen pige. At dø, når man er 35 år er ikke fair. At dø fra sit lille barn er umenneskeligt. At begrave sit eget barn er et mareridt. Til tonerne af Leonard Cohens Halleluja bar vi hende til graven – et hav af mennesker, som holdt af hende, anført af hendes kæreste og datter. Lige der havde jeg svært ved at holde af 2017. Lige der kunne jeg blive bange for, hvem der var næst på listen. Stop, blev der sagt! Ikke flere lige nu, vel?

På den front var 2017 et virkelig skod-år. Et år, som skærmte mig og mindede mig om, at alting langt fra er happy go lucky. Min søn snød døden. Jeg er her hos mine børn. Vi har det godt og vi har hinanden.

i 2017 oplevede jeg sorg igen – både min egen og i særdeleshed andres. Jeg håber meget på, at 2018 bliver et langt lykkeligere år på den front. At 2018 holder sig til at tage fra den rigtige ende. Når livet er levet og levet godt og man får sagt ordentligt farvel.

2017
Fra Marens kalender 2018

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #3

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #3

Det skal handle om aftaler og håndværkere. Jeg er total byggeprojekt-noob, og der er virkelig mange ting, man skal lære, når man vælger at gå ind i et større ombygningsprojekt.

Det virkede så let, dengang i januar sidste år, hvor vi for alvor valgte at gøre noget ved tankerne om at udvide huset. Vi byggede jo bare lige til og fik nyt tag og nyt køkken og skiftede vandrørene i kælderen. Og ja, så kunne vi også lige tage tagrenderne med, og vinduer og døre i det eksisterende hus også, og hvis der er penge til overs, så også anlægge en lækker træterrasse. Men så ville vi nok også ende med at bruge omkring en halv million.

Drømme er én ting, realiteter en anden, når man ikke selv er håndværker, gift med en eller har en håndfuld af dem i familien. Drømme koster ikke noget, men DET gør virkeligheden altså! Vi bygger til, får nyt tag, får nye vandrør og nye døre og vinduer. Og 500.000 kr. forslår som en skrædder i helvede. Allerede her lærte jeg min første lektie.

Byggeriet rejser sig nu stødt, selv om det kom (for) langsomt i gang. Det kan være nok så kompliceret at indhente tilbud – og at forstå dem til fulde – men det er altså også sin sag at være sikker på, at aftaler holder. Selv om vi har valgt håndværkere med Byg Garanti-ordning og Dansk Håndværk-ordning, så indbefatter det ikke nødvendigvis, at de kommer som planlagt og lovet (mundtlig). Med fare for at generalisere groft (og det er altså ikke meningen), så har det været op af bakke at få klarhed over aftalerne. Hvornår starter projektet præcis? Hvornår forventes det færdigt? Hvem koordinerer med hvem? Og hvem kan komme til hvornår?

Vi indkaldte til et byggemøde i starten af projektet, og måske var vi ikke klare nok i spyttet omkring, hvad vi forventede. Vi tegnede ikke så hårde deadlines op, hvilket vi nok burde have gjort. Vi troede lidt for godt på, at mundtlige aftaler om tid og varighed var nok. Det har det ikke været, må vi så sande. Her burde vi have haft de aftaler på skrift. Én ting er, at ting kan ændre sig, folk kan blive syge og materialer kan blive forsinket. Noget andet er, at man ikke møder op til aftalt tid, og ikke meddeler det til “bygherre” (vænner mig aldrig til det ord). Man kan virkelig godt blive træt af at hænge i telefonen mange gange om ugen eller at møde samme telefonsvarer gang på gang.

Der er rigtig mange faggrupper inde i vores projekt, og det skal ret beset siges, at der har været nogle af dem, der har været enormt punktlige, men det har så sandelig også været enkelte, som var det stik modsatte. Det er frustrerende. Især, når man ikke går hjemme og kan være med i tingene, men er 37-timer+ lønslave med hente-bringe-tjans med to små unger.

Jeg kan pege pilen mod manglende kommunikation og pli fra håndværkernes side. Dog kan den i lige så høj grad peges mod min mand og jeg. Vi har ikke erfaringen, og derfor er der ting, som vi kunne have været langt skarpere på og have undgået. Steder, hvor vi ikke har lukket faldgrupper, vi ikke kendte (endnu). Før vi startede projektet, var der mange meninger fra vores nærmeste om, at det med at hyre en arkitekt eller anden koordinator var spild af penge. Det kunne vi saaaagtens selv. Nu hvor byggeplanen skrider, siger de samme mennesker på mystisk vis, at vi BURDE have hyret en arkitekt eller koordinator til byggeriet, så vi kunne have undgået de her ting. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der ville have været bedst. Det kommer vel an på, hvor mange penge man har, tænker jeg. Men det kunne helt sikkert have sparet mig nogle frustrationer, tænker jeg.

Jeg har lært meget indtil nu, og vi er stadig ikke færdige med at bygge. Så hvis det kan hjælpe dig lidt, så kommer her mine “lærestreger”:

  • Få aftalerne på skrift. Både dem om prisen på byggeriet, men i lige så høj grad dem, der handler om start, slut og hvem der gør hvad. Se evt. mere på f.eks. Byg Garantis hjemmeside eller Dansk Håndværk.
  • Få tilbud fra flere håndværkere fra samme faggruppe, og gennemgå dem med en uvildig person med kendskab til den slags byggeri, du/I skal have udført. Der kan være mange penge at hente i at se, om du betaler for det samme to gange. F.eks. en toiletvogn eller et stillads, som med fordel kan bruges af flere håndværkere på én gang.
  • Vær tydelig omkring dine forventninger til de folk, du har aftaler med. Hvad vil du være med til, og hvad vil du ikke være med til. Mærk efter, om det f.eks. er rigtigt for dig, at du har en nøgle hos dem, så de selv låser sig ind, eller om du har det bedst med, at du eller naboen/familien låser op fra gang til gang, eller om det er ok, at de benytter dit toilet eller skal have deres egen toiletvogn på stedet.
  • Hold byggemøder før og under byggeriet, så både du og håndværkerne ved, hvilke aftaler I har, hvad der skal ske og hvem der kontakter hvem.
  • Find ud af, hvad dine rettigheder er – f.eks. som i vores tilfælde, hvor hele haven ligner Jerusalems ødelæggelse efter at en minigraver har kørt markræs på græsset. Det fandt jeg så ud af, er “følgeskade” og dermed ikke dækket af noget som helst. Surt for os.
  • Tegn en entrepriseforsikring, som dækker evt. skader og tyveri. De penge giver dig lidt ekstra tryghed, når forhaven er fuld af dyre byggematerialer.
  • Hvis du er i et forhold, så vær ærlig omkring de ting, du føler og tænker over for din partner. Det er super frustrerende at bygge til, og her ligger kimen til 100 skænderier om både detaljer og de store linjer. Det er hårdt at være i en længere byggeproces og være afhængig af andre og af hinanden (på en anden måde, end man plejer). Det er trods alt kun et byggeri og ikke grund nok til skilsmisse.
  • Hvis du får f.eks. familiemedlemmer til at være til stede og låse op eller på anden måde hjælpe med byggeriet, så lav klare aftaler om, hvad deres “beføjelser” er. Hvad kan de tage stilling til, og hvad vil du selv have retten til at bestemme over? Et ja til at tilføje en ekstra ting til projektet, som for andre kan synes som en lille del, eller som noget håndværkeren gør for sine blå øjnes skyld, kan komme til at koste dig dyrt! Intet er gratis.
  • Hav en buffer i budgettet til alt fra ekstraregningen (så som når man overser, at et tilbud er eks. moms…), og når man får nye døre og den gamle væg skal repareres og males efterfølgende. Der kommer ALTID ekstraudgifter.

Byggeriet fortsætter, og jeg må indrømme, at jeg glæder mig til det er slut og kontoen er slunken. Nogen siger, at det skal være skidt, før det bliver godt. I så fald bliver vores byggeri awesome!